Omplantet til Bramdrup Sogn i håbet om ny lys begyndelse efter død og sygdom. Sådan gik det ikke. Blot nogle få måneder efter flytningen fra Lomborg i Nordvestjylland til Bramdrup døde Mariane Sidelmann blot 34 år gammel.
Hun efterlod sig manden Lauge på 36 år og de to sønner Peter og Hans på 6 og 5 år. Nu sad de tilbage uden hustru og mor på den store gård "Kringsgård", midt i Bramdrup Sogn. Den flot hvidkalkede Kringsgård ligger her endnu, overfor Bramdrup Kirke og Bramdrup Gamle Skole.
Mariane døde sidst på året 1918 på et tidspunkt, hvor verden glædede sig over afslutningen på Den Store Krig. Våbenstilstanden var indtrådt den 11. november 1918.
Marianes mand, børn, søster og øvrige familie havde svært ved at finde glæden. Mariane døde på Kringsgård den 28.12.1918 og blev begravet på Bramdrup Kirkegård den 3. januar 1919. En helt forfærdelig afslutning på året 1918 og en dyster start på året 1919 for familien Sidelmann. Med udsigt til "Kringsgård" står stadig tre gravsten på Bramdrup Kirkegård og vidner om Sidelfamiliens sorger og glæder, ulykker og lykke. Desuden er der i gravstedet nedsat to urner uden gravsten. Mere om det senere. Familiegravstedet Sidelmann danner baggrund for efterfølgende fortælling.
 |
| Bekendtgørelse i Kolding Folkeblad 30. december 1918 |
 |
| "Hovedstenen" på Sidelmanns familiegravsted på Bramdrup Kirkegård |
Gravstenen på familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård for Harald Bech Sidelmann, død i Lomborg 25. januar 1917. Gravstenen bragt til Bramdrup Kirkegård.
Fortællingen om Sidelmann-familiens omskiftelige liv starter vi med at bevæge os til Dybe Kirke sydvest for Lemvig, nær Fjaltring. Og tilbage til 1900-tallets andet årti.
Et godt parti
Det var den 15. november 1911. Kirken i Dybe var fyldt og smukt pyntet. Gårdejer Lauge Sidelmann fra nabobyen Lomborg skulle giftes med gårdmandsdatteren Mariane Bech fra Dybe. Lauge Sidelmann var et godt parti. Han var ejer af den 44 hektar store gård "Underbjerg" i Lomborg. "Underbjerg" havde en del ansatte. Mariane var også et godt parti. Som gårdmandsdatter vidste hun, hvordan husholdningen på en større gård med mange folk skulle drives.
Det hele gik i begyndelsen godt. Lauge Sidelmann fik præmier for sine heste og kreaturer på egnens dyrskuer. Interessen for heste delte han med sin far, der boede på samme egn og også fik en del præmier for sine heste. Interessen for heste og hesteavl bevarede Lauge hele livet. Også ægteskabet udviklede sig positivt og som forventet. Den 26. juni 1912 - året efter brylluppet - blev sønnen Peter født. Efter endnu et år blev Hans født den 1. juli 1913. Så alt så lyst og lykkeligt ud. Men så begyndte problemerne.
Lauge og Mariane fik det følgende år den 20. august 1914 endnu en søn. Han blev hjemmedøbt og fik navnet Harald. Mariane havde det sundhedsmæssigt ikke godt. Af folketællingen 1916 for Lomborg fremgår det, at hun på grund af tuberkulose havde nedsat arbejdsevne. Det var selvfølgelig rigtig slemt dengang. Hvad værre var, den sidstfødte søn Harald døde cirka 2 ½ år gammel den 25. januar 1917.
Ikke sært, at Lauge og Mariane ønskede positive forandringer. En sådan positiv forandring lå lige for. De kunne flytte til landsbyen Bramdrup lige nord for og tæt på Kolding. Lærer Jens Kristian Kristensen i Bramdrup var gift med Marianes søster Johanne Kirstine, der kun var to år yngre end Mariane. Lærer Kristensen havde, indtil han fik jobbet ved Bramdrup skole i 1915, været lærer i Fjaltring tæt på Marianes og Johanne Kirstines hjem i Dybe. De to søstre kunne få meget glæde af hinanden og Mariane kunne få hjælp til at sikre de to sønners opvækst, hvis familien Lauge og Mariane Sidelmann flyttede til Bramdrup.
Gården "Kringsgård", der lå og fortsat ligger et stenkast fra den bygningsmæssigt stadig eksisterende Bramdrup Gamle Skole, blev sat til salg i 1918. Ejeren sognefoged Kristian Jørgensen ønskede at trække sig tilbage fra det aktive landmandsliv og i stedet bosætte sig i en villa i den nærliggende stationsby Bramdrupdam. Bramdrupdam havde på dette tidspunkt to jernbanelinjer. En smalsporet privat jernbane fra Kolding til Egtved og den normalsporede privatbane mellem Kolding og Troldhede i Vestjylland. Ønskerne gik i opfyldelse. Mariane og Lauge Sidelmann kunne erhverve "Krigsgård" og flyttede i august 1918 med deres to sønner Peter og Hans på 6 og 5 år ind på gården ved siden skolen, hvor søster, svigerinde, svoger, fætre og kusiner boede. Nu kunne de lægge sorgen over den døde søn Harald bag sig og se fremad.
Men, ak! Lykken varede ikke længe. Mindre end et halvt år efter flytningen til Bramdrup døde Mariane den 28. december 1918. Nu sad Lauge tilbage med en 85 tønder land stor gård med tilhørende folkehold og to små sønner. Han må have været dybt ulykkelig og bekymret for fremtiden, selvom han kunne regne med hjælp fra sin naboer, svigerinden Johanne Kirstine og svogeren lærer Kristensen. Men de havde jo også deres at se til, blandt havde de i følge folketællingen i 1919 selv 5 mindreårige børn.
Lykke og ulykke
Men så vendte lykken for Lauge. To år efter Marianes død blev han den 17. december 1920 i Sdr. Nær Kirke sydøst for Odense gift med 34-årige Astrid Nielsen. Lauge var på daværende tidspunkt 38 år.
Uanset indgåelsen af ægteskabet med Astrid må Lauge - og måske også Astrid - have følt et behov for at starte hverdagslivet på en frisk. I hvert fald kan man tre gange i løbet af efteråret 1921 læse annoncer i Kolding Folkeblad om, at "Kringsgård" var til salg. Men enten har der ikke været købere til den forlangte pris, eller også har Astrid og Lauge fundet sig tilrette på gården. Et faktum er det, at Lauge Sidelmann beholdt gården, indtil den i 1946 blev solgt til sønnen Hans.
Lauge Sidelmann dyrkede også i Bramdrup sin store hobby, heste og hesteavl. Den hobby havde han stor glæde af og stor gavn af i driften af gården. Men han skulle ikke forskånes for flere sorger og ulykker.
Efter et lynnedslag brændte en stor del af gården i 1943. Stuehuset gik blandt som følge af lærerfamilien på den modsatte side af vejen fri, men længerne brændte ned. De nedbrændte længer var allerede genopført i 1944. Tallet 1944 på en gavl ved indkørslen til "Kringsgårds" gårdsplads vidner fortsat om murermester Christian Thomsens hurtige arbejde med genopførelsen.
Hvad værre var blev familien Sidelmann ramt af tab af et barnebarn. Lauge og hans første hustru Marianes ældste søn Peter og hans hustru mistede 1. maj 1946 deres lille kun fem måneder gamle datter Mariane. Peter og hustruen havde gård i Seest, men den lille Mariane blev begravet på Bramdrup Kirkegård ved siden af sin farmor Mariane. Begravelsen blev forrettet af valgmenighedspræsten fra Skanderup. På gravstedet stod allerede dengang og også nu gravstenen over Lauge og Marianes søn Harald, der var død, da de boede i Lomborg. Hans gravsten blev flyttet til Bramdrup, efter de flyttede herned.
I 1948 kunne familiegravstedet hovedgravsten tilføjes navnet Lauge Sidelmann. Han døde 7. april 1948 kun to år efter afhændelsen af "Kringsgård" til sønnen Hans.
Landmand og politiker
Hans Sidelmann drev sammen med sin hustru Ingrid "Kringsgård" fra overtagelsen i 1946 helt til gården lige før 1970 blev solgt til Harte-Bramdrup Kommune med henblik på udstykning. På gårdens marker ligger nu blandt andet gaderne Kringsvej, Kringsvænget og Kringsager.
Hans Sidelmann var i en årrække medlem af Harte-Bramdrup Sogneråd og blev Harte-Bramdrup Kommunes sidste sognerådsformand inden sammenlægningen med Kolding Kommune i 1970. Men det er en helt anden historie, som jeg har skrevet om i en tidligere fortælling "Ved vejen" om udstykningen af villagrundene langs den sydøstlige del af Bramdrupskovvej: https://ih18.blogspot.com/2024/03/ved-vejen.html.
Det er Hans og Ingrids urner, der efter deres død uden gravsten blev nedsat i familiegravstedet påpeger Bramdrup Kirkegård.
Hvor er det da godt, at vi stadig rundt om kirkepladsen i Bramdrup har bygninger, der minder om tiden før os, da vores nu store boligby var en lille landsby, hvor folkene dyrkede den jord, hvor nu vore boliger ligger. Hvor livet stille og roligt gik sin daglige gang, men hvor indbyggerne, som det gælder for os alle, var udsat for et liv præget af lykke og ulykke og af glæder og sorger. Det er nu engang menneskets lod. Fortællingen om Sidelmann-familien er blot et eksempel på denne sandhed. En stille stund ved familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård med udsigt til "Kringsgård" kan nok give anledning til refleksioner over dette uafvendelige universelle menneskets lod. Lykke og ulykke. Sorg og glæde.
Ib Hansen 4. maj 2024
