torsdag den 23. april 2015

Polemisk politisk tale slører folkeskolens virkelige virkelighed

Nu er der valgkamp. Det betyder megen glat og polemisk politisk tale om alle de fortræffeligheder, politikerne i egne øjne har besluttet for at forbedre folkeskolen. Ordkunst, ordekvilibrisme og overordnet  abstrakt snak om folkeskolen formidles til offentligheden stærkt støttet af diverse højtflyvende cand.ditter og cand.datter og spundet ind i spindoktorernes sløringsvæv.

Den virkelige virkelighed

Folkeskolens virkelige virkelighed er helt anderledes end det billede, der forsøges formidlet.

Fra 2003 til 2013 er antallet af skolebørn i privatskole i landkommuner steget fra 10,4 % til 15,4 %. Det er en procentuel stigning på næsten 50 procent. 1)

Fra 2003 til 2013 er antallet af skolebørn i privatskole i bykommuner steget fra 12,9 % til 15,1 %. Det svarer til en procentuel stigning på 17 procent. 1)

I 2007 var der i Danmark 1598 folkeskoler. Når vi kommer til august 2015 vil der kun være 1245 folkeskoler. Altså et fald på 353 svarende til 22 procent færre folkeskoler. Mere end hver femte folkeskole er over en kort årrække blevet nedlagt. Det er sket samtidig med de meget drastiske ændringer, der er gennemført i forhold til folkeskolens indhold, struktur, organisering og omfattende forandringer af lærernes arbejdsvilkår. 2)


Afmontering af samfundets fælles dannelsesmæssige grundlag

Den fælles folkeskole er altså blevet geografisk centraliseret og er stærkt på vej til at blive  afviklet. Afviklingen foregår år for år med større og større hastighed. Samtidig sker der segmentering af de langt flere privatskoler efter religiøse, ideologiske, pædagogiske og andre særopfattelser. Konsekvenser er, at samfundets fælles dannelsesmæssige grundlag og de forskellige samfundsgruppers fælles platform og kendskab til hinandens vilkår er under afmontering. Nogle af de politiske partier har allerede foreslået, at svaret på denne udfordring bør medføre, at de resterende folkeskoler skal have samme vilkår som privatskolerne. Det fælles grundlag for folkeskolerne fjernes og forskellene mellem skolerne bliver endnu mere uddybet.

Elever med særlige behov udsættes for social isolation og nederlag

En undersøgelse gennemført af Landsforeningen Autisme viser, at lige nu - april 2015 - nægter hver tredje elev med autisme at gå i skole.  Næsten 11 % af dem har ikke været i skole imellem en og seks måneder. 2)  Alligevel holder man politisk fast i beslutningen om, at op mod 10.000 elever med særlige udfordringer skal inkluderes i de almene folkeskoler,

Undervisningsministeren har for nylig meddelt, at specialundervisningselever med funktionsniveau på linje med førskolebørn skal undervises efter de krav, der fremgår af Fælles Mål for folkeskolens almenområde. 2) Skal denne gruppe af elever, da blive ved med at opleve nederlag på nederlag? Bevidstløs inkludering og for høje krav giver ingen mening. En dagligdag, hvor man ikke har ligesindede at måle sig med, kan give en større følelse af social isolation og medføre lavere selvværd end det at komme i et specialtilbud, hvor undervisningen og samværet er indrettet efter elevernes særlige udfordringer og behov.

Forprogrammerede læringsteknologer

Skolelederforeningen, KL og Børne- og Kulturchefforeningen har for at få hverdagen i folkeskolen til at hænge sammen efter folkeskolereformen og folketingsindgrebet i lærernes overenskomst følt sig nødsaget til at udgive en fælles inspirationspjece. 3)

Pjecen anbefaler, at lærerne baserer deres undervisning på grydeklare undervisningsforløb og gennemfører undervisningen på baggrund af materialets tilhørende lærervejledning. Samtidig er de store undervisningsforlag allerede i gang at udbyde grydeklare undervisningsforløb med tilhørende fastlagte læringsmål, der er udarbejdet efter den meget gamle amerikanske læringsteknolog Blooms taxonomi. Lærerne reduceres til forprogrammerede læringsrobotter.

Lærerne behøver ikke - og har heller ikke fået afsat tid hertil - at gøre sig didaktiske overvejelser over sammenhængen mellem elevernes forudsætninger og undervisningens mål og midler i forhold til, hvad det er eleverne skal få ud af undervisningen. Værst af alt indebærer denne tilgang, at elevernes forskellige forudsætninger, motivation, evner og interesser  risikerer at blive udeladt af lærernes forudgående planlægning - eller mangel på samme - af  de enkelte undervisningsforløb. Den efter hver undervisningssekvens naturlige interne lærerevaluering i forhold til elevernes udbytte og progression får ingen betydning. Det næste forløb vil jo højst sandsynligt blive et indkøbt eller lånt skræddersyet forløb, en stangvare. Og hvad med lærernes professionelle overvejelser over alle de aspekter ved skolegangen, som handler om alt andet end det faglige stof? Det sociale, medindflydelsen, medborgerskabsevnen, det almentdannende, det adfærdsmæssige, glæden, motivationen og meget andet, som har betydning for elevernes udvikling og dannelse som menneske og samfundsborger.

Et udkast til en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen peger i samme retning. Nye lærere skal lære at give læringsmålstyret undervisning. De skal uddannes til at blive læringsteknologer, der underviser efter centralt fastsatte læringsmål, enten udarbejdet af Undervisningsministeriet eller af de store private undervisningsforlag. Det falder i tråd med, at nogle kommuner nu vil bruge ikke læreruddannede akademikere som undervisere i de fag, som kommunerne har forsømt at efteruddanne lærere til fagligt at kunne varetage. De pågældende akademikere skal forud via et privat konsulentfirma have et hurtigt læringsteknologisk kursus i folkeskoleforhold.

Manglende inddragelse 

Det store flertal af lærere har ved en urafstemning tilsluttet sig det overenskomstresultat, som DLF og KL var nået frem. Et forholdsvist stort mindretal af lærerne har trods deres hovedbestyrelses og rigtig mange kredsbestyrelsers enstemmige anbefalinger om tilslutning til resultatet alligevel valgt at stemme nej til overenskomsten.

Anbefalingerne om at stemme ja baserede sig på en opfattelse af, at lærerforeningen med denne overenskomst lokalt kunne komme igennem med aftaler, der i højere grad kunne tilpasses de enkelte skolevæseners vilkår og behov. Efterfølgende afstemningsresultatet har KL´s chefforhandler dog meddelt, at aftalen ikke skal forstås sådan, at KL nu anbefaler kommunerne at indgå sådanne lokale aftaler. Men KL vil blot ikke længere pålægge kommunerne at afvise indgåelse af lokale aftaler med den lokale lærerforening.

I Køge har kommunen og den lokale lærerkreds i indeværende skoleår haft et fælles samarbejdsgrundlag om lærernes arbejdstid. Lærerne har ønsket dette samarbejdsgrundlag forlænget, men Køge Kommune har ensidigt sagt nej hertil. Denne situation er desværre ikke enestående for Køge Kommune. Overenskomstens virkelige virkelighed om, at folkeskolereformens kvantitative ændringer skal finansieres gennem omlægning af lærernes arbejdsvilkår, er fortsat gældende også for de kommende skoleår. Helt som det ensidigt blev fastlagt af Regeringen og Folketingets flertal ved vedtagelsen af  tvangsoverenskomsten for lærerne i foråret 2013 efter grundig (sic !) konsultation af KL.

Henvisning af lærere til de arbejdsmedicinske klinikker og et meget alvorligt og stærkt stigende sygefravær af lærere fuldender blot billedet af realiteterne i folkeskolen. En nylig publiceret undersøgelse peger også i retning af, at en stor gruppe elever har problemer i forhold til deres trivsel i skolen. Læreres og elevers mistrivsel fremmer mildt sagt ikke elevernes udbytte af undervisningen.

Konkret handling frem for abekastning og vindfrikadeller

Politikernes svar på de nævnte udfordringer har hidtil blot været, at al udvikling og alle reformer har deres omkostninger og deres implementeringstid. Landspolitikerne forsøger at lægge ansvaret over på lokalpolitikerne. Lokalpolitikerne spiller bolden tilbage. Men både folkeskolereform og lærernes tvangsoverenskomst er blevet til i et tæt samarbejde mellem regering, folketingsflertal og KL som kommunernes fælles organisation.  Det ville være klædeligt at vedkende sig det fælles ansvar. Det er ikke nok at konstatere "sådan er det jo"!

Hør her. Vi taler om rigtige mennesker, lærere og elever. Den populære disciplin abekastning fører ikke til noget godt. Det fører heller ikke til noget at sidde på hænderne og vente på, at det med tiden  eventuelt bliver  bedre. Det kunne jo eventuelt  også blive værre.

Lad nu valgkamp 2015 komme til at handle om, hvordan vi får en så afgørende vigtig samfundsinstitution som folkeskolen tilbage på rette spor. Snak og vindfrikadeller er ikke nok. Der skal handling til.

1) Kilde: Tænketanken CEVEA
2) Kilde: Landsforeningen Autisme citeret i Folkeskolen nr. 8 2015
3) Kilde: http://www.kl.dk/Fagomrader/Folkeskolen/Folkeskolereformen/En-ny-skole/