lørdag den 16. januar 2016

Samfundsmæssig gevinst af investering i dagpasning af høj kvalitet

Hør nu lige her! Investering i dagpasning af høj kvalitet er både en menneskelig og samfundsøkonomisk gevinst.

Hvis man ser dagpasning som en investering i de nuværende og fremtidige generationer, viser forskning, at der kan genereres store samfundsøkonomiske gevinster ved at sende børn i dagpasning med høj kvalitet. Dagpasning af høj kvalitet kan være med til at muliggøre og forbedre mødrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, mindske omfanget af børnenes sygdom med de konsekvenser dette måtte have både for børnenes helbred og forældrenes fravær, mindske børnenes fremtidige kriminalitet, forbedre deres senere uddannelsesniveau og øge deres senere job- og indtjeningsmuligheder, og dermed deres sundhed på lang sigt. Det er ikke kun generationen, der bliver passet, som får glæde og udbytte af et dagpasningstilbud af høj kvalitet, men også de fremtidige generationer på grund af den medfølgende positive sociale arv.

Men hvad er dagpasning af høj kvalitet? Det kan der gives et forskningsmæssigt svar på.

Personalets indsigt i børnenes udvikling og sensibilitet samt lydhørhed over for børnenes ytringer er antagelig de faktorer, der har størst indflydelse på den pædagogiske kvalitet. En sådan indsigt afhænger af gruppestørrelse, normeringer og pædagogernes kvalifikationer. Altsammen er af betydning i forhold til at give pædagogen mulighed for at være lydhør og sensitiv over for børnenes behov på baggrund af pædagogens grundlæggende erhvervede indsigt i børns sociale, kognitive og følelsesmæssige udvikling.

Med hensyn til normeringer skabes der langsigtede sociale, sundhedsmæssige og kognitive konsekvenser af gode og mindre gode normeringer. Gode normeringer vil skabe mere tid, overskud og ro til at lære det enkelte barns behov at kende samt skabe mulighed for at støtte op om dets udvikling i et positivt miljø.

En kvalificerende uddannelse af personalet, som tager sig af børn i dagpasningen, har en positiv effekt. Uddannelse og efteruddannelse gør således personalet mere stimulerende og støttende, hvilket har en effekt på barnets sociale, følelsesmæssige og kognitive udvikling.

Selvom børn udvikler sig kreativt under fri leg, kan personalet i en institution gøre meget for at støtte op om barnets sproglige, sociale og følelsesmæssige udvikling gennem de aktiviteter, der foregår. En god kontakt mellem barnets forældre og daginstitutionen kan ligeledes bidrage positivt til barnets udvikling på kortere og længere sigt, og her er det vigtigt at støtte især de svage forældre, da vanskeligheder som sprog, uddannelse, social baggrund samt forskellige kulturelle forventninger kan skabe barrierer, der er svære at bryde.

Når politikerne i disse år har så travlt med at lave planer for samfundsomstilling og reformplanlægning baseret på økonomiske femårsplaner som først 2020-planen og nu 2025-planen, burde de inddrage planer for at sikre dagpasning af høj kvalitet. Nedskæringer på disse områder forringer både social forebyggelse, menneskelig vækst og samfundsøkonomiske gevinster, mens investeringer omvendt forbedrer udbyttet. Når man nu ved, hvad gevinsterne er ved dagpasning af høj kvalitet, og hvad der karakteriserer en sådan dagpasning, hvorfor så ikke gøre brug af denne viden?

Kilde:

SFI - Resumé: Daginstitutionens betydning for børns udvikling. 2014