onsdag den 10. august 2016

Kolding Kommunes skoler evner at få de sårbare børn med

Er de sårbare børn og unge også med? Kolding Kommune ligger, når det gælder skolernes generelle resultater, i top fem blandt landets 98 kommuner - nummer 1 i forhold til elevernes faglige udvikling og nummer 4 med hensyn til elevernes trivsel. Hvis de fine resultater var opnået på bekostning af skolernes evne til at få de sårbare børn med, så var der ikke så meget at glæde sig over.

Det er der heldigvis intet, der tyder på. Tvært i mod. I november 2015 udgav KORA – Det nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning en rapport “Sårbare børn – hvem er de, hvor bor de, og hvordan klarer de sig i skolen?” Et par citater fra rapporten indikerer, at skolerne i Kolding Kommune, ligesom de er generelt, også er gode til at løfte de sårbare børns skolepræstationer.
…de sårbare børn (defineres) som de 10 % af børnene på landsplan, der har størst risiko for at blive modtagere af sociale foranstaltninger. Disse 10 % bor ikke jævnt fordelt i landets 98 kommuner."
Rapporten undersøger kommunernes evner til løfte de sårbare børns skolepræstationer, blandt andet ved at se på kommunernes evne til at bringe denne gruppe af elever frem til at kunne bestå folkeskolens afgangsprøver i et eller flere fag. Herom konkluderer rapporten:
“…rapportens analyser viser en positiv sammenhæng mellem kommunernes generelle evne til at løfte elevers skolepræstationer og deres evne til at løfte skolepræstationerne blandt de sårbare børn.”
Rapporten fremhæver i den forbindelse Kolding Kommunes evner på området:
“Kommuner som fx Frederiksberg og Kolding klarer sig relativt godt i benchmarkinganalyserne, og deres praksis kan måske inspirere til mere effektfulde løsninger i kommuner med mindre gode resultater.”

Som borgere i Kolding Kommune har vi grund til at være stolte og kippe med flaget, både når det gælder skolernes generelle flotte resultater, og når det gælder resultaterne i forhold til sårbare børn. Jeg kipper.

Kilde: http://socialstyrelsen.dk/udgivelser/sarbare-born