 |
| Banebroen over Brende Å |
Husby, Tanderup, Ørslev, Salbrovad og flere andre landsogne på min vestfynske hjemegn har spillet roller i eventyret om "det hvide guld". Det har min nuværende bopælskommune med den sydjyske fjordkøbstad Kolding også. Den store hovedrolleindehaver var dog den gamle bæltkøbstad Assens, der tidligere var en vigtig havne- og færgeby.
"Det hvide guld". Oprindelig et kolonialprodukt, der efterhånden blev en dagligvare. Sukker. Lad os starte fortællingen med at gå langt tilbage i tiden og til egne langt fra Vestfyn og Sydjylland.
I århundreder var sukker meget dyrt. Det var derfor, det blev kaldt ”det hvide guld”. Danmark blev tidligt en af Europas største sukkerproducenter. Produktionen baserede sig på sukkerrør høstet af slaver på de i Caribien fjerntliggende Dansk-Vestindiske Øer.
 |
| Sukkermøle på St. Croix, Dansk-Vestindien |
I forbindelse med fastlandsafspærringen under Napoleonskrigene først i 1800-tallet var det nødvendigt at finde et alternativ til sukkerrør. Sukkerskibene fra de Dansk-Vestindiske øer kunne ikke komme frem til Danmark. Sukkerroer viste sig at være et meget anvendeligt alternativ.
Da Napoleonskrigene var afsluttet, gik man igen tilbage til de billigere slavehøstede sukkerrør. Men det ændrede sig, da slaveriet og dermed den billige arbejdskraft ophørte omkring 1850. Rørsukkerprisen steg kraftigt. Så vendte sukkerroerne tilbage.
Assens blev beriget med mange fabriksarbejdspladser, da Assens Sukkerfabrik blev taget i brug i 1884. I landbruget betød dyrkningen af sukkerroer også mange arbejdspladser, ligesom der var arbejdspladser i at transportere sukkerroerne fra avlere til fabrik. Landbrugets produktionsomkostninger blev holdt nede ved at anvende importeret billig polsk arbejdskraft.
Roerne til Assens Sukkerfabrik blev avlet både på Vestfyn og i Sydjylland. På Vestfyn blev der anlagt 78 kilometer smalsporede roebaner. En af disse baner gik gennem min hjemegn, men var dog væk i min barndom, idet den allerede blev nedlagt i 1952. Lastbilerne havde holdt deres indtog.
Roebanen fra Salbrovad gik over Tanderup, Husby og Ørslev til Udby. I Tanderup kan man stadig gå en tur på banebroen over Brændeå. Roetoget transporterede roerne til Salbrovad Saftstation, hvor saften blev trukket ud og blev pumpet gennem en rørledning ind til fabrikken i Assens til videre forarbejdning, så den uklare gråbrune saft kunne blive til det skinnende ”hvide guld”, sukker. Senere blev roerne kørt direkte fra markerne til sukkerroefabrikken i Assens. Efterårets sukkerroesæson på Vestfyns veje var dengang en pløret oplevelse.
 |
| Roebanerne på Vestfyn |
Assens Sukkerfabrik havde ikke nok i sukkerroerne fra Vestfyn. Derfor blev der i 1899 i Kolding anlagt en saftstation, som de sydjyske avlere kunne levere deres sukkerroer til. Først med hestevogn og senere, efterhånden som de sydjyske privatbaner blev anlagt, også med tog og endnu senere, da banerne igen var nedlagte, med lastbil.
Inden processen med at trække roesaften ud kunne gå i gang, skulle roerne vaskes. Skyllevandet med dets indhold af roerester, ler, sand og grus blev ledt ud i nogle store bassiner i Kolding Inderfjord. Arealet mellem Kolding Å, Østerbrogade, Skamlingvejen og Kolding Fjord er fyldjord fra roevaskningen.
 |
| Tankbåden "Gustav" var et af skibene, der sejlede rå sukkersaft mellem Kolding og Assens |
Den tidligere Kolding Saftstations område er i dag et vigtigt byudviklingsområde for Kolding. Her er der bygget ny retsbygning, banker, ungdomsboliger, VUC og HF og meget andet. Yderst mod fjorden er der opstået et spændende naturområde, hvor det er muligt at gå tur, få jord på skoene og sende en tanke til alle dem, der har fået et udkomme af arbejdet med at forvandle sukkerroer til ”hvidt guld”. Assens har et tilsvarende naturområde bestående af jord fra roerne.
Nu kunne man jo ikke fra Kolding Saftstation sende roesaften til Assens i en rørledning. Derfor blev råsaften pumpet over i De Danske Sukkerfabrikkers egne tankskibe, som under roekampagnesæsonen i pendulfart sejlede saften til Assens til videre forarbejdning.
Et af disse tankskibe var ”S/S Gustav”.,
Kolding Saftstation fungerede fra 1899 til 1970, og alt er nu jævnet med jorden. Derfor er det ikke længere muligt at møde tankskibe fyldt med sukkersaft på vej mellem Kolding og Assens. I det hele taget er vores egns landbrugs- og industrieventyr baseret på roer med tilhørende transport afsluttet. “Det hvide guld” produceres ikke længere her i de frugtbare egne omkring Lille Bælt.
Assens Sukkerfabrik fik lov at leve fra 1884 til 2006. Men bygningerne står stadig som et vigtigt kulturhistorisk minde. Fabrikken i Assens bruges nu som blandt andet rådhus og politistation. Både i Assens og Kolding er der eller har været stor debat om anvendelsen af de naturområder, der er blev skabt af den gennem årtier afvaskede sukkerroejord.
Kultur- og erhvervshistorisk er fortællingen om ”det hvide guld” vigtig, når man ønsker at kende vor nutids rødder. Når man ønsker at forstå sin nutid og have indflydelse på sin fremtid, må man kende sin fortid.
Ib Hansen, 30. september 2022
