Halvøen Wedellsborg - vanskeligere at få fat i end man ville tro

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger, hvor er det frodige milde Fyn? Det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.”

 

Landet "der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro"

Sådan skriver forfatteren Palle Lauring i sin herlige bog "Fyn" fra 1974. Hans beskrivelse af grænselandet mellem Wedellsborghalvøen og det øvrige Vestfyn, den smukke langstrakte skovklædte randmoræne Ørslev-Lunge Bjerge er både fængende og flyvsk. Søen han omtaler, er søen ved Hylken Mølle, tæt på den gamle herregård Minendal og Hylkedamvejen mellem Håre og Gelsted. Laurings smukke beskrivelse har inspireret mig til en fortælling om, hvilken naturmæssig udvikling, der ligger bag det for mig så kendte hjemland. Det er dejligt at nyde den smukke natur, men det giver nogle ekstra noter i nydelsen at vide noget om, hvorfor naturen ser ud, som den gør.

Det vestfynske land, vi i dag vandrer i, cykler og kører i, og de vandområder i Lille Bælt vi bader i, fisker i eller sejler på, er resultatet af tusindvis af års langsomme, men meget virksomme og spændende kraftfulde naturmæssige processer. Vi oplever selvfølgelig mest det, vi umiddelbart kan se. Den overflade, den kyst og det hav, vi ser, er først og fremmest et resultat af de sidste par hundrede tusinder års påvirkninger af is og vand. Men skjult for vores øjne ligger millioner af års udvikling.

Store kraftfulde gletsjere. Strømmende, eroderende og aflejrende vand fra smeltende iskolosser og fra regnvand. Faldende og stigende havspejl. Havets bølger og strømme, der både bryder ned og bygger op. Landet der vipper. Danmark sænker sig mod sydvest, mens det hæver sig mod nordøst. Vippelinjen går tværs over Fyn fra Strib til Nyborg. Nord for vippelinjen hæver Fyn sig. Syd for – og dermed også Wedellsborghalvøen- sænker Fyn sig.

Sådan er Vestfyn, Wedellsborghalvøen, Husby og omegn gennem årtusinder blevet skabt og løbende forandret. I de sidste 2-300 år begynder menneskenes aktiviteter også at forandre landskabet. Det er for eksempel sket i forbindelse med dige- og dæmningsbyggeri. Kystlinjen ved Husby, Tybrind og Føns blev rettet ud, og de afsnørede vige blev tørlagte, så nyt land kunne inddrages. Byer blev bygget og udbygget. Skove blev plantet. Vandløb blev udrettet og uddybet, nogle blev rørlagte. Fugtige områder blev drænet. Åer blev stemmet op til brug for mølle- og kraftanlæg. Jord blev opdyrket. Infrastruktur som for eksempel havne, broer, veje og jernbaner blev anlagt.

Alt sammen har været med til at forandre det naturgivne landskab. Nu åbnes nogle af digerne igen, og flere af vandløbene bringes tilbage til naturlig tilstand. Der laves snoede omløb uden om de opstemmede søer. Naturen og det naturlige får igen mere vægt.

Landskabet er under evig forandring. Selv om dynamikken som oftest er usynlig for vores øjne, og konsekvenserne næppe er synlige i en enkelt menneskealder, så er det naturens kræfter, der er helt fundamentale for landskabets udseende og udvikling. Og det gælder uanset menneskenes aktiviteter.

Det vestfynske landskab - herunder landskabet på Wedellsborghalvøen, som vi kender det i dag, - hviler på en dybgrund, der er resultatet af millioner af års geologiske udvikling. Lad os derfor starte med at gå mange millioner år tilbage og kigge ned i det fundament, det for os så kendte og smukke område hviler på. Det der i det daglige er usynligt for vore øjne, men som er helt afgørende for det landskab, vi kender.

 

Fra Sønder Åby Strand er der en formidabel udsigt over den del af Lille Bælt, der hedder Bredningen. Assens, Torø, Bågø, Brandsø og den sønderjyske kyst

Wedellsborgområdet for millioner af år siden

I princippet kunne vi undersøge forholdene mange kilometer ned i jorden, men for at det ikke skal blive alt for uoverskueligt og kompliceret, nøjes vi med at kigge nogle hundrede meter ned under jordoverfladen og kommer dermed mere end 65 millioner år tilbage i tiden, til en tid der ligger skjult for vort blotte øje her på Wedellsborghalvøen, men hvis spor kan ses andre steder i Danmark, for eksempel i kystklinter, i kalkbrud og i ler- og grusgrave.

Vi er så heldige, at vi kan kigge ned under Wedellsborghalvøen ved at se over skulderen på geologen Ove Balthasar Bøggild, der i 1918 beskrev en boring ved Wedellsborg udført 1882-83. I boringen fandt han fra 149 meter under terræn og ned til 163 meter under terræn bryozokalk . Det betyder, at vi i denne dybde er helt tilbage i Paleocæntiden, der varede fra for 65,5 til for 55,8 millioner år siden.

Bryozokalken (er også kendt under navnet limsten og er blevet brugt som byggesten) er en kalkstenstype, der er vidt udbredt  i den danske undergrund. Den kan blandt andet ses i overfladen i Stevns Klint og i Bulbjerg ved Jammerbugten. Bryozokalk indeholder talrige lag af flint og består af skelet- og skalrester af havlevende organismer. Kalkstenen har navn efter nogle små havkolonidyr bryozoer, også kaldet mosdyr. Havbunden må i sin tid have været tæt dækket af disse mosdyr. Kalken indeholder udover resterne af bryozoer også en lang række fossiler af dyr, der levede i det hav, der engang var, hvor nu Wedellsborg og Vestfyn ligger. Derfor kan vi være heldige på vore strandture langs de vestfynske kyster at finde forsteninger af søpindsvin, kammuslinger, søliljer, kiselsvampe og hajtænder i strandopskyllene.

Nærmere den nuværende terrænoverflade og ovenpå Paleocæntidens bryozokalk gik Wedellsborgboringen fra 47 meter under terræn til 149 meter under terræn gennem lag fra Eocæntiden. Eocæntiden dækker tidsperioden fra for 55,8 millioner år til for 33,9 millioner år siden. I denne del af boringen fandt O. B. Bøggild plastisk ler iblandet adskilte askelag. Enkelte steder i Danmark er tilsvarende plastiske ler- og askelag af de senere istider presset op til overfladen. Lagene kan for eksempel ses adskillige steder i kystklinterne ved den nordlige del af Lille Bælt, hvor lerformationen kaldes Lillebæltsler. Særlig kendt som et sted for iagttagelse af Lillebæltsleret er Røjle Klint.

Den plastiske ler er meget fed og meget finkornet og består overvejende af lermineraler iblandet kalk. Askelagene i leret er spor af nogle store vulkaner, der for omkring 55 millioner år siden lå ved Færøerne og langs en lang sprække i havet mellem Norge og Grønland.

Han Klit er i virkeligheden en kystklint presset op af store ismasser nordfra. De mørke lag er vulkanske askelag. De samme askelag findes dybt nede i undergrunden under Wedellsborghalvøen

Askelagene i boreprøverne fra dybet under Wedellsborghalvøen er de samme askelag, der på grund af istidernes oppresning af undergrunden kan ses i overfladen i lerlagene ved for eksempel den 61 meter høje Han Klit på Mors og som allerede nævnt i den af havet fritlagte del af den op til 45 meter høje Røjle Klint, der i Istiden blev presset op af en nordøstfra kommende kæmpegletsjer. I Han Klit har man talt i alt 179 forskellige askelag, der hver vidner om et vulkanudbrud, udbrud der altså også kan spores i de lerlag, der blev aflejret i det hav, der dengang var, hvor Wedellsborghalvøen nu er. Et hav der dækkede det meste af det nuværende Danmark.

Et sidste kig ned i Wedellsborghalvøens undergrund

Nå, men vi mangler at se på lagene fra den nuværende terrænoverflade og ned til de 47 meter under terræn, hvor vi sluttede med at se på den af Bøggild beskrevne boring. Her er vi så heldige, at vi netop for disse jordlag kan se på nyere og flere forskellige boreprøver, der er udtaget fra boringer, der er foretaget i forbindelse med eftersøgning af vandførende lag til brug for Husby-Sønder Åby Vandværk. Vandværket blev grundlagt i 1905.

Boringerne er af flere omgange foretaget i vandværkets indvindingsområde rundt om den 29 meter høje bakke Farshøj, der ligger nordøst for Husby kirke ved Hovvej, mellem Klokkekær og Husby Hole.

Hovvej mellem Husby og Håre. Farshøj ligger på marken til venstre

Boreprøverne fra Farshøj blev i 1986 i forbindelse med en planlagt udvidelse af  Sønder Åby–Husby Vandværk undersøgt og tolket af et rådgivende konsulentfirma.

Dybest nede, fra -35 meter under havoverfladen til -50 meter under havoverfladen, fandt firmaet fed eocænt Lillebæltsler fra for 55,8 millioner år til for 33,9 millioner år siden. Samme lag som beskrevet ovenfor i Bøggilds rapport over boringen ved Wedellsborg fra 47 til 149 meter under nuværende terræn. Godt at tingene hænger sammen, og at boringerne viser samme resultat! 

I de øverste 60 meter i vandværksboringerne, altså fra terræn, som her rundt regnet er gennemsnitligt + 25 meter over havoverfladen (med Farshøjs 29 meter som højeste punkt) og ned til -35 meter under havoverfladen, fandt konsulentfirmaet istidsaflejringer bestående af usorteret moræneler og sorterede smeltevandsaflejringer. Ind i mellem fandt de også mellemistidslag i form af ler- og sandaflejringer, der er bundfældet i et tidligere hav.

Med tolkningerne af vandværkets konsulentrapport kan vi konstatere, at vi nu under vores kig 60 meter ned i dybet under Wedellsborghalvøen fra terrænoverfladen og ned til cirka -35 meter under havoverfladen er nået til lag fra de sidste 2 millioner år af Jordens geologiske historie. Denne periode kaldes Kvartærtiden. Kvartærtiden var præget af meget store klimasvingninger, skiftende mellem perioder med istider og varme mellemistider. Kvartærtiden er en periode, der har haft afgørende betydning for den endelige udformning af Wedellsborghalvøen. Ind imellem har perioden givet sig dramatiske udslag i forhold til landskabsdannelsen. Det vil vi nu gå i gang med at kigge på.

Is og vand har modelleret Wedellsborghalvøen

Is og vand har været de afgørende faktorer i modelleringen af det landskab, vi kender i dag. Det er Kvartærtidens klimasvingninger gennem de sidste 2 millioner år, der er baggrunden for den is og det vand, som har været de primære landskabsdannende kræfter bag udformningen af Wedellsborghalvøen.

I løbet af Kvartærtidens 2 millioner år har der været flere perioder med istider, og ind i mellem har der været varmere perioder med mellemistider. Fire gange rykkede gletsjerne fra Skandinaviens fjelde frem over Danmark, og fire gange smeltede de igen tilbage. De tre første istider er der ikke mange spor af på Vestfyn.

Det er den seneste istid (kaldet Weichsel-istiden), der har været afgørende i forhold til det landskab, vi ser i dag. Denne istid varede fra omkring 70.000 år til cirka 10.000 år før vores tid. Det er derfor denne istid og følgerne af denne, vi primært vil koncentrere os om.

Under nedisningen pressede isens vægt det isdækkede landområde ned. På grund af dette tryk dybt ned i jordlagene, blev områderne udenfor og nær isranden presset op. Undergrunden ser billedligt talt ud som en stabel dybe tallerkener.

Da isen smeltede, løb smeltevandet ud i verdenshavene, og havspejlet steg mange meter over hele jorden. Men samtidig forsvandt trykket fra isen, og Danmark begyndte at hæve sig i den del af landet, der havde ligget under isen, mens den del af landet der lå i udkanten af eller udenfor isen begyndte at sænke sig. Det indtil nu foreløbige resultat af disse processer har vi fine spor af på Wedellsborghalvøen.

Men vi må hellere starte med at få et overordnet billede af Wedellsborghalvøens placering i det vestfynske istidslandskab.

Isstrømmene kom ind over Vestfyn fra både sydøst og nordøst. Fra det nuværende Østersøområde og fra Norge og Sverige. Det kan man få et godt billede af ved at se på, hvilken slags sten vi finder på områdets strande, og hvor i Skandinavien og Østersøområdet disse sten stammer fra.

Undervejs i de mange år den foreløbigt sidste istid varede, har der været varmere perioder, hvor gletsjerne har trukket sig tilbage for så, når det  igen blev koldere, atter at rykke frem.

Røjle Klint og Båring Bakke er af isen, der kom fra nordøst, presset op som randmoræner. Midt på Vestfyn i et stort område fra omkring Ejby over Vissenbjerg og Frøbjerg til lidt øst for Tommerup har der ligget et stort dødisområde bestående af kæmpestore iskolosser, der i en tilbagetrækningsperiode mistede forbindelsen til hovedgletsjeren. Da det så i slutningen af sidste istid for omkring 15.000 år siden midlertidigt atter blev koldere, stødte gletsjerne frem igen, delte sig og gled uden om det centrale Fyn og dødisområdet på Vestfyn. Storebæltsgletsjeren udformede Østfyn og Storebæltsområdet, mens Lillebæltsgletsjeren udformede de vestfynske og sønderjyske kystlandskaber, herunder Wedellsborghalvøen. Lad os derfor koncentrere os om Lillebæltsgletsjeren.

Lillebæltsgletsjeren udgravede, transporterede og aflejrede

Lillebæltsgletsjerens fremstød skete som nævnt hen i mod slutningen af sidste istid. Gletsjerisen kom denne gang fra det nuværende Østersøområde og gled i retningen fra sydøst mod nordvest indtil den stoppede i Sydøstjylland.

Når vi står en dejlig klar dag på Husby Strand ved Tybrind Vig, kan vi i fantasien rejse 15.000 år tilbage i tiden. Vi kan forestille os datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Vi hører mange lyde. Gletsjerisens knirken og knagen, mens den langsomt glidende fra sydøst mod nordvest høvler sig frem gennem landskabet. Bragene når gletsjerens front i den korte polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende issøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Måske også skriget fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten, ligesom nutidens ørne fra Wedellsborgskovene afsøger Tybrind Vig og omliggende kyster for bytte.

Den vandfyldte moræne foran og under den fremrykkende is blev udtværet i langstrakte bakker i isens fremløbsretning. Hvor isen har stået stille gennem en længere periode, har den virket som et stort transportbånd der i usorteret form har aflejret al den ler, kalk og sand, den har skrabet op på sin færd iblandet sten og klippeblokke fra de forskellige skandinaviske grundfjelde, den har gledet hen over.

Lægger vi igen fantasien væk og vender tilbage til vores egen tid, kan vi stadig stående på kysten ved Husby Strand iagttage den virkning, Lillebæltsgletsjeren har haft på de for os i dag så kendte landskaber.

Randmoræne viser, hvor isranden har stået stille i en længere periode

Udsigten fra Eskør Strand over Tybrind Vig mod Grevindeskoven ved Jomfrumarken. I Ertebølletiden var der omtrent her en tange tværs over vigen. Her lå en boplads, der nu ligger gemt under havets overflade

Når vi kigger indad i Tybrind Vig, kan vi – til højre - mod nordøst se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer.

Kigger vi udad – lige frem og til venstre - over Tybrind Vig mod vest og nordvest, kan vi ovre på den sydjyske kyst skimte den op til 113 meter høje tilsvarende randmoræne, Skamlingsbanken. De to randmoræner er sammenhængende og er begge dannet i forbindelse med Lillebæltsgletsjerens fremstød.

Randmorænen Ørslev- Lunge Bjerge ligger højt og har en meget urolig overflade, hvilket ingen, der har gået tur i Tybrind Skovene, Håre Bjerge eller ved Klakkebjerg nær Lunge, kan være i tvivl om. Det tyder på, at isen her foran isranden oppe på toppen af randmorænen har efterladt dødisklumper, der er blevet begravet af materialerne i den nordvestgående smeltevandsstrøm fra Lillebæltsgletsjeren og fra den smeltende dødis fra området ved Vissenbjerg. Vejen nordpå var blokeret af dødisen mellem Ejby og Tommerup. Da de begravede dødisklumper på toppen af randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge endelig var smeltet helt bort, opstod det kuperede terræn, som vi oplever i dag. Smeltevandsstrømmene på toppen af randmorænen har medført, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne er derfor sidst i 1800-tallet blevet beplantet med skov. På disse såkaldte bjerge,bakker og banker lever der naturligt planter, der sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. På toppen af Klakkebjerg i Lunge Bjerge mellem Favrskov og Gelsted kan vi i august føle os hensat til jyske heder og glæde os over smukt blomstrende lyngpletter i alle nuancer af lilla. Lyngen elsker den sandede jord.

Randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge udgør for mig grænselandet mellem Wedellsborghalvøen og det øvrige Vestfyn i Vends og Båg Herred.

Det øverste kort viser de overfladenære jordarter. Det lyserøde er smeltevandssand ovenpå randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge. Det nederste kort er et landskabskort. Den mørkebrune farve er randmoræner aflejret og presset op af gletsjere i Istiden. Den brune krydskraverede signatur er usorteret moræneler, mens den tynde brune enkeltskraverede signatur er morænesand. De sorte skraverede områder ved Husby Strand og inderst i Tybrind Vig er havaflejringer fra en tid, hvor havet gik længere ind i land. Denne signatur svarer til den blå signatur på det øverste kort. 

De langstrakte morænebakker viser isens glideretning

Den lange stejle Skræppedalsbakke op mod det langstrakte moræneplateau ved Husby. Moræneplateauet er langstrakt i Lillebæltsgletsjerens bevægelsesretning fra sydøst mod nordvest.

Isens glideretning ses og mærkes tydeligt i Wedellsborghalvøens morænelandskaber. Morænebakkernes stejle, men samtidig bløde udformning, er skabt ved, at den vandfyldte moræne af den fremrykkende is er blevet udtværet i en længderetning, der passer med gletsjerens bevægelsesretning.

Alle, der har cyklet på Wedellsborghalvøen, har på egen krop mærket den kilometerlange langstrakte 20-25 meter høje flade bakke, der strækker sig fra Holegården til Husby Strand. Bakken er også tydelig, hvis man drejer fra Storegade mod nord ned ad Skræppedalsvej mod Hygind eller mod syd ned ad Blidkærvej mod Sønder Åby. I begge tilfælde giver stejle bakker oplevelsen af den langstrakte sydøst–nordvestgående bakkes tydelige afgrænsning. Et tilsvarende eksempel er den langstrakte bakke, der strækker sig i samme retning mellem Holegården og Tybrind Vig ved Eskør. Denne bakke afgrænses mod syd af det lange dalstrøg fra Husby Hole over moseområdet Sjoen til Moserendens udløb i Tybrind Vig og mod nord af stejle bakker ned til Flægen ved Tybrind og ned til Hygind og Hygind Bæk. På et kort med højdekurver ses denne sydøst-nordvestgående landskabsorientering tydeligt. Højdekurver er sammenhængende kurver tegnet gennem landskabspunkter, der ligger i samme højde. På det geodætiske kortblad over Wedellsborghalvøen ses det tydeligt, at de fleste kurver strækker sig i retningen sydøst mod nordvest, netop gletsjerisens glideretning.

Dødisområde midt ned gennem Husby Sogn

Dødisområdet fra Husby Hole langs Moserenden, forbi Sjobjerg og Rævebjerg ud til Tybrind Vig. Højdekurverne på det nederste kort viser fint, hvordan morænebakkernes længderetning er fra sydøst mod nordvest, og hvor flot kuplede Sjobjerg og Rævebjerg er. Nederst til højre er det Husby Hole. Øverst til venstre er det Moserenden, der løber gennem moseområdet Sjoen ud til Tybrind Vig

Midt på Wedellsborghalvøen kan vi nyde et særdeles interessant og smukt dødisområde, der strækker sig en suite fra Husby Hole til Moserendens udløb i Tybrind Vig ved Husby Strand. Her kan vi i lille skala iagttage det, vi i stor skala kan se i prototypen på danske dødislandskaber, nemlig det store dødislandskab omkring Vissenbjerg. Vi mærker ikke dødislandskabet midt på Vestfyn, når vi på motorvejen eller på jernbanen kører over Vestfyn. Men prøv en tur på bivejene ved Vissenbjerg, Skalbjerg og Bred. Det er ikke for mennesker med tendens til køresyge. Op og ned, rundt og omkring går det. Masser af småbakker, moser og enge. Huller og smådale. Mange af dem afløbsløse. Her lå der i tusinder af år kæmpe isklumper under afsmeltning og uden kontakt til den levende is. Det er samme landskabstype, vi i meget mindre skala kan opleve her midt gennem Husby Sogn.

Husby Hole er en stor dal omkranset af bakker på tre sider. Dalen fortsætter langs Moserenden helt ud til Tybrind Vig. Helt dramatisk bliver det, når dalen snævrer ind og skarpt skærer sig ned i terrænet tæt forbi Sjobjerg og Rævebjerg. Dalen er opstået i forbindelse med istidens afslutning, hvor et kæmpe stykke dødis mistede forbindelse til den levende gletsjer. Denne dødis har så ligget her og er gennem hundreder af år afsmeltet og har dannet et stor dødishul, Husby Hole.

Dødislandskabet i Husby kan vi opleve, når vi kører ad Skræppedalsvej mellem Husby og Hygind. Først går det stejlt nedad og straks efter stejlt opad igen. Det samme oplever vi, når vi færdes på Tybrindvej mellem Husby og Eskør. Her kan vi samtidig nyde synet af de smukke kuplede bakker Sjobjerg og Rævebjerg, hvis former viser, at stedet her engang var tæt på en gletsjerfront under afsmeltning.

Brænde Ådal

Brænde Å og dens ådal har skabt et smukt og meget varieret landskab.

Brænde Ådal er et markant landskabselement på Wedellsborghalvøen. Dalen er skabt af kraftige smeltevandsstrømme fra slutningen af sidste istid, da de mange kæmpemæssige dødisklumper omkring Vissenbjerg smeltede. Brænde Å er med sine 28 kilometer Vestfyns længste vandløb. Det smukke og snoede vandløb har sit udspring nær Tommerup. Åen har et kraftigt fald og har mellem Årup og Håre flere steder skåret sig 20 meter ned i landskabet. Et vildt og dramatisk, men umådeligt smukt ålandskab, er blevet resultatet.

Landet sænker sig – havspejlet stiger og falder

Stenalderhavsklinten ved Flægen nær Leret på vejen mellem Tybrind og Eskør. Det venstre billede viser den gamle kystklint fra Stenalderhavet. Billedet til højre viser udsigten over den gamle havbund Flægen mod Tybrind Vig. Området svarer til kortets lyseblå signatur, der betyder havaflejringer. 

Viden om havstigning og landsænkning spiller en betydelig rolle i vore dage, når der skal laves planer for at sikre os mod konsekvenserne af nutidens og fremtidens klimaændringer med tilhørende  havstigning. Det skulle nødig gå os, som det gik med Ertebøllefolkets (5400- 3900 f.Kr.) boplads ved Tybrind Vig, der nu ligger under havets overflade ude i vigen.

Efter den seneste istids afslutning i Danmark fortsatte den arktiske is med at smelte, og verdenshavets overflade steg og steg. For mere end 7000 år siden trængte Stenalderhavet (også kaldet Litorinahavet) længere og længere ind over de vestfynske kyster. Det betød, at Ertebøllefolket havde meget større fladvandsområder at sejle på og fiske i, end vi har i dag. Og de kunne i deres egebåde sejle langt ind i landet, når de om vinteren forlod sommerbopladserne ved kysterne for at søge ly i bopladser i skovene længere inde i landet. Her var områder ved åer og søer gennem tusinder af år populære bosætningssteder. Det ser vi blandt andet af de mange gravhøje, der ligger ved det af Lauring så lyrisk omtalte smukke område i Håre Bjerge mellem Minendal og Hylken Mølle. Gravhøjene her er dog fra langt senere tider end Ertebølletiden, nemlig fra  Bronzealderen (1700-500 f. Kr.) og Jernalderen (500 f. Kr. – 750 e. Kr.). Men da Ertebøllefolket har kunnet sejle på en Tybrind Vig, der dengang gik meget længere ind i land, helt ind til Hybæk Mølle og på Hybækken, hvor vandet stod meget højere end i dag, føler jeg mig overbevist om, at Ertebøllefolket også har haft deres vinterbopladser i dette område.

Oldtidshøjene i Håre Bjerge oven for Hylken Mølle, der ligger  tæt på Hylkedamvejen mellem Gelsted og Håre

På grund af en efterfølgende klimaforværring blev mere og mere havvand igen bundet som is ved polerne, og kystlinjen trak sig igen tilbage. Stenalderhavets kystlinje kan stadig ses flere steder rundt om på Wedellsborghalvøen i form af tilgroede klinter og strandvolde længere inde i land end den nuværende kystlinje. Gode steder at se disse gamle kystklinter er på vejen mellem Tybrind og Eskør, når vi kører over dæmningen og op ad den stejle bakke lige før Eskør, ved det sted der så malende hedder Leret. Det er en af Stenalderhavets kystklinter, vi oplever her. Vi kan fra vejen se, den gamle kystklint strække sig mod øst ind mod Hybæk Mølle og mod vest til Eskør Strand, hvor Hybækken løber ud i Tybrind Vig.

Da megatrykket fra isen forsvandt, begyndte de landområder, der havde ligget under isen at hæve sig. Det fik landområderne, der havde ligget umiddelbart uden for isen til langsomt at sænke sig. Det er en proces, der stadig foregår.

I det nordøstlige Danmark hæver landet sig, mens det i det sydvestlige Danmark sænker sig. Selvfølgelig ganske langsomt, men alligevel så hurtigt at landskabet ved Frederikshavn har hævet sig cirka 12-13 meter, siden isen forsvandt for omkring 12.000 år siden. De fleste, der har været i Frederikshavn og kørt ned mod havnen, har set de flotte stejle Stenalderhavsklinter, der nu står inde i landet, og hvorfra der er en flot udsigt ud over Frederikshavn.

I det sydlige Danmark – og dermed Vestfyn syd for vippelinjen, der på Fyn går cirka mellem Strib og Nyborg - har landsænkningen betydet, at stenalderfolkets kystbopladser nu mange steder ligger under havets overflade, som det for eksempel er tilfældet med Ertebøllebopladsen i Tybrind Vig, og i øvrigt en tilsvarende boplads ikke så langt derfra ved Ronæs.

Når vi vandrer langs Tybrind Vig, kan vi  ved Hybækkens udløb i Tybrind Vig som tidligere nævnt se den gamle Stenalderhavsklint ,og med lidt historisk viden (og eventuelt efter et besøg på Moesgaard Museum, der har udstillet fund fra Tybrind Vig) kan vi under bølgerne ude i vigen forestille os den overskyllede landtange, hvor Ertebøllefolket havde deres boplads.

Wedellsborghalvøen er mange andre steder præget af Stenalderhavet end den nu store tilgroede gamle havbund, Flægen i det inderste af Tybrind Vig mellem Eskør og Tybrind.

Strandengene i det område, der hedder Sudden ved Husby Strand er også gammel havbund fra Stenalderhavet. Wedellsborg gods har her ved Sudden som over Flægen for mange år siden omkring 1880 lavet et dige for at beskytte de inderstliggende strandenge, der ligger på dele af den gamle lave Stenalderhavsbund. Diget ved Sudden strækker sig helt fra Parkeringspladsen ved Husby Strand forbi Jagtslottet og om til, hvor Wedellsborg Hoveds stejle kystklinter rejser sig.

Syd for Wedellsborghalvøen findes der også spor af Stenalderhavet i form af gammel havbund og gamle kystklinter. Området mellem Wedellsborghoveds sydlige kystklinter startende vest for Sønder Åby Strand forbi Sdr. Åbybugten og Brænde Ås udløb og videre sydpå til Emtekær Nor, Emtekær Mose og helt ind til Bækhuse mellem Nakke og Orelund er også tidligere havbund i Stenalderhavet, som nu er groet til som mose og marint forland.

Tilgroet Stenalderhavsklint mellem Sønder Åby Strand og Sønder Åby Bugten

Hermed er vi tilbage til nutiden og kan slutte med at se på, hvor vi bedst kan iagttage, hvordan landskab og kyster også i vor egen tid omformes som følge af naturlige processer.

Havet nedbryder, transporterer og opbygger

Kysterne omkring Wedellsborghalvøen er fantastisk smukke, varierede og oplevelsesrige. Samtidig giver de unikke muligheder for at iagttage havets kystformende virksomhed. Klinter og kyster nedbrydes. Odder, tanger, strandenge og marint forland opbygges.

Interesserede i natur og specielt i iagttagelse af havets dynamiske omdannelse af kystlandskaberne bør unde sig et besøg på enten feddet foran Sønder Åby Bugten eller feddet foran  Emtekær Nor. Det knap 1 km lange fed foran Sønder Åby Bugten er orienteret vest-øst og er skabt ved østgående materialetransport af nedbrydningsmateriale fra Wedellsborg Hoveds klinter og betinget af, at det største frie stræk over havet er fra vest, i gabet mellem Brandsø og Bågø.

Et tilsvarende  cirka 1 km langt fed ses foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport – en retning, der er betinget af et stort frit stræk over havet fra syd mellem Bågø og Fyn. Mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der forlægges mod nord i takt med feddets vækst.

Begge fed er unge dannelser, der ikke optræder på̊ Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På geodætiske kortblade fra midten af 1900-tallet fremstår feddet foran Sønder Åby Bugten som en cirka 500 m lang sandtange og feddet foran Emtekær Nor som en cirka 400 m lang, vegetationsløs tange. Begge tangers længde er i de seneste lidt over 50 år blevet fordoblet. Stedet, hvor feddet foran Sønder Åby Bugten og feddet foran Emtekær Nor nærmer sig hinanden, er et af de ganske få steder i Danmark, hvor det er muligt at iagttage feddannelse, hvor to fed nærmer sig hinanden næsten vinkelret.

Tangedannelserne foran Emtekær Nor og Sønder Åbybugten. Øverste billede  viser udløbet fra Emtekær Nor og tangen foran. Nederst til venstre viser udsigten fra tangen foran Sønder Åbybugten mod Sønder Åby og Husby Kirke

Nyd landskabet med ekstra smagsnoter af viden

Meget andet kunne fortælles, meget andet kunne besøges og opleves via vandring, på cykel eller i bil ude i Wedellsborghalvøens landskaber og langs halvøens kyster. Men mon ikke disse smagsprøver kan være med til at vise, hvordan det er muligt at opleve den smukke natur med de ekstra noter til nydelsen, det er at vide noget om, hvorfor naturen ser ud, som den gør. Landskabsnydelse er som nydelse af vin.

Ved man lidt om vinen. Hvor den kommer fra. Hvad den har vokset i. Hvordan vejret har været under vækst og modning. Ja, så kan man bedre erkende vinens noter og dermed få en dybere smagsoplevelse. Sådan er det også med landskaber.

Lauring havde ganske ret, når han i sin bog ”Fyn” beskrev vores vestfynske hjemegn, som ”det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.” Den, der ikke prøver, vil aldrig få at vide, om det kunne lade sig gøre at få fat i dette land.

Nu er forsøget i hvert fald gjort for mit vedkommende. Jeg fik ikke fat i det hele, men noget gjorde jeg forhåbentlig. Under alle omstændigheder har jeg jævnligt stor glæde og nydelse af at færdes gennem Wedellsborghalvøens landskaber og langs halvøens kyster.

Links til mine fortællinger fra Wedellsborghalvøen, Husby, Tanderup, Ejby og Vestfyn

Wedellsborghalvøens spøjse stednavne fortæller fantastiske historier:

http://ih18.blogspot.dk/2018/01/wedellsborghalvens-spjse-stednavne.html

Linksamling med oversigt over mine hjemegnsfortællinger
http://ih18.blogspot.dk/2017/12/her-har-jeg-samlet-en-rkke-links-der.html

Wedellsborghalvøens spøjse stednavne fortæller fantastiske historier

Hvad ligger der bag nogle af Wedellsborghalvøens spøjse stednavne som for eksempel Fristensbro, Sjoen, Flægen, Sudden, Tybrind, Boyes Banke, Nakke, Håre og Hjorte? Hvilken rolle spiller landskabet og historien for et steds navngivning?

Figur 1. Wedellsborghalvøen – topografisk kort fra 2015

Det at beskæftige sig med topografi er både sjovt, interessant og lærerigt. Hvorfor ser landskabet ud, som det gør? Hvordan har mennesket udnyttet de naturgivne forhold? Hvordan spiller menneskelig aktivitet og dermed kulturlandskabet sammen med de naturgivne vilkår? Hvilken rolle spiller landskabet og historien for et steds navngivning? Det synes jeg er sjovt at vide noget om.

I det følgende beskæftiger jeg mig med, hvorfor nogle konkrete steder på Wedellsborghalvøen hedder, som de gør. Stednavneforskning er ikke en eksakt videnskab, så der vil altid kunne gives forskellige tolkninger til betydningen af et konkret stednavn. Jeg er jo på ingen måde stednavneforsker, men blot en der er meget nysgerrig og er interesseret i natur og kulturhistorie. Mine fortællinger om stednavnenes betydning må derfor anskues ud fra denne baggrund.

Husby    

Figur 2. Landsbyen Husby, Vends Herred  1957 - set mod nordvest mod Tybrind Vig

Ordet -by kommer af det oldnordiske ord byr. I Danmark betegner navne, der ender på -by, næsten altid landsbyer. Stednavne, der ender på –by er af højst forskellig alder. De fleste af disse navne er dog opstået i Vikingetiden (800 e.Kr. – 1050 e.Kr.) . Det kan man blandt andet se af, at der i det område vikingerne erobrede i England, Danelagen er mange stednavne, der ender på –by.

Hus anses for at betegne en bebyggelse, der er indrettet til forsvar. Husby må derfor anses for at være en landsby, der på en eller anden måde har været indrettet på at kunne forsvares. Måske har der engang boet en kongelig eller biskoppelig embedsmand i en befæstet gård.

Kalvehavehuse

Vejen Kalvehave er en sidevej til Storegade i Husby. Bebyggelsen for enden af denne vej betegnes på diverse kort som Kalvehavehuse. Kalve er lige ud af landevejen, nemlig husdyrene kalve. Have kommer af gammeldansk haghi, der betyder ”gærde, indhegning” eller ”jordstykke til græsning”. Kalvehave kan således tænkes at have været et beskyttet sted, hvor kalvene har gået på græs, måske under opsyn. Landsbyens større kreaturer har sandsynligvis, før landsbyjorden blev udskiftet og samlet i markstykker til de enkelte gårde, græsset under opsyn af en hyrde på landsbyens fælles overdrev ud mod Holen og ud mod Sjobjerg og Moserenden.

Husby Hole

Figur 3. Landskabskort over Wedellsborghalvøen og Nordvestfyn. Det mørkebrune er randmoræner, aflejret og sat op af Istidens gletsjere. I Ørslev-Lunge Bjerge er angivet højder helt op til 65 m.o.h. Forlængelsen af denne randmoræne på den vestlige side af Lille Bælt er området ved Skamlingsbanken. Kortets runde cirkler markerer landskab med dødisrelief, små ofte runde bakker og huller i landskabet. Husby Hole, Husby Mose, Moserenden, Sjobjerg og Rævebjerg nordvest for Brændeådalen og ud mod Tybrind Vig er på landskabskortet markeret med tre runde cirkler som signatur for et sådant dødislandskab. Brændeådalen er angivet med signatur som en smeltevandsfloddal uden for isen. Brænde Å kommer fra det store dødislandskab ved Vissenbjerg.

Hole kommer af gammeldansk og betyder hule, fordybning eller lavning. Det passer meget godt til de naturgivne forhold, der karakteriserer Husby Hole også kaldet Holen, der er beliggende nord for Husby Kirke, mellem Husby og Hygind. En markvej giver adgang fra Skræppedalsvej eller fra Hovvej. 

Husby Hole er en stor dal omkranset af bakker på tre sider og med afløb via bækken Moserenden til Tybrind Vig. Dalen er opstået i forbindelse med istidens afslutning, hvor et kæmpe stykke dødis mistede forbindelse til den levende gletsjer. Denne dødis har så ligget her og er gennem mange år afsmeltet og har dannet et stor dødishul, Husby Hole.

Da vandspejlet i verdenshavene i Stenalderhavstiden for omkring 8000 år steg meget kraftigt, nåede havet langt ind i Husby Hole og Husby Mose, hvor nu Moserenden løber, men vandet trak sig efterfølgende tilbage igen, da havspejlet igen faldt.

Engene i Husby Hole er lave, fugtige og moseagtige. Op ad Holens skrænter er der bondeskov. Skov, hvor hver gård i den oprindelige landsby Husby, der lå ved Kalvehave, den vestlige ende af Storegade, langs Lillegade og langs Sjobjergvej, hver havde deres stykke skov, hvor de kunne hugge træer og grene til risgærder, brænde og senere til flis, der blev brugt i de første centralvarmeanlæg.

Dødislandskabet, der udgøres af strækningen Husby Hole, Husby Mose og landskabet langs Moserenden til udløbet i Tybrind Vig, var det primære fysiske oplevelsesområde for mine brødre og mig i vores barndom. Cowboy- og indianerlege, kælkning og skøjteløb foregik på engene og i skovene ved Husby Hole, mens engene ved Moserenden blev brugt, når vi spillede fodbold, løb på skøjter, når der var is på den vinteroversvømmede mose, eller når vi legede opdagelsesrejsende ved at følge Moserenden helt ud til dens udløb i Tybrind Vig. 

           Figur 4 og 5. Øverst Husby Mose (Sjoen, Husby Made) og Moserenden set mod Bondero fra Skræppedalsvej. Nederst Husby Hole set fra markvejen ved Skræppedalsvej mod Holegårdens vindmølle ved Hovvej

Sjobjerg – Sjoen

Både på ældre og nye kortblade optræder navnet Sjobjerg, som betegnelsen for den  karakteristiske – og efter min mening meget smukke - 21 meter høje runde bakke, der ligger mellem Sjobjergvej og Moserenden. Ifølge Gammeldansk Ordbog er sjo det samme som sø, altså betyder Sjobjerg Søbjerg, en betegnelse vi kender mange andre steder fra, som for eksempel Søbjerg Mejeri, der ligger lige, når vi kører ind i Ejby sydfra. Her er Søbjerg også beliggende over en tidligere sø, nemlig den nuværende Ejby Stationsmose.

På nye geodætiske kortblade over Wedellsborghalvøen betegnes Husby Mose – eller som den også i min barndom blev betegnet af nogle skolekammerater, Husby Made – som Sjoen, altså Søen. Det er jo meget logisk, da mosen selvfølgelig engang har været en sø, der efterfølgende er groet til mose. Mosen er tidligere blevet brugt til tørvegravning. Træ fra Husby Hole og tørv fra Sjoen, så var landsbyens gårde godt forsynet med hensyn til brændsel.

Eskør – Flægen - Sudden

Forleddet esk betyder asketræsbevoksning, mens efterleddet ør betyder kystfremspring. Eskør betyder altså noget i retning af kystfremspringet med asketræsbevoksning. Her skal man huske på, at Tybrind Vig tidligere gik meget længere ind mod Tybrind.

Det store flade engområde mellem Eskør og Tybrind hedder Flægen. Her løber Hybækken ud, efter den har flettet sig sammen med Hygind Bæk. Da Ertebøllefolket (ca. 5.400 f. Kr. – ca. 3.900 f. Kr.) havde deres boplads på den tange, der engang gik tværs over Tybrind Vig – og som nu ligger under flere meter vand, var Flægen en lavvandet havbugt i det såkaldte Stenalderhav, hvor havspejlet lå flere meter højere end havspejlets niveau i dag.

Efterhånden faldt vandstanden, men samtidig sænkede landet sig i det sydlige Danmark, hvad det stadig gør, derfor ligger mange stenalderbopladser i det vestfynske område nu under havoverfladen, som for eksempel ved Tybrind Vig og ved Ronæs, hvor der begge steder er gjort exceptionelle fund fra Ertebølletiden. Moesgaard Museum har udstillet mange fund fra Tybrind Vig.

Flæg er en samlebetegnelse for tagrør og mange forskellige slags planter med sværdformede blade. Planter der godt kan lide at have rødderne stående i stille fladt vand. Lige det miljø som de flade enge i den gamle havbugt tilbyder. Flægen er altså en eng – et stykke marint forland, en strandeng - bevokset med flæg.

Den lave strandeng ved Husby Strand mellem Eskør og Wedellsborg hedder Sudden. Sudden kommer ifølge Ordbog over Det Danske Sprog måske af det gamle danske ord sudde, der betyder noget i retningen af syde som en betegnelse for planter, der kan koges. Det kan også være en samlebetegnelse for forskellige strandplanter som for eksempel strandvejbred, som netop er en plante, hvis friske blade om foråret kan koges og spises som en slags langkål eller spinat.

Navnet Sudden er for øvrigt kendt som stednavn for en strandeng andre steder i det vestfynske. Strandengen rundt om den gamle borgbanke, Gl. Slot nedenfor Hindsgavl Slot hedder også Sudden.

Tybrind – Boyes Banke

Tybrind består af to led. Første led ty betyder tve, altså to. Andet led brind kommer af bringe eller bryst. Navnet Tybrind kan altså oversættes nogenlunde til den todelte eller tvedelte bakke. Det kan der også argumenteres for ud fra naturforholdene. Når man kommer fra Middelfart-Assenslandevejen og kører mod Tybrind og kommer til krydset Sandmarksvejen-Tybrindvej, ser man lige ret foran sig netop en todelt bakke. Ofte kan man se spiret på kirketårnet i Husby lige ret over denne todelte bakke.

Navnet Sandmarksvejen indikerer for øvrigt meget godt, hvilken type jord randmorænen Ørslev-Lunge bjerge og landskabet lige foran består af, nemlig sand og grus. Det viser den lysebrune stregskravering på det før viste landskabskort. Tybrind dyrkede tidligere på marken langs Sandmarksvej masser af asparges. I områdets grus- og sandbanker findes for øvrigt en på Fyn sjælden plante, mørkerød nikkende kobjælde. Dens mørkerøde farve har fået folkeviddet til lokalt at give den navnet Boyes Blod. Morderen Jens Henrik Boye blev i august 1856 halshugget lige her i nærheden af Tybrind, oppe på Boyes Banke. Han blev henrettet netop på dette sted, fordi han havde begået rovmord på Niels Hansen i Broendehuset, der indtil for få år siden lå her i nærheden af Boyes Banke. Ved halshugningen sprøjtede Boyes blod ud og farvede den nikkende kobjælde mørkerød. Sådan fortælles det i hvert fald!

Figur 5 a. Nikkende kobjælde, "Boyes blod"

Hygind

Figur 5 b. Hygind ligger på et højereliggende fremspring ud i de lavtliggende enge,

 der tidligere har været havdækket

Stednavnet Hygind er lidt mere specielt end mange af området andre stednavne. Jeg føler stor usikkerhed i forhold til min fortolkning, men her er mit bedste bud.

Ifølge Aage Houkens ”Håndbog i danske stednavne” kan stavelserne hy- og huk- betyde  nogenlunde det samme.

Huk- betyder på gammeldansk ”hjørne, fremspring, høj brat landtunge eller odde, der går kile- eller vinkelformet ud i havet, forbjerg eller pynt”. Hy- kan måske tolkes som høj.

Endelsen -ind eller –gind i Hygind kan måske være en omdannelse af den gamle danske stednavneendelse –ing eller –inge. Ifølge Kristian Halds ”Vore stednavne” er de fleste af -ingenavnene nogle af de ældste stednavneendelser, vi har, men nogle af –ingenavnene kan også være dannet så sent som i Vikingetiden. Endelsen –inge skulle være en endelse, der blev sat på forskellige former for stednavne, jævnfør for eksempel Kolding eller Vindinge.

Trap Danmark skriver i 1. udgaven fra 1860 under Ørslev Sogn, at grænsen mellem Ørslev og Husby sogne udgøres af Hybækken, som også kaldes Højbækken.

Alt dette leder til en forklaring på navnet Hygind i retning af ”den høje, bratte landtunge, der går ud i havet”. Det passer meget godt med geografien og naturforholdene. Den gamle  landsby Hygind ligger på det høje land mellem de to bække, Hybæk (Højbækken) og Hygind Bæk. Tidligere da havoverfladen stod højere i dag, har de to bække været meget mere vandrige og har fyldt mere end nu. Og engang har Tybrind Vig langs Hybækken gået helt ind til Hybæk Mølle nord for Hygind landsby og langt ind langs Hygind Bæk syd for Hygind landsby.

Hvis man på det geodætiske 2 cm kort fra 1924 følger den stiplede 2,5 m højdekurve helt ude fra Tybrind Vig og ind i landet og rundt indtil man igen lander ved Tybrind Vig, får man en fornemmelse af Hygind landsby liggende på en ”landtunge der går ud i havet”, da havspejlet i fortiden stod noget højere end i vore dage.

Og så et mere prosaisk forslag fra databasen Danmarks Stednavne, der udgives af Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet. Databasen giver med udgangspunkt i landsbynavnet Hygum følgende forklaring:

"Navnet er et oprindeligt inge-Navn, som senere er omdannet til et um-Navn. Det samme er Tilfældet med Hygumi V.-Nebel S., Skadst H., 30/7 1310 Hyging, RO 1300-20 hyging, 28/2 1409 Hyghum, RO c. 1440 hyghom, udtalt [hy;GOm]. Hygindi Husby S., Vends H. skrives 1449 (Anne Krabbe) Hyging og udtales [hy;n]. Alle disse Navne gaar tilbage til et ældre * Hyking(e), som, da de gamle Navne afledt med -inge kan være Slægtsnavne, afledt af Personnavne, kunde opfattes som en Afledning af et Mandsnavn svarende til glsv. Hyki(Lundgren-Brate) og det islandske mytiske Navn Hjúki(Lind), jfr. det svenske Landsbynavn Hycklinge, der antages at være afledt med -ling af samme Personnavn (Hellquist, Svenska ortnamn på -inge p. 51-52)."

Altså kort sagt et mandenavn Hyki tilføjet den gamle stednavneendelse -inge, og det hele omdannet lydligt til Hygind, som tiden er gået. Hykis landsby, simpelthen.

Indrømmet. Der er mange gisninger i disse ligninger om stednavnet Hygind. Men forslag er det da.

Siberien – Hvidensand

Figur 6. Jordklassificeringskort for Wedellsborghalvøen. Randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge fremtræder tydeligt med sin lyserøde farve, mens dødisområdet Holen, Husby Mose, Moserenden markerer sig med sine ferskvandsdannelser, der gennembryder det med brunt angivne morænelandskab ved bakkerne Sjobjerg og Rævebjerg. I Danmark har vi gennem århundreder kaldt bakker for bjerge. Bemærk de med lyseblåt angivne havaflejringer, hvor Stenalderhavet engang har været, inderst i Tybrind Vig, langs Wedellsborghalvøens nordkyst og på sydkysten ved Sdr. Åby Bugten. De med hvidt angivne  signaturer yderst på Flægen ved Tybrind Vig og yderst på tangerne foran Sdr. Åby Bugten og Emtekær Nor viser havaflejringer fra nyere tid. Havet tager, havet giver. Havet omformer landskabet.

Jordoverfladen og jordtypen er først og fremmest et resultat af isens, havets og vandløbenes aktivitet gennem tusindvis af år. Kortet her med den lyserøde farve viser det smeltevandssand og –grus, der udgør bakkedragene i randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge og områderne, der støder op til bakkedragene syd for randmorænen. Jordoverfladens beskaffenhed bekræftes af stednavne som landsbynavnet Sibirien (langt uden fra landsbyen Hygind, deraf nok navnet), og gårdnavnet Hvidensand. Længere østpå mellem Favrskov og Håre kan man ved bakkedragene Håre Bjerge se spor efter højryggede oldtidsagre. Gennem tusinder af år havde bønderne lettere ved at bearbejde sandjorden end den stive lerjord. Derfor er der blandt andet ved Ruerne, Tellerup og som nævnt ved Håre Bjerge fundet spor efter oldtidsagerbrug, jordfæstelser, gravhøje og moseofringer af smukke gaver, som for eksempel de to lurer, der er fundet i en mose ved Tellerup. Den ene lur hænger på Wedellsborg, mens den anden opbevares på Nationalmuseet.

Ruerne – Tellerup – Hygind Torp.

Ruerne stammer fra gammeldansk ryth, der senere er blevet til rød, rud eller ryd, der alle betyder rydde. Ruerne betyder således formodentlig rydningen i skoven. Landsbyer med denne betegnelserne -rød, -rud og -ryd mener man er grundlagt efter Vikingetiden, da landsbyer med tilsvarende betegnelser ikke findes i de gamle nordiske vikingeområder i Normandiet i Frankrig og Danelagen i England. 

Byer, der ender på –rup, -drup og –strup, anses også for at være rydningslandsbyer. Tellerup må derfor anses for - ligesom Ruerne, - at være en rydningslandsby. Jeg har ikke fundet noget på, hvad forleddet telle kan betyde, men mange af rydningsbyerne har i forleddet et navn efter den mest betydningsfulde person, der har startet rydningen af skoven.

Torp betyder som regel et sted, hvor overskydende befolkning fra en landsby har slået sig ned. Det nye sted, torpen ligger ofte i nærheden af den gamle landsby, men på det der tidligere var landsbyens ydre jorder. Denne type landsbyer kaldes også udflytterlandsbyer. De opstod især i perioden 1000-1250 e.Kr. Hygind Torp må således formodes at være en udflyttergård fra den nærliggende landsby Hygind.

Håre

Figur 7. Den østlige del af  landsbyen Håre 1962 set fra vest mod Brænde Mølle og Assens-Middelfart landevejen

Håre kommer af gammeldansk harth, der betyder skov, græsgang.

Tanderup

Figur 8. Billede af det matrikelkort for Tanderup Sogn, der var gældende fra cirka 1820 til 1885. Det fremgår tydeligt, at Tanderup Kirke som Husby Kirke er placeret midt i sognet uden videre bebyggelse nær ved, men cirka midt i mellem sognets ejerlavslandsbyer Håre, Hjorte og Emtekær-Nakke. Bemærk de gule og røde farver, der markerer grænserne mellem landsbyejerlavene i Tanderup Sogn.

Forleddet i Tanderup er sandsynligvis et mandenavn, Tangi, mens endelsen –rup angiver en rydningsby. Tanderup kan således være opstået af betegnelsen Tangis rydning i skoven.

Hjorte

Oprindelig Hiorwit. Forleddet hior er sandsynligvis gammeldansk hiorth, der betyder kvægflok. Efterleddet -wit, der er blevet til –te , betyder træ eller skov, vistnok i betydningen grænseskov. Det stemmer meget godt med Hjortes placering yderst i skovrydningssognet Tanderup tæt på grænsen mod Hjerup og skoven Billeskov Skov, der ligger på grænsen mellem Tanderup Sogn og Hjerup.

Emtekær – Nakke – Bredning Huse

Figur 9 Udsnit af ældre geodætisk kortblad "Wedellsborg". Bemærk højdeforskellen mellem et par meter ved Bækhuse til 13,5 meter på toppen af Nakkebjerg.

Navnet Emtekærs betydning er omdiskuteret. En fortolkning er, at kær betyder sump eller sumpet kratskov, mens Emte skulle være en forandring af ælmti i betydningen en samling af elmetræer. Emtekær kan således tolkes til at betyde stedet med en samling af elmetræer i et lavt fugtigt område.

Nakke kommer af gammeldansk nakkæ, der betyder baghoved. Ordet bruges i stednavne som terrænbetegnelse i betydningen ”kam, ås, smalt højtliggende land, som strækker sig ud i havet”. Nakke kan også bruges som betegnelse for skovfremspring.

Hvis man kigger på højdekurverne på et geodætisk kort over Nakke, kan man se, at Emtekær Nor, ligesom Flægen og Sudden på nordsiden af Wedellsborghalvøen, i Stenalderhavstiden hvor havspejlet stod flere meter højere end nu, har strakt sig meget længere ind i landet end nu. Langt op i vores tid har der nok været vand her, nok mest ferskvand. Efterhånden er området groet til og blevet til de lave enge, der er her nu. Ved Bækhuse mellem Nakkebjerg, der rejser sig i en højde af 13 meter og det omkring 15 meter høje bakkedrag ved Orelund ser det på kortets højdekurver ud til, at havet engang har strakt sig næsten om til bakken ved Blåkilde. Nakkebjerg har derfor stået som et "højtliggende skovklædt land", der har strakt sig ud i noret eller i nyere tid ud i de lavtliggende havskabte engdrag.

Hvor Brænde Å løber ud i Lille Bælt længst mod vest i Tanderup Sogn ligger Bredninghuse. Stednavnet hænger sammen med, at Lille Bælt her på  det brede sted mellem Sønderjylland og Vestfyn hedder Bredningen. Nord for Fønsskov forbi Middelfart og Fredericia snævrer Lille Bælt sig ind og får et slynget, flodlignende løb. Denne del af Lille Bælt hedder Snævringen.

Sønder Åby

Jeg har i min færd gennem Wedellsborghalvøens landskaber bevæget mig med uret fra landsbyen Husby i Husby Sogn gennem forskellige spændende steder på nordsiden af Wedellsborghalvøen til Ørslev-Lunge Bjerge, som jeg betragter som den naturlige fysiske grænse for Wedellsborghalvøen. Undervejs har jeg gjort et par afstikkere ind i Ørslev Sogn, inden jeg mod øst og sydøst har set på stednavne i Tanderup Sogn. Nu krydser jeg så Brænde Å, der udgør den gamle grænse mellem Vends Herred og Båg Herred. Her på vestsiden af åen i Husby Sogn ligger Sønder Åby. Der er flere forskellige formodninger om, hvad Brænde Å betyder. En tolkning stammer fra det gamle danske ord for bregne. Altså Bregneåen. Bynavnet Brenderup længere inde i landet fortolkes af nogen i samme retning.

I Sønder Åby fornemmer man stadig strukturen af en gammel middelalderlandsby. Landsbyen nævnes første gang i historien omkring år 1300, og landsbyens navn hentyder naturligvis  til landsbyens beliggenhed ved Brænde Ås udløb i Lillebælt.

Åby giver således sig selv, men hvorfor hedder landsbyen Sønder Åby. Det gør den fordi der nordpå i Vends Herred findes en anden åby, nemlig Nørre Åby. Nørre Åby ligger ved Viby Å og midt i Vends Herred. Derfor lå Vends Herreds tingsted i Nørre Åby, så der ikke var så langt at gå for dem, der skulle deltage i  eller overvære herredstingets forhandlinger.

Herredstingene  stammer sandsynligvis tilbage fra Vikingetiden eller den tidlige middelalder. I Nørre Åby er der stadig stednavne, der minder om tiden, da Vends Herreds tingsted lå her nær Nørre Åby Kirke. De i Nørre Åby stadig eksisterende navne som Tingløkken og Kagbakken er gamle navne fra tingets tid. Disse navne overlevede som marknavne og er senere blevet til gadenavne. Kagen var den stolpe, som den dømte blev bundet til, når tinget havde besluttet, at en forbryder skulle piskes, hvilket blev kaldt kagstrygning.

Store dele af den sydlige del af Vends Herred hørte ikke ind under herredstinget i Nørre Åby. Lensgreven på Wedellsborg, der ejede stort set hele den sydlige del af herredet og dele af Båg Herred,  havde nemlig retten til at afgøre juridiske spørgsmål i forhold til dem, der levede på hans jord. Han havde såkaldt birketingsret og udnævnte personligt en birkedommer. Wedellsborg Lens birketing lå ved Kællingebjerg, den karakteristiske bakke med den flotte dommerbolig, der stadig ligger her mellem Hygind Torp, Ulvsrod og Ruerne. Men det er en helt anden historie, om end nok så spændende.

Tilbage til Sønder Åby. Sønder er tilføjet åbynavnet for at skelne mellem de to i herredet beliggende åbyer. Sønder Åby har også tidligere haft en mindre administrativ funktion. I huset ”Bregnehøj”, der ligger oven for bakken ved broen over Brænde Å, boede en toldassistent. Det var her sejlende skulle ind og fortolde før 1920, dengang Sønderjylland var tysk. Det var også i Sønder Åby borgere fra Bågø, der engang har hørt til Wedellsborg i lighed med Brandsø, gik i land for at gå til birketinget ved Kællingebjerg, når de var indkaldt eller havde ærinde der. Der er stadig en sti fra broen over Brænde Å langs åen og op til selve Sønder Åby landsby.

Figur 10. Interesserede i natur og specielt i iagttagelse af havets dynamiske omdannelse af kystlandskaberne bør unde sig besøg på feddene foran Bredning Bugten ved Sønder Åby og foran Emtekær Nor ved Sandager Næs. Det øverste billede er fra spidsen af feddet foran Bredning Bugten med udsigt mod feddet foran Emtekær Nor henover norets og bugtens fælles forbindelse til Lille Bælt. Billedet nederst til højre er et kort over bugten og noret. Kortudsnittet gør det muligt overordnet at erkende de unikke processer, der foregår her i området angivet med den røde farve. Det knap 1 km lange fed foran Bredning Bugten er vest-øst-orienteret og er skabt ved østgående transport af nedbrydningsmateriale fra Wedellsborg Hoveds klinter og betinget af, at det største frie stræk er fra vest, i gabet mellem Brandsø og Bågø. Et tilsvarende cirka 1 km langt fed ses foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport – en retning, der er betinget af et stort frit stræk fra syd mellem Bågø og Fyn. Mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der forlægges mod nord i takt med feddets vækst. Begge fed er unge dannelser, der ikke optræder på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På geodætiske kortblade fra midten af 1900-tallet fremstår feddet foran Bredning Bugten som en cirka 500 m lang sandtange og feddet foran Emtekær Nor som en ca. 400 m langt, vegetationsløs tange. Som det ses på det øverste billede, som er taget i det tidlige forår 2017, er begge fed i dag vegetationsdækkede med en smal sandstrand mod Lillebælt. Stedet her er et af de ganske få steder i Danmark, hvor det er muligt at iagttage feddannelse, hvor to fed nærmer sig hinanden næsten vinkelret.

Wedellsborg

Jeg afslutter rundturen helt naturligt med at kommentere det sted, der har givet halvøen navn, og hvis navn man også skal bruge, når man skal finde geodætiske kortblade over området Husby og Tanderup.

Wedellsborg er helt central i områdets historie. Mange har været afhængige af grevskabet. Grevens ret til at holde birketing er allerede nævnt. Det bør også nævnes, at store grupper af indbyggerne i sognene omkring Wedellsborg har været underlagt godset i form af fæstegårde og hoveri. De sidste af grevskabets bøndergårde overgik - som nogle af de sidste i Danmark - først til selveje i 1916, nogenlunde på samme tidspunkt, hvor birketingsretten blev afskaffet i 1919.

Det bør også nævnes, at grevskabet på Wedellsborg først i Husby i 1712 og senere i 9 andre af egnens sogne med tilknytning til Wedellsborg etablerede skolefundatser og grundlagde skoler.

Wedellsborg har også tidligere været ejer af flere af kirkerne i de ved godset omliggende sogne. Husby Kirke overgik således først til menigheden i 1990.

Godset og lensgrevskabet Wedellsborg har haft stor betydning for de mennesker, der gennem århundrederne har levet i området, og grevskabet har haft afgørende betydning for, hvordan der ser ud på halvøen i dag.

Derfor kan der fortælles meget mere om Wedellsborg, men det meste er kendt stof. I det følgende derfor blot et helt kort rids af navnets baggrund.

Navnet Wedellsborg giver ligesom sig selv. Borg kan på gammeldansk blandt andet betyde befæstet hovedgård, mens forleddet stammer fra slægtsnavnet Wedell.

Wedellsborg hed langt tilbage i middelalderen Iversnæs, som også er et navn, der nogenlunde giver sig selv. Iver kommer af det gamle danske ord iur, der betyder vildsvin, mens næs er en gammeldansk afledning af ordet næse med betydningen “spids af landet, som skyder sig ud havet”. Fuldstændig som Wedellsborg Hoved gør det. Godset på næsset nævnes første gang i 1295 under navnet Husbygård, men kaldes fra 1350 Iversnæs.

Indtil 1672 var Iversnæs ejet af forskellige adelsslægter, blandt andre familien Gyldenstierne. I 1672 blev Iversnæs sammen med den nærliggende hovedgård Tybrind ophævet til grevskabet Wedellsborg af den tyske greve Wilhelm Friedrich Wedell, der fik lensgreverettigheder. Siden har godset og grevskabet ført navnet Wedellsborg, altså grev “Wedells befæstede hovedgård”.

Hermed er min navnerundfart rundt på halvøen slut. Men der dog et navn, der nager, fordi jeg ikke kan finde en forklaring på det. Navnet er Fristensbro.

Fristensbro

Figur 11. Udsnit af ældre geodætisk kort ”Wedellsborg”. Stednavnet Fristensbro figurerer lige stik vest for Sjoberg ved Tybrindvejen, der går over Moserenden nær det tidligere Wedellsborg Mejeri. På kortudsnittet kan man i øvrigt følge det tidligere beskrevne dødisrelief langs Moserenden fra Husby Hole ved Skræppedalsvej (1,9 meter) i øst gennem Husby Mose og den nedskårne rende forbi Sjobjerg (21,2 meter) og Rævebjerg (17 meter) til Tybrind Vig i nordvest. Strækningen ligger så lavt, at den i lighed med Flægen mellem Eskør og Tybrind må have været oversvømmet, da Stenalderhavet for 8.000 år siden stod flere meter højere end havoverfladen i nutiden.

Afslutningsvis en lille gåde. Baggrunden for stednavnet Fristensbro, hvor Tybrindvej krydser Moserenden, hvor tidligere Wedellsborg Mejeri lå, kan jeg simpelthen ikke greje. Det er jo et spændende navn, der kan give anledning til alle mulige associationer, men forklaringen er nok i virkeligheden meget konkret og jordnær. Mine opslagsværker og søgninger på nettet giver ingen hjælp. Jeg har heller ikke under min opvækst i Husby hørt navnet anvendt, ligesom jeg ikke på anden måde er stødt på det.

Opslag i Gammeldansk Ordbog viser, at bro kan have mindst tre betydninger. Nemlig bro, der fører en vej over vand eller vådområde. Eller gadebelægning af risknipper, planker, sten eller lignende. Og endelig betydningen anløbsbro.

Alle tre betydninger kunne være relevante i forhold til Fristensbro. Her er en vejbro. Måske har der før vejbroen været et vadested sikret med sten, planker og risknipper. Det kunne også fint tænkes, at beboerne i den nærliggende Husby landsby her har haft en anløbsbro eller et sted, hvor de har haft nogle både liggende. Langt op i tiden har vandet stået en del højere i Moserenden, så det skal nok have været muligt at sejle fra Fristensbro ud til Tybrind Vig. Vi kender flere eksempler i nærheden af Husby, hvor bro indgår i stednavnet, for eksempel Hygind Bro ved Hybæk Mølle, Bro ved Varbjerg, Ronæsbro og Broendegården begge ved Føns. Men hvad betyder fristen eller måske fri-sten? Det kan jeg simpelthen ikke finde nogle bud på. Det må indtil videre blive løse gisninger.

Er det et gammelt eller nyere navn? Har det noget at gøre med konkurrencen om mælkeleverandører mellem herregårdsmejeriet Wedellsborg Mejeri, der tidligere lå her mellem Sjobjerg og Rævebjerg og andelsmejeriet Fælleslykke Mejeri, der engang lå ved Brænde Mølle mellem Håre og Tanderup? Eller noget helt andet? Er der mon nogen, der kan hjælpe?

Figur 12. Wedellsborg Mejeri 1957.  Mejeriet er nu brudt ned, men lå her ved Tybrindvej mellem Sjobjergvej og Rævebjerg. I baggrunden øverst til venstre ses Tybrind Vig. I forgrunden vejdæmningen over Moserenden. Stedet hedder Fristensbro.

Hvor ved jeg det fra?

Jeg har i efterhånden mange årtier ofte vandret eller på anden måde bevæget mig gennem Wedellsborghalvøens mange spændende landskaber og langs områdets vandløb og kyster. Jeg har altid været nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor noget er, som det er. Det være sig det naturgivne eller det kulturhistoriske.

Opslagsværker, netsøgninger, arkivsøgninger, atlas, fotografier, luftfotografier, specialkort om alskens emner og det at føle området ved at gå i det, får mig til at stille mig selv nysgerrige spørgsmål. De samme ting har jeg brug for, når jeg skal finde svar på mine egne nysgerrige spørgsmål. Der er meget ”at grave i”.

Stednavnetolkning er ikke en eksakt videnskab, så der vil altid kunne gives forskellige forklaringer til betydningen af et konkret stednavn. Jeg er den lykkelige ejer af mange opslagsværker, herunder især tre der er betydningsfulde, når det gælder forståelse af stednavnenes betydning.

Mit ældste opslagsværk om stednavne er Johannes Steenstrups ”De danske stednavne” fra 1918. Et andet spændende ældre opslagsværk er Kristian Halds ”Vore Stednavne” udgivet i 1950 af Udvalget for Folkeoplysnings Fremme på G. E. C. Gads Forlag. Det er i øvrigt en håndbog, jeg har arvet efter min værdsatte, dygtige og engagerede seminarielærer i geografi Børge Jespersen, som jeg var så heldig senere i nogle år at være kollega med. 

Aage Houkens ”Håndbog i Danske Stednavne”, der udkom første gang i 1956 hos Rosenkilde og Bagger, er  en uovertruffen god håndbog. Min udgave er udkommet på Gyldendal i 1976. Det store bogværk Trap Danmark, der nu er kommet i 6 reviderede udgaver siden 1860, og Trap Danmarks ”Topografiske Atlas” er ligeledes uundværlige opslagsværker. Og så er der selvfølgelig gamle kort og databaser og arkiver, der kan tilgås online via internettet.

Navnene i denne artikel er et udtryk for Wedellsborgområdets historie i tusind år, men det er muligt at gå endnu længere tilbage i historie. Jeg har skrevet en artikel, der går 65 millioner år tilbage:

http://ih18.blogspot.com/2018/01/halven-wedellsborg-vanskeligere-at-fa_34.html