lørdag den 21. august 2021

Med åbne øjne, ører og sind - min lære af Afghanistan og andre krige i min tid


Den første politiske sag, jeg husker har påvirket mig, er mælkekonflikten i april 1955. Som 5 år gammel at måtte spise sine havregryn med saftevand og ikke mælk har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Der var udbrudt en konflikt mellem landbrugets arbejdsgivere og arbejdere ved landbruget. I 1961 udbrød der igen en konflikt i landbruget. En konflikt som fik landmændene til at hælde deres mælk i kloakken fremfor at sende den på mejeriet og som gjorde, at selv nærmeste naboer ikke ville sælge mælk til os uden køer. I de fleste tilfælde blev mælken nok hældt i kalvenes og grisenes trug, men billeder i aviserne af landmænd, der hældte mælken i kloakken gjorde sig propagandamæssigt bedre. 

Allerede året efter mine første politiske erfaringer gjorde storpolitik og verdenssituationen i 1956 et tilsvarende uforglemmeligt indtryk på mit absorberende barnesind. Jeg husker tydeligt, hvordan stuen ligefrem sitrede af frygt, når mor og far spændt fulgte beretningerne i Pressens Radioavis om urolighederne ved Suezkanalen i Ægypten og opstanden i Ungarn.

Efter Ægyptens præsident Nassers nationalisering af pengemaskinen den britisk-fransk ejede kanalzone ved Suez og det efterfølgende israelske angreb på Ægypten besatte britiske og franske tropper i oktober 1956 kanalzonen. Mor og far, familie og naboer var voldsomt bekymrede for en ny verdenskrig. Selv om de forsøgte ikke at snakke for meget om det, når vi børn var tilstede, smittede det alligevel af på os. Vi var følsomme for stemninger og underforstået tale. Også små krukker har ører. 

Bedre blev det ikke af efterfølgende i de daglige radioaviser at høre om, hvordan sovjetiske tropper i november 1956 rykkede ind i Ungarns hovedstad Budapest og med hård hånd knuste den demokratiske opstand, som havde floreret blandt studenter og andre sympatisører gennem et par uger. 

Uudsletteligt lagret på min dengang 12 år gamle indre optager, står også ugerne i oktober 1962, – midt under den kolde krig – hvor verden stod på randen af en atomkrig. Sovjetunionen havde placeret offensive mellemdistanceraketter på Cuba, så at sige lige foran USA´s fordør. Efter fjorten dages intensiv spænding og gensidige konfrontationer gav Khrusjtjov efter for det amerikanske pres og gav ordre til at fjerne raketter fra Cuba. Khrusjthov kendte vi fra dengang han under FN´s generalforsamling i 1960 bankede med sin ene sko i bordet for at understrege sine synspunkter. Pyha, hvor var vi lettede, da han meddelte, at nu trak Sovjetunionen missilerne væk fra Cuba.

Efterhånden som jeg blev ældre, var det ikke blot følelser og stemninger i krisesituationer, der påvirkede mig. Jeg begyndte også at følge med i fakta og beretninger fra verdens brændpunkter. Daglig avislæsning fra helt lille blev grundlaget for min viden om verden. Jeg er så heldig at være vokset op i et hjem, hvor synspunktet var, at ethvert hjem med respekt for sig selv holder avis. Dette synspunkt efterlever jeg den dag i dag.

I mit barndomshjem var det ”Aktuelt”, der var den daglige avis. I mine arkiver gemmer jeg stadig en del avisudklip, herunder en uges avisudklip fra ”Aktuelt” om Seksdageskrigen i juni 1967 mellem Israel og dets arabiske naboer. På daværende tidspunkt skulle jeg efter sommerferien til at starte i 3. real på Ejby Folke- og Realskole. Her havde vi en meget dygtig, myndig og inspirerende historielærer fru Lund. Jeg har vel tænkt, at jeg i det tilstundende skoleår i samtidshistorie kunne få brug for udklippene. Det husker jeg ikke, om jeg fik, men jeg har mange gange i årenes løb åbnet min pakke med avisudklip fra Seksdageskrigen og har interesseret genlæst reportagerne, genset pressebillederne og nærstuderet krigskortene. Konflikterne i området har jo desværre i hele min levetid været talrige og har haft stor betydning for Danmark og Europa. Billedet af de ægyptiske soldaters under flugten i Sinais Ørken efterladte støvler er præget på min indre skærm. Gennem tiden er der givet flere mulige forklaringer på de efterladte støvler. Enten smed soldaterne støvlerne for at kunne løbe hurtigere bort fra den fremrykkende israelske hær, eller også havde det den religiøse årsag, at man ifølge islam for at komme i himlen skal dø uden fodtøj på. Jeg kan ikke vurdere sandhedsværdien af de to forklaringer. Klaus Rifbjerg lod sig i øvrigt inspirere af de efterladte støvler og udgav få dage efter krigen i juni 1967 digtet ”Støvlerne”.

I august 1968 startede jeg på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. 1968 var ungdomsoprørets år og året, hvor Tjekkoslovakiet i april oplevede ”Foråret i Prag” med demokratiseringstiltag i det politiske liv. Tiltag der få uger efter min gymnasiestart fik en brat ende den 20. august, da tropper fra Warszawapagten med tunge kampvogne i spidsen brutalt nedkæmpede de spirende demokratiske kræfter. Det første skoleår i gymnasiet står mejslet i min hukommelse. Stærkest står erindringen om den dag i januar 1969, da min meget værdsatte og dygtige oldtidskundskabslærer Gottlieb Gørges kom ind i klassen til en oldtidskundskabstime. Vi blev straks mystificerede. I stedet for som sædvanligt med det samme at starte på dagens lektie lagde han sin lille brune læderskoletaske på katederet. Op af den upretiøse taske fremdrog han en åbenbaring af en digtsamling af en af det engelske sprogs mest mesterlige digtere, Shelley og læste et afsnit for os. Jeg husker ikke hvilket digt, det var, men det kunne have været ”The Sensitive Plant”, digtet der i Sophus Clausens gendigtning på dansk hedder ”Den følende blomst”. ”Hvorfor tror I, jeg læste dette digt for jer?” Det var vi ikke nogen, der umiddelbart kunne svare på. Vi anså nok indtil denne dag Gørges for at være en lidt verdensfjern oldtidsbegravet person. ”Det gjorde jeg til minde om Jan Palach”. Og så gik vi ellers i gang med dagens græske sagn og vaser.

Jan Palach var den student, der den 16. januar 1969 i protest mod den sovjetiske undertrykkelse af Tjekkoslovakiet begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Jeg glemmer aldrig Gørges ageren. Det kalder jeg dannelsesarbejde. Hans dannelsesarbejde værdsætter jeg ikke blot på grund af denne situation, men også for hans sublime arbejde med at indføre os ungdomsoprørsoptagede unge mennesker i antikkens kultur, idegods og tankeverden. En fascination der for mit vedkommende har hængt ved lige siden.

Ungdomsoprøret og Vietnamkrigen hørte sammen i de år. Aviserne, radio og TV var fyldt med stof om det. Musikken var præget af det. Beatles og Rolling Stones var med deres musik med til at påvirke vores opfattelse af verden.

Rolling Stones udgav i december 1969, mens jeg gik i 2.G, den fantastisk inciterende og tankevækkende sang ”Gimme Shelter”. En sang der netop i disse dage med begivenhederne i Afghanistan i centrum stadig føles aktuel. Krig, børn, det er kun et skud borte. Hør blot dette lille uddrag.

”War, children, it's just a shot away
It's just a shot away 
War, children, it's just a shot away
It's just a shot away"

1969 var også året, hvor den Vejle-fødte forfatter Inger Christensen udsendte digtsamlingen ”Det”, hvor hun kom med en stærk opfordring til os alle om at tage hjertet ud af skyggen.

”Og hjertet er helt i skygge
og hjertet er næsten hørt op
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop,”

Modstanden mod Vietnamkrigen, søgen efter retfærdighed og en bedre verden stod højt på dagsordenen blandt mange af os unge i disse år. Nobelprismodtageren Albert Camus romaner ”Pesten”, ”Den fremmede” og andre af hans bøger var blandt min yndlingslæsning i fritiden.

Camus pointe i romanen ”Pesten” om, at ondskaben i verden mest af alt stammer fra uvidenhed har fulgt mig lige siden, jeg læste ”Pesten” for første gang. God vilje uden tilhørende viden kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde vilje. Det er derfor jeg har den opfattelse, at viden ikke blot er noget, man kan søge, når man aktuelt har brug for den. Viden er noget, man bør have. Aktuel og lagret viden er med til at danne ens meninger og holdninger. 

The Beatles kunne også være med. I efteråret 1971 udsendte de den følsomme sang ”Imagine”.

”Imagine there's no countries
It isn't hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion, too
Imagine all the people
Livin' life in peace” 

Alt dette og meget mere af samme skuffe hjalp ikke. Verden var og er fortsat fuld af ondskab, vold og uretfærdighed. Men forudsætningen for at skabe en bedre verden er, at så mange som muligt bærer håbet i sig og hver på sin plads arbejder for forbedringer.

Vi, der har oplevet Vietnamkrigens tid, bærer mange billeder i os af krigens grusomheder. I disse dage er det billedet af de amerikanske helikoptere, der i april 1975 evakuerede amerikanere ud af Saigon, der står stærkt oplyst i erindringen. For mit vedkommende understøttet af musicaloplevelsen fra London af ”Miss Saigon”, hvor en stor helikopter kom ind på scenen.

TV-billederne i disse dage i august 2021 minder stærkt om Saigon 1975. Endnu engang har verdens stærkeste supermagt, som vi i Danmark bygger vores sikkerhed på, ydmyget og med halen mellem benene forladt et mindre land. "America first" er nu devisen. Med lidt forskellige ord fremsat af både præsidenterne Obama, Trump og Biden. En devise, vi kender helt fra den amerikanske præsident Monroes doktrin fra 1823 om, at de europæiske stater ikke måtte blande sig i konflikter på de amerikanske kontinenter, og at USA ikke ville blande sig i Europa. Monroedoktrinen blev opretholdt både under Første og Anden Verdenskrig, hvor USA først gik ind i krigene, da deres egne interesser blev truet.

Det er nu ikke kun billedet af helikopteren i Saigon, jeg bærer med mig. Det mest ikoniske og skræmmende billede, der er lagret i min erindring, er billedet fra 1972 af den nøgne brandskadede, skræmte, skrigende og ulykkelige 9-årige pige Kim Phuc, der løber på en landevej på flugt fra sin landsby i Vietnam. En landsby der af den amerikanskstøttede sydvietnamesiske hær blev bombet med klistret letantændelig napalm.

I 1970´erne begyndte jeg ved selvsyn at se virkningerne af vores krigeriske verden. Forud for mit sidste studieår rejste jeg i august 1974 til Ægypten. Det var i året efter Yom Kippur krigen i oktober 1973 mellem Israel på den ene side og Syrien og Ægypten på den anden side, en krig Israel vandt. Jeg rejste med tog næsten 900 kilometer gennem Nildalen fra Cairo til Aswan. Overalt kunne jeg se ægyptiske soldater bevogte strategiske positioner, og overalt på hoteller og andre offentlige steder stødte jeg på sovjetrussere. Frygten for et israelsk gengældelsesangreb var nærværende. Året før i 1973 var det Syrien og Ægypten, der havde angrebet Israel. USA støttede som i dag Israel. Sovjetunionen støttede som Rusland i dag Syrien og Ægypten.

Da min kone Anne Marie og jeg sammen med en flok andre  geografiinteresserede i sommeren 1977 rejste ad den over 9.000 km lange Transsibiriske Jernbane, oplevede vi nogle helt andre realiteter, end den på daværende tidspunkt i Danmark fremherskende mening om, at Sovjetunionen og Kina udgjorde en fælles trussel mod vesten. Vi oplevede, hvordan russiske og kinesiske soldater i grænseområdet ved Amur-floden i den fjerneste del af Sibirien stod massivt og tæt overfor hinanden. Her midt under den Kolde Krig havde der nemlig i årene umiddelbart forud for vores tur været grænsekampe mellem de to landes soldater henover Amur. Nu er der mellem Kina og Rusland indgået aftaler, der entydigt har fastlagt grænsen og dermed har skabt fred i området. 

Jeg oplever, at det overordnede billede gennem de seneste tiår har været det samme. Ufred mange steder i verden og voldelige diktatorer der truer egne befolkninger og undertiden vestlige interesser. Amerikanerne støttet af mindre alliancepartnere griber ind og forsøger at skabe ro. Granada, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien. Ind i landet. Eller massiv bombning fra luften. Efter års ofre på begge sider forlader USA og andre vestlige magter så landet og overlader det pågældende lands befolkning til deres egen sørgelige skæbne. Det er også sket, at USA for at fremme amerikanske interesser med magt har fjernet lovligt demokratisk valgte styrer i for eksempel Mellemamerika eller Chile. Det sidste blev meget nærværende for os, da vi i januar 2019 besøgte Chiles hovedstad Santiago og stod foran præsidentpaladset med skulpturen af præsident Salvador Allende, der efter amerikansk indblanding i 1973 blev fjernet fra posten og efterfølgende måske blev myrdet.

Stående på toppen af Santiagos udsigtsbjerg San Cristóbal med den 22 meter høje kridhvide figur af Jomfru Marie blev konsekvenserne af kuppet mod Allende fysisk nærværende for os. Fra toppen af bjerget kunne vi nemlig gysende se ind over Santiago til det nationale fodboldstadion, hvor den efter Allendes fald følgende bestialsk blodige diktator Pinochet holdt sine politiske modstandere indespærrede, udøvede tortur og myrdede adskillige.

Demokrati er en skrøbelig ting. Den lære er altid værd at huske på. Våbenmagt alene kan ikke ændre verden til et bedre sted at være. Diktatur kan indføres med kup og militær magt. Demokrati kræver andet og mere. Den demokratiske styreform kræver, at borgerne har viden og engagement. Og ikke kun viden der hentes, når der aktuelt er brug for den. Demokrati kræver empati og indlevelsesevne. Ikke kun god vilje, men god vilje parret med indsigt og viden. 

Vores levevis og vores styreform kan og skal vi ikke alene med militær magt pådutte andre. Eller købe andre til at tage på sig. Det er den historiske lære, og det er den barske kendsgerning i lyset af de mange forfærdelige begivenheder, vi har kunne se, høre og føle gennem det seneste tre kvarte århundrede. Nu og her er denne lære måske mere end nogensinde smertelig tydelig og nærværende efter de seneste begivenheder i Afghanistan.