Hvad
ligger der bag de to skeletters dystre gravplads på havets bund? Den historie
vender vi tilbage til. Vi skal først lige have et par andre fortællinger med.
Danmarks
undergrund vipper over en
sydøst-nordvest gående akse. Nord for aksen, der går midt gennem Fyn, hæver landet sig. Syd for sænker det sig. Bevægelserne i
undergrunden er en stadig igangværende følge af tyngden af den massive ismasse,
der lå over landet i den seneste istid.
Selv om
landet omkring Lillebælt kun sænker sig nogle få millimeter om året bliver det
over otte tusind år til flere meter. Det betyder, at store landområder fra
fortiden nu ligger som druknede landskaber på bunden af de vestfynske vige og
fjorde, som for eksempel Gamborg Fjord og Tybrind Vig.
I dette
undersøiske druknede 6-7000 år gamle land dukker der af og til overraskende
fund op. Skeletterne fra Tybrind Vig er blot et eksempel. Ved Gamborg Fjord nær
lokaliteten Ronæs Skov er der også to-tre meter under havets overflade gjort
overraskende fund.
Et af de
bedste fund ved Ronæs Skov er gjort af ungdomsskoleleder Mikkel Villadsen fra
Kolding. Under dykning stødte han på en stammebåd fra samme tid som skeletterne
fra Tybrind Vig, Ertebølletiden fra for 6-7000 år siden. Stammebåden og de
øvrige fund fra Gamborg Fjord ved Ronæs Skov føjer sig smukt til de fortidens
fortællinger, der kan genskabes ud fra fundene fra bunden af Tybrind Vig, hvor
der for øvrigt blandt de mange fund også er optaget resterne af tre udhulede stammebåde
af lindetræ med pagajer af asketræ.
De
sensationelle fund fra Tybrind Vig og Gamborg Fjord giver viden om højt
specialiserede stenaldersamfund ved Lillebælts kyster for omkring 7000 år
siden.
Fortællingen
om ”De første indvandrere - Stenalderen” kan opleves på Moesgaard Museum ved
Århus. Den i indledningen omtalte unge stenalderkvinde med det lille barn udgør
en hovedattraktion i udstillingen. Udstillingen omfatter både de fundne
skeletrester og en rekonstruktion på baggrund af skeletresterne.
Når vi træder
ind i museets stenalderudstilling, bliver vi mødt af en ung pige siddende på en
dynge ophobede østersskaller i strandkanten ved et bål. Et lille barn ligger på
et skindtæppe ved hendes side. Pigens hår er flettet og sat op, hendes krop er
bemalet, og hun har et flettet net af lindebast med nyligt indsamlede østers ved
sin side. Hun kigger ud over vigen, hvor hendes bopladsfæller fra udhulede
stammebåde, som de fundne fra Ronæs Skov og Tybrind Vig, fisker og jager
marsvin. Rekonstruktionen er skabt af Moesgaard Museum med hjælp fra
udenlandske eksperter. Billedet fra udstillingen er taget af Moesgaards Museums
foto og medieafdeling. Stort, at mine brødre og jeg, vores fætre og kammerater har badet i Tybrind Vig sammen med den tusindårige huløjede pige.
Rekonstruktionen
er sammen med de øvrige udstillingsgenstande fra Ertebølletiden virkelig en
øjenåbner for den udstillingsgæst, der med lige dele åbent sind og historisk
fantasi ønsker at opleve, hvordan de tidligste danskere har levet. I pagt med
naturen og i daglig kamp med naturen. Akkurat som vi stadig gør det, blot på en
helt anden og mere sofistikeret måde. Hvad Tybrindpigen ser, ser vi
udstillingsgæster sammen med hende, når vi bevæger os gennem udstillingen.
Gennem
museets formidling kommer fundene af skeletterne med de tomme hule øjne, de
udhulede stammebåde og alt det andet fundne stenalderudstyr fra blandt andet Tybrind Vig og Gamborg Fjord til at
tale til os nutidsmennesker. Lillebælt overskyllede Ertebøllefolkets bopladser.
De måtte trække sig længere ind i landet og måske så småt starte på at lægge
deres livsstil om. Vi er i vores tid udfordret af den samme problemstilling.
Ændringerne i klimaet med den hertil affødte afsmeltning af store dele af de i gletsjer-
og indlandsis bundne vandmasser får havspejlet til at stige, kysterne
nedbrydes, og vi må indrette og tilpasse os på nye måder.
