tirsdag den 4. december 2018

Spansk syge forårsager aflysning af jubilæum i Husby

Husby Skoles 25 års jubilæum for den nye skolebygning måtte aflyses på grund af epidemi. Lige efter Første Verdenskrig florerede en ondartet influenzaepidemi over hele verden. Den blev kaldt den Spanske Syge. Den dræbte et sted mellem 50 og 100 mio. mennesker, hvilket svarer til tre til fem procent af verdens befolkning.
Artikel i Fyens Stiftstidende 3. november 1918

En artikel i Fyens Stiftstidende 3.11. 1918 viser, hvor meget respekt, der var i forhold til sygdommen. Husby Skole skulle i november 1918 have fejret "den smukke skolebygning", der da siden 1893 havde ligget i 25 år på "et af de allersmukkeste steder" i sognet, i stedet måtte jubilæumsfesten aflyses. Skolen med den smukke skolebygning på det allersmukkeste sted ligger der heldigvis end, nu dog som smykkeværksted. I år har skolebygningen 125 års jubilæum. Måske burde den fredes! Men dejligt, at Bent Larsen og familie har passet så godt på den, siden de overtog den efter skolens nedlæggelse sidst i 1960´erne. Respekt!
Fra min tid i Husby Skole, omkring 1962


Husby Skole blev oprettet allerede i 1712, ni år før Frederik IV oprettede sine 240 rytterskoler ud over hele landet. Det var grevinden på Wedellsborg, der tog dette initiativ, som grevskabet senere udbredte til andre landsbyer på Vestfyn.

Den første Husby Skole lå nok ved kirken, indtil den nye blev bygget i 1893. I hvert fald findes der på gamle matrikelkort to marklodder med betegnelsen henholdsvis skolelodden og degnelodden. Lodderne lå syd for kirkegården på vejen ned mod Sdr. Aaby. Ved kirken lå der tidligere for øvrigt også et hospital for 6 fattiglemmer. Altså ikke et sygehus, men alene et opholdssted for syge og/eller gamle, jævnfør det latinske ord "hospitale", der betyder "gæstehus" eller "herberg".
Husby Kirke set fra syd
Oversigt over mine artikler fra Husby, Ejby og Vestfyn