Det var i den mørke og regnfulde oktobertid. Højsæson for jagtens glæder på godset Wedellsborg i Husby Sogn på Vestfyn. Lensgreven på Wedellsborg havde i flere uger i oktober 1907 besøg af nogle adelige venner, grev Eggert Knuth til Knuthenborg og baron Rosenkrants. De to herrer benyttede noget af tiden lensgrevens gæstfrihed til jagtudflugter på godsets udstrakte besiddelser. På den tid var gårde, husmandssteder og huse i området fortsat fæste under Wedellsborg Gods, altså ejet af godset, men udlejet til fæstere. Selvejet på Wedellborg blev som et af de sidste steder i landet først indført en halv snes år senere.
Denne lørdag i oktober havde de to adelsmænd henlagt deres jagtfornøjelser til jagtterrænet nær Sønder Åby. Det er noget usikkert, om de to denne dag jagede sammen eller hver for sig. Givet er det, at grev Knuth nød jagtens glæder ved Sønder Åby.
Fint nok med jagt på vildt. Men grev Knuth havde også andre interesser. Han havde en ulyksalig interesse i børn. Ude på en af markerne ved Sønder Åby antastede grev Knuth nogle 6-10 årige småpiger fra Sønder Åby og var uterlig mod dem. Hans adfærd mod pigerne var af en sådan karakter, at enhver anden borger ville være kommet under lås og slå. Sådan gik det ikke grev Knuth.
Børnenes forældre meldte sagen til birkedommeren i Wedellsborg Birk. Nu gik det hurtigt. Dog ikke med at få krænkeren anholdt, men med at få sagen dysset ned. Birkedommeren var en god ven af lensgreve Wedell. De blev enige om at sende birkets politiassistent Rasmussen til Sønder Åby for at holde et møde med de krænkede børn og deres forældre, en gårdfæster og en husfæster i et afhængighedsforhold til Wedellsborg.
Det foreligger ikke oplyst, hvad der blev talt om ved mødet, men en time efter mødets afslutning besøgte grev Knuth børnenes forældre og bad om forladelse. Samtidig blev det pålagt de krænkede børns forældre at holde tand for tunge.
Denne gyselige historie kunne man dengang først og fremmest læse om i alle landets socialdemokratiske aviser. På den tid havde så godt som hver købstad sine egne aviser hver med tilknytning til datidens store politiske partier. Sagen om grev Knuths udfoldelser i Sønder Åby blev hovedsageligt omtalt i de socialdemokratiske aviser. Det var der flere årsager til.
Ud over de politiske årsager var der en helt afgørende anden årsag. Grev Knuth var rigtig godt gift. Han var gift med Sylvia født med efternavnet Pio. Jo, det er den Pio, der var hendes far. Louis Pio var en dansk socialistisk pioner, der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark. Pio stiftede sammen med Harald Brix og Paul Geleff i 1871 Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som senere blev til Socialdemokratiet. Sylvia blev født som såkaldt ”uægte barn” af en ugift mor, Augusta. Pio blev udlagt som barnefaderen. Det var nu ikke denne forbindelse, der var med til at redde grev Knuth fra fængselsstraf i forbindelse med de mange uterlighedskrænkelser. Men fru Sylvia havde et vindende og charmerende væsen, der i forening med hendes gode forbindelser til landets chefredaktører og journalister i nogle tilfælde, kunne bruges til at glatte ud og dølge hendes adelige ægtefælles eskapader. Navnet Pio var dog ikke en nøgle til de socialdemokratiske avisers redaktører. Hvorfor? Den sag vender vi tilbage til.
Journalist ved den radikale avis Politiken Anker Kirkeby beskrev hende engang på følgende måde, en beskrivelse der nok i dag ville være blevet betragtet som sexistisk og dermed ikke ville være kommet i avisen.
”En dronningeagtig skønhed, en høj, blond dansk type af fuldendt harmoni, et fortryllende væsen, hun ligesom skred frem i en stråleglorie af solskin, den smukkeste og mest indtagende dame i Danmark”.
Hvor om alt er, benyttede hun sit væsen og sine forbindelser til at glatte ud efter sin mands gentagne pædofile krænkelser og havde som regel held til at sikre sin mand mod offentlige skandaler. Hun overtalte simpelthen redaktørerne af de fleste aviser til ikke at bringe artikler om mandens gentagne overgreb på børn, såvel på den lollandske hjemegn som ude omkring i landet.
Utroligt nok, at grev Knuth kunne slippe godt fra gentagne uterligheder som den fra Sønder Åby. De socialdemokratiske aviser benyttede sagen som et eksempel på, at der fortsat næsten tres år efter Grundloven stadig var stor ulighed i samfundet. Lige så utrolig som håndteringen af uterlighedssagen er fortællingen om hans kones Sylvia født Pios liv. Derfor vil jeg slutte denne fortælling med at fortælle om hendes liv.
Sylvia levede et farverigt og anderledes liv end de fleste andre kvinder, fra sin fødsel i 1876 og til sin død i 1932. Hendes far Louis Pio (1841-1894) blev i 1877 af den danske statsmagt presset til at udvandre til USA. Statsmagten frygtede hans socialisme, der ville 'true eller detronisere kongen, kuldkaste forfatningen og rigsdagen og omforme samfundet', som anklageskriftet i en retssag mod ham lød.
Pio havde gældsat sig for at kunne udgive avisen ”Social-demokraten”. Truet af fallit tog han mod en bestikkelse på 10.000 kr., som Københavns politidirektør havde indsamlet blandt byens rige borgere. Modydelsen var, at han skulle emigrere til USA. Samleversken Augusta og den fire måneder gamle Sylvia fulgte med, da Pio rejste til Chicago. Her voksede Sylvia op og blev opdraget til at stole på sig selv og sine evner.
Som 27-årig fik Sylvia tyfus og mødte under rekreationsopholdet i Miami den seks år yngre lensgreve Eggert Knuth til Knuthenborg på Lolland.
De forelskede sig og flyttede tilbage til Danmark, hvor hun blev adelsfrue. Noget der gav problemer, da hun var opdraget som socialist. Efter to børn – en søn i 1904 og en datter i 1911 - krakelerede ægteskabet på grund af adelsmandens pædofile tilbøjeligheder over for børnene på egnen og altså også i Sønder Åby på Vestfyn. Adelstitlen og Sylvias glatten ud sikrede ham mod straf. Sylvia og Eggert Knuth blev skilt i 1912.
Senere blev Sylvia Pio gift med skuespilleren Johannes Poulsen, hvilket bragte hende fra adelslivet på Lolland til det mere excentriske kulturliv i hovedstaden. Også dette ægteskab brast.
Herefter fik hun et så tæt forhold til den senere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning, at hun kunne være blevet hans hustru, hvis hun havde ønsket det. Stauning hjalp Sylvia med at få æresoprejsning til hendes far i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921. Pios aske kom i en urne fra USA og blev nedfældet i en obelisk på Vestre Kirkegård ved en ceremoni, hvor både Stauning og Sylvia talte. Pios flugt til USA ansås som forræderi. Det havde hidtil været årsagen til, at hans navn og hans datter ikke havde høj status blandt socialdemokratiske redaktører. Derfor havde Sylvia i sit ægteskab med grev Knuth haft svært ved at udglatte omtalen af hans uterlighedstendenser i de socialdemokratiske aviser.
Efterhånden blev Sylvia mere og mere politisk radikaliseret og i 1922-23 rejste hun til Moskva i Sovjetunionen, inviteret af bolsjevikkernes viceudenrigskommissær Maxim Livitnov, som hun kendte fra Københavns selskabsliv.
Hun blev dog aldrig kommunist, for hende var Lenin ”en romantisk fakkelbærer for en ny menneskeorden” og kommunismen en romantisk affære.
Sylvia uddannede sig i socialistisk økonomi og engagerede sig atter i Socialdemokratiet, hvor hun udrettede et stort arbejde med at organisere kvinderne, indtil hun i blev ramt af en hjerneblødning og døde i 1932.
Hun blev begravet mellem lensgreve Knuth og Stauning, de to yderpunkter i hendes liv. Hendes gravsten blev betalt af de kvindekomiteer, hun havde taget initiativet til.
Sylvia Pios liv og levned er beskrevet i en bog af Kristian Hvidt ”Sylvia Pio. En adelig socialist”. Bogen udkom i 2017.
Kristian Hvidt er meget fascineret af Sylvia Pio og mener, hun må have haft noget specielt i sig, for hun kom altid tæt på magtens mænd og til tops i de foretagender, politiske eller kulturelle, hun beskæftigede sig med. Kristian Hvidt mener det skyldtes en blanding af skønhed, charme, intelligens, sprogegenskaber og evnen til at begå sig hos alle klasser og samfundslag.
Nå, det blev en længere fortælling ned i den politiske historie, inspireret af en konkret forfærdelig krænkelsessag for mere end 100 år siden i stadig idylliske Sønder Åby i Husby Sogn. Sådan går der, når det ene river det andet med sig.
Ib Hansen, oktober 2020
