søndag den 12. marts 2023

Barnemord og flugt til Amerika


Idyl ved Marielundssøen på en regnvejrsdag i  juni 2019.

Det nu nedrevne traktørsted ved mølledammen, Marielundssøen i 1875.
Bemærk de nyplantede elmetræer langs stien.

Så skal jeg da lige love for, at idyllen blev brudt. Et nyfødt druknet drengebarn blev fisket op af mølledammen i Marielund.

Barnet var mindre end et døgn gammelt og var født den 27. september 1893. Bag begivenheden lå en ulykkelig situation for en ugift kun 20-årig tjenestepige på det ved Marielundssøen nærliggende traktørsted. 

Den ulykkelige situation kan man stykke sammen ud fra notater i Bramdrup Sogns Kirkebog. Jo, det er rigtig nok. Ind til 1930 udgjorde Marielundssøen Bramdrup Sogns sydvestlige hjørne. Bramdrup Sogn gik helt til Kolding Fjord.

Barnets moder var Marie Laursen. Hun var som nævnt tjenestepige på det traktørsted, der dengang lå, hvor nu Kolding Naturskole har sin undervisningspavillon. Traktørstedet lå i den  park, der har fået navn efter kancelliråd Kralunds hustru Marie. Kralund ejede på et tidspunkt området, men skænkede i 1875 det romantiske anlæg til Kolding Kommune med den klausul, at området altid skulle bære navnet Marielund efter hans hustru. Romantisk ikke?

Fundet af det druknede barnelig i september 1893 brød brat den romantiske idyl. Barnet var nok et uventet, uønsket og uvelkomment resultat af et kortvarigt romantisk forhold mellem tjenestepigen Marie og bageren Jens Petersen fra Kolding.

Det fremgår af notaterne i Bramdrup Kirkebog, at Jens Petersen ved barnets fødsel og  efterfølgende ulyksalige straksaflivning ikke længere var bosat i Kolding. Han var udvandret til Amerika. Det var ikke ukendt på den tid, at fædre til uønskede børn flygtede til Amerika i et forsøg på at undgå skændsel og børnebidrag. Den unge kvinde stod derfor alene tilbage med resultatet af et flygtigt romantisk forhold og kunne kun se frem til spot og spe, stemplet for livet. Og ikke nok med det. Cirka en måned efter barnemordet blev hun i november 1893 ved Kolding Herredsret idømt 2 års forbedringshusarbejde for misgerningen. Set med nutidens øjne en hurtig sags- og rettergang.

Sognepræsten i Bramdrup skriver i kirkebogen, at drengebarnet antages, at være aflivet af moderen straks efter fødslen. Aflivningen må således formodentlig være sket i affekt iblandet bekymring for fremtiden. En ung kvinde var blevet til en barnemorderske.

En tur rundt om Marielundssøen i dag er altid en dejlig oplevelse. Vi kan - udover den smukke natur - med tanke på fortidens ulyksalige barnemord glæde os over, at tiderne er blevet anderledes. Prævention og mulighed for abort har gjort, at der nu næsten ikke fødes uønskede børn. Derfor er der heller ikke længere behov for, at nogle gør sig til barnemorderske eller tager flugten til fjerne lande. Heldigvis for det.

Ib Hansen, 12. marts 2023.