Lillebælt - nøglen til riget

Nogle af skanserne ved Snævringen, Lillebælts nordre del

Tyskerne stod på kanten af Lillebælt overfor Middelfart. Kolding var overløbet og Fredericia omringet. Danske kanonbåde måtte trække sig fra kampene ved Gudsø Vig. Det var i 1849 midt under Treårskrigen.

Kampene om egnene ved Snævringen, Lillebælts nordligste, dybeste, smalleste og mest strømfyldte del var på sit højeste. Tyskerne måtte endelig ikke komme over Lillebælt og få fodfæste på Fynssiden. Så ville det se sort ud for Danmark. Heldigvis havde den danske flådes skibe og kanonbåde magten på havet og var lykkedes med at blokere de nordtyske havne.

Ville flåden kunne fortsætte med at forhindre de slesvig-holstenske oprørere støttet af regulære tropper fra Det Tyske Forbund i at sætte over Lillebælt og dermed true Danmarks fortsatte eksistens som nation? Det var et spørgsmål de rystede danskere stillede sig.

Den danske hær forsøgte i 1849 ved en række slag i egnene omkring Kolding, Gudsø Vig og Fredericia at forhindre tyskerne i igen at rykke op i Jylland og sætte over Lillebælt. Det gik mildt sagt ikke godt for den danske hær, selvom fæstningen i Fredericia i 1849 igen var på danske hænder. Langs den fynske kyst var der bygget skanser og opstillet kanonbatterier fra Strib og rundt om Hindsgavlhalvøen til Hindsgavl, ligesom der på den lille ø Fænø Kalv var skanser bestykket med kanoner.

Inspirationen fra Paris

Inden vi ser på krigens videre udvikling, skal vi lige se på, hvad Treårskrigen 1848-50 egentlig handlede om. Treårskrigens inspiration var Februarrevolutionen 1848 i Paris. En revolution der resulterede i det franske kongedømmes fald og i indførelsen af almindelig valgret.

I mange af Frederik den Syvendes riger ville borgerne også have en fri forfatning og almindelig valgret. Det gjaldt i Kongeriget Danmark, hvor Frederik den 7. var konge, og det gjaldt i Slesvig og Holsten, hvor han var hertug. Kongen var i første omgang ikke indstillet på at imødekomme ønskerne. Han ville kun høre tale om rådgivende stænderforsamlinger. Efter pres fra et folkemøde i København i marts 1848 lovede Frederik den 7. en fri forfatning for kongeriet Danmark, men ikke for hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Fra dansk side forsøgte man at indlemme Slesvig, men ikke Holsten under den danske forfatning. Det vakte harme og oprør i Slesvig og Holsten. Og i Det Tyske Forbund var man rasende. Der udbrød åben krig.

Fæstningen Rendsborg 1848. Rendsborg ligger ved Ejderen, på grænsen mellem Slesvig og Holsten

Slesvig-holstenerne dannede selv en provisorisk regering med sæde i Kiel og indtog fæstningen i Rendsborg. Den danske regering var totalt uforberedt på situationen, men forsøgte at dæmpe konflikten ved at sende tropper til hertugdømmerne. I første omgang sejrede den danske hær i et slag ved Bov 9. april 1848, men måtte efterfølgende trække sig nordpå. Hele Jylland blev besat af preussiske styrker, der på vegne af Det Tyske Forbund var kommet slesvig-holstenerne til hjælp.

Rusland pressede preusserne til at indgå våbenhvile den 26. august 1848. Det viste sig at være en stakket frist for Danmark.

Krigen om grænsen ved Kolding

I februar 1849 opsagde Danmark våbenhvilen og den 3. april fortsatte kampene. Den danske hær omfattede 41.000 mand, mens slesvig-holstenerne kunne mønstre 19.000 mand samt 47.000 mand regulære tropper sendt til hjælp af Det Tyske Forbund. Danskerne opgav at føre kampen i Sønderjylland og trak sig nordpå for ved Kolding at forsvare grænsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Den 23. april 1849 kom det til voldsomme kampe ved Kolding. Danskerne kunne ikke holde byen og rykkede ud.

Slaget ved Kolding 23. april 1849

Danske kanonbåde under tysk beskydning

Efter det tabte slag ved Kolding trak general Rye sig nordpå. Den danske hær blev opstillet i en buelinje fra Gudsø over Sdr. Vilstrup, Alminde-Viuf, Dons, Øster Starup og ud vestpå. Ude i det flade vest var danskerne i fare for at blive omgået, derfor var stillingen ikke holdbar. 7. maj, mens et større slag ved Gudsø var i gang, var der mindre fægtninger ved Blåkærskov og Viuf. Men den danske generalstabs intention var heller ikke at engagere sig i et større slag.

Planen var med skinfægtninger undervejs at trække nogle af de tyske tropper med nordpå og ud på Djursland, væk fra Fæstningen Fredericia.

Kort over de danske og oprørernes (insurgenternes) hærafdelinger ved Gudsøkampene 7. maj 1849. Helt nederst midt i ses Houens Odde og signaturen for danske kanonbåde

Under de betydelige slag, der under Treårskrigen fandt sted ved Gudsø i maj 1849 efter det af danskerne tabte slag ved Kolding, sejlede danske kanonbåde ind i Gudsø Vig og beskød de tyske tropper ved Gudsø. Kanonbådene måtte dog snart trække sig tilbage, da tyskerne gik ud på Houens Odde og beskød kanonbådene derfra. Det har ikke været sjovt at ligge i de små åbne kanonbåde uden beskyttelse mod den fjendtlige kugleregn.

Kanonbåd ud for Skærbæk ved mundingen af Kolding Fjord

Den danske styrke ved Gudsø måtte efter hårde kampe og på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage til Fæstningen Fredericia, hvorfra en del efterfølgende blev sejlet over til Middelfart. Resten blev liggende i den belejrede fæstning.

 

Fredericia Volde er nu et attraktivt naturområde og et spændende kulturhistorisk oplevelsesområde

General Rye opgav som nævnt efter 7. maj stillingen mellem Kolding og Vejle. Han trak sig med tyskerne i hælene op nord om Århus. Trak sig ud på Djursland til Helgenæs og lod sig derfra udskibe med sine soldater til Fyn og Fredericia. Her kunne Ryes styrke så medvirke ved det berømte udfald fra Fæstningen Fredericia den 6. juli 1849, mens Ryes forfølgere ikke kunne nå tilbage til Fredericia. Den danske hærledelse ville med et udfald bryde den tyske belejring af Fredericia.

Udfaldet fra Fredericia planlagt i Vejlby

Den danske generalstabs strategiske planlægning af den danske hærs udfald fra Fredericia skete den 4. juli 1849 på præstegården i Vejlby på Vestfyn nær Middelfart. På kirkegården i Vejlby kan man stadig se en mindesten for generalstabsmødet den 4. juli 1849.

 

Mindesten på Vejlby Kirkegård nær Middelfart for generalstabsmødet den 4. juli 1849 i Vejlby Præstegård, hvor den danske hærs udfald fra Fæstningen Fredericia den 6. juli blev planlagt

Den 6. juli 1849 vandt danskerne, men Rye blev dræbt. Nu pressede de europiske stormagter igen Preussen til at trække sig ud af kampene om Slesvig og Holsten. Derfor kunne den danske hær efterfølgende vinde over de slesvigske-holstenske oprørstropper ved et af de største slag i Nordens historie, nemlig slaget på Isted Hede 25. juli 1850. Krigen fortsatte med endnu nogle småslag frem til årsskiftet 1850-51. Nu lagde også Det Tyske Forbund pres på den slesvig-holstenske selvudråbte regering. Forbundet af tyske stater ønskede ikke længere, der blev ført en krig om Slesvig og Holstens tilhørsforhold. Hertugdømmerne var blevet en lille brik i et stort overordnet europæisk magtspil. Stormagterne ville have fred ved indsejlingen til Østersøen. Den slesvig-holstenske regering gav efter for presset, opgav kampen og opløste sig selv og oprørshæren.

Euforisk sejrssang

Hvordan mon det var gået, hvis ikke Lillebælt og den danske flåde i første omgang forhindrede de forenede tyske hærstyrker i at besætte resten af Danmark udover Jylland? Og hvordan var det gået, hvis de europiske stormagter ikke havde grebet ind til fordel for Danmark?

Det ved vi af gode grunde ikke. Men vi ved, at den helt urealistiske danske eufori, hvor politikere og befolkning troede, at den danske hær på egen hånd havde slået en af Europas stærkeste militære magter, fik fatale konsekvenser. Hurra-romantikken fra sejrssangen ”Dengang jeg drog af sted”, tidens nationalisme og overmodet fik 14 år senere Danmark til i 1863-64 at stikke hovedet i den preussiske jernkansler Bismarcks snare. Det medførte i 1864 en ny dybt ulykkelig krig, der udover de mange dræbte og sårede fik som resultat, at dansksindede i Sønderjylland i 56 år måtte leve som en del af det tyske rige, indtil Sønderjylland i 1920 efter afstemning blev en del af Danmark.

Lillebælt som ”nøglen til riget”

Den nordlige del af Lillebælt og egnene omkring spillede i 1848-50 en central rolle i forsvaret af Danmark. Snævringen har også tidligere i historien været  betragtet som ”nøglen til riget”, herom vidner de mange borge, volde og skanser, der ligger rundt langs kysterne på begge sider af bæltet. Borgene Koldinghus, Hindsgavl Gamle Slot, Borgsted Banke, Hønborg, Fæstningen Fredericia, Gamborg, skanserne på Hindsgavlhalvøen, skanserne ved Strib, skanserne ved Stenderup Midtskov og skanserne på Fænø Kalv blot for at nævne nogle af forsvarsværkerne, der gennem tiderne skulle sikre, at Danmark forblev på danske hænder.

Borgbanken efter Gamle Slot ved Hindsgavl på den fynske side set fra Borgsted Banke ved strandkanten i Stenderup Midtskov på den jyske side.

Ib Hansen marts 2020