Statistik kan af og til give anledning til større gys end selv den mest spændende gyserroman. Sådan er det med de seneste fattigdomstal fra den europæiske statistikbank.
Vi har i Danmark afskaffet fattigdomsgrænsen. Måske i den tro, at hvis ikke der er en grænse, så er der heller ikke nogen fattigdom. Den europæiske statistikbank Eurostat opererer stadig med en grænse. Ifølge den er antallet af fattige i Danmark nu 3,7 procent af befolkningen, mens den er 0,7 i Sverige og 1,7 i Norge. Hvad kommer det til at betyde ikke mindst for de berørte, men også for os allesammen i forhold til at kunne leve i forholdsvis tryghed og sikkerhed i et samfund præget af lille social uro og med omsorg for dem, der er ramt af fysisk eller psykisk sygdom, arbejdsløshed, alderdomssvækkelse eller social deroute? Noget der kan ramme os allesammen, hvis fru Fortuna skulle trække vores negative nummer i skæbnetombolaens uforudsigelige roterende lodtromle.
Vi har tidligere kunnet bryste os af at være et af verdens mest lige, omsorgsfulde og rige lande, hvor meget få- herunder børn og unge - blev udsat for at skulle leve i fattigdom og armod.
Da folkeskolereformen blev vedtaget var et af formålene, at folkeskolen skulle blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Et virkelig rosværdigt mål.
Virkeligheden er desværre bare, at når det gælder de socioøkonomiske vilkår går det den stik modsatte vej. Der gøres ikke meget for at modvirke denne tendens. Nærmest tvært i mod. Flere og flere børn vokser op som fattige og holdes fast i social armod. Det kan folkeskolen ikke afhjælpe. Desværre!
Vi har i Danmark afskaffet fattigdomsgrænsen. Måske i den tro, at hvis ikke der er en grænse, så er der heller ikke nogen fattigdom. Den europæiske statistikbank Eurostat opererer stadig med en grænse. Ifølge den er antallet af fattige i Danmark nu 3,7 procent af befolkningen, mens den er 0,7 i Sverige og 1,7 i Norge. Hvad kommer det til at betyde ikke mindst for de berørte, men også for os allesammen i forhold til at kunne leve i forholdsvis tryghed og sikkerhed i et samfund præget af lille social uro og med omsorg for dem, der er ramt af fysisk eller psykisk sygdom, arbejdsløshed, alderdomssvækkelse eller social deroute? Noget der kan ramme os allesammen, hvis fru Fortuna skulle trække vores negative nummer i skæbnetombolaens uforudsigelige roterende lodtromle.
Vi har tidligere kunnet bryste os af at være et af verdens mest lige, omsorgsfulde og rige lande, hvor meget få- herunder børn og unge - blev udsat for at skulle leve i fattigdom og armod.
Da folkeskolereformen blev vedtaget var et af formålene, at folkeskolen skulle blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Et virkelig rosværdigt mål.
Virkeligheden er desværre bare, at når det gælder de socioøkonomiske vilkår går det den stik modsatte vej. Der gøres ikke meget for at modvirke denne tendens. Nærmest tvært i mod. Flere og flere børn vokser op som fattige og holdes fast i social armod. Det kan folkeskolen ikke afhjælpe. Desværre!
