lørdag den 9. juni 2018

Den stærke eg og det stærke sammenhold


Torsdag den 7. juni 2018 mødtes vores afgangsklasse fra realeksamen 1968. Nu var der allerede gået 50 år siden, vi forlod Ejby Folke- og Realskole i det år 1968, der blev så berømt - Ungdomsoprørets år.
Meget er forandret, men træet i skolegården står der endnu. Der har det stået i 103 år. Det blev plantet i november 1915 for at stå som et minde om, at kvinderne det år endelig fik stemme- og valgret. Godt, at skolen passer godt på træet. Det blev for øvrigt også lovet ved plantningsarrangementet i 1915. Træet står som et stærkt udsagn, der er værd at give videre til nutidens og fremtidens unge. Udsagnet om at ligeret, ligebehandling og ligestilling ikke kommer af sig selv. Det udsagn var vel også en del af baggrunden for ånden fra 1968.
Vi mødtes under træet og gik til time med skolens nuværende fjerdeklasser og deres lærere. En time der gav anledning til optimisme for fremtiden. Sikken nogle dejlige, nysgerrige, interesserede og høflige elever. Tak til fjerdeklasserne og deres lærere for en herlig oplevelse.
Efterfølgende blev vi af lærer Merete Rosenlund Knudsen vist rundt på skolen. Det gjorde hun rigtig godt. En stor tak for det. Merete Rosenlund Knudsen har sammen med to andre af skolens lærere været med til at redigere skolens 100 års jubilæumsskrift fra 2011. Meget er forandret på skolen, men meget kan stadig genkendes. Det gav anledning til udveksling af mange erindringer om vores tid på skolen.
Efterfølgende fik vi kaffe og kage hos vores klassekammerat Jørgen og hans kone Birte. De bor stadig i Ejby. Sikken jordbærkage. Uhm!
Dagen sluttede med en fortrinlig tre retters middag med efterfølgende kaffe og kage på Motel Fjeldstedskov. En klassebetjening og klassemad. Snakken løb frit, muntert og uhæmmet over bordet. Ikke til at forstå, at de mange år er gået så hurtigt. Men hvor har vi dog oplevet meget. Vi har også måttet konstatere, at sorrig og glæde, de vandre til hobe. 
Tre af os overnattede på motellet og havde den fornøjelse at vågne til en morgen med blændende solskin. Udsigten fra motelværelsets terrasse viste et par fåreflokke på græsmarken lige uden for motellet. Fårene gik i solskinnet med det grønne skovbryn og en svenskrød lade som baggrund. Så kan det ikke blive mere nostalgisk.
Og dog. Min bror Leif og jeg tog lige en formiddagstur rundt i vores gamle hjemland på Wedellsborghalvøen og i Husby, inden vi begav os hjem til henholdsvis Frederiksberg og Kolding.
Tak til skolen, de gamle (undskyld jeg mener tidligere) klassekammerater og ikke mindst til arrangørerne af festlighederne Jørgen, Allan og Henrik.
Bagerste række fra venstre: Bodil, Else Marie, Anne Grethe, Hanne, Jonna, Marianne, Anne Marie (Sysser)
Foran: Hårby, Henrik, Leif, Gert, Mogens, Ib, Allan, Jørgen, Ulrik, Holger Lund.

Agnete, Inger og Ole gik også i klassen, men gik på gymnasiet efter 2. real, hvorfor de ikke er med på dette afgangsbillede fra 3.real juni 1968. De deltog selvfølgelig også i 50 års jubilæumssammenkomsten 7. juni 2018.

Vi mødtes den 7.6. 2018 - 50 år efter vi forlod Ejby Folke- og Realskole - under skolegårdens gamle eg, plantet i november 1915 til erindring om, at kvinderne endelig fik deres berettigede stemme- og valgret.

Fåreflokken ved Fjelsted Skovkro på en solbeskinnet morgen med det grønne skovbryn og en svenskrød lade som baggrund. Laden kom ikke lige med. Den ligger til venstre uden for billedet.

Udsigten fra Ejby Kirkegård mod Gl. Ejby og Ejby Kirke.

Jonatan Livingstone Havmåge øver pælesidning ved Husby Strand med Tybrind Vig og Grevindeskoven ved Jomfrumarken som baggrund.