Den løbende debat om folkeskolen, undervisning, læring, uddannelse og dannelse får mig ind i mellem til at tænke på et flot kunstværk med et billede af en uroksetyr lavet af Cro-Magnonmennesker for omkring 17.000 år siden. Ikke mindst går mine tanker i den forbindelse tilbage til min tid på Ejby Folke- og Realskole. Og til det gamle udsagn om, at "hvad man i ungdommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer".
Hvorfor nu en sådan
kobling? Jo, det skal jeg nok vende tilbage til, men først lidt om stedet, hvor
dette kunstværk og mange andre hulemalerier tilfældigt blev fundet i 1940 af hunden Robot og
fire drenge.
Fundet blev gjort i en
indtil da ukendt underjordisk kalkstensgrotte, den nu så berømte
Lascaux-grotte, der ligger nær Montignac i Dordogne i det sydvestlige Frankrig.
Den nærmeste storby er Bordeaux.
Hulen er dekoreret med en
fabelagtig samling af forhistoriske hulemalerier lavet af Cro-Magnon-mennesker.
Her er fantastiske gengivelser af bisoner, heste, vildsvin og tyre.
Tilbage til
undervisningsdebatten. Da jeg gik i realklassen i Ejby Folke- og Realskole
havde vi en meget dygtig, engageret og faglig ambitiøs historielærer, Åse Lund.
I den historiebog, vi brugte i Åse Lunds timer, var et foto af tyren fra
Lascaux-grotten.
I 1. real fortalte fortalte Åse Lund medrivende og engageret om hulemaleriet med billedet af en uroksetyr og Cro-Magnonmenneskene bag. Udover fru Lunds fortælling
skulle vi selvfølgelig også læse teksten i historiebogen. Og så skulle vi, som
vi jævnligt skulle, som en del af historieundervisningen med blyant eller
kuglepen skrive et lille resume om hulemaleriet i vores historiekladdehæfte. I
dette tilfælde pålagde fru Lund os endvidere, at vi i kladdehæftet til
illustration af vores resume skulle tegne en kopi af tyren fra hulemaleriet i
Lascaux-grotten ud fra historiebogens fotografi. Tegningen skulle farvelægges
med fedtfarver. Næste historietime startede med, at nogle af os selvstændigt skulle
fortælle om Cro-Magnonmenneskene og deres hulemalerier.
Den uroksetyr har jeg
aldrig glemt. Pædagogikken bag ved er klar. Først oplivelse og oplysning gennem
engageret mundtlig fortælling - for nu at citere Kristen Kold. Så visuel læring ved hjælp af lærebogstekst med
tilhørende illustration. Det hele fulgt op af kognitiv og motorisk
selvvirksomhed gennem selvstændig skrivning, tegning og farvelægning. Forløbet
blev selvfølgelig afsluttet med overhøring gennem elevformidling til resten af klassen.
Auditiv, visuel og
motorisk læring. Eller mere jordnært: lytte, læse, gøre, skrive og tegne. Så er
der større chance for, at noget hænger fast, og at eleverne herudover får
holdninger og følelser i forhold til stoffet.
Her kan digital søgning på
nettet med efterfølgende elektronisk kopiering af tekst og billede ikke følge
med. Det er mere flygtigt og hænger ikke ved ligeså effektivt.
Vi skal selvfølgelig følge
med tiden og lære at bruge tidens værktøjer. Men læreren må i den enkelte givne
undervisningssituation vurdere og vælge, hvad der er mest hensigtsmæssigt og
formålstjenligt. Det er det, der hedder didaktik, og som er den professionelle
lærers spidskompetence.
Vi må ikke glemme, det der
virker. Biblioteket, bog og blyant må ikke nedprioriteres eller nedvurderes. Ensidig
fokusering på "ny teknologi", "problemorienteret, deltagerstyret
undervisning" , "lære at lære" og "ansvar for egen
læring" giver ikke vidende, selvstændige, myndige borgere, med holdninger
og meninger præget af indsigt og viden om verden i tid og rum. Selvfølgelig skal
skolen også arbejde med disse begreber, men i mindre doser og afbalanceret i
forhold til undervisningsformer, der bygger på lytte, læse og gøre.
Ny teknologi og nye
metoder skal inddrages i skolen, men det skal ske ud fra lærerens didaktiske vurderinger
og færdigheder og være i fornuftig balance med det bedste af det gammelkendte -
det der er erfaring for virker. Brug af biblioteker, bøger og blyanter er
fortsat - jævnfør ny forskning (se fx https://videnskab.dk/kultur-samfund/du-husker-mindre-og-laeser-darligere-pa-en-skaerm) - helt afgørende, når det gælder undervisning,
der sætter sig varige spor. Det må vi ikke glemme i jagten på forbedringer af
folkeskolens undervisning.
 |
| Hunden Robot og 4 drenge fandt Lascauxhulen i 1940 |
 |
| Siddende til højre drengen Marcel Ravedat, der i 1940 sammen med tre andre drenge og en dreng fandt hulen. Marcel var i flere år fra 1940 og frem til hulen med til at fremvise de spændende hulemalerier. Hulen blev lukket på grund af den negative virkning fra de mange besøgende. Nu kan man besøge Lascaux II lige i nærheden. Den er en helt nøjagtig kopi af den originale hule |
 |
| Sydvestfrankrig med kalkstenshulerne har under alle de kendte istider ligget syd for udbredelsen af isen. Det er blandt andet i hulerne i Sydvestfrankrig, der levede Cro-Magnonmennesker for 18.000 år siden. De lavede hulemalerier før Stone Henge og før pyramiderne. Menneske har til alle tider lavet fantastiske præstationer. Den foreløbigt sidste istid Weichsel-istiden sluttede i Danmark først for cirka 10.000 år siden |
 |
| Et Cro-Magnon hulemaleri af en urokse i Lascaux hulen i Frankrig. Omkring 18.000 år gammelt - fra før istiden sluttede i Nordeuropa |
Åse Lund ved Stenaldersamlingen i forbindelse med Lokalhistorisk Forenings årsmøde på Ejby Skole i 1981. Mange år efter jeg blev undervist af Åse Lund, men stadig lige engageret
