"De døde også for Danmark"
Sådan slutter teksten på mindestenen i Emtekær over de for 81 år siden den 22. maj 1944 dræbte syv RAF-piloter.
"De døde også for Danmark." Og de døde i forsvar mod ufattelig menneskelig ondskab og for demokrati og frihed.
Ondskabens grimme svulster har det med at få tag i mennesker. Vi har det med at glemme tidligere tiders misgerninger og lukke øjne og ører for den uretfærdighed og det magtmisbrug, der foregår lige omkring os. Vi bliver historisk demente. Vi mister evnen til at sætte os i andre menneskers sted.
Den kendsgerning er udtrykt allerede for mere end 2500 år siden af profeten Ezekiel. I Ezekiels bog i Bibelen, kapitel 12, vers 1-2 er det beskrevet på denne måde:
"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."
Eller som en af min ungdoms yndlingsforfattere, den franske filosof og nobelpristager Albert Camus har sagt det: "Et menneske uden moral er som et vildt dyr, tabt for verden".
Når vi i dag mindes nogle af dem, der gav det ultimative offer i kampen mod ufattelig menneskelig ondskab, sker det i lyset af en aktuel verdenssituation, der gør det på sin plads at vende vore tanker tilbage til årsagerne til 2. Verdenskrig. Hvordan kan en sådan ondskab opstå?
Det begyndte i det små
Mørke fascistoide kræfter var langsomt vokset frem i Europa i årene efter Første Verdenskrig. Først formaliseret i 1919 af italienske Benito Mussolini. Den fascistiske svulst fremtrådte først nationalistisk og antidemokratisk og bredte sig i skyggen af Europas demokratiske og økonomiske problemer fra Italien til en lang række europæiske lande.
Nazismen i Tyskland tilføjede antisemitisme og racisme til den italienske fascismes nationalistiske og antidemokratiske profil.
Nazismens ideologi gik i praksis ud på at etablere et racerent tysk samfund. Der skulle ikke være plads i Tyskland til andre end de rene tyske "ariere". Tyskland for tyskere. Og Tyskland skulle gøres stort igen efter det forsmædelige nederlag i Første Verdenskrig.
Her mange år efter kan vi med den britiske forfatter Martin Amis ord i forhold til udviklingen af den tyske nazisme, spørge os selv om, hvordan "et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel".
Vi må aldrig glemme, at Hitler kom til magten som følge af demokratiske processer. Det var tyskernes stemmeafgivning den 31. juli 1932, der gjorde nazisterne til Tysklands største parti med 37,8 % af de afgivne stemmer. Og det var den parlamentariske dannelse af en regering den 30. januar 1933, der satte Hitler i spidsen for en koalition af partier bestående af nazistpartiet, konservative og Tysklands førende katolske parti.
To måneder efter denne regeringsdannelse vedtog Den Tyske Rigsdag den 24. marts 1933 en såkaldt bemyndigelseslov, der fratog Rigsdagen den lovgivende magt. Forud herfor havde nazisterne ved et nyt valg fået over 50 % af stemmerne. Rigsdagen nedlagde dermed de facto sig selv. Den lovgivende magt overgik i stedet til Hitlers regering, der så egenrådigt kunne styre gennem udstedelse af dekreter.
Syv måneder efter vedtagelsen af bemyndigelsesloven meldte Tyskland sig i oktober 1933 ud af det internationale fællesskab i Folkeforbundet, forløberen for FN.
Yderligere to måneder efter blev nazistpartiet den 1. december 1933 det eneste tilladte parti i Tyskland.
Og i august 1934 overtog Hitler den totale magt i Tyskland med titel af "Fører".
Så hurtigt kan det gå. To år fra et demokratisk valg i 1932 til magtoverdragelsen til en eneherskende "Fører" i 1934.
Har vi i vor tid skabt demente historieløse samfund?
Desværre ser vi i vore dage tegn på gentagelse af disse historiske fakta. I Europa og rundt om i verden, både i øst og vest. Det er som om store dele af befolkningerne med Ezekiels ord lukker øjne og ører for virkelighedens realiteter og fakta og glemmer de ellers herskende moralske ledetråde. Det er for en stor del af befolkningerne blevet vigtigere bare at have en mening, end at have en mening baseret på viden, indsigt og moral.
Vi må derfor alle stille os selv spørgsmålet: "Hvordan kan sådan noget ske, med krig, ufrihed, usolidaritet og dehumanisering til følge?"
Disse tendenser må vi prøve at imødegå før det bliver nødvendigt, at nogen skal dø for os, som flyverne gjorde den 22. maj 1944 midt under deres kamp mod ondskab og for frihed og demokrati. "De døde også for Danmark".
Men hvad skal vi gøre for at undgå, at vi igen bliver nødt til at sende nogen ud for at dø for os? Det er jo ikke alene diktatorer, autokrater og oligarker, der er problemet. Det er helt almindelige mennesker, der gennem deres stemmeafgivning sætter dekretudstedende magtmennesker i spidsen for regeringer. Ofte i en uhellig konstellation af pengemænd og magtmennesker. En sådan konstellation fører ikke til noget godt.
Dannelse, uddannelse og oplysning
Et vigtigt middel i kampen mod apati, ligegyldighed, selviskhed, dehumanisering og "enhver er sig selv nok"-mentalitet er uddannelse, dannelse og troværdig oplysning. Her vil jeg citere min desværre afdøde lillebror Leif Emil Hansen, som efter et helt arbejdsliv i uddannelsesforskningens tjeneste i sin sidste bog skrev følgende:
"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”
I lyset heraf bliver en mindeaften som den i aften helt afgørende. En sådan aften hjælper os til ikke at glemme den menneskelige ondskabs mekanismer. Og til at vi ikke glemmer at bekæmpe ondskaben, som blandt andre de døde flyvere gjorde, indtil de fandt døden her i Emtekær den 22. maj 1944.
Mindestenen og det årlige arrangement ved stenen er en vigtig brik i oplysningsindsatsen
Beundringsværdigt er det, at borgere i Tanderup Sogn lige efter krigen i 1946 besluttede at rejse en mindesten for de døde flyvere. Endnu mere beundringssværdigt er det, at I er nogen, der år efter år sørger for, at mindet om de døde flyvere og kampen mod den menneskefjendske nazistiske ideologi holdes live. Et sådant arrangement som det i aften og tilsvarende arrangementer ud over landet indgår som et vigtigt element i den uddannelse, dannelse og oplysning, der kan imødegå den mangel på viden og moral, der er med til, at mennesker bliver som vilde dyr tabt for verden. Mennesker der lukker øjne og ører for deres medmenneskers ret og behov.
De døde flyveres og alle de andres ofre må ikke være forgæves. Lad os i mindet om dem hver dag hver på vores plads arbejde for et demokrati, der bygger på indsigt, frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.
Æret været de døde flyveres og Jørgen Brandts minde!
"De døde også for Danmark"!
Tak for ordet.
Min tale ved mindestenen i Emtekær den 22.maj 2025
Note: Jørgen Brandt var en lokal karl, der så flystyrtet og gik på marken for at se, om han kunne hjælpe. I forbindelse hermed blev han dræbt, da en ueksploderet sømine fra flyet eksploderede.
