Den økonomiske organisation OECD har gennem de seneste 20-25 år fået en stadig stigende indflydelse på den danske folkeskole.
Det har betydet, at de politiske beslutninger i forhold til folkeskolen og folkeskolens pædagogik i højere og højere grad baserer sig på anglo-amerikansk pædagogik. Dansk, skandinavisk og europæisk pædagogisk tankegods er blevet trængt i baggrunden.
Heldigvis er det ikke for sent at rebe sejlene og få bremset denne for folkeskolen - og i øvrigt også for daginstitutionsområdet - negative udvikling. Vi har stadig en rigtig god folkeskole, men der viser sig flere og flere rustpletter.
Børnene er blevet presset ind i formel undervisning for tidligt. De skal have tid til at være børn og gennem leg og andre udviklende aktiviteter lære at begå sig i fælleskaber.
Fokuseringen på undervisningens samfundsøkonomiske nytteværdi, rangordningen af skolerne i forhold til formelle faglige resultater, presset på både elever og undervisere samt den negative italesætning har fået stadig flere børn og ansatte til at forlade folkeskolen. Almendannelse og demokratisk dannelse i forhold til medborgerskabsevne er blevet presset i baggrunden af OECD´s pres i forhold til fremme af medlemsstaternes konkurrenceevne og ønsket om at fremme konkurrencestatstankerne.
En gentænkning af spørgsmålet om "Hvorfor holder vi skole?" er nødvendig. Ved besvarelsen af dette spørgsmål bør vi vende tilbage til rødderne og suge næring gennem disse til nutidens og fremtidens udvikling af folkeskolen med hensyn til både det faglige, det sociale og medborgerskabsevnen.
Nedenstående citater giver i kort form en fornemmelse af, hvad der tidligere var det særlig danske i pædagogik og folkeskole. Et historisk perspektiv, der giver mulighed for at værne om og nænsomt udvikle den særlige danske pædagogiske tilgang, der har haft så stor succes i forhold til at skabe et af verdens bedste samfund med et af verdens bedste uddannelsessystemer.
Politikerne har i gennem de seneste 25 år lavet ændring på ændring i folkeskolen. Formålet har været at styrke kvaliteten i skolen. Det er i sig selv selvfølgelig et helt legitimt og godt politisk formål. Problemet er bare, at den politiske mission ikke er lykkedes. Politikerne er kommet ud af takt med, hvad der er det særligt danske i forhold til pædagogik og folkeskole set i sammenhæng med samfundets udvikling. Mange forældre er utilfredse med den folkeskole, der er kommet ud af det. Elever og lærere stemmer med fødderne og vandrer i stadig stigende grad til de private skoler.
Problemet er, at politikerne i deres iver efter forandringer er ved at smide det særligt danske i folkeskolen ud med badevandet.
Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot.
I flæng kan jeg blot nævne, at internationale undersøgelser viser, at vi er et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, har en af Europas stærkeste økonomier, har et af verdens sikreste og tryggeste samfund, er verdens bedste retssamfund, har stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole. Danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Danske elever ligger i toppen i internationale undersøgelser, når det gælder viden om samfundet og ønske om at være aktivt deltagende i demokratiet. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.
Men hvad er det for en særlig dansk tilgang, der har medvirket til disse flotte resultater?
Det særligt danske skal selvfølgelig tilføres vitamintilskud udefra. Vitaminer der vitaliserer vores tilgang, men ikke udvisker og overtoner vores særlige måde at gøre tingene på. Her er mit bud på, hvad jeg ville tage med som idegrundlag for det vigtige og udfordrende arbejde, det er at holde folkeskolerne på det særligt danske spor:
Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” (N.F.S.Grundtvig. 1838)
”Oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på engang” (Kristen Kold. 1866)
"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som selvstændige individer med ret til kærlighed, tryghed og anerkendelse" (Peter Sabroe o. 1910)
"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning. 1939)
”Demokrati er derfor en livsform. Man tilegner sig den ved at leve den igennem sit privatliv - i forhold til familie, naboer og foreningsliv. Det bliver en tankegang - en holdning, der gennem hele livet udmøntes ved handling og gennemstrømmer samfundet". (Hal Kock. 1945)
”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” (Julius Bomholt. 1953)
"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)
”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)
"...den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. I mødet med den anden må der være en anerkendelse, en respekt og en forståelse til stede." (Axel Honneth. 2004)
”Viden og kærlighed er den samme mentale aktivitet; for at forstå en ting må man elske den, for at elske en ting må man forstå den.” (Scharmer. 2006)
Ib Hansen 12.august 2025
