onsdag den 6. maj 2020

Nørdens forårstur

Hampen Sø, en lobelieø. Smuk natur og interessant dannelseshistorie
Danmark, dejligst vang og vænge. Sådan skrev præsten og digteren Laurids Olufsen Kock i sin vise fra omkring år 1685. På en solrig klar forårsdag i maj må jeg virkelig give Laurids Olufsen Kock ret. Et herresving med medbragt frue nordpå gennem det østjyske morænelandskab fra Bramdrupdam til Hampen og retur via en vestligere rute gennem det midtjyske smeltevands- og bakkeølandskab bekræfter virkelig, at det danske landskab udover at være smukt og dejligt også er særdeles landskabeligt interessant og spændende. Lige noget for en geografinørd.

Signaturliste til efterfølgende landskabskort


Landskabskort. Den røde linje er ruten for nørdens forårstur. Den blå linje er den seneste istids hovedopholdlinje. De gule sedler markerer hovedbesøgsmålene. Bemærk de mange runde boller mellem løsning og Jelling. Det er dødishuller, der sammen med andet indikerer den lokale istidsopholdslinje, Den Østjyske Israndslinje
Først gik turen om morgenen nordpå fra Bramdrupdam over det letbølgede overvejende lerfyldte morænelandskab mellem Kolding Tunneldal og Vejle Tunneldal. Så på højbroen over Vejle Tunneldal med den smukkeste udsigt til Vejle Fjords lysegrønne bøgeklædte stejle kyster. Videre mod nordvest gennem det landskabeligt komplekse morænelandskab mellem Løsning og Jelling. Her kørte vi stadig gennem et morænelandskab præget af leraflejringer, men nu fik vi en forsmag på, hvad der ventede os, når vi kom længere mod nordvest. Landskabet mellem Løsning og Jelling bærer præger af, at her bevæger vi os over en lokal israndslinje.
Danske landskaber og israndslinjer
Det er sporene af den såkaldte Østjyske Israndslinje, vi kørte igennem. Den afsmeltende is efterlod sig spor i form af dødishuller, små rester af lokale smeltevandssletter og ellers den hulter til bulter morænejord, som gletsjeren bragte med sig. Her består morænen primært af ler. Vi var endnu på ingen måde i nærheden af den hidtil seneste istids hovedopholdslinje, som ventede os længere mod vest.
Dødis er en fra gletsjeren afbrækket løsrevet kolo-enorm isklump. Sådanne isklumper lå tilbage i landskabet, da gletsjeren smeltede bort. Disse dødisklumper skabte efter afsmeltningen fordybninger i landskabet. Fordybningerne er så at sige aftryk efter dødisklumperne. Derfor kaldes de dødishuller. Disse huller er ofte uden afløb og bunden af hullerne består ofte af lerlag i bunden. Lerlag der er svært vandgennemtrængelige. Der blev derfor ofte dannet søer og moser i dødishullerne. Det skal vi høre mere om, når vi i fortællingen når frem til Hampen Sø. Men hvordan kommer der en sådan lokal opholdslinje som den ved Løsning så langt østpå i Jylland?
Den Østjyske Israndslinje opstod på et sent tidspunkt i den seneste istid. Den seneste istid begyndte for cirka 117.000 år siden, havde sin største udbredelse til ind midt i Jylland indtil for 22.000 år siden. Men så steg temperaturen og hovedisen fra nordøst afsmeltede, og hovedisranden rykkede derfor tilbage mod nordøst. Men samtidig bredte i Sydøstdanmark en isstrøm sig fra det nuværende Østersøområde ind over landet. Det skete for omkring 19.000 år siden. Isskjoldet i Østersøen havde mistet sit greb i underlaget på grund af opsmeltning i bunden af gletsjeren. Derfor kunne en isstrøm – Den Østjyske – flyde fra Østersøen mod vest og nå sin største udbredelse langs Den Østjyske Israndslinje, der løber fra Mols gennem Østjylland over Løsning til Kruså og videre ned i Tysland og Polen. For cirka 11.700 år siden mistede den hidtil seneste istid i Danmark endelig sit greb om det område, hvor nu Danmark ligger. Formen på det Danmark, vi nu kender, var langt fra nået, men det er en anden om end utrolig spændende historie.

Men vi må videre på vores tur mod nordvest. Ved Tørring passerede vi over den tunneldal, hvor nu Gudenåen løber på sin vej mod nordøst til sit udløb i Kattegat. En tunneldal er sporene af en vandstrøm, der i istiden løb under gletsjeren og dermed var under tryk af den tunge overliggende is. Vandstrømmen kunne derfor løbe opad, indtil den ved den afsmeltende isrand i fri luft sendte sin vandstrøm fyldt med opslæmmet materiale vestpå ud over den foran isen liggende smeltevandsslette. Mange af de østgående vandløb i Jylland som for eksempel Gudenåen, Kolding Å og Vejle Å løber nedad gennem aftrykkene af de tidligere tunneldale mod Kattegat eller Lillebælt.

Hampen Sø
Men nu var vi tidlig formiddag fremme ved dagens hovedmål Hampen Sø. Hampen Sø er beliggende nærmest lige på hovedopholdslinjen, tæt op af Hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg. Fra Hovedopholdslinjen løber vandløbene som for eksempel Kongeåen, Skjern Å og Storåen vestover mod Vesterhavet ned ad de fra øst mod vest svagt skrånende tidligere smeltevandssletter. Smeltevandssletter der blev dannet af de enorme smeltevandsmasser, der løb ud fra den mægtige iskappe, der hvor temperaturen satte en stopper for isens fremrykning.

Nu skulle det jo ikke kun være en tur i bil. Så vi havde hjemmefra besluttet at vandre en tur rundt om Hampen Sø og gøre en afstikker ind i Palsgård Skovdistrikt.

Vandreturen rundt om Hampen Sø og ind gennem skoven skuffede ikke. Det blev en tur på lidt over 7 kilometer, men gået i adstadigt tempo med drikkepause undervejs.

Hampen Sø består af to dele. Et op til 14 m dybt dødishul Storesø udgør den østlige del. Hullet blev fyldt op med vand efter isens afsmeltning. Mod vest har søen en mindre lavvandet vig Lillesø. Hampen Sø er næringsfattig. Den er blandt landets reneste og er en af landets største lobeliesøer.

Betegnelsen lobeliesø bruges om meget renvandede søer på jordbund med meget lavt mineralindhold. Lobeliesø refererer til vandplanten Tvepibet Lobelie, der er karakterart for denne type søer.
Troldsø i Palsgård Skov ved Hampen Sø, en kort afstikker fra ruten rundt om Hampen Sø
Også afstikkeren ind i Palsgård Skov var spændende. Skoven er en gammel hedeplantage og er meget afvekslende. Her er områder med nåletræer, områder med eg og bøg og områder med småsøer, højmoser, enge og overdrev.

Kaffepause ved Holtum Å nær indløbet i Ejstrup Sø tæt ved Ejstrupholm
Efter vandreturen kørte vi – nu vest for seneste istids hovedopholdslinje - videre mod sydvest til Holtum Å ved Ejstruphom lige før åen løber ind i Ejstrup Sø. Her nød vi ved åbredden en klapsammen og den medbragte kaffe, mens den rivende å diverterede med den smukkeste rislende og klukkende vandmusik. Samtidig kunne vi forfriske øjnene med kig til ådalens storslåede landskab. Således fyldt op forsatte vi turen til Naturcenter Harrild Hede ved Harrild Vandmølle, hvor vi igen kunne nyde Holtum Å løbe tæt forbi med fuldt knald på ned over den tidligere smeltevandslette.

Holtum Å har fart på mod vest ved Harrild Mølle, der nu er naturcenter
Vi måtte selvfølgelig, når vi nu var på egnen, inden turen igen gik sydover lige tage en afstikker nordpå ud til den cirka 8 km2 store Harrild Hede, hvor vi tidligere har gjort et par vandringer. Harrild Hede ligger mellem Ejstrupholm og Fasterholt. Vi tog ud til hedens udsigtsbakke for at få pudset vidsynet af og genopleve heden med indlandsklitter og hedevegetation. Altid rart at få genopfrisket, at menneskets udnyttelse af landskabet til alle tider har haft konsekvens for naturen. Hedelandskabet er kulturskabt. Hede er en betegnelse for vegetationstypen, mens smeltevandsslette er en betegnelse for, hvordan landskabet er blevet skabt. Afbrænding af skovarealer til brug for fortidens landbrugsopdyrkning og hård hugst af træ har givet sandfygning og medført hededannelse. Noget plejes fortsat som hede, mens andet er tilplantet med nåletræsplantager. Et både smukt og noget bistert landskab.

Harrild Hede. Hede og plantage. Kulturbetinget hedelandskab.
Så gik det ellers i adstadigt tempo sydover over smeltevandsletterne mod Brande. Kort før Brande gjorde vi ophold ved vandkraftværket ved MES, hvor en opstemning af Skjern Å giver energi til elproduktion. Kraftværket ligger midt i ingenting og kaldes som nævnt MES. Det er det mundrette navn for Midtjyllands Elforsyningsselskab. Vandkraftværket blev etableret i 1921 i elektricitetens barndom. Det er nogenlunde samtidig med det tilsvarende vandkraftværk Harteværket i Kolding.

MES Vandkraftværk. Skjern Å umiddelbart nord for Brande. 
Gennem Brande mod Give gik det stadig vest for hovedopholdslinjen videre gennem smukke ådale og over bløde bakkeøer. Bakkeøerne er rester af landskaber fra istider fra før den seneste. Områder der ikke har været berørt af isens virksomhed i den seneste istid, og som smeltevandet heller ikke har oversvømmet og aflejret materiale over. Man kunne kalde det vidnesbyrd om landskabet fra tiden før for 117.000 år siden. Bakkeøerne består både af tidligere istiders morænejord og vandaflejringer. Nu kunne man måske forledes til at tro, at bakkeøerne derfor er frugtbare enklaver på de nærings- og kalkfattige smeltevandssletter. Det er ingenlunde tilfældet. De tusinder af års regnvand har udvasket bakkeøernes nærende mineraler.

Viaduc de Millau over Gorge de Tarn i Sydfrankrig
Da vi nåede  Give drejede vi sydvest om byen for nær Farre at gøre holdt, hvor landevejen passerer over Omme Å på en lang vejbro. Nu er det jo ikke Viaduc de Millau over Tarnfloden og Gorge du Tarn på vejen til Montpellier i Frankrig. Den bro har vi haft den glæde at passere både over under. Imponerende er den med sin længde på 2,5 kilometer og sin højde på 270 meter. Men mindre kan også gøre. Og det er godt tænke på, at Omme Å og dyrelivet i åen og ådalen fortsat kan færdes rimelig uforstyrret gennem området som følge af, at landevejen er ført på bro på piller over ådalen.

Vejbroen over Omme Å ved Farre umiddelbart syd for Give
Så var vi tilbage i det så velkendte østjyske tunneldalslandskab. Ned og op ad de mægtige bakker ved Vingsted og hen over morænefladerne nordvest for Kolding så var vi tilbage i Bramdrupdam ud på eftermiddagen. Rigtig mange oplevelser om vort lands mangfoldige og forskelligartede landskaber og natur rigere. Og masser af indtryk af vores kultur- og erhvervshistorie.

Dagens indtryk fra 3x3 format fra 3H-besøgene. Øverste tre billeder er fra Hampen Sø. De næste tre er fra Holtum Å og de nederste tre er fra Harrild Hede.
Nu startede jeg min beskrivelse af dagen i det midtjyske med at citere fra Laurids Olufsen Kocks sang fra omkring år 1685, ” Danmark, dejligst vang og vænge”. Så lad mig også slutte med den.

Den første linje i hans sang sang holder stadig. Resten er i vore dages øren ekstremt nationalistisk og nationalromantisk. I disse tider er det da værd at bemærke, at Olufsen Kock døde forholdsvis tidligt af en epidemisk sygdom, som også bortrev to af hans børn.

Ib Hansen maj 2010


2 kommentarer:

  1. Interessant - som altid, når du går i dybden med noget :-)
    Turen har jeg gemt som billede, for en dag, vi er på langtur i det jyske, vil vi efterabe jer og tage den samme tur!
    Er det Per Smeds landskabsbilleder, du har? Vi havde engang fornøjelsen af ham på en heldagstur rundt i store dele af Sjælland, hvor han beskrev de forskellige landskaber og lærte os, hvordan vi selv kunne 'læse' dem. Spændende, spændende tur!
    Han fortalte også om dødishuller - jeg fandt lige en rigtig god artikel: https://www.geo.dk/media/1176/doedishuller_5-3-10.pdf, men den har du nok allerede set som den nørd, du er :-)

    SvarSlet
  2. Midtjylland der vipper på hovedopholdslinjen mellem øst og vest er en skøn og interessant egn. Ja, det er udsnit af Per Smeds landskabskortblad over Midtjylland. Kender godt Per Smed. Har af og til været på kursus ved og med ham, da jeg underviste på Kolding Seminarium. Tak for linket. Altid godt med nye vinkler.

    SvarSlet