Lokal præst og modstandsmand fra Vestfyn blev professor, dr.teol. ved Århus Universitet - tillæg til min blog "De døde også for Danmark"

 

Præst, modstandsmand, filosof og professor Knud Ejler Løgstrup

Under det hyggelige kaffesamvær i Hans Peter Jørgensens lade i Emtekær efter den årlige markering af respekten for dem, der mistede livet den 22. maj 1944 efter en luftkamp over Emtekær, talte jeg med en deltager om det centrale i min mindetale, nemlig uddannelse, dannelse og moral som medicin mod det demente historieløse samfund og den apati, ligegyldighed og mangel på empati, der kan komme til at præge selv veluddannede mennesker og folkeslag.

Under samtalen nævnte jeg, at der i årene op mod 2. verdenskrig i Sandager-Holevad havde været en præst, som senere blev professor på Århus Universitet. Hans arbejde der med etik, moral og pædagogik har haft stor betydning for mig i mit arbejde på forskellige poster og niveauer i uddannelsesverdenen, Jeg kunne desværre ikke under samtalen lige komme på hans navn. "Jeg kommer på det i bilen hjem til Bramdrupdam", sagde jeg. Og ganske rigtigt. Det var professor K.E. Løgstrup, jeg tænkte på.

Først en kort sammenfatning af de af hans tanker, der har haft særlig betydning for mig i mit virke i uddannelsesverdenen:

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)

Til slut lidt faktuelt om K.E. Løgstrup. Han var teolog og religionsfilosof. Løgstrup blev cand.theol. i 1930 og modtog i 1932 Københavns Universitets guldmedalje for en prisopgave etik.

Efterfølgende studerede han etik hos filosoffer flere steder i Tyskland,. 

1936-43 var han præst i Sandager-Holevad Sogne. Et udvalg af hans prædikener herfra blev udgivet i 1995. Under besættelsen deltog Løgstrup i modstandsbevægelsen og tog afstand fra forhandlingspolitikken frem til 1943.

I 1943 blev han dr.theol. Og fra 1943 til 1975 var han professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet. På opfordring fortsatte han dog med at forelæse efter sin afgang. Løgstrup døde den 20. november 1981 

I 2017 lavede jeg en lille "Politikernes Pædagogiske Pixi-bog ", hvor Løgstrup indtager en central plads:

https://ih18.blogspot.com/2017/03/pdagogisk-pixibog-for-politikere-om.html

De døde også for Danmark

"De døde også for Danmark"

Sådan slutter teksten på mindestenen i Emtekær over de for 81 år siden den 22. maj 1944 dræbte syv RAF-piloter.

"De døde også for Danmark." Og de døde i forsvar mod ufattelig menneskelig ondskab og for demokrati og frihed. 

Ondskabens grimme svulster har det med at få tag i mennesker. Vi har det med at glemme tidligere tiders misgerninger og lukke øjne og ører for den uretfærdighed og det magtmisbrug, der foregår lige omkring os. Vi bliver historisk demente. Vi mister evnen til at sætte os i andre menneskers sted.

Den kendsgerning er udtrykt allerede for mere end 2500 år siden af profeten Ezekiel. I Ezekiels bog i Bibelen, kapitel 12, vers 1-2 er det beskrevet på denne måde:

"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Eller som en af min ungdoms yndlingsforfattere, den franske filosof og nobelpristager Albert Camus har sagt det: "Et menneske uden moral er som et vildt dyr, tabt for verden". 

Når vi i dag mindes nogle af dem, der gav det ultimative offer i kampen mod ufattelig menneskelig ondskab, sker det i lyset af en aktuel verdenssituation, der gør det på sin plads at vende vore tanker tilbage til årsagerne til 2. Verdenskrig. Hvordan kan en sådan ondskab opstå?

Det begyndte i det små

Mørke fascistoide kræfter var langsomt vokset frem i Europa i årene efter Første Verdenskrig. Først formaliseret i 1919 af italienske Benito Mussolini. Den fascistiske svulst fremtrådte først nationalistisk og antidemokratisk og bredte sig i skyggen af Europas demokratiske og økonomiske problemer fra Italien til en lang række europæiske lande.

Nazismen i Tyskland tilføjede antisemitisme og racisme til den italienske fascismes nationalistiske og antidemokratiske profil.

Nazismens ideologi gik i praksis ud på at etablere et racerent tysk samfund. Der skulle ikke være plads i Tyskland til andre end de rene tyske "ariere". Tyskland for tyskere. Og Tyskland skulle gøres stort igen efter det forsmædelige nederlag i Første Verdenskrig.

Her mange år efter kan vi med den britiske forfatter Martin Amis ord i forhold til udviklingen af den tyske nazisme, spørge os selv om, hvordan "et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel". 

Vi må aldrig glemme, at Hitler kom til magten som følge af demokratiske processer. Det var tyskernes stemmeafgivning den 31. juli 1932, der gjorde nazisterne til Tysklands største parti med 37,8 % af de afgivne stemmer. Og det var den parlamentariske dannelse af en regering den 30. januar 1933, der satte Hitler i spidsen for en koalition af partier bestående af nazistpartiet, konservative og Tysklands førende katolske parti.

To måneder efter denne regeringsdannelse vedtog Den Tyske Rigsdag den 24. marts 1933 en såkaldt bemyndigelseslov, der fratog Rigsdagen den lovgivende magt. Forud herfor havde nazisterne ved et nyt valg fået over 50 % af stemmerne. Rigsdagen nedlagde dermed de facto sig selv. Den lovgivende magt overgik i stedet til Hitlers regering, der så egenrådigt kunne styre gennem udstedelse af dekreter.

Syv måneder efter vedtagelsen af bemyndigelsesloven meldte Tyskland sig i oktober 1933 ud af det internationale fællesskab i Folkeforbundet, forløberen for FN. 

Yderligere to måneder efter blev nazistpartiet den 1. december 1933 det eneste tilladte parti i Tyskland. 

Og i august 1934 overtog Hitler den totale magt i Tyskland med titel af "Fører". 

Så hurtigt kan det gå. To år fra et demokratisk valg i 1932 til magtoverdragelsen til en eneherskende "Fører" i 1934. 

Har vi i vor tid skabt demente historieløse samfund?  

Desværre ser vi i vore dage tegn på gentagelse af disse historiske fakta. I Europa og rundt om i verden, både i øst og vest. Det er som om store dele af befolkningerne med Ezekiels ord lukker øjne og ører for virkelighedens realiteter og fakta og glemmer de ellers herskende moralske ledetråde. Det er for en stor del af befolkningerne blevet vigtigere bare at have en mening, end at have en mening baseret på viden, indsigt og moral.

Vi må derfor alle stille os selv spørgsmålet: "Hvordan kan sådan noget ske, med krig, ufrihed, usolidaritet og dehumanisering til følge?"

Disse tendenser må vi prøve at imødegå før det bliver nødvendigt, at nogen skal dø for os, som flyverne gjorde den 22. maj 1944 midt under deres kamp mod ondskab og for frihed og demokrati. "De døde også for Danmark".

Men hvad skal vi gøre for at undgå, at vi igen bliver nødt til at sende nogen ud for at dø for os? Det er jo ikke alene diktatorer, autokrater og oligarker, der er problemet. Det er helt almindelige mennesker, der gennem deres stemmeafgivning sætter dekretudstedende magtmennesker i spidsen for regeringer. Ofte i en uhellig konstellation af pengemænd og magtmennesker. En sådan konstellation fører ikke til noget godt.

Dannelse, uddannelse og oplysning

Et vigtigt middel i kampen mod apati, ligegyldighed, selviskhed, dehumanisering og "enhver er sig selv nok"-mentalitet er uddannelse, dannelse og troværdig oplysning. Her vil jeg citere min desværre afdøde lillebror Leif Emil Hansen, som efter et helt arbejdsliv i uddannelsesforskningens tjeneste i  sin sidste bog skrev følgende:

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

I lyset heraf bliver en mindeaften som den i aften helt afgørende. En sådan aften hjælper os til ikke at glemme den menneskelige ondskabs mekanismer. Og til at vi ikke glemmer at bekæmpe ondskaben, som blandt andre de døde flyvere gjorde, indtil de fandt døden her i Emtekær den 22. maj 1944.

Mindestenen og det årlige arrangement ved stenen er en vigtig brik i oplysningsindsatsen

Beundringsværdigt er det, at borgere i Tanderup Sogn lige efter krigen i 1946 besluttede at rejse en mindesten for de døde flyvere. Endnu mere beundringssværdigt er det, at I er nogen, der år efter år sørger for, at mindet om de døde flyvere og kampen mod den menneskefjendske nazistiske ideologi holdes live. Et sådant arrangement som det i aften og tilsvarende arrangementer ud over landet indgår som et vigtigt element i den uddannelse, dannelse og oplysning, der kan imødegå den mangel på viden og moral, der er med til, at mennesker bliver som vilde dyr tabt for verden. Mennesker der lukker øjne og ører for deres medmenneskers ret og behov.

De døde flyveres og alle de andres ofre må ikke være forgæves. Lad os i mindet om dem hver dag hver på vores plads arbejde for et demokrati, der bygger på indsigt, frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.

Æret været de døde flyveres og Jørgen Brandts minde!

"De døde også for Danmark"!

Tak for ordet. 

Min tale ved mindestenen i Emtekær den 22.maj 2025

Note: Jørgen Brandt var en lokal karl, der så flystyrtet og gik på marken for at se, om han kunne hjælpe. I forbindelse hermed blev han dræbt, da en ueksploderet sømine fra flyet eksploderede.

En god dram i Tanderups industricentrum

 

Brænde Å. Landevejen fra Hjorte ned mod Fælleslykke Mejeri i 1939

 Broen over Brænde Å og vejen op mod Håre i 1948. Forrest Brende Mølle Elektricitetsværk. Bagerst Brænde Mølle, hvor møllehuset er ved at blive revet ned.

"Så, nu skal vi til det bøvl igen"

"Ja, ja. Men så kan vi da også heldigvis styrke os med en dram"

Sådan har mange vejfarende på landevejen mellem Assens og Middelfart gennem århundreder nok tænkt, når de ad den ujævne grus- og jordlandevej nåede frem til Brænde Å. Åens stejle skrænter var vanskelig passérbare under alle forhold, men selvfølgelig sværest, når regn og sne skabte mudder og glatte hjulspor. Landevejen drejede af fra sin lige linje ved landsbyen Hjorte og bøjede ned mod Brænde Mølle. Så gik det skråt ned over den 20 meter høje å-skrænt, ned til møllen. Her kunne åen passeres, inden det igen gik op ad en tilsvarende stejlt skrænt mod Håre og tilbage i retningen mod Middelfart.

Her ved Brænde Å, midt i trekanten mellem landsbyerne Håre, Hjorte og Tanderup lå der siden 1500-tallet en vandmølle og her passerede landevejen mellem Assens og Middelfart indtil omkring 1940 over åen. På Brænde Mølle kunne bønderne få korn malet til mel, få sig en dram og en snak med de øvrige møllegæster og de rastende vejfarende. Det må have været et centrum for udveksling af sladder og nyheder. De vejfarende forsvandt, da landevejen blev ført over Brænde Å på en høj vejdæmning omkring 1940. Og møllegæsterne forsvandt, da møllehuset blev revet ned i 1948.

Brænde Å er med en længde på 28 km Vestfyns længste Å. På en strækning her ved Håre Bjerge har åen et efter danske forhold stejlt fald. Over 9 km falder åen 40 meter. Det giver åen brus og fart. Vandenergi der kan udnyttes. Og en transportbarriere der må overvindes. Energien blev udnyttet helt siden 1500-tallet, mens barrieren først blev overvundet omkring 1940.

Et industrielt centrum - udvikling og afvikling

Området ved å-passagen blev til Tanderup Sogns industrielle centrum. Først og fremmest Brænde Mølle. Senere i slutningen af 1800-tallet Fælleslykke Mejeri. I 1912 kom Brende Mølle Elektricitetsværk til. Området blev til et helt lille industricentrum. Det førte nye indbyggere til sognet. Indbyggere der gav ændringer i den gamle sognekultur, den århundredgamle bondekultur. Møllersvende, mejerister, maskinarbejdere, maskinister, elektrikere, elværksarbejdere og ufaglærte. I sognet var der to købmænd i Håre. En brugsforening med forsamlingslokaler i Tanderup, senere et forsamlingshus. En cafe i Håre. Det gik godt. Sognet var i udvikling fra omkring 1900 til omkring 1950. Så satte afviklingen ind. Møllen blev nedlagt. Mejeriet blev nedlagt og til sidst blev eleværket nedlagt.

Nu er området mellem Assens-Middelfart landevejen langs Brænde Å frem til den gamle mølledam og broen over åen blevet til et dejligt naturområde, hvor man kan finde ro og naturoplevelser, men ingen arbejdspladser.

Fra venstre mod højre: Brænde Mølle, Brende Mølle Elektricitetsværk og nederst i højre hjørne lidt af Fælleslykke Mejeri. Gennem området og over Brænde Å snor sig Assens-Middelfartlandevejen. Jeg benytter de kendte stavemåder. Jeg ved ikke, hvorfor der veksles mellem stavemåderne Brænde og Brende.

Fælleslykke Mejeri. 1945-50

Fælleslykke Mejeri tegnet af Frode Lund 1953

Parti fra Håre 1910-50. Udsigten fra Håre over Brænde Å-dal mod Tanderup Kirke og Tanderup Skole til venstre.

Fisketrappen mellem nedlagte Brænde Mølle til venstre og nedlagte Brende Mølle Elektricitetsværk til højre. Bagerst den gamle mølledam med natursti frem til åens passage under Assens - Middelfart Landevejens vejdæmning . Billedet taget af undertegnede i 2017.

Ib Hansen 11. maj 2025

Bramdrups bud til kommende slægter mejslet i sten

Der står den. Midt i Bramdrup, nær kirken. Tung og massiv. Ikke på lerfødder, men båret oppe af et fællesskab af mindre sten. Stenen bærer et indmejslet tungtvejende budskab til kommende slægter. 

Når jeg passerer den massive sten, sætter den altid tanker i gang. Om forbindelsen mellem fortid og nutid. Og om hvordan vi sikrer den bedst mulige fremtid for kommende slægter. De tanker vender jeg tilbage til, men først lige nogle konkrete fakta om mindestenen opsat den 5. maj 1949, 4 år efter Danmarks befrielse fra nazismens umenneskelige åg.

Stenen er fundet på gården Julianelyst´ marker. De marker der nu er blevet til gaderne Brynet, Gyden, Løkken og Kringsvej. Stenen blev i 1949 skænket til mindestensformålet af gårdens daværende ejere, Hans og Christian Rønning. En gruppe borgere i Bramdrup og Bramdrupdam arbejdede sammen om mindestensprojektet. 

Det var murermester Barsøe i Bramdrupdam, der sørgede for, at stenen kom til at stå fast og sikkert. Malermester Johannes Jensen, Bramdrupdam forfattede teksten på mindestenen. Flere andre medvirkede om projektet, der endeligt kunne afsluttes ved afsløringen af mindestenen den 5. maj 1949.

På stenen står:

5.maj 1945

Om Danmarks Frihedsdag

og Danmarks Ære

Til slægt der kommer

Skal Bud jeg bære

Mindestenen blev opsat tæt på alfarvej, den daværende landevej mellem Hvidsminde og Bramdrupdam, midt i landsbyen Bramdrup og tæt på forsamlingshus og kirke. I 1967 blev den tæt befærdede vej mellem Hvidsminde og Bramdrupdam ført til en ny vej vest om de stadig bygningsmæssigt eksisterende gamle gårde Julianelyst og Kringsgård. Det er den vej, der hedder Bramdrupskovvej.

Befrielsestropperne kom i maj 1945 gennem Bramdrupdams ad sognets anden store indfaldsvej, Vejlevej.

De engelske befrielsestropper fik en varm velkomst i Bramdrupdam i maj 1945, blandt andet med et velkomstbanner på hjørnet af Bramdrupvej og Vejlevej

Indtil 1967 gik landevejen, som det ses på dette luftfoto fra 1953, mellem Hvidsminde (Snoghøjlandevejen) og Bramdrupdam (Vejlelandevejen) gennem landsbyen Bramdrup og øst om de gamle store gårde Julianelyst og Kringsgård.

Nå, det var alle de faktuelle ting om mindestenen midt i landsbyen Bramdrup. Nu vil jeg så som tidligere annonceret fortælle lidt om de tanker, mindestenen sætter i gang hos mig. Jeg er en fra de kommende slægter, som mindestenen bærer bud til.

Her kommer de tanker, jeg gør mig affødt af mindestenen:

Når vi lukker øjne og ører

Ondskabens grimme svulster har det med at få tag i mennesker. Vi har det med at glemme tidligere tiders misgerninger og lukke øjne og ører for den uretfærdighed, den brutalitet og det magtmisbrug, der foregår for øjnene af os. Vi bliver historisk demente. Vi mister evnen til at sætte os i andre menneskers sted.

Den kendsgerning er udtrykt allerede for mere end 2500 år siden af Ezekiel. I Ezekiels bog i Bibelen, kapitel 12, vers 1-2 er det beskrevet på denne måde:

"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Eller som en af min ungdoms yndlingsforfattere, den franske filosof og nobelpristager Albert Camus har sagt det: "Et menneske uden moral er som et vildt dyr, tabt for verden". 

Når vi i år 85 år efter Danmarks besættelse og 80 år efter Danmarks befrielse mindes dem, der gav det ultimative offer i kampen mod ufattelig menneskelig ondskab, sker det i lyset af en aktuel verdenssituation, der gør det på sin plads at vende vore tanker tilbage til årsagerne til 2. Verdenskrig. Hvordan kan en sådan ondskab opstå?

Fascismen opstod i det små

Mørke fascistoide kræfter var langsomt vokset frem i Europa i årene efter Første Verdenskrig, først formaliseret i 1919 af italienske Benito Mussolini. Den fascistiske svulst fremtrådte først nationalistisk og antidemokratisk og bredte sig i skyggen af Europas demokratiske og økonomiske problemer fra Italien til en lang række europæiske lande.

Nazismen i Tyskland tilføjede antisemitisme og racisme til den italienske fascismes nationalistiske og antidemokratiske profil.

Nazismens ideologi gik i praksis ud på at etablere et racerent tysk samfund. Der skulle ikke være plads i Tyskland til andre end de rene tyske "ariere". Tyskland for tyskere. Og Tyskland skulle gøres stort igen efter det forsmædelige nederlag i Første Verdenskrig.

Her mange år efter kan vi med den britiske forfatter Martin Amis ord i forhold til udviklingen af den tyske nazisme, spørge os selv om hvordan: "et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel". 

Ondskaben kom til magten via demokratiske processer

Vi må aldrig glemme, at Hitler kom til magten som følge af demokratiske processer som tyskernes stemmeafgivning den 31. juli 1932, hvor nazisterne blev det største parti, og dannelsen af en regering i januar 1933, hvor Hitler blev sat i spidsen for en demokratisk dannet koalition bestående af nazistpartiet, konservative og det førende katolske parti.

To måneder efter denne regeringsdannelse blev Den Tyske Rigsdag gennem vedtagelse i Rigsdagen af en såkaldt bemyndigelseslov frataget den lovgivende magt, som i stedet overgik til Hitlers regering, der så egenrådigt kunne styre gennem udstedelse af dekreter.

I oktober 1933 meldte Tyskland sig ud af det internationale fællesskab i Folkeforbundet, forløberen for FN. 

Ti måneder efter regeringsdannelsen i januar 1933 blev nazistpartiet den 1. december 1933 det eneste tilladte parti i Tyskland. 

Og i august 1934 overtog Hitler den totale magt i Tyskland med titel af "Fører". 

Så hurtigt kan det gå. To år fra demokratiske valg i 1932 til en eneherskende "Fører" i 1934. 

Medicin mod historieløse, demente samfund  

Desværre ser vi i vore dage tegn på gentagelse af disse historiske fakta. Både i Europa og rundt om i verden, i øst og vest. Det er som om store dele af befolkningerne med Ezekiels ord lukker øjne og ører for virkelighedens realiteter og fakta og glemmer ellers herskende moralske ledetråde. Det er for en stor del af befolkningerne blevet vigtigere bare at have en mening, end at have en mening baseret på viden og indsigt.

Vi må selvfølgelig derfor alle stille os selv spørgsmålet: "Hvordan kan sådan noget ske med krig, ufrihed, usolidaritet og dehumanisering til følge?"

Disse tendenser må vi prøve at imødegå, før det bliver nødvendigt, at nogen skal dø for os, som soldater og frihedskæmpere gjorde det i årene op til 2. Verdenskrig og under 2. Verdenskrig.

Men hvad kan vi gøre, før vi igen bliver nødt til at sende nogen ud for at dø for os? Det er jo ikke alene diktatorer og autokrater, der er problemet. Det er helt almindelige mennesker, der gennem deres stemmeafgivning sætter dekretudstedende magtmennesker i spidsen for regeringer. Ofte i en uhellig konstellation af pengemænd og magtmennesker. En sådan konstellation fører ikke til noget godt.

Dannelse, uddannelses og oplysning er en vigtig medicin i kampen mod et historieløst dement samfund præget af ligegyldighed, selviskhed, dehumanisering og "enhver er sig selv nok"-mentalitet. Her vil jeg citere min lillebror Leif Emil Hansen, som efter et helt arbejdsliv i uddannelsesforskningens tjeneste i sin sidste bog skrev følgende:

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

I lyset heraf bliver en mindesten med et tydeligt budskab en vigtig brik i oplysningens tjeneste. Vi må ikke glemme den menneskelige ondskabs mekanismer, og vi må ikke glemme at bekæmpe ondskaben og blokere vejen mod menneskenes umenneskeliggørelse. 

Beundringsværdigt er det, at borgere i Bramdrup Sogn lige efter krigen i 1949 besluttede at rejse en mindesten for at bringe et budskab til efterfølgende slægter. Mindestenen i Bramdrup og de mange andre ud over landet er brikker i den oplysning, der kan være med til at imødegå den mangel på viden og moral, der er med til, at mennesker bliver som vilde dyr tabt for verden. Mennesker der lukker øjne og ører for deres medmenneskers ret og behov.

Stenen midt i Bramdrup minder os om hver på vores plads hver dag at arbejde for et demokrati, der bygger på indsigt, frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.

Ib Hansen 9. april 2025

Lammes indsigten, evnen og viljen til demokrati?

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

Sådan skrev min bror Leif Emil Hansen i det, der skulle blive hans sidste bog. En bog han med gode venners og tidligere kollegers hjælp fik udgivet på Roskilde Universitets forlag i maj 2019 på et tidspunkt, hvor han på grund af en rædselsfuld sygdom allerede i nogle år havde ligget lammet og lænket til sygesengen på et Frederiksbergsk plejehjem.

Jeg kunne ikke være mere enig. Allerede på tidspunktet for udgivelsen af Leifs bog havde man i nogle årtier kunnet se, hvor det bar hen. Uddannelse og folkeoplysning blev - og bliver - i højere og højere grad vurderet ud fra en snæver samfundsøkonomisk interesse. Myndige, indsigtsfulde og medborgerskabsorienterede borgere bliver i mindre og mindre grad i praksis målet for uddannelse og folkeoplysning.

Resultatet bliver apati, lukkede øjne og ører, vidensfri populistiske meninger og forlystelsesflugt fra samtidens store udfordringer. I de år, der er gået, siden Leif Emil udgav sin bog, har udviklingen i verden i endnu højere grad understreget behovet for en generel oprustning i forhold til dannelse, uddannelse og folkeoplysning. Populismen er på ilmarch overalt i den vestlige verden. Og hvad har magthavernes svar på denne udfordring været? Indtil nu endnu mere indsnævring og nytteværdiorientering af uddannelsessystemet fra bund til top!

Leifs mangeårige forskningsmæssige arbejde med disse ting trækker linjer tilbage til vores familie, vores baggrund og vores opvækst i Husby på Vestfyn. Herfra har vi Hansen-brødre høstet uvurderlige oplevelser og livserfaringer, som er indgået som baggrund for hver vores uddannelse og dannelse.

Leif og jeg gik i skole sammen de første 10 skoleår i først Husby landsbyskole og senere i Ejby Folke- og Realskole. Vi gjorde barndomslivet sammen og gjorde sammen med gode venner og kammerater fra egnen de første prøvende skridt ind i ungdoms- og voksenlivet. På mange måder har opvæksten på Vestfyn været omdrejnings- og udgangspunkt for  alle os tre brødre, både i vores liv og arbejdsliv. Efternølerlillebror Bo har trods sine 6-7 års forsinkelse været samme vej igennem som sine to storebrødre og har været og er en stor del af brødrefællesskabet. Vi tre brødre havde alle på trods af de geografiske afstande et nært forhold til hinanden og nød samværet, når lejlighed blev givet og satte stor pris på vores fælles baggrund og opvækst.

Det sidste skriver jeg i datid. Leif Emil er desværre ikke mere, så nu er vi kun to brødre til at fortsætte brødrefællesskabet.

Efter i flere år at have været pint og plaget af en bestialsk sygdom blev min lillebror Leif Emil endelig søndag den 11. december 2022 sat fri af kroppens fysiske fængsel. Han blev bisat torsdag den 15.december 2022 fra Søndermark Kapel på Frederiksberg. Selvom Leif Emil allerede som syttenårig i 1968 flyttede fra Husby til København for at uddanne sig og blev hængende, bar han - som vi to andre brødre - vores hjemegn og de gode minder derfra i sit hjerte lige til det sidste. I januar 2023 vendte han  efter sit udtalte ønske tilbage til udgangspunktet, den rige vestfynske muld. Hans urne blev nedsat i vores familiegravsted på Ejby Kirkegård. Leif og jeg er født i Ejby. Flyttede med mor Nina og far Peter Emil i 1954 til Husby, hvor vi nogle år efter havde den glæde at få en efternølerlillebror, Bo.

Ejby Kirkegård, julen 2024

Ib Hansen, marts 2025

En kæmpe i skoven

Kristian Levinsen, Gammelhuse, 1991, 72 år gammel 

Kristian Levinsen. Billedet af ham som 72-årig fortæller sin egen historie om en mand, der har haft et arbejdsomt og hårdt liv som skovarbejder i de mægtige Wedellsborgskove. En læsende, samfundsinteresseret og samfundsengageret arbejdsmand. Han levede hele sit liv i skyggen af Wedellsborgskovene. Han vidste, hvad han gik ind til, da han blev skovarbejder. Hans far var også skovarbejder på Wedellsborg. Begge generationer boede i Gammelhuse på Wedellsborgvej. 

Han var en vidende skovarbejder med gode iagttagelses- og fortælleevner. En mand det var givtigt at have besøg af. Kristian Levinsen var et navn og en person, der stod respekt om i mit barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Som dreng var det spændende at sidde med ved køkkenbordet, når han og far udvekslede fortællinger fra blandt andet deres arbejdsliv, men også synspunkter om fagforening og politik. Mor deltog også i samtalen, mens hun gik fra og til med kaffe og brød. Vi drenge lyttede andægtigt til de voksnes samtale og lærte deraf. Kristian Levinsen og far kendte hinanden fra skovarbejde og gennem bestyrelsesarbejde i fagforeningen og i vælgerforeningen.

Et sidespring

Lige et lille sidespring. Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg skaber mine fortællinger. Kan du virkelig huske alt det så mange år tilbage? Ja, meget kan jeg huske. Jeg har altid været meget iagttagende og har haft et følsomt absorberende sind med en god hukommelse. Men der skal selvfølgelig mere til. Så her kommer opskriften.

Jeg vil gerne have, at almindelige mennesker også får en fortælling. En fortælling som kan stå eksemplarisk i den overordnede fortælling om større forandringer og udfordringer i samfundet nationalt og internationalt gennem tiderne. Jeg tager ofte udgangspunkt i noget, jeg personligt har oplevet eller kan huske. I dette tilfælde skovarbejderen Kristian Levinsen, der kom i mit barndomshjem. Så tager jeg desuden selvfølgelig fat i alt, hvad jeg har hørt om, kan huske og finde ud af om ham. Samtidig ser jeg, om jeg kan finde nogle for ham aktuelle ting og begivenheder fra den tid, han levede i. Disse indledende øvelser fører frem til, at jeg laver en vinkling af min fortælling. 

I dette tilfælde ville jeg gerne lave en fortælling, som giver perspektiv på, hvordan arbejdslivet i 1950´erne og 1960´erne hastigt forandrede sig blandt andet i forhold til mekanisering og arbejdets organisering. Dermed blev også livet på landet afgørende forandret. Det sidste, jeg gør, inden jeg ser, om jeg kan få en fortælling ud af det, er at grave mig tilbage i egnens kirkebøger, folketællinger, gamle avisartikler, billeder og dokumenter. Kristian Levinsen har i 1990 udarbejdet en lille artikel "Skovarbejderliv". Artiklen fortæller om årets gang som skovarbejder. Den kan lånes digitalt på folkebibliotekerne.

Det er som at lægge et puslespil. Nå, nok om det. Videre med fortællingen om Kristian Levinsen. 

Født i skyggen af Den Store Krig

Kristian Levinsen blev født den 17. juli 1919. Hans mor var den 22-årige tjenestepige i Emtekær Anna Elise Poulsen, ved fødslen bosiddende i Nyhuse ved Husby. Faderen var den 26-årige tjenestekarl i Emtekær Johannes Theodor Levinsen. Anna og Johannes blev gift i Husby Kirke 5. november 1920. De bosatte sig med lille Kristian i Nyhuse. Kristian forblev enebarn hele livet. 

 Familien Levinsen på gårdpladsen foran hjemmet i Gl. huse, Wedellsborgvej 65. Kristian ses som en kvik, opvakt 11-årig. 1930

Wedellsborgvej 65 i år 1974

Wedellsborgvej 65 tegnet og akvarelmalet af Kristian i 1952

Som voksen blev Kristian skovarbejder på Wedellsborg ligesom faderen. Han blev boende hjemme hos forældrene.

I Wedellsborgskovene var der flere fra min familie, der mødte de to Levinsen-skovarbejdere. Både min onkel og min far arbejdede om vinteren som skovarbejdere. Min onkel som regel hver vinter. Min far mest som afløser af og til. I kraft af køkkenbordssamtalerne med Kristian Levinsen i mit hjem og i kraft af samtalerne mellem min far og onkel om skovarbejdet kunne jeg følge lidt med i vilkårene for skovarbejderne og skovarbejdets udvikling i slutningen af 1950´erne.

Skovens kæmper

Skovarbejdere var dygtige og modige folk. Det var med at holde hovedet koldt, tage de fornødne sikkerhedsforanstaltninger og passe godt på hinanden, når skovens kæmper skulle fældes. Det farligste var, når der skulle ryddes op i store indeklemte vindfældede træer. De opførte sig ikke altid som forventet, når der blev savet eller hugget i dem.

Omfanget af et sådant arbejde med et vindfældet træ får man et indtryk af ved at se på nedenstående billede af Kristians far Johannes Levinsen og Anton Andersen foran en af skovens faldne kæmper i vinteren 1941. Der var ingen motorsave dengang, men kun håndværktøj som skovøkser, skovsave, kiler og håndtrukne spil. Og så var der selvfølgelige nogle meget vigtige hjælpere, skovhestene og skovkuskene. De kunne hjælpe med at trække de store træstammer fra hinanden og transportere dem ud til nærmeste skovvej. Vi kendte en af skovkuskene, nemlig Rasmus "Skovkusk", der boede nede i Hygind. Når min bror Leif og jeg kendte flere af arbejderne på Wedellsborg, var det fordi, vi om søndagen bragte "Søndags-Aktuelt" ud til dem. 

Johannes Levinsen, Gammelhuse og Anton Andersen, Rævebjerg 1941. Bemærk, at der ikke er hjelm, visir, sikkerhedssko, sikkerhedsvest eller sikkerhedsbukser.

Romantikken blomstrede

Kristian Levinsen omkring 1945,

hvor han var cirka 26 år gammel

Kristian var en flot fyr med en lidt uudgrundelig fransk charme udfoldet på fynsk. Han har nok været en omsværmet ung fyr til forsamlingshusballerne rundt på egnen med sine stærke muskuløse skovhuggerarme, den franske charmeklud og det forsigtige smil. Stilen var som i de hårdtslående franske film, som var så populære i 1930-erne og 1940-erne. Ja, helt op i 1950´erne var det populære film, når rejsebiografen Stjerne Bio gæstede Husby Forsamlingshus. Den populære franske skuespiller Eddie Constantine debuterede med sin første "Lemmy" film i 1953. Det var en populær filmserie i Stjerne Bio.

Nå, men jeg ved i virkeligheden ikke om og i givet fald, hvor meget Kristian Levinsen huserede til lørdagenes forsamlingshusballer. På et tidspunkt finder han sammen med den 8 år yngre Astrid fra Bredning i Tanderup Sogn. Hun var datter af malermester Bent Clausen og barnebarn af den på egnen berømte væver og digter Lars Clausen. 

Astrid Clausen, Bredning o. 1945. Hun var på dette tidspunkt cirka 18 år, mens Kristian var 26 år.

Astrid får hurtigt sin gang i hjemmet, hvor Kristian boede med sine forældre. Hvis dateringerne på billederne er nogenlunde rigtige, var hun kun 17-18 år, da hun flyttede ind. Hun og Kristian blev først gift senere. Det fremgår af billederne, at de havde et tæt forhold i deres lille familie.

Astrid og Kristian foran Wedellsborgvej 65

  cirka år 1945. Hun var 18 år. Han var 26 år. 

Kristian og Astrid foran Wedellsborgvej sammen med  Kristians forældre. Tidspunktet er angivet til årene 1942-44. I givet fald er Astrid 15-17 år og Kristian 23-25 år. Gad vide om Astrid er startet som tjenestepige i huset ved Levinsen familien?

Verden under hastig forandring

Så ændrer verden sig drastisk  for Kristian og resten af familien Levinsen. Som verden for øvrigt  i det hele taget gør her i starten af 1950´erne. Det første varsel på skovarbejdernes område kom allerede i 1953.

Demonstration af den tyske kæmpemotorsav Stihl i Ravnholt- og Wedellsborgskovene i 1953.

Fynske skovfolk tog i følge Fyens Stiftstidende i november 1953 i stort tal til Ravnholt- og Wedellsborgskovene for at se en demonstration af den motordrevne tyske storsav "Stihl". Den kunne på under 10 minutter fælde et kæmpetræ, som det normalt ville tage en erfaren skovarbejder en hel dag at fælde med økse og håndsav.

Kristians far Johannes var på dette tidspunkt 60 år, mens Kristian var en mand i sin bedste alder på 34 år. De kunne sammen med de til forevisningen fremmødte og avislæserne nok se, hvilken vej det gik med det hårde manuelle skovarbejde og dermed også med antallet af skovarbejdere. Det gik ikke helt så hurtigt som forventet. Der gik endnu nogle år inden mekaniseringen og motoriseringen slog igennem i skovbruget, og så var der blevet brug for arbejdskraft i andre sektorer.

Nu til dags er skovarbejdet totalt mekaniseret. En mand kan med et stort uhyre af en skovmaskine i en arbejdsgang, uden at træet bliver berørt af menneskehånd, på få dage fælde lige så meget træ, som det før 1960 tog adskillige skovarbejdere en hel skovningssæson at fælde. Det er nærmest som om skoven bliver høstet med en mejetærsker. Meget langt fra tidligere tiders skovarbejderes mere nænsomme skovning og skovhestenes udtrækning af tømmer. Kristian Levinsen fortæller i sin artikel "Skovarbejderliv", at skovarbejderne dengang havde tid til at nyde naturen.

 

Drastiske forandringer

Husby Kirkegård

På det personlige plan kom familien Levinsen ud for drastiske forandringer. I 1957 døde Kristians mor Anna Elise kun 60 år gammel. Nu blev Astrid 30 år gammel enehusmoder for familiens to skovarbejdere. Rollen som hjemmearbejdende husmor indebar udover det huslige også arbejde i den store køkkenhave, som landbrugere og arbejdere havde dengang.

Senere forandrede familiens verden sig igen drastisk. Nogle år efter Anna Elises død - jeg kan ikke helt stedfæste tidspunktet præcist, men nok mellem 1960 og 1970 - flyttede familien lige over på den anden side af Wedellsborgvej i et nyere og mere moderne hus.

Wedellsborgvej 81, 1960-70.

En kæmpe faldt

I maj 1995 døde Kristian Levinsen 76 år gammel. I øvrigt blot nogle få måneder før min far døde i august 1995. 

Gennem hele sit liv havde Kristian Levinsen været en fornem repræsentant for arbejderstanden, for sit arbejde og for sin familie. Han havde ydet sit til fællesskabet. Gennem årene havde han ved egen indsats opnået den dannelse, nogle af os igen efterspørger så meget i disse år. Han var en læsende arbejder, både aviser og bøger. Han var en skrivende arbejder, som for eksempel ovennævnte artikel "Skovarbejderliv". Han var en kreativ udøvende arbejder for eksempel i sine akvareller, der på smukkeste vis beskriver hans daglige omgivelser. Han var engageret i samfundslivet, i fagforeningen og i politik. Han var prototypen på en myndig demokratisk borger, der indenfor fællesskabets rammer på oplyst vis påtog sig ansvaret for sit medborgerskab. Sådanne borgere har vi ud over den vestlige verden brug for netop i disse år.

Godt at have mødt Kristian Levinsen.   

Husby Kirkegård

Ib Hansen 3. marts 2025