Det lille kvindemenneske

Hvor tør jeg dog? At kalde en kvinde for "det lille kvindemenneske". Det kommer der en forklaring på.

Det gør jeg, da det ikke er et udtryk for disrespekt. Det er simpelthen hendes navn. En oversættelse af hendes grønlandske navn Arnarulunnguaq. Hun er en af de største kvinder i Kongeriget Danmarks historie. Derfor bliver hun også hædret med at være en af de fire store personligheder, der kommer til at pryde den nye danske pengeseddelserie, der bliver præsenteret i 2028.

Men hvem var Arnarulunnguaq? Hvorfor bliver hun hædret? Hvem er de tre øvrige store personligheder, der får deres portræt på de nye pengesedler?Da jeg gik i skole, var der på en sidevæg i klasselokalet en reol med skolebiblioteket, mens der på lokalets endevæg var nogle reoler, der udgjorde Husby Sognebibliotek. Førstelærer Andersen fungerede som både skole- og sognebibliotekar. Engang i sjette klasse mente han, at nu kunne jeg vist godt begynde at låne fra Sognebiblioteket. Blandt de første bøger, han anbefalede mig at låne var polarforskeren Knud Rasmussens bøger om hans såkaldte Thuleekspeditioner. Hans oplevelser og opdagelser fascinerede mig meget.

Nu er jeg i forbindelse med udarbejdelsen af et foredrag om Færøernes, Islands og Grønlands udviklingshistorie og statsretlige status igen stødt på Knud Rasmussen og på inuitkvinden Arnarulunnguaq. Jeg har til brug for foredraget blandt meget andet læst den nyligt udkomne faglitterære bog "Grønland. En rejse fra de tidligste tider til et moderne samfund". Den meget anbefalelsesværdige bog er skrevet af Jens Heinrich, Mira Marie Jo Kleist og Bo Lidegaard.

Som jeg i sin tid også læste om i Knud Rasmussen rejseskildringer deltog "det lille kvindemenneske" Arnarulunnguaq i 5. Thuleekspedition. Det var en enormt udfordrende og farlig ekspedition på kanten af menneskelig formåen. I løbet af ekspeditionens 3 år gik rejsen i 1921 fra Nuuk og Thule i Nordvestgrønland, over Arktisk Canada, nordkysten af Alaska, til Beringstrædet og til Sibiriens nordøstlige spids for at slutte tilbage i Alaska i september 1924. 

Arnarulunnguaq havde på turen hovedansvaret for at vedligeholde kamikker og andre livsvigtige dele af ekspeditionsdeltagernes skindbeklædning. Hun forestod også madlavning under de ekstreme arktiske forhold, byggede tørvestenshuse og mange andre praktiske gøremål, der krævede særlig indsigt i de arktiske udfordringer. Samtidig deltog hun også ivrigt i ekspeditionens egentlige formål med indsamling og konservering af genstande til en samling, der kunne fortælle om inuiternes historie og kultur i området.

Knud Rasmussen krediterede efterfølgende en stor del af æren for ekspeditionens gennemførelse til Arnarulunnguaq. Hun havde gjort en helt uvurderlig indsats i forhold til ekspeditionsdeltagernes sikkerhed. De var tre tilbage, da turen sluttede i Alaska. Udover Knud Rasmussen og Arnarulunnguaq var det fangeren Qaavigaarsuaq Miteg. 

Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq i Washington, november 1924.

De tre rejste hjem fra Alaska over Washington D.C., hvor de mødtes med den amerikanske præsident Calvin Coolidge i Det Hvide Hus. Fra Washington rejste de videre over København, hvor de gjorde ophold inden vidererejsen tilbage til Grønland. Her blev de hædret med kongens fortjenstmedalje i sølv. Arnarulunnguaq måtte modtage medaljen in absentia. Hun havde på ekspeditionen pådraget sig en af den tids store forbandelser, nemlig tuberkulose. Inden rejsen tilbage til Grønland var hun indlagt til behandling på et hospital i København og kunne derfor ikke deltage i hædringsceremonien. Efterfølgende rejste hun tilbage til Grønland, men kom sig aldrig rigtig over sygdommen og døde 37 år gammel i 1933. Velfortjent, at hun nu igen bliver hædret gennem at få sit portræt på en af de nye pengesedler.

De tre andre personligheder, der får deres portræt på de nye pengesedler er eventyrfortælleren H.C.Andersen (1805-1875), astronomen Tycho Brahe (1546-1601) og seismologen Inge Lehmann (1888-1993). Det er for alle fires vedkommende valg, jeg kan tilslutte mig.

Lidt om Inge Lehmann. Inge Lehmann opdagede i 1936, at Jordens kerne ikke kun er flydende, men at der er en fast indre kerne omsluttet af en flydende ydre kerne. Hendes liv som naturvidenskabskvinde var en evig kamp for at blive anerkendt. Det har forfatteren Lotte Kaa Andersen beskrevet i en skønlitterær biografi om Inger Lehmann med titlen "Den inderste Kerne". Det er virkelig en spændende og medrivende bog, som jeg kan give mine bedste anbefalinger.

Som det også fremgår af den biografiske roman "Den inderste kerne", mødte Inge Lehmanns skelsættende opdagelse om Jordens inderste kerne stor modstand i tidens mandsdominerede naturvidenskabelige miljø og særligt i det danske. Først da hun i 1950´erne kom til USA, fik verden øjnene op for hendes enestående talent. Efterfølgende er hun blevet hædret flere steder og blandt andet med en skulptur opstillet på hjørnet af Fiolstræde og Vor Frue Plads, foran Københavns Universitet ved siden af busten af Niels Bohr. Fuldt fortjent, at hun nu igen hædres med et portræt på en af de nye pengesedler.

En anden kandidat til at være den anden kvindelige portrætterede blandt de fire, kunne efter min mening have været zoologen og videnskabskvinden Marie Hammer (1907-2002). Det ville have givet en indre sammenhæng. I forbindelse med sin forskning om de mikroskopiske såkaldte mosmider deltog hun nemlig ligesom Arnarulunnguaq i en af Knud Rasmussen ekspeditioner. Marie Hammer var deltager i den 7. Thuleekspedition i 1932.

Turen, der gik fra Umivik til Kap Farvel i Sydgrønland, var en kæmpeekspedition med 62 deltagere, hvoraf 25 var grønlændere. Marie Hammers undersøgelse af de grønlandske mosmider påviste, at Grønland engang har hængt sammen med Norge. Gennem 40 år rejste Marie Hammer ene kvinde på videnskabelige ekspeditioner rundt i verden og kunne i kraft af sin konstatering af, at mosmiderne var i familie med hinanden på alle kontinenter, bekræfte den tyske geolog Alfred Wegeners teori om, at alle kontinenter engang har hængt sammen. Hun kunne også have fortjent at blive portrætteret på en pengeseddel.

Forfatteren Eva Tind har i sin skønlitterære biografi "Kvinden der samlede verden" givet et enestående, indfølende og medrivende portræt af Marie Hammer og hendes naturvidenskabelige arbejder samtidig med, at hun havde en familie at holde sammen på. 

Marie Hammers, Alfred Wegeners og andres arbejde med at påvise, at kontinenterne nogle steder flyder fra hinanden og andre steder mod hinanden, er vedrørende Grønland blevet meget aktuel netop i disse år. Igennem tusindvis af år er Grønland drevet vestpå, hvorved Nordatlanten har åbnet sig som et dybhavsocean mellem Amerika og Europa. I kraft af åbningen har vulkansk aktivitet skabt Færøerne og Island midt i Nordatlanten. Alle tre øer er blevet vigtige strategiske områder i en tid, hvor USA´s, Ruslands og Kina´s handelspolitiske og militærstrategiske spændinger har bredt sig til Arktis.

USA´s præsident Donald Trump holder hårdnakket på, at Grønland som en del af det amerikanske kontinent er afgørende for USA´s sikkerhed og er en legitim del af den amerikanske interessesfære.

Det forstår jeg godt, når jeg ser på et kort over Nordpolen og Arktis. Grønland ligger som en første forsvarslinje for USA i forhold til eventuelle angreb fra Rusland. Hvad jeg ikke forstår, er hans mangel på empati, hans sprogbrug og hans negligering af grønlændernes og hans danske Nato-allieredes interesser. Endnu mere uforståeligt er det, når man ved, at USA siden 2. verdenskrig og genbekræftet i starten af 1950´erne i form af  indgåede forsvarsaftaler med Danmark har haft fri adgang til uden dansk eller grønlandsk indblanding at etablere militære anlæg i Grønland. Forsvarsaftalen kan kun opsiges, hvis både Danmark og USA er enige herom. Men alt det er en helt anden, omend nok så spændende historie.

Det egentlige formål med min fortælling var at sætte fortjent spot på det lille stærke kvindemenneskes store indsats i udforskningen af Grønland og hendes indsats for Rigsfællesskabet, Det Danske Kongerige. Det være hermed gjort.

Ib Hansen, 7. november 2025