Valgkamp 2015 - almendannelse i skolepolitikken

I valgkampen 1953 fremlagde Julius Bomholt (S) et skoleprogram, der blandt andet indeholdt følgende element: ”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” 

Partierne bag folkeskolereformen august 2014 skriver i deres aftalepapir fra 7. juni 2013 følgende om opfølgning på folkeskolereformens resultater:

"Reformen af folkeskolen skal år for år forbedre det faglige niveau i folkeskolen for alle elever. De nationale mål giver en klar retning og højt ambitionsniveau for folkeskolens udvikling.

Der er opstillet operative resultatmål for de nationale mål, der vil gøre det muligt løbende at følge op på udviklingen. Resultatmålene er klare, enkle og målbare:

• Mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.
• Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år.
• Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skal reduceres år for år.
• Elevernes trivsel skal øges. "

Dette er forligstekstens udtømmende beskrivelse af forligspartiernes tanker om opfølgning på folkeskolereformen.

Tænk, hvis nogle af partierne i forbindelse med den nuværende valgkamp har modet til at gå til valg på at tilføre aftaleteksten følgende: ”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar - og elevernes almene dannelse og medborgerskabsinteresse skal øges år for år."

Lidt for subtilt vil nogen måske hævde. Måske. Men det er vel ikke mere subtilt end de tre mål forligspartierne fremsætter i deres forligstekst fra juni 2013:

" 1) Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
2) Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til fag-
lige resultater.
3) Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem re-
spekt for professionel viden og praksis."

Den nævnte tilførsel kunne være et vigtigt signal om, at ideologierne "djøfisering" og "økonomisme" ikke helt har overtaget partierne, og at nutidens partier ikke kun i ord, men også i gerning står bag folkeskolelovens flotte formuleringer om dannelse, demokrati og medborgerskab.

Ovenstående forslag vil selvfølgelig være overflødigt, hvis partierne forlader deres ensidige logisk-positivistiske machiavellianske mål-middel tankegang. Men det er vist en helt utopisk tanke.

Kilde
Forligtstekst 7. juni 2013: http://www.uvm.dk/…/141010%20Endelig%20aftaletekst%207.6.20…

Folkeskolen på to ben

I det danske samfund har vi mere end nogensinde brug for en fælles sammenhængende folkeskole, der på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og kulturelle forskelle sikrer børn og unge en fælles både uddannelses- og dannelsesmæssig ballast. Folkeskolen skal evne et "både - og".

"Både" en forberedelse til voksenlivet. "Og" samtidig have en værdi i sig selv i børne- og ungdomslivet.

"Både" livsoplysning i tid og rum. Fortid, samtid og fremtid. Lokalt, nationalt og globalt. Hvis man ikke kender fortiden, sine kulturelle rødder og har viden om verden før og nu, hvordan så få viden, saft og kraft til at medvirke til at udvikle en positiv fremtid begrundet i en vidensbaseret selvstændig stillingtagen. Kort sagt almendannelse. Det at vide noget og ikke bare vide, hvordan man skaffer sig viden. "Og" samtidig uddannelse til senere at kunne få en god beskæftigelse.

Denne folkeskolens dobbelte opgave er ikke ny. Forhåbentlig er der også fremover politisk vilje til at sikre en fælles sammenhængende folkeskole, hvor begge hovedopgaver betragtes som ligeværdige.


Nogle citater kan sætte opgaven i relief og samtidig beskrive mit skolesyn:

"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning 1939)

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” ( Julius Bomholt 1953)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Forfatteren Frank McCourt i romanen "Angelas aske" 1996)

Folkeskolen fortjener bedre

Hvordan kan politikere og store dele af befolkningen tro, at forringelse af lærernes forberedelses- og arbejdsvilkår forbedrer kvalitet og udbytte i arbejdet med det bedste, vi både som forældre og samfund har, nemlig vores opvoksende ungdom?

Det har undret mig lige siden Regeringen i december 2012 kom med oplæg til ny folkeskolereform. Her blev der lagt op til, at en stor del af merudgifterne ved reformens udvidede elevtimetal skulle finansieres ved forringelse af lærernes arbejdsvilkår. Lærerne skulle undervise mere med den logiske følge, at der bliver mindre tid  til forberedelse og efterbehandling (rettearbejde) af undervisningen og tiden til andet pædagogisk arbejde.

FN organisation udtaler skarp kritik af folketingsindgreb

KL forsøgte uden held ved brug af lockout-våbnet at tvinge den af Regeringen ønskede model igennem ved overenskomstforhandlingerne med lærerne i foråret 2013. Et bredt flertal i Folketinget med både regeringspartierne og de store oppositionspartier trumfede herefter ensidigt en lov om lærernes arbejdsforhold igennem, så man fik det ønskede finansieringstilskud til den folkeskolereform, som folkeskolereformpartierne efterfølgende vedtog. FN- organisationen International Labour Organization-ILO har i øvrigt netop udtalt skarp kritik af denne fremgangsmåde.

Hunden fodres med hundens egen hale

De manglende ressourcer til finansiering af folkeskolereformen har kommunerne derfor været tvunget til at finde ved forringelser andre steder på folkeskoleområdet. Konsekvensen har været en stærk opskruning af lærernes gennemsnitlige undervisningstimetal og heraf følgende forringelse af tiden til forberedelse og efterbehandling af undervisningen. Lærere har jo og har altid haft en overenskomst med samme årlige arbejdstimetal som resten af det overenskomstdækkede arbejdsmarked, nemlig årligt 1920 timer. Når én opgave udvides bliver der selvfølgelig mindre tid til de andre opgaver. Alene i Kolding Kommune betød folkeskolereformens nye udvidede timetal en underfinansiering med mere end 50 mio. kr årligt. Samme problem gør sig forholdsvis gældende i de fleste øvrige kommuner. Samtidig bliver den generelle kommunale økonomi holdt i et jerngreb af Regeringen, så kommunerne er tvunget til generelle nedskæringer på mange kommunale kerneområder.

Mange kommuner har udover forringelserne af lærernes arbejdsvilkår været tvunget til at skære ned på tolærerordninger og andre støtteforanstaltninger rettet mod elever med særlige behov, ligesom der er sket mange skolenedlæggelser. Og det er sket i en situation, hvor Folketinget og KL har aftalt, at titusinde elever med særlige behov fremover skal inkluderes i de almene folkeskoleklasser og ikke længere skal tilbydes plads i specialskoler.

Børn og unge har brug for kvalitet og voksne der trives

Fantastisk, at befolkningen finder sig i, at de lærere og pædagoger, der skal hjælpe forældrene med at give deres "guldklumper" den bedst mulige uddannelsesmæssige og dannelsesmæssige basis for et godt liv, i den grad tromles og får forringede vilkår i forhold til, at deres vigtige arbejde kan udføres med så høj kvalitet som muligt. Det er trods alt Danmarks opvoksende ungdom og fremtid, det drejer sig om.

Fantastisk, hvilken mangel på forståelse for undervisningens praksis de politiske og administrative beslutningstagere lægger for dagen. Men denne mangel på dybere indsigt fremtræder desværre også  i pressen, hos en stor del af befolkningen og hos en del forskere, der hellere forholder sig til angelsaksisk  pædagogisk teori om mekanistisk læringsmaksimering end til den praktiske viden om den succesfulde særlige danske undervisningstradition med vægt på både dannelse og uddannelse. En tilgang til pædagogik og undervisning, som har sikret Danmark en plads blandt verdens rigeste og mest velfungerende nationer.

Kursus i anvendt psykologi

Al psykologi og ledelsesteori  taler om behovet for medejerskab, motivation, anerkendelse, respekt og opbakning, når man skal gennemføre store forandrings- og udviklingstiltag. Forløbet med stort set samtidig folketingsvedtagelse af tvangsoverenskomsten Lov 409 med forringelse af  lærernes arbejdsvilkår for at finansiere folkeskolereformen, nedskæringerne i kommunernes budgetter, beslutning om inklusion af mere end 10.000 elever med særlige behov i almenskolerne og vedtagelse af ny folkeskolelov med efterfølgende hurtig implementering (lovbekendtgørelsen kom i juni måned 2014 som loven skulle træde i kraft august samme år) viser KL' s og Folketingets og begge disse parters rådgiveres rystende mangel på indsigt i psykologi, HR-viden og praktisk pædagogiske muligheder.

Desværre kan man i disse år iagttage, at pendulet åbenbart svinger tilbage mod en ledelsesfilosofi baseret på kæft, trit og retning. En filosofi man tidligere forlod på grund af, at den fører til demotivation af medarbejdere, mismod og frustration og dermed mangel på succes i opgaveløsningen. Denne filosofis mangler vil vise sig igen!

Men faktisk finder jeg det mest rystende, at befolkningen finder sig i, at deres børns lærere og pædagoger trynes, desavoueres, nedvurderes og skammes ud. Det går jo i sidste ende ud over børnene.

"Sådan er det jo!" er for billigt et svar

Vi kan prise os lykkelige over, at vi har så mange dygtige, dedikerede og energiske lærere og pædagoger, der kæmper for, at børn og unge får det bedst mulige udbytte af skolegangen . Ellers ville det da virkelig have set skidt ud. Det er meget beundringsværdigt, hvad de klarer selv i svære tider. Og meget sørgeligt, når en del knækker halsen på, at det er umuligt at få arbejdstiden til strække til at leve op til de politiske ambitioner. Stigningen i antallet af lægehenvisninger af lærere til de arbejdsmedicinske klinikker taler deres tydelige sprog.

Lærere og pædagoger kan ikke roses nok. Problemerne kan ikke blot afvises med et "sådan er det jo!" eller udsagn om, at man må acceptere omkostninger ved implementering af forandringer. Det er menneskeskæbner, det handler om! Lidt praktisk indsigt samt dialog og inddragelse kunne have været anvendt som middel mod de nu konstaterbare uholdbare såkaldte omkostninger. Flugten fra folkeskolen til friskolerne er accelereret. Lærere bliver syge som følge af arbejdspresset og utilstrækkelig arbejdstid set i forhold til arbejdsopgaverne. Nu må man besinde sig og hurtigst muligt få ryddet de værste tidsler af vejen.

Der er noget galt

"HVIS DET ER FAKTA BENÆGTER A´ FAKTA"
Sådan sagde et jysk folketingsmedlem engang for mange år siden i en folketingsdebat.

Nu er det åbenbart KL, Niels Egelund og de øvrige konkurrencestatskrigere, der har gjort denne berømte sætning til en leveregel.

Ikke høre, ikke se, ikke føle, ikke vise empati, ikke have virkelighedssans. Det er åbenbart devisen, når bagmændene bag folkeskolereformen og lovindgrebet i lærernes overenskomst benægter, at folkeskolens aktuelle problemer med elev- og lærerflugt har sin baggrund i de af Folketinget besluttede rammer for folkeskolen. Det er jo ikke alle steder, der er problemer. Det bliver i fornægternes firkantede  logik til, at det ikke er rammerne, der er noget i vejen med, men de lokale beslutninger.

De ser i deres tilgang til udvikling helt bort fra almindelige menneskelige psykologiske mekanismer.

Broget billede

Rigtigt, at alle lærere ikke har problemer. Rigtigt, at der er stor forskel på, hvordan forskellige kommuner håndterer den udfordring det er at få folkeskolereformen og overenskomstindgrebets Lov 409 til at klinge i gode harmonier. Rigtigt, at der er mange gode ting i folkeskolereformen.

Men mange lærere er stærkt udfordret på deres arbejdsmiljø med heraf følgende konsekvenser for eleverne. Mange elever forlader folkeskolen og giver privatskolerne kronede dage. Mange lærere forlader folkeskolen i utide.

Kvantitet i timetal avler ikke i sig selv kvalitet i resultater. Fælles forberedelse og lærernes lån af hinandens undervisningsforløb giver ikke nødvendigvis velforberedte undervisningsforløb, der skaber kvalitet i elevernes udbytte.

Rigtigt, at folkeskolereformen og Lov 409 om lærernes arbejdsvilkår ikke er en og samme lov. Men begge er vedtaget af Folketinget. Rigtigt, at det er kommunerne og de decentrale ledere, der har det umiddelbare ansvar for både folkeskole og personale, men det er Folketinget, der i tæt kontakt med KL, har vedtaget rammerne for begge dele. Det må forligspartierne stå til ansvar for og stå på mål for.

Hunden fodres med hundens egen hale

I regeringsoplægget fra december 2012 står klart og tydeligt, at en del af de manglende ressourcer til det øgede elevtimetal skulle findes ved, at lærerne skal undervise mere. Da lærernes årlige arbejdstimetal efter Folketingets indgreb i lærernes overenskomst er den samme som hidtil - og som gældende også for alle andre faggrupper - giver det nødvendigvis mindre tid til forberedelse, retning af opgaver og andet pædagogisk arbejde. At benægte dette er at benægte fakta. Det er ansvarsforflygtigelse.

Folketingets skoleforligspartier har selvfølgelig et stort og afgørende ansvar. Ellers har vi da et stort demokratisk problem. Det nytter ikke hele tiden at komme med besværgelser om, at det er kommunernes og skoleledernes ansvar. De har et ansvar, ja. Men det er Folketinget, der har vedtaget de lovgivningsmæssige rammer og som har det overordnede samfundsmæssige ansvar.

Ret skuden op

Nu er det tiden at se fremad. Alle gode kræfter må træde i karakter og være sig deres ansvar bevidst og i fællesskab rette op på den hældende folkeskoleskude. Først og fremmest selvfølgelig Folketinget, som har vedtaget rammerne og som har det overordnede samfundsmæssige ansvar.

Det fortjener eleverne. Det fortjener folkeskolen og dens ansatte. Det fortjener samfundet. Vi må nødvendigvis også i fremtiden have en fælles folkeskole, der leverer kvalitet både i forhold til uddannelse og dannelse. Og hvor det daglige skoleliv har en kvalitet i sig selv i forhold til trivsel, demokrati og det at befordre udviklingen af hele mennesker. Ikke for skolen, men for livet.

Det er fakta, og det er psykologi for begyndere.

Fyrre gode år i folkeskolens tjeneste

40 ÅR
For 40 år siden den 25. januar 1975 afsluttede jeg mit sidste linjefag og dermed læreruddannelsen fra Kolding Seminarium.

Dagen efter den 26. januar 1975 begyndte jeg i mit første lærerjob. Det var ved Ødis Sogneskole i Vamdrup kommune. Skolen hedder nu Ødis Skole og er blevet en del af Kolding Kommune.

Fra august 1975 blev jeg lærer ved Bramdrup Skole i 16 år til 1992, derefter skoleinspektør ved Lyshøjskolen i 3 1/2 år, så forvaltningschef i nu nedlagte Nr. Åby Kommune i 1 år og afsluttede min erhvervskarriere som skoledirektør og børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune i 17 år indtil september 2013. Alle job der hver på deres måde har bragt store glæder, og hvor jeg synes, læreruddannelsen har været et fantastisk godt fundament.

Kolding Seminariums levetid var desværre kun 40 år - fra starten i 1952 til seminariet efter beslutning i Bertel Hårders tid som undervisningsminister blev lukket i 1992. Jeg havde den glæde, at jeg nåede at være underviser i linjefaget geografi på Kolding Seminarium i 5 år i starten af 1980'erne, samtidig med jeg var lærer ved Bramdrup Skole.

Nu bliver Kolding Seminariums bygninger brugt til pædagogseminarium. Godt, at der stadig er en pædagogisk uddannelse i Kolding. Lærerseminariets faste praktikskole var Dyrehaveskolen. Efter nogle år under navnet Dronning Dorothea Skolen er denne skole også lukket.

Det har været 40 dejlige og spændende år. 40 år med store forandringer! Men altid spændende, udfordrende og interessant. Jeg har aldrig haft grund til at fortryde, at jeg valgte at tage en læreruddannelse. Tvært i mod. Læreruddannelsen har givet en god baggrund for de forskellige job og interesser, jeg har været optaget af gennem årene. Dejligt, at min kone og datter også begge er lærere. Det giver altid noget interessant at tale om i familien.

Men en stor mangel for Kolding, at vi ikke længere har en læreruddannelse i byen!

Ikke lutter lagkage

Folkeskolen kunne i juli 2014 fejre 200 års fødselsdag. Det var ikke lutter lagkage.

Festen for folkeskolen blev ikke helt så hjertevarm og omfattende, som jeg havde forestillet mig, når man tænker på, at det var en af de væsentligste samfundsinstitutioner, der var lejlighed til at fejre.

Flugten fra folkeskolen bliver mere og mere omfattende og gælder nu både elever og lærere. Folkeskolens segmentering, sociale lagdeling og indbyrdes forskellighed bliver mere og mere udtalt. Administrative og politiske beslutningstageres opbakning til folkeskolen synes desværre ofte ikke at være helhjertet. Store dele af befolkningen giver heller ikke længere opbakning til folkeskolen.

Fejringen af folkeskolen blev aldrig præget af den glæde, den respekt, den stolthed, den opbakning, den omsorg og den anerkendelse, som jeg havde håbet og forventet.

Tvært i mod blev den fælles folkeskole også i fødselsdagsåret efter min vurdering mere og mere truet. Folkeskolen blev i fødselsdagsåret i lighed med de seneste tiårs udvikling mere og mere set på som et økonomisk instrument, fremfor det uddannelses- og dannelsesmæssige fællesskab folkeskolen blev opfattet som i de første 170 – 180 år af sin levetid. Jeg håber min vurdering er helt forkert!

Nogle lyspunkter er der dog. Dejligt at en række forældre både lokalt og nationalt i konkrete handlinger benyttede fødselsdagsåret til at give opbakning til deres børns lærere og pædagoger, deres lokale folkeskole og folkeskolen generelt. Det er initiativer, vi som folkeskolens venner må varme os ved og håbe på kan være med til at dreje synet på folkeskolen i en mere positiv retning med større opbakning. Initiativerne giver grund til forsigtig optimisme på folkeskolens vegne.

Spørgsmålene er mange

Folkeskolen har fejret 200 års fødselsdag. Men har vi fortsat brug for en fællesskabets folkeskole?

Skal folkeskolen ud over uddannelse fortsat vægte udvikling af dannelse, medborgerskab og folkeligt demokrati?

Eller skal folkeskolen alene bruges i udviklingen af Danmark som et konkurrencesamfund?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på i forhold til folkeskolens fremtid. 

Enevoldskongens oprettelse af den fælles folkeskole i 1814 blev grundlaget for vores senere så rige demokratiske velfærdssamfund. Folkeskolen er værd at hæge om – ikke på grund af dens alder, men på grund af dens positive betydning for vores demokrati og for vores velfærdssamfund.

Meget tyder på, at det fremover bliver svært at opretholde ideen om folkeskolens rolle i og for det folkelige fællesskab. Begreber som ”folkeligt fællesskab” og ”folkeskolens dannelsesmæssige rolle” er blevet fremmede for mange, og i stedet er der sat fokus på begrebet ”konkurrencesamfund”.

Det spæde demokrati fulgte op på enevoldskongens tanker om et fælles skolevæsen. Grundloven i 1849 ønskede at skabe et fælles demokratisk værdigrundlag på tværs af det, der ellers deler borgerne efter anskuelser. Grundloven knæsatte princippet, at »Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen«. Altså ”folkeskolen” i ental og ikke ”folkeskolerne” i flertal. Man vægtede folkeskolens rolle i forhold til det folkelige demokratiske fællesskab.

Dannelsesmæssig motor

Ønsker vi at fastholde ideen om folkeskolen som uddannelsesmæssig og dannelsesmæssig motor til udvikling af det folkelige demokratiske fællesskab? Samtidig med at folkeskolen selvfølgelig udvikler sig på de faglige, færdighedsmæssige og dannelsesmæssige områder.

Har vi brug for en fællesskabets folkeskole, hvor der på tværs af kommunegrænser og borgernes socioøkonomiske baggrunde er fælles rammer, sammenhæng og genkendelighed? Hvor det ikke er lokale kommunalbestyrelsers, skolelederes, skolebestyrelsers eller forældres folkeskoler, men folkeskolen, eleverne går i. Fælles overordnede rammer, hvor der – med Grundtvigs ord – selvfølgelig lokalt er gode muligheder for at strække vingerne uden at ramme burets sider.

Forhåbentligt lykkes det at sikre folkeskolen som fælles samfundsinstitution med fortsat bæredygtige vinger.

Skolerne før 1814 var forskelligartede. Nogle var oprettet af kirken. Andre af godsejerne. Og andre af kongen. Det gav uhensigtsmæssige forskelle. I 1814 indså selv enevoldskongen som nævnt, at et fælles skolesystem var nødvendigt for at kitte samfundet sammen. Den nuværende udvikling af folkeskolen skulle nødig betyde, at vi vender tilbage til tiden før 1814 med et atomiseret skolesystem som konsekvens.

Forhåbentlig bliver fællesskabets folkeskole ikke smidt ud med badevandet i forbindelse med det nuværende stærke politiske ønske om at dreje folkeskolen i en anden retning end den hidtidige. Gennem de senere år har vi allerede set de negative effekter af den sociale lagdeling af grundskolerne, der er en følge af det totalt frie skolevalg. Den nye folkeskolereform fra august 2014 ser desværre ikke ud til at ændre ved denne udvikling. Selvfølgelig skal vi have et vist frit skolevalg, men skal det absolut være helt uden styringsmæssige rammer, så skolerne bliver opdelt i sociale og etniske ghettoer?

Bæredygtig udvikling

Folkeskolen skal hele tiden udvikle sig. Det kan ingen være uenig i. Men når man vil skabe bæredygtige vinger for en fremtidig folkeskole, bliver man nødt til at hente energi og erfaringer fra folkeskolens rødder. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at folkeskolen dør. Det ville i givet fald få fatale følger for samfundets sammenhængskraft og den demokratiske nødvendighed, det er, at de enkelte befolkningsgrupper har et vist kendskab til hinanden på tværs af det, der ellers deler. Det kan ikke være i nogens interesse, at et fællesskab som folkeskolen udvandes.

Programmering og adfærdsregulering

Angelsaksisk pædagogik og psykologi er i disse år ved at blæse dansk pædagogisk tradition og europæisk dannelsesfilosofi af banen.
 Konkurrencestaten har behov for arbejdsbier.

Var for nylig i mine gemmer af ældre pædagogisk litteratur og fandt blandt andet to spændende bøger, der er værd at genlæse i lyset af den aktuelle  debat om læring, undervisning, dannelse og uddannelse.

Allerede i  slutningen af 1960´erne og i starten af 1970´erne var der i nogle danske pædagogiske kredse stor fascination af den angelsaksiske pædagogik med tilhørende adfærdspsykologi kaldet behaviorisme. Også dengang var der i Danmark to hovedretninger i pædagogikken. Den nordiske/europæiske og den angelsaksiske. Firkantet sagt kunne man  sige den dannelsesmæssige/myndiggørende retning og den undervisningsprogrammerende/adfærdsregulerende retning.

Behaviorisme

"Behaviorisme arbejder med lovmæssigheder for påvirkning af en organisme, dennes reaktion og konsekvenserne heraf. Der skelnes ikke mellem "sjæl" og "legeme" (monisme), og i alle forhold anses en årsag for at være til stede (determinisme).

Dette medfører, at tilstedeværelsen af en "fri vilje" betvivles. "Originale" tanker, følelser og anden adfærd er altså kun et resultat af individets indlæringshistorie. I princippet giver man sig ikke af med at definere, hvad der er "sundt" eller "sygt" for mennesket, for uanset sådanne — i øvrigt kulturdefinerede — værdidomme er adfærden et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet."

(Citat: http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/behaviorisme )

Programmerbar undervisning

De to bøger, jeg fandt på mine hylder blev begge udgivet i Danmark i starten af 1970´erne. I 1973 udgav Gyldendal 6. oplag på dansk af Robert F. Magers bog fra 1962 " Preparing Instructional Objectives". På dansk hedder bogen "Målsætning i undervisningen - en programmeret gennemgang af målbeskrivelsens udformning". Bogen er udformet som et eksemplarisk eksempel på, hvordan man kan tilrettelægge programmeret undervisning. Denne bog er blevet til i lyset af den amerikanske "raketkløftforskrækkelse", der herskede i 1960´erne, efter russerne som de første havde opsendt en rumkapsel, Sputnik.

Norman E. Gronlunds bog "Stating Behavioral Objectives for Classroom Instructions" fra 1970 føjer sig hertil. Denne bog blev udgivet af Gyldendal i 1972 og kom på dansk til at hedde "Undervisningsmål og indlæringsresultater".

Bøgerne bygger på gennemførte arbejder af amerikanerne B. F. Skinner, Ralph Tyler og Benjamin Bloom i forhold til at opstille taxonomier for formulering af målbare undervisningsmål. I dag ville vi nok kalde det læringsmål. Jeg troede indtil for få år siden, at den slags tænkning baseret på hunde-, abe- og rotteforsøg var lagt på glemmehylden. Når man ser på nutidens uddannelsespolitiske debat, må jeg desværre konstatere, at det langtfra er tilfældet.

Påstand om at alt kan måles eller verificeres

Grundfilosofien bag de nævnte bøger er logisk-positivistisk. En filosofi som for øvrigt stammer fra Østrig og Tyskland, men som kom til Storbritannien og USA, da tilhængerne af denne filosofi, som alle var stærkt antinazistiske, måtte flygte i 1930´erne.

Kernen i den logisk-positivistiske tilgang er, at tilhængerne mener, at alle meningsfulde påstande er enten sande eller falske, og at deres sandhedsværdi kan empirisk afgøres af videnskaberne. Denne tankegang ligner jo meget nutidens ønske om at fokusere på og fremme det, der kan måles og vejes i form af for eksempel testning.

Den angelsaksiske pædagogik og psykologi med dens  tilgang om adfærdsregulering, programmerbarhed og logisk-positivisme fandt ikke stor genklang i Danmark i bredere kredse, men nu ser det som nævnt ud til, at den i de senere år igen har fået vind i sejlene og er ved at blæse den nordiske og europæiske undervisnings- og dannelsestradition af banen.

Ensidig fokus på det der kan måles og vejes

Der kunne måske igen desværre være et marked for genudgivelse af de to nævnte bøger. Programmeret undervisning er lige vand på nogle af nutidens centrale beslutningstageres og pædagogiske opinionsdanneres mølle. Nogle af dem er jo ligefrem de samme bannerførere for angelsaksisk pædagogik og psykologi som i 1970´erne. De har aldrig givet op, og nu ser det ud til, de er på vinderkurs stærkt understøttet af de herskende politiske vinde!

Det får udover voldsomme ændringer på undervisningsområdet også enorm kulturel betydning og kommer til at understøtte den angelsaksiske "oversvømmelse" af vitale samfundsområder, som allerede præger det danske samfund. Hvad det på sigt får af konsekvenser for vores særlige skandinaviske samfundsmodel, kan man kun gisne om. Men det vil betyde drastiske samfundsændringer, såfremt der ikke skabes modvægt mod den logisk-positivistiske tankegangs sejrsrække. Spørgsmålet er, om vi som samfund finder retningen rigtig, og om befolkningen har opdaget de drastiske omvæltninger, der allerede er sat i gang?