mandag den 13. februar 2017

Kant i pædagogikken

Den 12. februar i 1804 døde den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant. En af filosofihistoriens allerstørste. En filosof som fortsat kan give moderne mennesker noget at tænke over i forhold til, hvordan vi skal leve vores liv. Både på det personlige og på det samfundsmæssige plan.
I modsætning til empiristerne mente Kant, at menneskets bevidsthed ikke kun er en blank "tavle", som blot modtager påvirkninger fra omgivelserne. Bevidstheden former aktivt den måde, vi forstår verden på. Hvad vi ser, smager, hører, lugter og føler afhænger ikke blot af det, der er omkring os, men også af det, der er inden i os og af den måde vores bevidsthed former indtrykkene fra omverdenen.
Kant sætter gang i refleksioner over opdragelse, uddannelse og dannelse. Hvis vi i vores opdragelse, i vore daginstitutioner, i vore skoler og i vores uddannelsessystem primært lægger vægt på konkrete kompetencemål og det, der kan måles og vejes, kommer vi til at mangle den bevidsthed og den moral, der skal forme vore indtryk af den verden, vi lever i, og vi kommer til at mangle moralske dimensioner i vores måde at leve på og den måde, vi indretter vores samfund på.
Moral bør være en ledestjerne: "To ting fylder mit sind med stedse ny og større undren og ærefrygt. Den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov inden i mig" (Kant).
Bare fordi det er lovligt, behøver det jo ikke at være rigtigt:"I følge loven er et menneske skyldig, hvis han krænker andres rettigheder. Moralsk er han skyldig, blot han tænker på at gøre det" (Kant). 
Med den franske filosof Albert Camus ord er et menneske uden moral som et vildt dyr.
Immanuel Kant født den 22.4.1724 i Königsberg i Østpreussen, hvor han også døde den 12.2. 1804
Albert Camus født af franske forældre den 7.11.1913 i Dréan i Algeriet, flyttede til Frankrig i 1940, hvor han døde den 4.1.1960






søndag den 5. februar 2017

Politikken har ædt pædagogikken

"Europæisk og dansk undervisningsmæssig tradition og dannelsesfilosofi bliver i disse år blæst af banen... indtil for få år siden troede jeg, at den slags tænkning baseret på hunde-, abe- og rotteforsøg var lagt på glemmehylden".


Sådan skrev jeg blandt andet i december 2015 i et indlæg på min blog. Desværre er bloggets synspunkter blevet endnu mere aktuelle i den forløbne tid.

Pædagogik er politik. Udvikling af samfundet i retning af mere tryghed, retfærdighed og lige muligheder kræver løbende dialog mellem det pædagogiske felt og det politiske felt.

Det et problem, når politikken æder pædagogikken. Det går ud over  så vigtige felter som opdragelse, undervisning og udvikling af en politik, der styrker befolkningens demokratiske medborgerskabslyst og -evne.

Afstanden fra beslutningstagerne til borgerne er øget drastisk med stigende utilfredshed til følge. Beslutningstagernes ensidige behavoristiske og logisk-positivistiske tilgang (af nogen kaldet djøf-isering), hvor kun det der kan måles eller vejes tillægges betydning, skaber utryghed og frustration hos både borgere og offentligt ansatte. Og større social og økonomisk ulighed og mindre samfundsmæssig sammenhængskraft.

De samfundsmæssige beslutningsprocesser og intentionerne bag beslutningerne bliver mere og mere uigennemsigtige med større og større utilfredshed til følge. I frustration bruger borgerne i højere og højere grad de demokratiske valg til afgivelse af proteststemmer.


Som nævnt har jeg for over et år siden skrevet et blogindlæg om, hvordan jeg ser sammenhængen mellem politik og pædagogik. Og mellem samfundsudvikling, uddannelse og dannelse:  http://ih18.blogspot.com/2015/12/lrere-og-elever-star-skrammede-tilbage.html?spref=tw…

torsdag den 2. februar 2017

Brug bog og blyant








Salget af E-bøger i USA er faldet med 16 %, mens salget af rigtige trykte bøger er steget med 5 %. Det er en god udvikling.

Vi har endnu mulighed for at besinde os i forhold til ensidig fremme af elektroniske løsninger i forhold til litteratur, læring og oplysning. Det er ikke maskinstormeri, men sund fornuft stadig at huske at bruge trykte skønlitterære og faglitterære bøger.

I folkebibliotekerne, i skolebibliotekerne, i skolerne, i undervisningsinstitutionerne, i dagtilbuddene og ikke mindst i hjemmene må vi sørge for, at der fortsat er rigelig tilgang til trykte bøger. Og for den sags skyld også notatpapir og blyanter.

Hvorfor nu det?
En undersøgelse fra Norge viser, at der er forskel på, hvor godt du husker det, du har læst på skærmen kontra det, du læser på papir. I undersøgelsen fik to grupper hver en skønlitterær og en faglitterær tekst.

Undersøgelsen påviste, at korte tekster som fx e-mails, sms’er og korte nyheder fint kan absorberes af hukommelsen, hvis de er læst på et digitalt medie. Men ved lange tekster, hvor det er nødvendigt at scrolle for at få hele teksten læst, kniber det med, at indholdet absorberes i hukommelsen i samme grad.

Når det gælder sanse- og oplevelseslæsning af skønlitteratur, viser undersøgelsen samme resultater. De, der læste på papir, levede sig mere ind i fortællingen, end dem der læste på iPad.

Hvorfor det forholder sig sådan?
Når du læser på skærmen mangler den fysiske oplevelse af det læste, og du kan let blive afledt af reklamer eller andre informationer, der blinker sideløbende med den tekst, du skal læse.

Når du læser på papir, kan du fysisk røre papiret med hænderne. Du kan hurtigt afklare, hvor mange sider du skal læse og mentalt notere, at der på side x øverst står der noget vigtigt, som du har brug for at huske og vende tilbage til. Den fysiske dimension gør at din hjerne, eller groft sagt din hukommelse, meget bedre husker, hvor du gjorde notatet.

Hvorfor skrive notater i hånden?
Undersøgelser viser, at flere centre i hjernen er aktiveret, når man skriver i hånden frem for på computeren. Noter nedskrevet på papir eller i margenen på en tekst gør, at hjernen absorberer det, du læser, på en varig måde. Og du vil derfor være i stand til at huske flere detaljer.


Så det er fortsat frem med bog, papir og blyant. De moderne elektroniske hjælpemidler kan være gode som supplement, men er ikke afgørende i forhold til udbyttet af at læse, lytte og skrive.

Kilder:
1. Jydske Vestkysten 2. februar 2017. Tillægget Danmark s. 4 "Rifbjerg på udsalg"

onsdag den 4. januar 2017

Stormfloden 4. - 5. januar 2017

   HØJVANDSVARSEL TIRSDAG 3. JANUAR 2017

Højvandsvarsel

Stormflodssten ved broen over Brændeå. Så højt stod vandet i 1872

Langs kysterne ved Kolding, Haderslev, Aabenrå og Sønderborg, ved de vestfynske kyster samt ved kysterne i Det Sydfynske Øhav og Lolland og Falster kan vandet komme til at stå op mellem 1,20 og 1,50 meter over det normale natten mellem onsdag den 4. januar og torsdag 5. januar 2017, hvis de nuværende vandstandsprognoser fra DMI står til troende.
Det kraftige blæsevejr, som tirsdag aften og nat den 3. januar 2017 drager ind over landet, ventes nemlig at sende vandstanden op på alvorligt høje niveauer i den vestlige del af Østersøen viser de seneste vandstandsprognoser fra DMI - og måske endda højere end de nævnte 1,20 til 1,50 meter.
Helt så galt som ved stormfloden 12. -14. november 1872 går det heldigvis nok ikke, selv om det kan blive galt nok for dem, der måtte blive ramt.
I 1872 blev store dele af Lolland og Falster oversvømmet, 80 omkom og 50 skibe strandede på Sjællands østkyst. Kolding og andre sydjyske og vest- og sydfynske havnebyer blev også ramt. I Sønderjylland måltes den højeste vandstand til 3,3 m over dagligt vande.
Middelfart Avis beskrev den 14. november 1872 stormflodens konsekvenser på Middelfartegnen:
"Middelfart Avis
Torsdag den 14de November 1872.
- I Løbet af Natten til igaar tog Stormen saaledes til at den ved Morgendagens Frembrud havde antaget en orkanagtig Karakter .
- Hurtigtoget østfra igaar Middags naaede kun til Strib, i hvis Nærhed Søen slog op over Jernveien og havde bortskyllet Gruslaget, hvorfor Toget kun langsomt kunde føres op til Stationsbygningen, Søen stod helt over Stribs ny Havn, ligesom Havnen i Frederits var helt overskyllet. Da der ingen Overfart kunde finde Sted, løb et Extratog tilbage til Middelfart, hvor de Reisende vilde overnatte.
- Ved Strib stod Vandet igaar Middags helt op til Stationsbygningen og den østlige Bro, der sikkert har lidt endel, var helt overskyllet.
- Ved Rubæks Mølle stod Vandet helt op mellem Bygningerne. 
- Kanonerne ved Strib Odde laa igaar Middags midt i en Indsø."
Mange kender de flotte bygninger ved Ladepladsen Ronæsbro, der ligger mellem Gamborg og Føns, hvor der for nogle år siden igen kom vand ind i den tidligere tørlagte Vig ved Fønsvang. Ladepladsen fik et stort parti korn og mange varer ødelagt ved stormfloden i 1872.
Det er forfærdeligt med først og fremmest de menneskelige, men også de materielle omkostninger ved stormfloder og kraftige højvande. Men det er meteorologisk og geografisk en interessant situation, der fører til sådanne højvandssituationer. Og situationerne viser, hvad vi må belave os på, når klimaforværringerne får verdenshavene til at stige i de kommende årtier.
Hver gang der er stormfloder og stærke højvander i de indre danske farvande er baggrunden den samme. Først presser en kraftig storm vandet op i Østersøen og Bottenhavet. Når så vinden vender, og vandet skal løbe tilbage mod Kattegat, kan det ikke passere hurtigt nok gennem de danske sunde og bælter. Sjælland, Fyn og Langeland ligger i vejen, og vandet stuver sig kraftigt op, mens det venter på afløb mod Kattegat.
Både i Kolding Kommune og på Vestfyn har vi mindesmærker, der viser vandstanden under stormfloden 1872. 
Med den klimaforværring med stigende havspejl vi har i sigte, skulle man nok overveje ikke at lave nybyggerier i lavtliggende områder. Det medfører store udgifter for både de ramte ejendomsbesiddere og for skatteborgerne. Det har vi blandt andet nu kunnet se af flere omgange ved Roskilde Fjord, hvor man på grund af attraktionsværdierne har givet tilladelse til byggeri i flade kystnære områder

"SNURREBASSEN" ER PASSERET ONSDAG FORMIDDAG DEN 4. JANUAR 2017


Onsdag morgen i Bramdrupdam

"Snurrebassen" set fra verdensrummet

Voldborg
Morgentur i Bramdrupdam under klar himmel og med skarp lavtstående sol. Stormlavtrykket - eller "snurrebassen" som Voldborg kaldte den slags - har passeret nordøst om Danmark gennem Sverige og ned i Østersøen på vej mod Polen.

Da lavtrykket lå nord for Danmark gav det skyer, regn og nordvestenstorm og pres af vandmasser gennem Kattegat ind i Østersøen.

Her til formiddag er vejret klart, da vi ligger tæt på "snurrebassens øje", hvor der ikke er skyer og ikke så meget vind, da luftmasserne i lavtrykkets centrum er opadgående.
I eftermiddag når "snurrebassen" ned i Polen. Vinden vil vende og komme omme fra Østersøen fra nordøstlig retning med kold luft, skyer, regn og slud. Og det i Østersøen oppressede vand vil "skvulpe tilbage" og stuve op på grund af de smalle danske bælter og sunde med kraftigt højvande til følge.
Måske man skulle bruge eftermiddagen på en højvandssafari? Og selvfølgelig holde sig væk fra steder, hvor der arbejdes med sikring, og hvor der er afspærret. Interessant er det at følge naturens kræfter, dynamik og fysik. Sammenhæng mellem fysik og vejrsituation fremgår af teksterne til billederne.

HØJVANDSSAFARI ONSDAG EFTERMIDDAG DEN 4. JANUAR 2017

Husby Strand, Wedellsborg Hoved, Sdr. Åby Strand og Ronæs

Højvandssafarien onsdag eftermiddag den 4. januar 2017 gik først til Sdr. Åby Strand med en vandretur langs vandet, men på sikkert land hen til klinterne på Wedellsborghalvøens sydlige side. Undervejs kunne jeg nyde de flotte udsigter ud over Lille Bælt mod Bågø, Brandsø, Assens og Sandager Næs. Ved klokken 14.30-tiden var det tydelig, at der var det stigende højvand, vel sagtens på det tidspunkt en 40-50 centimeter.

Da jeg senere kørte ud på Wedellsborghalvøens nordside ved Tybrind Vig ved Husby Strand ved 15.30-tiden, var der mere gang i det. Flot så det ud ud over Lille Bælt med udsigt til skyformationerne over Skamlingsbanken den ene vej og mod Skærbækværket den anden.

Vinden skiftede som vejrudsigten har forudsagt til en kold krap nordlig vind. Det gav mærkbar virkning i form af skumhvide bølger på denne vindeksponerede side af halvøen i modsætning til Sdr. Åby siden, der ligger i læ ved nordlige vinde. Ved Husby Strand kunne jeg også iagttage den stigende vandstand, og vandet var allerede på vej ind over den lave strand og strandengene der. Hvis forudsigelserne holder stik kommer vandet til at gå langt op i land i løbet af aftenen og natten. Vandet var allerede ved at stuve sig op i bække og åer, så der vil også blive en del indvandsoversvømmelser.

På vejen tilbage mod Kolding måtte jeg da lige forbi Føns Vig, Gamborg Fjord og Ronæs med de gamle smukke ladepladsbygninger fra 1864, der blev så voldsomt ramt under stormfloden i 1872. Her var endnu fredeligt, omend vandet allerede var tæt på ladepladsbygningernes mure.

Nu er det så med at overholde myndighedernes anbefalinger og tilrettevisninger i forhold til at holde sig væk fra oversvømmede og stormflodstruede områder. Men smuk er naturen i al sin magt og vælde. Godt lige at opleve de første varsler om den truende stormflod.

Spændende link til en fortælling om området ved Gamborg Fjord, Ronæs Ladeplads, Fønsvang og Føns: http://www.dettabteland.dk/fyn/foensvang.pdf

PÅ DEN ANDEN SIDE TORSDAG DEN 6. JANUAR 2017

Solkær Enge, Solkær Å og Binderupbugten

PÅ DEN ANDEN SIDE

Vrimlende sneflokke
Sol kommer og går
Himmel og hav i veksellys

Rødmossende frostvind
Vand stuvet i kø
Vil virkelig væk
Blev ej vel modtaget
Det er dagen derpå

I går oplevelser af himmel og hav fra min fynske hjemlandsside. Fra Sdr. Åby Strand og Husby Strand. Turen hjem til det jyske førte over Ronæsbro.
I dag oplevelser af udvand og indvand fra min jyske bosætningsside. Fra Kolding Ådal og Stenderuphalvøen.
Nærmeste omvej til Stenderuphalvøen førte over Alpedalsvej med kig over Kolding Ådals indvandsoversvømmelser. 
Koldstartsvandring på diget mellem den stadig højvandsstemte Binderup Bugt og Solkær Enge. Engenes afløbstrængende indvand baner sig i en kø af hvirvler og stærk strøm vej mod den binderupske bugt. Det utålmodigt udstrømmende indvand passerer tæt forbi engenes pittoreske tidligere pumpehus med de nostalgiske vinduesudkig.
Så ned til Løver Odde, hvor fjord møder bælt. Gåtur i strid kindbidevind på kanten mellem skov, fjord og bælt akkompagneret af vellydende viltre vandes lystige melodier. Nyder, mens hvide snebyger kommer og går, de fine udkig gennem trænedhæng over bæltet til Fænø Kalv, Fænø og Gamle Slotsbanke foran Hindsgavlskovene på den vestfynske kyst. En herlig dag, dagen derpå.


mandag den 2. januar 2017

Privatisering af folkeskolen?

SF vil lade forældre drive folkefriskoler fuldt finansieret af offentlige penge http://www.dr.dk/…/sf-vil-lade-foraeldre-drive-folkefriskol…
Det er en rigtig dårlig ide. Også som et forsøg. Det er en falliterklæring.
Begrundelsen og legitimeringen af en folkeskole er det fælles. Folkeskolen er historisk set det samfundsmæssige fællesskabs undervisningstilbud på tværs af geografi, social gruppering, økonomisk baggrund, kulturel og religiøs baggrund. Mennesker der mødes i et forpligtende fællesskab på tværs af alt, hvad der ellers skiller. Det giver menneskelig vækst og udvikling. Det giver forståelse for, at andre mennesker kan have andre vilkår og muligheder end en selv. Det giver baggrund for udvikling af en empati og forståelse, der er af afgørende betydning, uanset hvad man skal beskæftige sig med senere i livet.
Tidligere blev samfundsfællesskabet styrket gennem unges tværgående møde i folkeskolen, forsvaret og folkekirken. De to sidste har ikke længere samme kraft i forhold til at omfatte stort set alle unge, som de gjorde tidligere. Folkeskolen er sidste rest af det samfundsmæssige forpligtende fællesskab.
Nedlæggelser af lokale skoler, høje klassekvotienter, lange skoledage, forringelse af fritidspædagogikken, økonomiske og politiske spændetrøjer, forringede vilkår for folkeskolens ansatte, testfiksering, lettere adgang til at starte private skoler, overstyring af folkeskolen, andre og strammere krav til folkeskolen end til de private skoler, tvangsinklusion også når det ikke giver mening og i det hele taget en lang række af politisk fikse ideer - alt det har medført en flugt af elever og lærere til de private skoler.
Det er forkerte politiske beslutninger, der har fået forældrene til at stemme med fødderne. Det bliver ikke bedre af endnu en forkert politisk beslutning.
Uden både intern og ekstern dybtgående debat foreslår SF nu at spille jeopardy med den sidste rest samfundsmæssigt forpligtende fællesskab. I stedet vil man etablere nye legepladser for de velsituerede, de veluddannede og de frelste. Har SF da ingenting lært i forhold til partiets medvirken i de senere års molestering af folkeskolen og af arbejdsforholdene for lærere og pædagoger i folkeskolen?

torsdag den 22. december 2016

Pind danser hen til kommoden og tilbage igen

En karakterskala har i sig selv ingen betydning for en uddannelses kvalitet. Der er masser af andre og vigtigere ting i uddannelsessektoren , som Søren Pind og Merete Riisager kan bruge deres kræfter på.

V og C regeringen Anders Fogh Rasmussen nedsatte 2004-2005 en Karakterkommission med opgaven at afskaffe 13-skalaen og give forslag til en ny skala, der skulle være kompatibel med andre landes skalaer. Jeg havde den store glæde at være medlem af denne kommission.
En af begrundelserne for det politiske ønske om at afskaffe 13-skalaen var, at den exceptionelle karakter 13 stod i vejen for, at dygtige danske studerende kunne blive optaget på udenlandske profiluniversiteter, der kun optager elitestudenter. Disse lande har ikke en sådan exceptionel karakter som karakteren 13 var udtryk for, hvorfor dygtige danske studerende, som efter 13-skalaen havde gennemsnit tæt på 11 fik afslag på optagelse.
Et andet ønske var at gøre det lettere at "oversætte" danske og udenlandske karakterer begge veje, så det ville blive lettere at kunne studere udenlands.
Resultatet af Kommissionens arbejde blev 7-skalaen, der efterfølgende blev politisk vedtaget til ikrafttræden 2007, altså for mindre end 10 år siden. Det er ikke mange år for en karakterskala. Elever, studerende, aftagere, arbejdsgivere og forældre har brug for lang tid for at blive dus med en skala, ligesom der er kæmpeomkostninger, når en ny skala indføres i form af efteruddannelse af undervisere og censorer og tilretning af lovgivning, bekendtgørelser, cirkulærer og eksamensbeviser.

Et tidligere blogindlæg: http://ih18.blogspot.dk/2016/08/karakterskalaer-sikrer-ikke-god_14.html


Søren Pind
De dygtigste skal være eksempler for andre - og anerkendes.


Studerende skal have mere end blot et 12-tal, hvis de yder en helt enestående præstation, mener den nye uddannelses- og forskningsminister.
WWW.B.DK

Synes godt omVis flere reaktioner
Kommenter