Invasive arter i folkeskolen?

"I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer, og intet menneske i verden kan blande sig i den.” Citat fra McCourts roman "Angelas aske".

Det ser ud til, at den kommende tids skoledebat om folkeskolens fremtid meget vel kan blive præget af diskussioner af, om folkeskolens fag fremover skal afskaffes og erstattes af projekt- og procesundervisning. 

Partiet Alternativet var for et års tid siden ude med en pressemeddelelse med et forslag, der peger i den retning. 

Flere kommuner har gang i såkaldte LEAPS- projektskoler, hvor undervisningen organiseres projektorienteret.

Undervisningsminister Merete Riisager har for nylig været ude med kritik af LEAPS-tankegangen.

Spændende og nødvendig diskussion om fremtidens folkeskole. I forbindelse med sådanne diskussioner er det vigtigt, at debattørerne klargører sig og tager udgangspunkt i et sammenhængende skolesyn. Lad mig prøve her i korthed at redegøre for mit skolesyn.

"At lære at lære" uden "at lære noget" svarer til, at en forsker lærer videnskabelig metode, men ikke har viden om de emner, hun skal forske i. Eller at en malersvend lærer farvelære, men aldrig prøver at male. 

Det i undervisningen konkret "at lære noget" giver mulighed for at være innovativ og udviklingsorienteret, idet man efterfølgende kan sammensætte sin viden på nye måder, og idet man ud fra sin eksisterende viden bliver motiveret, bliver nysgerrig på verden og bliver motiveret til at søge ny viden. Fagene giver synsvinkler på verden, indeholder tusindårig erfaring og viden. 

Mulighed for at kunne vælge forskellige synsvinkler på verden baseret på viden og indsigt fra fagene indebærer den enkeltes myndiggørelse med mulighed for selvstændig stillingtagen og evne til at indgå i fællesskaber på en bidragende måde.

Myndighedgørelse og evne til selvstændig stillingtagen baseret på indsigt og viden giver borgeren i et demokratisk samfund mulighed for at påtage sig sin medborgerskabsforpligtelse til gavn for evnen til at indgå i samfundet forstået som: familieliv, foreningsliv, samfundsliv og selvfølgelig også erhvervsliv. 

Fagenes strukturer, synsvinkler og viden er en forudsætning for den almene dannelse, der giver grundlaget for borgernes arbejde med både samfundets opretholdelse, videreførsel og udvikling. Det at tilegne sig systematiseret viden om verden medfører, at man "lærer noget" og dermed "bliver til nogen" samtidig med at man "lærer at lære". 

Vi skyder os selv i foden, hvis vi begynder at tro, at det at lære kan ske isoleret fra et struktureret indhold, og at det at mene noget uden at vide noget er lige så godt som at mene noget baseret på, at man ved noget. 

Projekt- og procesbaserede forløb skal selvfølgelig have deres plads i skolen. Men det er ikke hensigtsmæssigt, hvis denne undervisningsform overtager hele skolen.

Om LEAPS og undervisningsminister Merete Risager:

https://skoleliv.dk/nyheder/art6287759/Du-misforstår-ideen-med-projektskoler

Fru Lund, en hund kaldet Robot, fire drenge, en 17.000 år gammel urokse og en folkeskole i Ejby

Den løbende debat om folkeskolen, undervisning, læring, uddannelse og dannelse får mig ind i mellem til at tænke på et flot kunstværk med et billede af en uroksetyr lavet af Cro-Magnonmennesker for omkring 17.000 år siden. Ikke mindst går mine tanker i den forbindelse tilbage til min tid på Ejby Folke- og Realskole. Og til det gamle udsagn om, at "hvad man i ungdommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer".

Hvorfor nu en sådan kobling? Jo, det skal jeg nok vende tilbage til, men først lidt om stedet, hvor dette kunstværk og mange andre hulemalerier tilfældigt blev fundet i 1940 af hunden Robot og fire drenge.

Fundet blev gjort i en indtil da ukendt underjordisk kalkstensgrotte, den nu så berømte Lascaux-grotte, der ligger nær Montignac i Dordogne i det sydvestlige Frankrig. Den nærmeste storby er Bordeaux.

Hulen er dekoreret med en fabelagtig samling af forhistoriske hulemalerier lavet af Cro-Magnon-mennesker. Her er fantastiske gengivelser af bisoner, heste, vildsvin og tyre.

Tilbage til undervisningsdebatten. Da jeg gik i realklassen i Ejby Folke- og Realskole havde vi en meget dygtig, engageret og faglig ambitiøs historielærer, Åse Lund. I den historiebog, vi brugte i Åse Lunds timer, var et foto af tyren fra Lascaux-grotten.

I 1. real fortalte fortalte Åse Lund medrivende og engageret om hulemaleriet med billedet af en uroksetyr og Cro-Magnonmenneskene bag. Udover fru Lunds fortælling skulle vi selvfølgelig også læse teksten i historiebogen. Og så skulle vi, som vi jævnligt skulle, som en del af historieundervisningen med blyant eller kuglepen skrive et lille resume om hulemaleriet i vores historiekladdehæfte. I dette tilfælde pålagde fru Lund os endvidere, at vi i kladdehæftet til illustration af vores resume skulle tegne en kopi af tyren fra hulemaleriet i Lascaux-grotten ud fra historiebogens fotografi. Tegningen skulle farvelægges med fedtfarver. Næste historietime startede med, at nogle af os selvstændigt skulle fortælle om Cro-Magnonmenneskene og deres hulemalerier.

Den uroksetyr har jeg aldrig glemt. Pædagogikken bag ved er klar. Først oplivelse og oplysning gennem engageret mundtlig fortælling - for nu at citere Kristen Kold. Så visuel læring ved hjælp af lærebogstekst med tilhørende illustration. Det hele fulgt op af kognitiv og motorisk selvvirksomhed gennem selvstændig skrivning, tegning og farvelægning. Forløbet blev selvfølgelig afsluttet med overhøring gennem elevformidling til resten af klassen.

Auditiv, visuel og motorisk læring. Eller mere jordnært: lytte, læse, gøre, skrive og tegne. Så er der større chance for, at noget hænger fast, og at eleverne herudover får holdninger og følelser i forhold til stoffet.

Her kan digital søgning på nettet med efterfølgende elektronisk kopiering af tekst og billede ikke følge med. Det er mere flygtigt og hænger ikke ved ligeså effektivt.

Vi skal selvfølgelig følge med tiden og lære at bruge tidens værktøjer. Men læreren må i den enkelte givne undervisningssituation vurdere og vælge, hvad der er mest hensigtsmæssigt og formålstjenligt. Det er det, der hedder didaktik, og som er den professionelle lærers spidskompetence.

Vi må ikke glemme, det der virker. Biblioteket, bog og blyant må ikke nedprioriteres eller nedvurderes. Ensidig fokusering på "ny teknologi", "problemorienteret, deltagerstyret undervisning" , "lære at lære" og "ansvar for egen læring" giver ikke vidende, selvstændige, myndige borgere, med holdninger og meninger præget af indsigt og viden om verden i tid og rum. Selvfølgelig skal skolen også arbejde med disse begreber, men i mindre doser og afbalanceret i forhold til undervisningsformer, der bygger på lytte, læse og gøre.

Ny teknologi og nye metoder skal inddrages i skolen, men det skal ske ud fra lærerens didaktiske vurderinger og færdigheder og være i fornuftig balance med det bedste af det gammelkendte - det der er erfaring for virker. Brug af biblioteker, bøger og blyanter er fortsat - jævnfør ny forskning (se fx https://videnskab.dk/kultur-samfund/du-husker-mindre-og-laeser-darligere-pa-en-skaerm) - helt afgørende, når det gælder undervisning, der sætter sig varige spor. Det må vi ikke glemme i jagten på forbedringer af folkeskolens undervisning.

Hunden Robot og 4 drenge fandt Lascauxhulen i 1940

Siddende til højre drengen Marcel Ravedat, der i 1940 sammen med tre andre drenge og en dreng fandt hulen. Marcel var i flere år fra 1940 og frem til hulen med til at fremvise de spændende hulemalerier. Hulen blev lukket på grund af den negative virkning fra de mange besøgende. Nu kan man besøge Lascaux II lige i nærheden. Den er en helt nøjagtig kopi af den originale hule

Sydvestfrankrig med kalkstenshulerne har  under alle de kendte istider ligget syd for udbredelsen af isen. Det er blandt andet i hulerne i Sydvestfrankrig, der levede Cro-Magnonmennesker for 18.000 år siden. De lavede hulemalerier før Stone Henge og før pyramiderne. Menneske har til alle tider lavet fantastiske præstationer. Den foreløbigt sidste istid Weichsel-istiden sluttede i Danmark først for cirka 10.000 år siden

Et Cro-Magnon hulemaleri af en urokse i Lascaux hulen i Frankrig. Omkring 18.000 år gammelt - fra før istiden sluttede i Nordeuropa

Åse Lund ved Stenaldersamlingen i forbindelse med Lokalhistorisk Forenings årsmøde på Ejby Skole i 1981. Mange år efter jeg blev undervist af Åse Lund, men stadig lige engageret

Hospital til 6 lemmer i Husby på Vestfyn

Ved Husby Kirke lå engang et hospital til 6 lemmer. Hvad er nu det for noget?

Nysgerrig på beskrivelsen af din hjemegns geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst, arkitektur samt samfunds- og erhvervsliv for snart 160 år siden? Så gå til 1. udgaven af Trap Danmark.

Frederik VII’s (konge 1848-63) kabinetssekretær Jens Peter Trap afsluttede i 1860 udgivelsen af den første udgave af "Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark". 

Trap Danmark er udkommet fire gange siden, og den 5. udgave udkom i perioden 1953-72.

Nu udkommer guldgruben "Trap Danmark" i 6. udgave, både på tryk og digitalt. De første bind af den nye udgave er allerede udkommet, herunder bogværkets topografiske atlas over Danmark.

Men der fortsat meget at hente i de gamle udgaver. Nogle af dem er heldigvis blevet digitaliserede. Det giver muligheder for at lære noget om fortiden på forskellige tidspunkter i de forskellige sogne. Jeg har blandt mange andre opslag prøvet at slå op i 1. udgaven fra 1860 for at læse om mit hjemsogn Husby på Fyn. Det gav spændende informationer om kirken, om den tidligste Husby Skole og det ved kirken beliggende hospital.

I førsteudgaven fra 1860 står følgende om Husby Kirke (i min "oversættelse" fra gotisk skrift): "Husby Kirke , en af de smukkeste landsbykirker i Fyn, er bygget af mursten og hvælvet, med orgel. Ingen epitafier og ingen lukkede stole; to begravelseskapeller: (...) det gør denne kirke til en korskirke".

Videre fremgår det i øvrigt af Traps beskrivelse af Husby Sogn, at der dengang ved kirken lå et hospital til 6 lemmer (altså ikke et sygehus, men alene et opholdssted for syge og/eller gamle jævnfør det latinske ord hospitale, der betyder "gæstehus" eller "herberg".) Jeg har ikke fundet ud af, hvor hospitalet nøjagtigt har ligget. Men i fundatsen for hospitalet er der nogle indikationer. Fundatsen blev givet af Hannibal greve af Wedell i 1765 for det af hans far Christian Wedell tidligere oprettede hospital, som faderen ikke nåede at lave fundats for. I grev Hannibals fundats står følgende: "Ligesaa vedligeholdes Hospitalets Have, som er indrettet efter min foranstaltning ved den nordre Kirkemur, østen for Degnens Bolig, til Kaaljord for Hospitalet, som Lemmerne selv røgter, men holdes indhegnet af Grevskabet". Hospitalets have har altså ligget nord for kirkegården, så mon ikke også hospitalet har ligget her i nærheden.

Ligeledes lå skolen ved kirken. Jeg tror, skolen må have ligget cirka der, hvor graverhuset/nu menighedshuset ligger. I hvert fald kan man på gamle matrikelkort over Husby fra 1800-tallet se angivet en mark betegnet matrikel nr. 1 og benævnt degneboligens lod samt i forlængelse af matrikel nr. 1 en mark betegnet matrikel nr. 2 og benævnt skolejorden. Begge lodder ligger langs vejen mellem Husby og Sdr. Åby umiddelbart sydøst for kirken og en ved kirken beliggende bygning, der også er benævnt matrikel nr. 1. Denne bygning formoder jeg er skolen og måske også det af Trap omtalte hospital. Husby Skole blev skabt via en fundats fra 1712 af grevinden på Wedellborg sammen med skoler i andre af de tilstødende sogne. Den senere stadig eksisterende skolebygning på Skræppedalsvej ved siden af Husby Forsamlingshus indeholder for øvrigt stadig en ladebygning. Det var almindeligt i landsbyerne dengang, at læreren drev landbrug ved siden af sin skole- og degnegerning.

Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at stå i den nye udgave af Trap Danmark om blandt andet Husby, Tanderup og Bramdrup Sogne og mange andre interessante steder ud over landet.

Topografisk Atlas fra 6. udgaven af "Trap Danmark"

1. udgaven af Trap Danmark 1860

Om Husby Sogn i 1. udgaven af Trap Danmark 1860

Om Husby Sogn i 1. udgaven af Trap Danmark 1860

Om Husby Sogn i 1. udgaven af Trap Danmark 1860

Om Husby Sogn i 1. udgaven af Trap Danmark 1860

Tegning fra 1898 af Husby Kirke brugt som illustration i 3. udgaven af Trap Danmark 1899

Matrikelkort Husby 1810-16. Bemærk matrikler nr. 1 og nr. 2 , henholdsvis "Degneboligens lod" og " Skolejorden". Der er bebyggelsestomt omkring kirken udover skolen. Grevinden på Wedellborg indstiftede i 1712 en fundats til etablering af Husby Skole og efterfølgende i 9 andre af de omkringliggende sogne. Kirken ligger på sognets højeste sted mellem sognets ejerlav Husby By, Hygind By, Eskør By og Sdr. Åby By samt Wedellsborg.

Matrikelkort Husby 1816- 71. Bemærk matrikler nr. 1 og nr. 2 , henholdsvis "Degneboligens lod" og " Skolejorden". Der er stadig bebyggelsestomt omkring kirken- også langs Storgade fra Husby By længst mod vest og op til kirken mod øst, hvor der kun er kirke og skole, hvor det af Trap i 1860 nævnte hospital også har ligget.

Ved krydset Skræppedalsvej-Storgaden er der også bebyggelsestomt. Her sker der noget i årene lige før og efter 1900. Der bygges skole, forsamlingshus med sportsplads ved krydset. Mellem kirken og landsbyen Husby, langs Storegade bygges brugs, telefoncentral, diverse forretninger, tømrerværksteder m.m. Engang i 1950´erne bygges to lærerboliger lige over for og lige ved siden af skolen. En tredje lærerbygning blev i 1960´erne bygget længere nede af Storegade, lige efter stien op til den nyeste del af sportspladsen. I de to førstnævnte lærerboliger boede henholdsvis andenlæreren og småbørnslærerinden, der  begge havde boet i lejligheder på skolen. Andenlæreren mod øst hen mod kirken, småbørnslærerinden i en lejlighed i ladebygningen. Førstelæreren vedblev at bo i førstelærerlejligheden i skolebygningens vestende over mod brugsen. Den tredje lærerbygning blev bygget, da man måtte ansætte en fjerde lærer.

Otte årtiers hverdagsliv levet i Husby og Ejby

Vores mor, Nina Marie Hansen blev født i Kingstrup Mose ved Gelsted den 4. juli 1926 - på USA´s uafhængighedsdag. Denne dato var på mange måder betydningsfuld i hendes liv. Hun knoklede selv gennem alle årene for at opnå uafhængighed og på at kunne svare enhver sit og værne om sine nærmeste. Hun giftede sig med vores far Peter Emil Hansen, også født den 4. juli – og sammen fik de den ældste søn, Ib på netop denne dato. Hendes to andre sønner Leif og Bo er ligeledes født i juli måned tæt på samme dato. Så hele familien blev en rigtig sommerfamilie med rod i årets lyseste timer. Familien var mors et og alt og den store, lysende glæde i hendes liv. Hun var stolt af sin mand og sine tre drenge.

Mormor og morfar og deres seks børn foran huset i Ejby Stationsmose

Den store søskendeflok

Hun startede sit eget liv i en familie, hvor man betød noget for hinanden. Hendes far og mor (vores mormor og morfar) og en søskendeflok på 6, fire piger og to drenge. Især storesøster Ketty, som kun er 1 år ældre end mor, havde hun et meget tæt forhold til. Mors start i livet blev vanskelig, da hun som lille - lige som så mange andre på den tid - pådrog sig engelsk syge. Men efter helbredelsen for denne lidelse havde hun rigtig mange gode år. 

Da søster Ketty først i 1930´erne startede i Ejby Skole, fik mor lov til at komme med, selv om hun endnu ikke havde alderen til det. Det nød hun, og hun fortalte ofte og gerne herom. De havde på det tidspunkt en lærer Nielsen. Da Leif og Ib mange år senere i august 1965 startede i 1. real i Ejby Folke- og Realskole var lærer Nielsen blevet til skoleinspektør Nielsen.

Mor berettede ofte om sjove oplevelser og gale streger fra barndommen, som da hun og Ketty engang ville bade i bækken nede ved Ejby Stationsmose og derfor tog deres nye kjoler af. Mens de badede flød kjolerne desværre væk og var ikke til at få fat i. Mor har senere i et lille skrift beskrevet det, hun kaldte ”moseungernes” liv i hjemmet ved Ejby Stationsmose. Det var en god barndomstid og nogle familiemæssige oplevelser, der betød meget for hende og gav hende en god ballast med i livet. En ballast hun fik glæde af og god brug for i et liv præget af slid og nøjsomhed.

Tjenestepige på landet

Allerede som fjortenårig kom hun i det første krigsår 1940 ud at tjene som ung pige i huset, som det hed dengang. Selv om hun havde gode boglige evner, var det ikke dengang sædvane og muligt, at en pige (og slet ikke med hendes sociale baggrund) tog uddannelse. Derfor var hendes glæde også særlig stor, da hun senere i en meget moden alder på VUC i Middelfart fik mulighed for at tage en 10. klasses eksamen i dansk – med et rigtig flot resultat.

Som ung pige i huset på diverse gårde skulle hun knokle, men hun forstod også her at finde de lyse timer – og hun fik mange gode oplevelser. Specielt et af hendes tjenestesteder fik stor betydning for hende. Her var hun i huset på en gård i Indslev, hvor gårdmandskonen, Jørgine var tidligere lærer. Jørgine var ugift og drev gården sammen med to ugifte brødre. Mor sugede til sig og fortalte tit glad sin mand og sine drenge om sine mange oplevelser på gården og de leveregler, hun fik af Jørgine. Oplevelserne fra den tid i hendes liv gav meget at grine af, f.eks. når hun ved frokostbordet  hjemme i Husby mange gange gengav det, hun havde hørt den noget påholdende Jørgine udtrykke ved frokosten på gården i Indslev: ”Ta’ fedt, ta’ smør – ta’ hvad du vil, ta’ fedt”. Det kunne mor more sig over og tilføjede så selvfølgelig til sidst, at her hos hende skulle man endelig tage smør, hvis man bedre kunne lide det end fedt.

Nina og Peter Emil Hansen blev gift den 7. november 1948 i Ejby Kirke

Giftermål

I 1948 blev hun gift med vores far, Peter Emil Hansen - født 4. juli 1927 i Jersore på Nordfyn. Han betød gennem hele hendes liv utrolig meget for hende og var et stadigt omdrejningspunkt - også efter hans alt for tidlige død som 68-årig i 1995. Hun henførte ofte sine synspunkter til, hvad Peter ville have sagt, hvad han ville have ment, eller hvad han ville have gjort. Mor og far boede først i Gl. Ejby, hvor Ib og Leif blev født. Den 1. november 1954 flyttede de i eget hus på Skræppedalsvej i Husby. Her blev Bo født i 1957.

Både far og mor var i ordets bedste forstand hverdagsmennesker. De levede virkelig op til det, forfatteren Dan Turéll har beskrevet i sit digt ”Hyldest til hverdagen”, hvor han bl.a. skriver: Jeg holder af hverdagen – Mest af alt holder jeg af hverdagen - den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt. Mor og far stillede sig tilfredse med at sidde i deres have på Skræppedalsvej og kigge ud over Husby Mose og ud over deres have og deres dyr. Far havde i sin ungdom rejst rundt for at arbejde på herregårde i Jylland og på Sjælland og fortalte gerne historier om sine oplevelser fra den tid og fra, da han var soldat i Århus og i Sæd ved grænsen. Men mor levede hele sit liv i Ejby, Husby og omegn og var tilfreds med det.

Det var en stor og berigende oplevelse for hende en sommer, mens vi var små,  at hun sammen med sin søster Ketty og sine sønner kunne tage nogle dage til Vostrup i Vestjylland og besøge sin søster Erna og svoger Villy. En oplevelse hun mange gange senere vendte tilbage til. Hvor sjovt hun og drengene og søstrene Ketty og Erna havde haft det i de dage sammen med den lune og humørfyldte vestjyske svoger.

Nina, Ib, Bo, Leif og Peter

Hjemmearbejdende husmor

Mor var hjemmearbejdende, dengang blev det kaldt hjemmegående. Hun ville gøre alt for at glæde sine nærmeste. Om det var at stå op sammen med far klokken 4 eller 5 om morgenen, smøre hans madpakke og drikke morgenkaffe med ham, inden han skulle på arbejde. Eller om det var at være klar med et mellemmåltid, når vi drenge kom hjem fra skole. Og hun tog sig tid til at læse bøger og blade højt for os og mange gange også vores kammerater. Mor satte en ære i, at hendes børn altid så pæne ud og havde orden i deres ting. Hun nød at tage dem med i biografen. Ganske uretfærdigt ville vi drenge hellere have far med til Zorro-film vist af det omrejsende Stjernebio i Husby Forsamlingshus, for så fik vi lov til at købe slik, mens mor var mere påholdende og derfor ikke tilsvarende populær at komme i biografen med.

Det at glæde andre, sagde hende mere end at stræbe efter materielle goder. Mor levede et liv, hvor hun fandt glæden i hverdagen og dens små detaljer. Kunne altid fortælle om dagligdagen og dens oplevelser, som andre kan fortælle om store ferieoplevelser. Hun fulgte levende med i aviserne: ”et hjem med respekt for sig selv holder avis”, og hun havde derfor avisabonnement lige til det sidste. 

Hun fik også informationer fra arbejds- og uddannelseslivet gennem sin mand og sine drenge. Hendes fire mandlige familiemedlemmer var hendes antenner, og senere blev antennerne godt suppleret af svigerdøtre og børnebørn. Hun satte stor pris på det kvindelige islæt som svigerdøtrene og de fire pigebørnebørn, hun med tiden blev beriget med, repræsenterede. De var en velkommen modvægt til det mandesamfund, som hendes familie indtil da havde været.

Huset i Husby "Svinget" 1958. Lillebror Bo, født juli 1957 ligger i barnevognen. Husets historie er beskrevet her: http://ih18.blogspot.dk/2016/06/historien-om-huset-i-husby.html

Samfundsengageret

Mor var samfundsinteresseret og nød diskussioner med alle, der kom i hendes hjem, unge som voksne. Hun kunne sætte gang i enhver diskussion ved at sætte synspunkter på spidsen. Far var formand for Socialdemokratiet og fagforeningen i Husby Sognekommune, herunder kontrolbestyrer for A-kassen. Mor deltog engageret og medlevende i fars forskellige tillidshverv. Det var mor som stod for at stemple de arbejdsløses A-kort og udbetale arbejdsløshedspenge til dem. Det var et job hun overtog efter en af vores naboer, Ester Nielsen, der boede i Norddal. Særlig om vinteren kom der en del arbejdsløse i vores hjem for at få ordnet deres A-kasseforhold. Mors og fars faglige engagement kom blandt andet til udtryk ved, at mor engang nedlagde roehakningen hos en af sognets landmænd, da hun ikke kunne få den korrekte overenskomstmæssige tarif for sit arbejde.

Lige så lattermild og humoristisk mor var, lige så svært havde hun ved at forstå ironi og drillerier, når det drejede sig om hende selv. Så kunne hun blive hidsig, men aldrig på en måde, så hun bagefter bar nag til nogen. Hun var absolut ikke populær hos os fodboldinteresserede drenge, når hun på de store landskampdage valgte at holde med modstanderlandsholdene fremfor at holde med Danmark.

De fælles beslutninger

Mor bakkede altid sine sønner og sin mand op i de valg og handlinger, de foretog sig. Ikke sådan, at hun ikke havde sine egne meninger og sine meningers mod. Det havde hun i høj grad. Alle afgørende beslutninger af betydning for familien blev altid taget efter lange drøftelser mellem hende og far. Ofte blev drøftelserne  taget i mørkningen i den lille hyggelige stue i huset på Skræppedalsvej i Husby. Og så kunne vi drenge lige pludselig få besked om, at nu var det besluttet, at  der skulle nyt tag på huset, at stuerne skulle lægges sammen, at far som en midaldrende mand sidst i fyrrerne skulle have kørekort og bil, eller at mor nu skulle starte på voksenuddannelse i Middelfart.

Ib, Leif og Bo kom i Ejby Folke- og Realskole, hvor Nina gik, da den hed Ejby Skole, som den nu hedder igen

Børnenes dannelse og uddannelse

Mor interesserede sig meget for sine sønners gøren og laden. Vi fik lov til meget, uden at hun brokkede sig. Det kunne nogle gange godt gå vildt for sig,  fordi der kom rigtig mange af vores kammerater på besøg i hjemmet. Det nød hun meget. Engang imellem kunne hun dog nogen tid inde i sommerferien sige: "Det er godt, I snart skal i skole igen".

Mor forstod sammen med far at stå for en børneopdragelse, hvor vi, uden at det egentlig nogen sinde blev diskuteret, godt var klar over, hvad der var rigtigt og forkert. Ikke noget med at bande, lyve eller at være uhøflig. Sørge for at gøre en indsats i skolen. Der blev også indkøbt bøger til det i øvrigt ikke bogrige hjem. Trebindsværket "En bygning vi rejser" fra Fremads Forlag. Mange af de store klassiske romaner fra Fremads Folkebibliotek som for eksempel Gunnar Gunnarssons "Edbrødre" og Jørgen Nielsens "En kvinde ved bålet". Munksgaards skoleleksikon med verdensatlas blev også indkøbt.

Hun og far levede efter devisen ”gør din pligt, kræv din ret” – og det i nævnte rækkefølge, men med lige stort tryk på begge led. Det gav de også i deres dagligliv konkret videre til deres børn. Vi oplevede et hjem, hvor f.eks. en af sognets udviklingshæmmede, Gamle Anders ofte af sig selv ankom til aftenkaffe og en snak. Hjemmet havde også tit besøg af fars arbejdskammerater, der lige skulle have ordnet et skatteskema (det var i selvangivelsens tid før kildeskatten) eller have drøftet et overenskomstspørgsmål eller lignende. Alt sammen foregik det ved køkkenbordet - mange gange under overværelse af os tre drenge og med god servering og støtte fra mor. Mor var stærk i det skriftlige, mens far var god til at se på tal.

Mor så – ligesom os - frem til besøg af vore mostre, onkler og tanter, kusiner og fætre, fordi hun nød at se, hvordan vi drenge trivedes i selskabet med familien.  Derfor blev hun også hjemme i Husby for at passe lillebror Bo, så far kunne tage os to store drenge, Ib og Leif med på en ”dannelsesrejse” til København for at besøge onkel Finn og faster Edel og deres familier.

Hun glædede sig over, når vi drenge kunne komme på ferie hos onkel Børge og tante Elsa i Davinde på Midtfyn eller onkel Verner og tante Signe i Horne i Vestjylland og få glæden af at hjælpe til i stalden og på marken. 

Arbejdet

Mor og far troede på vigtigheden af gennem engagement, oplysning og uddannelse at skabe en bedre og mere retfærdig verden. Derfor knoklede de på for at skabe et godt hjem og give deres børn en god uddannelse.

Far havde hårdt arbejdsmandsarbejde, og i sæsonen arbejdede mor ofte for andre med at luge roer eller trække roer op med håndkraft; ikke sjældent med den lille Bo for enden af rækkerne i barnevognen. Eller hun plukkede jordbær og hindbær i vores store have og tjente en skilling ved salg fra vejbod. Derfor var det selvfølgelig senere en stor glæde for mor og far, at vi tre drenge alle fik videregående uddannelser og gode og interessante job. Selv om det ikke lå til mor kunne hun i stolthed over sine drenge kamme over og ligefrem prale af dem; så fik hun skæld ud, når det blev for meget.

Gravstedet på Ejby Kirkegård

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Heldigvis fyldte glæderne mest i mors liv, men hun oplevede også store sorger. Hun mistede sin førstefødte, Finn. Efter en række operationer døde han kun nogle få uger gammel. Det må have været hårdt for en ung familie. Allerede som 36-årig mistede hun sin mor, som betød rigtig meget for hende. Også hendes mand Peter døde alt for tidligt, hvilket var et stort tab for hende.

Efter fars død i 1995 flyttede mor tilbage til Ejby, hvorfra hun havde gode minder fra sin barndom og ungdom. Her havde hun nogle gode år i lejligheden på Blommegrenen. Først da hun var meget syg og i terminalfasen, kom hun på plejehjem. Mor døde efter nogle få dages ophold på Plejehjemmet Egebo i Ejby mandag den 1. november 2010, 84 år gammel. Efter et - som hun selv sagde en af de sidste dage - langt og godt liv, hvor de lyse timer og glæderne var langt i overtal. Mor, far og storebror Finn ligger begravet på Ejby Kirkegård.

Beskrivelsen af mors liv er på mange måder en beskrivelse af, hvordan flertallet af mennesker på Vestfyn levede fra 1930´erne frem til årtusindskiftet. Krisen i 1930´erne, verdenskrigen, den anden industrielle revolution i 1950´erne, velfærdssamfundet, kvindernes begyndende emancipation og uddannelsesboomet forandrede samfundet og skabte gennemgribende ændringer i hverdagsmenneskers liv.