Et arrangeret romantisk ægteskab?

Rønnings familiegravsted på Bramdrup Kirkegård

Stort romantisk bryllup? Måske med et stænk af arrangeret bryllup? 

Det er ikke til at vide. Men hvorfor dukker de spørgsmål så alligevel op i mit hoved, når jeg står foran familien Rønnings store gravsted på Bramdrup Kirkegård? En kirkegård der - som i øvrigt alle kirkegårde - er fyldt med historie. Men lad os starte med begyndelsen. 

Bramdrup Kirke var den 27. juli 1860 fyldt med forventningsfulde og nysgerrige landsbyboere. Der skulle være stort bryllup. Bramdrups rigeste gårdmandsfamilier har nok fyldt mest i den propfyldte lille landsbykirke. Brylluppet fandt sted, før store dele af kirken blev nedrevet og en ny, større og mere moderne kirke i 1880 blev genopført blandt andet med brug af den gamle kirkes tilhuggede granitkvadresten.

Det var nogle af Bramdrup Sogns største jordejere og højt estimerede gårdmandsfamilier fra Rønningsminde og Bramdrupgård, der gennem dagens bryllup skulle forenes.

Lykkelige omstændigheder 

Hovedpersonerne i kirken den dag var den 21-årige datter fra Bramdrupgård Johanne Marie Hansen født den 30. januar 1839 og den 26-årige søn fra gården Rønningsminde Hans Christian Rønning født 23. december 1833.

Det kunne nok ikke ses på bruden Johanne Marie, men hun var på bryllupsdagen den 27.7.1860 omkring et par måneder henne i sin graviditet. Hvis hun ikke var gravid på bryllupsdagen skulle brudens og brudgommens førstfødte være født omkring to en halv måned for tidligt. Den tror jeg ikke på.

Brudeparrets førstefødte Mette Marie Rønning blev nemlig født den 12.februar 1861. Dengang havde et så for tidligt født barn ikke mange chancer for at overleve. Så miseren må være blevet opdaget i tide af forældrene, der for at råde bod på skaden i hast fik arrangeret et sommerbryllup. Så kunne familierne og særlig den unge pige set med datidens øjne undgå at blive ramt af stor skam. Mon ikke mange nysgerrige blikke fra bryllupsdeltagerne i kirken har været rettet mod bryllupskjolens talje? Kunne der være en grund til et hastigt sommerbryllup lige når høet skulle bjærges, og kornhøsten stod for døren? De mistroiske blev knap 7 måneder efter ved Mette Maries fødsel bekræftet i, at der nok var en særlig anledning til det hastigt arrangerede bryllup.

Et passende arrangement

Men der var nu også en anden side af sagen. En bryllupsforbindelse mellem de to familier var noget, der passede sig godt for de to gårdmænd, Hans Hansen fra Bramdrupgård og Søren Hansen Rønning fra Rønningsminde.

Jordreformerne i slutningen af 1700-tallet havde samlet landsbyjorderne og fordelt den på landsbyens enkelte gårde. Noget af jorden lå efter omfordelingen tæt på den enkelte gård. Nogle gårde blev flyttet ud fra landsbyen til den jord, de havde fået i de fjernere dele af sognet. Andre gårde havde fået både jord tæt på gårdbygningerne i landsbyen og jordstykker, der lå fjernt fra gården. Det sidste var tilfældet for de store gårde Rønningsminde og Bramdrupgård, der begge lå i den gamle landsby.

Bramdrupgård ligger her endnu på Kirkely, mens gården Rønnningsminde blev nedrevet i 1973, men den lå , hvor nu Rønningsmindevej ligger, lige over for, hvor Kirkely munder ud i omfartsvejen Bramdrupskovvej, der blev nyetableret på dette stykke midt i 1960-erne. Den nye del af Bramdrupskovvej krydser ved Kirkely tværs over den gamle vej, der forløb fra Hvidsminde, forbi Bramdrup Kirke til Bramdrupdam ved Vejlevej.

Ud over den jord, de to gårde ved jordfordelingen fik tæt på landsbyen og dermed deres gårde, fik de også jord øst for Bramdrup Skov. Det var ikke hensigtsmæssigt og ikke effektivt at skulle gå så langt eller køre med heste så langt for at passe jorden der.

En bryllupsgave, der løste praktiske problemer

Den problemstilling klarede gårdejerne fra Rønningsminde og Bramdrupgård nu, da den romantiske forbindelse mellem deres voksne børn Johanne Marie og Hans Christian havde fået konkrete biologiske konsekvenser. De besluttede i forbindelse med brylluppet hver at give  brudeparret et stykke jord øst for Bramdrup Skov. Jordstykkerne blev sammenlagt, og der blev bygget en ny gård til det nygifte ægtepar Hans Christian og Johanne Marie Rønning. Gården fik meget passende navnet "Bøgelund". Passende fordi den meget romantisk blev placeret under Bramdrupskovens kuplede bøgetræer, men i skovbrynets lune lyse sydside.

Hans Christians og Johanne Marie Rønnings ægteskab bar frugt uanset, om det nu oprindelig var mest arrangeret eller mest romantisk. Ægteparret fik 9 børn, men måtte opleve den sorg, at en datter døde blot 4 år gammel. 

I 1907 - 47 år efter de indgik ægteskab - overlod Hans Christian og Johanne Marie Rønning "Bøgelund" til deres to yngste børn Hansine 29 år og Karl på 26 år. Hans Christian og Johanne Marie blev, indtil de døde, boende i aftægt hos søskendeparret på "Bøgelund". Som det fremgår af gravstenen på Bramdrup Kirkegård døde Johanne Marie i 1920, 81 år gammel og Hans Christian i 1922, 89 år gammel.

"Bøgelund" blev solgt ud af familien Rønning 

Søskendeparret Hansine og Karl Rønning var født i henholdsvis 1878 og 1881. Ingen af dem blev gift. De drev sammen "Bøgelund" med alsidigt landbrug, indtil de valgte at sælge gården i 1940, da Hansine var 62 år og Karl 59 år. De ønskede at forblive i Bramdrup Sogn og købte derfor hus på Bramdrupvej nr. 17. Karl døde 89 år gammel i 1970, mens Hansine døde året efter i 1971, 93 år gammel.

Efter 1940 førte "Bøgelund" en omtumlet tilværelse, hvor gården med jævne mellemrum blev handlet. "Bøgelund" lå efter 1930 stadig i Bramdrup Sogn, men helt tæt på den del af sognet, der i 1930 blev overflyttet til Kolding Købstad. 

Kolding Kommune erhvervede "Bøgelund" i 1967. Bygningerne blev overtaget af Kolding Rideklub, der indtil da havde holdt til med deres ridehal i Byparken lige øst for Dyrehavegårdsvej. Senere har der været fritidshjem og foreningslokaler i "Bøgelund". Nu er der rideklub og foreningslokaler.

Sådan kan en tur på Bramdrup Kirkegård blive til en fortælling om ægteskabets udvikling, sociologi, landboreformer, landsbrugsudvikling, landsbyafvikling, byudvikling og fritidssamfundets indtog.

Her lå Hans Christian og Johanne Marie Rønnings 

barndomshjem, henholdsvis "Rønningsminde" og "Bramdrupgård"

Bryllupsgaven "Bøgelund" på Bramdrupskovvej. Rideskolens haller og stalde fylder mere end den oprindelige gård, der er farvet rødt. Den grå tykke streg, der går tværs gennem billedet er sognegrænsen efter 1930, hvor en stor del af Bramdrup Sogn herfra og ned til Kolding Fjord blev indlemmet i Kolding Købstad.

 Hans Christian Rønnings og Johanne Marie født Hansens bryllupsgave "Bøgelund" ligger stadig her øst for Bramdrup Skov på Bramdrupskovvej nær Hvidsminde. Bøgelund bruges nu 
som rideklub og foreningslokaler

Ib Hansen, 30. marts 2023

Barnemord og flugt til Amerika

Idyl ved Marielundssøen på en regnvejrsdag i  juni 2019.

Det nu nedrevne traktørsted ved mølledammen, Marielundssøen i 1875.
Bemærk de nyplantede elmetræer langs stien.

Så skal jeg da lige love for, at idyllen blev brudt. Et nyfødt druknet drengebarn blev fisket op af mølledammen i Marielund.

Barnet var mindre end et døgn gammelt og var født den 27. september 1893. Bag begivenheden lå en ulykkelig situation for en ugift kun 20-årig tjenestepige på det ved Marielundssøen nærliggende traktørsted. 

Den ulykkelige situation kan man stykke sammen ud fra notater i Bramdrup Sogns Kirkebog. Jo, det er rigtig nok. Ind til 1930 udgjorde Marielundssøen Bramdrup Sogns sydvestlige hjørne. Bramdrup Sogn gik helt til Kolding Fjord.

Barnets moder var Marie Laursen. Hun var som nævnt tjenestepige på det traktørsted, der dengang lå, hvor nu Kolding Naturskole har sin undervisningspavillon. Traktørstedet lå i den  park, der har fået navn efter kancelliråd Kralunds hustru Marie. Kralund ejede på et tidspunkt området, men skænkede i 1875 det romantiske anlæg til Kolding Kommune med den klausul, at området altid skulle bære navnet Marielund efter hans hustru. Romantisk ikke?

Fundet af det druknede barnelig i september 1893 brød brat den romantiske idyl. Barnet var nok et uventet, uønsket og uvelkomment resultat af et kortvarigt romantisk forhold mellem tjenestepigen Marie og bageren Jens Petersen fra Kolding.

Det fremgår af notaterne i Bramdrup Kirkebog, at Jens Petersen ved barnets fødsel og  efterfølgende ulyksalige straksaflivning ikke længere var bosat i Kolding. Han var udvandret til Amerika. Det var ikke ukendt på den tid, at fædre til uønskede børn flygtede til Amerika i et forsøg på at undgå skændsel og børnebidrag. Den unge kvinde stod derfor alene tilbage med resultatet af et flygtigt romantisk forhold og kunne kun se frem til spot og spe, stemplet for livet. Og ikke nok med det. Cirka en måned efter barnemordet blev hun i november 1893 ved Kolding Herredsret idømt 2 års forbedringshusarbejde for misgerningen. Set med nutidens øjne en hurtig sags- og rettergang.

Sognepræsten i Bramdrup skriver i kirkebogen, at drengebarnet antages, at være aflivet af moderen straks efter fødslen. Aflivningen må således formodentlig være sket i affekt iblandet bekymring for fremtiden. En ung kvinde var blevet til en barnemorderske.

En tur rundt om Marielundssøen i dag er altid en dejlig oplevelse. Vi kan - udover den smukke natur - med tanke på fortidens ulyksalige barnemord glæde os over, at tiderne er blevet anderledes. Prævention og mulighed for abort har gjort, at der nu næsten ikke fødes uønskede børn. Derfor er der heller ikke længere behov for, at nogle gør sig til barnemorderske eller tager flugten til fjerne lande. Heldigvis for det.

Ib Hansen, 12. marts 2023.

 

 

Landbopigens dåbsnavn gik i glemmebogen

Den lille dåbspige som voksen kvinde

”Hvad er barnets navn?” 

Det spørgsmål stillede præsten ved en lørdagsdåb i Husby Kirke på Vestfyn.

 

Præsten havde nok ingen forestilling om, at den lille dåbspige skulle vokse op til at blive en vigtig internationalt anerkendt kvindelig rollemodel. Pigen blev senere en af Danmarks første kvindelige anerkendte forskere. 

Dåben fandt sted lørdag den 20. marts 1875. Pigen var født som julebarn den 25. december 1874 på Vosegård i Eskør nær Husby.

”Birthe Marie Jørgensen”. Sådan lød svaret på det spørgsmål, præsten som nævnt stillede i Husby Kirke en lørdag i marts 1875. 

Pigen Birthe Marie Jørgensen fra Vosegård blev fjorten år senere konfirmeret søndagen efter påske, den 28.april 1889. Hendes konfirmation foregik i Husby Kirke, der også er min konfirmationskirke. I kirkebogen er der som standpunkt for Birthe Marie Jørgensen indført ug i kundskab og mg i opførsel. På dette tidspunkt gav præsterne i folkekirken to standpunktskarakterer i forbindelse med konfirmationen. En i kundskab og en i opførsel. Birthe Marie viste altså kundskaber, som præsten gav betegnelsen ualmindelig godt (ug), mens hun i opførsel fik meget godt (mg), ligesom for øvrigt resten af holdet fik, og som konfirmationsholdene i Husby Kirke før og efter hendes konfirmation almindeligvis fik. Præsten havde vel styr på de unge mennesker! Og hvis han ikke havde, skulle det nok ikke frem i offentligheden. 

Birthe Marie Jørgensen. Ikke umiddelbart et navn, der vækker til genkendelse i forhold til danske internationalt anerkendte kvindelige rollemodeller. Hendes kaldenavn var da også Marie, og senere giftede hun sig til efternavnet Krogh. Så klinger det. Marie Krogh. En af Danmarks første store kvindelige forskere. 

Lad os først se lidt på hendes opvækst. En opvækst hvor hun kom til at opleve mange sorger. Som nævnt voksede hun op i Husby Sogn i Eskør på Vosegård, der ligger bare et par kilometer fra mit barndomshjem. Da Birthe Marie voksede op der, var Vosegård en fæstegård under Wedellsborg Gods. Gården lå tæt på Tybrind Vig. Ejendommen er nu revet ned og er erstattet af et hus. Fem af Maries søskende døde af tuberkulose, og allerede som barn bestemte hun sig derfor til at blive læge.

Marie måtte dog vente længe på at starte sine studier, da hendes moder ikke kunne undvære hende på gården efter Maries fader Anders Jørgensen død i februar 1895. Men som moden kvinde tog Marie senere til København og holdt en tid hus for sin broder og hans familie. Maries moder Ane Jørgensen forlod Vosegård og flyttede ind hos Maries 6 år ældre storesøster Kirsten, der i 1893 var blevet gift med dyrlæge Lorenz Hansen. Kirsten og Lorenz Hansen boede på Brendeløkke i Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Her døde Ane 83 år gammel i maj 1920.

Imens Marie opholdt sig hos broderen begyndte hun at studere, og i 1901 blev hun 27 år gammel student fra N. Zahles Skole. Med studentereksamen i bagagen startede hun på at studere medicin og tog i 1907 medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet. Allerede mens hun var universitetsstuderende, blev hun i 1905 gift med sin lærer, fysiologen August Krogh. De blev uundværlige for hinanden følelsesmæssigt og fagligt og var gennem hele livet hinandens nærmeste kolleger. Ægteparret planlagde at vente med at få børn, til hun i 1907 var færdig med sin lægeuddannelse. Ægteskabet resulterede herefter i fire børn. 

Mens børnene var små, prioriterede Marie Krogh familien. Ægteskabet var præget af ægtefællens karriere som forsker. Gennem sit livslange virke som forsker bidrog August Krogh med skelsættende forskningsresultater inden for menneskets lungefunktion, kredsløb og vævenes iltforsyning. Derudover havde han en usædvanlig opfinderbegavelse, der gjorde ham i stand til at udtænke og udvikle nyt og avanceret forskningsudstyr. Han modtog i 1920 Nobelprisen for sin indsats.

På trods af en mand med international forskerkarriere og trods fire børn arbejdede Marie Krogh med forskning, undervisning og lægepraksis. Hun og hendes mand var begge optaget af menneskets fysiologi. Han som nævnt af legemets fysiske udfoldelse. Hun af stofskiftets og ernæringens betydning. Særlig vigtig for hende blev en fælles ekspedition til Grønland 1908, hvor de sammen undersøgte eskimoernes ernæring og stofskifte. Arbejdet blandt grønlænderne gav hende lyst til at realisere sin barndomsdrøm om at blive praktiserende læge. Marie Krogh indrettede derfor fra 1910 en lægepraksis i deres private bolig. Hendes indtægt bidrog stærkt til familiens økonomi, indtil ægtefællen fik fastere ansættelse. 

Samtidig med sit arbejde som læge fortsatte Marie Krogh sine videnskabelige undersøgelser. I 1914 blev hun landets blot fjerde kvindelige dr.med. Det blev hun på værket ”Luftdiffusionen gennem Menneskets Lunger,” hvori hun undersøgte, om organismen under alle tænkelige forhold ville kunne forsynes med ilt alene ved diffusion. Diffusion er en vigtig proces ved åndedrættet, hvor vores organisme optager ilt og afgiver kuldioxid. 

Marie Krogh bevægede sig i sit liv fra et landligt miljø i Husby til et internationalt forskermiljø i hovedstaden. Overalt formåede hun med klogskab, flid, viljestyrke og originalitet at yde en højt respekteret indsats. Marie og August Krogh var med til at placere København blandt de førende forskningscentre i samtiden. 

Især Marie Krogh markerede sig som formidler og deltager i den offentlige debat. Hun var fortaler for kvinders naturvidenskabelige uddannelse. I 1933 gik hun i et velargumenteret forslag ind for mere naturvidenskabelig undervisning til piger i gymnasiet. Marie Krogh døde 69 år gammel i marts 1943. 

Marie og August Kroghs fire børn fik alle akademiske uddannelser. Den mest kendte er datteren Bodil Schmidt-Nielsen (1918 – 2015), der ligesom forældrene blev en anerkendt fysiolog. Hun blev i 1975 den første kvindelige præsident i det prestigefyldte selskab American Physiological Society.

Jeg har tidligere udgivet dette indlæg om Marie Krogh som en del af en større fortælling om danske kvindelige forskere. Nu er fortællingen igen blevet aktuel. Derfor genudgivelsen af fortællingen.

Forfatteren Hanne Sindbæk har netop udgivet en ny biografi om ægteparret Krogh. "August og Marie Krogh. Dansk videnskabs glemte stjerner". Det er en bog, jeg glæder mig til at læse. Hanne Sindbæk har netop holdt foredrag om sin bog i Husby Forsamlingshus. I følge de indlæg jeg kan læse på sociale medier, var det et både velbesøgt og vellykket arrangement.

Kirkegårdens mystik

 

Hvorfor ligger denne gravsten netop her?

På Bramdrup Kirkegård lige vest for kirken - mellem kirketårnet og stenmindehøjen for de faldne soldater i slaget ved Kolding 23. april 1849 - ligger en stor flot  granitmindesten.

Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i. Det, der får tankerne til at flyve, er, når man læser, hvem gravstenen er et minde over.

Den er et minde over Helene og Gustav Lind, der døde henholdsvis 1980 og 1984. Helene og Gustav Lind boede til sidst i deres liv på Trappergården i Strandhuse. Det var dem, der skænkede deres bolig med omliggende æbleplantager til det, der nu er blevet til Kunstmuseet Trapholt.

En stor del af sit liv drev Gustav Lind en tandlægepraksis i Amsterdam i Holland. Han startede arbejdet der i 1911 og fortsatte i Amsterdam i 33 år. I 1919 giftede han sig Helene Elisabeth Hansen, der også var tandlægeuddannet.

På ferier på hjemegnen i Danmark blev ægteparret Lind meget betagede af landskabet og udsigten over fjorden fra det sted, hvor nu Kunstmuseet Trapholt ligger. Midt i 1930'erne opkøbte de store arealer ved Trapholt, opførte en sommerbolig og anlagde en smuk have. Da de flyttede hjem til Danmark i 1944, indrettede de sommerboligen til helårsbolig og begyndte at drive æbleplantage. Det var denne ejendom og dette areal, de skænkede til det, der i dag er blevet til Kunstmuseet Trapholt.

Men det forklarer stadig ikke, hvorfor deres gravsten kan ses på Bramdrup Kirkegård?

Gården "Mejersminde" lå engang i  området ved Gl. Kongevej og Heimdalsvej. 1947

Forklaringen skal findes i området ved Gl. Kongevej og Heimdalsvej på bakken over Marielundsøen i Kolding. Her lå engang en nu nedlagt gård "Mejersminde". Alle villaerne på Heimdalsvej ligger på denne gårds tidligere jordtilliggende. Gustav Lind og hans bror Niels Peter var født på denne gård. Deres forældre var Johannes og Bodil Marie Lind, hvis gravsten står på familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård sammen med deres to sønners og svigerdøtres gravstene.

Familiegravstedet Lind på Bramdrup Kirkegård

Gustav Linds storebror Niels og Hustru Marens gravsted. 

Men hvorfor har familien Lind fra "Mejersminde" fra Gl. Kongevej-Heimdalsvej et gravsted på Bramdrup Kirkegård?

Det kommer sig af, at "Mejersminde" lå i det område, der gennem århundreder var en del af Bramdrup Sogn, men som i 1930 blev udskilt fra Bramdrup Sogn og sammenlagt med Kolding Købstad. Ejeren af "Mejersminde" Johannes Lind var en aktiv mand, der blandt andet var medlem af Harte-Bramdrup Sogneråd. Så da Johannes Lind døde i 1929, var det helt naturligt, at han blev begravet ved sin sognekirke i Bramdrup. Ligeså var det naturligt, at hans kone Bodil Marie efterfølgende blev gravlagt i samme gravsted og fik sit navn på gravstenen ved sin død i 1941.

Da Johannes og Bodil Marie Linds ældste søn Niels døde i 1964 - og hans hustru i 1963 - blev de gravlagt ved siden af Niels´s forældre. Nu var der opstået et familiegravsted. Det var derfor naturligt, at Gustav og Helene Lind besluttede, at de, selv om de havde boet i Strandhuse siden 1944, så ville de ved deres død gravlægges i familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård.

Således er sammenhængen mellem Bramdrup Kirkegård, "Mejersminde" ved Gl. Kongevej-Heimdalsvej og Kunstmuseet Trapholt i Strandhuse med mæcenerne Gustav og Helene Lind.

Kirkegårde byder på megen kulturhistorie og ind i mellem spændende gåder. 

Cirka her lå gården "Mejersminde". Gustav Linds storebror Niels og hustru Maren overtog i 1910 gården efter Niels og Gustavs forældre. Kolding Kommune købte under 2. verdenskrig gården, og den blev efterfølgende udstykket til blandt andet villaerne på Heimdalsvej.

 

Tallenes tyranni

Fred være med det! Altså afskaffelsen af St. Bededag som helligdag.

Folk, der vil bede om for eksempel fred og større retfærdighed i verden, vil stadig kunne gøre det. Så vil bønnen endda være i overensstemmelse med evangelisten Mattæus: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader,.."

Hvad værre er. Afskaffelsen af St. Bededag som fridag betyder færre sammenhængende fridage. Og er der noget familien Danmark i disse års effektivitetsjagende tid har brug for, så er det sammenhængende fridage, der giver mulighed for at puste ud fra en stressende hverdag, pleje fællesskaberne og nyde natur- og kulturmæssige oplevelser. Når samtidig afskaffelsen sker uden dialog med berørte parter som arbejdsmarkedet, kirken og kulturarrangører, så er det svært at sige "fred være med det".

Den politiske reformrevoltes jageri retter sig mod et ønske at skaffe et større arbejdsudbud. Man kan teoretisk sætte nogle tal op for, at afskaffelsen af St. Bededag vil medføre et større arbejdsudbud, altså flere på arbejdsmarkedet. Sådan bruges tallenes tyranniske tale ofte, når der træffes upopulære politiske beslutninger. 

Skattenedsættelser er i visse kredse en populær måde teoretisk at fremme udbuddet af arbejdskraft og dermed øge afkastet i form af virksomhedsejernes udbytte og statens indtægter. Velfærdssamfundet kræver løbende øgede indtægter. Det er jo ubestrideligt, men spørgsmålet er hvem der skal bidrage og i hvor høj grad?

Nu vil SVM-regeringen udover tvangsfjernelsen af en velerhvervet fridag  sænke skatter og afgifter. Regeringen vil halvere den nuværende topskattesats fra 15 procent til 7,5 procent for lønindkomster fra topskattegrænsen på cirka 618.000 kr op til 750.000 kroner. Det lyder meget tilforladeligt, når konsekvenserne "sløres" i procenttal. Bare et enkelt eksempel.

I faktiske tal betyder halveringen fra 15 procent til 7,5 procent, at en nuværende topskatteyder, der tjener mellem 750.000 kroner og 2,5 millioner kroner, vil få en gevinst på cirka 11.250 kroner om året svarende til 937 kroner om måneden. 

Regeringens argument for skattelettelser er, at de vil komme alle til gavn. Beskæftigelsesfradraget for alle i arbejde vil nemlig samtidig med topskattelettelserne blive øget. I regeringen sprogbrug "med i alt hele fire milliarder kroner." Pensionister og andre lavindkomstgrupper udenfor arbejdsmarkedet får ikke gavn af et sådant beskæftigelsesfradrag, da de jo netop ikke er i beskæftigelse! Et andet af regeringspartierne brugt argument er, at skattenedsættelse skal bøde på inflationsvirkningerne, men det kommer altså netop ikke pensionister og andre udenfor arbejdsmarkedet til gode.

Her er det så, at tallenes tyranni slår til med den store hammer! Den procentvise halvering af topskatten indebærer som nævnt en gevinst for omtalte højindtægtsgruppe på cirka 11.200 kr om året. Det store flertal af lønmodtagere med indtægter, der ikke indebærer betaling af topskat får til sammenligning blot cirka 1.560 kr ud af det øgede beskæftigelsesfradrag. Det svarer til cirka 130 kr. mindre skattebetaling om måneden. Peanuts i forhold til de galopperende priser. Samtidig afskaffer regeringen en fridag med tilhørende indgreb i de fri aftaler mellem arbejdsmarkedets parter i forhold til søgne-og helligdagsbetaling og andre aftalte tillæg.

En almindelig lønmodtager skal altså tvangsveksle en hidtidig fridag til et ekstra beløb på 130 kr pr. måned, mens en nuværende topskatteyder får en gevinst, der er cirka 7 gange højere nemlig 937 kr. pr. måned. Det er det regeringen kalder at styrke indsatsen mod inflation og sikre velfærdssamfundet. Men en kilowatt-time, en pakke smør, en pose havregryn eller en togbillet koster jo det samme, uanset om man er topskatteyder, pensionist eller almindelig lønmodtager! Så hvis kompensationen i form af skattenedsættelsen på 130 kr. pr. måned for almindelige lønmodtagere giver en registrerbar afhjælpning af inflationen, så må skattenedsættelsen for topskatteydere omvendt betyde en overkompensation, der kan bruges til mange andre glæder end at afhjælpe på inflationen i forhold til det dagligdags forbrug. Argumentationen hænger ikke sammen.

Procenttallenes tyranni spiller ind, både når man udmønter overenskomsters aftalte procentvise lønstigninger, og når man laver procentvise skattebesparelser. En procentvis lønstigning giver i faktiske kroner mest til de højeste indtægter. Procentvise skattenedsættelser giver i faktiske kroner, som vi har set, mest til de højeste indtægter. Hvad med at bryde procenttallenes tyranni ved at udmønte eventuelt ønskede skattenedsættelser i faktiske kroner, ligesom man udbetaler børneydelser og andre tilskud i faktiske kronebeløb. Såfremt man virkelig i en situation, hvor velfærdssamfundets tilbud er presset på økonomien, ønsker at give skattelettelser, hvad så med at give alle danskere et konkret kronebeløb i fradrag gældende for for eksempel de næste to år. Men det hænger jo ikke sammen, da der som nævnt mangler penge til velfærd. Det ville dog i forhold til regeringens skatteudspil give en større retfærdighed og en ligelig behandling af befolkningen, hvis ønsket er at gøre noget for alle i forhold til den galopperende inflation.

Bryd procenttallenes tyranni!

Posterne skiftede i Husbys magttrojka

Ved lensgreve Bendt Wedells jordfæstelse på Husby Kirkegård torsdag
den 12. oktober 1922 deltog blandt mange andre kong Christian den Tiende.
Fyens Stiftstidende skriver under dette foto, at kongen angiveligt skulle kunne
genkendes til højre i billedet. Billedet er taget mod nord fra vejen til Sdr. Åby.

1922 blev året, hvor nye magtfulde mænd i Husby Sogn kom til. De tidligere mænd på magtpositionerne var enten rejst eller døde. 

Omkring Jul og Nytår plejer jeg at pløje gamle aviser, kirkebøger og folketællinger igennem for at finde omtaler af bemærkelsesværdige begivenheder fra min barndomsegn. Der er næsten altid en del spændende ting at høste. Små og større begivenheder, som jeg ynder at sætte ind i en overordnet historisk og samfundsmæssig kontekst.

Begivenhederne er altid mindst 100 år gamle. Det kommer af, at de gamle aviser først er offentlig tilgængelige, når de er over 100 år gamle. Året 1922 udmærker sig ved, at der i Husby Sogn ikke er meget at berette i forhold til almindelige mennesker. Desto mere kan jeg så gøre ud af, hvad der skete af større begivenheder blandt sognets "stormænd" i 1922 og årene omkring.

Husby Sogns magttrojka

Stormagterne i Husby sogn bestod gennem århundreder af tre store magter, nemlig grevemagten, kirkemagten og skolemagten. I nævnte rækkefølge indtil for forholdsvis få år siden. Nu er der kun grevemagten og en fjerdedel af kirkemagten tilbage. Skolen er nedlagt og kirken er gået i godt samarbejde med tre af omegnens kirkesogne.

Magtskifterne på de tre positioner, jeg her vil fortælle om,  startede allerede i 1920, men var først nogenlunde på plads ved årets udgang 1922.

Husby Kirke set fra nordvest, fra Sjobjergvej

Kirkemagten

Det var pastor Wolf, der startede processen. Han havde i juli 1920 i forbindelse med Genforeningen ladet sig forflytte til et embede i Vodder Sogn i Sønderjylland, hvor den tysksindede præst var rejst til Tyskland.

Pastor Wolf ønskede at tjene i Sønderjylland, hvor hans far som ung student som frivillig havde kæmpet den sønderjyske sag. Stillingen som sognepræst i Husby blev holdt åben, indtil den sønderjyske præste- og kirkestruktur var endelig afklaret. Embedet i Husby blev i resten af 1920 og det meste af 1921 klaret af præster fra omegnens kirken.

I slutningen af året 1921 faldt præstespørgsmålet endelig på plads, da pastor Johs. V. Petersen blev ansat som sognepræst ved Husby Kirke. Både pastor Wolf og pastor Petersen kom til at spille en rolle i næste magtskifte. Det var det magtskifte, der fulgte af lensgreve Vilhelm Karl Joakim Ove Casper Bendt Wedells død. Det forløb, skal vi nu se nærmere på. Hans begravelse forløb ganske anderledes end andre husbyborgeres begravelser. 

Grevens død 

Grev Bendt var den 6. oktober 1922 fyldt 82 år. I den anledning var han blevet fejret behørigt.

Næste morgen den 7. oktober 1922 var han som sædvanligt stået op og havde spist sin morgenmad. Efter morgenmaden var han gået rundt i nogle af Wedellsborg Slots mange gemakker. Måske følte han sig lidt ensom i det store slot, selvom der var mange tjenestefolk. Grev Bendt havde været enkemand i 28 år. Hans hustru lensgrevinde Marie Elisabeth Wedell født Knuth var allerede død den 18. august 1894 kun 45 år gammel. Efter turen rundt i nogle af slottets gemakker - og måske nogle strejftog tilbage i erindringer - gik grev Bendt ind på sit kontor.

Ud på formiddagen kom nogle af tjenestefolkene ind på kontoret og fandt ham død. Hans helbred havde godt nok på det seneste været skrantende, men han havde stadig gjort sine daglige ture rundt på godset for at tilse driften af landbruget og skovbruget. Året før i 1921 havde han dog overdraget ejerskabet til godset til sønnen grev Julius, den næste i arvefølgen som lensgreve for Wedellsborg.

Det var en stor ting, når en mand som lensgreve Bendt døde. Han havde mange relationer og mange underordnede. Aftenaviserne samme aften og næste dags morgenaviser var derfor fyldt med historier om hans liv og levned og hans død. Hans begravelse kom ikke til at ligne andre husbyborgeres begravelser. Lad os derfor se på, hvordan en sådan lensgrevebegravelse foregik i Husby i 1922. Det var en begivenhed, der påkaldte sig interesse fra hele landet.

Grevens begravelse 

Begravelsen blev fastlagt til torsdag den 12.oktober 1922 kl. 13.15 fra Husby Kirke. Det var fem dage efter hans død.

På det her tidspunkt ejede grevskabet Wedellsborg to kirkerum i Husby Sogn. Wedellsborg Slotskapel og Husby Kirke.

Wedellsborg Slot

Begravelsesritualet startede allerede aftenen før selve begravelsesdagen. Altså om aftenen den 11. oktober 1922. Denne aften talte først sognepræst Johs. V. Petersen ved en højtidelighed i Wedellsborgs fyldte slotskapel.

Herefter blev lensgrev Bendts kiste ført fra Wedellsborg Slot gennem landsbyen Husby til Husby Kirke. Undervejs passerede kisten tre  æresporte. En æresport var rejst lige udenfor slottet, mens de to øvrige var rejst på det lille stykke vej fra Husby Landsby til Husby Kirke.

Kisten blev indsat i Husby Kirke med henblik på morgendagens begravelsesritual. Sognets tidligere præst - nu præst i Sønderjylland - pastor Wolf holdt i et fyldt kirkerum en kort andagt.

Grevskabet Wedellsborgs monogram hænger fortsat over indgangen til Husby Kirkegård.I 1990 overgik ejerskabet af Husby Kirke fra Wedellsborg Gods til Husby Sogn

.

Husby Kirkes alter

Kong Christian stod ved grevens kiste

Kong Christian den Tiende havde meldt sin ankomst til lensgrevens begravelse. Kongens salonvogn var blevet koblet på et eksprestog til Jylland, der ganske ekstraordinært var blevet sat til at stoppe ved Ejby Station. Rejsen gav for øvrigt anledning til lidt utilfredshed blandt nogle borgere i Odense. I forbindelse med, at eksprestoget som sædvanligt stoppede i Odense, havde de taget ophold på perronen for at hilse på kongen, men kongen blev blot siddende i sin stol i kongevognen og passiarede med sin adjudant. Det fik en Odense-avis til sarkastisk at bemærke, at Odense havde haft kongebesøg. Men blot i seks minutter.

Ejby Station 1905. I baggrunden den nu nedbrudte Ejby Gæstgivergård

Kongen ankom som den sidste til Husby Kirke i automobil fra Ejby Station til en til bristepunktet fyldt Husby Kirke og kirkegård. Kongen gik straks frem til grevens kiste og placerede her en stor krans. Kong Christians krans var den fornemste blandt massevis af andre kranse og buketter. Sognerådene i Husby, Balslev, Udby, Gamborg og Føns sogne havde rigtig flottet sig og havde skænket en sølvkrans. Det samme gjorde også tidligere fæstere fra Tanderup Sogn. Det var under lensgreve Bendt, de i lighed med andre af omegnens gårdejere havde opnået selveje.

Begravelsen startede med, at følget sang W. A. Wixels salme fra 1841 "Tænk, når engang." Det må havde lydt stemningsfuldt, når det store følge under orgelledsagelse blandt andet sang linjerne:

"Tænk, når engang den tåge er forsvunden

som har sig sænket over livet ned"

Derefter talt pastor Wolf over lensgrevens liv og levned. Efter hans tale kom, hvad jeg vil formode må have været begravelsens stemningsfulde højdepunkt.

Operasanger Bruusgaard sang N. F. S. Grundtvigs salme fra1860/64  "Som dug på slagne enge" med linjerne:

"Som dug på slagne enge,

så falder livets ord"

Så kan både jeg og sandsynligvis de mange landbrugskyndige i følget til grevebegravelsen se for sig, hvordan morgensolen glimter som diamanter i dråberne på en nyslået dugdækket hømark.

Det var Husby Sogns nye præst pastor Petersen, der forrettede jordpåkastelsen. Derefter sang man B.S. Ingemanns salme "Dejlig er jorden". Det var en til lejligheden passende salme med de linjer, der altid berører mig:

"Tider skal komme,

Tider skal henrulle,

Slægt skal følge slægters gang..."

Herefter blev kisten båret fra kirken til grevskabets private gravsted i Husby Kirkegårds sydøstlige hjørne, hvor den under overværelse af det store følge og kong Christian den Tiende blev gravsat. Mon ikke borgerne i Husby følte det som en dag, hvor Husby fik en fremtrædende plads på Danmarkskortet?

Hermed var det endelige magtskifte sket på grevemagtens trone i Husby Sogn. Lensgreve Bendt havde haft mange magtpositioner, en af dem havde været at repræsentere De Konservative som formand for Husby Sogneråd i en årrække. Nu var lensgreve Julius Wedell ved magten, som den ene part i sognets tredelte magt. Men hvordan med den tredje magt i sognet, skolemagten? Jo, her kommer fremtidens mand på banen. Læreren og senere førstelæreren, der i mere end 40 år sad på skolemagtens trone. Lærer Andersen.

Fremtidens mand blev ansat i 1922 

Førstelæreren i Husby Skole hed fortsat lærer Jensen. Det gjorde han i nogle år endnu, men skolen skulle have ny andenlærer. Det gav, som vi nu skal høre om, en del bøvl.

Stillingen som andenlærer var blevet ledig, da den meget afholdte andenlærer Einar Hansen rejste og lod sig ansætte som førstelærer ved Ferup umiddelbart nordvest for Kolding. Forud lå en efter min vurdering meget giftig sag, hvor en af sognets øvrige magter ud over de lokale tre stormagter kom i karambolage med skolemagten, kirkemagten og sognets frivillige kræfter. Det var Husby Sogneråd, der kom på banen.

Den 27-årige Einar Hansen havde i 1922 været andenlærer ved Husby Skole i 4 år, var kirkesanger og havde ydet en stor indsats i Ungdomsforeningen. Nu var han blevet forelsket i gårdmandsdatteren Karen Larsen fra Husby Mark og ønskede at gifte sig.

Problemet var bare, at der på Husby Skole kun var en førstelærerbolig med plads til familie, mens andenlærerboligen var beregnet til en ungkarl. Andenlærer Hansen ansøgte derfor Husby Sogneråd om at få opført en ny andenlærerbolig ved skolen med plads til en gift lærer. Denne ansøgning afslog Husby Sogneråd på sit møde i februar 1922.

Andenlærer Hansens svar kom prompte. Han søgte og fik straks en førstelærerstilling ved Ferup Skole. Den 28. april 1922 blev der holdt en stor afskedsfest for ham i et fyldt Husby Forsamlingshus. Festen var en stor manifestation af, hvor afholdt han var. Både for sin faglige dygtighed og for sit venlige væsen.

Skolebørnene havde samlet ind til en gave til ham, og Ungdomsforeningen forærede ham en sølvvase. Herudover var der en lang række taler, der hyldede ham. Skolekomissionen bragte en stor tak. Repræsentanter for forældre til skolesøgende børn takkede og hyldede ham, ligesom der fra afskedsfestens kirkelige repræsentanter lød en stor tak for hans indsats som kirkesanger.

Den 17. maj 1922 blev den nyudnævnte førstelærer ved Ferup Skole  27-årige Einar Hansen i Husby Kirke gift med 23-årige Karen Larsen fra Husby Mark. Man kan næsten fornemme den i kirkerummet forstærkede manifestation over for det, nogle kredse sikkert har opfattet, som det "stivnakkede" sogneråd. Forlovere var ingen ringere end førstelærer ved  Husby Skole Christian Thomsen Jensen og brudens far forpagter Christian Larsen, Husby Mark. Vielsen blev forrettet af sognepræst Johs. V. Petersen, der også var formand for sognets skolekommission. 

Det skulle da også vise sig, at det ikke var en let sag at finde en ny ugift andenlærer, der var villig til at bo i en ungkarlelejlighed på skolen. Stillingen måtte vikarbesættes i flere måneder. Husby Sogneråd kunne først på sit møde den 31.10. 1922 foretage indstilling til Skoledirektionen om andenlærerstillingens besættelse. Der var kun seks ansøgere til stillingen.

Som nummer 1 indstillede sognerådet lærer Viggo Andersen, Odense. Viggo Andersen blev efterfølgende af Skoledirektionen på et møde den 17. november 1922 kaldet til embedet som andenlærer ved Husby Skole med virkning fra 1. december samme år. Det var dengang, det at være lærer blev betragtet som et kald.

Med lærer Andersens ansættelse var grundlaget lagt for den mere end 40 års efterfølgende faste hånd om skolemagten i Husby. Lærer Andersen afløste nemlig efter nogle få år lærer Jensen som førstelærer.

Husby Skole 1962. Til venstre i billedet skolens østfløj.

Der blev senere i forlængelse af skolens østfløj tilbygget en lejlighed til en gift andenlærer. I starten af sin tjeneste ved Husby Skole boede lærer Tagesen i denne lejlighed, indtil den nye lærerbolig på den anden side vejen overfor skolen blev bygget. Andenlærerens lokaler blev ombygget til klasseværelse. I hvert fald familien Tagesens ældste datter blev født i skolens østfløjslejlighed.

I skolens ladebygning blev der indrettet en lejlighed for en ugift småbørnslærerinde. Her boede fru Breiner, indtil lærerboligen mellem skolen og Husby Brugsforening blev bygget. Lærerboligerne til Tagesen og fru Breiner blev bygget af Husby Sogneråd sidst i 1950´erne, da det var særlig vanskeligt at rekruttere lærere til landsbyskoler. Så noget havde man lært af sagen om andenlærer Einar Hansen og hans fravalg af Husby Skole.

Andre bemærkelsesværdige begivenheder fra 1922

Den i Eskør fødte videnskabskvinde Marie Krogh og hendes mand nobelpristageren August Krogh besøgte i 1922 Toronto Universitet og vendte hjem med eneretten til at producere og sælge insulin i hele Europa. Dermed blev grundlaget lagt til medicinalvarefabrikken Novo Nordisk.

I november 1922 blev en rutebilrute fra Ejby Station gennem Husby og Tanderup sogne via Sandager til Assens Station indviet. Ved indvielsen blev det meddelt, at foreløbig kørte rutebilen nogle gange om ugen. Ruten blev startet af en vognmand fra Assens.

Det bemærkelsesværdige ved indvielsen i 1922 var, at den markerede starten på Rasmus "Ruteras" Jensens efterfølgende livslange rutebilkørsel på denne rute med rutebilstation på hjørnet af nuværende Storegade og Lillegade i Husby. 47 år blev det til for "Ruteras."

Rutebilstationen midt i landsbyen Husby

Ovenstående er det uddrag, jeg har valgt at bringe af begivenhederne i Husby 1922. I Danmark og ude i verden skete samme år nok så alvorlige begivenheder. 

Danmark og Verden i 1922

Fredsafslutningen efter Første Verdenskrig førte til økonomisk afmatning og stærkt stigende arbejdsløshed. Arbejdsgiverne i Danmark stillede krav om lønnedgang for de ansatte. Kravet blev besvaret med storkonflikt og medfølgende uroligheder.

Venstre og Konservative besluttede - meget apropos nutidens diskussioner - et nyt forsvarsforlig, hvor det hidtidige eksistensforsvar skulle afløses af et neutralitetsforsvar. Danmarks første radioudsendelse blev udsendt den 29. oktober 1922. Og Niels Bohr fik i 1922 Nobelprisen for sit arbejde med at reorganisere Det Periodiske System.

I Europa kom de første varsler om senere tiders forfærdelige konflikter. Benito Mussolinis fascister gennemførte i kolonner fra hele Italien en stor march til Rom.

Den blodige borgerkrig i Rusland mellem den kommunistiske Røde Arme og den internationalt støttede borgerlige Hvide Arme blev afsluttet. Borgerkrigen havde hærget siden 1918 i slutningen af Første Verdenskrig til den her i 1922 blev endelig afsluttet, da 14 russiske republikker dannede USSR-Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker. I daglig tale Sovjetunionen. Hermed blev kimen lagt til varme og kolde krige, der strækker sig helt til vore  dage. 

GODT NYTÅR 2023

Ib Hansen 28.12.2022

Driving Home for Christmas

Efterfølgende fortælling om erindringsturen - "Driving Home for Christmas" - tilegner jeg min nyligt afdøde lillebror Leif, som efter i flere år at have været  pint og plaget af en bestialsk sygdom endelig søndag den 11. december 2022 blev sat fri af kroppens fysiske fængsel. Han blev bisat torsdag den 15.december 2022 fra Søndermark Kapel på Frederiksberg. Selvom Leif allerede som syttenårig i 1968 flyttede fra Husby til København for at uddanne sig og blev hængende, bar han - som vi to andre brødre - vores hjemegn og de gode minder derfra i sit hjerte lige til det sidste. Nu vender han tilbage til udgangspunktet, den rige vestfynske muld. Hans urne bliver nedsat på vores familiegravsted på Ejby Kirkegård.

Her kommer fortællingen.

Chris Rea´s verdensjulehit "Driving Home for Christmas" spilles lige nu på alle kanaler inklusive på min egen indre afspiller. De sprøde toner masserer alle mine julenostalgiske strenge. 

Sangen får mig altid til at tænke på de mange gange, jeg efter at være fraflyttet barndomshjemmet i Husby er rejst fra min jyske residens over Lillebælt tilbage til barndomslandet for at fejre familiejul. Julebesøgene i det vestfynske sluttede efter mine forældres død i 1995 og 2010. Heldigvis besøger jeg stadig flere gange i årets løb de velkendte egne.  

Når Chris Rea synger "Oh, I can´t wait to see those faces", popper ansigter af familie, venner og bekendte op i min erindring. Når jeg besøger hjemegnen, både mærker og ser jeg de velkendte landskaber. Landskaber der skaber billeder af de mange gode oplevelser, jeg har bragt med derfra. "Well i´m moving down that line... to pass the time away". Det starter allerede i bilen, når jeg kører over bro og bælt. Så mærker jeg hjemlængslens sug. Minderne står i kø.

Jo nærmere, jeg kommer. Jo stærkere føles suget. Jeg kan så let som ingenting i fantasien forestille mig en tur rundt i hjemegnen. Her kommer en sådan fantasitur:

Ind over det fynske brohoved. Ned ad den lange bakke nær Udby ved Skadebjerg. Forbi bakken, hvor rovmorderen Boye den 16. august 1856 blev et hoved kortere. Halshugget her nær Broendehuset ved Føns Vang Sø, hvor han havde begået sin morderiske ugerning.

Over Sandmarksvejens bølgende bløde bakker, langs lange syrenhegn. Landet her med sandbankerne og de vidtstrakte mørke nåleskove signalerer ikke Fyn, men Midtjylland eller måske Norge eller Sverige. Unikt, smukt og særegent er her. En herlig fornemmelse hver gang.

Ved Tybrind åbner landet sig. Mellem en tvedelt bakke anes i det fjerne Husby Kirkes løgformede kuppel afsluttet med et imponerende lanternespir.

Inden jeg når hjemsognet Husby, skal jeg igennem endnu en mørk nåleskov. Jeg kører forbi skovvejen, der fører til højre ned til Stillesø. Vejen går over grænsebækken mellem Ørslev og Husby Sogne.  Hybækken, der i gamle dage blev kaldt Højbækken. På vejen ud af de mørke nåleskove passerer jeg over Hybækbroen ved den rødstolpede ældgamle bindingsværksgård, der tidligere husede Hybæk Mølle og Savværk.

Nu er det som at komme ind i en anden verden. Alt bliver lyst, åbent og venligt. Det går sydpå ad Fuglemosehøjgyden. Mod øst nyder jeg det vide udkig over de flade marker mod klyngen af huse i Sibirien. Et navn der tydeligt fortæller, hvilken jordtype der er karakteristisk her i den nordøstlige del af Husby Sogn. Gårdnavnet Hvidensand præciserer, at der er tale om lette, flyvske sandjorder. Sandmarkerne ligger foran den mægtige randmoræne Ørslev-Lunge Bjerge, der afgrænser Wedellsborghalvøen mod det øvrige Nordvestfyn.

Min vej går videre gennem Hygind. Mens vi gik i skolens yngste klasser, kom min bror Leif og jeg her en del, da vi legede meget med Keld, der dengang boede i husmandsstedet, der ligger lige midt i landsbykrydset.  Jeg kører over Hygind Bæk ved Kronborghuset. Folkeviddet har døbt huset sådan, fordi huset som slottet Kronborg ligger på en pynt nær vandet. Her er vandet dog blot den mindre bæk, Hygind Bæk. Da verdenshavene for flere tusinde år siden i den tidlige Stenalder stod meget højere end i dag, gik Tybrind Vig helt ind til Hybæk Mølle og helt ind til Kronborghuset, så Hygind lå på en smal halvø, der strakte sig ud i havet. Et sådant sted blev tidligere kaldt et huk. Ved Hygind Bæk lå engang Hygind Mølle. Møllen og mølledammen er der ikke længere, men gården eksisterer fortsat. Vi spillede for øvrigt på fodboldhold i Husby med Erik "Møller". Han gik i årgangen over os, som vi gik i klasse med hvert andet år.

Godt, jeg ikke som i min realskoletid er på cykel, for nu går det ad Skræppedalsvej op ad den lange, stejle Hygind Bakke. På cykel skulle der trædes hårdt i pedalerne, men i bil kommer jeg hurtigt op på toppen af bakken mellem Hygind og Skræppedalen. Her på toppen – hvor der som regel ikke er særlig koldt - er der en formidabel udsigt over hele den nordlige del af Husby Sogn. Nær Jørgen og Marie Snedkers hus på toppen af Hygindbakken lå engang den ene af den nordvestfynske roebanes to læssepladser i Husby Sogn. Den anden lå ved Husby Kirke.

Langsomt fortsætter jeg sydpå ad Skræppedalsvej mod Husby Hole. Det er herfra min verden går. Godt nok er jeg født 10 kilometer derfra i Ejby, men da jeg var fire år gammel, flyttede vi til huset på Skræppedalsvej. Det ville dengang sige mor Nina, far Peter, lillebror Leif og mig. Tre år efter flytningen var jeg så heldig at få endnu en lillebror. Da blev Bo  født.

Vores barndomshjem ligger lige der, hvor Skræppedalsvejen knækker. Lige midt i alverdens herligheder. Meget passende hedder huset “Svinget”. Tre meter fra drengeværelsets vindue på 1. sal og øst for Skræppedalsbakken ligger skoven, kaldet Husby Hole.

Engang var Husby Hole et festligt midtpunkt for sognets sommerfester. Til sommerfesterne mødte op til 700 gæster frem i den grønne skov. Der var penge at tjene for festarrangørerne. Det var sygekasseforeningen, skytteforeningen, ungdomsforeningen og andre almennyttige foreninger, der på denne måde tjente gode penge.

Husby Hole var vores fantasi- og vintersportsland. Her legede vi cowboy og indianere. Klatrede i træer. Byggede huler. Lavede bål. Overnattede i selvbyggede bivuakker. Vi kørte på kælk ned ad en af Holens stejle skrænter eller løb på skøjter på et af de tre kreaturvandingshuller, der ligger på Holens fugtige enge. Enge der er resultatet af en langsomt afsmeltende kolos af dødis i slutningen af Istiden.

I Husby Hole oplevede vi dramatiske ting, som da Leif engang hang fast i en gammel, rusten pigtråd. Resultatet var, at han fik en stor flænge i knæhasen. Så stor, at en luns kød hang ned på bagbenet. Vi havde ikke telefon hjemme, så jeg måtte derfor løbe den halve kilometer op til Husby Forsamlingshus og bede dem ringe efter doktor Helbo i Ejby. Som en naturlig ting kom Helbo hjem til os, så hurtig han kunne. Kødlunsen blev sat på plads med 5-6 klemmer. Arret har efterfølgende i alle årene ”smykket” Leif. Så sent som to dage før han døde, konstaterede jeg, at arret fortsat var meget synligt.

Det var også dramatisk, når lillebror Bo på ”prærien” i Holen blev udsat for vedholdende angreb fra vilde indianere. Mor ville naturligvis have, at vi tog ham med og inddrog ham i legen med vore kammerater. Det var lidt svært, da han kun var 3-4 år gammel. Men så fandt vi på at lege vogntog over prærien, hvor Leif og jeg skiftevis bar Bo på skuldrene, mens den anden forsvarede ”vogntoget” mod vores kammerater, der var angribende indianere med spyd, køller, flitsbuer og pile. Engang i mellem gik det lidt for voldsomt for sig i forhold til brug af bue og pil. Det vidste mor og far ikke noget om, men folk på arbejde i skoven rundt om engen råbte os an, når løjerne skulle stoppes. De voksne tog ansvar også for andres børn.

Vest for vores barndomshjem og Skræppedalen ligger langs bækken Moserenden et stort eng- og mosestrøg. Moseområdet har mange forskellige navne. Husby Mose. Husby Made. Eller Sjoen, som er det officielle navn på et nutidigt geodætisk kortblad. Sjoen har givet navn til den nærliggende markante rundbakke, Sjobjerg.

På moseengen spillede vi fodbold om sommeren. Øvede os i baglæns saksespark. Den bløde engjord var god at lande på. Om vinteren var mosens frosne fladvandsområder et godt sted at løbe på skøjter. Mosen kunne også illudere et hvidt område på verdenskortet. Så vandrede vi langs Moserenden gennem det mennesketomme moselandskab forbi Sjobjerg og Rævebjerg helt ud til Tybrind Vig og legede opdagelsesrejsende som for eksempel Livingstone og Stanley på jagt efter Nilens kilder. Af og til sneg vi os til at klatre op i luftmeldetårnet på toppen af Sjobjerg. Det var forbudt område, men den formidable udsigt over Husby, Tybrind Vig og Lille Bælt helt til Skamlingsbanken kunne få selv velopdragne drenge til at gå på akkord med reglerne.

Undervejs forbi vores barndomshjem og op ad Skræppedalsbakken erindrer jeg, da min bror Leif og jeg gik i Husby Skole. Jeg husker også den første skoledag, hvor den store nabodreng Palle fra Norddal fulgtes med os. Leif og jeg gik trods aldersforskellen på 1 år og 6 dage i klasse sammen. Først i Husby og senere i Ejby. Vi sad dog ikke sammen ved skolepulten. Dertil var konkurrencen mellem os for stor, hvilket af og til kunne udløse uhensigtsmæssige gnister. Afstanden til skolen var for øvrigt for kort til, at vi måtte cykle. Der skulle være plads i skolens cykelskur til cyklerne fra de elever, der boede længere fra skolen, end vi gjorde.

Når vi gående på vej til skole nærmede os toppen af Skræppedalsbakken, og kirketårnet langsomt blev mere og mere synligt over bakkekanten, kiggede vi altid spændt efter kirkens flagstang. Med skam at melde glædede vi os, når vi så, at flaget var sat på halv. Så vidste vi, at vi fik fri til middag. Førstelærer Andersen skulle over middag bestride sit hverv som degn og kirkesanger ved eftermiddagens begravelse.

Skolen med den smukke skolebygning på det allersmukkeste sted i sognet, som det blev skrevet i en avis ved skolens 25 års jubilæum i 1918, ligger der heldigvis endnu. Nu dog benyttet som smykkeværksted. Husby Skole indeholder stadig klasseværelser, førstelærerbolig og skolens ladebygning. Et unikt anlæg, der viser, hvordan en landsbyskole fysisk var opbygget. Måske burde den fredes! Men dejligt, at smykkeværkstedets ejer Bent Larsen og familie har passet så godt på den, siden de overtog den efter skolens nedlæggelse sidst i 1960´erne. Respekt!

Netop skolens smukke placering på et sted, hvorfra man kan skue ud over sognet og ud over Lillebælt til Assens og Bogø, er ofte i mine tanker. Jeg husker morgener, hvor jeg fra klasselokalets store vinduer kunne opleve solopgangen skabe sølvglitren på Lillebælts bølger og sende sine solstråler ned på Bogøs kyster.

Så klinger Jacob Knudsens salme ”Se nu stiger solen af havets skød” på min indre afspiller. ”… alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst”. ”O, at jeg tør favne dig, skære dag”. Og ”Lyset stander stille på livets kyst”.

Nå, men jeg må videre på turen rundt i sognet. Jeg lægger vejen forbi kirken. Den er altid en fornøjelse at skue. Begge mine brødre og jeg er blevet konfirmeret i den gule og hvide imposante kirke med de smukt svungne gavle, det flotte tårn med løgkuppel og afsluttet af et lanternespir. Kirkens indre med hvide hvælvinger er ligeledes en arkitektonisk oplevelse.

Her på sognets højeste sted har kirken ligget i århundreder i ensom majestæt i det, der engang var et øde område mellem sognets 4 landsbyer Hygind, Eskør, Husby og Sdr. Åby og sognets mastodont Wedellsborg Gods. I 1712 blev landsbyskolen dog placeret nær kirken, indtil den i 1893 blev flyttet til dens nuværende placering. Senere blev der tæt ved kirken opført en bygning til at huse 6 fattiglemmer. Fattighuset er der ikke længere spor af. I starten af 1900-tallet blev der bebygget mellem kirken og landsbyen Husby.

Efter således at have dvælet på højdedraget ved kirken og skolen bevæger jeg mig videre sydpå, nedad bakken mod Sønder Åby. Vejen byder på en formidabel og åndeløs smuk udsigt over Lillebælt mod Bågø og den sønderjyske kyst. Vel nede i Sønder Åby møder jeg alléen til præstegården. Her gik Leif og jeg inden vores konfirmation den 4. april 1965 til konfirmationsforberedelse hos pastor Jensen. Jeg husker det som nogle rare timer, måske fordi vi kom til at lære pastor Jensen rigtig godt at kende, da vi i 7. klasse også havde ham som vikar i regning og fysik. Vores dygtige andenlærer Tagesen blev desværre ramt af svær sygdom og var i perioder sygemeldt. Tagesen døde knap 41 år gammel  den 9.juli 1966 året efter, vi i sommeren 1965 var gået ud af Husby Skole for at forsætte i Ejby Folke- og Realskole. Tagesens gravsten står endnu på Husby Kirkegaard, ligesom gravstenen over vores forskolelærerinde fru Breiner. 

Nå, men det var Sønder Åby, jeg var kommet til. Udover at gå til præst, kom vi også her for at spille fodbold med brødrene Knud og Olav, der boede på landsbyens ældgamle bindingsværksgård, ”Gammelgård”. Efter skoletid besøgte vi af og til Jørgen, der var min sidekammerat i næsten alle årene i Husby skole og efterfølgende i realskolen i Ejby. Sammen med ham sejlede vi blandt andet på bugten i jolle med hjemmerigget sejl. I Sønder Åby boede også Arne, som vi gik i klasse med hvert andet år. I Husby Skole gik vi nemlig dengang to årgange sammen i hver klasse.  Arnes far var fritidsfisker og havde klinkbyggede både med indenbords motor. Dem sejlede vi med på bugten og på Lillebælt, nogle gange helt over til havnen på Bågø.

Arne, Jørgen og brødrene Poul og Jørgen fra Husbygård var, da vi blev unge, med i kernen af den gruppe af kammerater fra Husby-Tanderupegnen, der sammen tog til fester og koncerter rundt om på Vestfyn. Ofte transporteret af købmand Thomsen fra Håre i hans folkevognsrugbrød. Når bilen var fyldt op, blev transportudgiften billigere for den enkelte. Det var som oftest Club Seven på Gelsted Kro, Skovpavillonen, Hotel Phønix  eller Rådhuskælderen i Assens. Juleballerne i Åruphallen var et must for os at deltage i.

Jeg skal selvfølgelig også lige en tur ud til Sønder Åby Strand. Herfra er der en flot udsigt over bæltet helt til Assens, Bågø, Sønderjylland og Brandsø. Da vi var børn og unge var det ikke en badestrand, vi benyttede. Så på den måde har jeg ikke så mange minder fra denne strand. Som børn badede vi sammen med vores mor fra den behagelige sandstrand ved Eskør, der hvor den store strandeng Flægen møder Tybrind Vig. Mor havde mig bagpå cyklen og Leif i en cykelstol på styret, når turen gik til Eskør Strand. Senere blev det med lillebror Bo i cykelstolen og Leif og mig på egne cykler.

Da vi blev større og selv kunne cykle til stranden, badede vi fra Husby Strand ved Sudden mellem Wedellsborg Jagtslot og Husby Strandvej. Engang i mellem overnattede vi også på stranden i telt sammen med Jørgen og Poul fra Husbygård. Så kunne vi opskræmme hinanden med smuglerhistorier. På de tider før EF og det senere EU var smuglerier meget almindelige. Der blev for eksempel smuglet masser af cigaretter over Østersøen fra Polen. Det kunne nok sætte gang i drengefantasierne, når vi om natten så lyset fra en båd ude på vandet.

 

Endnu senere, da vi gik i skole i Ejby, mødtes vi om sommeren med fodbold- og skolekammerater for at bade ved Wedellsborg Havn. Nedbrydningen af havnen var dengang allerede godt i gang, men ikke så meget som nu. Vi kunne stadig springe i vandet fra molerne. Nu er broen ud til havnen og det meste af molerne væk.

Nå, men videre. Jeg var nået til Sdr. Åby Strand. Inspireret af besøget ved stranden der på Wedellsborghalvøens sydside beslutter jeg at lægge min vej om til Husby Strand på halvøens nordside. Undervejs passerer jeg Adlerhus. Portbygningen til Wedellsborg Gods og Slot. En flot hvid bygning med svungne renæssancegavle og en imponerende kunstnerisk udført smedejernsport. Porten markerer ”den fine vej” mod vest ind til Wedellsborg Slot og hele den yderste del af Wedellsborghalvøen. Halvøen hed oprindelig Iversnæs. Man kunne forledes til at tro, at der er tale om mandenavnet Iver. Det er det på ingen måde. Iver er en senere forvanskning af det gamle danske ord ”iurs”, der betyder vildsvin, altså betyder Iversnæs "vildsvinenæsset".

 

Vi har nu aldrig mødt vildsvin på halvøen. Men vi har mødt en vild gedebuk. Den tilhørte vores klassekammerat Henrik Flintegård, der boede i Adlerhus. Dengang husede Adlerhus godskontoret, hvor Henriks far var ansat. Henrik havde en gedebuk, der havde den uvane at snige sig ind på os og helt uventet give os et velplaceret gedebukkestød bagi.

Tæt på, hvor Husby Strandvej går af fra Tybrindvej, passerer jeg forbi Husbygård. Gården hørte i vores skoletid under Wedellsborg. Her boede Jørgen og Poul, som vi tit var sammen med. De var lige så fodboldtossede som os. Vores fodboldtid startede i øvrigt på Husby Sportsplads, der ligger lige bag Husby Brugsforening. Vi var lige begyndt i skolen. Leif og jeg stod og kiggede på fodboldtræningen iført gummistøvler. Træner for drengeholdet var brugsuddeler Folmer Andersen. Han fik os hurtigt med i spillet, selvom vi ikke var gamle nok til drengeholdet og ikke havde de fornødne fodboldstøvler.

Vi fik snart anskaffet os nogle brugte fodboldstøvler. Fodboldstøvler var dengang med korkpropper hæftet på støvlebunden med fire søm. Når korken blev slidt af, kunne sømmene lave nogle slemme flænger i en modstanders ben, hvis man ikke tog hensyn. Fodboldene var lavet af læder med en oppustelig gummiblære inden i. Blæren blev holdt på plads af en snøre. Snøren kunne lave et ”fint” stempel i panden, når vi headede til en våd suttet bold, eller ”nikkede” som det hed dengang.

Men tilbage til Poul og Jørgen på Husbygård. Når vi ikke trænede fodbold oppe på sportspladsen, trænede vi ofte oppe hos dem. Om sommeren foregik det i en tidligere hønsegård. Om vinteren i Husbygårds store lade eller i det nedlagte hønsehus, der var blevet desinficeret med kalk. Hold da op, hvor vi var hvide af støv og tørre i øjne og hals, når vi havde spillet inde i hønsehuset. Det var oppe ved Poul og Jørgen, vi i fjernsynet så VM-finalen i 1966 mellem England og Tyskland. England vandt 4-2 efter forlænget spilletid. Efter kampen prøvede vi ude i hønsegården at gøre Geoff Hursts kontroversielle mål til 3-2 efter. Vi bankede bolden på overliggeren og diskuterede om bolden var over stregen, når nedslaget ramte jorden. Burde Geoff Hursts mål havde været underkendt? Det mente tyskerne.

Så når jeg endelig ned til Husby Strand ved Tybrind Vig, nord for Wedellsborghalvøen. Strandengen her hedder Sudden, som strandengen i øvrigt også hedder ved Hindsgavl Slot ved Middelfart. Sudde kommer af ”at syde”, altså koge. I gamle dage samlede beboerne fra de nærliggende landsbyer spiselige strandplanter på Sudden for at koge dem til kålretter eller bruge dem i salater.

Når jeg fra Husby Strand kigger mod højre indad i Tybrind Vig, kan jeg mod nordøst, hvor jeg startede min hjemegnstur, se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer.

Smeltevandsstrømme på toppen af randmorænen medførte, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne blev derfor sidst i 1800-tallet beplantet med den nåleskov, jeg tidligere kørte igennem på vejen mod Hygind.

På disse bjerge, bakker og banker – kært barn har mange navne - lever der naturligt planter, der ellers sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. Folkeviddet mener, den blev farvet af blodet fra røveren og morderen Boye, der blev halshugget her i 1856.

Men nu må jeg hellere stikke næsen hjemad og drage over bælt og bro igen. Jeg beslutter, at hjemvejen gøres langs den yderste nordvestfynske vej langs Lillebælt. Den vej er en af de allersmukkeste i Danmark. Så jeg kører hjem ad Tybrindvej.

På Tybrindvejen passerer jeg i Eskør ejendommen, hvor min faster og onkel og mine tre fætre boede. Sikken formidabel udsigt, de har haft. Vel at mærke når de arbejdede udenfor eller i stalden, som tog udsigten fra stuehuset mod Tybrind Vig. De nye ejere har indrettet avlsbygningerne til beboelse og kan derfor fra deres bolig nyde den skønne udsigt over bæltet mod Skamlingsbanken. Her går Eskørgyden af til højre ned mod Skræppedalen. Vores gode skole- og ungdomskammerat Arne og hans kone Judith bor her på toppen af Eskørbakken i et flot gammelt husmandssted, han selv har sat i stand. Her boede Finn Føns ved siden af på gården Ravnkær. Han var skolekammerat med lillebror Bo og en god ven og bekendt af alle os tre brødre. Godt, at nogen passer på kulturarven. Og godt at have gode, gamle kammerater.

Lidt længere nordpå ad vejen mod Tybrind passerer jeg et husmandssted, der nu er brudt ned. I stedet er der opført et flot landskabeligt tilpasset nyt hus. Vi gik i Husby Skole og spillede fodbold med Bent, der boede her i det tidligere husmandssted. Herfra er der nok en af Danmarks flotteste og mest uspolerede udsigter. Her ser der stort set ud, som det må have gjort i stenalderen. Den blå, blå Tybrind Vig. De omkransende grønne skove. Bækken, der bugter sig gennem den tilgroede havbund Flægen. En kæmpemæssig strandeng med alle mulige slags planter og græsser i alle nuancer af gult, brunt, rødt og grønt. Her er en vrimmel af strandfugle. Engen hedder Flægen på grund af de mange flægplanter. Flæg er sværdplanter som for eksempel Iris.

Nu går min vej via dæmningen over Flægen og forbi Tybrind, hvor der engang lå et nu nedbrudt slot. Nogle af brokkerne blev vist brugt som kystsikring af klinten ved Grevindeskoven nær Jomfrumarken. Men nu er den Chris Rea initierede erindringens juletur nået til sin afslutning. Ved bækken midt på Flægen slutter Husby Sogn. 

"Driving in my car i´m driving home for Christmas". Nu går turen hjem til en hyggelig jul med min familie i en dejlig egn af Sydjylland.

Ib Hansen, 17. december 2022