fredag den 18. november 2022

Glædelig Jul og Godt Nytår - "Læsernes top 5 på min blog 2022"

Jeg ønsker familie, venner og bekendte en Glædelig Jul.
Merry Christmas - Hyvaa joulua - Joyeux Noel - Fröhliche Weihnachten -
Feliz Navidad - С Рождеством Христовым и с Новым годом - God Jul -
Season´s Greetings

Et turbulent år rinder ud. Krig i Europa. Buldrende inflation. Stærkt stigende energipriser. Klimakatastrofer. Miljøkrise. Demokratikrise. På det personlige plan har sorg og glæde fulgt hinanden. Det ene yderpunkt har været fødsel af et dejligt barnebarn og det andet yderpunkt et nærtstående familiemedlems endelige udfrielse af en bestialsk sygdoms fysiske bur.

I løbet af året 2022 har jeg, som jeg har for vane, forsøgt mig med blogartikler med fortællinger om det helt lokale, om det nationale og det internationale. Om fortid, nutid og en ønskelig fremtid. Min ambition er at kunne se det store i det små, og det små i det store. Finde forskelle, ligheder og sammenhænge på tværs af tid og sted. Fortællingerne er lagt på min blog: www.ih18.blogspot.com

Her er læsernes top 5 over de mest læste fortællinger på min blog i 2022. Og dertil et par wildcards med fortællinger jeg selv holder meget af.

1. Kvinderne knoklede og fødte mange børn

 Karen og Emil Hansen

Det glæder mig, at netop denne fortælling fik flest læsere. Det er nemlig en fortælling, jeg lavede med baggrund i en læsers tilbagemelding på en af mine tidligere fortællinger. Nemlig fortællingen om de børnerige træmænd fra Holme Huse i Husby. Læserens tilbagemelding understregede betydningen af at sætte fokus på fortidens vilkår for kvinder set i relation til nutidens landvindinger på området lighed mellem kønnene og fremtidens udfordringer på området. Meget er nået, men der er stadig en del at gøre. En stor tak for en sådan fin tilbagemelding!

Et uddrag fra fortællingen giver en fornemmelse af min hensigt med at fortælle netop denne historie:

"...Kvinder og mænd. En evig interessant historie. En fortælling om nogle kvinder fra Holme Huse i Husby Sogn kan kaste lys over, hvordan mange kvinders dagligliv og livsvilkår så ud for ikke så længe siden. Masser af arbejde og masser af børn.

Tidligere tiders kvindeliv var præget af manglende prævention og dermed bestemmelse over egen krop, familiens og samfundets fordømmelse af mødre med børn født som et resultat af uægteskabelige forhold og ikke mindst den store børnedødelighed..."

Læs hele fortællingen her:

2. Kvinder fra Bramdrup og mænd fra Husby

Bramdrup Kirke 
Her blev mænd fra Husby gift med piger fra Bramdrup

Hovsa! Det navn er jeg da stødt på før. Jeg læser ofte i kirkebøgerne fra mit nuværende hjemsogn Bramdrup og fra mit barndomssogn Husby og nabosognet Tanderup på Vestfyn. Det er spændende læsning - som nogen krimi. En dag faldt jeg i registret over vielser i Bramdrup Kirke omkring 1950 pludselig over et navn, jeg genkendte fra kirkebøgerne i Husby. Det var en mand opvokset i Husby, der blev gift med en kvinde fra Bramdrup. Interessant med forbindelser hen over Lillebælt mellem Bramdrup og Husby. Kunne der være flere af dem? Ja, det var der. Et tjek i kirkebøgerne for perioden 1948 til 1953 gav flere resultater.

Her er et uddrag af fortællingen:
"...Nu ved jeg fra min barndoms- og ungdomstid, at jyske piger var meget efterstræbte på Fyn, både af arbejdsgivere og af kurmagere. Mange jyske piger kom til Fyn for at bestride job som for eksempel tjenestepiger. Det gjorde sig også gældende i mit hjemsogn Husby. 

Det faldt mig ind, at det kunne være sjovt at tage en stikprøve i Bramdrup Sogns kirkebog, om der på tidspunktet for Kaj og Evas bryllup var andre unge kvinder fra Bramdrup og Bramdrupdam, der blev gift med unge mænd fra Husby. Jeg besluttede derfor i Bramdrup Sogns kirkebog at tjekke perioden fra 1948 til 1953..."
 
Læs hele fortællingen her:

3. Bemærkelsesværdige begivenheder på Husbyegnen 

Danske infanterister i krigen 1864
Uddrag af maleri af Vilhelm Rosenstand fra o. 1890

Omkring Jul og Nytår plejer jeg at pløje gamle aviser igennem for at finde omtaler af begivenheder fra min barndomsegn og fra mit nuværende hjemsogn. Der er næsten altid en del at høste. Små og større begivenheder, som jeg ofte ynder at sætte ind i en større historisk og samfundsmæssig kontekst. Begivenhederne er altid mindst 100 år gamle. Det kommer af, at de gamle aviser først er offentlig tilgængelige på nettet, når de er over 100 år gamle. Fortællingen om begivenheder på Husbyegnen 1921 blev den tredje mest læste blogfortælling i 2022.

Her er et uddrag af fortællingen:

"...Aftægtsmand Jens Jensen fyldte 90 år den 3. februar 1921. Jens Jensen var veteran fra krigen 1864. Han boede i en længere årrække i Holehuset. Holehuset ligger som et af nabohusene til mit barndomshjem på Skræppedalsvej.

Jens Jensen havde udover at være husmand ernæret sig som rokkedrejer. Han skulle efter sigende have været en meget begejstret radikal vælger. Gad vide om hans oplevelser under krigen fik betydning for hans politiske sindelag? Det Radikale Venstre blev jo stiftet i Odense i 1905, som et udbryderparti fra det regeringsbærende Venstre. Den "radikale fløj" argumenterede dengang for antimilitarisme og bedre vilkår for husmændene på landet og de dårligst stillede i byerne. Det medførte som nævnt udspaltning fra Venstre. Det må lige have været en politik, der passede til Jens Jensen..."

Læs hele fortællingen her:

4. Druknedøden i Lillebælt

Søsterskib til den u-båd der strandede ved Røjle Klint


Vi kan af og til opleve, at vi lever i en absurd verden. Den franske filosof og forfatter Albert Camus har udtrykt det på den måde, at han mener, vi møder verdens absurditeter på ethvert gadehjørne. Mangel på etik og moral kan føre til, at mennesker opfører sig værre end vilde dyr. Helt så pessimistisk skal man nok ikke være. En bedre tilgang er nok med den fynske biskop og salmedigter Thomas Kingo at indstille sig på, at "Sorrig og glæde de vandre til hobe - lykke, ulykke de gange på rad..." Den tilgang er god at have både på det personlige og det samfundsmæssige plan.

Hvorom alt er. Krig er det mest absurde, der findes. Både nu og i fortiden. Det er vi så sørgeligt igen blevet mindet om i 2022. Jeg faldt i min higen og søgen i gamle dokumenter over den absurditet, at unge mænd på verdenskrigens sidste dag den 4. maj 1945 efter britiske jagerangreb led druknedøden ud for Røjle Klint. 

Her er et uddrag af min fortælling om en lokal vinkel på kriges generelle absurditet:

"...U-2338 nåede at dykke 25 meter ned, men skroget var blevet så molesteret af de rasende britiske jagerangreb, at vandet fossede ind. De i u-bådens maskinrum indespærrede matroser led druknedøden. Det sårede besætningsmedlem, der var blevet ramt under vagten i kommandotårnet, gemte sig sammen med en anden såret og andre overlevende besætningsmedlemmer i en opstået luftlomme. De lykkedes med at åbne kommandotårnets lem og slap op til havoverfladen..."

Læs hele fortællingen her:

5. En tråd i livets væv

Væv i Den Fynske Landsby, juli 2022

Billede fra 1951, hvor Den Fynske Landsby fik installeret sin væv, der stammer helt tilbage fra omkring 1650

Femtepladsen på årets topscorerliste blandt bloglæserne indtager fortællingen om den vestfynske digter og væver Lars Clausens hustru Katrine Clausen kaldet Trine.

Her er et uddrag af fortællingen:
"...Damaskvæverens kone kunne ellers nok fortjene stor hyldest. Hun knoklede i hjemmet, hvor hun måtte opleve død, sygdom og store sorger, selvom der i hendes lange liv selvfølgelig også var glæder. Trines liv blev i høj grad en tråd vævet på mange væve. Men hun stod dengang og i de efterfølgende år i skyggen af sin mand. Det forsøger den efterfølgende fortælling at råde bod på.

Det var damaskvæver og digter Lars Clausen, der kun 52 år gammel den 10.6.1893 efter mange års svær sygdom måtte opgive livet. Han efterlod sig konen Trine med to børn i hjemmet i Emtekær..." 

I fortællingen "En tråd i livets væv" er det Trine, jeg sætter i fokus. Hun er et fint eksempel på de mange kvinder, der gennem årene måtte knokle hårdt for at få det hele til at hænge sammen. Oftest i mandssamfundets skygge. Trine blev født ind i en væverfamilie i Sdr. Åby nær Brende Å´s udløb i Lillebælt og blev gift med væver og digter Lars Clausen på Wedellsborg. Gennem sit liv boede Trine i Sdr. Åby, Wedellsborg, Emtekær og til slut som enke i Bredning Huse, der ligger nær Brende Å´s udløb i Lillebælt, lige på den anden side åen overfor Sdr. Åby, hvor Trine blev født.

Familien Clausens familiegravsted på Tanderup Kirkegård, 2022

Læs hele fortællingen her:

Og så et par wildcards til to artikler jeg selv er særlig glad for, men som ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste. 

Wildcard 1: Ungdoms- og brydningsår

The Rolling Stones gav tre koncerter i Danmark  1970

I september 1970 tog jeg sammen med en klassekammerat fra Vestfyns Gymnasium til København for at besøge min lillebror Leif. Sammen med ham gik vi til koncert med The Rolling Stones i Københavns Forum. Som jeg beskriver i fortællingen "Ungdomsår og brydningstid" var det en stor musikalsk oplevelse. Men som jeg også fortæller, oplevede jeg i årene omkring 1970 meget andet, der, når jeg husker tilbage, fortæller om nogle år, hvor alt var i opbrud. Personligt, kulturelt, politisk og samfundsmæssigt. Her et lille uddrag fra fortællingen. Rolling Stones koncerten fylder, men der er også andre beskrivelser af oplevelser, der gjorde et stort indtryk på mig:

"...I 1970 overværede jeg i det smukke københavnske biografteater Grand sammen med min lillebror Leif og vores københavnerkammerat Arne filmen fra Woodstockfestivalen 1969. Hold da op, hvor vi blev væltet musikalsk omkuld af den film. Jimi Hendrix der ekvilibristisk spillede "The Star-Spangled Banner" med guitaren på ryggen. Janis Joplins og Joe Cockers rå, men følsomme sange. Specielt Janis Joplins sang "Me and Bobby McGee" klinger forsat for mit indre øre. Joan Baez og flere andre gjorde indtryk med deres protestsange mod USA´s ageren i Vietnamkrigen. Protestsangen over alle protestsange, Pete Seegers "We shall overcome," sluttede Joan Baez set i Woodstock. Sangen fra borgerrettighedskampene i USA i 1950´erne og 1960´erne om ligeret til alle og ligeværd for alle. Ligeret, ligeværd og retfærdighed står stadig højt på vore dages samfundsdagsorden. Der er meget, der endnu skal klares.

Men hvad havde unge følsomme sjæle politisk og samfundsmæssigt ellers at forholde sig til i Danmark og i verden omkring i 1970?..." 

Ja, det kan I høre mere om i fortællingen her: 

Wildcard 2: Verdenshistoriske bølgeskvulp

Højvande ved Husby Strand

Jeg bliver ofte fascineret af, hvordan store og afgørende verdenshistoriske begivenheder kan give sig udslag i bølgeskvulp ind over små lokalsamfund.

Flygtninge, fattigdomsimmigranter og mennesker fra den vide verden på jagt efter lykken er ikke kun noget, vi kender fra vores tid. Også det lille vestfynske sogn Husby er flere gange op gennem årene blevet ramt af sådanne verdenshistoriske bølgeskvulp. Det handler fortællingen "Verdenshistoriske bølgeskvulp" om. Desværre blev fortællingen sørgelig aktuel i 2022, hvor Europa igen blev ramt af en ødelæggende krig med mange lidelser og flygtninge til følge. Her er en lille smagsprøve:

"...En sensommerdag i august 1917 fødte en 21-årig ung tjenestepige i Hygind en datter. Datteren blev født uden for ægteskab. Det lyder banalt, men på en måde var der tale om et verdenshistorisk bølgeskvulp fra en fattigdoms- og krigshærget del af Europa, der slog ind over det lille fredelige landsogn Husby på Vestfyn.

Det var ikke det eneste verdenshistoriske bølgeskvulp, der ramte Husby i årene lige før, under og efter Første Verdenskrig. Mennesker i Centraleuropa var i de år som så ofte før og siden udsat for krig, borgerkrig, fattigdom og forfølgelse. Langt fra dagligdagen i det lille landsogn Husby. Alligevel blev problemerne nærværende for borgerne i Husby Sogn blandt andet på grund af nogle unge polske piger, der tjente  i sognet. Det var Josefa Bronska og Anna Lasek. Dem vender vi tilbage til..."

Læs hele fortællingen her:

Jeg kan ikke nære mig. Et par fortællinger uden for årets liste kommer lige med. I blandt andet 2018 og 2019 har jeg nemlig - ligesom i en del af året 2022´s fortællinger - skrevet om verdenshistoriske begivenheder, der skvulpede ind over Husby og omegns kyster: 

2018: "Lillebæltforbindelsen - Blød hat og blå briller": https://ih18.blogspot.com/2018/04/lille-blt-forbindelsen-bld-hat-og-bla.html



Glædelig Jul og Godt Nytår

Ib Hansen, december 2022

lørdag den 15. oktober 2022

Når lyset bryder frem - mellem Assens og Wedellsborg

"Marine med regntung luft." Dankvart Dreyer. 1839

Der står han jo! Vor egns berømte landskabsmaler. Maleren der opnåede at få en gade i sin fødeby opkaldt efter sig. Og en buste opstillet foran byens smukke Vor Frue Kirke.

Det er Dankvart Dreyer, vi som buste møder foran Vor Frue Kirke i Assens, og som fik gaden Dankvart Dreyers Vej opkaldt efter sig. Dreyers forældre var det kunstinteresserede købmandsægtepar i Assens, Jørgen Christian og Caroline Dorothea Dreyer. Han blev født i Assens i 1816 og døde blot 36 år gammel i Barløse i 1852. Men hold da op! I sin korte tid nåede han at sætte sig spor og videregive masser af landskabsindtryk fra hele landet og specielt fra Assens og omegn.

Inciterende landskabsbilleder fra blandt andet Lillebælt, Wedellsborg Hoved, Brandsø, Tybrind og mange andre steder har han videregivet til os. Og selvfølgelig fra Assens.

Busten af Dankvart Dreyer foran Vor Frue Kirke i Assens er udført
 af Hans Gyde Petersen og opstillet i 1942

Dankvart Dreyer. "Selvportræt" 1938

Dankvart Dreyer tilhører kernen af de nationalromantiske danske landskabsmalere. Det meste af sit virke viede han til landskabsmaleriet. Under uddannelsen på Kunstakademiet i København havde han blandt andre den store danske guldaldermaler C. W. Eckersberg som lærer. Dreyers hovedlærer var dog den i vores tid ret ukendte professor J. L. Lund.

Dreyers billede "Marine med regntung luft" fra 1839 er et meget fint eksempel på det, Dreyer især var optaget af i sin malerkunst. Hans malerier er ofte intense naturskildringer. Han yndede at skildre den foranderlige natur, hvilket ses af hans malerier af ofte dramatisk vejrlig. Mørke skyer, regnbyger og blæsevejr og til tider lys, der pludselig bryder frem mellem skyerne. På billedet "Marine med regntung luft" ser man et sejlskib, der kæmper sig frem over, hvad jeg forestiller mig må være Lillebælts krappe bølger og mod bæltets regntunge stride vind. Et glimt af lys titter frem gennem de mørke tunge skyer. Jeg ved det ikke sikkert, men det ser ud til, at skibet sejler i farvandet mellem Husby, Tanderup, Sandager og Bågø. Det er så i givet fald det skovdækkede Wedellsborg Hoved, vi ser i baggrunden. 

Hvis min antagelse er rigtig, så er malerens udsigtspunkt Sandager Næs, lige nedenfor og vest for højdedragene ved Barløse, hvor Dankvart Dreyer 9 år senere i 1848 købte en gård. Herefter ophørte han næsten med at male. Den ugifte Dreyer boede på gården i Barløse sammen med sin mor Caroline, til han døde af tyfus i 1852. Han havde tidligere i 1841 malet altertavlebilledet "Kristus hos Maria og Martha" til Barløse Kirke. 

Altertavle "Kristus hos Maria og Martha". Barløse Kirke. Dankvart Dreyer 1841

Dankvart Dreyer havde gode forbindelser til godsforvalter Evers på Wedellsborg. Gennem Evers fik han adgang til Brandsø, som er en del af Husby Sogn og hører under Wedellsborg Gods.

På Brandsø følte han sig fri og skabte landskabsmalerier, der var fuldt på højde med nogle af de allerbedste guldaldermaleres landskabsbilleder. Her kunne han i forhold til hans samtids romantiske landskabssyn finde det ideelle urlandskab med stendysser og udsigt til fjerne bakkede skovklædte kyster i horisonten. 

"Parti af øen Brandsø med udsigt til Wedellsborgs skove på Fyn"
Dankvart Dreyer 1843

"Udsigt over Lillebælt mod Skamlingsbanken fra Brandsø"
Dankvart Dreyer 1840

"Kæmpehøj på Brandsø". Dankvart Dreyer 1842.

Jeg har desværre aldrig haft lejlighed til at besøge den nu ubeboede Brandsø, så jeg har ikke kunnet nyde Dreyers synsvinkler over landskabet derfra. Men det har jeg heldigvis kunnet i Assens, i Barløse og Sandager, på Wedellsborg Hoved og ved Tybrind. Og den modsatte vej fra Skamlingsbanken mod Brandsø. Så lad mig slutte denne lille fortælling om assensdrengen Dankvart Dreyer med nogle af hans billeder fra min barndomsegn.

"Høstlandskab med udsigt til Wedellsborg Hoved i baggrunden"
Dankvart Dreyer 1846.

"Parti i det nordlige Fyn med udsigt over Tybrind"
Dankvart Dreyer 1840-41

Heldigvis kan jeg og alle andre nyde Dreyers og øvrige fantastiske guldaldermaleres landskabs- og marinbilleder på vore mange velassorterede kunstmuseer. Jeg kan også nyde at vandre gennem landskaberne og gå langs kysterne og tænke på, hvordan kunstnere har oplevet de samme steder. Men jeg tænker også tit på, hvordan guldaldermalerne stadig påvirker vores natur- og landskabssyn. 

Vi - og også jeg - har svært ved forlade vores nedarvede natursyns friserede og regulerede landskaber til fordel for mere naturnære, mangfoldige landskaber og naturområder. Vores syn på den skønne, æstetiske og produktive natur må vi balancere i forhold til et naturnært, mangfoldigt og etisk natursyn. Overvejelser herover er gode at gøre ved vandringer i naturen. Man tænker så godt gennem fødderne!

Ib Hansen, 15. oktober 2022




















 







onsdag den 12. oktober 2022

Fuglene flyver

Johannes Larsen: Flyvende skeænder. Wedellsborg 1912

Ved Wedellsborg. Udsigt over Tybrind Vig mod Skamlingsbanken. 

Flyvende fugle, græssende dådyr og andre naturmotiver fra Wedellsborg. Det var vores berømte fynbo- og naturmaler Johannes Larsen mester for. Han har malet naturmotiver fra hele Fyn og rundt om fra det ganske land. Men der er en helt særlig baggrund for hans malerier fra Wedellsborg.

De landskaber, han tog udgangspunkt i, når han malede på Wedellsborghalvøen, er let genkendelige. Fuglene over "Sudden" - den store vandfyldte strandeng på nordsiden af Wedellsborghalvøen. Rådyr og dådyr på markerne og i skovbrynene yderst på Wedellsborg Hoved. Udsigten over Lillebælt fra Wedellsborg Hoved mod Skamlingsbanken, Bågø og Brandsø. Altsammen er herlige oplevelser, man selv kan få på vandreture i området.

Johannes Larsen: Vinterdag med dåbuk. Wedellsborg 1918

Som nævnt var der en helt særlig grund til, at Johannes Larsen ofte besøgte Wedellsborg og lod sig inspirere af naturoplevelser derfra. Hans yngre bror Vilhelm Larsen var i en lang årrække skovrider på Wedellsborg med bopæl på Skovridergården ved Rørdam. Et sted med den smukkeste udsigt over Lillebælt og med let adgang til Wedellsborghalvøens mange forskellige og smukke landskabstyper. Dengang som nu er der masser af vildt at opleve og iagttage på halvøen.

Skovridergården ved Rørdam, nær Wedellsborgs gamle havn


Vilhelm Larsen (1874-1949), skovrider på Wedellsborg 1906-1944
 
Udsigt gennem skoven fra klinten ved Rørdam

Vilhelm Larsen blev skovrider på Wedellsborg i 1906. I 1907 blev han i Hellerup Kirke gift med Gudrun født Kaufmann. De fik tre børn, to drenge og en pige. Efter Vilhelms pensionering som skovrider i 1944, fik de lov at blive boende på Skovridergården. Vilhelm døde 5 år senere 75 år gammel i 1949 og blev begravet på Husby Kirkegård. Gudrun flyttede derefter til Odense og boede hos deres førstefødte søn Gudmund til sin død. Hun blev også begravet på Husby Kirkegård.

Johannes og Vilhelm Larsen var født i Kerteminde som sønner af en kunstinteresseret købmandsfamilie. Johannes Larsen døde næsten 94 år gammel i Kerteminde i 1961. På Johannes Larsen Museet i Kerteminde er der store oplevelser at indsuge. Fynboerne er en betegnelse, der er brugt om en række fynske kunstnere, der alle som Johannes Larsen var elever af Kristian Zahrtmann. På Fåborg Museum kan man ligesom på museet i Kerteminde opleve en stor samling af Fynboernes malerier.


Gudrun Larsen ved deres førstefødte Gudmunds dåb 1910

Gravsten Husby Kirkegård


Ib Hansen 12. oktober 2022
 







fredag den 7. oktober 2022

Landsknægte hærgede i Wedellsborg Banker - Grevens Fejde

Marius Jensen "Tybrind Bjærge". 1888. Skovplantningen er godt i gang.

Rædselsslagne råb gjaldede gennem de små vestfynske landsbyer. "Kongens landsknægte er gået i land ved Føns og hærger omkring Tybrind!" 

Nogenlunde sådan lød råbene nok i landsbyerne Husby, Hygind, Eskør, Ørslev, Føns, Håre og Lunge i 1534. Landsbyerne ligger alle på eller omkring det dengang hedeagtige langstrakte grusede bakkedrag, som tidligere blev kaldt Wedellsborg Banker. Bankerne består af Ørslev Bjerge, Tellerup Bjerge, Håre Bjerge, Lunge Bjerge og Faurskov Bjerge.

Efterretningerne bredte sig som en altfortærende steppebrand. Rædslen voksede og voksede. Historierne blev nok ikke mindre dramatiske af at blive fortalt gennem mange led. Ville egnen nu blive hærget af ildsvåde, plyndring, voldtægt og mord? Beboerne kendte nok ikke meget til baggrunden for de forfærdelige kampe, der udspillede sig rundt om på Fyn og i hele Danmark under borgerkrigen i disse år. Men ét vidste de. Landsknægte, uanset om de var venner eller fjender, var ikke sjove at få besøg af.

Træfningen ved Tybrind

I første omgang slap landsbyerne omkring Wedellsborg Banker nådigt gennem træfningen ved Tybrind. De udenlandske landsknægte, der havde besat Fyn, vandt over kong Christian den Tredjes tropper, der også var lejede landsknægte. De kongelige tropper måtte trække sig tilbage. Men roen var en stakket frist. Året efter i 1535 blev kamphandlingerne i Wedellsborg Bjerge genoptaget, nu i Faurskov Bjerge. Det vender vi tilbage til. Først skal vi lige have på plads, hvad borgerkrigen drejede sig om.

Kongen var død! Frederik den Første var den 10. april 1533 sovet ind på Gottorp Slot, hvorfra han i 10 år havde styret det danske rige, som han ved de danske stormænds og hansestaden Lübecks hjælp havde fravristet sin brodersøn kong Christian den Anden. Efter kongens død gerådede landet ud i opslidende og enerverende kampe mellem samfundets magtblokke.

Samfundets magtblokke og strid om tronen

Hansestaden Lübeck benyttede lejligheden til at søge sin magt og indtjeningsmuligheder i Danmark øget ved at ville genindsætte den med Lübecks bistand tidligere afsatte kong Christian den Anden på den danske trone. Det er ham, der under den nordiske Kalmarunion er kendt for i Det Stockholmske Blodbad i 1520 at have fået myrdet omkring 80 svenske stormænd. Og det er ham, der er kendt for efter afsættelsen som konge at have siddet fængslet på Sønderborg Slot. Nu kunne Lübeck bruge ham i deres spil.

Men borgerkrigen var ikke kun en strid mellem handelsgerrige hansekøbmænd og danske konger og stormænd. Den var også en strid mellem almuen og stormændene i Danmark. Landet var uden konge fra Frederik den Førstes død 10.april 1533, indtil den danske adel den 4. juli 1534 ved et møde i Ry valgte den afdøde konges søn Christian den Tredje som ny konge. Det blev almuen og borgerne ikke glade for. De gjorde oprør mod herremændene og drog brandhærgende gennem landet. Stærkt understøttet af Lübeck.

Grevens Fejde

Borgerkrigen fik navn efter Grev Christoffer af Oldenborg, der arbejdede sammen med Lübeck. Slaget ved Tybrind i 1534 var et indledende slag i den borgerkrig, vi kalder Grevens Fejde. Brikkerne var stillet op sådan her.

Lübeck forsøgte at genindsætte Christian den Anden på den danske trone. Christian den Anden fik støtte fra almue, borgere og bønder. På den modsatte side stod den danske adel og højere præstestand, der ikke igen ønskede "tyran og blodkonge" Christian den Anden som konge, men støttede Frederik den Førstes søn, hertug Christian den senere Christian den Tredje.

Hele forløbet er meget kompliceret med masser af intriger og sammenstød. Men holder vi os til Fyn er det mere enkelt. En hær organiseret af den fynske adel havde brutalt nedkæmpet et oprør blandt fynske borgere og bønder. I Nyborg gennemførte adelshæren ligefrem en massakre på oprørerne. Da grev Christoffer, lübeckerne og den tidligere kong Christian den Andens tilhængere besatte Fyn, blev de derfor af borgere og bønder anset som befriere.

Det er i denne sammenhæng slaget på Tybrindegnen i juli 1534 og det senere slag ved Faurskov Bjerge skal ses.  Kong Christian den Tredje sendte fra Kolding 400 ryttere, 200 skytter og omkring 1000 fodfolkssoldater over Lillebælt. De gik i land i Føns og blev som nævnt i et slag nær herregården Tybrind slået tilbage af grev Christoffers landsknægte.

Slaget ved Faurskov nær Gelsted

Året efter Palmesøndag den 20. marts 1535 hen under aften tørnede grev Christoffers lejede landsknægte igen sammen med kong Christian den Tredjes lejede landsknægte, der blev anført af den holstenske greve Johan Rantzau. Det var ved Faurskov mellem Håre og Gelsted.

Rantzau og hans hær af fodfolk, ryttere og artilleri var natten mellem den 17. og 18. marts blev landsat på halvøen Helnæs syd for Assens. De landsatte tropper ilede med stor hast nordpå med direkte retning mod Middelfart-Strib, hvor grev Christoffer og hans hær havde forskanset sig. De forventede den kongelige hærs landgang der. For nu ikke at blive faldet i ryggen marcherede grevehæren, da de hørte om Rantzaus landgang på Helnæs, sydpå for at konfrontere den kongelige hær. De to hære mødtes og kom i kamp i området Faurskov Bjerge.

Vi ved ikke meget om kampen ved Faurskov udover, at Rantzaus kongelige hær vandt slaget. Netop det, at vi ikke ved så meget, gør, at vi har desto større mulighed for at lade fantasien spille, når vi vandrer rundt i området ved Faurskov Bjerge, og fra højdedragene der lader blikket vandre over de smukke foranliggende landskaber, hvor vi kan se helt til Barløse Kirke. Så er det let i fantasien at høre våbengny, hestetrampen, kampskrig og smertensskrig.

De store tabere i kampen ved Faurskov Bjerge var de mod kong Christian den Tredje og den danske adel oprørske borgere og bønder, der blev forladt af dem, de troede var deres kampfæller, grev Christoffers landknægte.

Mindestenen i Faurskov

Belejring og plyndring

Dele af grevens landsknægte forlod, da de blev trængt, slagmarken og søgte mod Assens for at søge ly bag byens forsvarsværker. Loyaliteten blandt lejede landsknægte var ikke høj. De kæmpede for løn og plyndring - og for at redde deres eget skind.

Rantzaus tropper belejrede efterfølgende Assens, der nu var besat af grev Christoffers landsknægte. Kampene på Vestfyn endte i et stort slag ved Øksnebjerg lidt øst for Assens den 11. juni 1535. Rantzaus hær og dermed kong Christian den Tredje sejrede. Grevens Fejde på Fyn var slut. Men assensborgerne kom fra asken i ilden. Rantzaus kongelige tropper plyndrede Assens. Lejetropper kendte ikke til fine følelser. De ranede, hvad den modsatte grevelige lejede hær af landsknægte måtte have efterladt.

Snart havde Christian den Tredje indtaget hele landet. Kongen og adelen var i 1536 tilbage ved magten. Almindelige mennesker var igen sat på plads. Christian den Tredje var lutheraner, så et af resultaterne af Grevens Fejde var, at Danmark gik fra at have været et katolsk land til at blive lutheransk.

Det vestfynske område indgik i krigsspillet under Grevens Fejde. Fremmede tropper skabte uro og frygt i landsbyerne og i købstæderne Middelfart og Assens. Der skulle nu gå lidt over 100 år, inden råbene om fremmede tropper på egnen igen gjaldede gennem landsbyerne på og omkring Wedellsborg Banker. Det var, da svenskerne i vinteren 1658 gik over Lillebælts is og gik i land ved Tybrind Vig, men det er en anden historie.

Udsigt fra Husby Strand over Tybrind Vig mod Grevindeskoven ved Jomfrumarken

Fra Klakkebjerg nær Faurskov

Skipper Clement var leder for den oprørske almue, der blev inddraget i samfundets magtblokkes blodige spil:

Ib Hansen, 7. oktober 2022




fredag den 30. september 2022

Det hvide guld

Banebroen over Brende Å

Husby, Tanderup, Ørslev, Salbrovad og flere andre landsogne på min vestfynske hjemegn har spillet roller i eventyret om "det hvide guld". Det har min nuværende bopælskommune med den sydjyske fjordkøbstad Kolding også. Den store hovedrolleindehaver var dog den gamle bæltkøbstad Assens, der tidligere var en vigtig havne- og færgeby.

"Det hvide guld". Oprindelig et kolonialprodukt, der efterhånden blev en dagligvare. Sukker.  Lad os starte fortællingen med at gå langt tilbage i tiden og til egne langt fra Vestfyn og Sydjylland.

I århundreder var sukker meget dyrt. Det var derfor, det blev kaldt ”det hvide guld”. Danmark blev tidligt en af Europas største sukkerproducenter. Produktionen baserede sig på sukkerrør høstet af slaver på de i Caribien fjerntliggende Dansk-Vestindiske Øer. 

Sukkermøle på St. Croix, Dansk-Vestindien

I forbindelse med fastlandsafspærringen under Napoleonskrigene først i 1800-tallet var det nødvendigt at finde et alternativ til sukkerrør. Sukkerskibene fra de Dansk-Vestindiske øer kunne ikke komme frem til Danmark. Sukkerroer viste sig at være et meget anvendeligt alternativ.

Da Napoleonskrigene var afsluttet, gik man igen tilbage til de billigere slavehøstede sukkerrør. Men det ændrede sig, da slaveriet og dermed den billige arbejdskraft ophørte omkring 1850. Rørsukkerprisen steg kraftigt. Så vendte sukkerroerne tilbage. 

Assens Sukkerfabrik, 1900

Assens blev beriget med mange fabriksarbejdspladser, da Assens Sukkerfabrik blev taget i brug i 1884. I landbruget betød dyrkningen af sukkerroer også mange arbejdspladser, ligesom der var arbejdspladser i at transportere sukkerroerne fra avlere til fabrik. Landbrugets produktionsomkostninger blev holdt nede ved at anvende importeret billig polsk arbejdskraft.

Roerne til Assens Sukkerfabrik blev avlet både på Vestfyn og i Sydjylland. På Vestfyn blev der anlagt 78 kilometer smalsporede roebaner. En af disse baner gik gennem min hjemegn, men var dog væk i min barndom, idet den allerede blev nedlagt i 1952. Lastbilerne havde holdt deres indtog. 

Roebanen fra Salbrovad gik over Tanderup, Husby og Ørslev til Udby. I Tanderup kan man stadig gå en tur på banebroen over Brændeå. Roetoget transporterede roerne til Salbrovad Saftstation, hvor saften blev trukket ud og blev pumpet gennem en rørledning ind til fabrikken i Assens til videre forarbejdning, så den uklare gråbrune saft kunne blive til det skinnende ”hvide guld”, sukker. Senere blev roerne kørt direkte fra markerne til sukkerroefabrikken i Assens. Efterårets sukkerroesæson på Vestfyns veje var dengang en pløret oplevelse.

Roebanerne på Vestfyn

Assens Sukkerfabrik havde ikke nok i sukkerroerne fra Vestfyn. Derfor blev der i 1899 i Kolding anlagt en saftstation, som de sydjyske avlere kunne levere deres sukkerroer til. Først med hestevogn og senere, efterhånden som de sydjyske privatbaner blev anlagt, også med tog og endnu senere, da banerne igen var nedlagte, med lastbil. Inden processen med at trække roesaften ud kunne gå i gang, skulle roerne vaskes. Skyllevandet med dets indhold af roerester, ler, sand og grus blev ledt ud i nogle store bassiner i Kolding Inderfjord. Arealet mellem Kolding Å, Østerbrogade, Skamlingvejen og Kolding Fjord er fyldjord fra roevaskningen. 

Kolding Saftstation. 1960´erne

Tankbåden "Gustav" var et af skibene, der sejlede
 rå sukkersaft mellem Kolding og Assens


Den tidligere Kolding Saftstations område er i dag et vigtigt byudviklingsområde for Kolding. Her er der bygget ny retsbygning, banker, ungdomsboliger, VUC og HF og meget andet. Yderst mod fjorden er der opstået et spændende naturområde, hvor det er muligt at gå tur, få jord på skoene og sende en tanke til alle dem, der har fået et udkomme af arbejdet med at forvandle sukkerroer til ”hvidt guld”. Assens har et tilsvarende naturområde bestående af jord fra roerne.

Nu kunne man jo ikke fra Kolding Saftstation sende roesaften til Assens i en rørledning. Derfor blev råsaften pumpet over i De Danske Sukkerfabrikkers egne tankskibe, som under roekampagnesæsonen i pendulfart sejlede saften til Assens til videre forarbejdning. Et af disse tankskibe var ”S/S Gustav”.,

Kolding Saftstation fungerede fra 1899 til 1970, og alt er nu jævnet med jorden. Derfor er det ikke længere muligt at møde tankskibe fyldt med sukkersaft på vej mellem Kolding og Assens.  I det hele taget er vores egns landbrugs- og industrieventyr baseret på roer med tilhørende transport afsluttet. “Det hvide guld” produceres ikke længere her i de frugtbare egne omkring Lille Bælt.

Assens Sukkerfabrik fik lov at leve fra 1884 til 2006. Men bygningerne står stadig som et vigtigt kulturhistorisk minde. Fabrikken i Assens bruges nu som blandt andet rådhus og politistation. Både i Assens og Kolding er der eller har været stor debat om anvendelsen af de naturområder, der er blev skabt af den gennem årtier afvaskede sukkerroejord.

Kultur- og erhvervshistorisk er fortællingen om ”det hvide guld” vigtig, når man ønsker at kende vor nutids rødder. Når man ønsker at forstå sin nutid og have indflydelse på sin fremtid, må man kende sin fortid.

Ib Hansen, 30. september 2022

fredag den 23. september 2022

Havet tager - havet giver



Lægge på. Lægge på. Lægge på. Ganske langsomt. Efterhånden bliver havets århundredårige virksomhed synlig for det blotte øje. Som årene går bliver det endda meget synligt. Kraftige storme kan på kort tid lave revolutionerende og straks-forandringer i kystlandet. Forandringer, der umiddelbart bemærkes med det blotte øje.

Havet ser gerne kyster, der er så lige som muligt. Havet ønsker at rette ud. Når for eksempel klinten ved Wedellsborg Hoved stikker ud i vandet, bliver den ganske langsomt nedbrudt af havet. Ved ekstreme vandhøjder og stormfloder går det hurtigere end andre gange. Det af havet nedbrudte materiale bliver opslæmmet i havvandet og transporteres langs kysten i den strømretning, der det givne sted er den mest fremherskende. Når det opslæmmede materiale kommer i læ og ind i smult vande aflejres det. Lag på lag uden på hinanden. Rundryggede strandvolde lægger sig side om side og bliver til odder. Odderne vokser med årene ganske langsomt i strømretningen. Bliver til fed og tanger. Afsnører lavvandede strandlaguner. Efterhånden bliver der dannet nyt land. Dannet af land, der er forsvundet et andet sted. Planter indvandrer på strandvoldene. Marint forland og strandeng bliver resultatet.

Det kan ses mange steder i landet og rundt om i verden. Men vi har på Vestfyn i Sønderåby og Emtekær et fornemt lille overskueligt eksempel på havets virksomhed. Lillebælt udligner kysten foran Emtekær Nor og Sønder Åby Bredning. Den evige omdannelse af kysterne her er interessant at følge. Det fås ikke smukkere.
Hver af de to små lavvandede bugter Sønderåby Bredning og Emtekær Nor er adskilt fra Lillebælt af lave tanger. Foran Bredningen findes en vest-øst-orienteret tange, der er skabt ved østgående materialetransport. Det største frie stræk over Lillebælt frem mod Wedellsborghalvøen kommer fra vest ind mellem Bågø og Brandsø. Ved vestenstorme rammer havet derfor med stor kraft Wedellsborg Hoveds klinter. Bryder materiale ned og sender det langs med stranden i østgående retning langs Sønderåby Strand. Den fra Sønder Åby Strand østgående tange er over årene blevet næsten 1 km lang og lukker næsten bugten af. Brænde Å´s udløb og tidevandet sikrer hul fra bugten til bæltet.
En tilsvarende tange findes foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport. Retningen er betinget af det store stræk over havet fra syd mellem Bågø og Fyn. Denne tange er også cirka 1 kilometer lang. Mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der i takt med tangens vækst rykker længere og længere mod nord og mod Sønderåby Brednings åbning.
Begge de nævnte Tanger er geologisk set unge dannelser, der ikke optræder på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På kort fra midten af 1900-tallet fremstår tangen ved Sønderåby Bredning som en cirka. 500 m lang sandtange. Tangen foran Emtekær Nor fremstår på tilsvarende kort som cirka 400 m lang og er angivet som vegetationsløs.






I dag er begge tanger vegetationsdækkede med en smal sandstrand mod Lillebælt. I takt med den stadige vækst af tangerne, er der sket tilgroning af bredsiderne ind mod Sønderåby Bredning og og mod Emtekær Nor. Kysterne her ved Sønderåby og Emtekær er unikke. Det unikke fremtræder af, at de to bugters tanger står vinkelret på hinanden. Det er der ikke mange eksempler på andre steder i landet.

Jævnlige vandringer på kyster kan stærkt anbefales. Vandrere belønnes med store oplevelser.







Ib Hansen 23. september 2022