Verdenshistoriske bølgeskvulp

En sensommerdag i august fødte en 21-årig ung tjenestepige i Hygind en datter. Datteren blev født uden for ægteskab. Det lyder banalt, men på en måde var der tale om et verdenshistorisk bølgeskvulp fra en fattigdoms- og krigshærget del af Europa, der slog ind over det lille fredelige landsogn Husby på Vestfyn.

Det var ikke det eneste verdenshistoriske bølgeskvulp, der ramte Husby i årene lige før, under og efter Første Verdenskrig. Mennesker i Centraleuropa var i de år som så ofte før og siden udsat for krig, borgerkrig, fattigdom og forfølgelse. Langt fra dagligdagen i det lille landsogn Husby. Alligevel blev problemerne nærværende for borgerne i Husby Sogn blandt andet på grund af nogle unge polske piger, der tjente  i sognet. Det var Josefa Bronska og Anna Lasek. Dem vender vi tilbage til. Først lige nogle overordnede historiske perspektiver i relation til den efterfølgende fortælling om Josefa og Anna. 

Mange polakker kom til Danmark og også til Husby og omegn fra omkring 1890 til omkring 1930. De ville væk fra fattigdom og krig. Og i Danmark ville man gerne have billig arbejdskraft først og fremmest til det slidsomme arbejde i landbruget. Roeavlen krævede megen tid og håndkraft til både lugning og optagning.

Var det krigsflygtninge, bekvemmelighedsflygtninge eller fattigdomsflygtninge, der kom til landet? Hvordan tilpassede de sig med deres anderledes religion det danske samfund? De var blandt andet katolikker og jøder. De spørgsmål var det dengang som nu ikke nemt at svare på. 

Politik og polakhuse 

Hvorom alt er, husede man i de år i Husby og omegn en del af den indvandrede arbejdskraft i blandt andet såkaldte polakhuse i Håre, Sdr. Åby, Wedellsborg og Eskør. Flere af husene ligger der fysisk endnu. Andre var tjenestekarle og tjenestepiger og boede på gårdene. Mange af de polske indvandrere kom for eksempel fra et område i Polen, der hedder Galicien. Det er området mellem Krakow og den desværre nu så kendte by Lviv. De to byer er senere blevet adskilt af en landegrænse. Krakow ligger i Polen. Lviv i Vestukraine.

Polen og Galicien har en omtumlet historie. Nærmest totalt udslettet ved flere ganges delinger i 1792, 1793 og 1795 mellem de dengang stærke europæiske stormagter Preussen, Østrig-Ungarn og Rusland. I Galicien udbrød der efter Første Verdenskrig til og med borgerkrig mellem områdets polske og ukrainske befolkningsgrupper.

Men tilbage til de verdenshistoriske bølgeskvulp, der i Husby og omegn blandt andet manifesterede sig i de unge polske kvinder Josefa og Anna. Josefa og Anna mindede borgerne i Husby om, at mennesker ikke alle steder i verden levede lige så fredeligt som i Husby.

Polske tjenestepiger 

I min jævnlige higen og søgen i gamle papirer, bøger og dokumenter efter lokale begivenheder og personer, der kan stå som konkrete eksempler på menneskers levevilkår lokalt og i den store verden, faldt jeg over Josefa Bronska og Anna Lasek. De er eksempler på personer og begivenheder, jeg trods den tidsmæssige afstand på over 100 år kan relatere mig til, og som samtidig retter min historiske bevidsthed mod store og afgørende begivenheder ude i verden.

Jeg har aldrig kendt Josefa, men hendes datter Klara og også Anna har jeg på en måde haft en vis relation til i min barndom i Husby. Fire år gammel flyttede jeg med mine forældre og lillebror fra Ejby til Husby. Ind til langhårsfrisuren efter 1968 blev moderne for unge mænd, blev jeg som næsten alle andre mænd og drenge klippet lokalt i Husby af Otto ”Barber”. Han var gift med Josefa Bronskas datter Klara.

Når jeg som barn og ung skulle til Ejby eller Assens kørte jeg ofte med rutebil. Rutebilejeren og -chaufføren var Rasmus ”Ruteras” Jensen. Han var gift med Anna Lasek. Anna passede postekspeditionen af pakkepost fra hendes og Rasmus´ hjem på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby. Vi hentede ofte pakker hos hende. Her var der også garage til rutebilen. Ekspeditionen af pakkepost foregik i en mellembygning mellem boligen og den nu nedrevne rutebilgarage.

Her boede Rasmus "Ruteras" Jensen og Anna født Lasek

Josefa fra Bronina

Jeg ved heller ikke hvorfor, hvornår og hvordan Josefa Bronska kom til Husby Sogn. Men det var hende, der som ugift tjenestepige i Hygind kommer i den sikkert for en ung udenlandsk og nok ensom kvinde særligt ulykkelige situation at føde et barn uden for ægteskab. Det var med den tids holdninger stigmatiserende for kvinder – modsat de involverede mænd! Josefas datter blev født den 12. august 1917. Pigen blev hjemmedøbt og navngivet Klara af den katolske præst H. Deutscher fra St. Albani Kirke i Odense. Han rejste helt fra Odense til Hygind for at gennemføre en katolsk hjemmedåb, som åbenbart har været meget vigtig for Josefa.

Præsten noterede i Den Katolske Menigheds kirkebog, at den udlagte barnefar var en Anton Papier, som jeg i øvrigt ikke har flere oplysninger om. Han noterede også, at Josefa var fra byen Bronina i Busko Sogn i Polen. Bronina ligger cirka 90 km nordøst for Krakow og omkring 1.300 km fra Husby. Når man kigger i Den Katolske Menighed i Odenses kirkebog fra begyndelsen af 1900-tallet er det slående, hvor mange purunge polske landarbejdersker, der fødte børn uden for ægteskab. Ensomhed, udnyttelse, manglende forståelse, manglende oplysning og manglende prævention har ført mange af kvinderne ”i uføre”.

Josefas datter Klara blev anbragt i familiepleje i Hygind. Det fremgår af Folketællingen fra 1. februar 1921, at plejeforældrene var den 76-årige tidligere vejmand Hans Madsen og hans 50-årige hustru Karen Marie. Hans og Karen Maries egne børn var for længst fløjet fra reden.

I folketællingen 1921 angives Klara til at være katolik, mens plejeforældrene var medlemmer af folkekirken. Klara blev hele sin barndom og ungdom boende hos plejeforældrene, men allerede den 4. september 1923 døde Hans Madsen. Klara og plejemoderen Karen Marie flyttede derefter ind i Familiehuset i Husby, hvor Karen Marie ernærede sig som syerske. Klara konverterede åbenbart undervejs i sin barndom til Folkekirken. Hun blev nemlig konfirmeret i Husby Kirke i oktober 1931. Hendes plejemor Karen Marie Madsen blev efter 8 års enkestand i marts 1932 gift med endnu en vejmand, enkemanden Peder Pedersen fra Husby Mark.

Jeg ved ikke, hvad Klara lavede efter konfirmationen, men måske har hun været tjenestepige eller har hjulpet plejemoderen med at sy. Ved fødslen af Klaras første barn i januar 1937 fremgår det i hvert fald af kirkebogen, at hun på det tidspunkt ernærede sig som syerske og boede på Husby Mark hos plejemoderen Karen Marie og dennes nye mand Peder. Men måske var hun, da graviditeten blev synlig, blot kommet hjem for at føde og hjalp så i ventetiden plejemoderen med at sy.

Allerede som 20-årig indgik Klara den 13.juni 1937 hos sognefogeden i Husby ægteskab med barnefaderen den 16 år ældre 36-årige Otto Albert Nielsen. Otto var tilflytter fra Odense, hvor han blev født den 28. april 1901. Han ernærede sig i Husby som barbermester og havde salon på gården ”Birkelund”, der stadig ligger på Storegade mellem Tjørnegård og Bjørnekær, lige over for hvor der engang var købmandsforretning.

”Birkelund” blev Otto og Klaras fælles hjem. I ægteskabet blev det til to børn. Anni Marie blev som nævnt født den 5. januar 1937, et halvt år før ægteskabets indgåelse. Sønnen Jørgen lod vente på sig og kom først til 18 år senere den 26. juni 1955. Jørgen husker jeg fra Husby Skole, mens Anni senere kom til at bo over for min mor i Ejby. 

Så tørrer mine kilder ud, men lige et par ord om den oplevelse det var at blive klippet hos Otto ”Barber”.

 

En klipning hos Otto ”Barber” var lærerig

Mens vi endnu gik i landsbyskolen i Husby, cyklede vi efter skoletid ned til Otto ”Barber”, når vi skulle klippes. Næsten alle vi drenge fra Husby Skole klippede han på samme måde. Det var en oplevelse at komme hos Otto ”Barber”. Han havde som regel ikke travlt først på eftermiddagen. Ofte måtte Klara ind og vække ham fra middagsluren, hvis vi havde fået tidligt fri fra skole og derfor kom tidligt ned i salonen.

Otto tog os alvorligt. Fortalte sjove historier. Viste os nogle af de elektriske maskiner, han puslede med i sin fritid. Det kunne for eksempel være snittede møller drevet af små elmotorer. Eller vi kunne sammen med ham bruge hans kikkert til at se, hvem der handlede hos købmand Halberg. Hvor mange øl skulle den eller den nu have med den dag?

Købmand Halberg nederst til højre. Uden for billedet nedenfor og syd for købmand 
 Halberg boede Otto og Klara. 

Da vi kom i realskolen i Ejby, måtte vi begynde at bruge Ottos lange åbningsdag. Det var vist om torsdagen. Her ventede vi sammen med sognets voksne mænd og karle og blev klippet efter tur. Der var ingen tidsbestilling. Snakken i barbersalonen gav os unge drenge en del indsigt i mænds voksenliv. Når mændene betalte, trak Otto for eksempel en skuffe ud og spurgte den betalende, om han ikke skulle have lidt ”galanteri” med til brug i den kommende weekend.

Efter 1968, da vi fik længere hår, kunne vi ikke længere komme hos Otto. Jeg kom så i stedet hos damefrisør Jonna i Salon Wella i daværende Søndergade i Ejby lige over for brødudsalget, hvor vi tit  rastede og fouragerede hindbærsnitter, studenterbrød og nøddetærter, inden vi skulle cykle den lange vej fra skolen i Ejby til hjemmet i Husby. Her blev jeg også behandlet godt, men det blev aldrig det samme som et besøg hos Otto ”Barber”. Det var jo heller ikke så tit, jeg skulle klippes i de år! Men nu over til Anna Lasek.

Anna fra Bochnia

Anna Sofie Lasek blev født 24. februar 1898 i Bochnia i Galicien i Polen. Hendes forældre hed Ignatius og Sophie Lasek. Bochnia ligger 38 kilometer øst for Krakow og cirka 1.300 km fra Husby. Jeg ved ikke, om Anna er kommet til Danmark som flygtning eller for at arbejde. Hun var  som 24-årig tjenestepige hos gårdmand Jens Peter Jensen på ”Bjørnekær” i Husby i 1922. Rasmus Jørgen Jensen var søn af Jens Peter Jensen og hustru Kristiane. 

Hvor om alt er. Som et resultat af opholdet i Husby fødte Anna 27. juli 1923 i Ejby Stationsby en datter. Pigen blev i Ejby Kirke døbt Mary Sofie Jensen. Mellemnavnet Sofie var en henvisning til moderen og til den polske mormor. I kirkebogen blev landmand Rasmus Jørgen Jensen angivet som udlagt barnefader, og blandt fadderne ved dåben var Rasmus´ far Jens Peter ”Bjørnekær” Jensen. En anden af fadderne var baneformand Hans Larsen, som Anna opholdt sig ved på fødselstidspunktet.

Anna blev i september 1923 - et par måneder efter Marys dåb - gift med Marys far den senere "Ruteras", men dengang landmand i Husby. På tidspunktet for brylluppet var Anna stadig tjenestepige hos baneformand Hans Larsen, Ejby. Præsten noterede i kirkebogen enighed mellem ægtefællerne om, at børn i ægteskabet skulle opdrages i den danske folkekirkes tro og lære.

Da hun blev voksen flyttede Rasmus og Annas datter Mary til København for at blive sygeplejeelev. Den 21. august 1948 blev hun 25 år gammel i Husby Kirke gift med stud. mag. Håkon Bennike Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter fra 1992 til 1995 var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen. Håkon og Mary Sofie Bennike Madsen ligger begge begravet på Husby Kirkegård i familiegravstedet, hvor også Rasmus og Anna ligger begravet. Rasmus døde 80 år gammel i 1977, mens Anna først døde 92 år gammel i 1990. 

Familiegravstedet på Husby Kirkegård. Bagerst Rasmus Jørgen Jensen og hustru Anna født Lasek. Forrest svigersønnen Håkon Bennike Madsen og datteren Mary Bennike Madsens grav. Marys navn er kommet på gravstenen efter dette billede blev taget. Hun døde i Odense 96 år gammel den 7. maj 2019. 

Lærerige rutebilture med "Ruteras"

Ligesom der var meget at lære af Otto ”Barber”, var der også meget at lære af ”Ruteras”.

Først og fremmest værdien af et lyst sindelag. Rasmus kunne tale med alle mennesker. Venligheden selv, men også bestemt. Altid en kvik replik. Altid fremkommelig, som når vi om vinteren ved dårligt vejr mod betaling af 25 øre fik ham til ekstraordinært at forlænge ruten fra Ejby Station op til Ejby Folke- og Realskole.

Ruteras`sidste flotte nye rutebil foran hjemmet på hjørnet af Storegade og Lillegade, der tidligere hed Nørregade

Han var ustresset og afslappet, bare han var sikker på at nå de videre rutebilforbindelser i Assens og togene i Ejby. ”Nå, ska´ vi rokke så småt”. Det var et af hans yndlingsudtryk, når rutebilen skulle sætte i gang fra et af holdestederne. Og rokke så småt gjorde vi. Flere steder på ruten som for eksempel ned ad Ørslevbakken mod Gammeldam eller fra Aborg ad bakken ned mod Lundager og Salbrovad satte han rutebilen i frigear for at spare på benzinen. Det var med et moderne udtryk miljøvenlig kørsel og sjældent over 40 km/t. Her var meget at lære. Han kunne også en masse historier om personer og steder, vi passerede forbi. Det nød jeg særlig godt af, når jeg lørdag eftermiddage på vej hjem fra gymnasiet i Glamsbjerg var den sidste i rutebilen på vejen fra Sandager til Husby. Godt at have kendt en mand som Ruteras.

Hermed slutter min fortælling om de verdenshistoriske bølgeskvulp to polske piger og deres efterkommere førte ind over Husby Sogn. Min fortælling endte som sædvanlig med at blive bredere, end jeg egentlig havde planlagt. Mine erindringer om hverdagens små oplevelser trængte sig ind i den overordnede fortælling. Sådan er det, når jeg begynder at tænke tilbage, så dukker der erindringer op, som jeg troede, jeg havde glemt.

Fortællingen om Josefa og Anna og deres efterkommere viser, at mange af de problemer, vi som samfund bøvler med i disse år ikke er nye. Men lærer vi fra gang til gang, når verden står i brand eller kriser hærger os? Eller er vi blevet et historisk dement samfund? Det er en helt anden fortælling og diskussion, som må vente til en anden god gang.

Ib Hansen, 22. august 2022