Downtown Husby - udvikling og afvikling

Bliver Car Park North koncerten i Husby Autoværksted symbolet på et vendepunkt i landsbyens afvikling til fordel for en ny udvikling af nye fællesskaber, samværsformer og aktiviteter? Et kommende  multihus i tilknytning til Husby Forsamlingshus kan blive en driver i en livgivende udvikling af Downtown Husby

Det er gået op og ned for landsbyen Husby. Først kraftig udvikling o. 1900. Så afvikling o. 1970. Og nu o. 2020 udvikling af nye fællesskaber, samværsformer og aktiviteter. Men hele tiden i et fantastisk område med smuk natur, interessant kulturhistorie og spændende landskaber.

Landsbyen Husby ændrede sig dramatisk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det moderne gennembrud slog igennem og ændrede landsbybeboernes livsvilkår og landsbyens udseende. 

Adlerhus. Portbygning til Wedellsborg Slot og godskontor. Væverhuset, hvor digter og væver Lars Clausen boede og arbejdede, lå tidligere til højre for Adlerhus

Som et af de sidste steder i landet kom lensafløsningen endelig til Husby i 1916-19. Fæstegårdene blev til selvejergårde. Wedellsborg Birkeret blev i 1919 afløst af det almindelige retssystem. Landbruget udviklede sig i retning af mere animalsk produktion og med mange ansatte. Gårde som for eksempel Breidablik, Blidkær og Klokkekær flyttede i starten af 1900-tallet ud fra den oprindelige landsby, der indtil da var afgrænset til området ved Kalvehave, ved krydset Storegade-Lillegade, langs Lillegade og Sjobjergvej. De flyttede ud på deres marker i det indtil da gårdtomme område omkring Husby Kirke. Hidtil havde den eneste gård i området været den tidligere møllegård, Holegården. Tæt op ad kirken lå indtil da alene en gammel lille skole og en bolig til seks såkaldte fattiglemmer.

"Breidablik" lå oprindelig på hjørnet Lillegade-Sjobjerg, men nedbrændte i 1915. Gården blev ved genopførelsen flyttet ud til toppen af Skræppedalen. Jeg har opholdt mig meget på gården sammen med mine brødre. Min mellemste bror Leif og jeg hjalp til i stald og på mark. Og lærte en masse af ejeren Jørgen Andersen. Lillebror Bo og sønnen på gården, Bent legede og kørte blandt andet  i selvbygget go-kart

Ellas Café og Brødudsalg var stedet, hvor vi unge hang ud hverdagsaftener, når vi ikke var  til sport

Husby Brugsforening er bygget i 1897. I vores barndom var  Folmer Andersen uddeler. Ham havde min bror Leif og jeg som vores første fodboldtræner, da vi var 8 - 9 år gamle

Rutebilstationen på hjørnet af Storegade og Lillegade. Her havde Ruteras garage til sin rutebil. Hans kone Anna udleverede pakker, når Helge Post på sin cykel havde været rundt til gårde og huse med blandt andet breve, girokort og postopkrævninger på pakker. Ruteras bragte pakkerne med fra posthuset i Ejby og transporterede i øvrigt selv pakker på sin rute Assens - Salbrovad - Sandager - Emtekær - Sdr. Åby - Husby - Hygind - Ørslev - Ejby

Husby Skole blev i 1893 fra området flyttet til stedet her fra området ved kirken, hvor der havde været skole med tilhørende jordlodder til læreren. Lærerens jord var to matrikler umiddelbart syd for kirken på vejen til Sdr. Åby, overfor hvor Blidkær kom til at ligge efter udflytningen fra landsbyfællesskabet Husby. Jorden blev vist senere overtaget af August Rasmussen og senere sønnen Ernst Rasmussen fra gården Farshøj, der ligger i Storegade nær den tidligere rutebilstation og Hallbergs nu nedlagte købmandsbutik. På billedet ses til venstre lærerboligen til småbørnslærerinden fru Breiner og til højre ses hækken til lærerboligen, hvor andenlæreren lærer Tagesen boede.  Bagved skolen ligger forsamlingshuset med bestyrerbolig i vinkelbygningen.

Midt i billedet slagter Andersens hus. Butikken var i bagbygningen. Til venstre ses skomagerens hus med den hvide værkstedsbygning. I bygningen har været cykelforretning, skomager og vist nok også skoforretning. I horisonten ses Tybrind Vig.

Husby Central i Storegade. Her var omstillingsbord og offentlig  telefon. Husby Central dækkede udover Husby Sogn også blandt andet  Håre, Tanderup, Emtekær og Nakke

Husby Forsamlingshus o. 1960 før tilbygning af scenebygning og omklædningsfaciliteter. Yderst til højre ses ishuset og til venstre skolen med cykelskur ud mod vejen. Forsamlingshuset er bygget 1904.

Området fra kirken og ned til smeden ved Bjørnekær var stort set bebyggelsestomt indtil da. De moderne tider medførte, at der i sognet blev brug for flere og bedre servicefunktioner. I 1893 flyttede skolen væk fra kirken over til en ny flot skolebygning på hjørnet af Storegade og Skræppedalsvej. Husby Forsamlingshus blev opført ved skolen. Mellem kirken og krydset Storegade-Lillegade blev der bygget villaer, lærerboliger, brugsforening, tømrerværksted, mekanikerværksted, frisørsalon, telefoncentral, café, brød- og bladudsalg, slagter, cykelforretning, skomager og rutebilstation med postpakkeudlevering. Omkring 1960 blev sportspladsen udvidet med en helt ny og større fodboldbane. Og forsamlingshuset fik tilbygget scene og omklædningsfaciliteter til både inden- og udendørsbrug. 

I min barn- og ungdom i 1960-erne var Downtown Husby endnu et velfungerende lokalcenter for Husby Sogn og omegn. Her gik vi i skole, dyrkede sport, handlede, gik i ungdomsklub i forsamlingshuset og hang ud med andre unge ved Ellas café og brødudsalg.

I 2017 var jeg til Car Park North koncert i Husby Autoværksted. Det var stort!

I slutningen af 1960-erne og begyndelsen af 1970-erne fik det en brat ende. Det senmoderne samfund med automatisering, urbanisering og centralisering krævede sine ofre. Landsbyens udvikling stagnerede. Afvikling- og fraflytning tog fart. Skolen blev lukket og forretningerne lukkede. I oktober 1976 brændte Ellas Cafe og Brødudsalg og blev meget symptomatisk aldrig genopført.

Luftfoto af Husby Kirke. I baggrunden Sdr. Åby og den del af Lillebælt, der hedder Bredningen

Husby Kirke set Sjobjergvej. I forgrunden en del af Bakkegårdens jerseybesætning, der græsser på jord, der tidligere hørte under "Breidablik" (også kaldet Sognefogedgården), der indtil en brand i 1915 lå lige udenfor billedet til højre

Sammenhold og fællesskab sørger heldigvis for fortsat liv i området. Husby og Tanderup er gået sammen om idrætsforening, borgerforening og forsamlingshus. Det har ført til mange afledte aktiviteter. Menighederne i Husby, Føns, Ørslev og Udby har indledt et samarbejde, der betyder fortsat menigheds- og kulturliv i egnens smukke og ældgamle kulturhistoriske fyrtårne, kirkerne.

Oliebyen Middelfart

 U-105 ligger strandet på en sandbanke ud for Strandvejen i Middelfart 

Den tyske ubåd U-105 strandet nær Strandvejen i Middelfart.

Strandingen skete i april 1918. Hændelsen medførte, at mange middelfartborgere tjente en pæn skilling på skibsolie. De kunne simpelthen samle olie op nær Strandvejen og sælge det videre eller selv bruge det.

I vore dage er Middelfart erhvervsmæssigt kendt for, at der ligger en oliedrevet pengemaskine i byen. Det er handelsselskabet Bunker Holding, der blandt andet sælger brændstof til skibe. Bunker Holding fik et historisk godt resultat i regnskabsåret 2018-2019. Virksomheden fordoblede næsten sit overskud fra 268 millioner kroner før skat til 515 millioner kroner. Omsætningen steg med 31 procent til 71 milliarder kroner. Virksomheden har endda i de senere år være ude i et kraftigt stormvejr, fordi et datterselskab er blevet anklaget for ulovligt at have solgt flybrændstof til det russiske luftvåben, der opererer i Syrien

”Olieeventyret” i 1918 havde sin baggrund i 1. Verdenskrig. Danmark var som bekendt neutral i denne krig, men det var rigtig vigtigt, at både Tyskland og England ikke anså det for nødvendigt at besætte Danmark. Derfor minerede Danmark allerede fra verdenskrigens start flere steder i de indre danske farvande, blandt andet blev der i Lillebælt udlagt kabelminer fra Bågø til Wedellsborg Hoved. Så kunne man sige til tyskerne, at englænderne ikke kunne kom ind til den store flådehavn Kiel ad den vej. Og til englænderne kunne man sige, at tyskerne ikke kunne komme ud til deres såkaldte højsøflåde ad vejen gennem Lillebælt.

Det kunne tyskerne så alligevel. De havde selv mineret farvandet mellem Bågø og Årø og vidste, hvor de miner lå. Det farvand var tysk på det tidspunkt. Derfor kunne deres ubåde snige sig nordpå gennem Bredningen og Snævringen og forbi Middelfart.

I dagene 5.-6. april 1918 blev det bevist, at det var en rute tyskerne brugte. I stærk tåge sejlede to tyske ubåde gennem Lillebælt forbi Middelfart. De brugte fyret ved Hagenør som pejling uden problemer, men da de på deres videre vej skulle tage bestik af Strib Fyr, tog U-105 fejl af fyrets lys og lyset fra en villa på Strandvejen. Ubåden løb på grund på en sandbanke kun omkring 100 meter fra land. Tilsyneladende var der ingen på land, der i den mørke tågede nat opdagede grundstødningen.

Næste morgen, da solen brød gennem mørket og tågen, skal jeg lige love for, at middelfarterne fik sig en overraskelse. Tæt på land så de en gråsort krigsmalet ubådsulv. Dens kobbelmakker var skyndsomt sejlet videre ud på sin mission, mens U-105 med sin besætning på 30 mand stod uhjælpeligt fast på en sandbanke.

Nu var gode råd dyre. Både for den tyske marineattache, den tyske marines overkommando og danske diplomater fik sved på panden. Telegraflinjerne glødede mellem de forskellige tyske og danske instanser. Ubådens trådløse radio virkede ikke, så i stedet tog de en båd fra stranden ved Strandvejen. Satte en medbragt motor på den og sendte nogle mand mod den dansk-tyske farvandsgrænse ved Årø for at få hjælp der. Situationen kunne udvikle sig til en international krise. Efter de internationale aftaler skulle den strandede ubåd med mandskab interneres, hvis det ikke senest 24 timer efter grundstødningen var bragt flot. En internering var ikke noget, hverken danske eller tyske myndigheder brød sig om.

Heldigvis for det neutrale Danmark blev den internationale krise undgået. Det var der to årsager til. For det første påbegyndte Danmark først udmålingen af de 24 timer fra det tidspunkt om morgenen, hvor U-105 var blevet synlig. For det andet lænsede U-105 en stor del af sin skibsolie direkte ud i bæltet, så ubåden hævede sig så meget, at det kunne blive trukket flot.

Olien samlede sig i vandet mellem sandbanken og kysten. Hele Middelfart lugtede af olie. Det trak masser af mennesker til. De skrabede olien op i spande og tønder for at bruge den i deres olielamper eller sælge den videre for en god pris. Under verdenskrigen var der i Danmark stor mangel på energi. Det fik blandt andet fiskere fra Esbjerg til at skynde sig til Middelfart for at købe skibsolie til deres fiskefartøjer. Og Statshospitalet i Middelfart kunne bruge olie til opvarmning. Mange borgere tjente således pæne beløb på den olie, de havde skrabet af vandet ved det sted nær Strandvejen, hvor ubåden var forlist og lænsede skibsolie for at komme fri.

 

Middelfartborgere skrabede i april 1918 den dyrebare lænsede skibsolie fra U-105 op i spande og tønder til eget brug eller til videresalg

Den tyske marine  bruger fortsat Lillebælt til deres ubåde. Nu til gennemsejling og øvelser. Mange borgere i Middelfart gjorde for eksempel den 18. maj 2016 store øjne, da de pludselig så skroget af en tysk ubåd ud for Gammel Havn. Danmark har ikke længere selv ubåde. Nu er vi i forsvarsalliance med Tyskland, derfor kan tyskerne bruge de indre danske farvande i forbindelse med øvelser, hvori der indgår ubåde. Forhåbentlig kommer der ikke et nyt olieeventyr ud af disse gennemsejlinger.

Ib Hansen, februar 2020

En blikkrans på min grav

En fortælling om Gamle Anders fra ”Gammelgård” i Sdr. Åby. Om omsorg og forsorg. Om lodder i det store spil. 

”Når jeg er død og begravet, vil jeg gerne have en krans af blik på min grav”.

”Hvorfor dog det, Anders?”

”Jo, for så kan jeg høre, når det regner, Peter”.

Sådan lød en typisk konversation mellem Gamle Anders og vores far Peter, når Anders kom på et af sine regelmæssige kaffebesøg i vores hjem omkring 1960. Han kom cyklende fra ”Gammelgård” nede i Sønder Åby. Op over bakken til Husby Sogns højeste punkt ved kirken og ned ad bakken til vores hjem. Nede i Skræppedalen, i skovkanten ved Husby Hole.

Anders var det, vi i dag ville kalde psykisk udviklingshæmmet. Dengang var betegnelsen evnesvag. Da Anders blev erklæret for evnesvag, blev han betragtet som anbragt på gården i Sønder Åby, som så kunne få penge for at have ham. Han arbejdede som karl på gården. Boede i et karleværelse og fik sin morgenmad, frokost og aftensmad sammen med gårdens familie. Dertil fik han lommepenge, som han betragtede som løn. De fleste aftener kørte han på sin cykel af sted for at få sin aftenkaffe forskellige steder rundt om i sognet. Således kom han også jævnligt i vores hjem. 

Anders havde stamcafé hos Ellas Café og Brødudsalg, der lå i Storegade i Husby mellem Vognmanden og Slagteren. Det var det hvide hus på billedet her. Huset brændte i 1976, og der blev efterfølgende opført et nyt rødstens hus, men café og brødudsalg kom aldrig tilbage

Mange aftener tilbragte han på caféen ved Ellas Brødudsalg i Husby Storgade. Her kunne han få kaffe og se fjernsyn. Det var før fjernsyn blev almindeligt i alle hjem. For øvrigt brændte brødudsalget i 1976. Der blev bygget et nyt hus, men uden café og brødudsalg.

Maleri af Anders der drikker kaffe. Malet af Else Rabølle Rasmussen i Brenderup i 1970´erne

Aftenen udspandt sig altid på samme måde. Anders bankede på og blev budt inden for. Mens Anders tog plads i dagligstuen sammen med far og os tre drenge, gik mor i gang med at lave kaffe, finde brød og småkager frem og dække bord. Hvis der ikke var flere småkager, stod fortæringen på hjemmebagt hvedebrød med ost eller med hjemmelavet marmelade. Ofte blev der også budt på en Mariekiks smurt med smør. Anders var glad og tilfreds uanset, hvad der blev budt på.

Så snart Anders var bænket, begyndte han at fortælle. Altid de samme historier. Om hvad han havde oplevet på andre gårde, før han kom til ”Gammelgård”. Om majfester han for mange år siden havde været til i Assens og andre steder. Som jeg husker det, var det kun min far, der deltog i samtalen. Vi drenge lyttede med store ører. Som vi altid gjorde, når vi havde gæster. Vi blev ikke sendt i seng, men sad altid og fulgte med. Både når der var besøg af Anders eller andre gæster, og når der var besøg af  arbejdere, der skulle have råd i forhold til fagforeningsspørgsmål eller hjælp til udfyldelse af selvangivelsen. Det var før kildeskattens indførelse. Far var stærk til tal, mens mor var stærk i skrivning og læsning.

Det var kun, når der i vores hjem blev afholdt bestyrelsesmøder i fagforeningen eller den lokale socialdemokratiske vælgerforening, vi fik at vide, at vi skulle opholde os i ”den fine stue”. Ærgerligt, men heldigvis var der et varmespjæld mellem stuerne, da kakkelovnen i dagligstuen skulle opvarme begge stuer, såfremt ”den fine stue” var i brug. Mine brødre og jeg åbnede op for lamellerne i spjældet. Så kunne vi følge med i mødets gang og de trufne beslutninger. Far vidste godt, at vi gjorde sådan, men jeg tror, at både mor og far, syntes overværelse af sådanne møder var en del af vores samfundsmæssige dannelse. Uanset om vi var med ved bordet, eller om vi var med på en lytter bag varmespjældet.

Ib og Leif Emil Hansen med "lærings. og varmespjældet" til venstre. Vi havde en blomstrende fremtid bag os!

Når Anders var på besøg, var vi som nævnt med ved bordet. Aftenen udviklede sig på den måde, at Anders fortalte. Og far svarede og stillede spørgsmål, også om alt det Anders havde fortalt om mange gange før. Efter kaffen blev Anders ved i den samme skure. Min far begyndte mere  og mere at nikke med hovedet og svare med få ord.  ”Ja”. ”Uhhadada, Anders”. ”Nåh”. ”Uhm”.

Far stod op hver morgen ugens seks arbejdsdage lidt i klokken 5. Han skulle cykle til arbejde, som banearbejder i Ejby eller til Kauslunde Cementstøberi. Vores hjemmearbejdende mor stod op lidt før for at smøre madpakke, lave morgenmad og holde ham med selskab, inden han skulle cykle de 10-15 kilometer til arbejdspladsen, hvor han skulle møde klokken 6. En times tid efter vækkede hun os drenge. Sørgede for vores madpakker, gav os morgenmad og hørte os en sidste gang i dagens salmevers. Det var en æressag, at vi kunne vore lektier.

Med den døgnrytme var det derfor ikke underligt, at far ud på aftenen begyndte at nikke med hovedet. Kakkelovnsvarmen og de monotone kendte historier, som gamle Anders diverterede med, gjorde det ind i mellem vanskeligt for ham at holde sig vågen. Men der var aldrig tale om, at Anders skulle tage hjem til gården før tiden. Og Anders havde ikke problemer med, at responsen i samtalen blev mere og mere fraværende. Vores forældre anså det som noget helt naturligt at medvirke til, at Anders fik nogle gode timer.

Anders måtte forbi Husby Kirke på vej hjem fra Skræppedalen til Sdr. Åby, der her ses i baggrunden 

Omkring klokken 21.30 begyndte Anders at tale om, at han nok snart måtte hjemad.

”Ja, det skal du jo nok Anders? Du skal vel tidligt op og på arbejde i morgen?”

”Mon jeg slipper forbi kirkegården, Peter. Kommer de døde efter mig. Jeg er jo gammel?”

”Det går nok ikke så galt. De døde er jo døde og ligger i deres grave."

”Nåh, men jeg må jo skynde mig forbi. Nu skal jeg vist til at tage hjemad”.

Sådan blev det ved frem og tilbage, inden Anders lidt i klokken 22 cyklede op ad Skræppedalsbakken. Forbi kirken og kirkegården og ned ad Blidkærsvej og Sdr. Åby-bakken. Han slap fint forbi kirkegården hver gang.

Vi fik også hvert år besøg af Gamle Anders, når det var fastelavn. Så kom han med en ældgammel maske for ansigtet. Den samme år efter år.

”Boller op og boller ned. Boller i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade”.

Min mor bød ham inden for.

” Det kan vi da ikke have Anders. Jeg har lavet fastelavnsboller. Du får også et par kroner. Mon så ikke du opfører dig lige så pænt, som du altid gør."

Anders takkede for bollerne og kronerne.

”Men jeg har ikke tid til at  få kaffe i aften. Jeg har mange, jeg skal cykle rundt til og synge for”.

”Det er godt Anders. Så kommer du bare igen en anden gang og får din kaffe”.

Det var både hyggeligt og givende at have besøg af Anders. Vi lærte noget om fællesskabets værdier i praksis, og om de vidt forskellige forudsætninger, vi alle er blevet udstyret med. Hver med vores forudsætninger og udfordringer, kan vi godt få et godt liv. Og vi skal tage os af samfundets svageste, så de føler sig anerkendt, værdsat og inddraget og ikke blot tålt.

Men hvem var Gamle Anders egentlig?

Anders Johannesen blev født den 5. oktober 1893 i Middelfart som et af de yngste børn i en større søskendeflok. Han var opkaldt efter sin far arbejdsformand i DSB Anders Johannesen, der stammede fra Korup nordvest for Odense. Hans mor Kirstine var født Rosenvold i Varde.

Anders forældre blev gift i Varde Kirke den 22. december 1874. Hans mor var 17 ½ år gammel, mens hans far var 30 år. Forklaringen på, hvorfor forældrene så hastigt blev gift blot to dage før jul, kom den 2. marts 1875. Blot 2 måneder efter forældrenes vielse blev Anders storebror Andreas født.

Den vestjyske længdebane fra Esbjerg til Struer blev indviet 1874-75. Måske var Anders Johannesen arbejdsformand for et sjak af såkaldte ”banebisser”? ”Banebisserne” rejste rundt i landet og medvirkede ved anlæggelsen af de mange jernbaner, der blev anlagt i årene lige før og efter år 1900. En talemåde siger, at både jernbanedrift og kønsdrift er svære at styre! Banebisserne havde ry for i fritiden at muntre sig med kvinder, spiritus og sang, hvor de kom frem. Giftermålet mellem den unge Kirstine og den 13 år ældre baneformand er nok kommet i stand som følge af et uønsket resultat af det muntre samvær. Hvem ved?

Inden han blev konfirmeret mistede Anders sin far. En kold martsmorgen i 1905 fandt Anders 12 år gammel sin far død i et pigtrådshegn. Han havde drukket sig ihjel, 60 år gammel.

Det fremgår af folketællingslisten fra 1906, at Anders og moderen Kirstine efter faderens død boede alene i Algade i Middelfart. De øvrige søskende var flyttet hjemmefra. Folketællingslisten fortæller også, at Kirstine levede af fattighjælp. To år efter mandens død døde Kirstine i april 1907 kun 49 år gammel. Nu var Anders 13 år gammel uden forældre. Hvad skulle der blive af ham?

Knut Beckers roman "Verden venter" fra 1934 handler om den uretfærdige måde Becker så samfundets svage blive behandlet på. 

Verden venter

Den forældreløse Anders står i 1907 på tærsklen til det, der dengang blev betegnet som indgangen til voksenlivet, nemlig konfirmationen. Han var ikke særlig godt udrustet til denne udfordring.

Anders fik ikke noget ud af at gå i skole. Han lærte aldrig at regne, læse eller skrive. Hele livet vedblev han at være analfabet. Dengang i starten af 1900-tallet var det meget almindeligt, at forældreløse og evnesvage blev anbragt på kost og logi på en gård.

Anders kom ud ”at tjene” på forskellige gårde rundt om på Vestfyn. På et tidspunkt endte han i Sdr. Åby i Husby Sogn. På den første gård han var på i Sdr. Åby, gik det ikke så godt. Han blev drillet af karlene. Så Anders ville gerne til en anden gård. Det blev ”Gammelgård”. Det var hans held.

"Gammelgård" i Sdr. Åby omkring 1960. Det er Knud Rabølle forrest ved flagstangen. Midt i billedet holder Rute Ras  ved købmand Søgårds butik. Anders boede i et karleværelse ved vognporten 

En varm historie på en råkold dag

En råkold februardag i 2020 gjorde jeg en hjemstavnstur fra Husby Forsamlingshus ned og rundt i landsbyen Sdr. Åby og tilbage til forsamlingshuset. Jeg havde aftalt at gå turen sammen med Knud Rabølle Nielsen, der er vokset op på ”Gammelgård”. Knud kom fra Odense, mens jeg kom fra Kolding. Anders har været en del af Knuds opvækst, hvorfor Knud havde meget, han kunne tilføre min fortælling om Gamle Anders.

Knud fortalte, at Anders henvendte sig til Knuds morfar, Laurits Knudsen og tilbød at arbejde kun for føden. Blot han måtte få lov at bo og arbejde på ”Gammelgård”. Det var i 1930erne midt under landbrugskrisen. Knuds morfar havde faktisk ikke brug for nogen på det tidspunkt, men fik ondt af ham. Anders blev derfor ansat med titel af fodermester.

”Min morfar havde på et tidspunkt Anders med til lægen. Lægen sagde til min morfar, ”at den mand er jo helt gal”. Med det mente lægen, at Anders var evnesvag. Jeg tror faktisk, at fra det tidspunkt fik mine morforældre Laurits og Petra Knudsen penge for at have ham. Og det gjorde mine forældre Børge og Elisabeth Nielsen nok også, da de senere overtog ”Gammelgård” og dermed ansvaret for Anders”.

Anders boede en stor del af sit liv på ”Gammelgård”. Knud husker eller har fået fortalt, hvordan hverdagen var for Anders.

”Anders kunne ikke altid overskue tingene. Han så kun en side af sagen. Under krigen syntes han for eksempel, at de tyske soldater var flinke og rare, fordi de gav ham cigaretter. Så han kunne godt lide tyskere. Han havde det også med at skælde ud på alt og alle. Det var ikke noget, der lå dybt, men sådan en omgangsform han havde tillagt sig. Sikkert affødt af, at han i sin barndom og ungdom var blevet set ned på og skældt ud, fordi han ikke lige kunne forstå noget første gang, han fik at vide, hvad han skulle lave.”

Knud fortalte videre, at Anders altid var lidt urolig, når datoerne 1. maj og 1. november nærmede sig. Det var dengang de traditionelle såkaldte ”skiftedage”. De to dage på året, hvor tjenestefolk skiftede arbejdsplads.

”I dagene op til 1. maj og 1. november skældte Anders ikke min morfar ud for at være en møgbonde. Men når de dage var overstået, var morfar igen en møgbonde. Vi børn fik også vores del af hans daglige svada. Møgunger og møgdrenge var en del af hans daglige tale. I virkeligheden var det kærlig ment.”

Anders siddende i grøftekanten ved "Gammelgård" omgivet af børn og voksne

Der var en del ting, Anders så frem til, og som var højdepunkter i hans tilværelse. Knud har særligt bidt mærke i følgende.

”Rejsebiografen Stjernebios forestillinger i Husby Forsamlingshus betød meget for Anders. Han havde stor respekt for ”biografmutter”, som han hjalp med at stille op til aftenens forestillinger. Jeg tror faktisk, han var lidt bange for hende. ”Biografmutter” havde nok ikke helt min morfars tålmodighed.”

”Assens Sommermarked var også noget, Anders så frem til og snakkede om i lang tid. Og hvert år i sensommeren fik han besøg af sin søster. Jeg husker det, som om de bare skændtes hele tiden. Anders kunne ikke forstå, at hun hele tiden blev ved at være to år ældre end ham. Han ville så gerne indhente hende. Det var altid min morfar, der hentede søsteren i Blanke og kørte hende hjem igen, når han syntes, de havde fået nok af hinanden”.

Lige som jeg kunne Knud også tydeligt erindre, hvor meget fastelavn betød for Anders.

”Årets store højdepunkt for Anders var fastelavn. Anders havde afsat fastelavnssøndag til Sdr. Åby. Med sin Chaplin-maske gik han rundt i landsbyen og sang ”boller op og boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.” 

"Fastelavnsmandag raslede Anders i Husby", fortalte Knud. "Hans pose var godt fyldt med mønter, når han kom hjem. Det var som regel min bror Olav og mig, der hjalp ham med at tælle pengene op. Der var enører, toører, femører og tiører. Når der var en tokrone var det stort".

”Om søndagen spiste Anders altid hos ”brødrene”. To brødre med gård i Sdr. Åby. Kærligt drillende fortalte de ham altid, at søndagsmenuen stod på fisk. Anders hadede fisk, da han var så fumlefingret, at  han ikke kunne pille benene fra. Jeg husker, at vi hver fredag hjemme på ”Gammelgård” fik fisk. Anders skulle kun have sovs og kartofler om fredagen. Ved ”brødrene” fik han altid bøf med løg, når det kom til stykket.”

Knud kan huske, at Anders også deltog i sognets forskellige begivenheder.

”Anders var altid med på de ældres udflugt. Engang gik udflugten til Zoo i Odense. Da han blev spurgt, om han ville have dagens ret, sagde han ja. Han kunne ikke læse, at det var fisk”.

Anders ejede ikke så mange ting, fortalte Knud videre.

Anders radio som Knud Rabølle nu ejer. Anders hørte i sin radio blandt andet musik med Bror Kalles Kapel

”Han havde en lille dragkiste, en seng og en radio. Alt efter hvordan vi ”møgunger” opførte os, kunne vi arve det ene eller det andet. En af mine brødre har fået dragkisten. Radioen fik jeg og er stadig ejer af. Anders lyttede til Kalundborg langbølge. Han elskede at lytte til Bror Kalles Kapel, men lyttede blandt andet også til fiskerinoteringerne.”

”Gennem alle årene på ”Gammelgård” hjalp Anders med fodring og udmugning. Da mine forældre midt i 1960erne forpagtede ”Bakkegård” på Sjobjergvej i Husby, blev alle dyrene flyttet derop. Min far vedblev dog med at have en ko til at gå i kalvefolden på ”Gammelgård”, hvor vi stadig boede. Den skulle forsyne familien med mælk, men mest af alt være med til at holde Anders beskæftiget”.

Anders havde stadig ansvaret for en malkeko efter resten af besætningen var flyttet fra "Gammelgård" til "Bakkegård"

”I 1970 solgte min familie ”Gammelgård” i Sdr. Åby og flyttede til ”Munkegården” i Brenderup. Anders flyttede selvfølgelig med. Det blev en svær tid for ham. På den ene side kunne han på bostedet ”Skovbakken” i Brenderup møde nogle ligesindede, og der kom også af og til en fra ”Skovbakken” for at besøge ham. På den anden siden kendte han i Brenderup ikke så mange, som han gjorde i Sdr. Åby og Husby. Og så havde han ikke længere nogle daglige funktioner at varetage.”

”Jeg husker, at vi efter flytningen stadig kørte ham til Husby, så han kunne rasle fastelavn. På det tidspunkt havde ”brødrene” solgt deres gård i Sdr. Åby og havde bygget sig et hus ved siden af Husby Brugsforening. Et hus de selvfølgelig havde betalt kontant. Dem skulle Anders selvfølgelig traditionen tro besøge og spise hos i forbindelse med fastelavn.”

Efterhånden blev Anders meget plejekrævende. Mere end Knuds mor kunne klare. Derfor kom han omkring 1975 på plejehjem i Nr. Åby. Anders var kun kort tid på plejehjemmet, før han døde efter et langt liv med mange udfordringer, men også med mange små daglige glæder.

Anders trak fra starten ikke det bedste lod i det store lotterispil, men var heldig at blive optaget i en familie, der ville ham. Han forstod vigtigheden af at pleje omgang med venner og bekendte, der accepterede og inddrog ham på hans forudsætninger og præmisser. På sin måde har Anders haft betydning for mange, der har kendt ham. Blikkransen på sin grav fik han ikke. Men vigtigere end den fik han i livet betydning, opmærksomhed og omsorg. Han har efterladt sig fodaftryk.

Udsnit af maleri malet i slutningen af 1960´erne i Sdr. Åby af  Else Rabølle Rasmussen, der er kusine til Knud Rabølles mor Elisabeth. Det er Knuds søster Anne, der sidder på trappen . Ved siden af trappen står Anders træsko

Ib Hansen, februar 2020

Flere fortællinger fra min hjemegn Husby, Ejby og Vestfyn:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html

Fortællinger fra Lillebælt og tilstødende kystområder fra Bogø til Røjle Klint:

https://ih18.blogspot.com/2020/02/oplevelserne-star-i-k-lilleblt-mellem.html

Skeletter af 16-årig pige og et spædbarn fundet i Tybrind Vig

Moesgaard Museum har i sin store oldtidsafdeling udstillet omkring 30 genstande fra Stenalderen fundet i Tybrind Vig

Skeletterne af en 16-årig pige og et nyfødt barn blev for mere end 40 år siden fundet på bunden af Tybrind Vig. De blev for tusinder af år siden i Ertebølletiden begravet på et sted, der dengang var land, men som nu er dækket af havet.

Her ved bredden af Tybrind Vig slog en flok jægere og fiskere sig ned for 6-7000 år siden. Stedet var velvalgt. Muslinger og især østers hentede de fra en banke tæt på bopladsen. Der var rig adgang til havets ressourcer gennem fiskeri og fangst af søfugle. Køddyr og pelsvildt kunne de jage i baglandets store urskove.

Nutidens kystlinje er den fuldt optrukne streg. Det blå rastede område til højre på kortet viser, hvor langt havet gik ind i Ertebølletiden. Området er den nu tilgroede store strandeng, Flægen ved Eskør Strand. Den gule tange ude i havet til venstre på kortet er nu overskyllet land. Krydset markerer, hvor Ertebøllepladsen ligger. I Ertebølletiden på kysten, nu under cirka tre meter vand og 250 meter ude fra den nuværende kystlinje

I Ertebølletiden for godt og vel 6000 år siden lå bopladsen ved bredden af Tybrind Vig ved kysten. I dag ligger den i cirka 250 m ude i vigen, 3 m under havets overflade.

Ved bopladsen er der også fundet en 10 meter lang stammebåd lavet af lindetræ og med et ildsted nær bagenden. Den blev brugt til fiskeri og havjagt, men kunne også transportere en lille familie på 6-8 personer fra boplads til boplads efter årstidernes skiften. Om vinteren flyttede beboerne fra sommerbopladsen nok ind til deres vinterboplads i de bagvedliggende store skove.

Bopladsens døde blev efter tidens skik og brug begravet på bakken lige bag husene – med en enkelt undtagelse. En ung pige med et nyfødt barn blev begravet midt på bopladsen. Da havet langt senere skyllede hen over pladsen, blev de fleste grave ødelagt.

I Stenalderens Ertebølletid gik Tybrind Vig meget længere ind i landet. Helt ind til nuværende Hybæk og Hygind. Havspejlet stod højt som følge af afsmeltningen af gletsjeris ved slutningen af den seneste istid. Klimaet var på det tidspunkt også varmere end nu. Senere da det igen blev køligere blev en del af verdenshavene igen bundet som is i polaregnene ved Sydpolen og Nordpolen. Derfor trak kystlinjen sig noget tilbage. Den tidligere havbund inderst i Tybrind Vig groede til med tagrør, flægplanter og mange andre slags planter. Inde i vigens stille vand var der også gode muligheder for, at havet kunne aflejre en del af det materiale, havet nedbryder fra de stejle vind- og strømeksponerede kystklinter. Den tidligere havbund blev gennem tiden til nutidens store flade strandeng, Flægen, der rækker helt ind til Tybrind og Hybæk.

Men hvorfor ligger Ertebølletidens boplads ved Tybrind Vig nu så på 3 meter vand 250 meter ud for den nye kyst?

Nordøst for 0-vippelinjen hæver landet sig. Sydvest for sænker det sig

Det gør den, fordi landet syd for en vippelinje fra Ringkøbin over Strib og Nyborg til Vordingborg sænker sig. Landsænkningen skyldes, at Danmark i den seneste istid var dækket af en kilometertyk iskappe, men ikke hele landet. Isens hovedopholdslinje gik midt ned gennem Jylland. Jordoverfladen er ikke fast. Den er plastisk. Derfor tyngede isen området nord for vippelinjen ned, mens området syd for vippelinjen, hvor hovedparten lå uden for isens hovedopholdslinje vippede op. Det er ligesom en stabel tallerkener. I midten lavest. Ved kanterne højest.

Nu er isen forsvundet. Landet nord for vippelinjen, der var tynget ned, vipper nu op. Ved Frederikshavn har landet for eksempel hævet sig cirka 13 meter siden afslutningen af den seneste istid.

Landet syd for vippelinjen sænker sig, fordi der ikke er kræfter affødt af den tunge is, der vedblivende kan tvinge området op. Det betyder for eksempel, at Tybrind Vig og egnene syd herfor nu sænker sig. Så på trods af at havspejlet har sænket sig og kystlinjen har trukket sig tilbage, ligger bopladsen nu under vand. Det samme gør sig for øvrigt gældende for en tilsvarende boplads, der er fundet ved Ronæs, nogle få kilometer nord for Tybrind Vig.

Mere om landsænkninger og havstigninger i området ved Tybrind i min fortælling "Det sunkne land fortæller historie": 
https://ih18.blogspot.com/2017/03/det-sunkne-lands-dannelsesmssige-stemme_1.html

Flere fortællinger fra min hjemegn Husby, Ejby og Vestfyn:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html