Tilfældighedernes spil begyndte på Skræppedalsbakken i Husby i 1968

Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op over Skræppedalsbakken nær Husby Hole. 

Det var en lun aften sidst i juli måned. Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. Året var 1968. Det år min mellemste bror Leif og jeg tog realeksamen. Leif og jeg havde været uadskillelige, lige siden han blev født et år og seks dage efter mig. Nu var han med sin realeksamen i lommen rejst til København for at gå i lære som shippingassistent i hæderkronede ØK – Østasiatisk Kompagni. Hvad skulle være fremtiden for mig?

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være. Da jeg gik tredje klasse, var jeg godt nok en dag kommet hjem fra skole og havde sagt til min mor, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Det var fordi, jeg den dag i Husby Skole havde fået ros af lærer Tagesen. Jeg havde ved overhøringen kunnet gengive dagens lektie i historie næsten på komma. Det med et lærerjob var ikke noget, der lige faldt mig ind efter realeksamen, uanset at jeg var og er en bogorm og bognørd. Jeg har aldrig været praktisk anlagt. Alligevel havde jeg lige efter realeksamen søgt en pedelstilling ved det dengang forholdsvis nye Odense Universitet, der var blevet grundlagt i 1964. Nu hedder Odense Universitet efter en række fusioner tværs over både Lillebælt og Storebælt Syddansk Universitet. Jeg fik selvfølgelig afslag. Og set i bagklogskabens lys heldigvis for det. Det var ikke et job for en mand med 10 tommelfingre og uden praktisk sans. Men hvad skulle jeg så tage mig til? Jeg kunne jo ikke bare gå derhjemme uden at lave noget.

Netop denne sommeraften gik jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart.

Agnete spurgte selvfølgelig til, hvad Leif og jeg skulle lave efter realeksamen. Jeg fortalte, at Leif allerede var rejst til København, og at jeg havde fået afslag på min ansøgning om en pedelstilling. Du skal da starte i gymnasiet, mente hun. Det er vist for sent her en uge før gymnasiet starter, replicerede jeg. Hun blev ved og foreslog, at jeg skulle ringe til vores tidligere klasselærer og skoleinspektør Holger Lund på Ejby Folke- og Realskole for at høre, om han ikke kunne lave en anbefaling, der kunne hjælpe mig ind på Vestfyns Gymnasium. Næste dag fulgte jeg Agnetes forslag og ringede til Lund. Han ville gerne hjælpe og tog kontakt til rektor Poul Hansen på Vestfyns Gymnasium. Poul Hansen var meget imødekommende, og jeg fik lov at starte på gymnasiet ugen efter.

Nu var det jo kun et par år efter kommunesammenlægningen i 1966, hvor Husby, Tanderup, Ørslev og andre små sognekommuner forud for den store kommunesammenlægning i 1970 var blevet lagt sammen med Ejby til Ejby Storkommune. Det viste sig at have den store fordel, at jeg, når jeg skulle hen på gymnasiet i Glamsbjerg, bare kunne cykle ned til Købmand Thomsen i Håre og køre med ham. Han kørte en skolerute til gymnasiet fra Håre over Hjerup, Kaslund, Barløse og Ørsted til Vestfyns Gymnasium. Ruten var blevet oprettet, da gymnasiet blev grundlagt i 1959 af Assens og Glamsbjerg kommuner og en række andre vestfynske kommuner, herunder Tanderup Sognekommune, som jo i mellemtiden var blevet en del af Ejby Kommune.

Ved tilfældighedernes spil kom jeg således i gang med at tage en matematisk-fysisk studentereksamen. Og det med bedre transportforhold end til realskolen i Ejby, hvor vi hver dag skulle cykle omkring 10 kilometer hver vej. Hvis jeg var gået i gymnasiet i Fredericia, skulle jeg først have cyklet til Ejby Station, have taget toget til Fredericia og gået fra Fredericia Banegård til gymnasiet og samme vej retur efter skoletid. Nu skulle jeg kun cykle 4 km hver vej til Håre, mens resten af skolevejen foregik i bil. 

Da jeg tre år efter i foråret 1971 skulle i gang med at overveje, hvad jeg skulle gå i gang med efter studentereksamen, stod jeg med samme problem som efter realeksamen. Hvad skulle jeg give mig til? Denne gang var det dog ikke, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Det var valget mellem mulighederne, der voldte problemer.

Jeg havde tre ting, jeg godt kunne tænke mig. Mit gamle ønske om at blive lærer var poppet op igen. Og så havde gymnasietiden med vores fantastiske historielærer Skaaning understøttet de historiske interesser, jeg altid har haft. Endelig havde vores fransklærer Mønsted, som også var erhvervsvejleder og kontaktlærer til elevrådet sagt til mig, at han synes, jeg ville kunne blive en god socialrådgiver. Jeg var medlem af elevrådet, så han havde sågar udstyret mig med en personlig håndskrevet anbefaling til Den Sociale Højskole i Odense. Gad vide, hvorfor Mønsted mente, som han gjorde? Jeg skrev tre ansøgninger. Historiestudiet i Århus. Den Sociale Højskole i Odense. Og læreruddannelsen i Kolding. Jeg kendte ikke noget til nogen af de tre byer.

Personalet på Kolding Seminarium 1977

Efter studentereksamen fik jeg brev fra alle tre uddannelser om, at jeg var optaget. Tro mod min barndomsdrøm valgte jeg læreruddannelsen i Kolding med historie og geografi som linjefag. Det har jeg aldrig fortrudt. Med min stærke tilknytning til hjemegnen på Vestfyn havde jeg en forventning om, at jeg efter bestået lærereksamen ville søge lærerstillinger på Fyn og bosætte mig på Vestfyn. Det blev ikke tilfældet. Der kom lige en sønderjysk forbindelse i vejen. To år efter jeg flyttede ind på Nordre Kollegium, flyttede tilfældigvis en sønderjysk lærerstuderende med interesse for geografi ind. Det blev med tiden ikke blot til en løs kollegieforbindelse, men en fast forbindelse.

Lærerne på Ødis Sogneskole 1975. Skoleinspektør Ellegård yderst til højre.

Det ses, at jeg havde al drengeidrætten på skolen. Træningsdragten var købt i Brugsen og var skrapgul!

Den 25. januar 1975 blev jeg færdig med lærereksamen og startede dagen efter i en halvt års midlertidig stilling ved Ødis Sogneskole. Jeg boede stadig på Nordre Kollegium. En dag efter skoletid sad jeg ude i kollegiekøkkenet og talte med en kollegianerkammerat om mine planer for fremtiden. Det var den sønderjyske lærerstuderende Keld Oksen. Han havde et godt forslag. Et forslag affødt af, at han havde været i praktik på Bramdrup Skole i Bramdrupdam. En skole han roste i høje toner. Den skole ville lige være noget for mig, mente han.

Man skal altid lytte til gode og velbegrundede råd, særligt fra sønderjyder! Så jeg skrev en ansøgning og blev kaldt til samtale. En samtale som bekræftede mig i, at Bramdrup Skole lige ville være skolen for mig. En dygtig, engageret og karismatisk leder, Åge Knudsen. Fantastiske kolleger, dejlige elever og en meget opbakkende forældrekreds. Det var mit indtryk efter ansættelsessamtalen. Jeg sagde ja til stillingstilbuddet og startede derfor på Bramdrup Skole i august 1975. I september 1976 flyttede jeg sammen med den sønderjyske forbindelse i et rækkehus i Bramdrup for senere i 1980 at flytte ind i det hus i Bramdrup, hvor vi stadig 40 år efter endnu bor. Det var hvad en tilfældig samtale i et kollegiekøkken førte til.

 Bramdrup Skole august 1986

Jeg var ualmindelig glad for at arbejde på Bramdrup Skole. Sideløbende med min lærerstilling på skolen var jeg også en årrække ansat i deltidsstillinger som henholdsvis underviser på Kolding Seminarium i linjefaget geografi og ved Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, hvor jeg underviste lærere på efteruddannelse i geografi. Alligevel begyndte omkring 1990 tanker om min fremtid på skoleområdet at poppe op i mit sind. Det var især tanken om måske at kunne øve positiv indflydelse på områder, der lå og ligger mit hjerte nær, der rodfæstede sig. I 1992 søgte jeg og fik stilling som skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse. Igen oplevede jeg en helt fantastisk skole. Fantastiske medarbejdere og medledere samt herlige elever med god støtte fra forældrene. 

 Lyshøjskolen 1993/94

Efter 3 gode år på Lyshøjskolen fik jeg den tanke, at det måske var tiden at søge overordnet indflydelse på et samlet skolevæsen. Det blev til, at jeg i 1995 søgte og fik en stilling som forvaltningschef i Nørre Åby Kommune med det overordnede administrative og ledelsesmæssige ansvar for ikke kun skoler, men også for dagtilbud, social-, sundheds,- og ældreområderne, fritid og folkebiblioteker. Hold da op, hvor jeg lærte meget. Bare det at sætte sig ind i metervis af regler på social- og ældreområdet. Et spændende og givende job. 

Enhedsforvaltningen Nørre Åby 1996

Men så spillede tilfældighederne igen ind. Et halvt år efter jeg var startet i Nørre Åby Kommune blev min ultimative drømmestilling opslået, direktørstillingen i Skole- og Idrætsforvaltningen i Kolding Kommune. Vi var forblevet bosat i Bramdrup, da vores datter gik på Bramdrup Skole og min kone arbejdede som lærer i Kolding Kommune og for øvrigt blev ved at arbejde på samme skole i 43 år. Så der var ikke noget med, at et jobskifte ville betyde, at vi skulle rykke teltpælene op.

Skole- og Idrætsforvaltningens personale foreviget ved årsskiftet 1997-98 umiddelbart før vi flyttede over vejen Ålegården til en placering helt nær Kolding Å.

Jeg søgte og fik stillingen som skoledirektør. Så efter knap et år forlod jeg med nogle gode oplevelser og nyttige erfaringer i bagagen Nørre Åby Kommune.

Hold da op! Tænk sig at komme ind i Skole- og Idrætsforvaltningen og arbejde med områder, der var og er mit hjerteblod. En forvaltning med nogle utroligt fagligt dygtige, energiske og dedikerede medarbejdere og ledere på alle niveauer, centralt som decentralt.

Senere var jeg så heldig i 2006 at blive udpeget som den sammenlagte Kolding Kommunes fortsættende direktør for det, der nu blev til Børne- og Uddannelsesforvaltningen. Over 3000 ansatte, et budget på 1,5 mia. kr. årligt og omkring 100 decentrale enheder. Som på mine tidligere arbejdspladser mødte jeg også i denne nye store enhed alle steder fantastiske medarbejdere og ledere.

Undervejs i mit chefarbejde har jeg i mine ansættelsesforhold været så privilegeret at samarbejde med nogle meget dygtige og visionære kommunaldirektører, gode chefkolleger og dedikerede faglige organisationer. Det har også været en stor fornøjelse at have nogle engagerede politiske arbejdsgivere, der hver ud fra deres ideologiske og politiske udgangspunkter gerne ville understøtte og fremme en god udvikling for børne- og uddannelsesområderne. Jeg har gennem årene samarbejdet med udvalgsformænd fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre. Det har i alle tilfælde været en fornøjelse. De ville alle noget godt for deres udvalgsområde og ville gerne samarbejde. Hvor heldig har man lov at være!

Ved en af de første taler, jeg holdt som skoledirektør introducerede jeg mit motto: "Glade medarbejdere giver glade børn og unge, glade børn og unge giver glade forældre, glade forældre giver glade politikere, og glade politikere vil gerne understøtte og investere i børn og unge."

I 2013 valgte jeg at slutte i mit direktørjob i Kolding Kommune for at gå på tjenestemandspension kombineret med freelancearbejde som konsulent og foredragsholder. Og ikke mindst for at kunne nyde livet som fri fugl med de mange muligheder, det giver.

Undervejs siden den spekulative sommeraften på Skræppedalsbakken har jeg vigtigst af alt været så heldig at få en dejlig familie. Min kone og vores datter er begge lærere. Så det tilfældighedernes spil, der begyndte en lun sommeraften på bakken i Husby, resulterede i et spændende og givende liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Og allermest glædeligt førte tilfældighederne til en familie, hvor alle er læreruddannede og optagede af uddannelse og dannelse. Mine to brødre har for øvrigt også uddannet sig på disse områder. 

Ib og Tanja i 1989 ved et møde på Dyrehaveskolen 

Havemanden juli 2020

Ib Hansen, december 2020