Husby skole, 3. klasse, o. 1960
1. Lærer Tagesen, 2. Agnete, 3. Vilhelm, 4. Henrik ,
5. Bente, 6. Else Marie, 7. Fru Breiner, 8. førstelærer Andersen,
9. Fru Christensen, 10. Bent, 11. Keld, 12. Leif ,
13. Jørgen Rasmussen, 14. Vagn Aage,15. Ib,
16. Bjarne og 17. Lis
Kapitel 1
Da Keld Bom næsten druknede Ib
Det var tæt op mod jul. Faktisk var det lillejuleaften. Ude på engen i Husby Hole morede tre drenge sig. Rundt om engen var der stejle skrænter med bladløse træer og nøddekrat. Nøddekrat var godt, for de lange lige grene var gode at bruge til flitsbuer, spyd, springstokke, kårder og køller. Men det er en anden historie, som vi vender tilbage til en anden god gang.
Det var sidst på eftermiddagen. Lange, mørke skygger var begyndt at brede sig langs hegn, krat og skovkant.
Lige pludselig rungede Husby Kirkes klokker hult ud over Husby Hole og fortalte, at det snart ville blive helt mørkt, så vi skulle tænke på at gå hjemad.
Vi – det var Keld Bom, Ib og Leif. Som så ofte før legede vi omme i Husby Hole. En hole er en stor lavning, en hulning omgivet af stejle skrænter. Netop dette år havde det op mod jul sneet. Og der havde været en længere periode med frostvejr. Men de sidste dage var vejret slået om. Om dagen var det tøvejr og om natten frostvejr. Vi kunne stadig løbe på skøjter på engens vandingshuller, selv om isen var revnet og nogle steder brækket op.
Vi måtte ikke løbe på vandhullerne, når det var tøvejr. Vores mor Nina – altså Ibs og Leifs mor, jeres oldemor - havde fortalt drabelige historier om, hvad der nogen gange var sket, når børn og for den sags skyld også voksne var gået gennem en revne i isen og ikke kunne komme op igen, fordi de var drevet ind under den faste is og ikke kunne bryde igennem og komme op til overfladen og den livgivende ilt. Så lå de der med himmelvendte øjne og druknede uden nogen kunne hjælpe dem.
Men hvad var det for drenge, der lillejuleaftens eftermiddag for mange år siden havde det sjovt omme i Husby Hole. Sjovt, lige indtil kirkeklokkernes hule dystre rungen varslede aftenens og mørkets komme. Det var de to brødre Leif og Ib. De gik i klasse sammen, da der kun var en aldersforskel på 1 år og 6 dage i mellem dem. Jeg – det vil sige Ib - var født den 4. juli, og et år og 6 dage efter blev Leif født den 10. juli. Den tredje bror Bo var en lille efternøler, der blev født den 21. juli 6 år efter Leif og 7 år efter Ib. På det her tidspunkt var han for lille til at løbe på skøjter og var derfor blevet hjemme.
Den tredje dreng var Keld ”Bom”, der fra Hygind en kilometer nede ad vejen mod Ejby var kommet op til Ib og Leif for at lege, så dagene før juleaften kunne gå lidt hurtigere. Han hed nu ikke rigtigt Keld Bom. Keld Vang Jensen hed han. Hans mor og far hed Hjalmer og Gudrun. Og hans storesøster hed Ina. Hun var nu længe flyttet hjemmefra på den her tid. Keld var nemlig en efternøler, der var mange år yngre end sin storesøster. Han opførte sig derfor og blev behandlet af sine forældre som et enebarn. Altså noget forkælet. Og derfor også af og til fyldt med gale streger. Keld og hans forældre boede i ejendommen midt i Hygind, hvor vejen drejer af mod Ejby.
Men hvorfor blev Keld af ikke blot Ib og Leif, men også af alle drengene i skolen kaldt for Keld Bom? Det blev han, fordi der i netop de her år var en berømt dansk jazzpianist, der hed Keld Bonfils. Bonfils er et franskklingende efternavn, der direkte oversat betyder ”god søn”. Fils på fransk udtales, så det lyder noget i retning af ”fis”.
Når husbydrengene hørte Keld Bonfils navn i radioen, hørte de ikke den korrekte franske udtale, men hørte noget, der på fynsk kunne minde om Keld Bomfis. De store drenge i Husby Skole gav derfor vores skolekammerat Keld øgenavnet Keld Bomfis, ofte forkortet til Keld Bom. Det var ikke særlig ondt ment. Næsten alle i Husby havde tilnavne eller øgenavne. Med tilnavne kunne man lettere skelne mellem folk.
Nå, men tilbage til netop denne lillejuleaften, lige før det blev mørkt. Selv om vi ikke måtte, løb vi på skøjter på et af vandhullerne, hvor isen på grund af dagens tøvejr var revnet og knækket op. Da kirkeklokkerne rungede og varslede mørket og aftenens komme, blev Keld Bom helt vildt forskrækket. Nu vidste han, der faldt brænde ned, når han nu igen kom for sent hjem til aftensmaden. Aftensmaden stod meget præcist på bordet dengang. Så det var med at være der. Han ville derfor skynde sig ind på land for at tage sine skøjter af. I skyndingen overså han en af revnerne i isen og gik igennem med den ene støvle. For at redde sig selv greb han fat i mig, altså Ib. Det lykkedes ham derved at komme ind på land uden at blive våd. Men han trak mig hen til en stor revne i isen.
Jeg gik pladask helt igennem med hele kroppen og sank ned i vandet. I nogle sekunder så jeg for mig mors fortælling om, hvordan man kunne glide ind under isen og ligge derinde og kigge op i himlen, mens man langsomt druknede. Heldigvis kunne jeg redde mig op og trak mig gennem vandet over isflagerne ind på land, hvor Leif hjalp mig op. Fordi det var blevet aften, var det igen blevet hård frost. Nu stod jeg med klaprende tænder bange, frysende og drivvåd.
”Løb hjem,” sagde Leif. ”Ellers bliver du syg.”
Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Alligevel frøs alt mit tøj hurtigt til is. Det blev stivere og stivere og tungere og tungere, mens jeg løb. Så da jeg kommet hjem, var jeg dækket af et tykt, tungt ispanser. Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare tage det våde tøj af og krybe til sengs for få varmen.
Og Keld Bom, som var årsag til det hele? Han kom også løbende omme fra Holen. Det med at komme for sent hjem havde han jo respekt for, så han løb stærkt. Men følge mig kunne han dog ikke. Jeg havde et kuldeenormt ismonster hængende på ryggen. Et monster der blev større og koldere jo længere tid, der gik. Så jeg benede af sted og kom først hjem.
Keld Bom skulle ikke have noget af at snakke med vores mor. Han vidste, at det ikke var godt, det vi havde gjort. Måske tænkte han også på, hvad der ville ske ham, når han endnu engang kom for sent hjem til aftensmaden. Derfor sprang han som en anden cowboy i flyvende fart op på sin jernhest, hans lille blå cykel. I rasende fart hjulede han mod sine skæld ud nede i Hygind. Den blå cykel manglede olie på kæden og hvinede og skreg uhyggeligt, mens han cyklede af sted.
Netop den blå cykel spiller en rolle i en Keld Bom historie om vilde indianere, der engang huserede omme i Husby Hole. Men den historie må fortælles en anden god gang. Dagen efter, da ispanseret for længst var varmet væk, var alt glemt. Nu var det jo juleaftensdag, og gaverne var kommet tæt på.
Derfor kan denne historie slutte med ønsket om en Glædelig Jul til ikke blot Keld, Ib, Leif, Bo, grandniecerne og grandnevøen, men til alle, der hører eller læser denne historie.
Fortsættes en anden god gang…
 |
| Keld, 9-10 år |
Kapitel 2
Skyttegravsraseriet ved køkkenvinduet
Solen skinnede fra en skyfri himmel. Snekrystallerne strålede og funklede i solens lys. Det havde sneet om natten. Dagen var hundekold, men det var kun godt. Så blev sneen nemlig liggende. Der lå omkring fem centimeter sne over det hele. Ja, langs hegnene af nøddekrat i Husby Hole lå der driver i helt op til en meters højde.
Det var juledag. Juleaften var godt overstået. De voksne slog mave ved kakkelovnen og sløvede den, mens de nød fridagene. Så kunne drengenes lege foregå ubemærkede.
Drengene det var brødrene Leif og Ib, der som så mangen gang før havde besøg af deres klassekammerat Keld Bom nede fra Hygind.
Da den her historie foregår, er drengene vel 9-10 år gamle.
”Skal vi ikke lege 1. verdenskrig,” foreslog Keld Bom.
”Så kan vi grave nogle skyttegrave med mandskabshuler under jorden. Det havde de nemlig dengang,” fortalte han meget overbevisende.
”Det kan vi godt, det lyder sjovt,” mente Leif og Ib.
Så startede vi på at grave. Omme foran køkkenvinduet. Mellem vores hus og skoven, der kun lå 10 meter fra husgavlen.
Det gik fint med at grave en snehule i den store snedrive, der lå her i læ af skoven og huset. Vi hulede snedriven ud og lå på nogle sække og hyggede os i den blå belysning, der oplyste snehulen, når solens stråler blev brudt gennem snekrystallerne.
”Sådan en hule her er ikke rigtig,” mente Keld Bom.
”Under Første Verdenskrig gravede de sig helt ned i jorden. Så var soldaterne beskyttede mod fjendens bomber og kugler. Skal vi ikke grave os ned?”
”Det kan vi da godt,” sagde vi. Altså Ib og Leif.
Det var nemt at grave sig ned i jorden på dette sted. Det vidste vi fra dengang vores far – jeres oldefar Peter Emil - og vores nabo H.C. gravede ud til septiktank. Septiktanken gik 5-6 meter ned i jorden. Så skulle vi vel også nok kunne komme et godt stykke ned med vores udgravning.
Meget optimistiske gik vi i gang. Jo, det var let jord at grave i. Og jorden var ikke frossen, da den var isoleret af det tykke lag sne.
Efterhånden som vi gravede dybere og dybere ned under snehulen, smed vi opgravningsjorden som en vold rundt om snehulen.
Vi lod en del af jordoverfladen stå under snehulen som tag over jordhulen. Nu havde vi en hule i to etager. En snehule med en jordhule nedenunder. Jordhulen kom så dybt ned, at vi måtte bruge en spand med et reb for at få den udgravede jord op til overfladen.
Alt var hidtil gået godt. Vi samarbejdede godt og hyggede os. Men så begyndte problemerne. Leif og jeg mente, at vi også skulle lave nogle underjordiske tunneller ud fra jordhulen. Det syntes Keld ikke. Men vi startede på et udhule nogle gange ud fra jordhulen. Så blev Keld hidsig. Han var ikke med på den ide.
I arrigskab kravlede han ud af hulen og gav sig til at stampe tungt og hårdt på jordoverfladen lige over den tunnel, hvor Leif og jeg lå og var i gang med at udhule. Der begyndte at komme revner i tunnelloftet. Der var kulsort under jordoverfladen og ikke venligt blåt lys som i snehulen. Vi blev rigtig forskrækkede og så for os, hvordan jordhulen ville brase sammen, og vi ikke ville kunne få luft.
Vi råbte op, men ingen kunne høre os, da vi jo lå nede under jorden og under den store snedrive.
Heldigvis kiggede vores mor – jeres oldemor Nina – ud af køkkenvinduet for at se til os. Da hun så Keld hoppe og danse i sneen, åbnede hun vinduet og spurgte ham, hvad han lavede.
”Jeg vil ikke være med til at lege mere. Ib og Leif laver noget andet end det, vi havde aftalt. Så jeg braser hulen,” sagde Keld spagfærdigt. Han vidste godt, at det, han var i færd med, ikke var heldigt.
”Hvor er Ib og Leif?” spurgte mor med bange anelser.
”De ligger nede i jorden,” svarede Keld sagtmodigt.
”Hvad gør de? Kan du så se at hjælpe dem op og komme hjem med dig. Sådanne farlige lege, skal I ikke lege. Så kan du blive hjemme og tænke dig godt om.”
Mor antog, at var Keld Bom, der havde fået de farlige ideer. Men dem havde han jo ikke været alene om. Mor havde som udgangspunkt, at det var Kelds farlige ideer. Hendes drenge kunne da i hvert fald ikke finde på sådan noget, mente hun ganske uretfærdigt mod Keld.
Keld Bom skyndte sig at hjælpe os op fra hulen. Vi var godt sure på ham. Og mor havde sendt ham hjem til eftertænksomhed. Han skulle ikke snakke mere med hende den dag. Så han skyndte sig om på gårdspladsen til sin lille blå cykel. Sprang op på den og hjulede i rasende fart med hvinende kæde og knirkende pedaler ned ad vejen mod Hygind. Så stærkt, at han på grund af det glatte føre væltede to gange på vej op ad bakken mod Hygind. Han slog sig heldigvis ikke.
Sådan endte Første Verdenskrig ved det lille hus – vores barndomshjem - i svinget på Skræppedalsvej ved Husby Hole. Det troede mor da. Men skærmydsler mellem drenge og gode kammerater er hurtigt glemt. Og faktisk også hos mor som godt kunne lide Keld Bom. Han måtte altid hjertens gerne komme og lege. Hun læste ofte historier for ham, ligesom hun gjorde for os og lillebror Bo.
Foreløbig kan vi bare glæde os over, at morfar Leif og grandonkel Ib slap helskindede fra denne drabelige historie. Inden mange dage brød ”krigen” nemlig ud igen. Keld havde allerede nogle få dage efter dette første slag fået nye ”gode” ideer om, hvordan vi kunne lege Første Verdenskrig i vores køkkenhave. Med skyttegrave og kanonstillinger og alt muligt andet spændende.
Men den historie må fortælles en anden god gang. Nu er der blot at ønske nogle gode mellemdage til ikke blot Keld, Ib, Leif, Bo, grandniecerne og grandnevøen, men til alle, der hører eller læser denne historie.
Hvis I ikke lige ved det, så er ”mellemdagene” dagene mellem jul og nytår.
Fortsættes – måske - en anden god gang…
 |
| "Svinget" på Skræppedalsvej ved Husby Hole |
Kapitel 3
"Bagerkrigen" ved Skræppedalsvej
Det var en trist og sur vinterdag. Luften emmede af fugtighed. Mosekonens klamme kolde bryg trak sin gustne tåge op over Skræppedalsvej og Husby Hole. Vi kunne ikke se gårdene på den anden side af mosen.
Vores hus og have lå dækket af en tæt grå tåge, der udviskede træernes konturer, så alene de sorte stammer og de største sorte grene var synlige. Faktisk mindede det mest af alt om den krudttåge og den klamme ildelugtende luft, der krøb hen over skyttegravene i Flandern og Nordfrankrig under Første Verdenskrig 1914-18.
Keld Bom var på besøg. I det tågede vejr var han dukket op cyklende op over bakkerne fra Hygind. Jeg husker ikke helt, hvad dag det var, men det var i hvert fald mellem Nytårsdag og Helligtrekongersdag den 6. januar engang først i 1960´erne. Vi havde nemlig noget nytårsskyts tilbage, som vi ikke havde fået skudt af Nytårsaften. Og vi var ikke startet i skolen endnu efter juleferien. Skolen startede altid dengang den 6. januar på Helligtrekongersdag eller den første hverdag efter denne dag.
Som sagt lignede landskabet noget, der kunne være løgn. Klamt, koldt og trist. Men selv sådan et vejr kunne inspirere Keld Boms fantasi.
”Det var lige sådan, det var ved vintertide for soldaterne under Den Første verdenskrig 1914-18,” fortalte han med entusiastisk, oprømt stemme.
”Og vi har jo stadig krudt. Lad os få gravet nogle skyttegrave”.
Den var vi – altså Leif og Ib – med på. Bo var den dag inde ved mor Nina. Han var kun en 3-4 år og var nok ved at lege med nogle af sine julegaver eller få nogle historier læst højt af mor. Vi var selvfølgelig ude, for vi syntes på det tidspunkt, det var sjovt at grave dybe huller. Og vi havde hørt om skyttegravskrigen og var historisk interesserede. Derfor syntes vi godt om Keld Boms legeidé.
Som sagt, så gjort. Skyttegravene skulle straks udgraves. Vi fik fat i skovle og spader. Vores far Peter Emil var på arbejde, så vi havde haven for os selv. Mor var optaget af Bo.
Skyttegravene anlagde vi tværs over haven parallelt ved vejen, der går forbi vores hus. Det var fra vejen angrebene ville komme, mente Keld Bom. Fra mosen og engen over vejen og op ad højdedraget op mod skoven.
”Vi må forsvare skovbrynet,” forklarede Keld Bom.
Skyttegravene gravede vi cirka en halv meter dybe, og den opgravede jord lagde vi foran gravene. Så havde vi huller på cirka 1 meters dybde at gemme os i. Nu havde vi bare det problem, at vi ikke turde grave huller hen over gårdspladsen. Gårdspladsen var også for hård at grave i. Det ville ikke være populært ved jeres oldefar, vores far Peter Emil, når han kom hjem fra arbejde, hvis gårdspladsen var opgravet. Haven kunne det godt gå at grave dybe huller i. Den skulle alligevel graves til foråret, inden der skulle sættes kartofler og sås grøntsager.
”Vi kan ikke have, at fjenden har fri adgang op ad indkørslen,” mente Keld Bom.
Vi andre i den fransk-engelske generalstab var enige. Altså Leif og jeg. Vi var selvfølgelig generaler alle tre.
”Hvad med at tage den stak cementrør, der ligger ovre ved redskabsskuret og flytte dem op i hjørnet af gårdspladsen. Der på det højeste sted. Så kan stakken af cementrør fungere som et støttefort til vores skyttegrave,” foreslog Keld Bom.
Det syntes vi lød som en god ide. Vi vidste nemlig, at franskmændene forud for første verdenskrig havde bygget en lang række af befæstede forter i grænseområdet mellem Frankrig og Tyskland.
Hurtigt fik vi stablen af cementrør bragt på plads. Hvad skulle vi så lave?
”Vi skal have fortet armeret,” sagde Keld.
Så hentede vi det nytårskrudt, vi ikke havde fået skudt af Nytårsaften. Der var blevet en del til overs. Nytårsaften havde nemlig været kold, og vi var løbet tør for tændstikker til at antænde nytårsskytset med. Så vi var kommet tidligt ind fra nytårssjovet.
Men nu var der igen indkøbt tændstikker. Dem skulle mor jo også bruge, når hun tændte op i komfuret og i kakkelovnen.
Bevæbnede med tændstikker og røde lynkinesere fra Kolding Fyrværkerifabrik lavede vi nogle prøveaffyringer fra vores ”franske fort”, altså stakken af lange cementrør.
En af gangen lagde vi en lynkineser i et cementrør, tændte den og løb ned i en af vores skyttegrave.
”Bum” og ”kapong” ekkoede det mellem skrænterne og skovkanten.
Et cementrør kunne rigtig forstærke braget fra knaldfyrværkeriet.
”Lad os prøve at lægge 5 kinesere i hver sit rør og tænde dem på en gang,” foreslog Keld Bom.
Det gjorde vi så. Kunsten var nu at få antændt alle fem, inden den første sprang. Keld ville være den, der tændte. Leif og jeg skulle gemme os i vores skyttegrave. Keld skulle løbe over i en skyttegrav, når han havde antændt fyrværkeriet.
Da Leif og jeg lå i skyttegraven og ventede på Keld, så vi pludselig Nakkebageren parkere sin brødbil på vejen neden for vores hus, tage noget brød frem og begynde at gå op til mor for at levere ugens brød.
”Vent”, råbte vi til Keld.
”Nej, jeg tænder nu. Fjenden skal ikke komme op ad indkørslen”, råbte Keld ekstatisk tilbage, idet han tændte de fem kinesere.
”Boom!!!”, ”Kapong!!!” og ”Kapau!!!”
Kineserne gik af lige efter hinanden. Bragene forstærkedes i ”den franske fæstnings” cementrør. Mangefold højere end da vi bare havde skudt en lynkineser af.
Nakkebageren var helt uforberedt. Vi lå gemte nede i skyttegravene og det tågede vejr dækkede godt over os. Så han havde slet ikke set os og var derfor ikke forberedt på de mægtige brag. Han blev så forskrækket, at han tabte de to rugbrød og franskbrødet, han bar i hænderne. Han kunne stadig ikke se os, for vi blev liggende musestille i tågen og krudtrøgen bag skyttegravenes volde, indtil han var gået ind til mor.
Så var det med at komme væk, inden han kom ud igen. Keld Bom løb hen til sin gamle nedslidte blå cykel, sprang op på den og kørte knirkende og hvinende ned mod Hygind. Han skulle ikke have noget af at tale med mor. Leif og jeg løb ind i skoven og ventede på, at Nakkebageren var kørt, inden vi kom frem igen.
Den stod på skæld ud, da vi endelig kom ind. Der var ikke frisk nybagt franskbrød med smør og sukker på programmet, som der ellers normalt var, når der var frisk brød. Og vi fik heller ikke et bolsje af Nakkebageren, som vi plejede at få. Heller ikke de næste par gange han kom. Men heldigvis glemte han snart hændelsen igen, så vi vendte tilbage til de sædvanlige bolsjeprocedurer.
Sådan endte slaget i brød- og verdenskrigen på Skræppedalsvej. Der var ikke rigtig nogen vindere. Alle blev vel tabere. Helt ligesom det meste af skyttegravskrigen under Første Verdenskrig udspillede sig.
Og Keld Bom. Han kom selvfølgelig tilbage igen nogle dage efter og fik mor til at læse nogle cowboyblade højt for os. Og nye ideer og fantasier. Jo, dem havde han stadig mange af, men fortællingerne om dem, må vi have til gode til en anden god gang.
Nu er der blot at ønske Godt Nytår til ikke blot Keld, Ib, Leif, Bo, grandniecerne og grandnevøen, men til alle, der hører eller læser denne historie.
Fortsættes – måske - en anden god gang…
 |
| Udsigten fra Skræppedalsvej over Husby Mose og Moserenden mod "Bondero" |
Kapitel 4
Den uheldige springstøttesoldat
Det var en dejlig sommerdag. Solen stod højt på den skyfri blå himmel. Græsset var grønnere end grønt på engen og i mosen. De flotte toppede viber vendte vinger. Skiftevis viste de oversiden og undersiden af deres vinger frem, når de fløj op fra deres reder på den lille holm ude i mosen. Hvid, sort. Hvid, sort. Sådan oplevede vi hver sommer vibernes flaksen over deres reder i Husby Mose.
Denne dag var vi nu ikke kommet ned i mosen for at se på viber. Jeg – altså Ib - husker ikke helt, hvilket år det var, men det må have været i starten af 1960´erne. Datoen husker jeg derimod helt eksakt. Det var nemlig min fødselsdag den 4.juli, på USA´s uafhængighedsdag. Og den dag hvor mor og far, jeres oldeforældre – Nina og Peter Emil – også har fødselsdag. Tre på række.
Mine to brødre kom ikke med i rækken, men fejrer dog fødselsdag i juli. Leif Emil den 10. juli. Bo den 21. juli. En rigtig sommerfamilie.
Da vi i familien havde tre fødselsdage den 4. juli, havde vi altid gæster på min fødselsdag. Det havde vi også denne dag, som jeg nu vil fortælle om.
Keld Bom var som så ofte før kommet op fra Hygind for at lege.
Noget af det sidste vi havde hørt om i lærer Tagesens historietimer i Husby Skole, inden vi gik på sommerferie, var den danske hærs indfald i Ditmarsken i år 1500. Ditmarsken ligger ved Ejderfloden tæt på den danske grænse i det område, der nu er det nordvestlige Tyskland.
Den daværende danske kong Hans var også konge af Norge og Sverige. Han kunne ikke få land nok. Derfor ville han overvinde det dengang uafhængige bondesamfund Ditmarsken og erklære sig som hertug af dette område.
Ditmarsken er et pandekagefladt marskområde, som afvandes af en masse kanaler og floder. Netop dette skulle vise sig at blive fatalt for kong Hans´ tropper, og mange hundrede år senere for Keld Bom. Ikke i Ditmarsken for Keld Bom, men i Husby Mose.
Da Kong Hans´ tropper trængte ind i Ditmarsken, trak ditmarskerne sig tilbage til deres lands yderste sumpede marskegne ud mod den tyske del af Vadehavet. De danske tropper forfulgte dem. Kongen og hans mænd var optimistiske og forventede en hurtig sejr. Men så slog vejret om.
Naturen erklærede krig mod kong Hans’ felttog. Frosten blev afløst af regn og tøsne. Det blev næsten umuligt at færdes i de sumpede egne. Samtidig lukkede ditmarskerne op for sluserne, så alle kanaler blev fyldt med vand og blev meget bredere.
Ditmarskerne havde selv springstøtter, så de kunne hoppe over kanalerne og de brede vandløb. Springstøtter var nogle lange stave med en tværgående plade for enden. Den tværgående plade forhindrede springstøtten i at synke til bunds i kanalernes mudder og dynd. Hvis man laver en springstøtte, skal man huske den vandrette plade. Det lærte Keld Bom, Leif Emil og jeg på den hårde måde.
Men vi skal først lige have afsluttet kong Hans´ felttog i Ditmarsken.
Den danske hær brød sammen under ditmarskernes springstavsangreb henover kanaler og grøfter. Resterne af den kongelige hær forsøgte panisk at flygte fra de kæmpende ditmarskere og druknedøden i marsken.
Kong Hans led et ydmygende nederlag, ligesom Keld Bom mange hundrede år senere også oplevede en ydmygelse, fordi vi havde glemt at sætte tværplader på vores springstøtter.
Så tilbage til den 4. juli, hvor vi fejrede tre fødselsdage, havde familiebesøg, og hvor Keld Bom var kommet for at lege.
Det vi i skolen havde hørt om slaget i Ditmarsken fik os til at beslutte, at dagens leg skulle handle om netop dette slag.
Vi måtte bevæbnes. Og for en gangs skyld skulle vi ikke være danske soldater. Vi skulle være ditmarskere. Det var jo dem, der havde vundet.
Bevæbningen skulle være kårder, pistoler og springstave. De våben havde vi lige ved hånden. Det var blot at gå ind i nøddeskoven fem meter fra vores hus og skære nogle tynde nøddepinde. Dem kunne vi bruge til kårder. Så skulle vi finde nogle tørre udgåede trærødder med en rodknude, der kunne være kolben på en pistol. Rodknuden skulle have en gren, vi kunne knække af i passende længde til pistolløb. Sådan tre pistoler fandt vi hurtigt. Det gjorde vi jo så tit. Endelig skulle vi finde tre omtrent 4 centimeter tykke og 3 meter lange nøddegrene, som vi kunne bruge til springstøtter. Dem fandt vi også hurtigt og fik savet over.
Her var det så, vi begik den fejl, der senere skulle vise sig fatal. Vi glemte at sætte en tværplade for enden af springstøtterne.
Nå, nu var vi så bevæbnede som ditmarskere, der skulle slå de indtrængende tropper tilbage. Vi trak os skarpt forfulgt af vores fantasis danske lejesoldater ud i den sumpede og kanalgennemskårne Husby Mose, blot 3-400 meter fra vores hjem.
Her undslap vi let fantasisoldaterne. Fægtede med dem og også med hinanden. Hold da op, hvor gjorde det ondt, når vi ved en fejl blev ramt over fingrene af en modstanders svirpende elastiske nøddetræskårde.
Når vi blev omringet af fantasisoldaterne, slap vi væk ved at sætte vores springstave ned på bunden af Moserenden og svinge os over. Det gik godt. Mange steder var der fast sandbund, så vi kunne sætte springstøtten ned midt ude i Moserenden og svinge os over på modsatte bred, hvor ingen af fjenderne kunne følge efter os.
Nej, hvor havde vi det sjovt!
Sjovt lige til Keld Bom ville sætte over et sted, hvor renden var bred og bunden usynlig. Her var der ikke sandbund, så springstaven uden tværplade sank ned i bundens mudder og dynd.
Keld blev hængende ude midt over renden, omklamrende sig til nøddestaven, der sank dybere og dybere ned i mudderet. Keld Bom gled langsomt ned i vandet, der her var dybt og fyldt med mudder. Nogle af husene i Husby havde dengang kloakudløb og toiletudløb direkte gennem Moserenden ud til Tybrind Vig i Lillebælt.
Keld Bom kom helt under i vand og mudder. Leif og jeg fik ham trukket op. Han var fra top til tå dækket af et tykt lag mudder. Kun øjnene var synlige.
Vi skyndte os selvfølgelig at løbe hjem, så Keld kunne blive renset. Keld løb forrest. Den første han mødte hjemme var en af fødselsdagsgæsterne, vores onkel Valter gift med vores moster, mor Ninas søster Ketty.
”Hvad er der dog sket med dig, Ib?” spurgte Valter. Han kunne ikke se, hvem der gemte sig inde bag alle mudderkagerne.
”Det er Keld,” fortalte Leif ham, da han og jeg efterfølgende kom til.
”Sikken han stinker. Han kan ikke komme hjem sådan, og han kan ikke komme ind”, mente Valter.
Valter tog derfor en vandslange og spulede Keld Bom, så det værste mudder kom af. Heldigvis var det jo en varm sommerdag, så Keld frøs ikke.
”Så må du hellere køre hjem og få tørt tøj på”, beordrede Valter.
Med vådt hår, vandfyldte gummistøvler, våd trøje og bukser kørte Keld Bom på sin lille blå hvinede og knirkende cykel og med vand og mudder dryppende efter sig ned mod Hygind. Hvordan det gik, da han kom hjem, ved jeg ikke, men han blev nok ikke rost af Hjalmar og Gudrun for sin krigsindsats i Husby Moses Ditmarsk.
Våbnene blev smidt væk. Vi kunne altid lave nye. I stedet nød Leif og jeg fødselsdagen med varm chokolade og smurte boller og lagkage. Vi havde nye slag at kæmpe sammen med Keld Bom, når han engang var kommet sig over sin forsmædelige neddypning i moserendens vand og mudder. Men de historier kan måske blive fortalt en anden god gang.
Nu er der blot at ønske alt det bedste for 2022 til ikke blot Keld, Ib, Leif, Bo, grandniecerne og grandnevøen, men til alle, der hører eller læser denne historie.
Måske fortsætter historierne om Keld Bom i det nye år. Hvem ved…?
Ovenstående fortællinger har jeg lavet til mine grandniecer og grandnevø. Grandniecerne og grandnevøen er min mellemste bror Leifs børnebørn. Leif har gennem årene diverteret sine børnebørn med mere eller mindre fantasifulde historier, hvor vores værdsatte skole- og legekammerat Keld var i centrum. Nu har Leif desværre mistet stemmen og kan derfor ikke fortælle mere. Derfor har jeg skrevet mine egne udgaver af fortællingerne om vores lege med Keld Bom. Så kan historierne blive læst for Leifs børnebørn.
Ib Hansen 7.12.2021
