 |
Undervisningsministeren
spiller igen og igen den samme plade, mens hun stadig venter på Godot og forbedring af folkeskolen. De gode
resultater skal nok komme, mener hun. Evalueringer viser, at inklusionsreformen fra 2012, folketingsindgrebet i lærernes overenskomst i
2013 og folkeskolereformen i 2014 ikke har ført til en bedre folkeskole.
Elever, forældre og ansatte forlader i stort tal
den synkende folkeskoleskude. Evalueringerne viser ikke fremgang. Imens venter
forligspartierne (S,R,V,K,SF og DF) og ministeren på, at forbedringerne nok skal komme. De manglende
resultater i en længere årrække er i følge ministeren en forventelig, men
forbigående konsekvens. Nu venter hun så på sjette år på, at forbedringerne
viser sig. Det er lige så absurd som Samuel Becketts absurde skuespil
"Mens vi venter på Godot". Godot kom aldrig.
Fikse ideer, udokumenterede
påstande, mere eller mindre gennemtænkte forslag, pådutninger og masser af løs
snak baseret på tilfældige kontakter til få udvalgte vælgere og borgere. Det er
det bygevejr folkeskolen dagligt udsættes for. Og bygerne slår ofte over i
styrtregn og ind i mellem til skybrud. Ligesom det skete i 2012-2014.
Verdens
bedste danske folkeskole. Det må
være målet for folkeskolen. En folkeskole der passer til vores
danske samfund og det samfund, vi ønsker os i fremtiden. Et samfund, hvor der
er respekt for det at vide noget. Hvor det at udtrykke sin mening og holdning
er værdsat, men hvor det er endnu bedre at udtrykke en mening baseret på
indsigt. Hvor der er lige muligheder for alle og omsorg for alles velbefindende
og velfærd. Lyst til at påtage sig sit medborgeransvar og lyst til at indgå i
og påvirke samfundets udvikling. Hvor alle hver på deres plads har lyst til at
gøre en indsats efter evner og muligheder og anerkendes og respekteres herfor.
Hvor der er plads til den enkelte og respekt for fællesskaber.
Som det ses har folkeskolen nok
at gøre. Derfor er der ikke brug for bragesnak og luftige reformer fjernt
fra folkeskolens hverdag.
Fremfor forligspartiernes
forgæves venten på Godot og venten på positive resultater af reformerne, burde
de istedet gå i gang følgende handlingsplan. Stop med de fikse ideer. Stop med
udviklingsrevolutionerne, der markedsføres under den forkerte varebetegnelse
reformer. Stop med de luftige eksperimenter og forsøg, der er uden bund i
grundig forskning og mangler grundlæggende indsigt i praksisvirkelighedens
ønsker, muligheder og behov. Stop med bragesnakken om at "tænke ud af
boksen". Det giver bedre resultater at nytænke stående "på kanten af
boksen" - allerbedst med det ene ben i "boksen".
Prøv i stedet med en
udviklingsmodel baseret på den stille og rolige evolution, hvor forskning og
praksiserfaring i frugtbar samdrægtighed finder frem til virkelighedsnære nye
veje i forhold til løsning af folkeskolens løbende udfordringer - herunder det,
at skolen evner at tilpasse sig til og være medskabende i forhold til den
ønskede samfundsudvikling. Prøv at kigge langsigtet på folkeskolens behov
fremfor at fokusere på tilfældige døgnfluers huseren i overskrifterne.
Hvis skeen ikke snart tages i den
anden hånd, er der endnu flere af folkeskolens aktører i form af ansatte,
elever og forældre, der vil tænke "stop jeg vil af" og gøre alvor af
det.
Det betyder jo ikke, at
politikerne skal interessere sig mindre for og beskæftige sig mindre med
folkeskolen. Tvært i mod. Men der skal fremover prioriteres ud fra viden om
praksis og sund fornuft. Folkeskolens vigtigste udfordringer må løses før de
knap så vigtige. Og vigtigst af alt. De folkevalgte må i ord og gerning
udtrykke og konkret vise opbakning til, omsorg for og tillid til folkeskolen og
dens ansatte. Først da kan vi sætte næsen op efter igen at have verdens bedste danske folkeskole.
Er der
noget politikerne kan gøre her og nu? Ja, de kan først og fremmest rulle
folketingsindgrebet i lærernes arbejdstid tilbage, så lærerne får tid til at
forberede og efterbehandle en kvalitetspræget undervisning.
Intet tyder på, at kvalitet og elevernes udbytte af
undervisningen har sammenhæng med mange ekstra timer. Folkeskolereformens mange
ekstra timer blev finansieret blandt andet ved en kraftig reduktion af lærernes
tid til faglig opdatering, forberedelse og efterbehandling af undervisningen,
herunder tilbagemelding til den enkelte elev.
Internationale undersøgelser viser, at lande, hvor
eleverne har langt færre timer end i Danmark, har lige så gode resultater eller
bedre end eleverne Danmark. Tidligere forsøg i Danmark med tildeling af ekstra
dansktimer har også vist, at der ikke er en direkte relation mellem antal timer
og undervisningens kvalitet og resultat. En reduktion af folkeskolereformens
mange ugentlige timer vil kunne give et økonomisk råderum til brug for
forbedring af det, der virkelig betyder noget for undervisningens kvalitet. Det,
der betyder noget for kvaliteten og resultaterne, er lærernes tid til faglig
forberedelse og pædagogisk planlægning, så den enkelte lærer kan rette sin
undervisning mod den enkelte konkrete elev eller konkrete gruppe af elever.
Endnu bedre ville det selvfølgelig kunne blive, hvis der bevilges de ekstra
ressourcer til folkeskolen, som eleverne og elevernes fremtid - og dermed
samfundets fremtid – fortjener.
Det har enorm betydning, at lærerne har tid til at
have personlig og nær kontakt til den enkelte elev, såvel fagligt som socialt.
Og selvfølgelig tid til forældresamarbejdet.
Når disse basale forhold er i orden, vil det få
stor betydning i forhold til folkeskolens evne til at kunne nedbryde
virkningerne af negativ social arv. Samtidig er der større mulighed for og mere
realisme i forhold til at kunne give alle elever lige netop de udfordringer og
den støtte, de har brug for i forhold til deres evner, motivation, hjemlig
baggrund og interesse. Færre timer, men velforberedte timer og flere timer med
to lærere i klassen eller deletimer, hvor eleverne er opdelt i mindre hold, vil
som nævnt kunne finansieres ved at bruge af en del af provenuet fra nedsættelse
elevernes meget høje ugentlige timetal og eventuel økonomisk mertildeling til
folkeskolen.
Udover dette er det også vigtigt at se mere
praktisk på forholdene i forbindelse med inklusion af elever med særlige
udfordringer i folkeskolens almene undervisning. Selvfølgelig skal elever, der
kan have udbytte af folkeskolens almenundervisning have mulighed for at gå i en
almenklasse, hvis det er muligt at sikre alle i klassen god ro og orden,
udbytte af undervisningen og positive sociale relationer. Men hvis en elev med
svære faglige og sociale udfordringer i en almenklasse kommer til at føle sig
fagligt og socialt isoleret, er et tilbud i en specialfolkeskole eller
specialklasse også et udtryk for positiv inklusion og respekt for elever med
særlige udfordringer. Inklusion - når det er fornuftigt. Både for eleven, der
skal inkluderes og for elever og lærere, der skal have muligheder for at
inkludere eleven med de svære udfordringer. Positive intentioner gør det ikke
alene. Det skal også være praktisk muligt.
Hvis disse problemstillinger ikke løses, vil
misnøjet og elevernes og personalets afvandring fra folkeskolen fortsætte. De
nævnte forhold er de fundamentale problemstillinger. Og så er der selvfølgelig
brug for en dygtig, erfaren, vidende, beslutningsdygtig og empatisk
skoleledelse, men der er også behov for rum til den enkelte lærers selvledelse,
motivation, ansvar og indflydelse. Hvis man ikke har tillid til lærernes evne
til selvledelse, hvordan kan man så forvente, at læreren evner at tage ledelsen
i klasserummet?
De her nævnte forhold er efter min erfaring helt
centrale elementer i en genopretningsplan for folkeskolen. Et atomiseret,
usammenhængende, nødlidende, uambitiøst og underkendt grundskolesystem er ikke
det fremtidens samfund har brug for, når fremtidens udfordringer skal løses.
Men det kan desværre blive konsekvensen, hvis beslutningstagerne ikke hurtigst
muligt bryder med mistilliden, rigiditeten og manglen på forståelse for
undervisningens særlige væsen.
Ib Hansen, Januar 2020
Mine blogartikler om folkeskole, uddannelse og dannelse:
