onsdag den 18. november 2026

Barndommens vinter og jul - fra november til Helligtrekonger


November – slagtemåned og forventningens glæde

Når november nærmer sig, begynder mine tanker altid at vandre tilbage til barndommens Husby på Vestfyn, således også i år. Det er, som om årets mørkeste måneder åbner en dør til en anden tid. En tid, hvor vinteren havde en helt anden plads i hverdagen, og hvor julen ikke blot var nogle få fridage omkring den 24. december, men en lang periode fyldt med forventninger, traditioner og oplevelser.

Jeg ser for mig vores hjem på Skræppedalsvej, det øverste af de tre huse ved skoven for foden af Skræppedalsbakken. Her boede vi tre brødre, Bo, Leif og jeg, sammen med vores forældre Nina og Peter. Vores hus lå tæt på Holeskoven og med udsigt over Husby Mose. Det var vores barndomsland, og det var her, vinterens og julens mange glæder udfoldede sig.

November var slagtemåned. Det var den måned, hvor næsten alle familier på Wedellsborghalvøen gjorde klar til jul ved at slagte årets fedesvin. Også vi, der boede i hus og ikke på en gård, havde vores egen julegris.

Grisen var en vigtig del af husholdningen. Den repræsenterede en betydelig værdi for familien, og derfor fandtes der ligefrem en lokal forsikringsordning, Grisekassen, som kunne hjælpe, hvis en gris døde, inden den nåede slagtevægten.

Dengang havde vi ikke fryseboks hjemme. Kødet skulle derfor kunne holde sig i den kolde kælder, pakket ind i salt i saltkarret. Det var en af grundene til, at man ventede med slagtningen til november, hvor temperaturen som regel var passende.

Slagtedagen var en begivenhed, der satte sit præg på hele huset og gårdspladsen. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så kom hjemmeslagteren med sit grej, og julegrisen skulle ud af sin varme sti. Det var ikke nogen fredelig affære. Grisens småhvin udviklede sig hurtigt til skingre skrig, der kunne høres langt omkring i den stille luft nede i Skræppedalen.

Vi drenge fulgte naturligvis interesseret med. Der var noget fascinerende ved alt det, der foregik, selv om det også kunne være en barsk oplevelse. Grisen blev aflivet med en boltpistol, hængt op på en stige og gjort klar til partering. De ikke-brugbare indvolde blev lagt ud i skoven, blot få meter fra vores hus. Så kunne skovens fugle og vilde dyr også få del i slagtedagens overskud.

Hjemmeslagteren hjalp til med det mere komplicerede arbejde, mens mor tog sig af tilberedningen af de mange lækkerier. Der skulle laves sylte, medister, blodpølse, rullepølse og meget andet. Fedtegreverne var også en del af udbyttet. Det var et stort arbejde, men det var samtidig begyndelsen på julens glæder.

Hvert år i november kan jeg stadig høre grisens skingre skrig for mit indre øre. Det er en mærkelig blanding af barske minder og hyggelig nostalgi. Sådan var livet på landet dengang. Julen begyndte ikke med julelys og julemusik, men med slagtemånedens ganske håndfaste forberedelser.

Julens Glæde – når der blev råd til julegaver

En anden stor begivenhed i november var udbetalingen fra den lokale spareforening Julens Glæde.

Vores forældre havde gennem året løbende ved køb af sparemærker indbetalt penge til ordningen, og når årets opsparing blev udbetalt, vidste vi børn, at der også dette år var penge til julegaver. Det var der heldigvis hvert år.

Vi havde ikke nogen klar fornemmelse af, hvor små midler vores forældre havde at gøre godt med. Men de var påholdende og sørgede altid for, at vi tre drenge ikke manglede noget.

Julegaveønskerne fandt vi i katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Vi kunne bruge lang tid på at bladre frem og tilbage og sætte krydser ved alt det, vi gerne ville have. Mor udfyldte efterfølgende bestillingslisterne i hemmelighed og sendte dem af sted.

Så begyndte ventetiden.

En dag midt i december dukkede Helge Post op med opkrævningen på årets julepakker. Når den var betalt, kunne vi hente pakkerne på postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Her stod Anna Rute Ras for udleveringen af postpakkerne.

Det var en særlig oplevelse at gå hjem med pakkerne. Vi vendte og drejede dem og forsøgte at gætte indholdet. Var det en hård pakke eller en blød? En blød pakke kunne jo meget vel indeholde sokker, underbukser eller skjorter – ting, som vi mente, at vi sådan set skulle have alligevel. Vi håbede naturligvis mest på de hårde pakker.

Mor sørgede for, at pakkerne blev gemt, så overraskelsen kunne bevares til juleaften. Men vi havde jo allerede fået en del af glæden på vejen hjem fra postkontoret.

Jagtdagene på Wedellsborg og Fønsskov

November og december var også jagttid. For os store drenge fra Husby Skole betød det, at vi undertiden blev udkommanderet til at deltage som klappere ved de store klapjagter på Wedellsborg og Fønsskov.

Det foregik på en ganske særlig måde. Overjæger Knarreborg på Wedellsborg ringede til førstelærer Andersen på Husby Skole og meddelte, at skolens store drenge skulle møde til klapjagt. Så gav Andersen os besked i skolen. Der var ikke noget med at spørge forældrene om lov eller få en skriftlig tilladelse med hjemmefra.

Vi cyklede selv til mødestedet, som var ved Wedellsborg Avlsgård. Under jagten var vi under kommando af overjægeren, skytterne og skovfogederne.

Det var en stor oplevelse at være med. Vi skulle drive vildtet frem mod jægerne ved at gå gennem skov og krat og larme med vores klapperstokke. Når jægerne holdt frokostpause, kunne vi finde på at udkæmpe vores egne små kampe med drengene fra de andre skoler, blandt andet fra Føns Skole. Det foregik med klapperstokkene, og det kunne godt gøre ondt at få et slag over fingrene.

Til gengæld var der belønning bagefter. Vi fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone. Der var dog også en mindre behagelig side af jagten. Vi kunne blive bedt om at hjælpe med at aflive skamskudte harer. Det var en barsk del af oplevelsen, men sådan var virkeligheden i datidens landbosamfund.


December – den hvide vinter og de første juletegn

Når november gik over i december, steg forventningerne for alvor. I min erindring var der næsten altid sne og frost i barndommens Husby. Måske har hukommelsen gjort vinteren hvidere, end den i virkeligheden var, men sådan ser jeg den, når jeg tænker tilbage.

Jeg husker det stille, hvide landskab omkring Skræppedalen. Frostklar luft, knitrende sne under støvlerne og den særlige stilhed, der kunne sænke sig over markerne og skoven.

Og så var der lydene.

På lang afstand kunne vi høre bjældeklang fra Wedellsborgs kane. Først næsten uhørligt nede fra Hygindkanten. Så kom lyden nærmere, mens kanen gled op ad Skræppedalsbanken mod Husby Kirke. Til sidst forsvandt den igen i retning af Wedellsborg.

Når vi hørte bjælderne, skyndte vi os ud til vejen. Det var et flot syn, når et spand prægtige heste trak kanen gennem sneen, mens bjælderne på seletøjet klingede i den frostklare luft. Hvis der var sne nok, blev Wedellsborgs julegæster hentet i kane ved Ejby Station.

Karen Blixen holdt ofte jul på Wedellsborg. Nogle af vores kammerater, hvis forældre arbejdede på godset, har fortalt, at hun læste julehistorier op for dem. Det var et lille strejf af en anden verden, som vi børn fik lov at opleve fra vejkanten i Husby.

Også mere praktiske hestekræfter kom til syne i vinterlandskabet. Jens Ellegård fra Lillegade ryddede sne og sjap af vejene med en stor, kileformet træsneplov spændt efter et spand heste. Det var en anden tid, hvor både transport og snerydning foregik på måder, der i dag næsten virker eventyrlige.

Vinterglæderne – skøjter, kælk og sneboldkampe

Vinteren var ikke kun noget, vi betragtede gennem vinduerne. Den skulle bruges.

Vi, der boede tæt på Husby Mose og Holen, havde særlige muligheder for at boltre os på isen. Dengang var der ingen højvandsklap i Moserenden. Når vandstanden i Tybrind Vig steg ved højvande, steg vandet også inde i Husby Mose. Når det efterfølgende frøs til is, fik vi nogle ganske særlige skøjtebaner.

Nogle gange lå isen i flere niveauer, fordi vandet under isen havde trukket sig tilbage igen ved lavvande. Det kunne give nogle mærkelige formationer, men det gjorde ikke oplevelsen mindre spændende.

Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne ude på engene i Holen. Det var ikke altid ufarligt. Når vejret slog om til tøvejr, kunne isen brække og få store revner. Men den slags bekymringer fyldte ikke altid så meget i vores hoveder.

En gang gik det dog galt for mig. Men den detalje i fortællingen venter vi lige med.

Omme i Holen havde vi også verdens bedste kælkebakke. Det var den lange, stejle og smalle mark, som forbandt Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark oven for skoven, lige under det sted, hvor Holegårdens moderne hvide vindmølle senere kom til at stå.

Her kunne vi få virkelig fart på slæderne. Vi lå på maven eller ryggen og lod os suse ned ad bakken. Det gik ikke altid helt efter planen. Hvis vi ramte et dybfrossent muldvarpeskud, kunne vi blive kastet af slæden og lande et godt stykke fra den. Det var en del af fornøjelsen.

Vinteren havde også udfoldelser andre steder end i Husby Hole. Nogle af børnene løb på skøjter ude på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne på Husby Skole kunne med kikkert følge med i, hvor langt ud skøjteløberne bevægede sig. Hvis nogen syntes at være kommet for langt ud, fik vi næste dag en alvorlig samtale om sikkerheden på isen.

Dengang syntes vi naturligvis, at lærerne blandede sig for meget i vores fritid. I dag må jeg erkende, at de tog et ganske fornuftigt ansvar.

Og så var der sneen ved Husby Skole. Jeg har kun én gang siddet efter i skolen, og det skyldtes en snebold, som jeg ikke havde noget at gøre med. En dag stod vi en større flok drenge ved enden af skolegården, mens førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige idé at kaste en hårdtpresset snebold op på taget lige over læreren. Det udløste en lavine af sne, som faldt ned over ham.

Det brød førstelærer Andersen sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig at have kastet snebolden, blev hele flokken sendt til eftersidning.

Det var en kollektiv afstraffelse, som vi nok syntes var uretfærdig. Men den historie er blevet stående som et af vinterens mere muntre minder fra Husby Skole.

Skolens juleforberedelser



Julen begyndte tidligt i Husby Skole. Allerede i november fik vi udleveret bestillingssedler til julebøger og julehæfter fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlerne med hjem og satte sammen med vores forældre krydser ved de hæfter, vi gerne ville have.

Vi bestilte som minimum altid Ved Julelampens Skær og Historiebogen. Børnenes Julebog. Det var nogle af de faste indslag i vores juleforberedelser.

Når julehæfterne blev udleveret, var der noget særligt over at få lov til at fordybe sig i julehistorierne. Det var bøger, som hørte julen til, og som vi kunne vende tilbage til år efter år.

En af de mere populære skoledage var den dag, hvor fru førstelærer Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at lave julepynt. Vi flettede julestjerner og klippede julehjerter. Vi havde lys, gran og slik med i skole, og undervisningen fik en helt anden karakter end på almindelige skoledage.

Jeg kan den dag i dag stadig klippe og flette julehjerter. Det er en af de små færdigheder, der har overlevet fra barndommens Husby.

I skolen var der i det hele taget et langt tilløb til julen. Vi kunne mærke, at også lærerne glædede sig til højtiden, og at de gjorde sig umage for at give os børn nogle gode oplevelser.

Når kirkeklokkerne ringede dagen ind

Vi havde ikke armbåndsure som børn. Det fik vi først, når vi var blevet konfirmeret. Men det var egentlig heller ikke nødvendigt.

Når vi var ude at lege i vinterlandskabet, kunne vi altid høre Husby Kirkes klokker. I den frostklare luft lød de helt tæt på, og når aftenen nærmede sig, vidste vi, at det var tid til at vende hjem.

Klokkerne var på en måde vores ur. De fortalte os, at dagen gik på hæld, og at der ventede aftensmad derhjemme.

Senere, da min far blev ringerafløser, fik jeg lejlighed til at opleve kirkeklokkerne fra den anden side. Jeg har mange gange været med ham oppe i kirketårnet, hvor vi først åbnede skodderne mod de fire verdenshjørner, inden solen blev ringet ned. Inden vi lukkede skodderne igen, kunne vi kigge ud over omegnssognene, Lillebælt og de markante skove og kirker i landskabet.

Det er en særlig oplevelse at tænke på, hvordan de samme klokker, der i min barndom kaldte mig hjem fra legen, senere blev en del af mine egne oplevelser med min far.

Julens forventning tager til

Jo længere vi kom ind i december, desto mere mærkede vi forventningens glæde. Julegaverne var afhentet i god tid, julehæfterne læst, og julepynten var ved at finde sin plads.

Det var også på denne tid, at julemusikken begyndte at fylde mere. I dag starter julemusikken allerede i november i radio, tv og butikker. Dengang var det i højere grad de hjemlige traditioner, skolen og landsbyens fællesskab, der skabte julestemningen.

Når jeg i dag hører de gamle julesange, bliver jeg sendt tilbage til barndommens landskab. Jeg ser for mig den hvide sne, de mørke skove, den frostklare luft og de lysende vinduer i husene langs Skræppedalsvej.

Og jeg hører igen bjældeklangen fra Wedellsborgs kane.

Lillejuleaften – en dramatisk afslutning på vinterlegen

En af de oplevelser, der har sat sig særlig fast i min erindring, fandt sted lillejuleaften i Husby Hole.

Det havde været en rigtig vinter med sne og en længere periode med frost. Men nu var vejret slået om. Om dagen var der tøvejr, og om natten frøs det igen. På engene i Holen lå vandingshullerne stadig med is, men isen var blevet usikker og flere steder revnet eller brækket op.

Vi var tre drenge, der legede ude på engen: min bror Leif, vores gode skolekammerat Keld Bom fra Hygind og mig selv.

Husby Hole var et fantastisk sted at lege. Den store lavning med de stejle skrænter, de bladløse træer og nøddekrattene gav os masser af muligheder. De lange, lige nøddegrene kunne bruges til flitsbuer, spyd, springstokke, kårder og køller. Vi behøvede ikke meget andet for at få en hel verden til at opstå.

Denne lillejuleaften havde vi trods vores mors advarsler fundet på at løbe på skøjter på et af vandingshullerne. Isen var revnet og brækket op, men det tog vi ikke så tungt.

Så lød Husby Kirkes klokker. Den hule og lidt dystre klang fortalte, at det snart blev mørkt, og at vi skulle tænke på at komme hjem. Og nu skete der som tidligere annonceret et vådt og meget koldt uheld for mig.

Da Keld hørte kirkeklokkerne, blev han pludselig meget optaget af tiden. Han vidste, at der faldt brænde ned, hvis han igen kom for sent hjem til aftensmaden. Den slags blev der ikke taget let på i hans hjem.

Han skyndte sig ind mod land for at tage skøjterne af. I farten overså han en stor revne i isen og gik igennem med den ene støvle. For at redde sig selv greb han fat i mig.

Det lykkedes ham at komme ind på land uden at blive våd, men jeg blev trukket hen mod den store revne og gik pladask igennem isen med hele kroppen.

I nogle sekunder fór mors drabelige historier om børn, der var gledet ind under isen og var druknet, gennem hovedet på mig. Heldigvis lykkedes det mig at komme op igen. Jeg trak mig hen over isflagerne og kom ind på land, hvor Leif hjalp mig op.

Nu stod jeg drivvåd med klaprende tænder. Leif sagde, at jeg skulle løbe hjem, inden jeg blev syg.

Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Men frosten var allerede begyndt at bide i det våde tøj. Det stivnede og blev tungere og tungere, mens jeg løb. Da jeg nåede hjem, var jeg nærmest dækket af et tykt ispanser.

Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare have tøjet af og ind i varmen.

Keld Bom kom også løbende fra Holen. Han havde jo stadig sit problem med at komme for sent hjem til aftensmaden. Han sprang op på sin lille blå cykel og satte kursen mod Hygind. Cykelkæden manglede olie og hvinede og skreg, mens han i rasende fart forsvandt ned ad vejen.

Dagen efter var alt glemt. Det var juleaftensdag, og nu var det gaverne, der fyldte vores tanker.

Men lillejuleaftens oplevelse er blevet stående som en af de mest dramatiske vinterhistorier fra min barndom.

Juleaften – familiens store aften

Og så kom den store aften, som alle forventningerne havde været rettet imod.

Juleaften var først og fremmest familiens aften. Det var nogle dejlige aftener i familiens skød. Ofte var der også gæster i juledagene.

Jeg husker især den særlige stemning, når juleaften nærmede sig. Gaverne, som vi havde spekuleret over i flere uger, lå nu under træet. De hemmelige pakker fra Daells Varehus og Sommers Magasiner skulle endelig åbnes.

Vi havde ikke de samme materielle forventninger, som børn har i dag. Vi var glade for det, vi fik, og vores forældre havde gjort sig umage for at skabe en god jul for os.

Det var ikke de dyre gaver, der gjorde julen stor. Det var forventningen, familien, traditionerne og følelsen af, at nu var det endelig jul.

Juletræsfesterne i Husby Forsamlingshus

Når jeg i dag tænker tilbage på julen i Husby, er det faktisk juletræsfesterne i forsamlingshuset, der står stærkest i erindringen.

Vi havde flere juletræsfester i løbet af juledagene. En af dem var fagforeningens juletræsfest, og så var der skolens store juletræsfest fjerde juledag.

Jeg kan stadig se for mig, hvordan fløjdørene mellem lille sal og store sal blev åbnet, og hvordan nogle af de voksne med lange stager tændte det store juletræ. Det stod højt og flot i salen og strålede i lyset fra de mange levende lys.

Når alle var kommet ind, dannede vi flere koncentriske kæder omkring træet. Så blev der sunget julesalmer og sange, mens vi gik rundt om træet. Når vi nåede til Nu er det jul igen, blev der for alvor løbet og trampet.

Efter sangene stillede vi op i lange rækker. Nu skulle der uddeles godteposer, fra Husby Brugsforening. Det var en stor begivenhed for os børn.

Men juletræsfesterne havde også deres helt særlige afslutning. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, blev der udkæmpet en regulær styrkeprøve. Børnene trak i den ene ende af juletræet, og de voksne mænd trak i den anden.

Jeg husker det sådan, at børnene altid vandt. Det skyldtes måske, at vi havde fået gode kræfter af de store godteposer!

Så blev der plads til dansen, og festen sluttede med levende musik.

Jeg husker også et år først i 1960'erne, hvor nogle af de store piger fra skolens ældste klasse vakte en del furore, fordi de dansede twist til tidens nye musik. Det var Twist and Shout og andre moderne toner, der begyndte at gøre deres indtog i landsbyen.

I 1962 begyndte vi også at høre Beatles, da de udsendte deres første plade Love Me Do. De nye toner varslede moderne tider, som efterhånden skulle forandre både landsbyen og vores skoleliv.

Juledagene – sne, fred og vinterlege

Når juleaften var vel overstået, og vi havde fået pakket gaverne ud, begyndte nogle af de bedste fridage på året.

De voksne kunne slappe af ved kakkelovnen, mens vi børn havde masser af tid til at lege. Og det var ikke nødvendigvis stille lege.

Jeg husker især en juledags formiddag omkring 1960. Det havde sneet om natten, og der lå omkring fem centimeter sne over landskabet. Langs nøddekrattene i Husby Hole var der driver på op mod en meters højde. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og snekrystallerne funklede i lyset.

Min bror Leif og jeg havde besøg af Keld fra Hygind. Keld havde en særlig evne til at få vores fantasi til at løbe af med os.

Denne dag foreslog han, at vi skulle lege Første Verdenskrig. Vi havde hørt om skyttegravskrigen i Flandern og Nordfrankrig, og nu skulle historien omsættes til praktisk leg i Husby Hole.

Vi gik straks i gang med at grave skyttegrave og mandskabshuler. Vi havde forstået, at soldaterne under Første Verdenskrig ikke blot opholdt sig i åbne skyttegrave, men også gravede beskyttelsesrum under jorden.

Det blev til en ganske omfattende militær operation. Vi havde sneen, jorden og fantasien til rådighed, og det var nok til at skabe vores egen lille vestfront. Da de voksne opdagede, at vi lå i huler nede under jorden og sneen, blev den leg stoppe. Det var for farligt, hvis hulerne brast sammen.

Nytårsaften – og skyttegravskrigen fortsatte

Nytårsaften var naturligvis også en af vinterens store begivenheder. Der skulle skydes nytårsskyts af, og vi børn havde vores eget lille lager af krudt og fyrværkeri.

Men selv om nytårsaften var overstået, var der stadig noget tilbage, som kunne bruges. Det skulle vise sig at få en ganske særlig anvendelse.

Nogle dage efter nytår vendte vi nemlig tilbage til vores militære aktiviteter. Det var en trist og sur vinterdag med tæt tåge over Husby Mose og Skræppedalsvej. Vi kunne næsten ikke se gårdene på den anden side af mosen. Vores have og huset lå indhyllet i grå tåge, og de sorte træstammer stod som skygger i landskabet.

Keld kom også denne dag cyklende op over bakkerne fra Hygind. Han syntes, at vejret mindede ganske meget om de forhold, soldaterne havde kæmpet under i Første Verdenskrig. Vi havde stadig noget nytårsskyts tilbage, som ikke var blevet affyret nytårsaften. Det skulle naturligvis anvendes.

Så endnu en gang blev der gravet skyttegrave, og vores leg udviklede sig til en regulær skyttegravskrig. Nytårskrudtet blev nu en del af vores forestilling om artilleriets bombardementer ved fronten. Sikke nogle brag vi kunne få lavet, når vi fyrede nogle røde lynkinesere af i en stabel betonrør. Vi var historisk interesserede, og vi tog vores krigslege ganske alvorligt.

Lillebror Bo var ikke med i denne omgang. Han var kun fem-seks år og opholdt sig indenfor hos mor. Han havde sikkert gang i mere fredelige sysler med sine julegaver eller fik måske læst en historie højt.

Det var en særlig afslutning på julens nytårets lege. Vi havde bevæget os fra juletræets lys og familiens hygge til en tåget vinterdag, hvor Husby Hole og omgivelserne blev forvandlet til en lille udgave af vestfronten.

6. januar – Helligtrekonger og tilbage til hverdagen

Når jeg i dag ser tilbage på barndommens vinter og jul i Husby, er det ikke alene juleaften, jeg husker. Det er hele perioden fra november til januar.

Jeg husker slagtemånedens barske begyndelse, grisens skrig i gården, duften fra køkkenets juleforberedelser og forventningen, når sparepengene fra Julens Glæde blev udbetalt.

Jeg husker katalogerne, de hemmelige julepakker, jagtdagene på Wedellsborg og Fønsskov og bjældeklangen fra kanen, der gled gennem det hvide landskab.

Jeg husker Husby Skole, julebøgerne, julehjerterne og de mange vinterdage med sne og frost. Og jeg husker de lærere, der var en vigtig del af vores hverdag.

Førstelærer Andersen var naturligvis en central person i skolelivet, men  andenlærer Tagesen og småbørnslærerinde fru Breiner hører selvfølgelig også med til billedet af den skole, vi voksede op i. De var en del af det lille skolemiljø, hvor lærerne kendte børnene og familierne, og hvor skolen ikke blot var et sted, man mødte ind for at lære at læse, skrive og regne. Den var også en vigtig del af landsbyens fællesskab og vores barndom.

Helligtrekongersdag den 6. januar markerede afslutningen på juleferien. Det var den dag, vi vendte tilbage til skolen efter juleferien, og hvor hverdagen igen tog over.

Men noget af julen blev hængende.

Når jeg i dag kører gennem mit gamle hjemland på Vestfyn, forbi Husby Skole, Husby Kirke, Skræppedalsvej, Holen og Husby Mose, vækkes minderne til live. Landskabet har forandret sig, og mange af de mennesker, der var en del af vores barndom, er her ikke længere. Men stederne er der endnu, og de kan stadig fremkalde billederne af en tid, der ligger mange år tilbage.

Måske husker vi barndommens vintre hvidere, koldere og mere eventyrlige, end de i virkeligheden var. Det gør ikke minderne mindre værdifulde.

Jeg tænker ofte på, hvor meget de små oplevelser i barndommen betyder for os senere i livet. De bliver en del af vores personlige historie og kan mange år efter stadig bringe glæde og varme.

Det er dejligt at have gode minder at hygge sig med i årets mørkeste tid.

Og måske er det netop det, julen også handler om: At give børn gode minder, som de kan tage med sig gennem livet og vende tilbage til, når vinteren igen bliver mørk.

En god barndom er en gave, der bliver ved med at give. Det er en gave jeg ønsker til alle børn og specielt til børn, der vokser op i flygtningelejre og i krigsramte områder overalt i verden.

Ib Hansen, 18. november 2026

fredag den 13. november 2026

Husby - udvikling og afvikling

                                        

Fra stenalderens jægere og fiskere ved Tybrind Vig
til nutidens landsbyliv i mit barn- og ungdomssogn,
Husby på Vestfyn. 
En fortælling baseret på mine
 vandringer i området med tilhørende higen og søgen 
i gamle bøger og dokumenter.


Forord

Der findes steder, hvor historien næsten ligger lige under overfladen. Man skal blot vide, hvor man skal kigge.


Sådan er det med Husby Sogn på Vestfyn.


Når man bevæger sig gennem sognet, fra Husby over Sønder Åby og videre til Eskør og Hygind, møder man et landskab, der på mange måder fortæller sin egen historie. De bløde bakker, de gamle veje, landsbyerne, gårdene, kirken og de mange stednavne er alle sammen spor efter mennesker, der gennem årtusinder har levet her.


Nogle af sporene er meget gamle. Under vandet i Tybrind Vig ligger rester efter en stenalderboplads. I Håre Bjerge findes gravhøje fra bronzealderen, og ved Hjortebjerg nær Hygind Torp er der gjort fund fra jernalderen.


Andre spor er yngre og lettere at få øje på. Husby Kirke, de gamle landsbystrukturer, Wedellsborg, de tidligere fæstegårde og de bygninger, der engang rummede skole, mejeri, brugsforening og forsamlingshus. Altsammen fortæller om et samfund, hvor livet gennem generationer var tæt forbundet med jorden og de lokale fællesskaber.


Historien om Husby Sogn kan ikke fortælles uden også at fortælle om grevskabet Wedellsborg. I flere hundrede år satte godset sit præg på menneskenes tilværelse, deres arbejde, deres økonomi og deres muligheder.


Men historien handler ikke kun om grever og godsejere. Den handler lige så meget om fæstebønder, husmænd, landarbejdere, håndværkere, vævere, skolebørn, lærere og alle de andre mennesker, som har skabt det lokalsamfund, vi kender i dag.


Denne fortælling er blevet til med udgangspunkt i mine erindringer fra min barn- og ungdom i Husby samt mine mange lokalhistoriske artikler på min blog ih18.blogspot.com. Mine undersøgelser af gamle dokumenter, aviser, kort, fotografier, arkæologiske fund og tolkning af områdets stednavne har givet mig et overordnet indblik i Husbyegnens historie.


Min ambition er ikke at skrive en historisk afhandling, men at samle de mange historiske spor til en levende fortælling om et sogn og dets mennesker. 


Vi begynder for omkring 7.300 år siden.


DE FØRSTE MENNESKER PÅ HUSBY-EGNEN


Da landskabet blev til

Før der fandtes landsbyer, gårde, kirker og veje, var landskabet der.


Det landskab, vi i dag kender som Husby Sogn, er i høj grad formet af den seneste istid. Gennem tusinder af år bevægede enorme ismasser sig hen over Danmark. Isen skubbede jord og sten foran sig, mens smeltevandet gravede dale og skabte lavninger i terrænet.


Da istiden sluttede for omkring 12.000 år siden, begyndte naturen langsomt at ændre sig. Skovene bredte sig, søer og vandløb fandt deres lejer, og langs kysterne opstod bugter og vige. Resultatet blev det varierede landskab, vi i dag kender som Wedellsborghalvøen.


Her finder vi bakker, dale, moser, vandløb og kyststrækninger. Nogle steder åbner landskabet sig med vid udsigt, andre steder lukker det sig omkring små dale og lavninger. Det er et landskab, der gennem årtusinder har givet gode muligheder for mennesker.


Og mennesker kom her.


Tybrind Vig – stenalderens mennesker


Tidligere brugte man i skolerne anskuelsestavler i
undervisningen. Her er en, der kan sætte fantasien
 i gang om den boplads fra Ertebølletiden, der er fundet
 undervandet i Tybrind Vig. Under vandet ligger sporene
efter en stenalderboplads, hvor menneskerlevede af
jagt, fiskeri og indsamling af naturens ressourcer
 for omkring 6.000-7.000 år siden.


For omkring 7.300 år siden levede mennesker på denne egn. De første mennesker,  hvis liv vi kan få et mere detaljeret indblik i, kender vi blandt andet fra de marinarkæologiske fund ved Tybrind Vig.


Her lå en boplads fra Ertebøllekulturen. Det var en tid, hvor menneskene i høj grad levede af jagt, fiskeri og indsamling af naturens ressourcer.


De havde et indgående kendskab til landskabet og dets muligheder. Havet gav fisk og skaldyr, skovene gav vildt og planter, og de beskyttede vige var gode steder at slå sig ned.


I dag ligger store dele af Ertebøllefolkets boplads under vandet. De undersøiske udgravninger, som især blev gennemført fra slutningen af 1970'erne og frem til 1980'erne, gav nogle ganske usædvanlige resultater. Her fandt arkæologerne ikke blot flintredskaber, men også genstande af træ og andre organiske materialer, som normalt ville være gået til grunde.


Blandt fundene var stammebåde udhulet af lindetræ. De viser, at stenalderens mennesker havde betydelige håndværksmæssige færdigheder. Der blev også fundet padleårer, fiskeredskaber og andre genstande fra hverdagen.


Det er næsten muligt at forestille sig livet ved vigen. En båd trækkes op på stranden, fiskene bringes i land, og ved bopladsen er der aktivitet omkring ildstederne.


Vi ved ikke, hvad menneskene hed, eller hvordan deres dagligdag præcist var. Men fundene fortæller os, at de havde et velfungerende samfund og var dygtige til at udnytte naturens muligheder. Blandt fundene var også skelettet af en cirka 16-årig ung pige med et lille barn. En rekonstruktion af pigen og barnet indgår sammen med en del andre fund fra Tybrind Vig i Moesgård Museums oldtidsudstilling.


Rekonstruktion i Moesgård Museums oldtidsudstilling


Tybrind Vig er derfor ikke blot et arkæologisk fundsted. Det er et af de steder, hvor vi kommer allertættest på de mennesker, der levede på Husby-egnen, længe før historien blev skrevet ned.


       Bronzealderens mennesker og deres gravhøje            

Efter stenalderens jæger- og fiskersamfund udviklede menneskenes tilværelse sig gradvist.


Landbruget fik større betydning, og mennesker blev i stigende grad knyttet til bestemte steder. Man dyrkede jorden, holdt husdyr og opbyggede mere faste bosættelser.


Gravhøje i Håre Bjerge er synlige minder om mennesker, 
der levede på egnen for flere tusinde år siden.

        Bronzealderen (1700-500 f.Kr.) satte også sine spor.
 

I Håre Bjerge finder vi gravhøje, der fortæller om en tid, hvor begravelsesskikke og religiøse forestillinger havde stor betydning.


Gravhøjene blev placeret synligt i landskabet. De var ikke blot gravsteder, men også markante tegn på menneskers tilstedeværelse og tilknytning til området.


Ved Håre Mose er gjort et bemærkelsesværdigt fund. Her er fundet et omkring 3.000 år gammelt bronzesværd. Det blev af datidens mennesker nedlagt som offer til guderne.


Lurerne fra Tellerup Mose fortæller også om bronzealderens mennesker og deres religiøse forestillinger. Disse store, snoede blæseinstrumenter af bronze blev fremstillet med en imponerende teknisk kunnen.


Man kan spørge sig selv, hvorfor man ofrede så kostbare genstande i moser. Det præcise svar kender vi ikke. Men fundene viser, at moserne havde en særlig betydning i datidens religiøse verden.


Jernalderen – spor ved Hjortebjerg


Ved Hjortebjerg, vest for Hygind Torp, er der fundet gravpladser fra førromersk jernalder, omtrent 500 år før Kristi fødsel.


Det fortæller os, at mennesker også i jernalderen havde deres liv på denne egn.


Vi ved ikke meget om de enkelte familier, der levede her, men gravfundene viser, at området havde en fast befolkning.


Landskabet var dengang vådere end i dag. Vandløb, moser og lavninger kunne være vanskelige at passere, og højdedragene havde derfor stor betydning for færdsel og bosættelse.


Det er interessant at se på de gamle veje og markante punkter i landskabet.


Jeg har blandt andet ved hjælp af luftfotos og gamle kort undersøgt området mellem Husby Kirke og Holegården, ved Farshøj og Hovvej. Undersøgelse fik mig til at fremsætte en hypotese om, at der kan have været en oldtidsrute her.


Jeg synes, det er en spændende tanke, men der er forskel på en sandsynlig tolkning af landskabet og en arkæologisk dokumenteret vej. Den forskel skal vi holde fast i.


Alligevel er det værd at gå en tur i området og se landskabet med historiske øjne. Måske har mennesker for flere tusinde år siden gået ad ruter, som vi i dag kun kan ane gennem terrænet.


FRA OLD­TID TIL GREVSKAB


Landsbyerne tager form

Efterhånden som landbruget blev det vigtigste grundlag for menneskenes tilværelse, voksede der faste landsbysamfund frem.


Vi kender ikke alle detaljer om, hvornår de enkelte landsbyer i Husby Sogn opstod. Men de fire historiske landsbyer – Husby, Sønder Åby, Eskør og Hygind – blev gennem århundrederne grundlaget for sognets bebyggelse.


Gårdene lå tæt sammen. Jorden blev dyrket i fællesskab, og landsbyens bønder var afhængige af hinanden. Man havde fælles regler for dyrkning, høst og græsning. Kreaturerne blev drevet ud på overdrevene, hvor landsbyhyrden holdt øje med dem. Husby Hole, Husby Mose og strandengene ved Sønder Åby og Eskør er eksempler på områder, der tidligere havde betydning for den fælles udnyttelse af naturen.


Mellem landsbyerne var der store områder med meget lidt bebyggelse. Det var et helt andet landskab end det, vi kender i dag.


Husby Kirke og det middelalderlige samfund


Husby Kirke ligger højt i landskabet og har gennem
århundreder været et synligt og vigtigt samlingspunkt
for sognets beboere.


Et af de ældste og mest markante bygningsværker i sognet er Husby Kirke.


Kirken blev opført bygget i perioden cirka 1050-1275 e. Kr. og vidner om et samfund, hvor kristendommen for længst havde fået en fast plads i menneskenes tilværelse.


Kirken er opført i granit og ligger højt i landskabet. Den har gennem århundreder været synlig fra store dele af sognet. Det er interessant, at kirken oprindelig lå alene i god afstand fra landsbyen Husby. I århundreder var der et forholdsvis ubebygget område mellem landsbyen og kirken.


Navnet Husby kendes skriftligt fra 1295. Navnet forbindes med en hovedgård og en bymæssig bebyggelse.


I middelalderen var kirken ikke blot et sted for gudstjeneste. Den var også en central institution i lokalsamfundet. Her blev mennesker døbt, gift og begravet, og kirkens kalender satte rytmen for årets gang.


Det er derfor ikke nogen overdrivelse at sige, at kirken har været den  vigtigste institution i Husby gennem mere end 900 år.


Husbygård bliver til Iversnæs – og senere Wedellsborg


Wedellsborg. Godset har gennem århundreder
haft afgørende betydning for Husby Sogn
 og de omkringliggende sogne.


Husby Sogns historie kan ikke fortælles uden også at fortælle historien om Wedellsborg.


I 1295 nævnes en hovedgård ved navn Husbygård. Den lå oprindeligt i selve landsbyen Husby. Den må ikke forveksles med den nuværende Husbygård.


I begyndelsen af 1300-tallet blev gården flyttet ud til den placering, hvor godset senere kom til at ligge. Her fik den navnet Iversnæs.


I midten af 1600-tallet kom Iversnæs i Hannibal Sehesteds besiddelse. Han fik i 1665 fri birkeret til sine herregårde Iversnæs og Tybrind.


Det betød, at hans godser fik deres egen retskredse, og at han udnævnte birkedommeren. Birkedommeren fik sæde ved Kællingbjerg nær Hygind Torp, på grænsen mellem Ørslev og Husby sogne.


Birkedommerboligen ved Kællingbjerg

I 1672 blev den tyske adelsmand Wedell ophøjet til dansk greve, og grevskabet Wedellsborg blev oprettet på grundlag af Iversnæs og Tybrind.


Dermed begyndte en ny periode i Husbyegnens historie.

Grevskabet blev gennem de følgende århundreder en dominerende magtfaktor i området. Det ejede store dele af jorden og de fleste af bøndernes gårde.


Vi tager lige et lille hop tilbage i tiden. Til år 1658.


Svenskekrigene – da krigen kom til Husby

Året 1658 blev et dramatisk år for Danmark og for Husby Sogn.


Svenske tropper gik over det tilfrosne Lillebælt og invaderede Fyn. Ved landgangen i Tybrind Vig kom de i sammenstød med danske tropper.


De danske styrker kunne ikke forhindre den svenske fremrykning.

På markerne ved Eskør er der gennem tiden fundet geværkugler, som minder om disse begivenheder.


Det er et eksempel på, hvordan store nationale begivenheder også satte deres spor i de små lokalsamfund. For menneskene i Husby var krigen ikke noget, der foregik langt borte. Den kom helt ind på livet af dem, gennem soldater, ødelæggelser, krigsrøverier og usikkerhed.


GREVSKABETS HUSBY


Fæstebønderne og hoveriet

I 1700-tallet var Husby Sogn i høj grad stadig præget af Wedellsborg. De fleste af gårdene var fæstegårde. Det betød, at bønderne ikke ejede deres gårde, men havde brugsretten mod at betale afgifter og udføre arbejde for godset. Dette arbejde blev kaldt hoveri.


Bønderne skulle passe deres egne marker og samtidig stille arbejdskraft til rådighed på herregårdens marker.


Det var en hård tilværelse, hvor godsejeren havde stor indflydelse på bøndernes økonomi og dagligdag. Vejen mellem Husby og Håre hedder stadig Hovvej. Navnet er et minde om den tid, hvor bønderne drog ad vejen for at udføre hoveriarbejde på godset.


Også retsvæsenet var knyttet til grevskabet. Hvis der opstod tvister eller blev begået lovovertrædelser, blev sagerne første instans behandles ved Wedellsborg Birk. Birkedommeren havde som nævnt sæde på Kællingbjerg ved Hygind Torp.


Det var således ikke alene jorden, greven havde indflydelse på. Også retsvæsenet var en del af godsets magt.


Skolen fra 1712


Husby Skole i 1962. Lensgrevinden på Wedellsborg
stiftede i 1712 fundatsen, der sikrede oprettelsen
af skolen. Først lå skolen ved kirken, senere i 1893
blev flyttet til den nuværende placering. Husby Skole
kom til at eksistere i mere end 250 år.


En af de mest betydningsfulde begivenheder i 1700-tallet var oprettelsen af Husby Skole.


I krypten under Husby Kirkes gulv står stadig lensgrevinde Banner til Wedellsborgs kiste. I 1712 stiftede hun en fundats, som skulle sikre skoleundervisning i Husby og lidt senere også i flere af de omkringliggende sogne. Det var en betydningsfuld begivenhed.


Undervisning var ikke en selvfølge for alle børn, og mange steder var børnenes skolegang begrænset. Husby Skole kom til at ligge tæt ved kirken. Her fungerede den i 171 år.


Først i 1893 blev skolen flyttet til nye bygninger på hjørnet af Storegade og Skræppedalsvej. Det er den bygning, som stadig findes der den dag i dag, nu med anden funktion. Skolen blev en vigtig del af sognets liv. Generation efter generation af børn fik deres første undervisning her. Skolen overlevede helt frem til slutningen af 1960'erne. Så det er den skole, jeg heldigvis nåede at gå i.


Landsbyfællesskabet og udskiftningen


Indtil slutningen af 1700-tallet blev landbrugsjorden drevet gennem landsbyfællesskabet. Bønderne dyrkede jorden i fællesskab, og markerne var opdelt i mange mindre agre, så hver bonde havde stykker med god jord, stykker med mellemgod jord og stykker med dårlig jord.  Det var en ordning, der krævede samarbejde og fælles regler.


I 1781 blev der indført en kongelig bestemmelse om udskiftning af landsbyernes jord. Hver gård skulle nu have sine egne sammenhængende jordstykker. Det ændrede landskabet markant. Marker blev afgrænset med diger og levende hegn, og nogle gårde blev efterhånden flyttet ud fra landsbyerne.


I Husby Sogn gik denne udvikling dog forholdsvis langsomt. Mange gårde blev liggende i landsbyerne. Sønder Åby er et særligt godt eksempel på en gammelslynget vejby, hvor gårdene stadig ligger langs den gennemgående vej.


Der er derfor stadig meget at se, hvis man interesserer sig for de gamle landsbystrukturer. Interessant er det også at iagttage, hvordan  nutidens landbrugsstruktur har ændret landskabet bare fra min barndom i Husby til nu. Markerne er blevet større. Markdiger og markhegn er blevet færre. Stordriften har medført en anden markstruktur. Landskabet har ændret sig.


1800-TALLET: ET SAMFUND I FORANDRING


Fra fæstebonde til borger


1800-tallet blev et århundrede med store forandringer for det danske bondesamfund. De gamle fæsteordninger begyndte gradvist at miste deres betydning, og bønderne fik efterhånden større muligheder for at bestemme over deres egen tilværelse. Men i Husby Sogn gik udviklingen langsomt. Wedellsborg havde fortsat en stærk position, og mange bønder var økonomisk afhængige af godset.


I 1843 blev der i hele landet indført sogneforstanderskaber, som skulle varetage de lokale offentlige opgaver. Husby Sogn fik dermed en lokal administrativ struktur, men den var ikke demokratisk i moderne forstand. Sogneforstanderskabet bestod blandt andet af greven, sognepræsten og birkefogeden. Det var derfor fortsat godsejermagten, der havde stor indflydelse på de lokale beslutninger. 


I 1867 blev sogneforstanderskaberne afløst af sogneråd. Det var et skridt i retning af lokalt folkestyre, men valgret og indflydelse var stadig begrænset. Kvinder havde eksempelvis endnu ikke stemmeret ved kommunale valg.


I Husby fortsatte greven eller hans forvalter i flere år med at være formand for det folkevalgte sogneråd. Det siger noget om, hvor stærk grevskabets position var.


Krigene 1848-1850 og 1864 – Husbys egne krigere


Ottende brigades angreb ved Dybbøl 4.18.1864.
Maleri af Vilhelm Rosenstand fra 1894.
De slesvigske krige satte også deres spor
i Husby Sogn. Unge mænd fra området deltog
 i både Treårskrigen og krigen i 1864.


Når vi taler om krigene i 1800-tallet, tænker vi ofte på de store historiske begivenheder. Slaget ved Fredericia, tilbagetoget fra Dannevirke og nederlaget ved Dybbøl.


Men krigene bestod også af tusindvis af personlige historier.

Jeg har tidligere i min blogartikel "Husbys krigere" fra 2026 skrevet  om flere af de mænd fra Husby og omegn, der deltog i krigene. De kom fra forskellige samfundslag. Der var grever, herregårdsskytter, husmænd, håndværkere,vævere og bønderkarle.


En af dem var væveren og digteren Lars Clausen, der blev født i 1841. Han deltog i krigen i 1864 og blev senere væver på Wedellsborg. Han var ikke blot håndværker, men også digter, og hans digte blev publiceret i egnens aviser. Lars Clausen døde af tuberkulose i 1893, kun 52 år gammel. Han ligger begravet på Tanderup Kirkegård, hvor man stadig kan se hans gravsten.


En anden var tømrermester Anders Nielsen fra Holme Huse. Han deltog i Treårskrigen 1848-1850 og vendte efter krigen hjem til Husby, hvor han fortsatte sit arbejde som håndværker. Anders Nielsen blev i sine to ægteskaber far til 22 børn. Han døde i 1910, 84 år gammel. Hans livshistorie fortæller os noget om både krigstidens generation og hans store familie. Det er sådanne menneskeskæbner, der gør lokalhistorien levende.


Husby i anden halvdel af 1800-tallet


I anden halvdel af 1800-tallet begyndte Husby Sogn langsomt at ændre karakter. Landbruget udviklede sig, og nye produktionsformer skabte behov for flere ansatte. Samtidig voksede betydningen af håndværk og handel.


Befolkningstallet steg. I 1801 havde Husby Sogn 802 indbyggere, mens tallet i 1890 var steget til 972.


Det fortæller os, at sognet var inde i en periode med vækst.

Men væksten var ikke kun et spørgsmål om flere mennesker. Den handlede også om nye måder at leve på. De gamle landsbyfællesskaber blev langsomt afløst af et mere moderne samfund, hvor handel, håndværk og lokale institutioner fik større betydning.


I 1893 fik Husby en ny skolebygning på hjørnet af Storegade og Skræppedalsvej. Det var et tegn på, at landsbyen var i udvikling.



1900-TALLET: LANDS­BYERNES BLOMSTRING


Husby omkring år 1900


Landsbyen var i færd med at udvikle sig fra et traditionelt landbrugssamfund til et mere sammensat lokalsamfund.


Omkring år 1900 var Husby Sogn inde i en periode med betydelige forandringer. Der blev bygget mejeri, brugsforening, forsamlingshus og flere forretninger. Der kom telefoncentral og rutebilstation med pakkeudlevering.


Det var en tid, hvor landsbyen havde mange af de funktioner, som gjorde det muligt at leve et helt liv lokalt. Man kunne købe sine dagligvarer i den lokale brugs eller hos købmanden. Landbrugets produkter blev forarbejdet lokalt, og håndværkerne sørgede for at løse de mange praktiske opgaver.


Forsamlingshuset blev et vigtigt samlingspunkt. Her mødtes mennesker til fester, foredrag, gymnastik og andre fælles aktiviteter. 


Landsbylivet var præget af nærhed. Man kendte hinanden, og mange havde deres daglige gang de samme steder, som for eksempel brugsen, skolen, kirken, smeden, slagteren, brødudsalget eller skomageren.


Lensafløsningen – bønderne bliver selvejere


En af de største begivenheder i Husby Sogns nyere historie fandt sted i årene 1916-1919. Som et af de sidste steder i landet blev fæstegårdene under Wedellsborg overført til selveje. Dermed sluttede en meget lang periode, hvor bønderne havde været fæstere under godset. Det var en afgørende forandring.


Bønderne kunne nu i højere grad disponere over deres egne gårde og deres fremtid.


I 1919 blev Wedellsborgs særlige birkeret samtidig afløst af det almindelige retssystem.


Dermed forsvandt to af de vigtigste rester af den gamle godsejermagt. Man kan næsten tale om et historisk skifte.


Fra at have været et samfund, hvor greven havde haft en meget stor indflydelse på menneskenes liv, blev Husby nu i højere grad et samfund af selvstændige gårdejere og borgere.


Det betød dog ikke, at Wedellsborg mistede sin betydning. Godset var fortsat en vigtig del af landskabet og det lokale erhvervsliv.

Men forholdet mellem godset og sognets beboere var blevet grundlæggende ændret.


Nye gårde og nye veje


Breidablik ("Sognefogedgården") på Skræppedalsvej.
Gården blev i 1915 flyttet ud hertil nede fra
 hjørnet af Lillegade og Sjobjergvej. Billedet er fra 1939.

I begyndelsen af 1900-tallet blev flere gårde flyttet ud fra de gamle landsbyer. Breidablik, der også bliver kaldt Sognefogedgården, blev efter en brand i 1915 flyttet fra hjørnet af Sjobjergvej og Lillegade til den nuværende placering på toppen af Skræppedalsbakken. Også gårde som Blidkær og Klokkekær flyttede ud på deres marker.


Dermed blev det tidligere mere åbne område omkring Husby Kirke gradvist bebygget, langs nuværende Lillegade. 


Landsbyen Husby i 1956. I forgrunden Kalvehave.
Storegade strækker sig fra venstre op mod billedets
 overkant, hvor kirken ligger lige udenfor billedet.

I det hele taget kom der flere gårde, husmandssteder og huse ud i det tidligere så øde landskab. Det var en tid med betydelig aktivitet.


Landbruget udviklede sig i retning af større animalsk produktion, og der blev brug for mange ansatte. Det skabte arbejde både på gårdene og i de erhverv, der var knyttet til landbruget.


De lokale institutioners storhedstid


Husby Forsamlingshus i 1960. Forsamlingshuset
 var et vigtigt samlingssted for sognets beboere. Det lille
hus til højre var et ishus. Bag forsamlingshuset ses skolen
 med ladebygning, dernæst småbørnslærerinde
fru Breiners lærerbolig og bagved Husby Brugsforening.

De første årtier af 1900-tallet blev på mange måder landsbyernes storhedstid.


Husby havde skole, brugsforening, forsamlingshus, håndværkere og et aktivt foreningsliv. Også de mindre landsbyer Sdr. Åby og Hygind havde deres egne forretninger og lokale funktioner. Det var ikke usædvanligt, at man kunne klare næsten alle dagligdagens behov inden for sognet.


Forsamlingshuset blev i 1904 af grevskabet bygget ved siden af Husby Skole. Det fik en særlig rolle. Her blev der holdt fester, møder og gymnastik. Det var også her, man mødtes til arrangementer, hvor mange kunne være samlet. Blandt andet blev der afholdt store vælgermøder. For mange mennesker var forsamlingshuset et naturligt centrum for det sociale liv. 


Fælleslykke Mejeri. Til venstre Brænde Mølle Elværk

Mejerierne var ligeledes vigtige institutioner. Der var herregårdsmejeriet Wedellsborg Mejeri på Tybrindvej ved Rævebjerg og andelsmejeriet Fælleslykke ved Brænde Å i Tanderup Sogn. Det var her, landbrugets produktion af mælk blev samlet og forarbejdet, og det var med til at skabe et stærkt økonomisk fællesskab mellem gårdene.


Brugsforeningen og købmandsforretningerne var ligeledes vigtige. De skabte både arbejdspladser og daglig kontakt mellem sognets beboere.


Husby Skole – generationernes skole

 

Husby Skole i 1939. Flere årgange blev undervist
i samme klasse, sådan som landsbyskoleordningen
foreskrev. Og sådan var det stadig, da jeg gik i skolen
1958-1965. Øverst i billedet forsamlingshuset, som
skolen brugte til gymnastiksal. Til venstre brugsen.


Husby Skole havde i 1939 eksisteret i mere end 225 år. Den nåede at eksistere i mere end 250 år, inden den blev nedlagt i slutningen af 1960´erne.


Den gamle skole fra 1712 var i 1893 blevet flyttet fra dens tidligere beliggenhed tæt op ad kirken, men dens betydning for lokalsamfundet var stadig stor. Fra 1893 lå skolen, hvor den som bygninger stadig ligger. 


Jeg har i en blogartikel på ih18.blogspot.com fra 2015 om min egen skoletid givet et indblik i skolens sidste år. Jeg begyndte i Husby Skole i 1958 og gik der frem til 1965, hvor jeg fortsatte i Ejby Folke- og Realskole. Dengang var  Husby Skole organiseret efter landsbyskoleordningen. Det betød blandt andet, at flere årgange gik i samme klasseværelse. Der var en særlig nærhed mellem børnene og lærerne, men baseret på stor respekt for lærerne.


Skolen var ikke kun et sted, hvor man lærte at læse og regne. Den var også en vigtig del af landsbyens sociale liv. Lærerne var kendte personer i lokalsamfundet. Andenlærer Tagesen var for eksempel formand for idrætsforeningen. Førstelærer Andersen var kordegn.


Skolen var meget mere end skolebygningerne. Førstelærer Andersen havde en flot have, holdt høns og gæs. Gæssene gik i hans store frugthave, som vi skulle igennem, når vi skulle på sportspladsen. Vi var lidt bekymrede, når vi sneg os forbi den arrigt hvæsende store gase, der truede med at nappe os bagi.


Om lørdagen skulle nogle af os feje fliserne og bænkene i skolegården for hønseklatter, mens andre skulle hente gasflasker i brugsen til førstelærerens kone. I det tidlige efterår skulle vi hjælpe med at samle frugthavens store mængde af nedfaldsæbler, som blev kørt til Hønnerup Mosteri ved Gelsted for at blive lavet til most. Frugthaven lå for øvrigt der, hvor den nye multihal med parkeringsplads er anlagt i forlængelse af forsamlingshuset. Vi havde ikke noget imod at deltage i den slags småarbejde. Det var bare et afbræk i skolehverdagen.


Det er små detaljer, men sådanne erindringer giver et billede af en skolehverdag, som er meget forskellig fra den, børn oplever i dag.


Da de moderne tider kom


Landbrugets mekanisering ændrede arbejdsforholdene
 på gårdene og fik stor betydning for alle landsbyers udvikling.

Efter Anden Verdenskrig begyndte en ny udvikling, som skulle få afgørende betydning for Husby Sogn.


Landbruget blev mekaniseret.


Traktorer og moderne maskiner overtog efterhånden mange af de opgaver, som tidligere havde krævet et stort antal ansatte.

Hvor gårdene før havde brug for karle, piger og arbejdsmænd, kunne arbejdet nu udføres af langt færre mennesker.


Mange flyttede derfor fra landet til købstæderne, hvor der var arbejde i industrien og i de nye serviceerhverv. Det kunne mærkes i Husby.


Befolkningstallet faldt fra 972 i 1890 til 784 i 1930 og videre til 359 i 2024.


Det var en udvikling, der totalt ændrede landsbyernes grundlag.


Skolen lukker – og de gamle funktioner forsvinder


I 1950'erne forsøgte Husby Sogneråd at følge med udviklingen.

Husby Skole blev udbygget og moderniseret. Der blev opført lærerboliger, sportspladsen blev forbedret,og vejene blev asfalteret.

Men det var vanskeligt - og viste det sig, umuligt - at vende udviklingen.


I midten af 1960'erne blev Husby og Tanderup skoler lagt sammen.

Nogle årgange blev undervist i Husby, mens andre årgange gik i skole i Husbys nabosogn Tanderup. Tanderups gamle skole er - som Husby Skole - bevaret og ligger tæt op ad Tanderup Kirke.


I slutningen af 1960'erne blev Tanderup den fortsættende skole for begge sogne, og Husby Skole blev helt nedlagt.


Det var afslutningen på en mere end 250 år lang skolehistorie.


Men skolen var ikke den eneste institution, der forsvandt. Husby Brugsforening blev nedlagt. De tidligere købmandsforretninger forsvandt, ligesom slagterforretning, café og brødudsalg lukkede. Også flere håndværksvirksomheder forsvandt.


Det gamle landsbysamfund var under forandring.


FRA SOGNEKOMMUNE TIL STORKOMMUNE


Kommunalreformerne


I 1966 blev Husby Sognekommune en del af en frivillig sammenlægning med flere omkringliggende sognekommuner, blandt andre Tanderup, Ørslev og Balslev-Ejby.


I 1970 kom den store kommunalreform, hvor mange små kommuner blev samlet i større enheder. Husby vedblev med at være en del af Ejby Storkommune. Med sammenlægningerne forsvandt en del af det lokale politiske selvstyre, som havde eksisteret gennem sognerådet.


I 2007 kom endnu en kommunalreform. Ejby Kommune blev lagt  sammen med Middelfart og Nørre Aaby kommuner og blev en del af den nye Middelfart Kommune.


Det var endnu et skridt væk fra den gamle sognekommunale struktur.

Samtidig blev flere offentlige funktioner samlet på færre steder.

Det var en udvikling, som ikke kun ramte Husby, men mange mindre lokalsamfund i Danmark.


Kirken og de gamle magtforhold


Husby Kirke 2019. Først i 1990 overgik kirken fra
Wedellsborg til menigheden. Forbindelse
mellem kirke og godsejer blev dermed endeligt brudt.


I flere hundrede år havde Wedellsborg haft ejerskab over Husby Kirke. Godset modtog kirkens afgifter, og kirken var en del af det gamle godssamfund.


Først i 1990 overgik Husby Kirke til menigheden. Menighedsrådet købte kirken af Wedellsborg Gods for en krone.


Det var en symbolsk begivenhed. Kirken havde gennem århundreder været en del af det system, hvor grevskabet havde stor indflydelse på sognets liv. Nu var den blevet en institution, som menigheden selv havde ansvaret for.


I dag samarbejder Husby Kirke med kirkerne i Føns, Ørslev og Udby om præst og kirkelige aktiviteter. Dermed er også kirkelivet blevet præget af samarbejde på tværs af sognegrænserne. 


Et andet svar på landsbysamfundets ændrede forudsætninger er den nye multihal, der er bygget i tilknytning til Husby Forsamlingshus. Her udfolder sig et virksomt og beundringsværdigt sogneliv med udgangspunkt i Husby og Tanderup Sogne drevet af aktive, energiske og engagerede borgere. Sport, dilettant, fester, fællesspisning, mad ud af huset, foredrag, møder og sågar netbaserede forelæsninger fra Århus Universitet


HUSBY I NUTIDEN


Et mindre sogn med næringsgivende historiske rødder


Husby Forsamlingshus og Multihal er på mange måder
 symbolet på et aktivt og levende landområde drevet af
 fællesskab og engagerede borgere. Det moderne liv er
slået igennem, men l
andskabet er stadig præget af de
gamle landsbyer, gårdene, vejene og de mange
 historiske spor.


Husby Sogn anno 2026 er på mange måder et helt andet samfund end det, der eksisterede for 100 eller 200 år siden.


Befolkningstallet er faldet betydeligt, og mange af de gamle institutioner er forsvundet. Der er ikke længere den samme lokale handel, og skolen er lukket.


Men det betyder ikke, at lokalsamfundet er forsvundet. Der findes stadig et stærkt engagement i området, og nye former for fællesskaber samarbejder har taget over.


Et vigtigt eksempel er samarbejdet mellem Husby og Tanderup om idrætsforening og borgerforening. Etableringen af multihallen ved Husby Forsamlingshus viser, hvad lokale frivillige kan skabe, når de arbejder sammen. Det er på mange måder en ny udgave af det gamle landsbyfællesskab.


Tidligere handlede samarbejdet om fælles marker, høst og græsning. I dag handler det om foreningsliv, idræt, kultur og sociale aktiviteter.

Fællesskabet har ændret form, men behovet for det er det samme.


De fire landsbyer – fire dele af samme historie


Husby Sogn består historisk af fire landsbyer, som hver især har deres særlige historie.


Husby har været sognets centrale landsby med kirken, skolen og mange af de fælles institutioner.


Sønder Åby er et særligt interessant eksempel på en gammel vejby, hvor den historiske landsbystruktur stadig kan aflæses.


Eskør ligger tæt ved Tybrind Vig og har gennem historien haft en nær forbindelse til kysten og strandengene.


Hygind er præget af sit kuperede landskab, de gamle veje og nærheden til Hjortebjerg, Hygind Torp og det tidligere birkedommersæde ved Kællingbjerg ved grænsen mellem Ørslev og Husby Sogne.


Tilsammen fortæller de fire landsbyer historien om et sogn, hvor natur, landbrug, godsejermagt og fællesskab gennem århundreder har været tæt forbundet.


EFTERTANKER


Hvad er det, der gør Husby til Husby?


Når man har bevæget sig gennem Husby Sogns historie fra stenalderens mennesker ved Tybrind Vig til nutidens landsbyliv, bliver én ting tydelig.


Et lokalsamfund er aldrig noget statisk. Det udvikler sig hele tiden.

For 7.000 år siden var det havet, skovene og jagten, der skabte grundlaget for menneskenes tilværelse.


Senere blev landbruget det vigtigste. Landsbyerne voksede frem, og mennesker organiserede deres liv omkring gårdene, markerne og fællesskabet.


I middelalderen kom kirken til at spille en central rolle. Senere blev grevskabet Wedellsborg den dominerende magtfaktor.


I 1700- og 1800-tallet var bønderne fæstere under godset. De arbejdede på deres af godset lejede (fæstede) gårde og måtte samtidig udføre hoveriarbejde for greven, som en del af den fæsteafgift, de skulle betale brugen af deres gård og dens jord.


I begyndelsen af 1900-tallet blev bønderne selvejere, og landsbyerne oplevede en periode med vækst og udvikling. Der kom mejeri, brugsforening, forsamlingshus, butikker og et aktivt foreningsliv.

Men mekaniseringen og centraliseringen ændrede igen samfundet.


Skolen lukkede, butikkerne forsvandt, og mange af de gamle funktioner blev samlet i større byer og kommuner. Alligevel er Husby ikke blevet fortidshistorie.


Kirken står stadig højt i landskabet, de gamle landsbyer eksisterer fortsat, og forsamlingshuset er stadig et samlingssted. Der bliver stadig taget initiativer, og mennesker arbejder fortsat sammen om at skabe et godt lokalsamfund. Måske er det netop det, der er den røde tråd gennem Husby Sogns historie.


Menneskene har altid forsøgt at indrette sig efter de muligheder og begrænsninger, som tiden har givet dem. De første mennesker ved Tybrind Vig gjorde det. Fæstebønderne under Wedellsborg gjorde det. 

Og det gør nutidens husbyboere.


Når vi i dag går gennem Husby, Sønder Åby, Eskør eller Hygind - eller gennem de spændende nabosogne - bevæger vi os derfor ikke blot gennem et smukt vestfynsk landskab.


Vi bevæger os gennem mere end 7.000 års menneskelig historie.

Husby Sogn har forandret sig mange gange. Men historien lever videre i landskabet, bygningerne, stednavnene og menneskene.


Efterskrift – historien er aldrig helt færdig

Denne fortælling er et forsøg på til én sammenhængende historie at samle de mange historiske spor, jeg har oplevet på mine vandringer eller læst i gamle skrifter, og som jeg tidligere har publiceret i blogfortællinger fra Husby Sogn. Selvfølgelig tillagt ting jeg har opdaget senere.


Men der er stadig meget at undersøge. Gamle aviser kan fortælle mere om menneskene. Kirkebøger og folketællinger kan give os flere oplysninger om familierne. Matrikelkort kan vise, hvordan gårdene og markerne har ændret sig. Gamle fotografier kan bringe mennesker og bygninger tilbage til livet. Og måske findes der stadig lokale historier, som aldrig er blevet skrevet ned. Gerne også mere nutidige fortællinger.


Lokalhistorien bliver aldrig færdig. Hver gang vi finder et nyt dokument, et gammelt fotografi, en hidtil ukendt historie eller møder en med en erindring fra sognet, får vi mulighed for at forstå vores hjemegn lidt bedre.


Viden om fortiden giver bedre mulighed for at forstå nutiden og giver næring og indsigt til at udvikle fremtiden i den retning, vi ønsker os. Og jo, Husby-Tanderup er da heldigvis efter mange års afvikling inde i en imponerende udvikling. Respekt!


Ib Hansen 13. november 2026.