fredag den 10. juli 2020

Verden venter - tilbage til tur med Transsibiriske Jernbane

Midt i Sibirien 1977. Både konduktøren og jeg har uniformen i orden.

Når verden i 2020 er, som den er, kan vi jo passende tage på erindringsrejser i den vide verden. I dag går tidsrejsen tilbage til en tur i 1977 med Transsibiriske Jernbane gennem hedengangne Sovjetunionen.

Sibirien for 43 år siden. Midt under Den Kolde Krigs “kulde” tog vi i juli 1977 en sommervarm 9300 km lang togtur med Den Transsibiriske Jernbane. Flinke folk overalt. Mit Wrangler-cowboydress med svaj var meget eftertragtet. Jeg kunne have solgt dresset adskillige gange sammen med de træsko, jeg også havde med, men alt kom med hjem igen. I august samme år døde Elvis for øvrigt for lige at nævne noget rimeligt inferiørt blandt de mange ting, der skete i verden 1977.

Min ”polske” samlever var også med på turen. Hvad for noget? Jo, historien er, at jeg her i 1977 havde været ansat på tjenestemandsprøve i to år på Bramdrup Skole. I august 1977 fortsatte jeg som tjenestemandsansat lærer. Allerede i september 1976 havde jeg købt et lille rækkehus i Bramdrup og var flyttet sammen med den sønderjyske forbindelse, jeg var indgået i på Kolding Nordre Kollegium i 1974. Vi flyttede sammen ind i rækkehuset i Bramdrup. Da vi ikke var gift – det blev vi først i 1984 – levede vi altså ”på polsk”. Min i 1977 senere frue og overgartner blev i 1977 færdiguddannet som lærer og havde fået stilling på Alminde-Viuf Fællesskole fra august. En stilling hun først forlod 42 år og en sjat senere. Så nu levede vi under velordnede, velfunderede og velsituerede forhold, lige på nær det med det ”polske”. Begge to med geografi som hovedfag. Hvorfor så ikke tage på tur i den vide verden, der ventede på den anden side vores lokale andedam?

Som sagt, så gjort. Vi startede turen med et par dage i Moskva. Besøgte Den Røde Plads med GUM-varehuset, Lenin-Mausoleet og den smukke pompøse, farverige og helt overvældende Vasilij Katedral. Og selvfølgelig gjorde vi også et besøg bag Kremls røde mure. I Kreml oplevede vi den historiske bydel med et ensemble af storslåede eksempler på smuk gammel og ny arkitektur samt kunst- og kulturhistoriesamlinger af ufattelig skønhed og værdi.
 
Anne Marie venter på at entre toget
Så blev det tid til at tage hen til Jaroslavskij-banegården, en af Moskvas 9 banegårde.
Her entrede vi toget, der skulle bringe os fra Moskva og mere en 9.000 kilometer gennem det østlige Rusland frem til Khabarovsk i Østsibirien ved grænsefloden Amur nær Stillehavskysten, på grænsen mellem Sovjetunionen og Kina, der på det tidspunkt havde et mildt sagt køligt forhold. Toget kørte helt til Vladivostok, men denne by var dengang lukket for turister. ”Den kolde krig” var i 1977 stadig iskold, selvom Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet i januar sammen med andre kulturpersonligheder havde underskrevet Charta-77 om overholdelse af menneskerettighederne, og selvom Sovjetunionen, USA samt 13 andre lande her i juli 1977 var i gang med at forhandle den ikke-spredningsaftale for atomvåben, der senere i september 1977 blev underskrevet.

Nå, men vi entrede som sagt toget og fandt den kupé, vi skulle dele med et andet ungt par. Kupéen var om dagen siddekupé. Om natten blev den lavet om til sovekupé, og der blev redt op i fire køjesenge. På gangen var der samovar, så vi løbende undervejs på turen kunne nyde et glas skoldhed te. Hver togvogn havde egen ”babusjka”, der sørgede for at holde gang i samovaren, holde rent på gang og toilet samt rede op i køjesengene, når de blev gjort klar om aftenen. Togturen de 9000 kilometer tværs gennem 7 tidszoner tager omkring en uge. Vores tur tog nu tre uger, fordi vi stod af på forskellige stationer for at opleve andet end det store land gennem togvinduerne.
 
Tog 9845. Moskva- Vladivostok. Vi prøvede flere tog end dette på færden gennem 7 tidszoner østpå

Den første del af rejsen førte os gennem Østrusland, over Volgafloden og frem til Uralbjergene, der danner grænsen mellem Europa og Asien. På de østlige skråninger af Uralbjergene ligger Jekatarinburg. Det var den første by, vi stoppede og overnattede i. Jekatarinburg er kendt som byen, hvor den detroniserede tzar Nikolaj den Anden og hans familie under den russiske revolution blev henrettet i 1918 midt under kampene mellem de røde og hvide tropper. En spændende by hvor vi ud over de historiske steder blandt andet fik set nogle af de traditionelle gamle sibiriske træhuse.

Vi var med den nordlige røde rute fra Moskva til Khabarovsk. Vladivostok var i 1977 en lukket by
Så gik rejsen videre med flere forskellige stop og udflugter undervejs. Et par dage gik det gennem store birke og nåleskove, den vestsibiriske tajga. Tajga er et geografisk plantevækstområde, som er kendetegnet ved vældige blandingsskove med nåletræer, birk, røn og lignende. Det er et subarktisk og fugtigt områder, hvor plantesamfundene udover birk og nåletræer også er præget af højmoser med tilknyttede plantearter. Er det så ikke koldt her? Jo, om vinteren er det ekstremt koldt, men om sommeren er her ofte meget varmt. Det var det, da vi rejste her. Vi var jo lige midt i det eurasiske fastland med dets fastlandsklima præget af ekstreme temperaturer både sommer og vinter. Flere gange på vejen gennem de øde egne, så vi barakker bag pigtrådsafspærringer og med vagttårne. Vi tænkte, at det nok var fangelejre svarende til beskrivelserne i nobelpristageren Solsjenitsyns Gulag Øhavet, der var udkommet i 1973.

Er det ikke kedeligt at køre i tog to dage gennem taigaen fyldt med træer, græssletter og moser. Nej, der er fantastisk i ro og mag at opleve verdens storhed og verdens store afstande. Og så kan man spejde efter små landsbyer midt i de store skove. Tælle godstogene som med et interval på få minutter transporterer Sibiriens ufattelige rigdomme af blandt andet mineraler og træ vestpå til de russiske industribyer. Se til på perronen under togets fourageringsstop, hvor kokkene stod ud af restaurantvognen for at købe æg, høns, grøntsager, syltede agurker og andre madvarer hos de lokale bondekoner. Når vi om formiddagen så kokkene på perronen hugge hovedet af nogle høns, kunne vi glæde os til aftenens hønsekødssuppe. Motion fik vi masser af, når vi mindst tre gange om dagen skulle bevæge os omtrent 14 vogne frem i toget i lokomotivets retning for at indtage morgen-, middag- og aftensmad eller en drink i baren. Og tilbage igen samme vej. Vi kunne også på bedste vis med tegnsprog og brokker fra alskens sprog snakke med nogle af vore altid overordentlig venlige lokale medrejsende, togpersonalet eller vores medfølgende systemobservatør. Af og til kunne vi gribe til geografens sædvanlige nørderi, som for eksempel ude på perronen skridte nogle meter af, tælle antallet af sveller på de pågældende meter og gange op med rejselængden for at finde frem til det samlede antal af sveller på hele Den Transsibiriske Jernbane.

Nå, men også taigaen fik en ende. Et af stederne vi stoppede for at overnatte og opleve andet end togrejse var Novosibirsk, den tredjestørste by i Rusland efter Moskva og Skt. Petersborg. Novosibirsk ligger hvor Den Transsibiriske Jernbane krydser den store flod Ob. Den for os så kendte flod, som vi kender fra skoletidens remse om sibiriske floder: Ob, Jenisej og Lena.

Her overværede vi Tjajkovskis fortryllende ballet ”Svanesøen”. Oplevelsen står stadig frisk i erindringen trods tidsafstanden på 43 år. Den underskønne musik og de smukke ballettrin i et teater beliggende i en lidt trist by præget af sværindustri og klassisk kedelig kommunistisk byggeri.

Ombord på toget passerede vi den store flod Jenisej, hvor byen Krasnojarsk ligger. Krasnojarsk er kendt for sit gigantiske vandkraftværk, hvis tilhørende dæmningssø strækker sig 400 km mod syd i Jenisejdalen. Jeg var og er vild med vandkraftværk. Hvor stort at stå og iagttage og føle det buldrende vand falde ned over dæmningen og stå i dæmningens indre og mærke vibrationerne fra de elproducerende gigantiske generatorer. Det havde jeg også prøvet blot tre år tidligere ved Aswandæmningen i Ægypten. Vi fløj en afstikker flere hundrede kilometer nordpå til Bratsk, beliggende ved Angarafloden, der er en biflod til Jenisej og løber ud fra Bajkalsøen. I Bratsk besøgte vi et kæmpe vandkraftværk, der på daværende tidspunkt var verdens næststørste. Der var også tid til at besøge et af verdens største papirværker med omkring 15.000 ansatte. Vi blev triste, da vi så Angarafloden skumme af spildevand fra papirproduktionen.
  
Togrejsen gik videre gennem de Sajanske Bjerge, der skiller Sibirien fra  Mongoliet. Det var selvfølgelig ikke samme tog, vi vendte tilbage til, når vi havde gjort et stop-over i en by eller havde gjort en flyafstikker til Bratsk. Der afgår hver dag et tog fra Moskva østpå til Sibirien, så vi kunne bare entre et nyt tog. Alle tog kørte og var indrettet efter samme skabelon, som det første, vi stod på i Moskva.

Turen gennem de Sajanske Bjerge var meget pittoresk med flotte udsigter ned i dybe kløfter, til stejle bjergsider og til smukke bjergtoppe. Vi gjorde ophold i Irkutsk ved den berømte Bajkalsø, der er med sin dybde på over 1600 meter er verdens største ferskvandssø og rummer en femtedel af verdens ferskvandsressourcer. Under opholdet her sejlede vi en tur på søen, besøgte byens ferskvandsinstitut og en landsby smukt beliggende ved søbredden. I landsbyen var vi inde i den russisk-ortodokse kirke, hvor vi mænd kunne få lov til at gå helt tæt på den hellige ikonvægs guldglimtende billeder, mens kvinderne pænt måtte holde sig tilbage.

Fra Irkutsk gik togturen videre gennem de Jablonske Bjerge langs Amurfloddalen. Amur danner grænse mellem Rusland og Kina. Som nævnt stod temperaturen mellem de to lande i disse år på lavpunktet på trods af de ideologiske ligheder. Der var på dette tidspunkt både grænsestridigheder og ideologiske tvister. Fra togvinduerne kunne vi se sovjetiske og kinesiske soldater patruljere på hver sin side af Amurfloden.
 
Dersu Uzala på museet i Khabarovsk
Så nåede vi vores endestation i Khabarovsk, nogle hundrede kilometer fra Stillehavet. Et spændende sted kun 30 kilometer fra grænsen til Kina. En af de ting, vi virkelig havde set frem til, var at kunne besøge museet i Khabarovsk.  ”Det polske ægtepar” var også dengang optaget af gode film. I 1975 havde den fra De Syv Samuraier kendte japanske stjerneinstruktør Akira Kurosawa lavet en sovjetisk-japansk co-produktion Dersu Uzala om den faktuelt kendte fører, der i slutningen af 1800-tallet hjalp opdagelsesrejsende og russiske kartografer under kortlægningen af Sibirien og hjalp med, at de ude i taigaen ikke blev overfaldet af sibiriske tigre. Filmen vandt en Oscar i 1976. Den film havde vi set med den største fornøjelse. Derfor var det stort i Khabarovsk at se en udstilling om virkelighedens Dersu Uzala med et maleri af ham og nogle af hans jagtrelikter og andre af hans ejendele.

Efter tre uger spækket med oplevelser kunne vi svært berigede i forhold til vores fornemmelse for verdens størrelse, storhed og mangfoldighed vende tilbage til hverdagens mange glæder og udfordringer i undervisningens verden. Turen gav oplevelser og viden, vi stadig nu 43 år efter kan vegetere af, når længslen mod den store vide verden bliver næsten ubærlig. Minder er gode at have.

Ib Hansen, juli 2020

onsdag den 8. juli 2020

Nildalen i fuld feltmæssig udrustning

Mit besøg i Karnaktamplet ved Luxor  i Ægypten 1974. Fuldt feltmæssig udstyret med bøllehat, kanvastaske, træsko og minikamera
I år må vi finde alternative måder at opleve verden på. Det kan vi gøre ved at genopleve tidligere rejser.

På denne kølige lidt triste julidag i 2020, genoplever jeg derfor i tankerne min rejse til Ægypten i juli 1974, året efter Yom Kippur krigen.

På den jødiske soningsdag Yom Kippur den 6. oktober 1973 havde Ægypten og Syrien foretaget et overraskelsesangreb på Israel. Det var som så mange gange før blandt andet Golanhøjderne, det drejede sig om. Et strategisk højdedrag mellem Israel og Syrien. Israel havde annekteret området sammen med dele af Sinaihalvøen efter 6-dageskrigen i 1968. I 1973 ville de arabiske lande med Ægypten og Syrien i spidsen tage højdedragene tilbage. Det havde de ikke held med. Yom Kippur krigen sluttede  efter knap tre uger. Det lykkedes ikke for de arabiske lande at overvinde Israel.

I august 1974 skulle jeg påbegynde mit sidste studieår, hvor jeg skulle afslutte mine linjefag historie og geografi. Jeg havde sparet 5000 kr op. Dem besluttede jeg at bruge på en rejse i Ægypten. Det var i forhold til mine fag og de kommende eksamener et relevant sted at tage hen. Et sted med masser af historie og geografi.

Ægypten var i 1974 stadig et land i militær undtagelsestilstand. Militær alle vegne og masser af checkpoints i byerne, langs landevejene, ved Aswan-dæmningen, ved de historiske steder og sågar ude i ørkenen. Det var nu ikke noget, der hæmmede mine oplevelser, men stemningen af krig fornemmede jeg, og den kan jeg stadig genkalde mig.

Det blev tre uger med ufattelige oplevelser. Oplevelser jeg stadig lever højt på den dag i dag.

Myretuen Cairo. Trængslen af mennesker og biler. Forrygende farver og former. Støj, støv og smog. Pyramiderne i Giza på kanten af storbyen og indhyllet i byens morgensmog. Tut Ank Amons gravgods og de mange andre spændende genstande på Cairo Museum. Den Blå Moske.

Jernbaneturen i aflagte østtyske tog 1000 km fra Cairo ned gennem Nildalen til Aswandæmningen, der var indviet i 1970. Her i 1974 var den 500 km lange opdæmmede Nilsø, Nassersøen endnu ikke helt fyldt med vand.

De fantastiske aftener i Aswan på Hotel Old Cataracts terrasse med indtagelse af en kølig drink akkompagneret af cikadernes inciterende og højlydte spil. Betragte den storslåede solnedgang fra hotelterrassen, hvor Agatha Christie blev inspireret til at skrive sin berømte roman, Døden på Nilen. Nyde det fløjlsbløde tæppe af tæt mørke, der dæmpede dagens skoldhede luft ned til mere behagelige aftentemperaturer.

Rejsen tilbage nordpå med ophold i Luxor. Tempelbyen der nok er det sted på turen, der står tydeligst i min erindring. De uforglemmelige besøg i Luxortemplet og det koloenorme mægtige Karnaktempel, hvis mægtige søjlehal det ofte er muligt at få genoplevet, når fjernsynet jævnligt genudsender filmatiseringen af Døden på Nilen med Peter Ustinov i hovedrollen.

Duftene af jasmin der bølgede gennem de mange andre lugte og dufte under spadsereturene på Luxors nilpromenade. En oplevelse der tændes for hvert år, når vores havejasminers hvide  blomster udsender deres fortryllende stærke men behagelige dufte.

Fantastisk var det at hyre en felukka i Luxor og lade sig sejle over til De dødes By på Nilens vestbred. Jeg kan så nemt som at knipse med fingrene genkalde mig sejlturen og i fantasien genkalde mig det store, hvide trekantede sejl smælde, når vinden tog fat i det. Høre årenes plasken og dunken det sidste stykke mod bredden, når sejlet var rebet under landingen på Nilens vestbred direkte overfor levende Luxor.

Ved landingsstedet ventede et væld af æsler, æseldrivere og lokalguider, der nærmest sloges om at få tjansen med fortælle om og transportere turisterne til Kongernes dal. Endelig oppe i sadlen på et æsel gik det forbi ruinerne af Ramasseum, kæmpetemplet til minde om Ramses den Anden. Forbi de to 19 meter høje Memnonkolosser, der ensomt står tilbage som rester af Amenhotep den Tredjes enorme tempel.

Memnonkolosserne kan ifølge overtroen klage sig. Klagetonen skyldes, at der opstår temperatur og fugtighedsforskelle i nogle sprækker i statuen, så luft presses gennem sprækkerne. Jeg oplevede nu ikke at høre dem tale.

Vejen mod Kongernes Dal op over bjergsiden gik forbi gravpladsen med adelens grave. Allerede her blev jeg overvældet og bjertaget af skønheden og gravbilledernes fortællestyrke. Billederne på væggene i gravene skildrer i mange detaljer den afdødes levnedsforløb og hans gerninger berømmes. På væggene er endvidere med smukke kartoucher og hieroglyffer skrevet dødsbønnerne, der skal være med til at føre den afdøde over på den anden side, til livet efter døden. Hold da op, sikken oplevelse at besøge sådanne grave. Men det bedste, og det der skulle vise sig at blive hele Ægyptenturens højdepunkt, ventede endnu.

Efter en pause med lidt mad og drikke var det igen op på æselryggen. Nu gik det ned ad klippesiden på den anden side bjerget. Stejlt, støvet og ufattelig smuk var turen ned i dalen, hvor kongernes grave er. Stort var det at besøge nogle enkelte af de mange kongegrave. Jeg må nok indrømme, at min drengetids læsning af bogen om Howard Carters udgravning af Tut Ank Amons grav poppede op i mit hoved. Historien om de mange uheld, de giftige gasser og onde ånder, der ifølge nogle af Carters overtroiske medhjælpere forsøgte at forhindre udgravningen stod lysende klart for mig, da jeg stod ved de kongegrave, jeg skulle besøge.

Der var nu ingen grund til alarm. Besøgene i kongegravene var en næsten ubeskrivelig fantastisk oplevelse. Først ned ad en stejl trappe ned gennem klippen til gravens forkammer. Gennem flere sidekamre, hvoraf nogle ender blindt for at føre eventuelle gravrøvere på vildspor. Føreren kunne heldigvis vise vejen til selve gravkammeret, hvor granitsarkofagen med kongemumien for tusinder af år siden var blevet placeret. Andægtighedens tavshed var overvældende. Tænk sig at stå foran en sådant artefakt over menneskers arbejde for tusinder af år siden. I nicher og de omtalte sidekamre er alle mure og vægge dækket med farverige billeder og hieroglyffer, der beskriver afdødes liv og livet i Ægypten på det tidspunkt den pågældende konge levede. I flere af gravene er der også hugget relieffer ind i bjergets kalksten, relieffer der bagefter er blevet poleret og malet. I Kongernes Dal er der 64 kendte gravsteder. Jeg nåede bare  2-3 stykker.

Turen til Ægypten indeholdt mange andre oplevelser end de allerede nu beskrevne. Trinpyramiderne i Memphis-Sakkara. Serapeum med de hellige Apistyres sarkofager. og meget, meget mere. Men lad os slutte her med en afrunding af rejsen, der fik betydning for resten af mit liv.

Vel hjemme igen efter Ægyptensbesøget blev jeg syg. Jeg ved ikke, hvad jeg fejlede. Men voldsom feber, ledsmerter og kvalme lagde mig i sengen i adskillige dage på mit lille 14 kvadratmeters værelse på Kolding Nordre Kollegium langt fra min familie på Fyn. 

Heldigsvis havde jeg kort før rejsen til Ægypten indgået en sønderjysk forbindelse med min kollegiebofælle Anne Marie, der boede et par værelser længere oppe ad gangen. Hun passede og plejede mig under sygdommen. Forbindelsen udviklede sig til en varig forbindelse, der holder den dag i dag.

Efterfølgende har jeg yderligere to gange i selskab med kone og datter besøgt Ægypten. Det har også været gode oplevelser, selvom jeg må indrømme, jeg blev en smule chokeret og lidt skuffet, dengang vi for nogle år siden var i Luxor og sammen skulle besøge Kongernes Dal. Det var en noget anderledes oplevelse, end da jeg i 1974 sejlede med felukka over Nilen og red på æselryg op over bjerget og ned i Kongernes Dal. Det havde jeg selvfølgelig fortalt min familie om. Men nu gik det i bus via en højbro over Nilen til et sted på de dødes side af Nielen, vestbredden. Den side af Nilen som solen hver aften går ned over. Her skulle vi fra bussen stige om til et transportmiddel, der mindede om de sydfranske byers ”petite train”. Men fremme ved indgangen til Kongernes Dal skiftede det hele tilbage til den tilstand, jeg husker. Ikke noget tingel-tangel eller turistgøgl, da vi kom ind i dalen med kongegravene. Her fik vi samme unikke oplevelse, som jeg fik i 1974. Stor respekt for ægypternes måde at håndtere denne unikke kulturarv på.

Nu vil jeg slutte min imaginære oplevelsesrejse for denne gang og begynde at fundere over, om der måske er andre steder, jeg i fantasien kan vende tilbage til, mens vi venter på, at verden forhåbentlig snart normaliserer sig.

Ib Hansen, juli 2020

tirsdag den 23. juni 2020

Aktivt arbejderliv i Husby


Nina og Peter Emil Hansen

En fortælling om min far Peter Emil Hansens engagement i arbejderbevægelsen i Husby bliver uundgåeligt også en fortælling om min mor Ninas opbakning. Hun var ”indenrigsministeren”. Han var ”udenrigsministeren”.

Far var aktiv i Socialdemokratiet i Husby, da arbejderbevægelsen var en bevægelse. Socialdemokratiet og fagbevægelsen var grene på samme træ. Det var en bevægelse, far troede på. Derfor var han aktiv i sit lokalområde og på sine arbejdspladser. Han var i 1950´erne og 1960´erne både medlem af bestyrelsen for Husby Socialdemokratiske Vælgerforening, kasserer og formand i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (DASF) afdeling Husby og kontorbestyrer for DASF´s A-kasse i Husby.

Den røde bog
Tillidshvervene betød mange besøgende i vores hjem på Skræppedalsvej ved Husby Hole. De kom for at få hjælp i fagforeningsspørgsmål eller hjælp med selvangivelsen. Det var før kildeskatten blev indført i 1970. De besøgende kom ofte i ”mørkningen”, især hvis de arbejdede ”indenfor leddet” som ansatte på Wedellsborg. Medlemmer af fagforeninger og socialdemokrater var ikke populære i alle kredse.

Far var sidst i 1960´erne jord- og betonarbejder ved opførelsen af Skærbækværkets blok 2. Han blev tillidsrepræsentant for de DASF-organiserede på pladsen. Tillidsmandsjobbet blev ligesom de andre hverv i arbejderbevægelsen taget meget seriøst. Da jeg – hans ældste søn - i 1969 fik feriejob på samme arbejdsplads som far, sørgede han for, at jeg fik ”den røde fagforeningsbog” og blev medlem nr. 321455 i DASF. Der blev ikke set gennem fingrene med noget. Dog blev medlemskabet tegnet i DASF´s lokalafdeling i Husby og ikke i Taulov!


    
Hvervet som kontorbestyrer i DASF indebar opkrævning af medlemskontingent og kontrol af arbejdsløse. Der skulle klistres medlemsmærker i de røde fagforeningsbøger. Det var mor, der varetog disse funktioner. Hun var hjemmearbejdende. Dengang blev det ganske misvisende kaldt hjemmegående. Mor havde sæsonarbejde i roerne og i frugtplantagerne. Ligesom Peter levede hun efter devisen ”gør din pligt, kræv din ret – i nævnte rækkefølge”. Engang forlod hun hakkearbejdet midt i en roerække, da gårdmanden ikke ville give tarifmæssig betaling.

Fra landarbejder til fabriksarbejder
Far blev i 1927 født ind i en landarbejderfamilie i Jersore på Nordfyn. Som ung tjente han på større gårde rundt om i landet. Efter soldatertiden blev han i 1948 gift med den et år ældre Nina. Begge havde fødselsdag den 4. juli, som også er den dag, jeg er født. Mor var datter af en banearbejderfamilie i Ejby. Som ung tjente hun i huset i Ejby og omegn.
Vores barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Lillebror Bo luftes i barnevognen i haven.  Vinduet til drengeværelset ses i gavlen til højre, ganske tæt på skoven Husby Hole. 1958


Mor og far købte i 1954 en landarbejderbolig på Skræppedalsvej i Husby. På det tidspunkt havde de to drenge, Ib og Leif. Tre år senere kom deres yngste søn Bo til.
 
Familien Hansen: Mor Nina, storebror Ib, lillebror Bo, mellemste bror Leif, far Peter Emil
Far var gennem årene landarbejder, banearbejder, murerarbejdsmand og fabriksarbejder og klarede dertil en stor køkkenhave og nogle bijob. Når der ikke var arbejde at få i Husby, måtte han cykle 10-15 kilometer hver vej til arbejde i Ejby eller Kauslunde for at møde kl. 6 om morgenen.

Nogle gange måtte han endnu længere væk, til Middelfart eller Fredericia. Han anskaffede en knallert og kørte af sted de mørke og kolde vintermorgener til arbejdet 20-30 kilometer væk. Aviser under overtøjet hjalp ham med at holde varmen. I en sen alder erhvervede han kørekort. NSU-knallerten blev udskiftet til en brugt bil, en Austin. Senere kørte han Lada. Samtidig fik han arbejde som fabriksarbejder på NKT i Middelfart. Huset i Husby blev løbende moderniseret. Der blev indkøbt hårde hvidevarer, telefon, TV og bil. De tre drenge fik uddannelser. Det var gode tider.


En bygning vi rejser
Far og mor vidste nok, hvem arbejderne havde at takke for de gode tider. Uddannelse til alle, gode og billige boliger og regulerede arbejdsforhold. De havde ikke selv en uddannelse, men de knoklede for, at det skulle deres tre sønner have. Gennem arbejderbevægelsens forlag Fremad indkøbte de bøger til det i øvrigt ikke bogrige hjem. Fremad blev grundlagt i 1912 med Thorvald Stauning som formand. Trebindsværket "En bygning vi rejser" var et af indkøbene. Værket omhandler arbejderbevægelsens historie og har bidrag af dengang kendte socialdemokrater som Poul Hansen, Oluf Bertolt og Ernst Christiansen. Bøgerne blev lidt af en ”politisk bibel” i hjemmet. De købte klassiske romaner fra Fremads Folkebibliotek som for eksempel Gunnar Gunnarssons "Edbrødre" og Jørgen Nielsens "En kvinde ved bålet". Munksgaards skoleleksikon med verdensatlas og senere Lademanns Leksikon var også blandt indkøbene. Alt sammen til støtte for sønnernes skolegang.

Gør din pligt – kræv din ret
Far og mor lagde vægt på deres drenges skolegang og opdragelse. En tydelig, men kærlig opdragelse. Vi fik at vide, hvad der var rigtigt og forkert. Ikke noget med at bande, lyve eller være uhøflig. Sørge for at gøre en indsats i skolen. ”Gør din pligt – kræv din ret”. Det motto gjaldt også i børneopdragelsen.

Den tidligere fagforeningsformand Anker Jørgensen var vores forældres store idol. Et andet idol var Peter Sabroe, de udsattes forsvarer. Vi drenge blev taget med i forsamlingshuset, da Socialdemokratiet i Husby viste spillefilmen om Peter Sabro, ”Kampen mod uretten”.

Ind i mellem truede far, men især mor, med ikke længere at stemme på Socialdemokratiet. Det var, når partiet traf beslutninger, som de mente ikke var til gavn for arbejderne. Men det blev ved truslerne. Far og mor troede på og arbejdede for Socialdemokratiets politik om gennem oplysning og uddannelse for alle at skabe et mere lige og mere retfærdigt samfund. Derfor forblev de hele livet socialdemokrater og fagforeningstilhængere.

Om mor Nina Marie Hansens liv i over 80 år levet på stort set samme plet på Vestfyn https://ih18.blogspot.com/2017/12/et-hverdagsliv-oplevet-i-husby-og-ejby.html

Historien om mit hjem "Huset i Husby" gennem 41 år: https://ih18.blogspot.com/2016/06/historien-om-huset-i-husby.html


Ib Hansen