Krigens absurditet

 

Jeg har i den senere tid læst to stærke, inciterende og vedkommende skønlitterære værker. Det er to meget forskellige, men tankevækkende romaner. Begge bøger giver jeg 6 ud af 6 stjerner.

Kristin Hannahs "Kvinderne" er en nutidig amerikansk bestsellerroman skruet sammen i fængende stil og med en moderne dramaturgi, der river læseren med. Bogen er et opgør med amerikanernes ageren under Vietnamkrigen. Undertiden er fortællingen ligefrem brutal i sin krigsrealistiske beskrivelser og i sin kritik af populismen bag krigens væsen. Synspunktet er, at generelt ønsker de fleste mennesker at lukke øjne og ører for verdens brutalitet og uretfærdighed.

Ferdinand Celines trediverroman "Rejsen til nattens ende" er et opgør med den europæiske klassiske dannelsesroman. En rå - ligefrem bestialsk - fortælling om Første Verdenskrigs forfærdeligheder, krigens absurditet og verdens groteskhed og brutalitet beskrevet gennem hovedpersonens bevægen sig rundt i Frankrig, Afrika og USA. Romanen er skrevet i et banebrydende, råt og talesprogsagtigt sprog. Langt fra Hannahs sidevendersprog, men ligeså vedkommende. 

Apropos den aktuelle diskussion i Danmark om, hvordan man skal håndtere litterære værker af personer, der ytrer sig udemokratisk, er det også noget, man skal forholde sig til i forhold til Celines litterære mesterværk. Han ytrede i 1930-erne stærke antisemitiske synspunkter, men hans værk står stadig som et litterært fyrtårn. 

Skal stærkt vedkommende værker kunne stå selv uanset forfatterens anløbne synspunkter? Hvad med nordmanden og nazisten Knut Hamsuns mesterværk "Sult"? Hvad med nazisympatisøren Harald Bergstedts populære sange "Solen er så rød mor?" og "Jeg ved en lærkerede?" Skal de ud af sangbøgerne?

Både Hamsun og Bergstedt blev efter Anden Verdenskrig dømt for deres nazistiske sympatier. Alligevel anerkendes deres litterære værker stadig, ligesom Celines. Celine måtte under krigen flygte til Danmark for at undgå en retssag i Frankrig. Han opholdt sig efter krigen en årrække i Danmark, men fik senere amnesti og vendte hjem til Frankrig.

Vil du læse om mine synspunkter og overvejelser om krigens uvæsen. Klik her for min blog "Med åbne øjne, ører og sind - min lære af Afghanistan og andre krige i min tid":

https://ih18.blogspot.com/2021/08/med-abne-jne-rer-og-sind-lren-af.html

Ib Hansen 4. oktober 2026

Skinkel-våbnet i Husby Kirke

Hvælving og vindue i Husby Kirke

Forstørrelse. I tynde streger. Våbenskjoldstegningen til venstre.
Årstal og navn til højre. Det "mærkelige" tegn i årstallet er et firtal.

Et våbenskjold. Et navn. En kvinde. Et årstal.
 
På en hvælving i mit hjemlands kirke, Husby Kirke på Vestfyn ses over et af vinduerne et våbenskjold. Det er adelsslægten Skinkels våben. Ved siden af våbnet ses navnet Hilleborg Skinkel og årstallet 1489.
 
Men hvorfor sidder Skinkel-slægtens våben i Husby Kirke?

Svaret skal findes mere end 500 år tilbage i tiden. I slutningen af 1300-tallet ejede Skinkel-slægten den store hovedgård Iversnæs, det gods vi i dag kender som Wedellsborg. Iversnæs gik gennem generationer i arv i Skinkelslægten.

Omkring midten af 1400-tallet var det Otto Skinkel, der ejede Iversnæs. Otto Skinkel havde en datter. Hun hed Hilleborg Skinkel.
 
Hilleborg var født ind i en tid, hvor adelsslægtens navn og jordbesiddelser betød magt og indflydelse. Men magten og indflydelsen fulgte som regel slægtens mandlige linje. Hilleborg kom til at indtage en bemærkelsesværdig plads i Skinkel-slægtens historie. Derfor hendes navn på kalkmaleriet i Husby Kirke.

 

Da Hilleborgs far, Otto Skinkel døde i 1448, arvede hun Iversnæs. Nu var hun ikke blot datter af en storgodsejer. Hun var selv godsejer.  

 

Hilleborg var cirka i 1446 blevet gift med den betydningsfulde adelsmand Knud Henriksen Gyldenstierne. Ægteskabet forbandt de to gamle adelsslægter, Skinkel og Gyldenstierne.

 

Men i 1467 døde Hilleborgs mand. Nu stod hun tilbage som enke. Alene tilbage med børnene og familiens store godsbesiddelser. Alligevel fortsatte hun med at holde fast i familiens besiddelser og førte Iversnæs og andre godsbesiddelser videre. Det var en betydelig opgave for en kvinde i 1400-tallet. 

 

Husby Kirke var på det tidspunkt allerede flere hundrede år gammel, men i den periode, hvor Hilleborg ejede Iversnæs, blev den udbygget og udsmykket. På kirkens hvælvinger arbejdede kunstnere med kalk, farver og ornamenter. Blandt udsmykningerne var våbenskjolde og navne. Og her dukker Hilleborg op.
 
Hendes navn blev malet på en af kirkens hvælvinger sammen med Skinkel-slægtens våben og årstallet 1489. Det er et lille billede, men det fortæller en stor historie. For Hilleborgs navn var ikke tilfældigt havnet på kirkens væg. Hun var knyttet til Husby gennem det gods, hun ejede. Iversnæs lå i sognet, og Skinkel-slægten havde gennem flere generationer været en del af områdets historie. Da Hilleborg døde 5. februar 1494 overtog hendes søn Henrik Knudsen Gyldenstierne Iversnæs.

 

Århundrederne gik. Reformationen med dens protestantiske asketiske hvidkalkede syn på kirkerum kom i 1536. Kirkernes – og også Husby Kirkes - kalkmalerier blev dækket af århundreders senere hvide kalklag. Hilleborgs navn forsvandt for en tid fra menneskers blik. Først mange hundrede år senere blev dele af den gamle udsmykning igen afdækket. Og i dag kan kirkegængere og kirkens besøgende igen løfte blikket i Husby Kirke og se det, som en kunstner malede omkring 1489:

 

Skinkel-slægtens våben.
Hilleborg Skinkel.
1489.
 
Tre søblade på et skjold.
Et navn.
Et årstal.
 
Et lille vindue ind til en verden, der ellers for længst er forsvundet. Når man står under hvælvingen i dag, står man derfor ikke blot og ser på et gammelt kalkmaleri. Man står over for et konkret spor efter en kvinde, der for mere end 500 år siden ejede flere godser, blandt andet Iversnæs i Husby Sogn. Hilleborg Skinkel – mønsterbryder, adelskvinde og godsejer på Iversnæs. 

Det historiske våbenskjold for adelsslægten Skinkel ("med søbladene"). Slægten kaldes "med søbladene" for at skelne den fra to andre Skinkelslægter. Søblade er åkander. Slægten har sit navn efter godset Schinkel i Gettorf sogn i Slesvig. 

 

Meget senere indgik Iversnæs i det lensgrevskab Wilhelm Friedrich von Wedell oprettede i 1672 under navnet Wedellsborg.

Lensgreverne Wedell af Wedellsborgs våbenskjold. Det kombinerer slægtens oprindelige tyske uradelstegn med de elementer, der kom til, da slægten i 1672 indgik den danske lensgrevelige stand. Wedellfamilien stammer fra Holsten.

Ib Hansen 8. september 2026

Halshugning i Føns og Balslev

 

Stråtaget på Hans Willumsens gård var i et nu omspændt af store meterhøje flammer. Gnister føg i store gule og ildrøde faner over mod og antændte Føns Præstegård og et mindre jordløst hus.

Brandene var et resultat af Hans Willumsens egen ugerning. Han havde denne junidag i 1818 antændt sin egen gård midt i den tætbebyggede vestfynske landsbyidyl Føns. Willumsens gård og præstegården lå nær Føns Gamle Skole på den vej, der nu hedder Føns Strandvej. Hans misgerning fik fatale følger for ham, selvom der ikke gik liv tabt ved brandene. Branden fik i retsvæsenet den meget alvorlige betegnelse mordbrand. En forseelse der betød dødsstraf.

Det var fattigdom og nød, der havde forledt ham til hans drastiske ugerning den 3. juni 1818. Tiderne var hårde i netop disse år. Både for den danske befolkning og for landet som helhed. I 1813 var den danske stat blandt andet som følge af krigene i århundredets mod England gået statsbankerot.

35-årige Hans Willumsen var blevet gjort bekendt med, at han ville få udpantet mange af sine værdier, hvis han ikke betalte sine skatterestancer. Han var fattig og i bundløs gæld og kunne ikke se udsigt til at betale sine restancer. Det fik det til at kortslutte i hans hoved, så han satte ild til sin gård.

Føns var en del af Grevskabet Wedellsborg. Wedellsborg havde birkeret. Det vil sige, at lensgreven havde ret til at udpege en birkedommer, som dømte sager, der opstod i Wedellsborg Len. Wedellsborg Birk var ikke en del af de almindelige retskredse på  egnen, Vends Herred og Båg Herred med deres kongeligt udnævnte herredsfogeder.

Willumsens rettergang startede derfor i første omgang ved Wedellsborg Birks rettersted på Kællingsbjerg ved Hygind Torp nær vejen mellem Husby og Ørslev. Efter en kort førstebehandling af Willumsens sag oversendte Wedellsborg Birk sagen direkte til Højesteret, da birkedommeren formodede, at sagen kunne munde ud i den mest drastiske dom, man dengang kunne få i dansk ret, dødsstraf.

Sådan gik det også. Dengang så man med stor alvor på ildspåsættelse i de tæt bebyggede landsbyer, hvor gårdene lå og nærmest lænede sig op ad hinanden. En storbrand kunne betyde tab af menneskeliv for ikke at tale om store økonomiske tab.  

Højesteret afsagde en kendelse den 5. februar 1819, kun 8 månededer efter ildebranden. Hans Willumsen skulle halshugges. Det blev han så allerede den 26. marts 1819 på kanten af Føns Mose, tæt på det sted, hvor han havde forøvet den forbrydelse, der af retten blev kaldt mordbrand. Retssagen levnede ikke meget tid til appeller og flerinstansbehandlinger, som vi kender det i dag.

Føns Kirke set fra vest over Fønsvang Sø

Hans Willumsen blev ledsaget til henrettelsesstedet af sognepræsten. Her på kanten af mosen blev hans hoved med et velrettet hug skilt fra kroppen. Sognepræsten skrev efterfølgende et notat i Føns Kirkebog, et efter den tid usædvanlig empatisk notat. "Fattigdom forledte ham til dette ulykkelige skridt." 

Det var en usædvanlig hård dom, da ingen jo havde mistet livet. Men datidens tæt bebyggede landsbyer og byer fik som nævnt befolkningen til i høj grad at frygte ildsvåde. Derfor blev betegnelsen på Hans Willumsens ildspåsættelse mordbrand. Og sagen blev omtalt over hele landet. En af datidens aviser "Aalborg Stifts Kongelige privilegerede Efterretninger" skrev for eksempel følgende om sagen. "Gid dog dette eksempel måtte tjene dem, der kunne gøre sig skyldige i en så rædsom misgerning, til advarsel og forbedring."

Mord i nabosognet Balslev

Broendehuset. Odense Luftfoto 1956. Nu nedrevet.

På trods af disse fromme ønsker om, at halshugning ville virke forebyggende, skete der alligevel tæt på Føns, en endnu værre misgerning end en påsat brand. En misgerning der foregik ved det nu nedrevne Broendehus, der hvor Assenslandevejen passerer tæt forbi Fønsvang Sø. Hustomten ses endnu. Det var Boyebanden der stod bag mordet. 

Denne sag er meget kendt over hele Vestfyn. Derfor kun en kort fortælling om sagen. Jeg blev for øvrigt allerede som 12-13 årig oplyst om Boye og hans bandes misgerninger, da førstelærer og sognebibliotekar Andersen, Husby Skole fik mig til at læse en i 1962 nyligt udkommen bog "Boye og hans bande" skrevet af C. H. Andersen. 

Den morderiske begivenhed fandt sted en mørk efterårsaften den 11. oktober 1853. Manden, der boede i Broendehuset, havde berettiget eller uberettiget fået ry for at ligge inde med mange værdier. Det var kommet bandelederen Jens Henrik Boye for øre. Boye planlagde et røverisk overfald. Det røveriske overfald blev til mord.

Røveriet skulle efter en nøje udtænkt plan gennemføres af Boye i samarbejde med to bandemedlemmer kaldet "Sosmeden" og "Prangeren". Noget gik galt. Broendemanden satte sig kraftigt til modværge. Boye stak Broendemanden flere gange i kroppen med en kniv. Det lykkedes Broendemanden hårdtsåret at flygte op til den nærliggende Broendegård. Det er den gård, der stadig ligger øst for Assenslandevejen for enden af en allé.

Men Broendemandens liv stod ikke til at redde. Nogle dage efter afgik han ved døden som følge af sine sår. Efter nogle måneder blev Boye i foråret 1854 med baggrund i denne sag og andre sager anholdt sammen med "Sosmeden", "Prangeren" og flere andre bandemedlemmer. Efter mere end et års rettergange og undersøgelser blev alle tre fra Broendesagen i august 1855 dømt til døden. Boyes dødsdom blev trods appeller fastholdt, mens de to andre fik mildnet deres dødsdomme og blev dømt til tugthusarbejde i livsvarigt fængsel. Flere af de andre bandemedlemmer blev på baggrund af bandens andre sager dødsdømt og henrettet andre steder på Vestfyn.

En tidlig sensommermorgen den 16. august 1856 blev Boye ført til et rettersted, der var blevet etableret på det højdedrag, der ligger lige der, hvor vejen mellem Balslev og Føns krydser Middelfart-Assenslandevejen. Halshugningen skulle finde sted tæt på misgerningsstedet, Broendehuset. 

Folk strømmede til fra det meste af Vestfyn for at overvære det makabre og blodige optrin. Der gik et gisp gennem folkeskaren, da skarpretteren med den store økse skilte Boyes hoved fra hans krop. En tyk blodstråle stod op fra den nu hovedløse Boye. I datidens aviser fortælles, at blandt de mange tilskuere var der to unge sygdomsramte kvinder fra egnen. Da øksen var faldet og hovedet skilt fra kroppen, fik de lov til at drikke en kop af Boyes varme blod. Samtidens folkemedicin dikterede nemlig, at blodet fra en nyligt henrettet, sund mand var den ultimative kur mod den frygtede faldesyge. Blinde, døve, halte, pukkelryggede, gigtplagede og mange andre sygdomsplagede ville ofte ved halshugninger have fat i noget af den halshuggedes blod for at smøre på de sygdomsramte steder. Overtroen fortalte, at det syge så ville heles. Boyes blod pumpedes via halspulsåren i en lind strøm ud på den sandede bakkejord. Det fik efterfølgende folk på egnen til at kalde de kobjælder, der vokser på disse sandede jorder for Boyes Blod. Blomsterne var farvet af den halshuggedes blod forlød det. Bakkedraget hedder nu Boyes Banke.

Eksekverede dødsdomme på Fyn 1791-1869

Mord, rovmord, mordforsøg, mordbrand og blodskam. Det var blandt baggrundene for de  24 dødsdomme, der blev eksekveret på Fyn i perioden 1791-1869. Heraf fandt to af  halshugningerne som nævnt sted nogle få kilometer fra mit barndomssogn i Husby, ved Føns Mose i Føns Sogn og på Boyes Banke i Balslev Sogn. 19 af de fynske dødsdømte var civilister og 5 dødsdømte var militære.

Men som vi nok ved, uanset hvor mange retssystemet halshuggede, skød og hængte, så fik det ikke den forebyggende effekt, man dengang troede på.

Ib Hansen 3. september 2026

 

 

Manden med to kasketter

Adlerhus 1889

Død på Adlerhus 6. december 1938. Bisat fra Husby Kirke den 10. december og begravet på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg den 12. december. Den døde var den 69-årige Th. Dahl-Jensen, der blev bisat efter 43 års virke som godsforvalter på Wedellsborg Gods og i mange af årene samtidig konservativ sognerådsformand i Husby Sogn. 

Hans bisættelse i Husby Kirke blev en manifestation af den stridbare tid i 1930´ernes Danmark. Bisættelsen demonstrede en tydelig skillelinje mellem det gamle elitære magtfuldkomne godsejerdanmarks menneskesyn og det mere folkelige frigørende nye menneskesyn, der trods 1930´ernes ekstreme ideologier vandt mere og mere frem.

Den kirkelige ceremoni demonstrerede også en skillelinje mellem det teologisk folkekirkelige religionssyn repræsenteret ved Husbys "ortodoks grundtvigianske" sognepræst Erik Spur og det "akademisk elitære missionske" teologiske syn repræsenteret ved den til gennemførelsen af bisættelsen fra København indhentede pastor Rønnenfelt.

Magtdemonstration

Bisættelsen blev en klar magtdemonstration over for sognets beboere af, at det var grevskabet, der ejede Husby Kirke. Når en loyal tro nærmeste medarbejder efter 43 års tjeneste skulle bisættes, skulle greven og den til greven nært knyttede Dahl-Jensen familie nok bestemme, hvem der skulle forkynde og forrette den kirkelige ceremoni! Og de ønskede ikke Husby menigheds grundtvigianske sognepræst Erik Spur, men den fra København indhentede højkirkelige pastor Rønnenfelt.

Pastor Rønnenfelt havde tilknytning til en højkirkelig missionsk præstefamilie, der havde stærke forbindelser til den odensianske fabrikantfamilie Roulund. Roulund-familien stod bag Roulunds fabrikker. 

Godsforvalter Th. Dahl-Jensen blev 33 år gammel den 30. oktober 1902 i Vor Frue Kirke i Odense viet til 25-årige Christiane Roulund, der var datter af fabrikant Peter Roulund, Odense. Ægteparret bosatte sig i Wedellsborgs imposante godskontor og porthus Adlerhus. Med giftermålet lagde Th. Dahl-Jensen endnu en relation til sine stærke forbindelser til det højborgerlige Danmark i form af både konservative grever, præster og fabrikanter.

Min bror Leif og jeg kom som drenge øvrigt en del gange på Adlerhus for at lege med vores klassekammerat Henrik Flintegård, hvis familie var bosat der, fordi faderen vistnok var godsbogholder eller noget i den retning. Henrik havde en vranten gedebuk, der hele tiden prøvede at snige sig ind på os bagfra og stange os i bagdelen. Så det var svært at lege uforstyrret.

Der blæste ikke ligefrem hjertelige vinde mellem Wedelsborg og Husby Sogns præstegård i Sdr. Åby. Magtkampen var særdeles tydelig ved Dahl-Jensens bisættelse.

Lensgreveparret Julius og Inger Wedell, som ejede Husby Kirke, mødte til bisættelsen den 10. december 1938 personligt op i kirken i spidsen for et enormt følge af fynske godsejere og konservative politikere. Kirken var fuldstændig dækket af store kranse med bånd i de konservative farver og kranse fra grevelige godser over hele Fyn og Sjælland. Det var en magtdemonstration af den "gamle orden". Her skal vi lige huske, at det dengang kun var 19 år siden lens- og fæstevæsenet i 1919 blev endeligt afskaffet i Danmark.

Da den københavnske pastor Harald Karl Rønnenfelt trådte op på prædikestolen i stedet for sognepræsten pastor Spur, holdt han en tale, der var skræddersyet til den konservative godsejerelite. Han talte i højkirkelige, varme vendinger om godsforvalter Th. Dahl-Jensens "utrættelige troskab mod greven", hans "pligtopfyldelse over for godsets administration" og hans virke som en "retlinet, fast og autoritær leder af Husby Sogneråd". "Autoritær" var ikke negativt ment. 

Talen var en slet skjult hyldest til de konservative og højkirkelige dyder, som stod i skærende kontrast til pastor Spurs grundtvigianske fokus på folkelig frihed. Grev Julius Wedell, Th. Dahl-Jensen og pastor Spur var vist flere gange stødt sammen om blandt andet skoleforhold, brug af kirken og behandlingen af godsets ansatte.

Især finder jeg tvistighederne om skoleforhold interessante. Skolestyrelsesforhold er altid spændende og siger meget om tiden og tidens samfundssyn. Før 1933 var sognepræsten født formand for den lokale skolekommission og styrede sognets skoler på kirkens vegne. Man kan sige, at der blev ført kirkeligt tilsyn med skolerne.

Efter 1933 mistede præsten sin automatiske lederrolle i skolekommissionen. Han var fortsat medlem af kommissionen, men ikke længere født formand. I stedet valgte det folkevalgte sogneråd de øvrige medlemmer. Nu var der demokratisk kontrol og tilsyn med folkeskolen. I min tid i Husby Skole havde vi i klasserne et årligt tilsynsbesøg af skolekommissionen. Dengang var præsten også med. Nå, det var et sidespor. Tilbage til bisættelsen i december 1938 i Husby Kirke.

Pastor Erik Spurs gravsten på Husby Kirkegård

Pastor Erik Spur var blevet tvunget til at udlåne sin og grevskabets kirke til den københavnske gæst, derfor mødte han kun modvilligt op. Han overværede bisættelsen i larmende tavshed fra kirkens bagerste stolerækker uden at tage del i ritualerne, ligesom han heller deltog i den efterfølgende mindesamling på godset. Det var ellers kutyme ved den slags lejligheder, at den lokale præst blandt andet bød velkommen i kirken, men Spur overlod absolut alt til Rønnenfelt. Eller måske fik han af arrangørerne ikke lov at spille selv den mindste rolle. Den kirkelige seance demonstrerede klart for Husby Sogns beboere, at de fortsat skulle regne med grevskabet som en betydelig magtfaktor i sognet.

Nå, nok om det. Det er tid til, at vi får Th. Dahl Jensen som person og hans virke på Wedellsborg Gods og i Husby Sogneråd lidt mere ind under huden.

Godsforvalter og konservativ sognerådsformand

Hans Theodor Dahl-Jensen blev som søn af skibsfører Hans Michael Jensen og hustru Ane Margrethe Nielsine Dahl født den 10. oktober 1869 i Svaneke på Bornholm. Det var også her, han startede sin administrative karriere. Han kom i kontorlære på by- og herredsfogedkontoret i Svaneke. Efterfølgende blev han kontoransat på godskontoret i Grevskabet Langeland, hos lensgreve Ahlefeldt-Laurvig. 

Allerede som helt ung var Dahl-Jensen en mand med ambitioner. Som 26-årig aflagde han i 1895 den juridiske fællesprøve og kunne så kalde sig exam. jur. Samme år blev han ansat på Wedellsborgs godskontor.

På Wedellsborg var lensgreve Bendt Wedell en ivrig konservativ, der tog aktivt del i det politiske liv som medlem af Husby Sogneråd og Assens Amtsråd i årene 1894-1916. Ved flere lejligheder åbnede greven den for offentligheden ellers lukkede Wedellsborg Slotspark til brug for konservative stormøder, hvor der flere gange var 5-600 deltagere.

Om Th. Dahl-Jensen allerede var konservativ, før han blev ansat på Wedellsborg Gods, ved jeg ikke. Mon ikke Bendt Wedell via greven på Langeland havde gode underretninger om både hans faglige administrative evner og hans politiske holdninger? Eller også blev Dahl-Jensen konservativ som følge af hans nære omgang med hans konservative grevelige foresatte.

Hvorom alt er, blev Dahl-Jensen i første omgang i 1895 ansat som kontorist på Wedellsborgs godskontor. Efter at være blevet set an i nogle år blev han i 1899 udnævnt til godsforvalter, den næstmest magtfulde person i Wedellsborg grevskab.

Lensgreve Bendt Wedell var som nævnt medlem af Husby Sogneråd og sognerådsformand. Han udvirkede, at hans håndgangne mand på godset også blev hans håndgangne mand i sognerådet. Godsforvalter Dahl- Jensen blev som ikke-folkevalgt udpeget til at være sognerådets sekretær og kasserer. Senere blev han i 1913 valgt som almindeligt medlem af sognerådet og afløste samtidig Bendt Wedell som sognerådsformand, en post han bestred til sin død i 1938. Bendt Wedell forblev som menigt sognerådsmedlem nogle år endnu, men trak sig endeligt i 1916. 

Dahl-Jensens meritter

Det var ikke småting Dahl-Jensen havde at arbejde med i de 43 år, han bestred sin magtfulde dobbeltrolle.  

Han var ansvarlig for godset Wedellsborgs daglige drift. Hundredevis af fæstebønder, fæstehusmænd, husfæstere og herregårdsansatte i Husby Sogn og en del andre sogne på Vestfyn var direkte afhængige af ham. Og samtidig var han som nævnt gennem mange år en magtfuld sekretær, kasserer og sognerådsformand for de dengang knap tusind beboere i Husby Sogn.

Der var kun en over ham, nemlig godsejeren, som han tjente gennem de 43 år som godsforvalter på Wedellsborg Gods. I hans tid tjente han henholdvis under Bendt Wedell (lensgreve1883-1920) og Julius Wedell (lensgreve 1920-1959). Bendt Wedell må ikke forveksles med den nuværende ejer af Wedellsborg og Frijsenborg godser, der som oldefaderen også hedder Bendt Wedell (1982 -).   

Man kan ikke lade være med at stille sig spørgsmålet: Kunne Dahl-Jensen forvalte sine to magtpositioner, uden at der skete sammenblanding og forfordeling af interesser? 

I forbindelse med hans 50 års fødselsdag den 8. oktober 1919 har jeg i den konservative avis Fyens Stiftstidende og andre aviser fundet lidt om, hvad Dahl-Jensen indtil da havde beskæftiget sig med. 

Da Dahl-Jensen blev valgt til Husby Sogneråd og blev sognerådsformand i 1913 var det midt i omvæltningens tid. De radikale havde udskilt sig fra Venstre i 1905. Socialdemokratiet var på hastig fremmarch. Dahl-Jensen blev valgt og genvalgt som sognerådsformand flere gange, selvom De Radikale i flere omgange sad på flertallet i sognerådet. Han måtte bruge alle sine magtevner og diplomatiske snilde for at holde sammen på sognerådet.

Under Første Verdenskrig (1914-1918) skulle sognerådet og sognerådsformanden i Husby også håndtere russiske krigsfanger, der flygtede fra det dengang tyske Sønderjylland over Lillebælt og blandt andet landede på Wedellsborgs kyster. De skulle interneres i sognet, indtil de kunne bringes til Assens, hvorfra de senere efter krigens afslutning blev sendt hjem.

Dahl-Jensen og sognerådet arbejdede også med kraftig forbedring af sognets infrastruktur. Telefoncentral og telefonledninger. Godset og nogle få andre i sognet havde brug for den nye kommunikationsteknologi. Nyanlæggelse og forbedring af sognets vejnet. Her kom et eksempel på interessekonflikt.

Både i grev Bendt Wedells tid som sognerådsformand og i Dahl-Jensens tid skulle sognet forhandle med godset om indkøb af sten, grus og sand til brug for sognets vejarbejder. Wedellsborg Gods ejede grusgrave blandt andet i Håre Bakker og ejede kysterne rundt om Wedellsborghalvøen, hvor man udvandt sand og ler. Godsejeren eller godsforvalteren skulle i flere tilfælde som sognerådsformænd forhandle med sig selv.

Det med grevens strandret betød så for eksempel også, at bønderne måtte betale godset, når de hentede tang til brug for deres stråtagsmønninger, og sand og ler til brug for blandt andet nybyggeri og renovering af deres bindingsværksejendomme. 

Det var Dahl-Jensen, der i 1916 forestod den kæmpeopgave fæste- og lensafløsningen var. Wedellsborg havde omkring 240 fæstegårde og omtrent lige så mange fæstehuse. Gårdene og husene var ejet af godset, men fæstet ud (lejet ud) til daglige brugere, der skulle betale lejeafgift (fæste) til godset. Nu betød ny lovgivning, at fæsteejendommene gennem reguleret salg skulle overgå til selveje. Det lykkedes Dahl-Jensen i de allerfleste tilfælde at nå til enighed med fæsterne om overgangen til selveje. Jeg mener, at kun omkring en håndfuld sager måtte afklares i en af staten nedsat klagekommission. Det er i hvert fald kun denne håndfuld sager, jeg er stødt på i datidens presse. Og så skulle der findes jordarealer, der i behold til Folketingets "Jordlove" kunne stilles til rådighed til husmandsbrug. Jordlodder, der havde en rimelig størrelse, men ikke var så store, at en familie kunne leve af dem, men måtte søge supplerende arbejde på godset eller hos de nye selvejerbønder. Begge parter havde god brug for stabil arbejdskraft i en tid, hvor industrialiseringen trak landarbejderne fra landet ind til byernes fabrikker.

En del af  sognerådets og godsets arbejde med forbedring af infrastrukturen indebar, at Th. Dahl-Jensen blev involveret i anlæggelsen i 1912 af vandkraftværket "Brende Mølles Elektricitetsværk". Et arbejde der blev succesfyldt.

Dahl-Jensen var også dybt involveret i arbejdet med at få gennemført en jernbanelinje fra Assens over Tanderup og Husby til statsbanen i Ejby eller Nørre Åby. Dette arbejde endte som bekendt som en fiasko. Den jernbanelinje blev aldrig gennemført. I stedet kom der en koncessioneret rutebilrute fra Assens over Sandager, Emtekær, Husby, Hygind og Ørslev til Ejby Station. En rute der i mange år langt op i min barndoms- og ungdomstid blev kørt af Rasmus Jensen, en søn fra gården Bjørnekær i Husby.

Dahl-Jensen var både som privat og offentlig person involveret mange andre steder end de nævnte. Han var blandt andet medstifter af og formand for bestyrelsen i Ejby Bank. 

Så meget om godsforvalter og sognerådsformand Th. Dahl-Jensen. Det at følge hans 43-årige virke i Husby Sogn giver ikke blot et billede af udviklingen i dette sogn, men giver samtidig et billede af samfundsomvæltningen i hele landet i disse år.

Det politiske billede ændrede sig. Husmænd, landarbejdere og byernes arbejdende folk fik mere og mere indflydelse på samfundsudviklingen og deres egne forhold blandt andet gennem partierne De Radikale og Socialdemokratiet. Andelsbevægelse, arbejderbevægelse og foreningsliv prægede udviklingen. Konservative blev trængt af Venstre efter systemskiftet i 1901, hvor det nu ikke længere var kongen, der egenhændigt kunne udnævne en regering. I åndslivet blev det folkelige, frihedsønskerne og den personlige holdningsmæssige og religiøse stillingtagen mere og mere udpræget individualiseret. Industriudviklingen tog fart og medførte en stigende urbanisering.

På mange måder var Th. Dahl-Jensens bisættelse i 1939 en opvisning i en magtkamp, hvor partipolitik, standsidentitet og åndelig opfattelse smeltede sammen. Ikke blot lokalt i Husby, men udover landet.

Ib Hansen 25. august 2026.  

Eskør - et spejl af den samfundsmæssige omvæltning

72 år. Det var det antal år, der var tildelt murermester Jørgen Hansen fra landsbyen Eskør. Lillebitte Eskør fik med radikale Jørgen Hansen en politisk magtfaktor. 

Han døde 13.8.1938 efter at være blevet født i Husby og have levet det meste af sit voksne liv med udsigt over Tybrind Vig mod Skamlingsbanken fra det smukt placerede husmandssted i Eskør, der nu har adressen Tybrindvej 34. Et husmandsted hvor min onkel og faster boede fra først i 1940´erne til først i 2000-tallet. Her opfostrede de mine tre Eskør-fætre. 

Jørgen "Murer" Hansen var 45 år, da Det Radikale Venstre i 1905 udspaltede sig fra Venstre. Det Radikale Venstre blev virkelig politisk stærkt på Nordvestfyn og opnåede også i Husby stor politisk tyngde. Nordvestfyn var gennen årtier en stærk radikal højborg med markante politikere. Den radikale enklave i den lille landsby Eskør med Jørgen "Murer" Hansen i spidsen var med til at drive det nye parti frem. Men lad os starte med at sætte Eskør ind i den samfundsomvæltning, der skete i Husby og Danmark især indenfor landbrug og politik lige før og lige efter år 1900.

Eskør- et spejl af udviklingen i Danmark omkring år 1900 

I bylavet Eskør, Husby Sogn var der langt tilbage i tiden ligesom nu blot omkring 6 gårde og 6 små husmandssteder. Dertil kom fra omkring 1880 et såkaldt "polakhus", der var bygget og drevet af et interessantskab af lokale gårdmænd, der havde brug for arbejdskraft i landbruget. Polakhuset ligger der endnu, Eskørgyden 4. 

Eskørgyden 4, 1960 med udsigt til Kaj S.L.´s frugtplantage i baggrunden, der hvor nu borgmesteren i Middelfart kommune, Anders Møllgård (V) bor.

Omlægningen af landbruget fra primært planteproducerende til primært animalsk produktion og sukkerroeproduktion indebar, at landbrugsarbejdet nu både bestod af arbejdskrævende malkebesætninger og arbejdskrævende markarbejde i forbindelse med sukkerroeavlen, der på Vestfyn blev meget intensiv netop i slutningen af 1800-tallet. Sukkerfabrikken i Assens blev opført i 1884, og den vestfynske sukkerroebane blev anlagt. Der var derfor god brug for at supplere gårdenes tjenestefolks arbejde med sæsonarbejdere i form af husmænd og polsk arbejdskraft.

Det var i denne kontekst, Jørgen "Murer" Hansen kom til at spille en rolle både i Husby Sogneråd, amtsrådet, sygekassen og i diverse andre sammenslutninger. Det skal vi høre om i det følgende, hvor jeg også vil fortælle noget om andre radikaler i Eskør og også en enkelt socialdemokrat. De øvrige beboere var nok enten højre- eller venstrefolk, som der var tradition for i Husby, siden sognerådene blev indført ved lov i 1867.

Jørgen "Murer"

                 Tybrindvej 34, 1954. Opført i 1892. Udsigt mod vest                              over Husby Strand og Tybrind Vig. I 1956 fik ejendommen tillagt et større jordtilliggende, og min faster og onkel byggede en tredje fløj på.

Jørgen "Murer" Hansen blev født på Husby Mark den 25. november 1860, som søn af husfæster Rasmus Hansen og hustru Maren født Jørgensen. Han blev murerester og flyttede til husmandsstedet på Tybrindvej 34 i Eskør. Husmandstedet er opført i 1892, da Jørgen Hansen var 32 år. Gad vide, om han selv har opført ejendommen. Bag dens nuværende hvidkalkede ydre gemmer der sig en oprindelig rødstensejendom med mange smukke arkitektoniske detaljer. Facaden mod Tybrindvej var oprindelig i klassicistisk stil. Over et par trappetrin mod haven var der en fransk fløjdør. Omkring døren grupperede der sig på klassicistisk arkitektonisk vis fire vinduer, to på hver side af havedøren. I min onkels og fasters tid var der i tråd med den symmetriske stil på hver side af havetrappen anbragt en smuk, stor blå hortensia. Så smukke, at jeg fortsat kan se dem for mig, som da vi som det første så dem, når vi kom cyklende op ad Eskørbakken. Det kunne godt være en ung stræbsom murer, der stod bag et sådant smukt byggeri, der udadtil kunne virke tiltrækkende og reklamere for hans evner og hans firma.

Under alle omstændigheder virkede han tiltrækkende på en ung pige fra en nærliggende gård, nemlig Ravnkær. Gården ligger stadig på Stikkelsbærgyden, men nu uden jordtilliggende. Gården var senest i fuld drift under Ingrid og Johannes Petersen, min lillebror Bo´s skolekammerat og min gode bekendte Finns forældre.

Ravnkær har været ejet eller fæstet af Johannes Petersens slægt i mange generationer. En af de tidligere fæstere var gårdmand Hans Pedersen og hustru Birte født Andersen. De havde en datter Ane Dorthea, der fandt sammen med Jørgen Hansen. Jørgen og Ane Dorthea blev gift i Husby Kirke den 12. maj 1893.

Omvæltning i Husby Sogneråd?

Lensgreve Bendt Wedell, Wedelsborg var politisk aktiv i Konservative. Han var i mange år sognerådsformand i Husby Sogn. Mange af gårdfæsterne var som han konservative. Da Bendt Wedell stoppede i sognerådet, valgte sognerådet hans godsforvalter Th. Dahl-Jensen til sognerådsformand.

Lad os lave nogle nedslag i valgene til Husby Sogneråd. Vi tager som eksempel valget i marts 1913. Her var opstillet tre lister. Venstre og Konservative var gået sammen om en liste, de kaldte upolitisk. Så var der en radikal liste og en liste kaldet Arbejderne (ikke at forveksle med Socialdemokratiet). Ved valget fik den upolitiske liste 4 kandidater valgt, hvoraf en var godsforvalter Dahl-Jensen. De Radikale fik 2 valgt, hvoraf en var murer Jørgen Hansen, Eskør. Arbejderne fik valgt 1, nemlig husmand Søren Hansen, Husby.

Det var et knusende nederlag for De Radikale, der i det foregående sogneråd havde rådet over 5 mandater, mod Venstres 1 mandat og Konservatives 1 mandat. Alligevel havde De Radikale været med til at sikre valget af Dahl-Jensen som sognerådsformand! Nu kunne Dahl-Jensen efter valget 1913 igen fortsætte som sognerådsformand sammen med sit forvalterjob på Wedellsborg.

Jørgen Hansen forlod senere sognerådet, men fortsatte i en del år som medlem af amtsrådet.

De Radikale i Eskør 

Som nævnt var der i Eskør en del radikale. En af dem var husmand og træskomager Albrekt Hansen. Han blev valgt til medlem af Husby Sogneråd ved valget i 1917, hvor De Radikale vandt 4 mandater af sognerådets 7 mandater. Men heller ikke dennegang ændrede det på valget af sognerådsformand. Det blev igen godsforvalter Dahl-Jensen.

Det skal lige nævnes, at mange af husmændene var afhængige af at kunne finde sæsonarbejde på godset. Husmandsbrugene var meget små, typisk mellem 12-15 tønder land, derfor måtte de supplere med for eksempel om vinteren at arbejde som skovarbejdere på Wedellsborg og i høst- og roesæson at søge sæsonarbejde på Wedellsborg. Lad os lige se på nogle eksempler på husmænd fra Eskør med flere jobs.

En glødende radikal fra Eskør var Jens Jensen fra Holehuset, nær Husby Hole og mit barndomshjem på nuværende Skræppedalsvej. Huset er nu braset sammen, men har med store huller i mure og tag været beboet indtil for nogle få år siden. 

Jens Jensen havde udover at være husmand ernæret sig som rokkedrejer. Han skulle efter sigende have været en meget begejstret radikal vælger. Når jeg ved en del om Jens Jensen, er det, fordi han den 3. februar 1921 fyldte 90 år. Da han var krigsveteran fra krigen 1864 gjorde de lokale aviser en del ud af hans fødselsdag, blandt andet med en beskrivelse af hans liv, herunder hans begejstring for De Radikale. Gad vide om hans oplevelser under krigen fik betydning for hans politiske sindelag? Det Radikale Venstre blev jo som tidligere nævnt stiftet i Odense i 1905, som et udbryderparti fra det regeringsbærende Venstre. Den "radikale fløj" i  Venstre havde i nogle år forud for 1905 argumenteret for antimilitarisme og bedre vilkår for husmændene på landet og de dårligst stillede i byerne. Det medførte  udspaltningen fra Venstre. De Radikales politik passede perfekt til den gamle krigsveteran, husmand og rokkedrejer tJens Jensen.

En anden i Eskør med flere job var husmand, væver og frøhandler Hans Jensen født i Husby, 1845 gift med Ane Marie født Hansen i 1842. Jeg ved ikke præcist, om han var radikal. Men mange ting peger i den retning. 

Blandt Hans og Ane Marie Jensens børn var Jens Hansen Jensen, der blev født i Eskør 16. februar 1876. Jens blev den 7. maj 1902 gift i Tanderup Kirke med Karen Jensen, der var datter af en væver og husmandsfamilie fra Håre. Jens og Karen flyttede til et husmandsted i Barløse og blev gennem deres søn Jens Peter Jensen grundlægger af den politiske familie Ellemann-Jensen. Jens Peter Jensen var i sine unge år radikal, men skiftede over til Vestre. Det gav ham tilnavnet Jens Peter "Vendekåbe".

August Larsens ejendom på Stikkelsbærgyden i Eskør, 1954

Nu vi er ved husmænd i Eskør med flere job, kan vi lige tage husmand August Larsen med. Han boede i den ejendom i Eskør, hvor min gode skole- og ungdomskammerat Arne Lygum og han kone Judith nu bor, på Stikkelsbærgyden lige foran gården Ravnkær, hvor Jørgen "Murer" fandt sin gårdmandsdatter Ane Dorthea. Jeg ved ikke om August Larsen som mange af Eskørs andre husmænd var radikal, men han havde som de andre flere job. 

Min skolekammerat fra Husby Skole Vilhelms far, Ejler "Bakkegård" Jensen har skrevet et fint lokalhistorisk skrift om, hvad han husker fra Husby i mellemkrigsårene 1920-1940. Han skriver blandt andet om, at de på Bakkegården i 1920 skulle have bygget en ny lade. Karlene på gården hentede med hestevogn grus fra grusgraven i Håre. Cementen blev leveret fra Plum i Assens i tunge udrangerede militære lastbiler, som Plum havde erhvervet i Tyskland efter Første Verdenskrig. Og så kommer August Larsen ind i billedet. Ejler "Bakkegård" skriver: "Da de forskellige ingredienser var samlet sammen, kom August Larsen fra Eskør og støbte cementsten af det hele".

Den første socialdemokrat i Husby Sogneråd kom fra Flægen i Eskør 

Selvom der var mange, var der dog andre end radikale i Eskør. På de store gårde var de nok enten til Venstre eller til Konservative. Men så skete der en overraskelse!

Ved sognerådsvalget til Husby Sogneråd i marts 1921 skete det, der blev årets mest bemærkelsesværdige begivenhed i det vestfynske landsogn.

Socialdemokratiet blev for første gang repræsenteret med et mandat i sognerådet. Det var arbejdsmand Karl Nielsen fra Flæghuset, der vandt dette mandat. Nu var der så repræsentation i sognerådet fra sognets alleryderste udkant.

Flæghuset blev oprindelig bygget i midten af 1800-tallet her helt ude på sognets yderste kant, fordi det skulle tjene som bolig for et ægtepar, som om sommeren skulle vogte de græssende kreaturer på godset Tybrinds store strandeng Flægen. Tybrind hørte og hører ind under Wedellsborg. Adgangen til Flæghuset skete ad en markvej fra Eskør. En markvej der tidligere forløb fra Morten Rasmussens husmandssted, hvor min klassekammerat fra Husby Skole Bent Rasmussen voksede op. Dette husmandssted er nu revet ned, og en helt ny ejendom er opført på grunden, hvorfra der er en formidabel udsigt over Flægen og Tybrind Vig mod Skamlingsbanken og Grevindeskoven ved Jomfrumarken.

Heller ikke dette valg skabte omvæltning i Husby Sogneråd. Socialdemokratiet fik 1 mandat, De Radikale mistede 2 mandater og endte med 2, Konservative 2 og Venstre 2. Og Godsforvalter Dahl-Jensen fortsatte som sognerådsformand.

En lille landsby med en mangfoldighed af mennesker og historie

Eskør. En lillebitte landsby. 6 gårde. 6 husmandssteder. Og et par huse. Men med en rig historie. Jeg kunne også være kommet ind på personer med tilknytning til Venstre og Konservative. Historien bag de store slægtsgårde, overgangen i Eskør fra fæstegårde under Wedellsborg til selvejergårde. Jordreformerne der tilgodeså husmænd - herunder Eskørs. Svenskekrigen 1658. Inddæmningen af en del af Flægen med anlæggelse af en vej mellem Eskør og Tybrind. Husmand, maskinhandler og cykelhandler Søren Laurits Sørensen. Hans søn frugtavler, mælkekusk og husmand Kaj S. L. Og meget mere. 

En ræv bag øret

En blev kendt under tilnavnene "vendekåbe" og "døgnbrænder". I samme slægt blev en anden tillagt at have "en ræv bag øret". Slægten har  sine rødder på Vestfyn. I Husby, i Eskør, i Håre, i Barløse, i Hårby og andre steder på Vestfyn.

Hvad er det for en slægt, jeg taler om? Mange vil nok allerede ud fra min indledning have gættet, hvilken slægt der er tale om.

Men vi starter nu helt tilbage med en person fra pågældende slægt, der nok ikke er så kendt. For mere end 150 år siden var personen i lokalområdet Husby og Tanderup en kendt og æret person. Han bar efternavnet Jensen. Hed Hans til fornavn. Boede i Håre. Var født i Kerte 27. marts 1843. En af årsagerne til, at han var kendt var, at han var en æret krigsveteran fra krigen 1864. En anden årsag var hans metier. Han var udover at være husmand både væver og tækkemand og kom derfor i kontakt med mange mennesker på egnen. Efter at være kommet hjem fra krigen giftede han sig med Ane Marie Larsen, der var født i Vissenbjerg i 19. juli 1846.

Hans Jensen, Håre (1841-1928)

Ane Marie og Hans Jensen fik flere børn. En af dem var var Karen Jensen født i Håre den 14. januar 1881. Som næsten alle unge på dette tidspunkt kom hun ud at tjene, da hun var omkring 14 år. Hun havde blandt andet et godt job som tjenestepige i Tanderup Præstegård.

Karen omgikkes i den sparsomme fritid selvfølgelig andre unge i Tanderup Sogn og i nabosognene. Der var majfester, Sankt Hans-gilder, julefester familiefester og andre fester og sammenkomster, hvor de unge kunne mødes og se hinanden an. Karen faldt for en fyr fra Eskør i Husby Sogn, 5 år ældre end hende. Det var Jens Hansen Jensen, hun fik kig på.

Jens Hansen Jensen var fra samme samfundslag som Karen. Både Jens´s og Karens fædre var husmænd og drev andre aktiviteter som blandt andet væveri ved siden af. Jens Hansen Jensen blev født i Eskør den 16. februar 1876. Hans forældre var husmand, væver og frøhandler Hans Jensen født i Husby 1845 og Ane Marie født Hansen i Kerte 1842.

Jens Hansen Jensen og Karen Jensen blev gift i Tanderup Kirke den 7. maj 1902. I og med de havde samme efternavn kunne de begge videreføre slægtsnavnet Jensen. Jensen er den slægt, jeg omtalte i indledningen. Dem skal vi lige have sat lidt flere navne på.

Karen og Jens Hansen Jensen nedsatte sig på et husmandssted i Barløse, tæt på begges hjemegn i Håre og Eskør. Den 25. februar 1922 fik de en søn, som de gav navnet Jens Peter Jensen (1922-1993). 

Jens Peter var en opvakt dreng, der prøvede mange forskellige ting. Han arbejdede blandt andet i landbruget og var på et tidspunkt ansat som karl hos Karl Skytte, der senere blev legendarisk formand for Folketinget. Han tilhørte Radikale Venstre, der var brudt ud af Venstre i 1905. Med sin baggrund med forældre og bedsteforældre og med påvirkningen fra Karl Skytte blev Jens Peter i første omgang radikal. 

I Hårby mødte han sognerådsformandens datter Edith Ellemann Johannessen. De blev gift i Hårby Kirke i 1941. Hun beholdt sit mellemnavn og fik selvfølgelig, som det var skik og brug dengang, Jens Peters efternavn Jensen. Dermed var slægtsnavnet Ellemann-Jensen på banen. Det efternavn blevet givet til Jens Peters og Ediths tre børn.

Jens Peter fandt ud af, at han godt kunne lide at skrive og blev derfor journalist ved forskellige aviser og senere chefredaktør på venstreavisen den nu hedengangne Fyns Tidende. Hans synspunkter skiftede undervejs i forløbet fra Radikale Venstre til Venstre. Han blev et mangeårigt medlem af Folketinget for Venstre, men det var i forbindelse med det politiske skifte, han fik tilnavnet Jens Peter Vendekåbe. Som en mand med mange jern i ilden med politiske forhandlinger, journalistisk arbejde, bestyrelsesposter og meget andet fik han ry for sin arbejdsomhed. Deraf kommer det andet tilnavn Jens Peter Døgnbrænder. Han var tilligemed en mand kendt for sin fynske lune og humor.

Jens Peter Jensen bagerst til venstre og 

Uffe Ellemann-Jensen bagerst  til højre

Denne tilgang gav Jens Peter Jensen videre til sin søn Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022), der som voksen fortsatte faderens arbejde i Venstre. Han blev mangeårig formand for Venstre, ligesom han fra 1982 til 1993 under Poul Schlüters fire regeringer var Danmarks udenrigsminister. Uffe Ellemann-Jensen var uddannet journalist og havde som faderen flere jobs som chefredaktør. Han var også fra 1967-1970 TV-vært i DR. Det er næppe ham nogen tænker på, når de taler om røde lejesvende i DR.

Ud over at være lun og humoristisk havde Uffe Ellemann-Jensen ry for at være en snu forhandler. På sit kontor havde han en udstoppet ræv stående. Ræven havde han vist fået af sin far Jens Peter Jensen. Derfor lå det jo lige for, at han fik tillagt udtrykket at "have en ræv bag øret."

Uffe og Jakob Ellemann-Jensen

Uffe Ellemann to børn Jakob Ellemann-Jensen og Karen Ellemann har begge været medlem af Folketinget repræsenterende partiet Venstre. Den officersuddannede Jakob Ellemann-Jensen var også i en periode formand for Venstre og i SVM-regeringen udpeget som Danmarks forsvarminister. Måske det ville have glædet den gamle 1864-krigsveteran fra Håre, at et oldebarn blev udenrigsminister, og at et officeruddannet tipoldebarn blev forsvarsminister. Nu er der ikke længere nogen fra Ellemann-Jensen familien i Folketinget.

Denne fortælling er et eksempel på, hvordan det kan gå, når man historisk dyrker lag på lag tanken. Skrælle lag på lag af. Eller lægge lag på lag på.  Så oplever man lige pludselig noget, man ikke på forhånd havde set eller tænkt over. Jeg startede en tidligere fortælling med at ville omtale nogle af Husbyegnens krigsveteraner, og så blev det pludselig til yderligere en fortælling om en af Danmarks kendte politikerfamilier, der har deres rødder i to husmands- og væverfamilier fra Eskør i Husby Sogn og Håre i Tanderup Sogn. Sådan kan det gå! 

Ib Hansen 7. juni 2026