En ræv bag øret

En blev kendt under tilnavnene "vendekåbe" og "døgnbrænder". I samme slægt blev en anden tillagt at have "en ræv bag øret". Slægten har  sine rødder på Vestfyn. I Husby, i Eskør, i Håre, i Barløse, i Hårby og andre steder på Vestfyn.

Hvad er det for en slægt, jeg taler om? Mange vil nok allerede ud fra min indledning have gættet, hvilken slægt der er tale om.

Men vi starter nu helt tilbage med en person fra pågældende slægt, der nok ikke er så kendt. For mere end 150 år siden var personen i lokalområdet Husby og Tanderup en kendt og æret person. Han bar efternavnet Jensen. Hed Hans til fornavn. Boede i Håre. Var født i Kerte 27. marts 1843. En af årsagerne til, at han var kendt var, at han var en æret krigsveteran fra krigen 1864. En anden årsag var hans metier. Han var udover at være husmand både væver og tækkemand og kom derfor i kontakt med mange mennesker på egnen. Efter at være kommet hjem fra krigen giftede han sig med Ane Marie Larsen, der var født i Vissenbjerg i 19. juli 1846.

Hans Jensen, Håre

Ane Marie og Hans Jensen fik flere børn. En af dem var var Karen Jensen født i Håre den 14. januar 1881. Som næsten alle unge på dette tidspunkt kom hun ud at tjene, da hun var omkring 14 år. Hun havde blandt andet et godt job som tjenestepige i Tanderup Præstegård.

Karen omgikkes i den sparsomme fritid selvfølgelig andre unge i Tanderup Sogn og i nabosognene. Der var majfester, Sankt Hans-gilder, julefester familiefester og andre fester og sammenkomster, hvor de unge kunne mødes og se hinanden an. Karen faldt for en fyr fra Eskør i Husby Sogn, 5 år ældre end hende. Det var Jens Hansen Jensen, hun fik kig på.

Jens Hansen Jensen var fra samme samfundslag som Karen. Både Jens´s og Karens fædre var husmænd og drev andre aktiviteter som blandt andet væveri ved siden af. Jens Hansen Jensen blev født i Eskør den 16. februar 1876. Hans forældre var husmand, væver og frøhandler Hans Jensen født i Husby 1845 og Ane Marie født Hansen i Kerte 1842.

Jens Hansen Jensen og Karen Jensen blev gift i Tanderup Kirke den 7. maj 1902. I og med de havde samme efternavn kunne de begge videreføre slægtsnavnet Jensen. Jensen er den slægt, jeg omtalte i indledningen. Dem skal vi lige have sat lidt flere navne på.

Karen og Jens Hansen Jensen nedsatte sig på et husmandssted i Barløse, tæt på begges hjemegn i Håre og Eskør. Den 25. februar 1922 fik de en søn, som de gav navnet Jens Peter Jensen (1922-1993).

Jens Peter var en opvakt dreng, der prøvede mange forskellige ting. Han arbejdede blandt andet i landbruget og var på et tidspunkt ansat som karl hos Karl Skytte, der senere blev legendarisk formand for Folketinget. Han tilhørte Radikale Venstre, der var brudt ud af Venstre i 1905. Med sin baggrund med forældre og bedsteforældre og med påvirkningen fra Karl Skytte blev Jens Peter i første omgang radikal. 

I Hårby mødte han sognerådsformandens datter Edith Ellemann Johannessen. De blev gift i Hårby Kirke i 1941. Hun beholdt sit mellemnavn og fik selvfølgelig, som det var skik og brug dengang, Jens Peters efternavn Jensen. Dermed var slægtsnavnet Ellemann-Jensen på banen. Det efternavn blevet givet til Jens Peters og Ediths tre børn.

Jens Peter fandt ud af, at han godt kunne lide at skrive og blev derfor journalist ved forskellige aviser og senere chefredaktør på venstreavisen den nu hedengangne Fyns Tidende. Hans synspunkter skiftede undervejs i forløbet fra Radikale Venstre til Venstre. Han blev et mangeårigt medlem af Folketinget for Venstre, men det var i forbindelse med det politiske skifte, han fik tilnavnet Jens Peter Vendekåbe. Som en mand med mange jern i ilden med politiske forhandlinger, journalistisk arbejde, bestyrelsesposter og meget andet fik han ry for sin arbejdsomhed. Deraf kommer det andet tilnavn Jens Peter Døgnbrænder. Han var tilligemed en mand kendt for sin fynske lune og humor.

Jens Peter Jensen bagerst til venstre og 

Uffe Ellemann-Jensen bagerst  til højre

Denne tilgang gav Jens Peter Jensen videre til sin søn Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022), der som voksen fortsatte faderens arbejde i Venstre. Han blev mangeårig formand for Venstre, ligesom han fra 1982 til 1993 under Poul Schlüters fire regeringer var Danmarks udenrigsminister. Uffe Ellemann-Jensen var uddannet journalist og havde som faderen flere jobs som chefredaktør. Han var også fra 1967-1970 TV-vært i DR. Det er næppe ham nogen tænker på, når de taler om røde lejesvende i DR.

Ud over at være lun og humoristisk havde Uffe Ellemann-Jensen ry for at være en snu forhandler. På sit kontor havde han en udstoppet ræv stående. Ræven havde han vist fået af sin far Jens Peter Jensen. Derfor lå det jo lige for, at han fik tillagt udtrykket at "have en ræv bag øret."

Uffe og Jakob Ellemann-Jensen

Uffe Ellemann to børn Jakob Ellemann-Jensen og Karen Ellemann har begge været medlem af Folketinget repræsenterende partiet Venstre. Den officersuddannede Jakob Ellemann-Jensen var også i en periode formand for Venstre og i SVM-regeringen udpeget som Danmarks forsvarminister. Måske det ville have glædet den gamle 1864-krigsveteran fra Håre, at et oldebarn blev udenrigsminister, og at et officeruddannet tipoldebarn blev forsvarsminister. Nu er der ikke længere nogen fra Ellemann-Jensen familien i Folketinget.

Denne fortælling er et eksempel på, hvordan det kan gå, når man historisk dyrker lag på lag tanken. Skrælle lag på lag af. Eller lægge lag på lag på.  Så oplever man lige pludselig noget, man ikke på forhånd havde set eller tænkt over. Jeg startede en tidligere fortælling med at ville omtale nogle af Husbyegnens krigsveteraner, og så blev det pludselig til yderligere en fortælling om en af Danmarks kendte politikerfamilier, der har deres rødder i to husmands- og væverfamilier fra Eskør i Husby Sogn og Håre i Tanderup Sogn. Sådan kan det gå! 

Ib Hansen 7. juni 2026

 

Husbys krigere

Husby Sogns Våbenbrødreafdeling. Sådan hed engang en forening i Husby. Den var for krigsveteraner, der havde deltaget i og overlevet Treårskrigen 1848-50 eller Krigen 1864.

 

Udsnit af maleri udført af Vilhelm Rosenstand o. 1890
"Danske soldater i krigen 1864"

Det var unge mænd - også lidt ældre - fra alle samfundslag i Husby, der havde deltaget i De Slesvigske Krige. Grever, herregårdsskytter, husmænd, håndværkere, vævere, bønderkarle og andre godtfolk. 

I det følgende fortæller jeg lidt om nogen af de veteraner, jeg er stødt på i min evige higen og søgen i gamle aviser og dokumenter i et forsøg på at skrælle lag på lag af Husby og omegns kulturhistorie, lægge sammen og trække fra for at se det større billede, der kommer ud af tilsyneladende små ting. Fortællingen er ikke fyldestgørende. Der var selvfølgelig mange flere veteraner, end dem jeg nævner her. Fakta for de nævnte veteraner opgiver jeg forskelligt alt efter, hvad jeg har kunnet finde.

Digter og væver Lars Clausen

Lad os starte med den på Husby-Tanderup egnen så kendte digter Lars Clausen, som ligger begravet på Tanderup Kirkegård. Før han nedbrudt af tuberkulosens svøbe flyttede til Emtekær i Tanderup Sogn, var han væver på Wedellsborg og boede i et nu nedrevet hus lige ved Wedellsborgs porthus, Adlerhus.

Porthuset Adlerhus med den nu nedrevne væverbolig
 til højre for. Hvor væverboligen lå, står der nu inde i
 hækken en mindesten for Lars Clausen.

Lars Clausen (1841-1893)

Lars Clausen var født i Sø-Søby ved Assens den 25.1.1841 og stod i lære som væver hos sin far og hos en væver i Hårby. Da han var 23 år deltog han i den ulykkelige krig i 1864. For sin indsats under kampene i Sønderjylland opnåede han hæderfuld omtale for udført heltedåd. 

Efter at være vendt hjem fra krigen arbejdede han forskellige steder som væversvend, inden han i 1868 blev væver på Wedellsborg. Lars Clausen flyttede som nævnt ind i det nu nedrevne væverhus tæt ved porthuset Adlerhus. På stedet, hvor væverhuset lå, står nu en mindesten for Lars Clausen. Han blev anerkendt for sine kunstneriske damaskvævninger, sine dagligdags brugsvævninger og ikke mindst for sine digte, hvoraf flere blev publiceret i egnens aviser. Han døde af tuberkolose i 1893 kun 52 år gammel.

En meget rig tømrermester Anders Nielsen

Maleri af Anders Nielsens nu nedrevne ejendom i Holme Huse

Else Kirstine og Anders Nielsen, Holme Huse i Husby Sogn

Lars Clausens svoger Anders Nielsen havde deltaget i Treårskrigen 1848-50. Den krig der førte til dansk romantisk overmod, en overmodig nationalistiske sang om den tapre landsoldat "Dengang jeg drog afsted" og efterfølgende på grund af overmodet og manglende realitetssans til tabet af Sønderjylland efter den ulykkelige krig 1864. 

Hvis børn er en rigdom, var krigsveteran, fæster under Wedellsborg og tømrermester Anders Nielsen en meget rig mand. 

Anders Nielsen blev født den 10. juli 1825. Da han efter i hele sit liv at have boet i Holme Huse i Husby Sogn døde 84 år gammel den 8. april 1910, efterlod han sig ikke bare mange bygninger, men også en hel familieklan. Som en anden patriark var Anders Nielsen nemlig gennem årene blevet far til ikke mindre end 22 børn. Imponerende, selvom det var med to koner. Han opnåede da også at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. 

Anders Nielsen var en gang i sit liv i længere tid væk fra Holme Huse. Tre år var han i krig. Han deltog i den Første Slesvigske Krig 1848-50. Det er den krig, der også kaldes Treårskrigen. Året efter han kom helskindet hjem fra krigen, giftede han sig 26 år gammel i april 1851 med den også 26-årige husbypige Maren Nielsdatter. 

Med Maren fik Anders i løbet af 17 år 9 børn, inden hun døde kun 43 år gammel i 1868. Fire år efter i 1872 giftede Anders sig igen med Lars Clausens søster Else Kirstine, der førte hus i væverhuset. Nu blev hun gift med den 21 år ældre Anders Nielsen med hvem, hun fik 13 børn. 

Ved Anders Nielsens død i 8. april 1910 skrev Middelfart Avis en nekrolog. Nekrologen fremhævede, at Anders Nielsen var en kendt og afholdt mand på Grevskabet Wedellsborg. Avisen tilkendegav videre, at afdøde i sin tid drev en betydelig virksomhed som tømrermester og var skattet som en dygtig og pålidelig håndværker, ligesom avisen nævner, at Anders Nielsen var veteran fra Treårskrigen, hvor han deltog alle tre år fra 1848-50. Nekrologen slutter med at fortælle, at Anders Nielsen efterlod sig en enke, og at han i sine ægteskaber fik 22 børn, hvoraf 18 levede ved hans død.

Nu vi er ved krigsveteraner med tilknytning til Wedellsborg, kan vi lige tage en af de adelige med. Jeg har valgt baron og senere lensgreve Julius Wilhelm Georg Ferdinand Wedel, ofte omtalt som J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg.

Baron J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg

J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg (1807-1883)

Flere fra familien Wedell var officerer og deltog i De Slesvigske Krige i 1800-tallet. Julius  W.G.F. Wedell-Wedellsborg blev senere lensgreve på Wedellsborg, derfor har jeg valgt at fortælle lidt om ham. For nemheds skyld kalder jeg ham Julius velvidende, at en del andre i Wedellfamilien bærer samme fornavn.

Baron Julius Wedell blev som søn af Hannibal Wilhelm Wedell født 21. december 1807 på herregården Billeskov i Kerte Sogn på Vestfyn. Hans storebror Carl Wedell var arving til Wedellsborg med tilhørende lensgrevetitel. Julius uddannede sig til officer og giftede sig i 1839 med Christiane Louise Caspara von Buchwaldt. Han var nogle år admistrator af Billeskov og drev efterfølgende gården Nygård i Åstrup Sogn nær Haderslev. Julius Wedell var tilknyttet det danske hof, hvor han fungerede først som ridejunker og senere som kammerjunker og kammerherre. 

Da Treårskrigen i 1848-50  brød ud, deltog han 41-år gammel som militær reservist, vistnok primært i forbindelse med kystbevogtningen af Fyn. Under krigen 1864 deltog han som brigadeadjudant. Da den danske hær efter de tabte blodige slag ved Dybbøl og på Als trak sig ud af Jylland, fik han med baggrund i sit kendskab til egnen og sine tidligere militære erfaringer til at opgave at koordinere kystbevogtningen på Fyn. Han skulle blandt andet etablere militære indkvarteringer fra Teglværket øst for Middelfart, langs Hindsgavl Odde til Gamborg Fjord samt sikre bevogtningen af Fænø for at imødegå eventuelle preussiske angreb.

Hans bror lensgreve til Wedellsborg Carl Wedell døde uden arvinger den 15. marts 1882, hvorfor Julius Wedell blev lensgreve på Wedellsborg. Den titel nåede han kun at have glæde af i kort tid. Han døde allerede 75 år gammel den 5. juli 1883. Julius Wedell blev som lensgreve efterfulgt af sin søn Bendt Wedell (1840-1922). Bendt Wedell var aktiv på mange felter og var blandt andet formand for Husby Sogneråd.

Men lad os forlade personer med tilknytning til Wedellsborg og se på andre krigsveteraner fra Husby og omegn, og hvordan deres liv udspillede sig. Vi begynder med husmand og rokkedrejer Jens Jensen, Holehuset i Eskør.

Husmand og rokkedrejer Jens Jensen.

En af Husby Sogns store begivenheder i 1921 var, at aftægtsmand Jens Jensen fyldte 90 år den 3. februar. Jens Jensen var veteran fra krigen 1864. Han boede i en længere årrække i Holehuset, der ligger som et af nabohusene til mit barndomshjem på Skræppedalsvej.

 

Jens Jensen havde udover at være husmand ernæret sig som rokkedrejer. Han skulle efter sigende have været en meget begejstret radikal vælger. Gad vide om hans oplevelser under krigen fik betydning for hans politiske sindelag? Det Radikale Venstre blev jo stiftet i Odense i 1905, som et udbryderparti fra det regeringsbærende Venstre. Den "radikale fløj" argumenterede dengang for antimilitarisme og bedre vilkår for husmændene på landet og de dårligst stillede i byerne. Det medførte som nævnt udspaltning fra Venstre. Det må lige have været en politik, der passede til Jens Jensen.

Jens Jensens fødselsdag var en vigtig begivenhed, fordi veteranerne på Husbyegnen fra de slesvigske krige i 1848-50 og 1864 i 1921 fortsat blev husket og æret. Medlemmerne af Husby Sogns Våbenbrødreforening var her i 1920´erne og efter Genforeningen 1920 blevet gamle, derfor kan man i de lokale aviser læse en del fødselsdagsomtaler og nekrologer over de gamle krigsveteraner. Hermed ærede man krigsveteranerne. Den næste jeg har valgt at fortælle om er gårdejer Anders Jørgensen Hygind.

Gårdejer Anders Jørgensen Hygind

Allerede knap en uges tid efter Jens Jensens fødselsdag kunne man i avisen læse, at endnu en veteran fejrede rund fødselsdag. Det var venstremand og gårdejer Anders Jørgensen, Hygind, der den 9. februar 1921 fejrede sin 80 års dag.

Han havde ved krigens begyndelse deltaget i det rædselsfulde tilbagetog fra Dannevirke i februar 1864. Hans bataljon blev efterfølgende ført fra Sønderjylland til Mors og sejlede i den forbindelse forbi Husby den 9. februar 1864, den dag hvor han fyldte 23 år, altså 57 år før hans 80 årsdag.

Meget apropos i forhold til krigsveteranernes hædersbevisninger holdt pastor Wolf afskedsprædiken i Husby Kirke søndag den 6. marts 1921. Han havde valgt at lade sig forflytte til et embede i Vodder Sogn i Sønderjylland, hvor den tysksindede præst var rejst til Tyskland. Pastor Wolf ønskede at tjene i Sønderjylland, hvor hans far som ung student som frivillig havde kæmpet den sønderjyske sag. Nå, men pastor Wolff var ikke selv krigsveteran. Vi skynder os videre til en krigsveteran fra Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Det er husmand, tækkemand og væver Hans Jensen, som for øvrigt er forfader til en kendt venstrefamilie.

Hans Jensen i Håre

Krigsveteran Hans Jensen, Håre.

Håre kunne også være med, når det gjaldt markering af krigsveteraners fødselsdage. Den 27. marts 1921 fyldte krigsveteran, husmand, tækkemand og væver Hans Jensen 80 år. Hans Jensen var morfar til den engang så kendte venstrepolitiker og redaktør for Fyns Tidende Jens Peter Jensen, som var far til Uffe Ellemann-Jensen og farfar til den nu tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Rasmus Nielsen, Hygind

Så springer vi et par måneder frem. Den 30. juli 1921 døde endnu en af de gamle krigere, nemlig husmand Rasmus Nielsen, Hygind. Han blev 83 år. Han var trods manglende uddannelse en agtet og æret mand, der i mange år ved siden af arbejdet som husmand havde været retsvidne ved Wedellsborg-birketing på Kællingbjerg. Før vedtagelsen af Retsplejeloven 1919 var der ikke offentlighed i retternes virksomhed. I stedet var der udpeget lægfolk som retsvidner. Hensigten var at sikre borgernes tillid til retssagernes behandling.

Rasmus Nielsen blev den sidste af de krigsveteraner, jeg har valgt at omtale. Ingen tvivl om, at veteranerne vendte hjem fra krigen med ar på krop og sjæl. Det har jeg dog ikke fundet noget konkret om. Det blev der nok ikke talt om eller gjort noget ved. På det punkt har tiderne heldigvis ændret sig.

Men som det forhåbentlig fremgår af min fortælling, var der ære og respekt om de gamle krigsveteraner, ligesom vi forhåbentlig også idag viser ære og respekt for de mennesker, der sætter liv og legeme på spil i samfundets og demokratiets tjeneste, uanset på hvilke poster det måtte være. 

Ib Hansen, 6. juni 2026

 

Vi fejrer pigers og kvinders grundlæggende rettigheder

18 kvindelige gymnaster i Husby cirka 1910-20. Iført tækkeligt gymnastiktøj i form af mørke lange strømper, knælange nederdele og bluser med krave.

Den 5. juni 1915 underskrev kong Christian den Tiende den reviderede Grundlov, som tildelte kvinder og tjenestefolk valgret. Det var selvfølgelig en afgørende forbedring af kvindernes ligestilling, men i dagliglivet var der meget at indhente endnu. 

I dag fejrer vi Grundlovsdag til minde om vedtagelsen af den første grundlov fra 5. juni 1849, men vi fejrer også de efterfølgende grundlovsændringer, der har medvirket til at skabe et mere retfærdigt samfund. Grundlovsændringen fra 1915 er helt central i forhold til at sikre ligestilling og retfærdighed for piger og kvinder. Men et er de grundlæggende rettigheder, noget andet er den praktiske hverdag.

Hvilke forhold levede piger og kvinder under i tiden omkring 1920? Det har jeg sat mig for at undersøge ved som eksempel at se på kvinders forhold i Husby Sogn 1917-1921. Jeg ser på en periode på 5 år for ikke at ramme ned i et år, hvor nogle særlige tilfældigheder har gjort sig gældende.

Kvinderne led i disse år generelt i samfundet under manglen på prævention, under den samfundsmæssige stigmatisering af mødre med børn født uden for ægteskabet samt under familiens og samfundets tabuisering af resultaterne af førægteskabelige og udenomsægteskabelige forhold. Lad os derfor starte med at kigge på fødselstallene i Husby Sogn 1917-1921. 

Hvert femte barn blev født som ”uægte” 

Nu kan et barn jo ikke være mere eller mindre ægte. Et barn er et barn. Ikke desto mindre benyttede man dengang betegnelsen ”uægte” børn om børn født af enlige mødre, som resultat af "uægteskabelige" forhold. Præsterne var forpligtet til i kirkebøgerne at notere, om dåbsbarnet var "uægte"

I årene 1917-1921 var der i Husby Sogn i alt 73 kvinder, der fødte børn. 

Gennemsnitligt blev der således født lidt mindre end 15 børn om året i de pågældende 5 år. Overvældende tal i forhold til nutidens pauvre fødselstal. Af de 73 børnefødsler blev 16 børn svarende til cirka 22 procent betegnet som ”uægte”, altså født udenfor ægteskab. Næsten 60% af de såkaldt "uægte" børn blev født af unge ugifte kvinder mellem 18 og 23 år. 

På grund af manglende prævention og fraværet af muligheden for abort blev mange unge piger således enlige mødre i en ung alder. De fleste mødre til ”uægte” børn var i en meget ung alder rejst væk fra barndomshjemmet og ernærede sig som tjenestepiger. Det var almindeligt at komme ud at tjene, når den unge som 14-årig var blevet konfirmeret og havde forladt syvende klasse. 

Langt flertallet af de udlagte fædre til de ”uægte” børn i Husby i 1917-1921 var fra Husby Sogn eller nærliggende sogne. 

Kvinden ”skal føde sine børn med smerte” 

Kvinderne måtte for omkring 100 år siden ofte føde deres børn med besvær og stor smerte, ligesom de desværre for en dels vedkommende på grund af datidens store børnedødelighed måtte lide den smerte at miste nogle af deres børn, inden de var fyldt to år.

Nogle eksempler fra distriktsjordemoder Margrethe Kristine Andersens protokol fra Middelfart Lægekreds ”39.distrikt – Ørslev, Husby, Føns og Balslev 1915 - 1920” kan fortælle lidt om, hvilke vilkår fødende kvinder havde i de år. Langt de fleste fødsler forløb selvfølgelig uden større problemer, men der var også problematiske fødsler, som det ses af nedenstående eksempler fra protokollens optegnelser vedrørende fødsler i  Husby i perioden 1917-21.

Det var først i 1940´erne, at gravide kvinder kunne få lindret deres fødselssmerter gennem epidural bedøvelse. Tidligere kunne der i svære fødselstilfælde blive brugt æter som bedøvelsesmiddel. Brug af fødselsbedøvelse var tilbage i tiden omgærdet af delte meninger herunder religiøse holdninger, ligesom tilfældet var i forhold til fremprovokeret abort. For var det ikke Guds og naturens mening, at kvinden ”skulle føde sine børn med smerte”? 

Nogle af efterfølgende Husby-kvinder havde nok gerne set bort fra den bibelske tale og havde hellere ønsket at bestemme over egen krop og havde gerne set nogle af moderne tiders lindringsmetoder bragt i anvendelse! 

Jordemoderen Margrethe K. Andersen beskriver i sin protokol en 21-årig ugift polsk pige Joseffas førstegangsfødsel i august 1917. Den foregik på Hygind Mark og varede 11 timer. Resultatet blev en levendefødt fuldbåren pige. Hun blev ikke døbt i Husby Kirke, men blev døbt Klara af en katolsk præst fra Odense. Klara blev for øvrigt senere gift med min barndoms frisør Otto Barber i Husby.

Mens Joseffas førstegangsfødsel tog 11 timer, gik det hurtigere for 24-årige Anne Marie i Sdr. Åby i november 1917. Det var hendes tredje fødsel. Barnet var født inden jordemoderen nåede frem. Fødslen tog kun 1 ½ time i følge fødselsprotokollen, hvor der også står, at der kom et levendefødt fuldbårent drengebarn ud af det.

I fødselsprotokollen kan man også læse om fødsler, hvor der var større problemer, end distriktsjordemoderen umiddelbart selv kunne klare. Julie i Hygind var i oktober 1918 som førstegangsfødende i en alder af 36 år gennem en meget svær fødsel. På grund af bækkenforsnævring blev hun indlagt på Assens Sygehus. Hun var i fødsel gennem 3 ½ døgn, før hun efter tangforløsning ved overlæge Jensen fødte en levendefødt fuldbåren søn. 

Da 29-årige Olga fra Wedellsborg i oktober 1918 gik i fødsel med sit fjerde barn, løb hun ind i store problemer. Barnet lå i skråleje i livmoderen. Jordemoderen forsøgte først forløsning med tang. Forsøget mislykkedes. Grevskabet Wedellsborgs læge Georg Neukirch på Liljedal ved Tybrind blev tilkaldt. Han gav indsprøjtning i livmoderen, så den kunne trække sig sammen. Desværre blev resultatet af de gennem mere en 32 timers ihærdige bestræbelser fra moderens, jordemoderens og lægens side ikke belønnet. Det fødte fuldbårne drengebarn var dødfødt. Moderen måtte endvidere efterfølgende fødslen indlægges på Middelfart Sygehus med en stor rift i fødselsvejen. 

Børnedødeligheden var høj 

Dødstallene i kirkebogen for Husby Sogn fra årene 1917 til 1921 giver mange oplysninger om kvinders livsvilkår. Tallene vidner blandt andet om den verdensomspændende Spanske Syges indflydelse og om den store børnedødelighed. 

I 1917- 21 døde 50 personer, heraf var de 10 småbørn under 2 år svarende til 20 %. I 1921 klingede den verdensomspændende influenzaepidemi af, og dødstallene i Husby Sogn stabiliserede sig med 9 døde, hvoraf kun en var under 2 år. 

Det er bemærkelsesværdigt, at 6 af periodens døde småbørn svarende til 60 procent af samtlige døde småbørn havde en ugift kvinde som moder. Af de 6 småbørn af ugifte kvinder var to dødfødte. I det ene tilfælde noterede præsten i kirkebogen, at barnet måske havde været levendefødt!

Ulighed mellem kønnene og ulighed i sundhed er ikke nye fænomener og afspejler sig desværre stadig i vores samfund her mere end 100 år efter. Vi har opnået mange forbedringer, men der er meget at gøre endnu. 

Ingen grund til at gå over åen efter mand 

I den undersøgte periode 1917- 1921 var der 24 kvinder, der blev gift i Husby Kirke. 12 af brudgommene var fundet indensogns i Husby. De øvrige brudgomme fordelte sig fra Husbys nærområde med 6 fra Tanderup, Føns, Sandager, Skydebjerg eller Gelsted. 18 ud af de 24 brudgomme var således fundet inden- eller nærsogns. De resterende 6 var fundet i Esbjerg, Hjardemål (i Thy), Gentofte, København, Faardrup (på Vestsjælland) eller Sakskøbing (på Lolland).

Kvinderne i Husby i de pågældende 5 år blev tidligt gift. 10 af de 24 brude var i aldersgruppen fra 18 år gammel til 22 år.  I den valgte 5-års periode blev 20 ud af 24 kvinder svarende cirka 83 % gift senest, da de var 24 år. De unge kvinder kom således set i forhold til vores tid tidligt i et afhængighedsforhold til en mand. 

Kvindeliv omkring 1920 

Og så var det nu, jeg ved hjælp af gamle avisartikler havde planlagt at komme med eksempler på, hvordan kvindernes dagligliv i Husby Sogn udspandt sig i 1917 til 1921. Det ville jeg i lighed med, hvad jeg ofte har gjort i forbindelse med fortællinger om nogle af sognets mænd. Det har vist sig ikke at være så ligetil. Meget sigende i forhold til kvindernes ligestilling - uanset, at de fik stemmeret i 1915 - er det ikke lykkedes mig at finde spændende oplysninger om kvinder i datidens lokale aviser. Så i stedet slutter jeg denne fortælling med at fortælle generelt om kvinders vilkår på landet i Danmark i årene omkring 1920. 

Efter Første Verdenskrig begyndte kvinderne i byerne langsomt at sive ud på arbejdsmarkedet. På landet skete der ikke større forandringer. I de fleste landbrug arbejdede mand, kone og børn sammen om bedriften. Det var hårdt arbejde for kvinderne på grund af de dårlige arbejdsvilkår uden indlagt vand og andre faciliteter. Unge piger på landet ernærede sig som regel som tjenestepiger med tvungent nært forhold til en enkelt familie og med meget lange arbejdsdage. 

Tilpasningsvillig, tjenstvillig og arbejdsom var datidens ideal for en ung kvinde i en tjenestepigestilling. Det fremgår af ordvalget i avisannoncerne, når der blev søgt efter nye tjenestefolk. Ved ansøgninger efter tjenestepiger anvendtes i annoncerne ord som ”dygtig”, ”pålidelig” og ”flink”. Ikke noget med “selvstændig”, “initiativrig” og “omstillingsparat”. Ord som vi i dag bruger ved stillingsannoncer, hvor vi så for øvrigt heller ikke i stillingsopslag skelner mellem mænd og kvinder. 

Som regel var kvinder tvunget til at holde op med at arbejde uden for hjemmet, når de giftede sig, eller når de blev gravide. Det var almindeligt, at de blev afskediget, når graviditeten blev synlig. Nu arbejder hovedparten af kvinder udenfor hjemmet, der er lovgivning om barsel, langt de fleste fødsler foregår på sygehuse, der er etableret sundhedsplejerskeordninger, og børn kan passes og udvikle sig i dagpasningsordninger, mens begge forældre er på arbejde. Det er også værd at fejre i forbindelse med, at vi i dag fejrer Grundlovsdag.

Meget er nået, selvom der fortsat er plads til forbedringer, for eksempel når det gælder reel ligeløn mellem kvindedominerede og mandsdominerede fag. Men vi må ikke glemme at glæde os over de seneste hundrede års positive udvikling på ligestillingsområdet og den generelle udvikling i samfundet. 

Ib Hansen, Grundlovsdag den 5. juni 2026.

Wedellsborg Hoved - en knytnæve i Bæltet

Fra Vestfyn rager Wedellsborghalvøen 
som en strategisk knytnæve ud i Lillebælt.
Søkort over den nordlige del af Lillebælt.

Wedellsborghalvøen med hovedgården Wedellsborg
og landsbyerne Husby, Sdr. Åby, Eskør og Hygynd.
  Længst ude mod vest i bæltet ligger Wedellsborg
Hoved med en næsten ret og meget stejl direkte
nord-sydgående kystlinje, hvorfra der er et godt overblik.

Matrikelkort over herregården Wedellsborg fra 1866.
Bemærk signaturlisten yderst til højre. Den sidste
signatur "v" henviser til gamle batterier, altså
kanonstillinger. To batterier ses tydeligt længst
 mod vest indgravet i den stejle klint med vidsyn
 over og op og ned gennem Lillebælt.


Forstørrer vi et topografisk kort kraftigt, bliver de kunstigt gravede hulkedler i den stejle klint endnu tydeligere. De brune højdekurver viser gravede indhak i klinten med plads til et kanonbatteri. Øverst er der en tydelig kedelform lige over "d-et" i Wedellsborg. Ret syd for ses endnu en. Jo tættere de brune højdekurver ligger, jo stejlere er terrænet. Kystklinten fremgår tydeligt med mange tætliggende højdekurver. Det er muligt at vandre på toppen af klinten med en fantastisk udsigt.

Krig er ikke umiddelbart det, der fylder mest, når man vandrer på klinten yderst mod vest på Wedellsborg Hoved. Det, der griber ens tanker, er følelsen af at være højt til vejrs over og midt i Lillebælt. Udsigten op og ned gennem bæltet er formidabel. Øerne Brandsø, Bågø og den sønderjyske kyst tegner sig skarpt som grønne kontraster mod Lillebælts blå hvidskums-toppede bølger.

Når man går her i det øde yderst ude, bliver man et par steder overrasket over at møde nogle runde grønklædte kedler indgravet i klinten. Det er anlæg udgravet for et par hundrede år siden ved menneskers arbejde. Kedlerne adskiller sig klart fra de af det stormfulde hav udgravede kedler, som man kan se andre steder i klinten på kyststrækningen.

De menneskabte kedler viser, at Wedellsborg Hoved op gennem historien har haft en rolle som en forsvarsknytnæve placeret midt ude i bæltet. I det følgende vil jeg komme ind på fire eksempler.

Svenskerne omgik skanserne på Wedellsborghalvøen

Det første eksempel er svenskekrigen 1658. Da det gik op for de danske forsvarstropper, at svenskekongen Karl den Tiende i den hårde vinter havde planer om at gå over det islagte Lillebælt, lavede man i al hast nogle skanser ude på Wedellsborg Hoved, hvor afstanden til den sønderjyske kyst jo er kortest. Der siges at være spor i form af små unaturlige forhøjninger i terrænet af nogle af disse skanser endnu. Jeg har nu aldrig set de spor eller set dem angivet på kort. Men ifølge kilderne er de der. 

Som bekendt kom de pågældende skanser aldrig i brug. Karl den Tiendes svenske tropper gik ikke i land på Wedellsborg Hoved, men gik ind gennem den frosne Tybrind Vig og i land ved Jomfrumarken og Tybrind. Der var en mindre kampbatalje ved Eskør, da svenskerne rykkede mod Wedellsborg. Svenskerne lod sig som bekendt ikke standse af de få danske soldater og indtog i løbet af kort tid hele landet på nær København. Resultatet blev, at Danmark mistede de gamle danske lande Skåne, Halland og Blekinge.

Kystbatterier skulle afskrække engelske flådeskibe

Det andet eksempel på Wedellsborghalvøens strategiske knytnævebetydning i krig er under Englandskrigene 1807 til 1814. Som bekendt holdt Danmark med den forkerte hest i denne krig, nemlig med Napoleon og Frankrig. Napoleons hovedfjender englænderne gjorde kort og hård proces mod franskmændenes danske venner. De tog vores indtil da store flåde og terrorbombede i september 1807 København. Uden flåde lå de danske bælter og stræder nu åbne for den engelske flådes eventuelle intervention.  

Søhelten Peter Willemoes fra Assens blev i en meget ung alder løjtnant på et af de få tilbageværende danske linjeskibe, der under bataljen på Københavns red i 1807 havde opholdt sig i Norge. Men også dette skib gik tabt. Efter et søslag ved Sjællands Odde den 22. august 1808 gik skibet ned med mus og mænd, inklusive Peter Willemoes. Peter Willemoes havde for øvrigt relation til Wedellsborg. Hans mor Christiane stammede fra en forpagterfamilie på Wedellsborg, mens faderen, inden han blev amtsforvalter i Assens, var forvalter på Wedellsborg med bopæl på gården Minendal i Håre.

Uden en dansk flåde blev løsningen at bygge kystbatterier, der kunne true gennemsejlende engelske flådeflotiller. Der blev anlagt kystbatterier mange steder langs Lillebælt og øvrige centrale danske kyster. Et af stederne var på Wedellsborg Hoved. I de kedelformede hulninger, vi stadig i dag kan møde i terrænet på en vandretur rundt om Wedellsborg Hoved, var der oprindelig i bunden tømmerfundamenter til placering af kanoner, og ud mod vandet var der i den runde kedel bygget tømmerbrystværn til beskyttelse af kanonerne og deres besætninger. Fra kanonbatterierne var der vidt udsyn over bæltet, så man i god tid kunne observere, om  engelske skibe var på vej. Dejligt, at vi endnu i terræn kan møde minder om denne krig. Krigen der på mange måder var den krig, der gjorde Danmark til en europisk småstat. Vi gik statsbankerot og mistede Norge, men beholdt bilandene Grønland, Island og Færøerne. Dette faktum spiller en stor sikkerhedspolitisk rolle for Kongeriget Danmark her i 2020-erne.

Kabelminer mellem Bågø og Wedellsborg Hoved

Under Første Verdenkrig 1914-18 var Danmark som bekendt neutral og lykkedes med at holde sig neutral. Den sønderjyske kyst og Lillebælt vest for Bågø og Wedellsborghalvøen var stadig tysk. Det ændrede sig ved Genforeningen i 1920. En af metoderne til at fastholde den danske neutralitet var at minere de indre danske farvande. Mineringen af Lillebælt skete med kabelminer, der kunne aktiveres og deaktiveres fra land. Kabelminerne blev udlagt mellem Bågø og Wedellsborg Hoved.

Lyskastere, radarer og flakbatterier

Det fjerde og sidste eksempel er fra Anden Verdenskrig 1940-45. Her gik det som bekendt modsat af Første Verdenskrig. Danmark kunne ikke opretholde sin neutralitet, men blev besat af tyskerne. Tyskerne fik hurtigt brug for knytnæven midt i Lillebælt. Jeg har ikke rigtig nogle kilder eller fund i terræn til understøtning af denne fortælling. Den er primært sammensat af noget, jeg i min barndom hørte, når jeg skulle klippes ved Otto Barber i Husby. Han havde altid mange historier at fortælle, også om tyskerne. Og så er det en sandsynlighedsbetragtning set i relation til Wedellsborg Hoveds strategiske beliggenhed og det faktum, at tyskerne havde mobile anlæg på Lillebæltskysterne. Nå, men til den sidste fortælling.

Wedellsborg Hoved fik strategisk betydning for tyskernes luftforsvar i form af lyskastere og flakbatterier. Tyskerne kunne dog ikke bruge klintkedlerne fra englandskrigene, da det tunge tyske antiluftsskyts og radaranlæg krævede helt andre fundamenter. De tyske flak- og luftværnsbatterier havde til opgave at nedskyde allierede fly, som kom denne vej ind over Lillebælt på deres vej til deres bombardementer af mål i Nordtyskland. Der var nok primært tale om mobile anlæg, der af og til benyttede Wedellsborg Hoved.

De allierede bombemaskiner - især fra britiske Royal Air Force - fløj meget ofte ind over Syddanmark og bælterne om natten. Det gjorde de for at undgå det tunge tyske luftforsvar langs den nordvesttyske kyst, når de var på vej mod mål som Kiel, Lübeck og Hamburg. I et forsøg på at dæmme op for dette, oprettede tyskerne en tæt kæde af observationsposter, kraftige lyskastere  og mobile eller permanente flak-batterier 

langs de fynske og jyske kyster. 

Områderne omkring Middelfart og Assens - og ind i mellem også Wedellsborg Hoved - blev brugt til at spotte og beskyde de allierede flyvemaskiner, mens de krydsede Lillebælt. Tyskerne udnyttede de åbne kystlinjer til at fange flyene i lyskasternes skær, så tyske natjagere eller luftværnskanoner kunne skyde dem ned.

Resultatet kan vi stadig se langs Lillebælts kyster i form af mindesten over nedskudte og dræbte allierede flyvere. Et eksempel er mindestenen i Emtekær, hvor lokalbefolkningen stadig samles hvert år 22. maj for at mindes dem, der gav deres liv i kampen mod den umenneskelige og brutale nazisme. En allieret flyvemaskine faldt efter beskydning ned i Emtekær på netop denne dato i 1944.

Som det fremgår af ovennævnte fortællinger er en vandretur rundt om Wedellsborg Hoved altid uanset vejret en dejlig oplevelse, om det så er for at pleje sin natur-, topografi- eller kulturhistorieinteresse. Eller alle tre dele, som jeg ynder det. Der er altid noget at opleve eller at tænke over.

Ib Hansen 21.5.2026

PS.

1. Om søhelten Peter Willemoes, der fra sin plads på molen i Assens overskuer byen. Han havde aner på Wedellsborg: https://ih18.blogspot.com/2020/10/blgen-tordner-ud-hans-navn.html 

2. Minespærring af farvandet mellem Wedellsborg Hoved og Bågø under 1. Verdenskrig: https://ih18.blogspot.com/2019/03/miner-til-slet-spil.html

3. Om agentvirksomhed efter 1. verdenskrig over Lillebælt fra Haderslev til Wedellsborg Hoved og videre til Ejby Station og Rusland:

https://ih18.blogspot.com/2018/04/lille-blt-forbindelsen-bld-hat-og-bla.html

Kan jeg finde indikationer på en oldtidsvej?

 

De røde prikker viser til venstre gården Farshøj

 og til højre højdepunktet Farshøj, begge i Husby.

Gården Farshøj midt i landsbyen Husby.

Farshøj 1939.

 Til venstre, spor af 29 meter høje Farshøj. 
Nær Hovvej mellen Husby og Håre - tæt ved  gården Klokkekær

Mon jeg kan finde spor af en 2-3000 år gammel bronzealdervej?

Den udfordring gav jeg mig selv for et stykke tid siden. Her er, hvad der kom ud af den udfordring.

Nå, først skulle jeg finde et sted, hvor der med stor sandsynlighed har været en vej eller rute tusinder af år tilbage i tiden. Her valgte jeg Hovvej mellem Husby og Håre. Ikke fordi den hedder Hovvej. Det er et navn fra nyere tid. Det vender jeg tilbage til. Men fordi jeg kender landskabet ved Hovvej ud og ind. Her har jeg siden min barndom gået og cyklet mange gange. Specielt det at få terrænet ind gennem fødderne er fremmende for forståelsen af et landskab.

Så skulle jeg granske min hukommelse for, hvad jeg har taget op af historisk viden om området gennem årene. Og hvad mon jeg kunne finde ud af ved at søge yderligere historisk viden og granske gamle matrikelkort og ældre topografiske kortblade?

Her mellem Hovvej og dalen Husby Hole ligger Husby Sogns næstehøjeste punkt, den 29 meter høje Farshøj. Sognets højeste punkt er for øvrigt den 33 meter høje Hjortebjerg vest for Hygind Torp på vejen mellem Husby og Ejby. I omegnen ved Hygind Torp og Hjortebjerg er gjort en række jernalderfund. Men det er et sidespor i forhold til denne fortælling.

Farshøj. Et højdepunkt der ligger på en langstrakt bakkeryg med vid udsigt over dalstrøget Husby Hole til ene side og den lavtliggende Brænde Å-dal til den anden side, ligesom der er fin udsigt herfra mod Håre Bjerge mod øst og nordøst.

Allerede her fik jeg færten af en oldtidsvej. Stednavnet Farshøj måtte jeg analysere nærmere. "Far" er nok en yngre forvanskning af det gamle nordiske mandenavn "Fari". "Høj" kan referere til gravhøj. Altså Fari´s gravhøj, sandsynligvis en bronzealderhøj.

Der er to-tre flere argumenter mere for, at der engang har ligget en oldtidshøj her, markant placeret i landskabet med udsigt over det omgivende lavland og mod bronzealderhøjene i Håre Bjerge samt den hellige mose, Smedemose ved Håre, hvor der er gjort fund af et omkring 3000 år gammelt bronzesværd, ofret i helligmosen for at formilde guderne. En høj her ville på sædvanlig bronzealdermaner signalere, hvilken rute man skulle tage for i et meget vådere landskab end i dag lettest muligt at kunne komme fra et vigtigt sted til en andet. Og anvise vejen fra baglandet til gode fiskemuligheder. Tybrind Vig og Sdr. Åbybugten med dertil hørende vandløb har været oplagte muligheder for tilrejsende fra Wedellsborghalvøens bagland. Samtidig har en markant høj placeret netop her på den langstrakte bakke ved Hovvej signaleret, "det her er vores, her bor vi, og vi ærer vores forfædre, så de beskytter os og holder onde ånder væk".

Et andet argument er, at der i landsbyen Husby godt en kilometer fra stednavnet Farshøj ligger en gård, der bærer navnet Farshøj. Det signalerer, at denne gård engang har haft marker nær stedet med navnet Farshøj. Et sådant gårdsnavn indikerer, at navnet er taget efter et markant sted som for eksempel en oldtidshøj og ikke bare et bakkedrag. Jorden ved punktet Farshøj hører ikke længere til gården Farshøj. Det er naturligt nok og viser også en spændende, men meget senere landbrugsmæssig og landskabsmæssig historisk udvikling. Den fortælling tager vi lige med.

Først var gårdene placeret tæt sammen i landsbyer, som gårdene ved krydset mellem Kalvehave-Storegade og Lillegade-Sjobjergvej i Husby. Bønderne dyrkede i fælleskab landsbymarkerne, og yderst ude i landsbyfællesskabet havde de hver deres dyr på fælles græsning bevogtet af landsbyhyrden på de ikke opdyrkede overdrev, som for eksempel Husby Hole og Husby Mose. Kalvene og ungdyrene blev ikke udsat for overdrevenes farer. De blev i et særligt beskyttet område i landsbyen, kalvehaven. I løbet af slutningen af 1700-tallet besluttede den enevældige konge efter anbefaling fra nogle af rigets mægtigste adelsmænd, at jorden skulle opdeles og fordeles med marker til de enkelte gårde. I første omgang blev gårdene liggende, hvor de lå. Nogle af gårdene fik jord langt ude og også tidligere overdrevsjord, som de så måtte se at opdyrke. Så er vi tilbage ved gården Farshøj og punktet Farshøj.

Efter nogle år blev der, som det fremgår af gamle matrikelkort over landsbyen Husby, lavet en ny fordeling af markerne. Og nogle af gårdene blev flyttet ud på deres nu tildelte marker, udenfor landsbyen. Det gælder for eksempel Blidkær og Klokkekær, der flyttede ud fra landsbyen, så sent som i begyndelsen af 1900-tallet. Breidablik også kaldet sognefogedgården flyttede også ud på sine marker, men det skete i 1915, efter at en brand fortærede den oprindelige gård, der lå i krydset Lillegade - Sjobjergvej.

Men tilbage til argumenterne for, at der har ligget en oldtidshøj ved højdepunktet Farshøj. I bogværket Trap Danmark fremgår det af en notits af overinspektør ved Nationalmuseet Therkel Mathiassen, at der ved nuværende Hovvej har ligget en sløjfet oldtidshøj, Farshøj. Hvornår højen er sløjfet vides ikke, men det er nok i forbindelse med eller lige efter omtalte jordfordeling. Så sent, at gården Farshøj har taget højens navn som sit navn, da den fik jord helt derude. 

Oldtidshøjen Farshøj. Placeret markant i landskabet, i et klassisk  morænebakket landskab på en bakkeryglinje mellem Tybrind Vig, Sdr. Åby Bugt og Brænde Å. Synlig i miles omkreds. Så vigtig, at den lang tid efter anlæggelsen har givet navn til en betydningsfuld gård Farshøj. Nedpløjet, men navnet forblev på topografiske kort. På grund af landskabstrækkene og placeringen vurderer jeg, at der nok nær Farshøj har været et netværk af mindre gravhøje, men det er rent gætværk fra min side.

Altsammen indikerer, at der her har været en vigtig oldtidsvej, en oldtidsrute gennem tusinder af år. Og den er der endnu. Ruten altså og ikke nødvendigvis den nuværende vej. Ruten har givet tør passage gennem landskabet og har fulgt en naturlig tranportlinje, der har været synligt markeret. Vejen på højderyggen har forbundet et beboet indland med adgang til havets rigdomme. Måske er vejen også blevet brugt, når et større områdes beboere har skullet mødes til særligt vigtige rituelle anråbelser af guderne via de hellige moser, for eksempel i forbindele med tørke og misvækst eller krig. Farshøj danner et klassisk markant bronzealderknudepunkt. 

Efter således at have gransket ryggen ved Hovvej med fødderne, via topografiske højdekort, historiske beskrivelser, stednavnes gamle betydning, fund, museale indberetninger og ikke mindst brugt min historiske og topografiske forestillingsevne, kan jeg konkludere, at der med meget stor sandsynlighed i hundreder af år har været en oldtidsvej på højderyggen mellem Husby og Håre. Bronzealderknudepunktet Farshøj har på denne vej eller rute markeret retning, men måske også en form for grænse.

Historie, geografi og topografi er en evig kilde til at pirke til min nysgerrighed og give mig glæden ved at kunne se og forestille mig ikke så umiddelbart åbenlyse sammenhænge.

Inden jeg slutter, skal jeg lige huske navnet Hovvej. Det med faste vej- og gadenavne blev på landet først gennemført med kommunalreformen i 1970. Hovvej har nu nok været en benyttet om ikke nedskrevet betegnelse længe. "Hov" er nemlig en gammeldansk betegnelse for en hovedgård. Hoveriarbejde var den betegnelse, man brugte, når bønderne skulle aflevere gratis arbejde eller afgifter for at leje (fæste) en gård og dens jorder af godsejeren, her ejeren af Wedellsborg Gods. Hovvej kan altså betyde både vejen til godset og vejen til det slidsomme og trælse hoveriarbejde. Det ligger der en længere historie i, men den falder uden for denne fortællings rammer.

Uden for rammerne falder også historien om den smalsporede roebane, der fra 1912 til cirka 1952 transporterede tonsvis af sukkerroer til saftstationen i Salbrovad på et jernbanetrace, der forløb langs Hovvej, hvor oldtidsvejen engang gik fra Husby til Håre. Roetoget kørte fra læssestationerne ved Husby Kirke og ved Hygind over den stadig eksisterende gamle roebanebro over Brænde Å nær Tanderup Kirke og til saftstationen i Salbrovad. Det siger noget om, hvorfor oldtidsvejen lå, hvor den lå. Så jævnt og så tørt som muligt!  

Ib Hansen 18. maj 2025.