Solen strålede. Himlen var blå. Vinden lå stille. En rigtig septemberdag. En lad grå kat daskede døsigt over Storegade. Nær den nedlagte skole, hvor skolegårdens kæmpestore kastanjetræer nu er fældet. Dyr og mennesker lavet af kastanjer fra netop disse træer er en saga blot. Vejen var fuldstændig tom. Ikke et menneske, ikke en lyd. Kun en kat.
Stående på kirkens parkeringsplads med kirken i ryggen betragtede jeg dette billede. Og fik associationer til de cowboyfilm, vi i drengetiden så i forsamlingshuset. Placeret på de to første 25-ørerækker bestående af fire umage gymnastikbænke. Stjernebios cowboyfilm med indledningsbilleder fra mennesketomme forladte minebyer med raslende saloonskilte og knirkende kirkedøre.
Men så krakelerede billedet. Ovre ved forsamlingshuset var der liv. Mennesker og maskiner. Stor aktivitet. Grunden planeret. Grundstenene lagt. El, vand og afløb forberedt. Nu venter blot gulv, mure, vinduer, døre og tag. Et tilskud til forsamlingshuset er godt på vej. Nye muligheder føjer sig til de gamle til glæde for borgerne på halvøen. Fantastisk, som det lykkes ihærdige borgere at sikre liv i de små sogne. Det er absolut ikke hendøende landsogne. Go west! Mit billede blev ændret til vestens pionerer, der ad nye veje vestpå sikrede sig nye muligheder.
Kvaliteterne i vandkantslandet er til at få øje på. Som så ofte før fortsatte jeg min tur i hjemlandet fra Downtown Husby til halvøens sydkyst for at nyde det kølige tørre smukke septembervejrs vanddampsfrie vidsyn over det solbelyste sølvskinnende bælt. Hej! Vandet stod godt nok højt i grøfterne omkring græsgrønningen, tænkte jeg, da jeg ankom. Og det viste sig også at stå højt i bæltet. Det havde jeg ikke ventet på en dag som denne. Cirka en meter over daglig vande. Derfor kunne jeg ikke gå min sædvanlige tur under mursejlernes smukke høje klinter ud til Hovedet og tilbage igen. Men jeg kunne på stykket frem til skoven Bodilsdræt nyde den flotte udsigt, de græssende heste og den netop rengjorte kyst og strand. En tidlig efterårsstorm over Den Botniske Bugt næsten 1000 km væk var årsagen til højvandet ved Sdr. Åby på denne stille septemberdag.
Tilbage på grønningen fik jeg et hold snak med et frokostspisende ægtepar fra Hobro, der undervejs på deres Tour de Fyn – i bil forstås – i det fine efterårsvejr spiste frokost ved et af strandens borde. De anråbte mig for at spørge, om jeg var en lokal, der kunne svare på nogle spørgsmål om egnen. Lokal. Det kunne jeg jo ikke bryste mig af. Både og! Jeg forlod egnen for snart 50 år siden, men jeg kunne da svare på deres spørgsmål. En god snak var heller ikke at kimse af, når nu jeg ikke kunne gå den sædvanlige tur. Og jeg havde lidt for travlt i dag til i stedet af tage en alternativ vandretur ved Tybrind Vig.
Turisterne fra Hobro kørte videre sydpå mod nye oplevelser i Assens og Fåborg, mens jeg vendte næsen hjemad mod det jyske via den skønne kystrute over Eskør, Tybrind, Skovløkken, Føns, Ronæs og Gamborg. Så fås det ikke smukkere.
