Når samfundet marginaliserer og stigmatiserer

Når enkeltpersoner eller grupper hele tiden får at vide, at de ikke er ønskede i et fælleskab eller skubbes ud af fællesskabet, kalder vi det, at de marginaliseres.

Noget tyder på, at marginalisering kan medføre stigmatisering med heraf følgende dårlige sociale og psykiske betingelser. Marginalisering og efterfølgende stigmatisering skaber ”ondt i livet” i form af indadvendthed og depressive symptomer. Dårlige sociale og psykiske betingelser fremmer afmagtshandlinger som for eksempel vold.

For at få en dybere forståelse for og indsigt i virkningerne af stigmatisering har jeg set på den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffmans teorier herom. Begrebet stigma anvendes til at betegne en miskrediterende egenskab ved en person. Det er ikke personens egenskab i sig selv, der er stigmatiserende, men egenskaben i samspillet med andre menneskers fordomsfulde klassificering af mennesker. Det er for eksempel ikke i sig selv stigmatiserende at have en dom, men det er de fordomme, andre tillægger den dømte og møder den dømte med, der medfører stigmaet.

Stigmabegrebet handler således ikke om forholdet for det enkelte individ, men om selve den proces, der foregår mellem de såkaldt normale og den stigmatiserede.

Goffman pointerer, at stigmaet er en rolle, som den stigmatiserede presses ind i af de normale. Goffman udtrykker det således, ”.. at stigma ikke så meget har at gøre med en række konkrete individer, som kan sorteres i to adskilte bunker, de stigmatiserede og de normale, som det har at gøre med en altgennemtrængende tosidet social proces, inden for hvilken ethvert individ spiller med i begge roller ”.

Dette er efter min mening en vigtig forståelse at have i forhold til, hvordan vi forebygger marginalisering og stigmatisering, og hvordan vi som samfund behandler allerede marginaliserede og stigmatiserede enkeltpersoner og grupper.

Goffman skelner mellem tre stigmatyper: 1) Det kropslige stigma, som eksempelvis et fysisk handicap, 2) Stigmaet som følge af karaktermæssige fejl, såsom: ”(…) viljesvaghed, dominerende eller unaturlige lidenskaber, forræderiske og kompromisløse overbevisninger, eller uhæderlighed(…)” og 3) Det slægtsbetingede stigma, der relaterer sig til eksempelvis race og overføres fra generation til generation. 

Vi har ifølge Goffman en tendens til at kode egenskaberne nævnt under punkt 2 sammen med den stigmatiseredes fortid, herunder fængselsophold, stofmisbrug, psykisk sygdom, alkoholisme, politisk radikalisme med videre.

Udover de tre forskellige stigmatyper, skelner Goffman imellem tre forskellige typer af identitet: ”den sociale identitet”, ”den personlige identitet” og ”jeg-identiteten”.

Jeg-identiteten er  ”…den subjektive fornemmelse af sin egen situation og sin egen kontinuitet og karakter, som et menneske bibringes som følge af sine forskellige sociale erfaringer”.  Denne subjektive fornemmelse opbygger en person i samspil med de erfaringer, individet gør sig af andres opfattelse af personens sociale- og personlige identitet. Begrebet den sociale identitet relateres til andres opfattelse af individet samt deres definition af individets identitet. Goffman skelner mellem den tilsyneladende sociale identitet og den faktiske sociale identitet. Den faktiske sociale identitet refererer til egenskaber, personen selv mener at besidde.

Den tilsyneladende sociale identitet handler derimod om de egenskaber og krav, vi tillægger personen, og som vi har en forventning om at få bekræftet ud fra vore egne forestillinger om, hvad en ung kriminel er. Når man for eksempel tillægger den unge kriminelle en tilsyneladende identitet, tillægger man nogle miskrediterende egenskaber, som den unge muligvis ikke selv mener at have. Dette mener Goffman  fører til: ”... en særlig uoverensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktiske sociale identitet(…)”.

Social information henviser i Goffmans teori til den information, der gives til omverdenen om en person. Denne sociale information formidles ved hjælp af henholdsvis prestige- og stigmasymboler. Prestigesymboler henviser til personens prestige, klasse mv. Stigmasymboler bruges derimod om ” tegn som særligt effektivt henleder andres opmærksomhed på en for identiteten nedværdigende brist, hvorved en ellers sammenhængende facade krakelerer, med en heraf følgende nedvurdering fra vores side.”

Goffman benytter desuden begrebet ”passere”. Han anvender det som betegnelse for den situation, hvor en stigmatiseret forsøger at opnå accept som medlem af en dominerende gruppe, race, religion osv. uden i virkeligheden at opfylde de nødvendige betingelser herfor. Dette knytter sig til situationer, hvor stigmaet ikke kan identificeres eller iagttages af andre, men kun kendes af bæreren selv. Man kan for eksempel ikke umiddelbart se på en person, at vedkommende er eller har været kriminel.

De fleste stigmatiserede vil på et eller andet tidspunkt i deres liv forsøge ”at passere”, da det at blive opfattet som ”normal” indebærer en stor række fordele i forhold til relationen til omgivelserne. Efter min mening bliver det derfor en central opgave for os alle sammen og for samfundet som sådan at forebygge stigmatisering, ligesom det samfundsmæssigt er vigtigt, at vi arbejder med hjælp til at stigmatiserede kan ”passere”.

Kilde: Erwing Goffman. ”Stigma”

Jeg har tidligere skrevet en blog om konsekvenserne, når folkevalgte stempler og stigmatiserer personer eller grupper:
http://ih18.blogspot.dk/2017/03/nar-folkevalgte-stigmatiserer.html