1. En blikkrans på min grav
Årets højdespringer er en fortælling om Gamle Anders fra ”Gammelgård” i Sdr. Åby i Husby Sogn. Om omsorg og forsorg. Om lodder i det store spil.
”Når jeg er død og begravet, vil jeg gerne have en krans af blik på min grav.”
”Hvorfor dog det, Anders?”
”Jo, for så kan jeg høre, når det regner, Peter”…
Fortællingen begynder med et uddrag af en samtale mellem Anders og min far. Jeg ved, hvordan gåture befordrer erindringerne. En råkold februardag i 2020 gjorde jeg derfor en vandretur i hjemstavnen fra Husby Forsamlingshus ned og rundt i landsbyen Sdr. Åby og tilbage til forsamlingshuset. Jeg havde aftalt at gå turen sammen med Knud Rabølle Nielsen, der er vokset op på ”Gammelgård”. Knud kom fra Odense, mens jeg kom fra Kolding. Anders har været en del af Knuds opvækst, hvorfor Knud havde meget, han kunne tilføre min fortælling om Gamle Anders.
Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/02/en-blikkrans-pa-min-grav_20.html
2. Fotografens franske fristelser
Læserne klikkede næstflest gange på denne fortælling. En fortælling om hvordan et liv kan leves og opleves positivt på trods af at have været udsat for et fravalg straks efter fødslen.
”En lille dreng kom til verden på Amtssygehuset i Assens. Han voksede op og blev til en verdensborger, der med rod i Husby rettede sine fotolinser mod verdens mangfoldighed. Eskør, Randers, København, New York, Paris, Toulouse og Saint Cirq Lapopie.
Drengen blev født af en 17-årig ung pige fra Fredericia. Det var i 1958. I en tid hvor det endnu var skamfuldt at føde børn uden for ægteskab. Specielt i det bedre borgerskab i en rimelig overskuelig by som Fredericia blev det at blive gravid uden for ægteskabet betragtet som en katastrofe…”
Jeg skrev fortællingen affødt af et telefonopkald, jeg på en klam og grå dag ud på eftermiddagen på den sidste dag i november modtog fra Sydfrankrig. Det var min lillebror Bos skolekammerat Finn Føns, som foreslog, at jeg skulle skrive hans livsfortælling. Lidt tøvende og efter nogen betænkningstid sagde jeg ja. Det var godt. Finn havde nemlig meget på hjerte.
Læs hele fortællingen her:
3. Hvor alt er, som det var – og alt er helt anderledes
Denne fortælling fik tredjeflest klik i 2020. Fortællingen handler om, hvordan minderne vælder frem, når de så kendte landskaber, bygninger og udsigter viser sig gennem bilvinduet.
”På vej mod barndomslandet. Husby. Minderne står i kø. Over bro og bælt. Allerede på broen mærker jeg hjemlængslens sug. Jo mere jeg nærmer mig, jo stærkere føles suget.
Ind over det fynske brohoved. Ned ad den lange bakke nær Udby ved Skadebjerg. Forbi banken, hvor rovmorderen Boye for adskillige årtier siden blev et hoved kortere. Her tæt på Broendehuset, hvor han havde begået sin morderiske ugerning.
Over Sandmarksvejens bløde bakker, langs lange syrenhegn. Gennem sandbankernes nåleskove.
Landet her med sandbankerne og de vidtstrakte mørke nåleskove signalerer ikke Fyn, men Midtjylland eller måske Norge eller Sverige. Unikt, smukt og særegent er her.
Ved Tybrind åbner landet sig. Mellem en tvedelt bakke anes Husby Kirkes løgformede kuppel afsluttet med et imponerende lanternespir…”
En tur i hjemlandet giver både fornemmelsen af, at alt er, som det var, men også at alt nu er anderledes. Landskabet, kirken, skolen og forsamlingshuset ser ud, som de gjorde i barndommen. Og så alligevel ikke.
Gårdsammenlægningerne har gjort markerne større og hegnene færre. Kirken er renoveret, og de store træer på kirkegården er fældet. Skolebygningen er der endnu, men er nu smykkeværksted. Skolegårdens kastanjetræer er fældet, og cykelskuret er revet ned. Forsamlingshuset ser ud som det gjorde, men noget nyt er tilføjet. Der er blevet bygget en hal til. Men i mindernes verden er alt, som det var.
Læs hele fortællingen her:
4. Tilfældighedernes spil begyndte på Skræppedalsbakken
En af de få fordele ved at blive ældre er, at nu kender jeg resultaterne af de valg og dilemmaer, jeg tidligere har stået overfor. Det er muligt for mig at kigge mellemregningerne igennem og se, hvordan jeg er nået frem til resultatet af mig selv, som jeg kender det i dag.
”Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op over Skræppedalsbakken nær Husby Hole.
Det var en lun aften sidst i juli måned. Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. Året var 1968 (…)
Netop denne sommeraften gik jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart…”
Agnete rådede mig til at starte på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Det gjorde jeg. Og det blev starten på mit liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Uden dette valg med efterfølgende studentereksamen var jeg nok ikke blevet skolelærer, skoleinspektør og skoledirektør.
Det at skrive denne fortælling om tilfældighedernes spil var for mig en helt utrolig overvældende genoplevelse. Hvor har jeg dog været heldig med mine valg i livet!
Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/12/hvad-vej-skulle-jeg-ga-det-var-de.html
5. Mine fynske rødder
Nummer 5 på læsernes ”Top 5 2020” liste blev ”Mine fynske rødder”. Det er bemærkelsesværdigt. Fortællingen er nemlig skrevet og publiceret den 9. juli 2019, men har med mange klik også i år formået at holde sig på listen for 2020.
Det er en fortælling om mine tætte relationer til Ejby. Det var i Ejby, jeg blev født og boede til jeg var 4 år. Og det var i Ejby, jeg gik i realskole, spillede juniorfodbold, gik i biografen og gik til fester på Ejby Kro.
”For at pleje mine egne rødder plukkede jeg en tirsdag morgen i juli 2019 i vores jyske have en buket røde Hanne-roser, kørte til Vestfyn, til Ejby Kirkegård og placerede buketten på mine fynske forældres grav som en forsinket 4. juli fødselsdagshilsen, hvor de begge to havde fødselsdag. Dagen hvor jeg for øvrigt også selv har fødselsdag. Tre på stribe. Godt ramt.
Jeg sluttede besøget i Ejby med en vandretur gennem Ejby og Kingstrup Moser.
Fantastisk naturområde. Ro der sættes i relief af et symfonisk kor af trillende og trallende flyvende sangere. Alskens sommerfugle og insekter i alle mulige farver og mønstre. Et mylder af blomster som med hver deres farve- og formudtryk konkurrerer om de forbipasserendes opmærksomhed, især insekternes forstås…”
Som så mange gange før, når jeg besøger Ejby, faldt mine tanker også på denne tur på de mange gode lærere, vi havde på Ejby Folke- og Realskole.
En af dem var vores historielærer Åse Lund.
Hun engagerede sig enormt i at vaccinere os mod den sygdom, der desværre nu har ramt store dele af vort moderne samfund. Det historieløse, demente samfund. Samfundet hvor mange tror, at viden kun har værdi, hvis den har umiddelbar nytteværdi. Som tror, at viden blot er noget, man søger, når man skal bruge den. Som ikke forstår, at viden er holdnings- og meningsdannende. At kendt viden sammensat på nye måder er med til at skabe muligheder for udvikling. Og at historisk viden og interesse giver mening, sammenhæng og forståelse for fortid, nutid og fremtid. Viden og dannelse hænger sammen.
Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2019/07/mine-fynske-rdder.html
Og så et par wildcards til to artikler jeg selv er særlig glad for, men som ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste.
Wildcard 1: High Noon
”Solen strålede. Himlen var blå. Vinden lå stille. En rigtig septemberdag. En lad grå kat daskede døsigt over Storegade. Nær den nedlagte skole, hvor skolegårdens kæmpestore kastanjetræer nu er fældet. Dyr og mennesker lavet af kastanjer fra netop disse træer er en saga blot. Vejen var fuldstændig tom. Ikke et menneske, ikke en lyd. Kun en kat (…)
Tilbage på grønningen fik jeg et hold snak med et frokostspisende ægtepar fra Hobro, der undervejs på deres Tour de Fyn – i bil forstås – i det fine efterårsvejr spiste frokost ved et af strandens borde. De anråbte mig for at spørge, om jeg var en lokal, der kunne svare på nogle spørgsmål om egnen. Lokal. Det kunne jeg jo ikke bryste mig af. Både og! Jeg forlod egnen for snart 50 år siden, men jeg kunne da svare på deres spørgsmål. En god snak var heller ikke at kimse af, når nu jeg ikke kunne gå den sædvanlige tur. Og jeg havde lidt for travlt i dag til i stedet af tage en alternativ vandretur ved Tybrind Vig.
Turisterne fra Hobro kørte videre sydpå mod nye oplevelser i Assens og Fåborg, mens jeg vendte næsen hjemad mod det jyske via den skønne kystrute over Eskør, Tybrind, Skovløkken, Føns, Ronæs og Gamborg. Så fås det ikke smukkere.”
Læs hele fortællingen her:
Wildcard 2: Bro over tidsgabet
”En robust kridhvid middelalderkirke dukkede op over bakkekammen, da vi en af de første dage i den i følge kalenderen første efterårsmåned kom vandrende gennem grønne dale og over stejle bølgende bakker.
Nordgående ad Birkemosevej og Sletteskovvej i det flotte septembervejr med blå, blå himmel havde vi besluttet at holde pause og se nærmere på Eltang Kirke fra 1100-tallet og den nærliggende Eltang Rytterskole fra 1720erne. Kirke og skole ved siden af hinanden og i parløb, som det var sædvane i hundredvis af år. Kirkens og kirkegårdens fortællinger skulle selvfølgelig opleves.
Men ak! Kirken var aflåst. Men det var der råd for. Som jeg plejer, når jeg besøger kirker og kirkegårde, så jeg mig om efter graveren…”
Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/09/bro-over-tidsgabet.html
Ib Hansen, 30.12.2020
