Lægge på. Lægge på. Lægge på. Ganske langsomt. Efterhånden bliver havets århundredårige virksomhed synlig for det blotte øje. Som årene går bliver det endda meget synligt. Kraftige storme kan på kort tid lave revolutionerende og straks-forandringer i kystlandet. Forandringer, der umiddelbart bemærkes med det blotte øje.
Havet ser gerne kyster, der er så lige som muligt. Havet ønsker at rette ud. Når for eksempel klinten ved Wedellsborg Hoved stikker ud i vandet, bliver den ganske langsomt nedbrudt af havet. Ved ekstreme vandhøjder og stormfloder går det hurtigere end andre gange. Det af havet nedbrudte materiale bliver opslæmmet i havvandet og transporteres langs kysten i den strømretning, der det givne sted er den mest fremherskende. Når det opslæmmede materiale kommer i læ og ind i smult vande aflejres det. Lag på lag uden på hinanden. Rundryggede strandvolde lægger sig side om side og bliver til odder. Odderne vokser med årene ganske langsomt i strømretningen. Bliver til fed og tanger. Afsnører lavvandede strandlaguner. Efterhånden bliver der dannet nyt land. Dannet af land, der er forsvundet et andet sted. Planter indvandrer på strandvoldene. Marint forland og strandeng bliver resultatet.
Det kan ses mange steder i landet og rundt om i verden. Men vi har på Vestfyn i Sønderåby og Emtekær et fornemt lille overskueligt eksempel på havets virksomhed. Lillebælt udligner kysten foran Emtekær Nor og Sønder Åby Bredning. Den evige omdannelse af kysterne her er interessant at følge. Det fås ikke smukkere.
Hver af de to små lavvandede bugter Sønderåby Bredning og Emtekær Nor er adskilt fra Lillebælt af lave tanger. Foran Bredningen findes en vest-øst-orienteret tange, der er skabt ved østgående materialetransport. Det største frie stræk over Lillebælt frem mod Wedellsborghalvøen kommer fra vest ind mellem Bågø og Brandsø. Ved vestenstorme rammer havet derfor med stor kraft Wedellsborg Hoveds klinter. Bryder materiale ned og sender det langs med stranden i østgående retning langs Sønderåby Strand. Den fra Sønder Åby Strand østgående tange er over årene blevet næsten 1 km lang og lukker næsten bugten af. Brænde Å´s udløb og tidevandet sikrer hul fra bugten til bæltet.
En tilsvarende tange findes foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport. Retningen er betinget af det store stræk over havet fra syd mellem Bågø og Fyn. Denne tange er også cirka 1 kilometer lang. Mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der i takt med tangens vækst rykker længere og længere mod nord og mod Sønderåby Brednings åbning.
Begge de nævnte Tanger er geologisk set unge dannelser, der ikke optræder på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På kort fra midten af 1900-tallet fremstår tangen ved Sønderåby Bredning som en cirka. 500 m lang sandtange. Tangen foran Emtekær Nor fremstår på tilsvarende kort som cirka 400 m lang og er angivet som vegetationsløs.
I dag er begge tanger vegetationsdækkede med en smal sandstrand mod Lillebælt. I takt med den stadige vækst af tangerne, er der sket tilgroning af bredsiderne ind mod Sønderåby Bredning og og mod Emtekær Nor. Kysterne her ved Sønderåby og Emtekær er unikke. Det unikke fremtræder af, at de to bugters tanger står vinkelret på hinanden. Det er der ikke mange eksempler på andre steder i landet.
Jævnlige vandringer på kyster kan stærkt anbefales. Vandrere belønnes med store oplevelser.
Ib Hansen 23. september 2022