tirsdag den 20. marts 2018

Står på en bakketop - flyvske tanker på Skamlingsbanken

Under et nyligt besøg på Skamlingsbanken med udsigt over Lille Bælt mod min fødeegn på Fyn gik tankerne på langfart. Det var kulturen, der fik mig til i tankerne at rejse over Atlanterhavet, helt til New York.

Bevidstheden om kunstneren Henrik Starckes indsats på Skamlingsbanken fik mig til at tænke på, hvad der kan binde mennesker sammen på trods af alt det, der skiller. Atlanterhavet er da virkelig en skillelinje, men samtidig et ocean som op gennem historien og stadig binder os sammen med andre folkeslag. Ligesom Lille Bælt der skiller jyder og fynboer, men som samtidig binder os sammen. Men hvordan kommer alt det nu ind i billedet? Det kræver en forklaring.

Under Anden Verdenskrig var det i Danmark forbudt at holde friluftsmøder. Midt under krigen fejrede man i 1943 hundredåret for det første  sprog- og folkemøde på Skamlingsbanken. For at kunne fejre dette jubilæum indendørs skænkede Ny Carlsbergfondet en frise lavet af billedhuggeren Henrik Starcke til Skamlingsbanken. Frisen omhandler Slesvigs og Sønderjyllands historie. Den blev opsat på alle fire vægge i den store sal på Skamlingsbanken, hvor jeg ofte har nydt den, når jeg har været til møder eller fester der.

Men nu kommer det så. Det der kulturelt binder sammen tværs over Lille Bælt. På Torvet i Middelfart står en skulptur af selvsamme Henrik Starcke. Skulpturen kaldes Middelfartdrengen. Den blev opstillet i 1954. Lige der midt i det smukke gamle Middelfart poserer den stadig, fint placeret med et flot hus som baggrund.

Men hvordan kommer Atlanterhavet og New York så ind i billedet? Jo, på en væg i FN-bygningen i New York hænger en tre meter høj bemalet teaktræsfigur kaldet ”Kvinde med Fugl”, symboliserende frihed og selvstændighed. Figuren er udført i 1951-52 af - ja, hvem ellers - naturligvis Henrik Starcke. I 1968 blev figuren anvendt som motiv på et FN-frimærke.


Stående på toppen af Skamlingsbanken, der som mødested fyldt 175 år i 2018, glæder jeg mig over, at Fredericia, Middelfart og Kolding kommuner i regi af Naturpark Lille Bælt har indgået et samarbejde om at beskytte og formidle bæltområdets store natur- og kulturværdier. Det falder rigtig godt i tråd med FN´s 17 verdensmål, der sætter kursen mod en mere bæredygtig udvikling for både menneskene og vores fælles planet.