 |
| Praksis- og skolelæge Sven Helbo med cigaret i hånden. 1954 |
Hjertet hamrede. Lungerne gik som en blæsebælg. Jeg kunne næsten ikke få et ord over læberne, så stakåndet var jeg.
Jeg stod foran døren til den sydlige fløj af Husby Forsamlingshus, der dengang rummede bestyrerboligen.
"Vil du ikke ringe til doktor Helbo i Ejby og sige, han skal komme straks," fik jeg fremstammet til den forskrækkede forsamlingshusbestyrer fru Jørgensen, der straks kunne se på mig, at noget var grueligt galt.
"Hvad er der dog sket," spurgte hun.
" Min lillebror Leif er kommet slemt til skade og har et åbent stort blødende sår i den ene knæhase"
Fru Jørgensen gik ind og ringede til Helbo og fik heldigvis kontakt med det samme. Han kunne komme straks.
"Jeg har ringet til Helbo og sagt det haster. Løb du bare hjem til din mor og sig, at han kommer så hurtigt, han kan".
 |
| Husby Forsamlingshus omkring 1960 |
Vores skolekammerat Keld, Leif og jeg havde som så ofte før leget cowboy og indianere i kratskoven og på engene omme i Husby Hole.
Vi havde set cowboyfilm, hvor heltene sprang over hegn ved blot at sætte en hånd på en hegnspæl og så svinge sig over pigtråden. Det så smart ud. Så det gjorde vi også. Det gik godt adskillige gange, lige ind til Leif snublede. Han kom ikke over, men blev i stedet hængende i den rustne pigtråd. Keld og jeg fik ham forsigtigt viklet ud af tråden. En las kød fra knæhasen hang fast, men heldigvis fik vi denne las forsigtigt hægtet af tråden. Det viste sig senere at være held i uheld, at vi fik denne las med. Med armene om vores skuldre humpede Leif hjem på et ben, mens blodet strømmede fra knæhasen. Mor var hjemmearbejdende, så hun kunne straks se på det skadede ben. Hun blev meget forskrækket, da hun så, hvor galt det stod til.
På det her tidspunkt omkring 1960 havde vi hverken bil eller telefon hjemme. Gode råd var derfor dyre. Hvad skulle mor gøre?
"Ib, skynd dig at løbe op til forsamlingshuset og få dem til at ringe til doktor Helbo og sige, at han skal komme straks."
Derfor piskede jeg op ad den stejle Skræppedalsbakke de 7-800 meter til Forsamlingshuset. Heldigvis var fru Jørgensen hjemme, og heldigvis fik hun hurtigt kontakt til Helbo.
Det var ikke unormalt, at Helbo kom på sygebesøg de 9 kilometer fra Ejby. Det gjorde han også i dette tilfælde og det ganske hurtigt. Han fik renset Leifs sår, fik trukket den store løse las kød på plads i knæhasen og hæftede den med 6-8 klemmer. Såret helede godt, og Leif fik ikke men af hændelsen, men har endnu her mange år efter ar efter klemmerne.
Sven Helbo var ikke hvilken som helst almindelig stationsbylæge med tilliggende landområde. Han havde en ualmindelig fin faglig baggrund. Efter en tid som sygehuslæge blev han fra 1947 og seks år frem 1. reservelæge på Kysthospitalet på Refsnæs, som behandlede børn med tuberkulose uden for lungerne, det vil sige børn med kirteltuberkulose og tuberkulose i knogler og led. Han var ikke bare doktor af navn, men havde oven på sin lægeuddannelse erhvervet doktorgrad på en disputats om børn med hoftelidelsen Calvé-Perthes sygdom.
Helbo fortsatte ikke sit lovende forsknings- og hospitalsarbejde, men købte selvstændig lægepraksis i Ejby Stationsby i 1953 med tilhørende arbejde en dag om ugen som skolelæge. Hans baggrund gav ham en god indgang til arbejdet som praksis- og skolelæge. En rigtig familielæge som vi var meget tryg ved både lægefagligt og personligt.
Det var ikke blot i vores hjem og i hans praksis, vi mødte Helbo. Efter 10 år som praksislæge solgte han i 1963 sin praksis og blev herefter fuldtids skolelæge. Så han var fortsat en, vi mødte af og til.
Som alment praktiserende læge var han efter den folkelige opfattelse ikke så nem at få til at udskrive medicin som andre praksislæger. I Ejby gik der sågar historier om, at Ejby Apotek stod i fare for at måtte lukke, da han blev byens praksislæge. Så galt gik der selvfølgelig ikke. Helbos arbejde var præget af stor faglig indsigt, og han har skrevet flere lægefaglige lærebøger.
En praksislæges eller familielæges arbejde omkring 1960 var helt anderledes end praksislægers i dag. Det var dengang meget lettere fysisk at få adgang til en praksislæge. Praksislægen forestod en del skadestuearbejde. Det skabte stor tryghed både hos børn og voksne.
Ib Hansen, 15. februar 2022
