 |
| Hvidensand |
På cykel på vej fra Ejby mod Husby. Vandet stod i mine øjne. Ja,
det løb vel også over. Og det var ikke kun modvinden på den lange vej fra
skolen til hjemmet en blæsende regnfuld efterårsdag i oktober, der var skyld i
det. Drenge på vores alder græd ikke offentligt.
Jeg husker endnu tydeligt sorgen suge i maven, da jeg og min
bror Leif som en del af flokken af elever fra Husby om eftermiddagen den første
mandag i oktober 1966 i strid modvind på cykel var på vej fra Ejby Folke- og
Realskole sydover mod vores hjem på Skræppedalsvej i Husby. Sorgen var også i
blandet en del angst. Tænk, hvis det havde været mig. Eller en af mine brødre,
mine forældre eller en af kammeraterne.
Da
cykelflokken passerede gården ”Hvidensand” i Sibirien i den yderste nordlige
del af Hygind, tror jeg, alle i flokken havde tankerne rettet mod Jørgen, vores
tidligere skolekammerat fra Husby Skole. I vores gamle 7. klasse i Husby Skole
var vi 10 elever. De 5 af os, tre drenge og to piger, fortsatte i realskolen i
Ejby. De andre var kommet ud at tjene på en af sognets gårde eller havde fået
anden beskæftigelse. Jørgen Rasmussen fra Nyhuse tjente på ”Hvidensand”.
Pågældende
mandag havde vi på skolen fået at vide, at Jørgen var blevet dræbt i en
arbejdsulykke. Under markarbejde var der sket det, at den traktor, han førte,
var væltet. Og den var væltet så uheldigt hen over Jørgen, at han var blevet
dræbt. Det var noget, der satte sig i vores unge påvirkelige og sensible sind.
Forfærdeligt for Jørgen, hans forældre og søskende og også for gårdmanden og hans
familie. Gårdmandens sønner kendte vi udmærket. Hans og Ejlif. Dem havde vi
gået i klasse med hvert andet år, idet landsbyskoleordningen i Husby var
indrettet således, at vi gik to årgange i samme klasse.
Sorg og
glæde de vandrer sammen. Lykke og ulykke kommer på rad og række. Sådan var det
også i ulykkesugen den første uge i oktober 1966. Forklaring følger.
Jørgen
blev klemt ihjel af den tunge traktor lørdag den 1. oktober 1966 og blev
begravet den følgende tirsdag den 4. oktober. Begravelsen blev foretaget i hans
konfirmationskirke, Husby Kirke og blev foretaget af pastor Jensen, som vi alle
kendte ganske godt. Han havde året før den 4. april 1965 konfirmeret alle os
afgangselever fra Husby Skoles syvende klasse. Og vi havde haft ham som vikar i
skolen for andenlærer Tagesen, som flere gange var alvorligt syg de sidste år
af vores skolegang. Jørgen og lærer Tagesen står noteret som døde lige ved
siden af hinanden i Husby Sogns kirkebog. Vores dygtige og respekterede lærer
Tagesen var død året efter vores afgang fra Husby Skole for at skifte til Ejby.
Lærer Tagesen døde den 9. juli 1966 og blev begravet på Husby Kirkegård, hvor
hans gravsten stadig kan ses. Jørgen blev også begravet på Husby Kirkegård, men
hans grav er for længst slettet. Men tilbage til det med, at sorg og glæde
vandrer sammen.
Om
lørdagen den 8. oktober, som Jørgen var blevet begravet om tirsdagen, skulle vi
for Ejby junior A spille fodboldkamp mod Harndrup. Jørgen spillede også fodbold
i Ejby, men var, som jeg husker det, ikke tit med på førsteholdet, men vi
trænede sammen. Han var en del af fodboldflokken, også selv om han ikke var
fast mand på holdet og ikke gik i skole i Ejby. Træner og klubledelse med
formanden Wackerhagen i spidsen havde gjort sig tanker om, hvordan en sådan
kamp i sorgens skygger skulle udspille sig. Resultatet af overvejelserne blev,
at vi alle fik udleveret et stykke sort sørgestof, som vi bandt om venstre arm
på vores røde Ejby-trøjer. Og så blev der ved kampens start på Harndrup Stadion
selvfølgelig holdt et minuts stilhed.
Det var
noget af en afgørende kamp for os Ejby-spillere. Vi havde en plet, der skulle
vaskes af. Hjemmekampen mod Harndrup i foråret 1966 havde vi tabt 0-1. Det var
ikke noget, der huede vores træner – og vores idrætslærer på skolen – Bent Bill
Brodersen, og selvfølgelig heller ikke os spillere. Vi gik jo i skole med
elever fra Fjelsted og Harndrup. Og hvad nu, når vi var påvirkede af sorg og
ulykke. Hvordan ville kampen forme sig?
Kampen
blev spillet i stærk blæst. Der havde som nævnt været stærk efterårsvind hele
den uge. Det var vi, der cyklede de 10 kilometer frem og tilbage hver dag
mellem Ejby og Husby, meget bevidste om. Men vinden viste sig i denne uge fra
sin hjælpsomme side. Om mandagen kunne den skjule en tåre, og om lørdagen hjalp
den specielt mig til en minderig og lykkelig dag midt i al sorgen.
Jeg
scorede direkte på hjørnespark. Mine hjørnespark var altid indadskruede mod
forreste stolpe. Denne dag kom sydvestenvinden med yderligere hjælp, så bolden
gik direkte ind i forreste trekant. Forårssæsonens nederlag på 0-1 blev til en
sejr i efterårssæsonen på hele 1 – 12!
Jeg vil
altid huske den første uge i oktober 1966 som en både sorgens og en glædens
uge. Et billede på hvordan menneskets lod er. Vi oplever alle både medgang og
modgang i livet. Lykke og ulykke. Sorg og glæde. Og det i både småt og stort.
Jørgens død var det store i den uge, mens fodboldsejren var det inferiøre, den
i det store billede lille og helt betydningsløse ting. Men begge ting husker
jeg, som var det i går her over 50 år efter. Jeg sender altid en tanke til
Jørgen, når jeg passerer forbi Hvidensand eller kigger ind på Husby Kirkegård,
selv om hans grav nu er slettet.
