Ejby Kirke, Ejby Folke- og Realskole, Nørregade i Ejby, Ejby Kino og Rådhus 1960-1970 |
Bum! Der
lå jeg midt på Nørregade i Ejby. Liggende ovenpå min dejlige tregearede grønne cykel og med min højre gipsbelagte fod strittende lige op i luften. Gipsfoden måtte ikke brække.
Hvordan
var jeg op mod jul endt der liggende midt på vejen? Det er en længere
historie.
I august
1965 var min bror Leif og jeg efter at have afsluttet 7. klasse i Husby Skole
startet i 1. real på Ejby Folke- og Realskole, som den nuværende Ejby Skole hed
dengang. Det betød også, at vi begyndte at spille fodbold i Ejby. Jeg spillede
på juniorholdet, mens Leif spillede på drengeholdet, da han er et år yngre end
mig. Vores mor syntes, at vi skulle gå i samme klasse, så det gjorde vi fra 1.
klasse til 3. real.
Sidst i
oktober 1965 var jeg til juniorholdets sidste træning før vinterpausen. Som en
del af afslutningen på sæsonen spillede vi lagkagefodbold. Jeg var så
uforsigtig at lave en ydersidetackling med højre fod. Det skulle jeg ikke havde
gjort. Det gjorde av. Alligevel deltog jeg i resten af afslutningsfestlighederne
i klubhuset på Tennisvej. Klubhuset ligger der endnu, men har i dag anden
funktion, da sportspladsen længe er flyttet op til skolen og hallen.
Heldigvis
havde jeg min flotte cykel med gear. Vi havde for vores konfirmationspenge købt nye cykler, da vi skulle starte i realskolen. Cyklerne blev købt hos cykelhandler Tjørnehøj, Ejby. Min cykel var grøn. Leifs var gul. Der var alligevel fra vores hjem til skolen cirka 10
kilometer hver vej, så der skulle gode cykler til. Mange gange cyklede vi først
i skole, og så sidst på eftermiddagen eller først på aftenen cyklede vi igen
til Ejby for at spille fodbold eller gå i biografen. Om lørdagene skete det
ofte, at vi kørte vejen tur-retur tre gange. Først i skole om formiddagen, så
til fodbold om eftermiddagen og om aftenen i biografen, den dengang æstetisk flotte og
teknisk moderne Ejby Kino. Nu har den desværre været nedlagt i mange år.
Jeg var
glad for min cykel og havde stor tillid til, hvad den kunne præstere med sine tre gear. Så selv om den sårede fod gjorde mere og mere ondt i løbet af aftenen,
besluttede jeg at cykle hjem. Der var heller ikke rigtig noget alternativ. Vi
havde på det tidspunkt hverken telefon eller bil hjemme, og rutebilen gik ikke om aftenen. Heldigvis skulle min gode
holdkammerat Jens Buch fra Håre i samme retning en del af vejen. Han var et år
ældre, så han havde knallert, en NSU Quickly så vidt jeg husker. Han trak mig
halvdelen af vejen - fra Ejby ud til Gammeldamkrydset, hvor Ejby-vejen skærer
Assens-landevejen. Her skulle han dreje af mod Håre. De sidste 4-5 kilometer
måtte jeg så cykle selv, også op ad de stejle og lange bakker ved Hygind Torp
og ved Hygind. Nu kunne jeg ikke længere støtte på foden, så heldigt jeg havde
gear, så jeg kunne bruge cyklens lavgear op ad bakkerne.
Næste
morgen var min fod så ophovnet, at min mor syntes, jeg ikke kunne komme i
skole. I stedet fik hun ved brug af den offentlige telefon i telefoncentralen
på Husby Storgade tilkaldt vores familielæge, doktor Helbo fra Ejby. Det var
dengang familielægerne tog ud på sygebesøg. Hans råd var, at vi skulle afvente,
at fodens hævelse var aftaget, så den kunne røntgenfotograferes. Da hævelsen
var væk, bestilte mor en lillebil, og vi kørte ud til Middelfart Sygehus, det
gamle sygehus på Brovejen, hvor der nu er hotel. Her blev foden røntgenfotograferet.
Den var brækket, så der kom en ordentlig gipsfod med trædeplade på.
På det
tidspunkt var der ikke noget, der hed skolebus for os, der boede på landet. Så
de følgende 6-8 uger måtte jeg cykle frem og tilbage mellem Husby og Ejby med
højre fod i gips. Det gik også meget godt de første par uger. Men noget atypisk
satte vinteren i 1965 allerede ind tidligt i november. Det gav udfordringer i
forhold til at cykle med gipsfod.
Statens
Isbrydertjeneste måtte allerede i gang med isbrydning den 10. november, hvor
der var isforekomster i de indre danske farvande. I november 1965 var der
overvejende østlige vinde, og det var meget koldere end normalt i november
måned. Og ikke nok med det - så kom der også masser af sne.
Det
startede en aften, hvor vi var i ungdomsskole. Om aftenen gik vi i
vinterhalvåret til ungdomsskolefag som motorlære, maskinskrivning og
bogholderi. Denne aften var vi til motorlære i et lokale i kælderen i den
ældste del af Ejby Skole, bygningen ud mod Nørregade.
Lige
pludselig stod vores far i døren og sagde, at nu måtte vi hellere komme med
hjem. Det var begyndt at sne, og Pressens Radioavis havde meddelt, at der nok
ville komme kraftig snestorm. Omsorgsfulde som vores forældre var, var han derfor
gået op til Husby til lillebilsvognmand Breiner, der for øvrigt var gift med
vores stoute småbørnslærerinde Anna Breiner, som vi havde haft i 1. og 2. klasse. Vi fik cyklerne læsset ind i
bagagerummet på Breiners lillebil og kørte gennem snefoget hjem til Husby.
Da vejene
igen var farbare, fortsatte cykelturene Husby-Ejby retur med gipsbenet som en
ubehagelig klods hængende på cyklens højre pedal. Men det gik godt i flere
uger. Så skiftede vejret, og det blev tø med sjap og grødis på vejene til
følge. Jeg bandt en plasticpose om gipsen for at undgå den totale
gipsopløsning. Hæltrædepladen havde forud allerede rykket sig løs.
Jeg kan
endnu se for mig, hvordan den meget venlige og omsorgsfulde gårdvagt, overlærer
Romme jævnligt omme ved skolens cykelparkering spurgte, om han kunne hjælpe, og om jeg
kunne klare mig. Det kunne jeg godt. Lige indtil jeg væltede midt på den
spejlglatte Ejby Nørregade. Sjapis ovenpå hårdtpresset spejlblank underis. Det
krævede koncentration. Den mistede jeg lige et øjeblik, men havde heldigvis
nærvær nok til at stritte gipsbenet op i luften, så benet ikke tog skade. Jeg
blev da også stablet op på cyklen igen og cyklede hjem til Husby.
Ved
årsskiftet 1965-66 blev Husby, Tanderup og flere andre sognekommuner lagt
sammen med Ejby Kommune. Det var en sammenlægning forud for den store kommunalreform
i 1970. Om kommunesammenlægningen var årsagen til, at vi senere denne vinter
begyndte at kunne køre med Rute-Ras i skole ved jeg ikke, eller om det var,
fordi kørselsordningen kun gjaldt et par vintermåneder. Vi kunne kun
køre med til Ejby Station og måtte så gå den sidste kilometer op til skolen.
Hvis det var dårligt vejr, kunne vi dog
formedelst gode ord og en 25-øre fra hver overtale Rute-Ras til at køre os helt
op til skolen. Men om eftermiddagen måtte vi alligevel gå ned til Ejby Station.
Vinteren
1965-66 var i øvrigt helt igennem speciel. I april 1966 drev isnende kold luft fra nordøst ned over landet, og samtidig
bevægede et lavtryk sig op over Danmark. Denne kombination gav den 14. april
det meste af landet regulær snestorm, med driver på over en meters højde,
lukkede veje, og fastkørte køretøjer.
Nogle år senere, da jeg var startet
på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg havde jeg igen en oplevelse med cykling og
snevejr. Jeg skulle hver dag tidligt om morgenen cykle fra Husby til Håre for at stå
på skolebussen ved købmand Thomsen, som også var den der kørte skoletransporten
med sit folkevognsrugbrød. Engang – det har nok været i 1968 eller 1969, -var
der så meget sne på Hovvej ud for Eskelund, at jeg måtte tage min cykel på
nakken og gå ind over markerne frem til et sted, hvor vejen atter var nogenlunde
farbar. Jeg nåede så som den eneste af dem, der kørte med, frem til Thomsen.
Han mente, at vi hellere måtte køre til Glamsbjerg, når jeg nu havde kæmpet mig
frem.
Fremme i Glamsbjerg sagde han meget
klogt, at han lige ventede, mens jeg gik ind for at se om der var skolegang.
Det var der ikke. Ud over eleverne fra Husby og Tanderup kom der også elever helt fra
bl.a. Fåborg, Broby og Hårby. De var ikke nået frem, og gymnasiet var lukket, så
Holger Thomsen og jeg vendte snuden hjem mod Håre. Her bød Thomsens kone Julie
på varm chokolade og boller med tandsmør, inden jeg vendte cykelnæsen hjemad mod
Skræppedalsvej i Husby. Nu var vejen mellem Husby og Håre i løbet af
formiddagen heldigvis blevet ryddet, så det gik lettere end om morgenen.
Set bagud med årenes romantiserende
skær over sig har jeg mange oplevelser fra vintervejene fra dengang, der
virkelig var vintre til. Jeg har prøvet at sidde fast i mange timer både på
motorvejen og på jernbanen. På vej hjem til Bramdrupdam fra mit arbejde på Rådhuset i Nr. Åby har jeg sågar i februar 1996 efter mange timer i bil i sneen på motorvejen prøvet at blive evakueret til overnatning på nødherberg i Uddannelsescenteret i Erritsø. Men de fortællinger må fortælles en anden god gang.
Vestfyns Gymnasium, Glamsbjerg 1968-71 |
Købmand og lillebilsvognmand Holger Thomsen, Håre. Ham kørte jeg med til Glamsbjerg 1968-71 |