mandag den 29. juli 2019

Rejsefortælling fra forunderlige Borneo



For fuld skrue på Kinabatanganfloden. Ib Hansen juli 2019.
Alle billederne på nær et i denne artikel er taget med min i-phone 7. Det afspejler sig i billedernes kvalitet, specielt når der er zoomet, eller lysforholdene har været knap så gode. Jeg tager kun snapshots for at styrke erindringen, så turen kan genopleves. Stort udstyr er efter min erfaring hæmmende for den umiddelbare oplevelse.
Med pumpende adrenalin, bankende hjerte og hamrende bådmotor gik det for fuld skrue vestpå op ad Kinabatanganfloden dybt inde i Borneos jungle.

Vi var i en sen eftermiddagstime blevet afbrudt i vore sysler på en af bifloderne. Med slukket motor drev vi stille på floden spejdende ned i vandet, ind i mangrovebevoksningen på bredderne, op i træerne og op i himlen. Den tropiske regnskov bød på næsten alt vore hjerter kunne begære. Farvestrålende isfugle, skræppende næsehornsfugle, ørne, brahminglenter, silkehejrer, purpurhejrer, makakaber, næseaber, varaner, krokodiller og meget mere. Farvestrålende blomster indrammede floden, hvis vandflade mange steder var dækket med et tæppe af sartblå vandhyacinter. Solen nærmede sig sin nedgang mod nordvest. På disse egne kommer mørket brat. Der er ikke megen tid med tusmørke.
Brahminglente på overvågningstur over floden. Ib Hansen juli 2019
Makakabe med unge nede for at drikke ved floden. Ib Hansen juli 2019

Varan varmer sig ved aftenssolen på en gren ud over floden. Ib Hansen juli 2019



Stille tur på en af Kinabatangans bifloder. Ib Hansen juli 2019


Netop på det tidspunkt blev vores bådfører ringet op. Der var set pygmæelefanter på hovedflodens bred cirka 25 minutters sejlads opstrøms. Om vi ville afbryde og skynde os vestpå? Om vi ville.

Pygmæelefanterne på Borneo er udryddelsestruede. Der resterer kun mellem 1500 og 2000 eksemplarer af dem. Elefanterne er omkring 2,5 meter høje og dermed ikke helt så små, som navnet antyder. En almindelig asiatisk elefant er cirka 3 meter høj. I modsætning til andre elefantarter har pygmæelefanterne lang hale.

En pygmæelefant er ikke helt ufarlig. I december 2011 blev en ung kvindelig australsk turist spiddet af en pygmæelefant og dræbt på stedet. Vi havde den fordel, at vi i givet fald i sikkerhed i båden ville kunne nyde flokken af græssende pygmæelefanter på flodbredden. Men kunne vi nå det, inden solen gik ned, eller inden flokken igen forsvandt ind i den tætte jungle for at overnatte?

Det var årsagen til den pumpende adrenalin, vore bankende hjerter og den hamrende bådmotor.

Vi nåede det. Først kunne vi ikke se elefanterne, men kunne høre deres trompeteren og se, hvordan det høje elefantgræs bevægede sig, efterhånden som elefanterne gnavede løs. Og så så vi dem. Først kom en enkelt elefant ud af krattet og stod på flodbredden. Så endnu en. Hun havde endda en unge med sig. Det var stort. I modlyset fra den nedgående sol, så vi bag flodbreddens bevoksning silhuetterne af flokken, der efter at have fået mad og drikke vandrede væk fra floden for at finde et godt sted at overnatte. Lysforholdene gjorde det vanskeligt at fotografere. Men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Mødet med pygmæelefanterne var turens højdepunkt, og det siger ikke så lidt.
Undtagelsesvis et billede, jeg ikke selv har taget. Iphonens billeder yder ikke elefanterne retfærdighed. Pygmæelefanter er den mindste af elefantarterne og findes kun på Nordøstborneo. Ud over størrelsen adskiller den sig fra andre elefanter ved at have lang hale


Iphonens kamera har sine begrænsninger, når afstanden er lang, dagslyset svindende, og der er modlys. Selv om man skal vide det for lige at se det, skal mine egne pauvre billeder af pygmæelefanterne med. De har autencitet. Ib Hansen juli 2019
Men lad os starte med begyndelsen. Engang i det tidlige forår 2019 foreslog min kone Anne Marie, at vi skulle tage til Borneo. Hun havde set, at vi kunne komme til at besøge nogle rehabiliteringscentre, der arbejder med at pleje truede syge eller forladte dyr som solbjørne, næseaber og orangutanger. Alt sammen med henblik på at de ikke bliver for afhængige af mennesker, men igen kan udsættes i den vilde natur. Turen til Borneo omfattede herudover blandt andet jungletrekking, flodsafari og besøg i Unescos verdensarvsområde på siden af Sydøstasiens højeste bjerg – det 4095 meter høje hellige bjerg Mount Kinabalu, en granitformation der kun er omkring 15 millioner år gammel. Kinabalu National Park ligger tæt på malaysisk Borneos hovedby Kota Kinabalu.


Om aftenen kunne vi af og til være heldige at se toppen af det hellige bjerg Mount Kinabalu, der ellers ofte i dagtimerne er dækket af skyer. Ib Hansen juli 2019

Det var lige vand på min mølle. Siden jeg gik i den lille landsbyskole i Husby på Vestfyn, har det at opleve Borneos natur stået som en ultimativ drøm for mig. Den drøm blev til, da jeg var 9-10 år gammel. Eventyreren Jørgen Bitsch besøgte Husby Skole, viste 16 mm film og fortalte fængende om sine rejser ud i verden, herunder sine ture til Borneo og sine besøg dybt inde i junglen hos øens hovedjægere. Det skabte en drøm, der nu gik i opfyldelse.
Så lægger vi tidlig morgen lokal tid an til landing i Singapore, hvorfra vi skal skifte til et fly til Borneo.
Ib Hansen Juli 2019
Fredag den 12. juli tog vi endelig af sted. Først skulle vi flyve i 12 timer med Singapore Airlines til Singapore. Herfra skulle vi flyve endnu nogle timer, inden vi var fremme i Kota Kinabalu på Borneos nordside ud mod Det Sydkinesiske hav. Øen Borneo er delt mellem Malaysia og Indonesien. Malaysisk Borneo består af to delstater, Sarawak og Sabah. Vores tur foregik i Sabah. Midt inde i den malaysiske del af Borneo ligger det uafhængige olierige sultanat, Brunei.

Den første aften besluttede vi at spise på et stort street food marked i centrum af Kota Kinabalu. Her nød vi alt, hvad hjertet kunne begære af seafood, kylling og alskens krydrede grøntsager. På vejen tilbage ville vi lige opleve byens døgnåbne kæmpestore fiskemarked. Det skulle vi ikke have gjort. Her fik vi nemlig en lærestreg i forhold til, at vi opholdt os i et  tropisk område. Det så ikke ud til regn, da vi forlod hotellet, så vi tog selvfølgelig (!!!) ikke regnslag med. Nu blev vi så overraskede af et timelangt tropisk regnvejr, der bare blev ved og ved. Så måtte vi drivvåde gå sjip, sjap sjaskende tilbage til hotellet. Så lærte vi det. Som regel et par timers regn hver dag, midt på eftermiddagen eller om aftenen. Men det tilpasser man bare sine aktiviteter efter.
Det Unesco-beskyttede plantereservat på Mount Kinabalu indeholder et væld af planter. Her er virkelig tale om diversitet. Ib Hansen juli 2019
En lokkende kæmpekandebæger. Ib Hansen juli 2019
Dagen efter kørte vi til den tropiske regnskov på Mount Kinabalus sider. Her besøgte vi det Unesco-beskyttede plantereservat, der indeholder 5-6000 forskellige planter, der er unikke for Sydøstasien, og hvoraf mange kun findes netop her. Hvilken fantastisk naturoplevelse med en næsten ubegribelig variation og rigdom af fugle, insekter, blomster, planter og træsorter. Her var blomstrende rhododendron i alle afskygninger, mange forskellige slags orkideer og kødædende planter. Blandt de kødædende planter er især kandebægergruppen fascinerende. De ligner hængende potter med låg. De er dødsensfarlige. For insekter forstås. Men ifølge den meget vidende naturvejleder kan de største også snuppe en mus eller endog en rotte!
Det halalcertificerede Kinabalu Pine Resort har en fantastisk udsigt mod Mount Kinabalu. På grund af beliggenheden på en bjergskråning er der en behagelig temperatur. Ib Hansen juli 2019
Nattens logi var det behagelige, men enkle hotel Kinabalu Pine Resorts, der er beliggende på en af Mount Kinabalus skråninger. Det sikrer en behagelig temperatur på 20-25 grader. Her fik vi en hytte med udsigt til Mount Kinabalu. Aftensmaden blev indtaget i resortets halalcertificerede restaurant, som derfor var uden vin, øl og spiritus. Islam er statsreligion i Malaysia, men alle religioner tolereres. Ved siden af halalrestauranten lå en café, hvor de, der ikke kunne undvære en øl, et glas vin eller en cocktail, kunne få deres lyst styret. Bjerget var det sidste, vi så inden, vi faldt i søvn, og det første vi så, da vi slog øjnene op om morgenen. Nogle af vinduerne var kun dækket af myggenet, så vi kunne falde i søvn til de piblende og rislende lyde fra bjergbækken, der passerede tæt forbi lige neden for vores hytte. Vi havde ikke brug for vækkeur. Hanerne i den nærliggende landsby sikrede, at vi vågnede, da solen stod op over bjerget. Utroligt smukt. Spændende gennem lydene at følge livet i landsbyen, for eksempel når der fra minareten blev kaldt til bøn.

Udsigten mod Mount Kinabalu fra vores hyttes terrasse lige før solnedgang og lige før solopgang.Ib Hansen juli 2019

Efter en god solid morgenmad bestående af omelet, kyllingekød, frugt, brød og kaffe gik turen videre østpå. Målet var Sepilok i Østborneos jungle, men undervejs kunne vi lige så godt se noget, når vi holdt pauser. Så vi var inde på en teplantage og så deres tefabrik, hvor der arbejdede både mænd og kvinder. Rundviseren var så modig, at han på mit spørgsmål om ligeløn fortalte, at mændene fik mere i løn end kvinderne, fordi de er stærkere. Til gengæld mente han, at kvinderne var mere omhyggelige. Hvorfor det ikke kunne begrunde ligeløn får stå hen i det uvisse.

Anne Marie foran en blomstrende rafflesia. Ib Hansen juli 2019
Her tappes saft af et gummitræ. Ib Hansen juli 2019
På den videre færd var vi så heldige, at passere forbi et sted, hvor vi kunne se en rafflesia blomstre. Det er verdens største blomst, og den lugter som rådnet kød. Den kan blive op til en meter i diameter, og hver blomst blomstrer kun i fire-fem dage. Derfor et hit, at vi fik lejlighed til at se et par stykker. På stedet, hvor vi så de blomstrende rafflesia, kunne vi også se, hvordan nogle lokale beboere stadig tappede gummisaft af gummitræer. Engang var gummiplantager spredt ud over Sydøstasien den helt store indtægtskilde for vesteuropæiske – herunder danske – handelskompagnier, der med magt tog land fra lokalbefolkningen for at plante plantager. Gummiplantager er ikke så interessante mere, da der er blevet opfundet syntetisk gummi. Nu er det andre plantager, der truer den unikke natur. Det vender jeg tilbage til.

Rehabiliteringscenteret for orangutanger. Ib Hansen juli 2019
Så nåede vi sidst på eftermiddagen efter mange timers kørsel frem til det første rehabiliteringscenter i Sepilok, Orangutan Rehabilitation Center. Her skulle vi overnatte i et nærliggende junglehotel bestående af hytter. Aftensmaden blev indtaget i hotellets restaurant, der ligger ved en søbred. Da vi skulle gå fra hytten til restauranten kom der igen et timelangt tropisk skybrud. Nu havde vi belært af skade sikret os at tage regnslag på. Svært at indtage aftensmaden i en pavillon uden vægge, når det regner så voldsomt, men det lykkedes da.
Vores hytte i Sepilok lå fuldstændig omgivet af  regnskoven. Ib Hansen juli 2019
Tilbage i hytten kunne vi nyde troperegnens inciterende symfoni på hyttetaget. Riv rav ruskende fejede vinden gennem junglen. Drit, drat, drip, drop. Den dryppende tunge regn trommede et timelangt vandmusikstykke på hyttens tag. Godt at falde i søvn til. Der kan godt være brug for noget søvndyssende i den varme vandfyldte tunge tropeluft. Men det var jo blandt andet en af de ting, vi kom for at opleve på egen krop. ”Why worry. There should be sunshine after rain. These things has always been the same”. Sådan synger Dire Straits. Det var også tilfældet her. Da vi efter en god nats søvn vågnede næste morgen skinnede solen. I nattens løb drømte jeg, at David Attenborough kom fortællevandrende gennem junglen. Nu skulle vi opleve noget af det, han har fortalt om i BBC´s naturudsendelser fra Borneo.
Orangutang der strækker ud. Ib Hansen juli 2019
Rehabiliteringscenteret for orangutanger ligger i junglen et kort stykke vej fra junglehotellet i Sepilok. Vi kunne skjult for orangutangerne se dem blive fodret. De der er parat til at blive genudsat går frit omkring. For dem er der en særlig foderplads ude i skoven. Vi var så heldige, at to orangutanger krydsede plankestien ved denne plads kun 5-10 meter fra os. Den ene bar på en unge. Så var det med at blive stående og langsomt trække sig tilbage. Orangutanger er bomstærke og er ikke at spøge med, især ikke når de har en unge at forsvare.
Solbjørn fotograferet med iphonen gennem en teleskopkikkert. Ib Hansen juli 2019
Herefter gik vi ad junglestier til det nærliggende rehabiliteringscenter for syge eller efterladte solbjørne, en truet bjørneart der lever i Sydøstasiens regnskove, herunder på Borneo.

Efter nogle timers afslapning var vi på sen eftermiddags-jungletrek. Udover den tætte bevoksning med mange spændende planter og kæmpemæssige forskellige træer, så vi også en masse dyr. Højt, højt oppe i trækronerne så vi orangutanger. Selvfølgelig var der også en masse fugle. Men det, der næsten imponerede mest, var flyveegern. Fantastisk, hvordan de fra meget høje træer kan springe fra det ene træ til det andet, mens de bruger deres lange hale som styrepind.
To flyveegern sprang fra toppen af det høje træ over i et af de lavere træer. Var ikke hurtig nok.  Men imponerende var det. Ib Hansen juli 2019
Eftermiddagsturen blev forlænget med en trekkingtur ind i den natmørke jungle under kyndig ledelse af en ranger med en lommelygte. Gennem træerne at se solen gå ned. Høre junglens lyde i natmørket. Og i skæret af rangerens lygte se de mange dyr på jagt efter dagens sidste måltid. Det var en utrolig oplevelse. Vi var så heldige i lommelygtens skær blandt andet at se dovenabearten slow loris. En rygtakket skildpadde der fandt det opportunt at krydse over stien lige midt imellem os, så vi var lige ved at træde på den. Så var det hjem på junglehotellet for at få et solidt aftensmåltid. Det var let at falde i søvn med fyldt mave og hovedet fyldt af unikke indtryk.
Hvis man ikke lige ved det, så er det svært at se, men dette er en dovenabe, en slow loris fotograferet på natturen i regnskoven i skæret af rangerens lommelygte. Ib Hansen juli 2019
Og her er så en belyst sjælden skildpadde med takket skjold, som vi var ved at falde over på natturen i regnskoven.
Ib Hansen juli 2019
Næste dag forlod vi jungleresortet for at køre ud til kysten ved Labuk Bay Proboscis Monkey Sanctuary. Her fik vi lejlighed til at komme tæt på en af  de mest fantastiske abearter, der lever på Borneo, nemlig næseaberne. På vejen dertil så vi, hvordan civilisationen presser den unikke natur. Kilometer efter kilometer af jungle bliver hårdhændet ryddet af store buldozere, der fjerner den enestående junglevegetation og terrasserer landskabet, så store transnationale selskaber kan plante cashcrops i form af for eksempel oliepalmer. Her er efterfølgende ikke noget at komme efter for junglens dyr. Men herom senere.
Næseaber i skoven ved Labuk Bay. Ib Hansen juli 2019
Fremme ved Labuk Bay fik vi næseaber at se på nærmeste hold. Spøjse ser de ud med deres store næser, deres store maver og pelsen, der ser ud som en dragt bestående af grå bukser og orange jakker. De mest populære hanner blandt hunnerne, er dem med de største næser. Hannerne udstillede åbenlyst, at de lever efter devisen først mad, så noget at drikke og så muntre sig med at gøre noget for artens overlevelse.

Således opmuntret kørte vi videre til malaysisk Borneos næstestørste by Sandakan. Den ligger på Borneos nordøstkyst, nær udmundingen af den store flod Kinabatangan, Kinafloden, som vi senere skulle op ad og bo ved længere inde i junglen, hvor der kun er adgang via båd.

Besøg i en af Sandakans pælebyer. Ib Hansen juli 2019
Udsigt over templets have med solkorset tegnet med buske. Giver mindelser om den samme "klemme" Carlsberg kom i under 2 verdenskrig på grund af deres brug af svastikakorset på de elefanter, der danner Elefantporten ind til bryggeriet.
Ib Hansen juli 2019
Besøg i Buddhatemplet i Sandakan. I høflighed over for os fremmede blev vi tilbudt mad. Ib Hansen juli 2019


I Sandakan var kulturen på programmet. Først besøgte vi et buddhistisk tempel, der lå på en høj skråning med en flot udsigt ud over Sandakanbugten. Ved templet var der en have med en beplantning i form af et solkors, svastikakorset, som Hitler så skammeligt misbrugte. Så gik vi ud ad en af broerne i den store pæleby, der ligger ud for kysten nær Sandakan. Et helt unikt bomiljø. Her så vi også mange varaner på mudderbankerne. Nogle af dem gik land for at komme i skygge. Jeg overværede, hvordan en mand sekunderet af et par skrigende børn trak en varan ud ved halen fra den parkerede bils svalende skygge og smed den over i noget buskads tæt på havet. Godt Christianshavn-Clausen ikke oplevede en sådan behandling af sit yndlingsdyr.
Bognørden Anne Marie studerer med stor interesse billederne i forfatterinden Agnes Keith dagligstue. Bemærk de store tungttræsmøbler. De var i alle husets rum.   Ib Hansen juli 2019
Vi besøgte også den amerikanske forfatter Agnes Keiths tidligere hjem, Newlands. Her boede hun fra 1934 til 1952 sammen med sin mand Harry George Keith. Han var forstmand, men er mest kendt som foregangsmand i arbejdet med at bevare regnskoven. Harry Keith indsamlede planter til videnskabelig brug. Hans plantesamlinger findes både i England, i Indonesien og på Borneo. 

Ved den japanske okkupation af Borneo i 1942 blev Agnes og Harry samt deres lille søn interneret i en fangelejr. I 1945 blev de befriet af et australsk kompagni. I sin første bog Land below the Wind beskriver hun livet på Borneo før krigen. Titlen er blevet delstaten Sabahs slogan og hentyder til placeringen lige syd for tyfonbæltet. Efter krigen skrev hun bogen Three came Home om forholdene i fangelejren. Det er hendes mest berømte bog. Den er da også filmatiseret.
I Gomangtonhulerne høster lokalbefolkningen svalereder til det kinesiske marked. Ib Hansen juli 2019

Svaleredernes sammenkitningsspyt er en stor delikatesse i Kina. Ib Hansen juli 2019
Langurarabe ved Gomantong. Ib Hansen juli 2019
Vi kørte tilbage og overnattede i Sepilok Rehabilitation Center. Næste dag fortsatte vi rejsen ud i den berømte Sukauregnskov, som gennemstrømmes af Kinabatangan. Undervejs gjorde vi holdt ved Gomantonghulerne, der kun kan nås til fods gennem junglen. Hulerne indeholder en delikatesse, der er guld værd for rige kinesere. Svalereder. Kineserne er villige til at betale 35.000 dollars for et kilo af de særlige svalereder, der findes i hulerne. Det er folk fra den stedlige landsby, der på lange stiger hænger højt oppe på klippehulens væg for at plukke svalerederne. Rederne renses for urenheder, så kun det stivnede svalespyt er tilbage. Det er de rensede reder, kineserne koger den for dem delikate suppe af. Udenfor hulerne var vi desuden så heldige at møde languraber og en enkelt orangutang.


David Attenboroughs båd bliver nu brugt som skænk på Sukau Lodge.
 Ib Hansen juli 2019
En enestående lodge anbefalet af National Geographic. Ib Hansen juli 2019

Sukai Rainforest Lodge har deres slogan på håndklæderne. Ib Hansen juli 2019

Efter oplevelserne i hulerne kørte vi til en lille landsby, hvorfra vi med båd skulle sejle til Sukau Rainforest Lodge, anbefalet af det respekterede magasin National Geographic og brugt som base af David Attenborough, da han for BBC lavede sine Borneoudsendelser. Det var herfra, vi tog på oplevelsesture på hovedfloden Kinabatangan og dens bifloder. Og det var her i nærheden, vi havde den unikke oplevelse med pygmæelefanterne, jeg omtalte i indledningen. Lodgen kan kun nås med båd og er omgivet af tæt jungle, så der er meget at opleve helt inde på lodgeområdet. Blandt andet blev vi truet af en gruppe makakaber, der havde slået sig ned på den bræddesti, vi havde tænkt os at bruge. Og det var på lodgen her, jeg blev erindret om slangen i paradiset - civilisationens pres på den unikke natur. Erindringen blev meget nærværende, da vi under morgenmaden fandt en slange under en af stolene. Lille og helt harmløs, men alligevel.

Makakaberne der holdt til ved Sukau kunne godt være aggressive. Førerhannen løb truende efter Anne Marie, da hun ville nærme sig for at fotografere denne gruppe. Jeg holdt mig på afstand. Ib Hansen juli 2019
Saving Paradise er sloganet for den National Geographic støttede lodge. Fundet af den lille slange var det symbol, der gav mig anledning til på dette tidspunkt at gøre nogle refleksioner og perspektiveringer af vore flersidede oplevelser.
En slange i paradiset? Ib Hansen juli 2019
På den ene side. Fantastisk natur. Vi så orangutanger, solbjørne, næseaber, makakaber, flyveegern, varaner og den enestående udryddelsestruede pygmæelefant og mange, mange andre regnskovsdyr. På trods af mængden af insekter, herunder moskitoer, er det en paradisisk oplevelse at færdes blandt den drivvåde og hede tropeskovs utallige smukke planter, der tiltrækker store mængder af sommerfugle og insekter. De giver igen basis for et utal af fugle, lige fra de bittesmå kolibrier til de store ørne og brahminglenter, der hænger over skoven og floden på jagt efter bytte. Næsehornsfuglen blev en karakterfugl for os. Dens skrattende skrig var altid nærværende.

På den anden side. Slangen er kommet ind i jungleparadiset. Den kan kaldes cash crops, altså salgsafgrøder som for eksempel palmeolie, som vi overalt i verden bruger i blandt andet kosmetik og fødevarer. Som tidligere nævnt oplevede vi, at mange, mange kvadratkilometer regnskov er blevet fældet eller er i færd med at blive det. Den efterladte nøgne jord terrasseres ved hjælp af store bulldozere. Store transnationale firmaer  opdyrker jorden og laver monokulturplantager i form af for eksempel oliepalmeplantager, hvorved regnskovens mangfoldighed af dyr og planter udryddes.

Nok om det. Turen var slet ikke slut endnu. Efter tre nætters overnatning i Sukau Rainforest Lodge med tilhørende flodsafarier både tidlig morgen, eftermiddag og aften, måtte vi tage afsked og sejle med motorbåd et par timer ned af floden, ud til Sandakan. Herfra fløj vi en times tid for at komme tilbage til hovedbyen Kota Kinabalu.



To timers motorbådssejlads fra Sukau nede af Kinabatangan nåede vi til Sandakan, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Sabahs hovedby Kota Kinabalu. Ib Hansen juli 2019
I Kota Kinabalu havde vi et par dage, hvor vi blandt andet slentrede rundt i byen, nød hotellets have- og poolområde, solnedgangen, udsigten til Mount Kinabalu og var på en udflugtstur ud til Gaya Island, der er en regnskovsklædt tropeø en lille halv times sejlads ud for Kota Kinabalu. Her var vi på tur i junglen og nød ellers eftermiddagen med strandaktiviteter på den paradisiske strand, hvor der var langt mellem gæsterne.
Anløbsbroen på Gaya Island. Ib Hansen juli 2019
Tilbage i Kota Kinabalu tog Anne Marie og jeg dagen efter en grundig tur langs hele havnefronten. Geograferne i os fornægtede sig ikke. Vi var i fiskerihavnen, gik gennem det overdækkede fisketorv, hvor de handlende beredvilligt fortalte om de mange slags fisk og andre havdyr, de havde til salg. Så gik vi på samme måde gennem det nærliggende frugtmarked. Markedet for tørrede havdyr. Krydderimarkedet. Melmarkedet. Alle steder havde vi den samme oplevelse af flinke, venlige og umiddelbare mennesker, der gerne bød på smagsprøver og fortalte om varerne, selvom vi jo ikke skulle købe noget.


Fiskerihavnen og fiskemarkedet i Kota Kinabalu.Ib Hansen juli 2019

Turens sidste tre dage valgte vi at tilbringe på Gaya Island i det skønne Bunga Raya Island Resort. Sikken venlighed og imødekommenhed. Personalet ville gøre alt for os. Fri for masseturisme og med allerførste parket til havet, Det Sydkinesiske Hav. Vi nød igen den unikke strand. Swimmingpoolen. Restaurantpavillonens glæder morgen, middag og aften. Den lækre hytte godt gemt bag hibiscus og alskens andre farvestrålende planter. Jungleturen op på bjerget bag ressortet. Fugle der kom helt hen på vores terrasse. Frække makakaber, der forsøgte at stjæle sig til noget morgenmad. Varaner der sorgløst fra junglen vandrede ned gennem hytteområdet for at svømme i havet. Og som i alle paradis oplevede vi selvfølgelig også i en af havens buske en grøn slange. Den lå der ligeså stille og fordøjede. Ifølge personalet var den vist nok giftig, men mon ikke de for en sikkerheds skyld siger det om alle slanger. Men dejligt, at den også fik lov at være der, så længe den ikke nærmede sig husene. En anden slange, der kom for tæt på et hus, blev fanget og sat ud et passende sted.



















Impressioner fra afslapning og stille sysler i tre dage i Bunga Raya Resort på Gaya Island. Ib Hansen juli 2019

En dejlig måde at slutte en fantastisk tur af på. Endnu en drøm er gået i opfyldelse. Forhåbentlig vil kommende generationer kunne få samme oplevelser. Opløftende at politikerne på Borneo drøfter fremtiden og behovet for grønne tiltag.


Også på Borneo drøfter man behovet for grønne tiltag. Ib Hansen juli 2019

Ib Hansen 29. juli 2019