tirsdag den 21. november 2017

Vinterfortælling

"Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti."

Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne hørte bjældeklang, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte heste kom glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var det jo altid, når vi husker tilbage på vores barndom, så blev Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste op for dem.

Men snevejret trak også andre spændende hestespand ud på vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor kileformet træsneplov.

Jo, jo der var mange vinterglæder op mod jul. Det hele startede med Slagtemåneden, november måned. Næsten alle i landsbyerne rundt om på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus. Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.

Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte, medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var temperaturen passende, deraf navnet Slagtemåned.

Slagtedagen står stærkt i min erindring som optakten til julen. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så blev grisen under skrig og skrål slæbt ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Til sidst hjalp hjemmeslagteren mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag til rullepølse.

En anden stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt til den lokale spareordning i løbet af året, når opkræveren kom cyklende rundt til de husstande, der var medlemmer. Så vidste vi, der også det år var penge til julegaver. Det var der for øvrigt i alle årene.

Julegaver som vi ønskede os ud fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Det var en stor dag, når vi skulle afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras. Var det bløde eller hårde pakker? - Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var, men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest.

Slagtemåneden november måned var en måned, hvor forventningerne om den kommende jul virkelig blev skærpet.

Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.

Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og snakkede for enden af skolegården ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne oppe ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned  over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.

Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de synes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af lærerne. Dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden.

Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande. Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser.

Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.

Min far og andre vinterledige landarbejdere havde for øvrigt været med til lave den pågældende mark ved at rydde bakken for stabbe, som det hedder på vestfynsk. Det var de stubbe, der blev tilbage, da hasselskoven blev afhugget og lavet til kvasbrænde til brug for sognefogedgårdens fastbrændselsfyr. Det var hårdt arbejde, hvor rydningen skete ved brug af hakker og spader. Det gav sved på kroppen, værkende rygge og vabler i hænderne og indtjening i vintermånederne. Det kunne nok bruges i en tid, hvor der var karensdage, inden man kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Altså et antal dage uden løn eller dagpenge, inden perioden med arbejdsløshedspenge startede. Men det blev en rigtig fin kælkebakke – det bedste i miles omkreds, - og kvierne fik et større græsareal. Det sidste var jo nok det, de voksne lagde mest vægt på.

Når det var snestorm og bivejene føg til, var der også arbejde at få med at rydde sne med skovl. Engang i starten af 1960´erne faldt der så meget sne, at sognets snefogeder sammensatte flere snerydningshold, hvor min far var med på et af holdene. De ryddede blandt andet sne på Eskørgyden, hvor sneen lå så dyb, at den måtte skovles ind på markerne ved, at de lavede sneterrasser, som de nederste ryddere kastede sneen op på, hvorefter dem, der stod oppe på sneterrassen, kastede den videre ind på marken.

Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet konfirmerede. Men vi vidste altid, hvornår vi skulle hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt på, når aftenen blev ringet ind. Så vidste vi, at vi skulle hjem.

Så blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene.

Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter. Vi var hvert år til to juletræsfester i forsamlingshuset. Skolens og fagforeningens. Jeg husker særlig juletræsfesten det år, Beatles havde udsendt ”Twist and Shout”. Det var nok i julen 1963, så min mellemste bror og jeg har gået i 6.klasse, og vores lillebror var endnu ikke kommet i skole. Jeg husker, det vakte en del opsigt, da nogle af de store piger fra syvende klasse ved det efter dansen om juletræet efterfølgende julebal begyndte at danse twist. Det var ikke set før i Husby Forsamlingshus. Juletræsfesterne sluttede med, at træet blev plyndret, og der var trætrækning ved brug af juletræet mellem mændene og børnene. Børnene vandt altid, så træet kunne trækkes ud gennem døren, ud i baggården. Omklædningsrummene var ikke bygget dengang. Vinter- og juletid var en god tid at være barn. Glædelig Jul.


Kane med firspand som jeg husker Wedellsborgs. Her dog fra Ugerløse ved Holbæk. Skønnet 1890-1910

Wedellsborg - firspand forspændt vogn. Skønnet 1900-1930

Vinterstemning. Alléen fraAdlerhus til Wedellsborg Slot. Skønnet 1909-1930

Landmændene brugte slæder forspændt hest. Her ved Købmand Lassen, Hovvej i Håre. Skønnet 1922-60

Husby Skole 1962