En fortælling om Gamle Anders fra ”Gammelgård”
i Sdr. Åby. Om omsorg og forsorg. Om lodder i det store spil.
”Når jeg
er død og begravet, vil jeg gerne have en krans af blik på min grav”.
”Hvorfor
dog det, Anders?”
”Jo, for
så kan jeg høre, når det regner, Peter”.
Sådan lød
en typisk konversation mellem Gamle Anders og vores far Peter, når Anders kom på et af sine regelmæssige kaffebesøg i vores hjem omkring 1960. Han kom
cyklende fra ”Gammelgård” nede i Sønder Åby. Op over bakken til Husby Sogns
højeste punkt ved kirken og ned ad bakken til vores hjem. Nede i Skræppedalen,
i skovkanten ved Husby Hole.
Anders
var det, vi i dag ville kalde psykisk udviklingshæmmet. Dengang var betegnelsen
evnesvag. Da Anders blev erklæret for evnesvag, blev han betragtet som anbragt
på gården i Sønder Åby, som så kunne få penge for at have ham. Han arbejdede som
karl på gården. Boede i et karleværelse og fik sin morgenmad, frokost og
aftensmad sammen med gårdens familie. Dertil fik han lommepenge, som han
betragtede som løn. De fleste aftener kørte han på sin cykel af sted for at få
sin aftenkaffe forskellige steder rundt om i sognet. Således kom han også jævnligt
i vores hjem.
Mange aftener tilbragte han på caféen ved Ellas Brødudsalg i
Husby Storgade. Her kunne han få kaffe og se fjernsyn. Det var før fjernsyn
blev almindeligt i alle hjem. For øvrigt brændte brødudsalget i 1976. Der blev
bygget et nyt hus, men uden café og brødudsalg.
Maleri af Anders der drikker kaffe. Malet af Else Rabølle Rasmussen i Brenderup i 1970´erne |
Aftenen
udspandt sig altid på samme måde. Anders bankede på og blev budt inden for.
Mens Anders tog plads i dagligstuen sammen med far og os tre drenge, gik mor i
gang med at lave kaffe, finde brød og småkager frem og dække bord. Hvis der
ikke var flere småkager, stod fortæringen på hjemmebagt hvedebrød med ost eller
med hjemmelavet marmelade. Ofte blev der også budt på en Mariekiks smurt med
smør. Anders var glad og tilfreds uanset, hvad der blev budt på.
Så snart
Anders var bænket, begyndte han at fortælle. Altid de samme historier. Om hvad
han havde oplevet på andre gårde, før han kom til ”Gammelgård”. Om majfester
han for mange år siden havde været til i Assens og andre steder. Som jeg husker
det, var det kun min far, der deltog i samtalen. Vi drenge lyttede med store
ører. Som vi altid gjorde, når vi havde gæster. Vi blev ikke sendt i seng, men
sad altid og fulgte med. Både når der var besøg af Anders eller andre gæster,
og når der var besøg af arbejdere, der
skulle have råd i forhold til fagforeningsspørgsmål eller hjælp til udfyldelse
af selvangivelsen. Det var før kildeskattens indførelse. Far var stærk til tal,
mens mor var stærk i skrivning og læsning.
Det var
kun, når der i vores hjem blev afholdt bestyrelsesmøder i fagforeningen eller den
lokale socialdemokratiske vælgerforening, vi fik at vide, at vi skulle opholde
os i ”den fine stue”. Ærgerligt, men heldigvis var der et varmespjæld mellem
stuerne, da kakkelovnen i dagligstuen skulle opvarme begge stuer, såfremt ”den
fine stue” var i brug. Mine brødre og jeg åbnede op for lamellerne i spjældet.
Så kunne vi følge med i mødets gang og de trufne beslutninger. Far vidste godt,
at vi gjorde sådan, men jeg tror, at både mor og far, syntes overværelse af
sådanne møder var en del af vores samfundsmæssige dannelse. Uanset om vi var
med ved bordet, eller om vi var med på en lytter bag varmespjældet.
Ib og Leif Emil Hansen med "lærings. og varmespjældet" til venstre. Vi havde en blomstrende fremtid bag os! |
Når
Anders var på besøg, var vi som nævnt med ved bordet. Aftenen udviklede sig på
den måde, at Anders fortalte. Og far svarede og stillede spørgsmål, også om alt
det Anders havde fortalt om mange gange før. Efter kaffen blev Anders ved i den
samme skure. Min far begyndte mere og
mere at nikke med hovedet og svare med få ord.
”Ja”. ”Uhhadada, Anders”. ”Nåh”. ”Uhm”.
Far stod
op hver morgen ugens seks arbejdsdage lidt i klokken 5. Han skulle cykle til
arbejde, som banearbejder i Ejby eller til Kauslunde Cementstøberi. Vores
hjemmearbejdende mor stod op lidt før for at smøre madpakke, lave morgenmad og
holde ham med selskab, inden han skulle cykle de 10-15 kilometer til
arbejdspladsen, hvor han skulle møde klokken 6. En times tid efter vækkede hun
os drenge. Sørgede for vores madpakker, gav os morgenmad og hørte os en sidste
gang i dagens salmevers. Det var en æressag, at vi kunne vore lektier.
Med den
døgnrytme var det derfor ikke underligt, at far ud på aftenen begyndte at nikke
med hovedet. Kakkelovnsvarmen og de monotone kendte historier, som gamle Anders
diverterede med, gjorde det ind i mellem vanskeligt for ham at holde sig vågen.
Men der var aldrig tale om, at Anders skulle tage hjem til gården før tiden. Og
Anders havde ikke problemer med, at responsen i samtalen blev mere og mere
fraværende. Vores forældre anså det som noget helt naturligt at medvirke til, at
Anders fik nogle gode timer.
Anders måtte forbi Husby Kirke på vej hjem fra Skræppedalen til Sdr. Åby, der her ses i baggrunden |
Omkring
klokken 21.30 begyndte Anders at tale om, at han nok snart måtte hjemad.
”Ja, det
skal du jo nok Anders? Du skal vel tidligt op og på arbejde i morgen?”
”Mon jeg
slipper forbi kirkegården, Peter. Kommer de døde efter mig. Jeg er jo gammel?”
”Det går
nok ikke så galt. De døde er jo døde og ligger i deres grave."
”Nåh, men
jeg må jo skynde mig forbi. Nu skal jeg vist til at tage hjemad”.
Sådan
blev det ved frem og tilbage, inden Anders lidt i klokken 22 cyklede op ad
Skræppedalsbakken. Forbi kirken og kirkegården og ned ad Blidkærsvej og Sdr. Åby-bakken.
Han slap fint forbi kirkegården hver gang.
Vi fik
også hvert år besøg af Gamle Anders, når det var fastelavn. Så kom han med en
ældgammel maske for ansigtet. Den samme år efter år.
”Boller
op og boller ned. Boller i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg
ballade”.
Min mor
bød ham inden for.
” Det kan
vi da ikke have Anders. Jeg har lavet fastelavnsboller. Du får også et par
kroner. Mon så ikke du opfører dig lige så pænt, som du altid gør."
Anders
takkede for bollerne og kronerne.
”Men jeg
har ikke tid til at få kaffe i aften.
Jeg har mange, jeg skal cykle rundt til og synge for”.
”Det er
godt Anders. Så kommer du bare igen en anden gang og får din kaffe”.
Det var
både hyggeligt og givende at have besøg af Anders. Vi lærte noget om
fællesskabets værdier i praksis, og om de vidt forskellige forudsætninger, vi
alle er blevet udstyret med. Hver med vores forudsætninger og udfordringer, kan
vi godt få et godt liv. Og vi skal tage os af samfundets svageste, så de føler
sig anerkendt, værdsat og inddraget og ikke blot tålt.
Men hvem var Gamle Anders
egentlig?
Anders
Johannesen blev født den 5. oktober 1893 i Middelfart som et af de yngste børn
i en større søskendeflok. Han var opkaldt efter sin far arbejdsformand i DSB
Anders Johannesen, der stammede fra Korup nordvest for Odense. Hans mor Kirstine
var født Rosenvold i Varde.
Anders
forældre blev gift i Varde Kirke den 22. december 1874. Hans mor var 17 ½ år
gammel, mens hans far var 30 år. Forklaringen på, hvorfor forældrene så hastigt
blev gift blot to dage før jul, kom den 2. marts 1875. Blot 2 måneder efter
forældrenes vielse blev Anders storebror Andreas født.
Den
vestjyske længdebane fra Esbjerg til Struer blev indviet 1874-75. Måske var
Anders Johannesen arbejdsformand for et sjak af såkaldte ”banebisser”?
”Banebisserne” rejste rundt i landet og medvirkede ved anlæggelsen af de mange
jernbaner, der blev anlagt i årene lige før og efter år 1900. En talemåde
siger, at både jernbanedrift og kønsdrift er svære at styre! Banebisserne havde
ry for i fritiden at muntre sig med kvinder, spiritus og sang, hvor de kom
frem. Giftermålet mellem den unge Kirstine og den 13 år ældre baneformand er nok
kommet i stand som følge af et uønsket resultat af det muntre samvær. Hvem ved?
Inden han
blev konfirmeret mistede Anders sin far. En kold martsmorgen i 1905 fandt
Anders 12 år gammel sin far død i et pigtrådshegn. Han havde drukket sig ihjel,
60 år gammel.
Knut Beckers roman "Verden venter" fra 1934 handler om den uretfærdige måde Becker så samfundets svage blive behandlet på. |
Verden venter
Den
forældreløse Anders står i 1907 på tærsklen til det, der dengang blev betegnet
som indgangen til voksenlivet, nemlig konfirmationen. Han var ikke særlig godt
udrustet til denne udfordring.
Anders
fik ikke noget ud af at gå i skole. Han lærte aldrig at regne, læse eller
skrive. Hele livet vedblev han at være analfabet. Dengang i starten af
1900-tallet var det meget almindeligt, at forældreløse og evnesvage blev anbragt
på kost og logi på en gård.
Anders
kom ud ”at tjene” på forskellige gårde rundt om på Vestfyn. På et tidspunkt
endte han i Sdr. Åby i Husby Sogn. På den første gård han var på i Sdr. Åby,
gik det ikke så godt. Han blev drillet af karlene. Så Anders ville gerne til en
anden gård. Det blev ”Gammelgård”. Det var hans held.
En varm historie på en råkold dag
En råkold
februardag i 2020 gjorde jeg en hjemstavnstur fra Husby Forsamlingshus ned og
rundt i landsbyen Sdr. Åby og tilbage til forsamlingshuset. Jeg havde aftalt at
gå turen sammen med Knud Rabølle Nielsen, der er vokset op på ”Gammelgård”.
Knud kom fra Odense, mens jeg kom fra Kolding. Anders har været en del af Knuds
opvækst, hvorfor Knud havde meget, han kunne tilføre min fortælling om Gamle
Anders.
Knud
fortalte, at Anders henvendte sig til Knuds morfar, Laurits Knudsen og tilbød
at arbejde kun for føden. Blot han måtte få lov at bo og arbejde på ”Gammelgård”.
Det var i 1930erne midt under landbrugskrisen. Knuds morfar havde faktisk ikke
brug for nogen på det tidspunkt, men fik ondt af ham. Anders blev derfor ansat
med titel af fodermester.
”Min
morfar havde på et tidspunkt Anders med til lægen. Lægen sagde til min morfar,
”at den mand er jo helt gal”. Med det mente lægen, at Anders var evnesvag. Jeg
tror faktisk, at fra det tidspunkt fik mine morforældre Laurits og Petra
Knudsen penge for at have ham. Og det gjorde mine forældre Børge og Elisabeth
Nielsen nok også, da de senere overtog ”Gammelgård” og dermed ansvaret for
Anders”.
Anders
boede en stor del af sit liv på ”Gammelgård”. Knud husker eller har fået
fortalt, hvordan hverdagen var for Anders.
”Anders
kunne ikke altid overskue tingene. Han så kun en side af sagen. Under krigen
syntes han for eksempel, at de tyske soldater var flinke og rare, fordi de gav
ham cigaretter. Så han kunne godt lide tyskere. Han havde det også med at
skælde ud på alt og alle. Det var ikke noget, der lå dybt, men sådan en
omgangsform han havde tillagt sig. Sikkert affødt af, at han i sin barndom og
ungdom var blevet set ned på og skældt ud, fordi han ikke lige kunne forstå
noget første gang, han fik at vide, hvad han skulle lave.”
Knud
fortalte videre, at Anders altid var lidt urolig, når datoerne
1. maj og 1. november nærmede sig. Det var dengang de traditionelle såkaldte
”skiftedage”. De to dage på året, hvor tjenestefolk skiftede arbejdsplads.
”I dagene
op til 1. maj og 1. november skældte Anders ikke min morfar ud for at være en
møgbonde. Men når de dage var overstået, var morfar igen en møgbonde. Vi børn
fik også vores del af hans daglige svada. Møgunger og møgdrenge var en del af
hans daglige tale. I virkeligheden var det kærlig ment.”
Anders siddende i grøftekanten ved "Gammelgård" omgivet af børn og voksne |
Der var
en del ting, Anders så frem til, og som var højdepunkter i hans tilværelse.
Knud har særligt bidt mærke i følgende.
”Rejsebiografen
Stjernebios forestillinger i Husby Forsamlingshus betød meget for Anders. Han
havde stor respekt for ”biografmutter”, som han hjalp med at stille op til
aftenens forestillinger. Jeg tror faktisk, han var lidt bange for hende.
”Biografmutter” havde nok ikke helt min morfars tålmodighed.”
”Assens
Sommermarked var også noget, Anders så frem til og snakkede om i lang tid. Og hvert
år i sensommeren fik han besøg af sin søster. Jeg husker det, som om de bare
skændtes hele tiden. Anders kunne ikke forstå, at hun hele tiden blev ved at
være to år ældre end ham. Han ville så gerne indhente hende. Det var altid min
morfar, der hentede søsteren i Blanke og kørte hende hjem igen, når han syntes,
de havde fået nok af hinanden”.
Lige som
jeg kunne Knud også tydeligt erindre, hvor meget fastelavn betød for Anders.
Ӂrets
store højdepunkt for Anders var fastelavn. Anders havde afsat fastelavnssøndag
til Sdr. Åby. Med sin Chaplin-maske gik han rundt i landsbyen og sang ”boller
op og boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg
ballade.”
"Fastelavnsmandag raslede Anders i Husby", fortalte Knud. "Hans pose var godt fyldt med mønter, når han kom hjem. Det var som regel min bror Olav og mig, der hjalp ham med at tælle pengene op. Der var enører, toører, femører og tiører. Når der var en tokrone var det stort".
"Fastelavnsmandag raslede Anders i Husby", fortalte Knud. "Hans pose var godt fyldt med mønter, når han kom hjem. Det var som regel min bror Olav og mig, der hjalp ham med at tælle pengene op. Der var enører, toører, femører og tiører. Når der var en tokrone var det stort".
”Om
søndagen spiste Anders altid hos ”brødrene”. To brødre med gård i Sdr. Åby.
Kærligt drillende fortalte de ham altid, at søndagsmenuen stod på fisk. Anders
hadede fisk, da han var så fumlefingret, at
han ikke kunne pille benene fra. Jeg husker, at vi hver fredag hjemme på
”Gammelgård” fik fisk. Anders skulle kun have sovs og kartofler om fredagen.
Ved ”brødrene” fik han altid bøf med løg, når det kom til stykket.”
Knud kan
huske, at Anders også deltog i sognets forskellige begivenheder.
”Anders
var altid med på de ældres udflugt. Engang gik udflugten til Zoo i Odense. Da
han blev spurgt, om han ville have dagens ret, sagde han ja. Han kunne ikke
læse, at det var fisk”.
Anders
ejede ikke så mange ting, fortalte Knud videre.
Anders radio som Knud Rabølle nu ejer. Anders hørte i sin radio blandt andet musik med Bror Kalles Kapel |
”Han
havde en lille dragkiste, en seng og en radio. Alt efter hvordan vi ”møgunger”
opførte os, kunne vi arve det ene eller det andet. En af mine brødre har fået dragkisten. Radioen fik jeg og er stadig ejer af. Anders lyttede til Kalundborg langbølge. Han elskede at lytte til Bror Kalles Kapel, men lyttede
blandt andet også til fiskerinoteringerne.”
”Gennem
alle årene på ”Gammelgård” hjalp Anders med fodring og udmugning. Da mine
forældre midt i 1960erne forpagtede ”Bakkegård” på Sjobjergvej i Husby, blev
alle dyrene flyttet derop. Min far vedblev dog med at have en ko til at gå i
kalvefolden på ”Gammelgård”, hvor vi stadig boede. Den skulle forsyne familien
med mælk, men mest af alt være med til at holde Anders beskæftiget”.
Anders havde stadig ansvaret for en malkeko efter resten af besætningen var flyttet fra "Gammelgård" til "Bakkegård" |
”I 1970
solgte min familie ”Gammelgård” i Sdr. Åby og flyttede til ”Munkegården” i
Brenderup. Anders flyttede selvfølgelig med. Det blev en svær tid for ham. På
den ene side kunne han på bostedet ”Skovbakken” i Brenderup møde nogle
ligesindede, og der kom også af og til en fra ”Skovbakken” for at besøge ham. På
den anden siden kendte han i Brenderup ikke så mange, som han gjorde i Sdr. Åby
og Husby. Og så havde han ikke længere nogle daglige funktioner at varetage.”
”Jeg
husker, at vi efter flytningen stadig kørte ham til Husby, så han kunne
rasle fastelavn. På det tidspunkt havde ”brødrene” solgt deres gård i Sdr. Åby
og havde bygget sig et hus ved siden af Husby Brugsforening. Et hus de
selvfølgelig havde betalt kontant. Dem skulle Anders selvfølgelig traditionen
tro besøge og spise hos i forbindelse med fastelavn.”
Efterhånden
blev Anders meget plejekrævende. Mere end Knuds mor kunne klare. Derfor kom han
omkring 1975 på plejehjem i Nr. Åby. Anders var kun kort tid på plejehjemmet,
før han døde efter et langt liv med mange udfordringer, men også med mange små
daglige glæder.
Anders trak fra starten ikke det bedste lod i det store lotterispil, men var
heldig at blive optaget i en familie, der ville ham. Han forstod vigtigheden af
at pleje omgang med venner og bekendte, der accepterede og inddrog ham på hans
forudsætninger og præmisser. På sin måde har Anders haft betydning for mange,
der har kendt ham. Blikkransen på sin grav fik han ikke. Men vigtigere end den fik
han i livet betydning, opmærksomhed og omsorg. Han har efterladt sig fodaftryk.
Ib Hansen,
februar 2020
Flere
fortællinger fra min hjemegn Husby, Ejby og Vestfyn:
Fortællinger
fra Lillebælt og tilstødende kystområder fra Bogø til Røjle Klint:
Det var dog en dejlig historie om Anders. Tak for den beretning fra de normalt ikke særlig go'e, gamle dage. Denne hører til blandt de sjældne solskinshistorier.
SvarSletPå mine forældres gård var der, lige til jeg var 14 år, altid en evnesvag karl. De kom til os via et samarbejde med Åndssvageforsorgen, som det hed dengang. Jeg synes stadig, det var og er en god ide, men det ville jo aldrig gå i dag med kun at udbetale en form for lommepenge.
Jeg ser det som win-win, fordi småbønder som mine forældre fik hjælp til det meget arbejde, og en, der ellers ikke ville kunne klare sig selv, blev der taget hånd om, og han følte sig nyttig. Hvad han jo også var ...
En (af de i alt fire jeg husker) hed Asger, var der i tre omgange og blev ved med at komme i mine forældres hjem lige til sin død. Han kunne læse og skrive og da far ikke længere havde for hjælp, endte det med, at Asger købte en lille lejlighed, som far vistnok hjalp lidt til med. Han klarede sig fint med sin invalidepension, som man på det tidspunkt kunne få i hans situation.
Jeg længes på ingen måde tilbage til det liv, som levedes dengang, men der var dog solstrejf at finde i de ellers så barske beretninger om de ikke-velhavendes kår.
Tak og tak for den supplerende historie
SvarSlet