Tidligt om morgenen på en af de første
forårsdage i juni 1963 gjorde personalet på det eksklusive Skodsborg
Badesanatorium nær Vedbæk i Nordsjælland nogle makabre fund.
Først fandt de i sanatoriets værelse 340
Henrik von Kauffmann i en kæmpe blodpøl. Hans hals var skåret over helt ind til
nakkehvirvlerne. Henrik Kauffmann var ikke en hr. hvem som helst. Han havde
tidligere været Danmarks ambassadør i Washington under 2. Verdenskrig. Med
begrundelsen at Danmark var besat af Tyskland, underskrev han midt under krigen
uden at konsultere den danske regering Grønlandstraktaten i 1941 og gav dermed
amerikanerne adgang til Grønland, herunder at anlægge baser der.
Men plejernes dystre oplevelser om morgenen
den 5. juni var ikke forbi. I et tilstødende badeværelse fandt de Kauffmanns
hustru Charlotte liggende død i badekarret med en 28 centimeter lang
udbenerkniv kilet ind i brystet.
Henrik Kauffmann var indlagt på Skodsborg
Badesanatorium hærget af galopperende tarmkræft. Drabet på ham blev betragtet
som et medlidenhedsdrab udført af hustruen, der så efterfølgende angiveligt
skulle have begået selvmord med drabskniven. I dagene og ugerne efter drabet
var der i offentligheden megen snak, om drabet også indeholdt et element af
jalousi, idet Henrik Kaufmann helt fra ungdommen skulle have haft et tæt
forhold til Charlottes yngre søster Zilla Sears. Officielt blev mordet
betragtet som et medlidenhedsdrab. Hvor om alting er, blev Kauffmannparret
begravet side om side på Vedbæk Kirkegård.
Men her slutter fortællingen om Kauffmann
ikke. Henrik Kauffmann var nemlig ikke den eneste fra Kauffmann-familien, der
havde fået sat en kniv for struben. Godt nok i overført betydning. Vi skal fra
Vedbæk til egnene omkring Lillebælt. Christiansfeld, Kolding, Gudsø, Fredericia
og Middelfart. Og vi skal cirka 100 år tilbage i tiden fra 1963, tilbage til
ambassadør Kauffmanns bedstefar Heinrich Kauffmann.
Henrich Kauffmann var officer og højtstående
medlem af den danske hærs generalstab i den ulykkelige krig 1864. Kauffmann
havde deltaget som dansk officer under Treårskrigen 1848-50 blandt andet i
slagene ved Kolding, Gudsø og Fredericia. Han var med igen i 1864. Efter de
forfærdelige og blodige kampe først på Dybbøl Banke den 18. april 1864, hvor
Danmark mistede 1700 mand og efterfølgende endnu et blodbad på Als den 29.
juni, måtte Danmark bide i det sure æble og indlede
våbenstilstandsforhandlinger.
Våbenstilstandsforhandlingerne blev ført på
Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld. Det fremgår af en mindetavle på hotellets
gavl. Her på det historiske hotel forhandlede danske oberst Heinrich Kaufmann
natten mellem den 17. og 18. juli 1864 med den preussiske oberstløjtnant Gustav
von Stiehle. Kauffmann fik kniven sat for struben. Den danske hær var løbet
over ende, og hele Jylland var besat. Den danske regering havde afvist alle
kompromisforslag fremsat af de europæiske stormagter. Nu var der ikke andet at
gøre end at få stoppet kampene og indgå en betingelsesløs våbenhvileaftale. Som
bekendt førte våbenhvileaftalen til, at der senere i efteråret 1864 blev
indgået en fredsaftale, der resulterede i, at Danmark måtte afgive
hertugdømmerne fra Kongeåen til Altona nær Hamborg. Det er nok værd at bemærke,
at det fortsat er muligt at overnatte i Våbenhvileværelset – værelse nr. 7 – på
Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld.
Afslutningen på fortællingen finder vi på
Middelfart Vestre Kirkegård tæt op af den historicistiske bygning Grimmerhus,
der nu huser kunstmuseet Clay. Clay er altid et besøg værd, og så kan man ved
samme lejlighed besøge den nærliggende Vestre Kirkegård. Her på kirkegården
står en mindesten over Heinrich Kauffmann, en noget mere imposant mindesten end
gravstenen over barnebarnet Henrik Kauffmann på Vedbæk Kirkegård.
Heinrich Kauffmann var nemlig gift med en
datter af kammerherre Niels Basse Fønss til Hindsgavl. Heinrich Kauffmann og
den 11 år yngre Jensine Louise Basse Fønss blev gift i juni 1851. De havde
gennem tiden bopæl blandt andet i København og forskellige steder i Slesvig alt
efter Heinrich Kaufmanns forskellige stillinger. Deres sidste år levede de på
Grimmerhus, der oprindelig er bygget som enkesæde for Hindsgavl.
Jensine Louise døde i februar 1904, mens
Heinrich Kauffmann døde året efter i juni 1905. Blandt deres børnebørn var
Henrik Kauffmann, der havde et spændende og begivenhedsrigt liv i diplomatiets
tjeneste og som fik et så blodigt og ulykkeligt endeligt.
Fortællingen om Kauffmannfamilien spinder
tråde over Lillebælts tvende kyster. Tråde mellem Christiansfeld, Middelfart,
Fredericia, Gudsø og Kolding. Sådan kan der komme en fortælling ud af at have
et geografisk-historisk-kulturelt perspektiv.
Ib Hansen, 6. oktober 2020