Navnet klinger ualmindeligt almindeligt. Nogle få huse. By af navn. Ikke af gavn.
Trygheden i de så velkendte landskaber. Rytmen i de bølgende bakker. De strunke nåleskove. De kuplede lyse løvskove. Hulens hassel i den randkransende bondeskov.
Sognegrænserne. De rislende bække. Den stilleflydende don-dvaske å. Det længdestrækkende runde, bløde bakkeland. Bløde former dramatisk flænget af den dybe dal. Skåret af strømmende smeltevand.
Græsgrønne enge, gule rørklædte moser og flægdækkede strandenge emmende af fugt og bryggende på dugfriske fantasier.
Bølgerne blå iblandet sølvreflekser omkranser landet. I sydøst stiger solen af havet og lander morgenens lys på klint og kyst. Mod vest sænker solen sig med gyldne stråler over aftenhorisontens fjerne skamlingsbankebule. Som et slot tækket med gyldne skjolde.
Her ligger det, det hele. Kalder på vidsyn, udsyn og lyssyn. Her er jeg fra. Det ligger i mig. Og der bliver det liggende. En banalitet? Eller et fundament? Under alle omstændigheder ligger det der. Derude og i mig. Min reference. Mit barndomsland. Husby.
 |
Ib Hansen, 28. august 2022
