Sollyset. Det sølvglinsende hav. Strandpromenaden. De grønne botaniske parker. Byturene. Folkelivet. Arkitekturen. Cafelivet. Påskeugens passionsparader. Picasso. Carmen Thyssen Museets andalusiske landskabsbilleder. Alcazabafæstningen. Det Romerske teater. De storslåede udsigter fra Gibralfaro-fæstningen og fra Malagas svar på London-Eye.
Alt det og meget mere har vi med os hjem efter nogle herlige dage i Malaga krydret med en dagsudflugt med lokaltog til store kulturhistoriske oplevelser og 29 graders varme i Sevilla.
Andalusien er værd at gæste, særlig på denne tid af året. Godt hjemme igen kan vi glæde os til foråret endelig kommer til vore sommerlyse nordiske himmelstrøg.
Malaga |
Lysvældet
Det er i første omgang lysvældet, der imponerer, når man en forårsdag med bragende sol går ind i Malaga Katedral. Forventningen om at træde ind i et mørkt kirkerum gøres med det samme til skamme. Hvælvingerne er fyldt med gyldent lys.
Det imposante kirkerum passer meget godt til katedralens ligeså imponerende fulde navn, Santa Iglesia Catedral Basílica de la Encarnación.
En nydelse for en arkitekturinteresseret beskuer. Et virkelig godt eksempel på renæssancearkitektur. Det tog flere hundrede år at opføre kirken, fra det 16.-18. århundrede. Men så er den også blevet mere end almindelig behagelig for betragterøjnene.
Den indre afspiller akkompagnerer turen rundt i katedralen med Jakob Knudsens salmelinje "Lysvæld bag ved lysvæld".
Katedralen i Malaga |
Togtur i Andalusien
Tidlig afgang fra togstationen i Malaga. Sevilla er rejsens mål. Mens den opgående sol brænder den sidste nattetåge af, går det i behageligt tempo over den andalusiske slette.
Det er landbrugsland med kæmpe olivenlunde, appelsinplantager og kornmarker.
Gennem togvinduerne nyder vi i ro og mag landskabet. Der er et rigt fugleliv. Vi ser blandt andet flamingoer, storke, ibisser og agerhønselignende fugle.
Efter en spændende dag går det fra Sevillas imposante togstation sidst på dagen i solnedgangens faldende lys tilbage til Malaga.
En smule tognørderi er altid et velkomment ekstra oplevelseskrydderi.
Togtur Malaga-Sevilla retur |
Skønhed af en anden verden
UNESCO-seværdigheden Alcazar i Sevilla er nok en rejse værd. Alcazar var først maurisk palads. Så palads for kristne konger, da maurerne var blevet fordrevet fra Spanien.
Alcazar i Sevilla |
Pusten gik helt af mig, da jeg endelig kom ind i Sevillas Katedral. Mange års ønske gik i opfyldelse. Katedralen i Sevilla er et stort trofæ for en kirkearkitekturjæger og ynder af gotisk arkitektur.
Ikke sært den er på UNESCOs verdensarvliste. Den er verdens tredjestørste kirke og verdens største gotiske kirke. Arkitekturen er helt igennem himmelstræbende.
Kirken blev startet som en maurisk moske. Efter den kristne erobring af Sevilla blev moskeen bygget om til en gotisk katedral. Senere blev der tilføjet elementer med renæssancepræg. Endnu senere blev også barok som stilart inddraget i kirkerummets udsmykning. Blandt andet har det store orgel et umiskendeligt barokpræg. En kæmpe guldaltertavle tager vejret fra beskueren med sin store detaljerigdom. Den rummer 36 scener fra Jesu liv og over 1000 figurer.
Og ikke nok med alt det. Her i katedralen ligger dele af Christoffer Columbus begravet. Italieneren der af den spanske dronning i 1492 blev sendt ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet “faldt over” Amerika. Hans sarkofag bæres af fire statuer, der hver symboliserer de oprindelige fire katolske spanske kongedømmer. 1492 var iøvrigt også året, hvor de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien, da den sidste islamiske bastion, Granada blev generobret af spanierne. Sevilla blev allerede generobret i 1248.
Og ikke nok med alt det. Her i katedralen ligger dele af Christoffer Columbus begravet. Italieneren der af den spanske dronning i 1492 blev sendt ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet “faldt over” Amerika. Hans sarkofag bæres af fire statuer, der hver symboliserer de oprindelige fire katolske spanske kongedømmer. 1492 var iøvrigt også året, hvor de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien, da den sidste islamiske bastion, Granada blev generobret af spanierne. Sevilla blev allerede generobret i 1248.
Sevilla Katedral med Columbus mindesmærket |