Vi kunne ikke se gårdene på den anden side af mosen. Vores hus og have lå dækket af en tæt grå tåge, der udviskede træernes konturer, så alene de sorte stammer og de største sorte grene var synlige. Faktisk mindede det mest af alt om den krudttåge og den klamme ildelugtende luft, der krøb hen over skyttegravene i Flandern og Nordfrankrig under Første Verdenskrig 1914-18.
Vores gode klassekammerat fra Husby Skole, Keld Bom var som så ofte før på besøg. I det tågede vejr var han dukket op cyklende op over bakkerne fra Hygind. Jeg husker ikke helt, hvad dag det var, men det var i hvert fald mellem Nytårsdag og Helligtrekongersdag den 6. januar engang først i 1960´erne. Vi havde nemlig noget nytårsskyts tilbage, som vi ikke havde fået skudt af Nytårsaften. Og vi var ikke startet i skolen endnu efter juleferien. Skolen startede altid dengang den 6. januar på Helligtrekongersdag eller den første hverdag efter denne dag.
Som sagt lignede landskabet noget, der kunne være løgn. Klamt, koldt og trist. Men selv sådan et vejr kunne inspirere Keld Boms fantasi.
”Det var lige sådan, det var ved vintertide for soldaterne under Den Første verdenskrig 1914-18,” fortalte han med entusiastisk, oprømt stemme.
”Og vi har jo stadig krudt. Lad os få gravet nogle skyttegrave”.
Den var vi – altså min bror Leif og undertegnede Ib – med på. Lillebror Bo var den dag inde ved mor Nina. Han var kun en 5-6 år og var nok ved at lege med nogle af sine julegaver eller få nogle historier læst højt af mor. Vi var selvfølgelig ude, for vi syntes på det tidspunkt, det var sjovt at grave dybe huller. Og vi havde hørt om skyttegravskrigen og var historisk interesserede. Derfor syntes vi godt om Keld Boms legeidé.
Som sagt, så gjort. Skyttegravene skulle straks udgraves. Vi fik fat i skovle og spader. Vores far Peter Emil var på arbejde, så vi havde haven for os selv. Mor var optaget af Bo. Skyttegravene anlagde vi tværs over haven parallelt ved vejen, der går forbi vores hus. Det var fra vejen angrebene ville komme, mente Keld Bo. Fra mosen og engen over vejen og op ad højdedraget op mod skoven.
”Vi må forsvare skovbrynet,” forklarede Keld Bom.
Skyttegravene gravede vi cirka en halv meter dybe, og den opgravede jord lagde vi foran gravene. Så havde vi huller på cirka 1 meters dybde at gemme os i. Nu havde vi bare det problem, at vi ikke turde grave huller hen over gårdspladsen. Gårdspladsen var også for hård at grave i. Det ville ikke være populært ved vores far Peter Emil, når han kom hjem fra arbejde, hvis gårdspladsen var opgravet. Haven kunne det godt gå at grave dybe huller i. Den skulle alligevel graves til foråret, inden der skulle sættes kartofler og sås grøntsager.
”Vi kan ikke have, at fjenden har fri adgang op ad indkørslen,” mente Keld Bom. Vi andre i den fransk-engelske generalstab var enige. Altså Leif og mig. Vi var selvfølgelig generaler alle tre.
”Hvad med at tage den stak cementrør, der ligger ovre ved redskabsskuret og flytte dem op i hjørnet af gårdspladsen. Der på det højeste sted. Så kan stakken af cementrør fungere som et støttefort til vores skyttegrave,” foreslog Keld Bom.
Det syntes vi lød som en god ide. Vi vidste nemlig, at franskmændene forud for første verdenskrig havde bygget en lang række af befæstede forter i grænseområdet mellem Frankrig og Tyskland.
Hurtigt fik vi stablen af cementrør bragt på plads. Hvad skulle vi så lave?
”Vi skal have fortet armeret,” forklarede Keld.
Så hentede vi det nytårskrudt, vi ikke havde fået skudt af Nytårsaften. Der var blevet en del til overs. Nytårsaften havde nemlig været kold, og vi var løbet tør for tændstikker til at antænde nytårsskytset med. Så vi var kommet tidligt ind fra nytårssjovet. Men nu var der igen indkøbt tændstikker. Dem skulle mor jo også bruge, når hun tændte op i komfuret og i kakkelovnen.
Bevæbnet med tændstikker og røde lynkinesere fra Kolding Fyrværkerifabrik lavede vi nogle prøveaffyringer fra vores ”franske fort”, altså stakken af lange cementrør. En af gangen lagde vi en lynkineser i et cementrør, tændte den og løb ned i en af vores skyttegrave. ”Bum” og ”kapong” ekkoede det mellem skrænterne og skovkanten. Et cementrør kunne rigtig forstærke braget fra knaldfyrværkeriet.
”Lad os prøve at lægge 5 kinesere i hvert sit rør og tænde dem på en gang,” foreslog Keld Bom.
Det gjorde vi så. Kunsten var nu at få antændt alle fem, inden den første sprang. Keld ville være den, der tændte. Leif og jeg skulle gemme os i vores skyttegrave. Keld skulle løbe over i en skyttegrav, når han havde antændt fyrværkeriet.
Da Leif og jeg lå i skyttegraven og ventede på Keld, så vi pludselig Nakkebageren parkere sin brødbil på vejen, tage noget brød frem og begynde at gå op til mor for at levere ugens brød.
”Vent”, råbte vi til Keld.
”Nej, jeg tænder nu. Fjenden skal ikke komme op ad indkørslen”, råbte Keld ekstatisk tilbage, idet han tændte de fem kinesere.
”Boom!!!”, ”Kapong!!!” og ”Kapau!!!”
Kineserne gik af lige efter hinanden. Bragene forstærkedes i ”den franske fæstnings” cementrør. Mangefold højere end da vi bare havde skudt en af. Nakkebageren var helt uforberedt. Vi lå gemte nede i skyttegravene og det tågede vejr dækkede godt over os. Så han havde slet ikke set os og var derfor ikke forberedt på de mægtige brag. Han blev så forskrækket, at han tabte de to rugbrød og franskbrødet, han bar i hænderne. Han kunne stadig ikke se os, for vi blev liggende musestille i tågen og krudtrøgen bag skyttegravenes volde, indtil han var gået indtil mor.
Så var det med at komme væk, inden bageren kom ud igen. Keld Bom løb hen til sin gamle nedslidte blå cykel, sprang på den og kørte knirkende og hvinende ned mod Hygind. Han skulle ikke have noget af at tale med mor. Leif og jeg løb ind i skoven og ventede på, at Nakkebageren var kørt, inden vi kom frem igen.
Den stod på skæld ud, da vi endelig kom ind. Der var ikke frisk franskbrød med smør og sukker på programmet, som der ellers normalt var, når der var nyt brød, eller mor selv havde bagt. Og vi fik heller ikke et bolsje af Nakkebageren, som vi plejede at få. Heller ikke de næste par gange han kom. Men heldigvis glemte han snart hændelsen igen, så vi vendte tilbage til de sædvanlige bolsjeprocedurer.
Sådan endte slaget i brød- og verdenskrigen på Skræppedalsvej. Der var ikke rigtig nogen vindere. Alle blev vel tabere. Helt ligesom det meste af skyttegravskrigen under Første Verdenskrig udspillede sig.
Og Keld Bom. Han kom selvfølgelig tilbage igen nogle dage efter og fik mor til at læse nogle cowboyblade højt for os. Og nye ideer og fantasier. Jo, dem havde han stadig mange af, men fortællingerne om dem, må vi have til gode til en anden god gang.
