Den tunge, lade og flæskesvulmende julegris brød sig ikke meget om at skulle forlade sin varme grisesti. Men der var ingen pardon. Vi var allerede langt henne i november måned, slagtemåneden.
Når grisen kom ud i novemberkulden og af set-uppet af hjemmeslagter, slagtebænk og skoldekar på gårdspladsen blev klar over, at der var andet på færde end bare det at skulle forlade den lune grisesti, gik dens småhvinen over i øredøvende skrig. Skrig der flængede den i ly af Holeskoven kolde stillestående luft nede i Skræppedalen og ramte vore anspændte drengeører. Vi fulgte opmærksomt med i, hvad der foregik, ligesom vi for øvrigt altid gjorde, når der var noget på færde.
Her så mange år efter kan jeg hvert år i november for mit indre øre høre julegrisens skingre skrig. De indre skrig sender mig på et nostalgisk trip tilbage til barndommens jul.
Et nostalgisk juletrip
Tiden op mod jul var præget af store forventninger. Forventninger der over flere uger jævnligt blev stimuleret. Det hele startede i Slagtemåneden, november måned med skingre skrig fra julegrisen. Næsten alle i landsbyerne rundt om på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus. Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.
Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte, medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var temperaturen passende, og der blev slagtet alle vegne, derfor navnet Slagtemåned.
Slagtedagen som optakten til julen står stærkt i min erindring. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så blev grisen som nævnt under skrig og skrål slæbt ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Indvoldene blev lagt ud i skoven, som vi boede fem meter fra. Så kunne de vilde dyr og skovens fugle også mærke, det snart var jul. Til sidst hjalp hjemmeslagteren mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag til rullepølse.
Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti
Men der var også mere romantiske oplæg til julen. fantasiens nostalgiske tilbageblik hører jeg på lang, lang afstand bjældeklang over det tyste, snehvide landskab omkring Skræppedalen. Først næsten uhørligt nede fra Hygindkanten. Så tydeligt tæt på op ad Skræppedalsbanken mod den løgkuplede og gulpilastrede Husby Kirke, hvorefter bjældeklangen igen gradvis klinger af på vejen mod Wedellsborg.
Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne hørte bjældeklangen, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte ens heste kom glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var det jo som sagt altid, når vi husker tilbage på vores barndom, - så blev Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste julehistorier op for dem.
Snevejret trak også andre spændende hestespand ud på vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor kileformet træsneplov.
Julens Glæde
En stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge, vores forældre havde indbetalt til den lokale spareforening i løbet af året. Lokale spareforeninger blev oprettet over hele landet i slutningen af 1800-tallet under navnet Julens Glæde. Sådan en forening havde vi endnu i min barndom i 1950´erne og 1960´erne også i Husby. Når sparepengene fra Julens Glæde blev udbetalt, vidste vi, at der også det år var penge til julegaver. Det var der for øvrigt i alle årene.
Julegaverne ønskede vi os ud mest fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Vi satte en masse krydser i katalogerne ud for det, vi ønskede os. Mor udfyldte i hemmelighed bestillingslisterne og sendte dem ind. Så kunne vi bare afvente, at årets julepakker blev tilsendt med posten pr. efterkrav. Det var en stor dag, når Helge Post en dag midt i december kom ind med opkrævningen på årets julepakker. Når postopkrævningerne var betalt kunne vi efterfølgende afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras, der stod for udleveringen af postpakker. Var det bløde eller hårde pakker? - Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var, men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest. Vores forældre var påholdende folk, der selv om midlerne var små ønskede, at deres tre drenge aldrig skulle mangle noget.
Jagttid
Tiden op mod jul var også jagttid. Vi husbydrenge havde i jagtsæsonen en særlig opgave, som vi dengang anså for at være en stor fordel. Forud for de store klapjagter på Wedellsborg og på Fønsskov ringede overjæger Knarreborg på Wedellsborg til førstelærer Andersen i Husby Skole med besked om, at de store drenge fra skolen skulle møde på godset som klappere en af de efterfølgende dage. Vi fik så besked fra lærer Andersen om dette. Der var ikke noget med, at vi skulle spørge hjemme eller have seddel med hjemmefra.
Under klapjagterne var vi under kommando af overjæger Knarreborg og hans håndgangne mænd som for eksempel skytte Hansen på Wedellsborg og skytte Skæg - jeg husker ikke hans rigtige navn - på Fønsskov eller nogle af skovfogederne. I jægernes frokostpause havde vi kampe med drengene fra de andre skoler, blandt andet drengene fra Føns Skole. Kampene blev udkæmpet med klapperstokkene. Det var ikke rart at få et slag over fingrene med en klapperstok, men vi havde en sjov dag, hvor vi til belønning fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone. Så måtte vi også tage det ubehagelige med som for eksempel at løfte skamskudte harer op ved ørerne og udfri dem af deres pinsler ved at slå dem ihjel med et kraftigt slag af vores klapperstok bag ørerne.
Snemand Frost
Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.
Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og snakkede for enden af skolegården, under de store nu fældede kastanjetræer, ved cykelskuret ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.
Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de syntes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af lærerne. Men dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden.
Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande.
Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser.
Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.
Hvem ringer klokkerne for?
Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet konfirmerede. Men selv om vi ikke havde ur på, vidste vi altid, hvornår vi skulle hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt på, når solen om aftenen blev ringet ned. Så vidste vi, at vi skulle hjem.
Senere da min far var gået på efterløn og blev ringerafløser, har jeg ofte været med oppe i tårnet for at ringe solen ned. Først blev skodderne til de fire verdenshjørner åbnet, så blev der ringet, og inden vi igen lukkede skodderne, kiggede vi ud over Lillebælt og mod omegnens markante skove og kirker.
Den søde juletid
I skolen var der et langt tilløb til julen. Forberedelserne begyndte allerede i november. Førstelærer Andersen uddelte bestillingssedler til julebøger fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlen med hjem og afkrydsede sammen med vores forældre de julehæfter, vi gerne ville købe. Som minimum bestilte vi altid "Ved Julelampens Skær" og "Historiebogen. Børnenes Julebog".
Op mod jul udleverede lærer Andersen så julehæfterne til os. Måske var det samme dag, fru Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at flette julestjerner og klippe julehjerter. En helt anderledes skoledag hvor vi havde lys, gran og slik med i skole!
Det var rigtig populært, når fru Andersen hjalp os med at lave julepynt. Den dag i dag kan jeg stadig klippe og flette julehjerter.
Endelig blev det jul
Så blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene.
Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter.
Julen sluttede hvert år med skolens store juletræsfest fjerde juledag. Jeg husker specielt et år først i tresserne, hvor nogle af de store piger i syvende klasse vakte en del furore, da de dansede twist til nogle af de moderne tiders nye twist and shout hits. Det var vist samme år, hvor vi var begyndt at høre Beatles. Det var i 1962, de udsendte deres første plade ”Love me do”. Den indvarslede de moderne tider, der desværre førte til Husby Skoles endeligt. Det var dog ikke musikkens skyld, men afvandringen fra landet!
Vi var også til fagforeningens juletræsfest en af juledagene. Ved denne årets sidste juletræsfest blev forsamlingshusets juletræ plyndret. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, trak børnene i den ene ende af træet og de voksne mænd i den anden ende. Det var altid børnene der vandt. Men vi havde jo også fået gode kræfter af de omfangsrige godteposer, der hørte med til en god juletræsfest.
Skolen startede hvert år igen efter jul og nytår på Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar.
Dejligt at have gode minder at hygge sig med her i årets mørkeste tid. Et godt juleønske kunne derfor være, at alle verdens børn hver på deres sted og i hver deres tid får tilsvarende gode minder, der senere i deres liv kan varme og lysne deres tilværelse.
