fredag den 1. maj 2020

En fynbo blev omplantet til Sydjylland


En af de rododendron, vi har i vores have, har en helt særlig historie.

Først stod den i mange år i min barndoms have i Husby. Efter fars død i 1995 valgte mor efter over 40 år i Husby at flytte tilbage til sin barndomsby Ejby. Netop denne ydmyge rododendron med de små, men flotte røde blomster, tog hun med sig til sit nye hjem. Sådan sørgede hun for at have rødder tilbage til tiden og haven i Husby. Busken stod kæk og strunk i hendes nye have i femten år, indtil hun døde i 2010.

Igen blev busken gravet op og blev denne gang flyttet til en helt anden landsdel, over Lillebælt til det sydjyske. Her blev den efter de mange fynske år omplantet til vores have i Bramdrup. På trods af dens omskiftelige tilværelse har den i alle årene omkring 1. maj på de tre forskellige steder usvigeligt sikkert frydet os med sine små skrapt signalfarvede blomster. Det gør den igen i år som i de forrige omkring 35 år. De fynske rødder trives og er i orden også her i det sydjyske.