Tak for invitationen til at deltage her i dag. Jeg har glædet mig meget.
Det glæder mig altid at komme sydvest for skovene på Ørslev-Lungebakkerne. Så
føler jeg, at jeg er i mit hjemland.
Et sådant arrangement som det her i dag handler om en række meget vigtige
værdier, som vi måske ikke så tit tænker på i hverdagen, men som ikke desto
mindre er meget centrale i den måde, vi lever sammen på og den måde, vi har
indrettet vores samfund på.
 |
| Mindestenen i Emtekær for 7 engelske flyvere, der blev skudt ned af en tysk jager i en luftkamp 22. maj 1944 og for den lokale Jørgen Brandt, der blev dræbt i forsøget på at redde flyverne ud af den brændende Lancaster. |
Når vi mindes hændelserne i Emtekær den 22. maj 1944 og dem, der mistede
livet den dag, giver disse hændelser samtidig anledning til at reflektere over
fire nøgleværdier: Frihed, Fællesskab, Omsorg og Ansvar
Jeg starter med at se på
værdien Frihed
Frihed er det bedste guld,
som sol bestråler over muld,
lad
den dit smykke være!
Sådan
skrev en svensk biskop Thomas af Strängnäs helt tilbage i 1439, da de svenske
bønder gjorde oprør mod de danske magthavere.
I
Europa har vi alt for mange gange oplevet, at mørke kræfter har taget frihedens
gyldne smykke fra os. Frihed er ikke noget givet. Mørke totalitære kræfter og
quick-fixløsninger er alt for ofte kommet snigende.
Vi
må huske på, at Hitler kom til magten i 1933 efter en demokratisk proces. Den
tyske befolkning var blevet apatisk og skreg på en stærk mand, der kunne komme
med de hurtige løsninger på den kaos og usikkerhed, de oplevede i
Weimardemokratiets tid. Vi må heller ikke glemme, at en snert af den totalitære
tanke også ramte Danmark.
Konsekvenserne
af denne formørkning af store dele af Europa kender vi alle. En lille bitte
brik i det store spil, hvor friheden igen måtte tilkæmpes, står vi ved her i
aften. Mindestenen her erindrer os om, at frihed ikke er noget altid givet, men
noget vi alle må arbejde for hver dag og huske, at friheden gælder for Loke som
for Thor, som Grundtvig udtalte det helt tilbage i 1800-tallet.
Så sender jeg de
positive Fællesskaber på banen:
Positive
fællesskaber har vi alle brug for. Det er i fællesskaberne, vi oplever trygheden
og fællesskaberne giver os muligheden for hver især at folde os ud.
Arrangementet her ved mindestenen minder om et stærkt lokalt fællesskab, hvor
man år efter år mødes for at mindes en lokal begivenhed, og de rødder vores
samfund i dag suger næring af.
Her
mødes man med naboer og bekendte og oplever trygheden ved traditionerne, det
nære og det kendte. Disse ting er måske ved at gå af mode i disse år, men så
meget desto vigtigere er det at arbejde for at fastholde og udbygge de lokale
fællesskaber. Set fra den anden side af bæltet oplever jeg, at her står Husby-
Tanderup ualmindeligt stærkt. Der er mange, der tager ansvaret på sig, og der
sker ualmindelig meget set i forhold til samfundets størrelse her i
tvillingelandsbyerne.
Det
er vigtigt, at vi både oplever et levende fællesskab, et fremtidsorienteret
fællesskab, et nærværende fællesskab og et fællesskab, der rækker tilbage i
tiden, hvor mange har gjort en indsats for, at vi i dag kan leve sammen, som vi
kan.
Mindestenen
her er en lille bitte brik, der fortæller os om den indsats, mange i fortiden
har gjort for, at vi dag kan leve trygt og godt i frihed og fællesskab.
Det
er imponerende, at lokale folk i Tanderup i 1946 tog på sig at få rejst en
mindesten til minde om de døde engelske flyvere, der havde kæmpet også for
vores frihed og til minde om den lokale Jørgen Brandt, der døde i forsøget på
at hjælpe. Flot, at den daværende indsamlingskomité med hjælp fra Tanderup
Gymnastikforening og Tanderup Sognekommune tog denne opgave på sig. Og det er i
særdeleshed imponerende, at I lokalt 74 år efter stadig holder mindet i hævd og
hæger om mindestenen. Jeg glæder mig over det smukke anlæg hver gang, jeg
kommer forbi.
Det fører mig til at reflektere over værdien Omsorg
Ønsket om at hjælpe andre
ligger så dybt begravet i de fleste, at vi handler pr. refleks, når vi oplever,
at nogen lider nød eller er i fare.
Denne almen menneskelige
måde at optræde på, kan vi måske ind i mellem glemme. Men når vi står i
situationen, reagerer de fleste med omsorgsfuldhed.
Det erindrer mindestenen
her os også om. Jørgen Andreas Brandt reagerede pr. refleks, da han oplevede,
at nogen var i fare. Uden at tænke på egen risiko forsøgte han at hjælpe. Det
kostede ham livet.
Det er værd at mindes, at
vi mennesker dybest set ønsker at yde omsorg, når det er nødvendigt. Hvis vi
glemmer det, er det vigtigt, at vi mindes om, at det er den menneskelige måde
at optræde på.
Jørgen Brandts offer og
mindestenen her kan minde os om, at vi mennesker netop er mennesker, fordi vi
har evnen til at vise empati, at sætte os i andres sted, og at vi ønsker at
hjælpe, når nogen er i nød.
Til slut lidt om værdien Ansvar
Denne smukke sten erindrer
os om, hvordan det kan gå, hvis vi glemmer at påtage os det engagerede,
medlevende, indsigtsfulde og aktive medborgerskab, vores demokrati bygger på.
Vi kan ikke bare overlade det til de andre at træffe beslutninger. Så kan det
gå grueligt galt.
Men stenen minder os også
om, at nogen har været villige til at påtage sig et ansvar, der har krævet
deres ultimative offer. Flyverne, der mindes her, og mange andre, der tog ansvaret på sig og gav
deres liv i kampen for, at friheden, de positive fællesskaber og den
menneskelige omsorg igen kunne få rod og
fodfæste i Europa.
Jørgen Brandt, der uden
tanke for sin egen sikkerhed gav sit liv i ønsket om at vise omsorg, at hjælpe
og redde liv.
Deres og alle de andres
ofre må ikke være forgæves. Lad os i mindet om dem hver dag hver på vores plads
arbejde for et demokrati, der bygger på frihed,
fællesskab, omsorg og personligt ansvar.
Æret være de 7 flyveres og
Jørgen Brandts minde. Tak for ordet.
