onsdag den 12. oktober 2022

Fuglene flyver

Johannes Larsen: Flyvende skeænder. Wedellsborg 1912

Ved Wedellsborg. Udsigt over Tybrind Vig mod Skamlingsbanken. 

Flyvende fugle, græssende dådyr og andre naturmotiver fra Wedellsborg. Det var vores berømte fynbo- og naturmaler Johannes Larsen mester for. Han har malet naturmotiver fra hele Fyn og rundt om fra det ganske land. Men der er en helt særlig baggrund for hans malerier fra Wedellsborg.

De landskaber, han tog udgangspunkt i, når han malede på Wedellsborghalvøen, er let genkendelige. Fuglene over "Sudden" - den store vandfyldte strandeng på nordsiden af Wedellsborghalvøen. Rådyr og dådyr på markerne og i skovbrynene yderst på Wedellsborg Hoved. Udsigten over Lillebælt fra Wedellsborg Hoved mod Skamlingsbanken, Bågø og Brandsø. Altsammen er herlige oplevelser, man selv kan få på vandreture i området.

Johannes Larsen: Vinterdag med dåbuk. Wedellsborg 1918

Som nævnt var der en helt særlig grund til, at Johannes Larsen ofte besøgte Wedellsborg og lod sig inspirere af naturoplevelser derfra. Hans yngre bror Vilhelm Larsen var i en lang årrække skovrider på Wedellsborg med bopæl på Skovridergården ved Rørdam. Et sted med den smukkeste udsigt over Lillebælt og med let adgang til Wedellsborghalvøens mange forskellige og smukke landskabstyper. Dengang som nu er der masser af vildt at opleve og iagttage på halvøen.

Skovridergården ved Rørdam, nær Wedellsborgs gamle havn


Vilhelm Larsen (1874-1949), skovrider på Wedellsborg 1906-1944
 
Udsigt gennem skoven fra klinten ved Rørdam

Vilhelm Larsen blev skovrider på Wedellsborg i 1906. I 1907 blev han i Hellerup Kirke gift med Gudrun født Kaufmann. De fik tre børn, to drenge og en pige. Efter Vilhelms pensionering som skovrider i 1944, fik de lov at blive boende på Skovridergården. Vilhelm døde 5 år senere 75 år gammel i 1949 og blev begravet på Husby Kirkegård. Gudrun flyttede derefter til Odense og boede hos deres førstefødte søn Gudmund til sin død. Hun blev også begravet på Husby Kirkegård.

Johannes og Vilhelm Larsen var født i Kerteminde som sønner af en kunstinteresseret købmandsfamilie. Johannes Larsen døde næsten 94 år gammel i Kerteminde i 1961. På Johannes Larsen Museet i Kerteminde er der store oplevelser at indsuge. Fynboerne er en betegnelse, der er brugt om en række fynske kunstnere, der alle som Johannes Larsen var elever af Kristian Zahrtmann. På Fåborg Museum kan man ligesom på museet i Kerteminde opleve en stor samling af Fynboernes malerier.


Gudrun Larsen ved deres førstefødte Gudmunds dåb 1910

Gravsten Husby Kirkegård


Ib Hansen 12. oktober 2022